Ubermans ubersmarte kampagne

Fagforeningen 3F har netop indledt en større offensiv mod den kendte mobilapp Uber, som mange københavnere har stiftet bekendtskab med. 1.700 chauffører er ifølge selskabets danske direktør Mathias Thomsen tilmeldt tjenesten, og over 200.000 danskere har downloadet appen.
3F's anti-Uberkampagne drives af karakteren Poul Uberman, spillet af Brian Lykke.
3F's anti-Uberkampagne drives af karakteren Poul Uberman, spillet af Brian Lykke.
af Kim Jong Andersen
Uber er lige siden etableringen i Danmark ikke overraskende blevet mødt med stor modstand fra især den etablerede taxabranche og fagbevægelsen. De er af den overbevisning, at Uber er ulovlig piratkørsel, og lige nu verserer der da også en domsmandssag mod seks Uberchauffører i Københavns Byret.
 
Politiet har i mellemtiden advaret om, at de vil klippe pladerne på de biler, som de pågriber for Uber-kørsel, og landets justitsminister har udtalt, at han afventer resultaterne af de verserende sager, før der eventuelt tages en større sag op mod hele selskabet.
 
Foto: Scanpix/Mark Ralston.
 
En kamp om danskernes hearts and minds
I mellemtiden kæmper Uber-modstanderne en kamp op ad bakke for at vinde hearts and minds i befolkningen. Og det er vel at mærke en stejl bakke. De fleste, der har prøvet Uber, vil vide, at tjenesten er mærkbart billigere end at køre normal taxa, og chaufførerne er som oftest også flinkere og mere servicebevidste, da brugeren skal give dem en karakter umiddelbart efter turens afslutning.
 
 
Herudover er Uber blevet et symbol på den nye deleøkonomi og dermed på en uundgåelig udvikling, der kun fortsætter i takt med digitaliseringen af vores samfund. For nogle er det tillige en udvikling, der kan betragtes som et fremskridt, fordi den bidrager til at gøre tilværelsen mere bekvem, billigere og måske ligefrem mere bæredygtig, hvis flere vælger at gøre brug af en delebil-ordning i stedet for at belaste trafikken og miljøet yderligere.
 
Spørgsmålet er derfor, om modstanderne kæmper en kamp imod vejrmøller og blot trækker pinen ud, når de insisterer på at fastholde den gamle taxilov og de konventionelle overenskomster? Eller om de har noget tørt krudt på lager at svare igen med?
 
Det har 3F valgt at teste nu med lanceringen af kampagnen Uberman. En Uber-tilhænger ved navn Poul Uberman, der er sådan en Karl Smart-type spillet af Brian Lykke, kendt fra blandt andet tv-satiren Krysters Kartel. Der er indtil videre produceret et par videoer, hvor Uberman besøger henholdsvis et plejehjem og en folkeskole.
 
Pressemateriale fra http://uberman.dk/uberman.
 
Den ene af kampagnens videoer kan ses her. Læs mere på kampagnens Facebookside: https://www.facebook.com/deterjobareenapp/.
 
DSB-style
Selve kampagnen er på det håndværksmæssige plan ret pinagtig og tåkrummende, da Brian Lykkes talent er helt spildt på de øvrige medvirkende. Budgettet er åbenbart gået til at hyre Lykke, og så har der ikke været råd til at hyre nogle professionelle medspillere.
 
Kampagnen går til modangreb på Uber ved at bruge et velkendt trick, hvor Poul Uberman kommer til at fremstå som en nyttig idiot for Ubers version af samkørsel – et trick, alle danskere kender fra den danmarksberømte DSB-kampagne om Harry og Bahnsen, hvor den lilla plysbamse blev en ufrivilligt komisk repræsentant for den dumme privatbillist. Ubermans gennemgående replik, ”Det er jo bare en app”, bliver hermed gjort til et udsagn, der skal kommunikere det stik modsatte.
 
Harry, som fra 1999 og 11 år frem lærte danskerne, at privatbilister er idioter. 
 
Og det stik modsatte i 3F's optik er, at Uber underminerer velfærdssamfundet, fordi selskabets hovedkontor ligger i Holland, og chaufførerne selv skal indberette deres Uber-indkomst til Skat. Nu forholder det sig imidlertid således, at mange selskaber, der opererer i Danmark, fungerer som datterselskaber, og Uber har ikke indberetningspligt i forhold til SKAT, hvorfor chaufførerne skriver under på, at de er forpligtede til at selvangive deres indtægter fra Uber.
 
Der eksisterer en kamp for fremtiden. Synd, at 3F har valgt den forkerte.
Det første argument om skattelyet kan diskuteres i en bredere sammenhæng, og efter de seneste års skatteskandaler kan man muligvis også finde en vis opbakning hertil i befolkningen, men det andet er decideret mistænkeliggørelse – og det kunne godt tænkes at give bagslag, da der uden tvivl også findes en folkelig sympati for de individer, der vælger at skabe sig nogle ekstra indtægter ved at køre for Uber.
 
 
Udenrigsminister Kristian Jensen var i går (d. 11. maj 2016) kaldt i åbent samråd om Udenrigsministeriets organisation Invest in Denmark's involvering i etableringen af kørselstjenesten Uber i Danmark. Foto: Scanpix/Jens Astrup
 
Sympatien for de traditionelle taxachauffører i HT-området kan derimod ligge på et ret lille sted, da de fleste københavnere har gjort sig nogle mindre heldige erfaringer med disse, som de levende kan genkalde sig.
 
Naiv nulsums-tænkning
At 3F vælger at gøre brug af det klassiske ”De æder vores velfærd-argument” er langtfra et uventet træk. Og netop derfor er det måske højst tvivlsomt, om det vil få den store effekt, da det efterhånden er en uber-slidt traver, der bringes op i snart sagt enhver politisk debat.
 
At der ikke skulle blive råd til ordentlige skoler eller plejehjem, fordi en virksomhed – som ingen anede, hvad var for en størrelse for et par år siden – har etableret sig med et par tusinde deltidschauffører i Danmark og dermed også givet nye arbejdspladser, der ikke eksisterede tidligere, virker relativt langt ude.
 
Man kunne i stedet diskutere, om der reelt er tale om en merværdiskabelse, hvis den nye deleøkonomi ikke genererer lige så mange arbejdspladser og indtægter som tidligere – og det er i høj grad tvivlsomt, om den vil gøre det, efterhånden som automatiseringen tager til, og mange flere vil stå udenfor det konventionelle arbejdsmarked. Derfor er Uber også et paradoksalt fænomen – den både fjerner og tilbyder arbejdspladser og indtægter – men er det et nulsumsspil eller vil det netto ende med at blive værre eller bedre?
 
Er der virkelig mere til staten, når der er mindre til Uber? Pressemateriale fra http://uberman.dk/uberman
 
Se, det er den interessante diskussion at tage hul på i relation til Uber og lignende tjenester, men den er tilsyneladende også for vanskelig at tage – også for politikerne, der fortsat ikke ønsker at forholde sig til konsekvenserne for arbejdsmarkedet af den igangværende digitalisering andet end i skåltaler. I stedet vælger 3F den nemme løsning, der kun forholder sig problematikken på kort sigt. Uber gøres til den ubehagelige velfærdsparasit, der ”snyder” samfundet for skattekroner – blot har man lige glemt det faktum, at det i så fald er skattekroner, der ikke eksisterede før, hvorfor det er svært at tale om, at vi er blevet fattigere, set fra et skattemæssigt perspektiv.
 
Havde den samlede fagbevægelse i stedet peget på, at nedbrydningen af den nuværende taxabranche vil indebære, at vi netto-netto (som kommentatoren Peter Mogensen ynder at sige) bliver et fattigere samfund ved at bruge tjenester som Uber, ja, så havde de måske en anden sag – særligt hvis man samtidig havde peget på mulige tiltag til forbedringer til gavn for borgerne / forbrugerne.
 
Desværre ender de med at gå i defensiven med et halvtyndt postulat og råbe ”De andre snyder” uden særlig meget substans og med en kampagne, der ikke byder på bare antydningen af en mulig forbedring eller løsning, men udelukkende forsøger at beskytte en i forvejen ikke specielt vellidt branche og så tvivl om en tjeneste, hvor de fleste danskere alligevel har set skriften på væggen, hvad enten de kan lide den eller ej.
 
Fagbevægelsen har stadig en god sag - hvis de tør at tage den op
Dermed gør 3F også den fejl, at de optræder konservativt og utidssvarende i stedet for at børste støvet af sig og gå konstruktivt ind i diskussionerne om den nye deleøkonomi. For eksempel havde det været nærliggende at se på, hvordan man som fagforening kunne forny sin eksistensberettigelse ved at organisere den nye tids servicemedarbejdere og derved bruge sin styrke til at sikre gode arbejdsvilkår for chaufførerne i stedet for at fratage dem muligheden for at arbejde.
 
Se, det havde været en langt mere perspektivrig fremgangsmåde - at acceptere fremtidens digitaliserede tjenester, men også bidrage aktivt til at forme dem. Det er heldigvis ikke for sent og man kan håbe på, at fagbevægelsen besinder sig og omfavner fremtiden i stedet for at stritte imod i blindt raseri. Til gavn for deres medlemmer.
 
Til Ritzaus Bureau udtalte Jan Villadsen, formand for 3F Transport, i forbindelse med kampagnen:
"Bare fordi man har et smart koncept, et smart navn og en smart app, er det ikke sikkert, at det er så smart, godt og fair for samfundet og for os alle."
 
Hertil vil denne skribent afslutte med at sige, at bare fordi man har en smart skuespiller, et smart kampagnenavn og nogle velkendte klichéer, er det ikke sikkert, at kampagnen er så smart, konstruktiv eller fremadskuende for samfundet og for os alle.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job