7 trends du skal ignore lige nu

Trenden siger dit. Trenden siger dat. Hold øje med dit. Hold øje med dat. Det hele er pjat. Det vigtige er at vide, hvad der ikke er vigtigt. Derfor denne liste over de forskelle, som ikke gør en forskel. For i en overflod af information bliver opmærksomhed til mangelvare.

 

Blogging

Det er nørdernes hævn. Ingen piger har nogensinde lagt mærke til dem, og derfor er de på evigt jagt efter noget, som kan gøre dem blot en smule interessante. Det prøver simpelthen desperat at få noget sex ved at hype noget så usexet som computere. Nu er tiden så kommet til, at de opretter deres egne blogs i den såkaldte blogosfære. Sagen er, at de fleste blogs er egocentriske kedsommeligheder. Talentløst skrevet. Hverken kort nok eller langt nok. Hverken eftertænksomt og ærligt nok som en afslørende dagbog eller nysgerrigt nok på omverdenen til at være en god artikel. Resultatet bliver små tekster, som sjældent kommer ud over skærmen men til gengæld altid ud med Google.

 

For den eneste grund til, at du finder dem på Google, er, at alle egomanerne har rottet sig sammen og linker til hinanden, så de sammen kan komme frem på søgesiderne. Strategien er blogosfærisk google bombing. De gider selvfølgelig ikke læse hinandens blogs, men at linke til hinanden kan de alle blive enige om, for det kræver så lidt. Det er selvoptaget selvsving med de lavest mulige transaktionsomkostninger og sukker for egotrippet.

 

Den store hemmelighed, som nørder går stille med, er dog, at forretningsmodellen slet ikke findes. P.t. er der kun to til tre mennesker, som kan leve af det i USA. Det vil sige ingen i DK. Desuden er de eneste, som er blevet berømte på blogging, nogle, som er holdt op med at blogge for at skrive en bog. Så slap blot af, hverken du eller dine kunder behøver at oprette en blog i morgen. I store træk er blogging nemlig dybt uinteressant for de fleste virksomheder, og få kunder har behov for at læse A.P. Møllers ufuldstændige dagbog på nettet. Her er årsregnskabet stadig det bedste medie. Hypen er derfor langt større, end teknologien kan bære p.t.

 

Talent er ikke et spørgsmål om teknologi og slet ikke et spørgsmål om blogging. Jeg havde læst New York Review of Books, om den så var trykt på en papyrusrulle eller hugget ind i en klippe i Sverige. Kort sagt. Ingen bliver gode skribenter, fordi de har oprettet en blog. Alle gode skribenter skærer gennem alle medier altid. Blog off.

 

Podcasting

Radio er som det berømte SETI projekt. Radiobølger sendes ud i det tomme rum for at opspore liv. Indtil nu har ingen reageret på P1's mange udsendelser. Ergo skal de blive ved med at sende radio, for måske er der et sted fjernt ude i galaksen nogen, som vil lytte inden for de næste tusinde år. En forældet medieform, som kun overlever som et beskyttet værksted for borgerskabets ”kreative” børn, indtil de får et rigtigt arbejde. Lidt på samme måde er det med podcasting. Det er også et beskyttet værksted for nørder, og ingen hører på det. For ja, gud hvor er det dog smart, at man nu kan downloade orientering på sin Ipod. Men undskyld, har man ikke kunnet det siden opfindelsen af kassettebåndoptageren? At ens Ipod kan fungere som båndoptager er ikke noget, som vil ændre hverken dig, medieverdenen eller resten af samfundet. Igen har vi denne ureflekterede, teknologiske Messiastro, hvor ny teknologi altid og hver gang for evigt vil ændre samfundet. Denne gang er det podcasting, som DR nu skal bruge alle pengene på. Sagen er, det er DAB radio på ens Ipod. Gab. Pod off.

 

Kineserne kommer
Hjælp. Hjælp. Nu kommer kineserne. Siden Friedmans jorden-er-flad-bog råber alle kineserne kommer. The Chinese century og hvad de kloge nu ellers kalder det. Ja kineserne, dem skal vi virkelig være bange for. Den kommende civilisationskonflikt er nemlig gul. Det var det samme, man for år tilbage sagde om Japan. Dengang var det blot den japanske bilindustri, som ville spise Vesten og USA til morgenmad. Det skete ikke den gang, og det sker ikke nu. Glem alt om Kina. De kommer aldrig, for jorden er ikke flad. Ping pong off.


 

Dit job bliver outsourcet til Indien

Hjælp, hjælp. Dit job forsvinder til Indien. Millioner af sultende indiere er klar til at udføre dit job til den halve pris. Nej. Dit job bliver aldrig outsourcet. De fleste jobs er bundet af kultur og stedets poesi. Det ved enhver, som har talt med en servicemedarbejder fra den anden side af Jorden. Det virker simpelthen ikke, og nok ændrer den globale arbejdsdeling sig, men der vil altid være brug for folk i Danmark, som kan holde et powerpointfordrag for 15 000 kr. For varm luft kan ikke outsources. Power point on.

 

Hetzen mod Helle

Det er intet i vejen med Helle. Hun er blot den forkerte kvinde på det forkerte tidspunkt i det forkerte parti. Det er ikke direktøren, men produktet, som er problemet. Globaliseringen er blot en stor tabersag for Socialdemokratiet, og de er derfor historie nu. Fremtiden tilhører desværre Dansk Folkeparti og neoliberalisterne, fordi danskerne aldrig har været socialister. Vi har blot været solidariske, fordi vi var ens, som er noget helt andet end at være solidarisk, fordi vi er forskellige. Det skal Helle slet ikke skældes ud for. Partiet er en dårligt udført dårlig plan på et dårligt tidspunkt. En god udførelse ville ikke gøre forskellen. Derfor er der alt mulig grund til at ignore hetzen mod Helle. Helle for Helle.

 

Principfasthed

Her på det seneste er det kommet på mode at fremstå som stejl og principfast i bakspejlet. Intet kunne være mere forkert. At kunne bevæge sig i den globale verden, hvor mange sandheder skal sameksistere, kræver situationsfornemmelse. Virkeligheden er ambivalent og mangetydig. Derfor skal vi også vedkende os verdens dobbelttydighed, hvis vi vil tale sammen med andre end os selv. Diplomatiets kunst. Tvivlen er det eneste, som man skal være principfast med. Alt andet er en dårlig undskyldning for ikke at kunne sige undskyld.

 

Spin

Ikke et ord mere om spin. Det er jo kandidaten som gør forskellen. Spin off.

 

For trenden er jo, at i en overflod af opmærksomhed bliver det ligegyldige en mangelvare.

 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også