Loab – AI-kunstens første spøgelse?
Loab: AI-kunst fra helvede? Her gik vi og troede, at Midjourney og DALL•E kun kunne lave lækre billeder i vores lige så lækre, kreative værksteder. Lige indtil frygtelige, hæslige, bloddryppende Loab ankom for at hjemsøge nettet – og din og min computer.
af Bo Kampmann Walther
The Midjourneys
Mød Supercomposite. Han (hun?) sad og legede med billeder på sin computer. Du ved den nye teknologi, der kan generere billeder med kunstig intelligens (AI). I Midjourney skriver man ”imagine/”, indtaster nogle ord som ”prompts” og få sekunder efter vokser der smukke billeder frem genereret af en algoritme, som er fodret med hele verdens kulturindhold.
Midjourney ved, hvad Bauhaus-æstetik og boybands er. Den kan skabe malerier af kaniner, som bor i et flygel i et træ i Matrix-regnvejr – hvis det er de prompts, man har indtastet. Midjourney kan sin manga forfra og bagfra og laver babes (hvis man skulle være så fræk) om til appetitvækkende kunst, man har lyst til at printe som plakat og hænge op på væggen. DALL•E har taget navn efter Salvador Dali og tegneseriefiguren WALL•E. Det er robotkunst med kant.
Negativ prompt
Men så mødte Supercomposite ”Loab”. Kunstneren indtastede en såkaldt ”negativ prompt”. ”Brando::-1” stod der. Idéen var at skabe en kunst, der var lige det modsatte af Marlon Brando. Et ikke-ikon. Noget ikke-smukt. Alt andet end verdens bedste method-skuespiller nogensinde. Noget grimt. Spørgsmålet var selvfølgelig, om AI’en til trods for grimhedskommandoen ville trylle noget forførerisk skønt frem alligevel.
Først viste algoritmen et logo med bogstaverne ”DIGITA PNTICS” (guf for enhver konspirationsteoretiker) og en storby som baggrund. Supercomposite tastede bogstaverne ind i maskinen som en ny prompt og ud kom ”Loab”, en dødskvinde med blodrøde kinder, udtværede Exorcist-agtige øjne, langt, mørkt hår som vanvidsmennesket fra filmen Ringu, der kommer ud af fjernsynet, og lige så dæmonisk stirrende som tvillingepigerne i Stanley Kubricks The Shining.
”Brando::-1”. Den negative prompt, der skulle skabe det modsatte af Marlon Brando. Frem kom Loabs kontrafej, der nu hjemsøger AI-kunsten på tværs af platforme. Er det ren kodning, eller har man utilsigtet vakt internettets ånd til live?
Loab går shop-amok
”Lige siden Loab blev opdaget ved at benytte ”negative” prompts, er hendes kontrafej blevet skabt af en samling af forbindelser lige langt fra alt, hvad vi kender”, skrev Supercomposite i en tråd på Twitter, kunstnerens foretrukne kommunikationskanal.
Supercomposite blev bidt af Loab-trenden og producerede flere billeder skabt af ikke-prompts. Hver gang dukkede Loab op. Vansiret, hæslig, sygeligt træt som en kassedame, der har arbejdet alt for længe, flankeret af dukker med afrevne hoveder eller i landskaber a la Jullerup Færgeby på syre – eller som animatronics fra Five Nights at Freddy’s, der pludselig lærer at gå selv og skræmmer os fra vid og sans. Loab er et digitalt dæmonisk legetøj, der siger ”bøh!”.
Loab er frydefuld creepypasta, der er kommet for at hjemsøge dig og din computer midt i efterårshyggen, weekendslikket og maskinlæringen.
Loab blev et viralt hit. Shit happens, bogstaveligt talt. Ur-prompten, omvendingen af Brando og de hemmelighedsfulde bogstaver, blev til memes, men lige meget, hvor meget folk overalt på nettet hev og sled i deres prompts (f.eks. ved at supplere med søde kaniner eller sådan noget), dukkede hæslige, onde Loab op.
Var det internettets ånd, der var blevet vakt til live?
🧵: I discovered this woman, who I call Loab, in April. The AI reproduced her more easily than most celebrities. Her presence is persistent, and she haunts every image she touches. CW: Take a seat. This is a true horror story, and veers sharply macabre. pic.twitter.com/gmUlf6mZtk
— Supercomposite (@supercomposite) September 6, 2022
”Det her”, skrev Supercomposite begejstret på sin Twitter-kanal, ”er resultatet af en eller anden form for emergent, statistisk tilfældighed. Der er noget ved denne kvinde, som bare synes at sætte gang i produktionen af makabre billeder i AI’ens verdensbevidsthed”.
Creepypasta
Loab er det seneste eksempel på creepypasta. Betegnelsen dækker over legender, urban myths, og memes, som bliver skabt og delt på internettet. Slender Man er creepypasta. Den uhyggelige, unaturligt høje humanoid med kontur- og øjeløst ansigt, klædt i forvansket mørkt jakkesæt var oprindeligt et meme skabt af ”Something Awful”-forummedlemmet Eric Knudsen (kendt som ”Victor Surge”) tilbage i 2009. Siden er memet eksploderet med alle historierne om Slender Man, der forfølger, bortfører og traumatiserer især børn. Det var den skræk, filmen The Blair Witch Project (1999) levede af.
Andre eksempler på creepypasta er ”Ben Drowned”, også kendt som ”Majora’s Mask” (fra videospillet The Legend of Zelda), som hjemsøges af et spøgelse ved navn Ben. Der er ”Jeff the Killer”, en teenage-seriemorder med et klovneagtigt, sygt grinende ansigt, der ligner en krydsning mellem noget, Marilyn Manson kunne have fundet på, og Jason Voorhees, den maskeklædte skurk fra filmen Friday the 13th. Eller for den sags skyld ”Sonic.exe”, hvor plottet er, at en CD-ROM fra Sonic the Hedgehog-franchisen pludselig dukker op og laver det sjove og slagfærdige blå pindsvin om til en blodtørstig dæmon, der krænger sjælen ud af sine fjender og gør dem til slaver.
Creepypasta er internettets opdaterede udgave af Brødrene Grimm. Det er H.C. Andersen på meskalin. Skrækindjagende og opbyggeligt moraliserende i ét. Som tyske Max und Moritz, om drengestreger, der går grueligt galt. Eller danske Peters Jul, der engang lærte små drengebørn, at de skal opføre sig ordentligt, ellers bliver de skyllet ud i toilettet eller får bidt hovedet af. Eller for den sags skyld den japanske kaidan, makabre fortællinger med et overnaturligt åndevæsen, yokai’en, der både lokker og straffer arme sjæle.
My friend made this image of a "[...] hyper compressed glass tunnel surrounded by angels [...] in the style of Wes Anderson". I innocently combined this image with the original image of Loab in an image prompt, without text. For reasons we can't fully explain, nightmares ensued. pic.twitter.com/08n6GOw3wG
— Supercomposite (@supercomposite) September 6, 2022
Avantgarden fra helvede...
Er det Carl Gustav Jungs store arketypiske computer, der spiller os et puds med Loab? Er det i virkeligheden vores egne prompts, vi bliver bange for, dem, som henter deres forbundne, men overfladiske energi fra populærkulturens billedkatalog? Det er Mary Shelleys monster, som doktor Frankenstein kaldte Adam, der flygter fra laboratoriet. Det er Prometheus, som smadrer lænkerne og smider ild efter Olympens guder. Det er Eurydike, som i stedet for at servere flæsk, persillesovs og kartofler til sin Orfeus vender sig brutalt om imod ham med Hades i ryggen og død i øjnene.
Er der mon en Deus Ex Machina et sted, vi ikke kan finde på GPS’en, og som ikke bor til leje i Mac’ens livsstilssoftware, som vi har sluppet løs i kreativ selvrealisering, og som nu vandaliserer os med chokerende billeder?
Som et andet vaskeægte internet-hit, Don’t Hug Me I’m Scared, Becky Sloan og Joseph Pellings dunkelt-satiriske, animerede dukketeater, lærer os, bor der et monster på den anden side af vores kreative navlepilleri. Det starter så tilforladeligt og musikalsk fornøjeligt i kreativitetsbesyngende forening, men i Don’t Hug Me I’m Scared får den verden, vi kender, én på frakken, og kreativitetens dannende kapital afsløres som fedt blændværk.
”What’s your favorite idea?”, synger koret i Don’t Hug Me I’m Scared, hvorefter en stemme svarer: ”Mine is being creative”. Og bang! Så går himlen i sort, og den lalleglade kreativitet forvandles til et ondt Teletubbies-univers. Det er så godt.
Loab er vansiret, hæslig, sygeligt træt som en kassedame, der har arbejdet alt for længe. Hun er tit flankeret af dukker med afrevne hoveder eller i landskaber a la Jullerup Færgeby på syre.
Loab er også den grotesk forvredne ikonisering af ”Mor” – som ifølge Goethes Faust var noget af det mest forfærdelige, man kunne forestille sig – der griner os sardonisk i fjæset eller stirrer tomt, trist og lemlæstet på vores enøjede jagt på genkendelse. Uforvarende er Loab blevet symbolet på en frydefuld og gådefuld avantgarde. En readymade, der gør os bange, men som vi alligevel kan stikke i lommen som endnu en hjemlig vare, vi kan sende til hinanden gennem internettets ledninger. Måske er det dernede, Loab lever, i internettets ledninger, på bunden af Atlanterhavet, som en rotte, der gnaver sig fri af de forsirede sammenføjninger og langsomt kravler ind i vores skærmoplyste stuer.
... kommer tilbage og straffer den kreative klasse
Frydefuldt, fordi den kreative klasse – altså os – nu har fået endnu et billede at lege med, som vi kan trække hen over kulturindustriens memes. ”Se, hvad jeg har fået i mailboksen. Er hun ikke uhyggelig?” Eller fra én Discord-bruger til en anden: ”Hvor kom hun lige fra?”.
Gådefuldt, fordi vi troede, vi kunne alt lige som Prometheus og doktor Frankenstein eller Red Guy i Don’t Hug Me I’m Scared, der bliver spillet af et levende menneske i forklædning og har spaghetti som hår (”creepypasta”) og styrer hele verden fra sin sære computer. Lige nu, midt i hyggen, weekendslikket, maskinlæringen og billed-AI’erne, der får os til at hvine af selvlegitimerende skaberånd i stedet for at løse verdens sande problemer, er Marlon Brandos onde anti-mor fra helvede vendt tilbage for at hjemsøge lige præcis din personlige computer.
Læs mere, hvis du tør:
