Sagde op og købte en envejsbillet til Costa Rica

Da valget af en ny afdelingschef i Danske Bank faldt på en ekstern profil, valgte John Veje at stoppe og tage på en længere rejse med familien. Han har brugt karrierepausen på at overveje, hvad han ønsker sig af sit fremtidige arbejdsliv.
Et chefskifte førte til, at John Veje stoppede i Danske Bank, hvor han i løbet af otte år blandt andet var ansvarlig for kommunikation. Han startede jobsøgningen med at tage en mental pause på Costa Rica. Foto: Fabian Marin Zuñiga / Unsplash
Et chefskifte førte til, at John Veje stoppede i Danske Bank, hvor han i løbet af otte år blandt andet var ansvarlig for kommunikation. Han startede jobsøgningen med at tage en mental pause på Costa Rica. Foto: Fabian Marin Zuñiga / Unsplash
Da en ny chef skulle findes for afdelingen, hvor John Veje var ansvarlig for branding og marketing i Danske Bank, meldte han sig på banen som kandidat.
 
Valget faldt dog på en ekstern, og efter otte år i banken med fire forskellige stillinger, blandt andet som kommunikationsrådgiver, benyttede han lejligheden til at stoppe i slutningen af maj i år. 
 
”Jeg blev enig med min kone om, at timingen for at realisere vores drøm om en længere rejse med familien var god. Så kunne jeg samtidig bruge tiden på at reflektere over, hvad jeg skulle lave fremadrettet,” siger John Veje, hvis kone er selvstændig og derfor havde mulighed for at drosle ned i en periode.
 
Resultatet blev til en envejsbillet til Costa Rica og i alt ni uger, hvor de også gjorde stop i Mexico og siden Italien og Frankrig.
 
”Det hjalp meget på den mentale pause fra arbejdslivet, at vi var i en anden tidszone, hvor man ikke følger med i nyhederne på samme måde,” siger John Veje, som også tog andre midler i brug for at blive afklaret om, hvad han ville. 

 

Tog selv kontakt til headhuntere

 
Sideløbende med planlægningen af rejsen tog han kontakt til 11 headhunter-bureauer og nåede at mødes med seks af dem inden afrejsen.
 
”Formålet var, at jeg gerne ville have et overblik over mine muligheder på jobmarkedet set med deres øjne, for jeg var ikke sikker på, at jeg skulle løbe ned ad samme sti længere,” fortæller John Veje.
 
Hvad gik din tvivl på i forhold til job?
 
”Når man arbejder i store, komplekse virksomheder, fylder arbejdet meget både tidsmæssigt og mentalt. Jeg kan godt tænke mig en bedre balance mellem arbejde og privatliv.”
 
Ud over at tale med headhuntere drak John Veje uanede mængder kaffe med over 60 mennesker fra sit eget netværk og med sit netværks netværk. 
 
Det blev til snakke med kommunikatører i det offentlige, i kommunikationsbureauer, i politiske organisationer og i store som mindre virksomheder.
 
John Veje. Foto: Privatfoto

Tilbage til start

 
Turen rundt i jobland har dog mere eller mindre ført ham tilbage til udgangspunktet.
 
”Det overraskede mig selv, at jeg opdagede, at jeg får mest energi af at arbejde i store virksomheder,” siger John Veje.
Derfor har han sagt nej til en høj kommunikationsstilling i det offentlige (staten) samt muligheden for at blive partner i et kommunikationsbureau. Sidstnævnte trak dog i ham.
 
”Jeg var fristet af at blive partner, for jeg synes den verden er interessant. Men jeg kan bedre lide den anden side af skrivebordet, hvor man har ansvaret for de langsigtede strategier.” 
 
Mødet med headhunterne fik dog hans øjne op for, at der også er spændende muligheder i mellemstore virksomheder for en med hans ønsker til arbejdslivet. 
 
”Et er, at man har en flot titel i en stor virksomhed, men har man ikke mandat til at gennemføre de ting, man brænder for, er det ikke lige så interessant som at have et større ansvar i en mindre virksomhed,” siger John Veje og tilføjer:
 
”Min drøm er klart at få ansvar for kommunikation, marketing og evt. bæredygtighed/sustainability, så man har den fulde muskel i forhold til at opbygge virksomhedens eksterne brand. Ellers er risikoen i store virksomheder, at der kan opstå siloer, som kæmper internt om ressourcerne til de forskellige områder.”
 

Arbejdet skal ikke fylde alt
 

Selvom John Veje er blevet skarpere på, hvad han ønsker af et drømmejob, begynder han også så småt at høre uret tikke, nu hvor han er i sin sjette måned uden job.
 
Hvad er det sværeste ved det?
 
”Det handler primært om forfængelighed. For jeg er jo glad for mit liv og for mine valg. Jeg har brugt tiden godt med rejser og en mini-MBA i både marketing og brand management. Men når man sidder til forældremødet på skolen, er det sjovere at sige, at man er ansvarlig for branding og marketing i Danske Bank, end at man søger job,” siger han.
 
John Veje holder dog fast i, at han ikke vil gå på kompromis med sine ønsker til det næste job.
 
”Den periode, jeg har nu, har gjort det klart for mig, at jeg ikke vil tilbage til, at arbejdet fylder næsten alt, eller at det handler om at få en masse i løn. Jeg vil hellere have overskud til både at være en god leder og at være en god far og mand.”
 

John Vejes fire råd til jobsøgningen
 

1. Pas på med at løbe for hurtigt ud i det næste job. Brug tiden til at blive afklaret, og gå efter det, du kan mærke, giver dig mest energi.
 
2. Tag selv kontakt til headhuntere. De har overblikket over mulighederne på jobmarkedet, og hvilke kompetencer der bliver efterspurgt. De kan også åbne dine øjne for andre brancher eller typer af job.
 
3. Ræk ud til dit netværk – og dit netværks netværk. Man får den bedste indsigt i, hvordan det er at arbejde i en organisation fra dem, der allerede er der. De kan også potentielt være din vej til et nyt job.
 
4. Brug karrierepausen til at realisere noget af det, du drømmer om. Rejs med familien, tag en efteruddannelse, eller gør andre ting, du ellers ikke har haft tid til, hvis du har muligheden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også