Talepunkt Berlin – præsidenters ord før og efter murens fald
“Ich bin ein Berliner”, “ Es gibt nur ein Berlin” og “Berlin ist frei”. Berlinerne har lagt ører til mangt en amerikansk præsidents forsøg på at udtale det lokale modersmål. Byen har været vidne til nogle af de mest kendte udenrigspolitiske taler for amerikanske præsidenter, men der er også et klart før og efter med Berlin som taleplads. Hvor John F. Kennedy og Ronald Reagan bragede igennem med ikoniske taler under den kolde krig, holdt Bill Clinton og Barack Obama taler i byen efter murens fald, hvilke fremstår knap så tydelige i den kollektive hukommelse. Byen og murens rolle i talerne reflekterer også dette skifte.
af Mark Herron
God brug af geografien
Gode taler evner at inddrage ikke kun publikum, men også stedet, hvor der tales. Det gælder ikke mindst den udenrigspolitiske tale, hvor publikum og geografisk kontekst er noget andet end på hjemmefronten. Kennedy og Reagan benyttede ikke kun deres taler i Berlin til at tale om indbyggerne i Berlin, men også mere direkte til samtidens store politiske modstander, Sovjetunionen, der så at sige kunne lytte med fra den anden side af Berlinmuren. Det gjaldt bl.a. Reagans direkte opfordring den 12. juni i 1987 til Mikhail Gorbatjov om at komme hen til stedet, hvor talen foregik, og gøre noget ved problemet: “Mr. Gorbachev, tear down this wall!”
I Kennedys tale den 26. juni 1963 benyttede han også geografien for stedet med anaforen “Let them come to Berlin”, hvilken blev et centralt redskab for Kennedy til at understrege sin egen position som vidne i begivenhedernes centrum i Berlin. ’Dem’ henviser til tvivlerne omkring forskellen mellem demokrati og kommunisme. De burde komme til Berlin for at se Berlinmuren med deres egne øjne og se den adskillelse, Kennedy selv så mellem Øst- og Vesteuropa: “Freedom has many difficulties and democracy is not perfect. But we have never had to put a wall up to keep our people in.”
Kennedy inspicerer Berlinmuren i 1963. Synet af muren skulle angiveligt have fået ham til at ændre indholdet i talen, han holdt efterfølgende, så konfrontationen med Sovjetunionen blev mere udtalt.
For Clinton og Obama havde betydningen af byens geografiske placering ændret sig fra at være et historisk brændpunkt til at være et centrum for mangfoldighed og muligheder i henholdsvis 1994 og 2013. Efter murens fald i 1989 havde byen indfriet den positive drøm om fremtiden, som netop kun kunne være en drøm for Kennedy og Reagan i deres taler.
I talerne efter murens fald bevarede stedet i Berlin, foran Brandenburger Tor, dog stadig sin historiske betydning, som Obama fremhævede det i sin tale fra 2013: “We’re now surrounded by the symbols of a Germany reborn. (…) this square itself, once a desolate no man’s land, is now open to all. So while I am not the first American President to come to this gate, I am proud to stand on its Eastern side to pay tribute to the past.” Obama brugte stedet omkring porten til at holde den fredelige nutid op mod den mere dystre baggrundshistorie for porten og ikke mindst bevægelsen imellem de to, hvor tidligere præsidenter kun kunne stå på den ene side af den berømte byport.
.png)
I 2013 var den kolde krig for længst overstået, og vejret i øvrigt så varmt, at Obama måtte smide jakken inden hans tale i Berlin.
Næsten 20 år tidligere talte Clinton også samme sted, hvor det blev brugt til bl.a. at påpege tidligere præsidenters mere restriktive tilstedeværelse i byen: “Moments ago, with my friend, Chancellor Kohl, I walked where my predecessors could not, through the Brandenburg Gate… But in our own time, you, courageous Berliners, have again made the Brandenburg what its builders meant it to be – a gateway.”
Her lagde Clinton også vægt på en normalisering af situationen, hvor porten igen kunne bruges til det, den var tænkt som frem for at være et symbol på manglende kontakt mellem borgerne i byen. Clinton var fokuseret på at støtte op om genforeningen af de to lande i ét Tyskland, som USA så som en vigtig alliereret i Europa fremadrettet.
Berlins borgere
Udover at være placeret tæt på grænsen mellem to duellerende supermagter viste Vestberlin sig som sted også nyttig i form af at være en vestlig by midt i Østtyskland, omgivet af modstandere, hvilket gjorde det nemmere at tale direkte til og om borgerne i lige præcis denne del af landet, Vesttyskland. Da Kennedy talte, knap to år efter muren var blevet bygget, var støtten til borgerne i Vestberlin netop meget væsentlig at påpege for præsidenten.
Han gik helt tilbage til Romerriget for at beskrive ideen om borgerskab: “Two thousand years ago the proudest boast was "civis Romanus sum". Dette var en klassisk historisk reference af den form, som Kennedy var udpræget glad for at bruge. I dette tilfælde benyttede han referencen til at skabe en parallel mellem ikke kun Rom og Berlin som historiske byer, men også sig selv og borgerne i Berlin med den efterfølgende sætning: “Today, in the world of freedom, the proudest boast is "Ich bin ein Berliner".”
Kennedy oplevede nogle af den kolde krigs mest brandfarlige øjeblikke, herunder Cuba-krisen i 1962, hvor verden holdt vejret, mens Det Hvide Hus og Kreml spillede med musklerne.
Senere i talen gentog Kennedy de sidste tyske ord om sig selv, og han gjorde sig derved til en del i byen. Det understregede den såkaldte musketer-ed fra NATO, hvor et angreb på én ville være et angreb på alle. At dette blev sagt af en amerikansk præsident fra det måske varmeste brændpunkt i konflikten, der skabte NATO, skadede heller ikke.
Reagans beskrivelse af berlinerne handlede bl.a. om fortidens store øjeblikke, hvor mindet om f.eks. Marshall-planens hjælp blev fremhævet via en metonymi: “I was struck by a sign – the sign on a burnt-out, gutted structure that was being rebuilt. I understand that Berliners of my own generation can remember seeing signs like it dotted throughout the western sectors of the city. The sign read simply: "The Marshall Plan is helping here to strengthen the free world."”
Skiltet kom til at repræsentere USA's lange støtte til byen og resten af kontinentet, hvilken Reagan også gerne ville fremhæve over for de demonstranter, der var mødt op til hans tale i 1987.
Et af de hyppigst benyttede steder i Berlin for de amerikanske præsidenters taler er ved Brandenburger Tor. Her er det Ronald Reagan i 1987.
Clinton fremhævede de forskellige øjeblikke, hvor berlinerne havde udvist mod i forhold til opdelingen af byen og den endelige sejr, der var fulgt efter murens fald: “Berliners, you have won your long struggle. You have proved that no wall can forever contain the mighty power of freedom.” Her var glæden over murens fald nogle år tidligere stadig i højsædet, selvom Clinton også lagde op til, at berlinerne nu også måtte beslutte, hvad der skulle stå i stedet for muren.
Obamas omtale af berlinerne i 2013 reflekterede hans egen tro på en globaliseret og mere åben verden. Hvor borgereksemplet ikke kun handlede om præsidenten selv eller beboerne i Berlin, men i stedet kunne strække sig længere ud.
Det var nu verdens andre konfliktområder, der skulle ses i den rolle, som havde været berlinernes under den kolde krig: “We cannot shrink from our role of advancing the values we believe in – whether it's supporting Afghans as they take responsibility for their future, or working for an Israeli-Palestinian peace – or engaging as we've done in Burma to help create space for brave people to emerge from decades of dictatorship. In this century, these are the citizens who long to join the free world. They are who you were. They deserve our support, for they too, in their own way, are citizens of Berlin.”
Muren som antonym for frihed
Placeringen af Berlin og byens borgere havde allerede leveret godt med retorisk materiale til præsidenterne. Men det var selvfølgelig også Berlinmuren i sig selv, der for alvor skabte resonans i præsidenternes ord. Bygningsværket gav mulighed for at tale om en bogstavelig adskillelse af byen, landet, kontinentet og de to systemer, der kappedes om verden under den kolde krig, og skabte et behov for at tale om en fremtid med mindre ufred.
Noget meget konkret, i form af denne mur, kunne fjernes fra verden for at gøre den til et bedre sted, hvilket Kennedy f.eks. talte om: “Freedom is indivisible, and when one man is enslaved, all are not free. When all are free, then we look – can look forward to that day when this city will be joined as one and this country and this great continent of Europe in a peaceful and hopeful globe.”
Reagan benyttede på lignende vis muren som et symbol på den manglende vilje hos Sovjetunionen til at ville indgå i en reel dialog med Vesten, medmindre de altså besluttede sig for at rive den ned. Han brugte også muren til at beskrive hele kontinentets opdeling med diverse barriere, og hvad dette betød for mennesker på hver side af muren, før han vendte tilbage til stedet, hvor han selv talte: “Standing before the Brandenburg Gate, every man is a German separated from his fellow men. Every man is a Berliner, forced to look upon a scar.”
.png)
Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov holdt flere produktive møder sammen op igennem 1980’erne. Derfor var taleskriverne også bekymrede for, om Reagan gik for langt i sin tale i Berlin med den direkte udfordring til Gorbatjov om at rive Berlinmuren ned.
Da Clinton besøgte byen, var muren væk, og han benyttede det fysiske fravær af den lige så meget, som de tidligere præsidenter havde benyttet dens tilstedeværelse. Nu var foreningen af det tyske folk uden muren kommet på programmet: “We stand together where Europe's heart was cut in half and we celebrate unity. We stand where crude walls of concrete separated mother from child, and we meet as one family. We stand where those who sought a new life instead found death. And we rejoice in renewal.” Med brug af både allitteration og anaforen ’vi står’ handlede Clintons tale om sammenhold i forhold til fraværet af muren, der blev et symbol på, hvad der var opnået.
Obama flyttede denne symbolske brug af muren til et endnu mere abstrakt niveau: “(…) as long as walls exist in our hearts to separate us from those who don’t look like us, or think like us, or worship as we do, then we're going to have to work harder, together, to bring those walls of division down.” Det kunne godt være, at muren ikke længere fandtes i den konkrete virkelighed, men for Obama var den stadig et stærkt symbol på de indre fordomme, folk måtte have over for hinanden.
Nostalgiens faldgruber
Præsidenterne efter murens fald havde stadig fokus på den kolde krig, men det var i et historisk skær. For at Clinton og Obama kunne benytte den samme form for symbolik omkring byens repræsentationskraft for resten af verdens udfordringer, kunne konflikten ikke slippes i talerne, selvom den havde sluppet taget om byen.
Obama var dog også den præsident, der erkendte, at det måske var på tide at rykke videre fra det store fokus på stedets koldkrigssymbolik: “Today, people often come together in places like this to remember history – not to make it.” Obama anerkendte i sin tale fra 2013 sin egen fascination af historie, men også problemet med denne, idet man ikke burde forfalde til ren nostalgi og selvtilfredshed over fortidens bedrifter.
.png)
Obama tog til andre tidligere brændpunkter for den kolde krig, som f.eks. Cuba i 2016. Her var han den første præsident til at besøge Cuba siden Calvin Coolidge i 1928(!).
Historien kan både være en fælde og en inspirationskilde. 50 år efter, at Kennedy talte i Berlin, mente Obama, at man burde bruge historien om Berlin til at genfinde modet til at skabe lige så store historiske øjeblikke, som dem byen havde været vidne til. Men med Obama var denne historie tilpas langt tilbage, så den netop kunne granskes for, hvad den kunne bruges til: “The wall belongs to history. But we have history to make as well (…) This is the lesson of the ages. This is the spirit of Berlin.”
Kennedy talte ud fra øjeblikkets nødvendighed efter murens opførelse under hans tid som præsident. Reagan trak på nostalgien om tidligere sejre i et vedvarende opgør med en ærkefjende. Clinton talte om fornyet håb i en mere åben verden. Obama advarede mod at hvile på laurbærerne og ignorere de mange andre mure i verden. Talesituationerne for de amerikanske præsidenter i Berlin har på denne måde været med til at tegne deres tilgang til udenrigspolitik generelt, men stedet Berlin gav dem også muligheden for at gøre deres talepunkter mere klare og relevante.
Merkels tale for 30 året for muren.
VIDEO OG BILLEDER:
