Blankt papir siger det hele

Tre års frustration over benhårde COVID-restriktioner eksploderet i demonstrationer i mange af Kinas storbyer – nogle med højlydte råb og krav om frihed og magthavernes tilbagetræden – en uhørt udfordring af Kinas Kommunistiske Parti. Og så er der dem, hvor demonstranterne vifter med blanke papirark, som udstiller Kinas mangel på ytringsfrihed, mens de synger nationalsangen, som indledes med ordene Rejs jer, I, der nægter at være slaver.

En sådan manifestation afslører Kinas lederes ynkelige frygt for, hvad kineserne mon kan finde på at sige, hvis de får lov, og den er svær for magthaverne at håndtere. Siden weekenden har der været demonstrationer i mange kinesiske storbyer, blandt dem Shanghai, Beijing, Nanjing, Wuhan, Urumqi og Korla – for blot at nævne nogle få.

When k < 0, the space expands forever. Hence 宇宙永远“开放”
— 野良犬 (@dabaojianghy) November 27, 2022

Hvid er sorgens farve i Kina. På læreanstalter over det ganske land, blandt dem kunstakademierne i Xian, Shenyang, Hubei, Hangzhou, Tianjin, Guangzhou og Beijing, har de studerende protesteret med blanke ark. På Kinas fornemste polytekniske læreanstalt, Tsing Hua Da Xue i Beijing, havde de skrevet en del af den russiske fysiker Alexander Friedmanns ligning om universets udvidelse på deres A4-ark. Ud over at Friedmann på kinesisk kan lyde som free man, er det svært at se forbindelsen til hans formler, men Hindustan Times gør forsøget.

Udenlandske medier har døbt protesterne A4-revolutionen. Alene ordet revolution får magthaverne til at se rødt. I egen optik har de monopol på revolution, propaganda, vold og magt. Og kejseren skal lede kineserne klogt og omsorgsfuldt; de kinesiske masser skal til gengæld for kyndig, myndig ledelse underkaste sig og opføre sig ordentligt. Når kejseren ikke længere er i stand til at lede masserne, mister han deres tillid, og han sætter sit mandat over styr. Der er vi ikke helt endnu.

Blomster og lys har også været en del af demonstrationerne. Foto. Getty Images

Tålmodigheden er slidt op

Men de kinesiske massers tålmodighed er slidt op. Lunten er ekstremt kort. De er frustrerede og rasende over COVID-restriktionerne, der de seneste tre år har krævet enorme ofre, både menneskelige og økonomiske. De er dødtrætte af flere ugentlige PCR-tests, langvarige karantæner, at de ikke kan mødes og af støt forringet økonomi. Der har været mindre, spredte raseriudbrud over hele landet, som da titusindvis af arbejdere på Foxconn-fabrikken i Zhengzhou, der fremstiller dele til iPhones, smadrede afspærringer og slog løs på politiet, fordi de blev tvunget til at dele sovesale med COVID-ramte kolleger, ikke fik ordentlig mad og heller ikke fik udbetalt den løn, de var blevet lovet.

I Shanghai blev et stormagasin spærret af i oktober på grund af en enkelt kunde med en positiv PCR-test, så ingen af kunderne kunne komme ud og hjem. Det samme skete i storbyens Disneyland, der 29. november for tredje gang i år måtte lukke ned på grund af et enkelt COVID-tilfælde. Så bliver parken lukket, og folk skal testes negative, før de må forlade den. I den nordvestlige region Xinjiangs hovedstad, Urumqi, brændte ti mennesker inde i en boligblok, fordi brandvæsenets arbejde blev forhindret af COVID-restriktioner. Der har været andre ulykker med dødelig udgang som en direkte følge af restriktionerne.

Som om det ikke var nok, ser kineserne, der elsker fodbold, VM fra Qatar, hvor tusindvis af henførte tilskuere sidder tæt uden masker, hvilket får kineserne til at betvivle Kinas nul-tolerante COVID-strategi, som de ellers har været tvunget til at elske. Det har ifølge flere medier fået censorerne i Kina til at forsøge at fjerne sekvenser med maskeløse fodboldtilskuere.

Fejlslagen COVID-strategi

For det regerende kommunistpartis leder, Xi Jinping, der desuden er landets præsident, er nul-tolerancen blevet et personligt korstog og et spørgsmål om hans lederevner. Og resultatet er ikke overbevisende. Omend smittetallet er lavt i Kina, er modstandsdygtigheden endnu lavere, så hvis smitten får fat, vil sundhedssystemet formentlig bukke under. Det siger stribevis af eksperter, blandt dem professor i global sundhed ved Københavns Universitet Flemming Konradsen (f.eks. i indslaget Kina risikerer at miste grebet om sundheden, hvis de lemper restriktioner 56:24 i Orientering på P1 mandag d. 28. november)

Hverken Xi Jinping, der netop har bevilget sig selv lov til at forblive på posten, så længe han vil, eller de øvrige magthavere tåler kritik af COVID-håndteringen – da slet ikke i det omfang, den nu har fået, for den har fået kineserne til at betvivle, at Xi Jinping skulle være så stærk, som han gerne vil give udtryk for.

I de seneste to årtier har der været titusindvis af demonstrationer af varierende størrelse i Kina. Typisk har de været meget lokale og handlet om lokale forhold, f.eks. manglende lønudbetaling, forurening, ulovlig beslaglæggelse af jord, tvangsflytninger eller korrupte embedsfolk. De seneste demonstrationer adskiller sig ved at handle om det samme over hele landet: elendighederne som følge af COVID-restriktionerne. Og er der noget, der skræmmer magthaverne i Kina og får dem til at slå hårdt ned, er det samlede protester, når kritikken bliver til et stort kor.

Ikke siden de enorme demonstrationer i først og fremmest Beijing i 1989 har Kina oplevet tilsvarende kritik af kommunistpartiets enevælde. Magthavernes svar var – som altid – vold og overmagt. Den ildevarslende tavshed fra magthavernes side i forhold til urolighederne i disse dage kan meget vel betyde, at de forbereder et drastisk modangreb.

Det blanke A4-arks tavse kritik

Ligesom nødvendigheden har lært kineserne at læse mellem linjerne, er de mestre i at finde sprækker i censuren. Demonstrationerne med de blanke papirark, der udtrykker mere end mange ord, er et fornemt eksempel. Hongkongs borgere brugte det i sommeren 2020, da også de ved indførelsen af en skrap og stærkt begrænsende ny kinesisk sikkerhedslov blev frataget enhver mulighed for at udtrykke kritik af styret.

Dengang sagde de bl.a. ”Vi censurerer os selv, men vore hjerter dør aldrig.” Og så sang de Kinas nationalsang, Yìyǒngjūn Jìnxíngqǔ (De frivilliges march):

De frivilliges March

Rejs jer, I som nægter at være slaver!
Med alt vores kød og blod
Lad os bygge vores nye ”Store mur”!
Det kinesiske folk befinder sig i en kritisk periode
Alle må råbe udfordringen
Rejs jer! Rejs jer! Rejs jer!
Millioner af hjerter med samme sindelag trodser fjendens våben
Marchér fremad!
Trods fjendens våben!
Marchér fremad! Marchér fremad! Marchér fremad! Marchér!

Det er noget nær umuligt for magthaverne i Kina at gå i rette med nationalsangen og blankt papir, og det er i hvert fald ikke noget, algoritmerne kan udskille som samfundskritik.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af 白紙革命 (@a4revolution)

伦敦使馆前的乌鲁木齐中路❤️ pic.twitter.com/VSQNCCjCE4
— JJ的显微万花筒 🐳 (@FightDisinform4) November 27, 2022

Demonstrationen i Shanghai forleden aften begyndte som en mindehøjtidelighed for de omkomne i branden i Urumqi 25. november – på Urumqi-gaden (Wulumuqi Zhong Lu). Derpå fjernede de lokale myndigheder angiveligt gadeskiltet, hvilket førte til en elegant improvisation over forsiden på Beatles-albummet Abbey Road – som førte videre til.

乌鲁木齐中路，有人牵着羊驼来到现场 pic.twitter.com/HyXeilzRqH
— 李老师不是你老师 (@whyyoutouzhele) November 27, 2022

Græsmudderhesten – 草泥马, Cǎonímǎ, hvis udtale (pardon my French) lyder næsten som ’knep din mor’ på kinesisk – er en efterhånden legendarisk censurnedbryder i Kina, som man kan høre i dette indslag, jeg lavede til DR P1’s Orientering for en del år siden.

Mette Holm · Græsmudderhest

For os kan det være vanskeligt at afkode eller overhovedet finde mening med en kvinde, der trækker nogle alpakaer over Urumqi-gaden. Men når kinesere ser billedet på SoMe af kvinden med alpakaerne på netop dét sted, er budskabet let at afkode – blot ikke for censurens kunstige intelligens, og muligvis heller ikke for de censurtrolde, der er sat til at bevogte de sociale medier. Hun udtrykker sin dybe foragt og fordømmelse af magthavernes undertrykkelse af befolkningen i ly af kampen mod COVID. Det er også en af de svære for myndighederne at forholde sig til.

Hvad nu?

Mange protesterende er blevet anholdt, flere har fået tæv. Demonstrationerne fortsætter spredt rundt omkring. Men endnu i skrivende stund har myndighederne ikke udtalt sig direkte om begivenhederne. Som en slags imødekommelse af protesterne er der meget beskedne lempelser i COVID-restriktionerne. Samtidig er kontrollen i gaderne skærpet betydeligt. F.eks. kontrollerer politiet i Shanghai angiveligt folks telefoner i metroen for at se, om de har søgt på Wulumuqi, der er det mest anvendte søgeord for demonstrationerne.

今晚上海地铁民警正在挨个查手机 pic.twitter.com/QqiS9uBmoP
— 李老师不是你老师 (@whyyoutouzhele) November 29, 2022

Stilheden fra officiel side i Kina er ildevarslende. Som regel er det tegn på magthavernes rådvild- eller uenighed. I et land, hvor der ikke eksisterer et forum for samtale mellem magthavere og borgere, og hvor politi og sikkerhedstyrker først og fremmest er trænet til at nedkæmpe terror, er de ude af stand til at forholde sig til en kritik, der består af blankt papir og fædrelandssangen. Faktisk undskyldte magthaverne i 1989 deres brug af maskinpistoler og kampvogne mod ubevæbnede demonstranter med, at de hverken havde tåregas eller tilstrækkeligt tryk i brandhanerne til at gå mere moderat til nedkæmpelsen af de unge demonstranter.

Kinas ambassade i Danmark ignorerer da også ganske de hjemlige protester over den fejlslagne kinesiske COVID-strategi og tweeter i stedet om den snarlige opsendelse af rumraketten Shenzhou 15.