De nominerede til Specialeprisen '18 er...

Kforum for Studerende har for ottende gang sat sig for at finde årets k-speciale. Vi er både blevet klogere og har fået udvidet vores k-faglige horisont. 46 specialer senere er det nu lykkedes os at finde de otte nominerede specialer. De dygtige vindere bliver i år offentliggjort ved en storslået prisuddeling ved Kforums og Dansk Journalistforbunds kommunikationskonference KOM19, der bliver afholdt den 9. maj. Dyk ned i de otte nominerede specialer her.
Nu løftes sløret for, hvilke specialer der har klaret sig videre i konkurrencen om at blive årets k-speciale 2018.
Nu løftes sløret for, hvilke specialer der har klaret sig videre i konkurrencen om at blive årets k-speciale 2018.
I efteråret tikkede der et hav af specialer ind i vores indbakke. Med en samlet bunke på 46 specialer har vi haft nok at se til, skulle vi hilse og sige. Vi er blevet klogere på alt fra deleøkonomiske platforme, politisk offentlighedskultur, big data og gamification i journalistik til podcasting, Trump og influencers. Og vi nejer, bukker og bøjer os i støvet for alle de dygtige specialeskrivere, der har været med i kapløbet om 'Årets speciale 2018'.
 
Men nu til det rigtigt spændende. Hvilke specialer går videre i konkurrencen? Og hvem skal hyldes og fejres den 9. maj til KOM19? Ja, det vil du nok gerne vide. Vi løfter sløret nu!
 

via GIPHY

 
Og de nominerede er ...
De otte imponerende, nyskabende og velskrevne specialer, som vi er stolte over at præsentere, er:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Dyk ned i specialerne ved at klikke på linkene. Vi garanterer spændende og k-fagligt læsestof til mange timer. 
 
Hvad så nu?
De otte nominerede specialer bliver i skrivende stund sendt videre til Specialeprisens jury, som i fællesskab vil beslutte, hvem der løber med 1.-, 2.- og 3.-pladsen og med præmier på op til 10.000 kr. Læs mere om juryen, og hvad de lægger vægt på i deres bedømmelse af specialerne, her:
 
 
Timme Bisgaard Munk
Timme Bisgaard Munk er ph.d. i sociale medier fra Københavns Universitet. Han har gennem flere år undervist på KU og CBS og arbejdet som projektleder i kommunikationsvirksomheden Advice A/S. Timme er medstifter af Kforum og har været redaktør på Kforum helt tilbage til dengang, folk talte om WAP-telefoner og Arto.
 
Hvad lægger du særligt vægt på, når du skal vurdere specialerne?
Når jeg læser de nominerede specialer, lægger jeg særlig vægt på originaliteten i tematikken, konklusionen og læsningen af teori. 
 
Hvad er kriterierne for et godt valg af emne til et k-speciale?
Et godt emne for et k-speciale centrerer sig om et spændende og aktuelt problem, som har mange mulige svar, og som ikke allerede er skrevet om forfra og bagfra.
 
Hvis du skulle skrive speciale i dag, hvad ville du så skrive om?
I dag ville jeg nok tage fat i cirkulær forbrug og branding.
 
 
Julia Vollertsen
Julia Fennefoss Vollertsen er Head of Social hos Landbrug & Fødevarer. Julia brænder for digital kommunikation og har specialiseret sig i digital interessevaretagelse. Hun har en baggrund som cand.mag. i Medievidenskab fra Aarhus Universitet. 
 
Hvad lægger du særligt vægt på, når du skal vurdere specialerne?
Der ligger et kæmpe arbejde i at skrive et speciale. Det har jeg stor respekt for, og jeg glæder mig til at læse de studerendes arbejde. Når jeg vurderer de otte specialer, kigger jeg på flere ting. Et speciale skal selvfølgelig helt grundlæggende leve op til nogle videnskabelige krav i forhold til metode, validitet og videnskabsteori, så det er vigtigt i forhold til min vurdering.
 
Udover det er det min erfaring, at i de bedste specialer skinner de studerendes engagement tydeligt igennem. Det fremgår tydeligt for læseren, hvad der har drevet de studerende til at gribe fat i netop det emne, de behandler, og hvilken ny viden de ønsker at bidrage med. Det vægter også i min vurdering. Derudover skal specialet være gennemarbejdet og godt formidlet, Og så er det selvfølgelig vigtigt, at jeg føler, at jeg er blevet klogere, når jeg lægger specialet fra mig. Det skal være tydeligt for mig som læser, hvilken ny viden og hvilke konklusioner jeg har fået med mig fra specialet.
 
Hvad er kriterierne for et godt valg af emne til et k-speciale?
Et godt emne til et k-speciale skal for mig både forholde sig til k-verdenen, som den er nu, men også kigge fremad, være ambitiøst og skubbe til grænserne for den måde, vi forstår og arbejder med kommunikation. Men det er samtidig også vigtigt, at et k-specialeemne er afgrænset, så de studerende ikke kommer til at gribe om for meget og berøre flere emner mere overfladisk. Ved at afgrænse deres emne kan de i stedet kan gå helt i dybden med ét område, og det giver de bedste specialer. Men det er ikke nogen nem øvelse.
 
Hvis du skulle skrive speciale i dag, hvad ville du så skrive om?
Det er et godt spørgsmål. Hvis jeg skulle skrive et speciale i dag, ville jeg finde det interessant at arbejde for eksempel med sammenhængen mellem data og digital kommunikation, og hvilke muligheder k-branchen har for at bruge de data, vi digitalt skaber, til at udvikle og optimere vores kommunikation.
 
 
Jesper Højbjerg Christensen
Jesper Højberg Christensen er stifter af og bestyrelsesformand for Kommunikationsforum A/S, Advice A/S og Nextwork A/S m.fl. Jesper har i mere end 25 år været med til at tegne kommunikationsbranchen og begrebet strategisk kommunikation. Han har rådgivet mange topledelser i private og offentlige virksomheder i strategisk kommunikation, branding, forretningsudvikling og forandringsprocesser.
 
Jesper underviser og er oplægsholder på en god del af de 30 institutter og deres master- og diplomuddannelser, hvor der undervises i ledelse, kommunikation og branding, og han er medforfatter af en række bøger og artikler. Han er desuden serieiværksætter og næstformand i DanBAN samt i bestyrelsen for bl.a. Psykiatrifonden, Synoptikfonden og Den Sociale Kapitalfond.
 
Hvad lægger du særligt vægt på, når du skal vurdere specialerne?
Det faglige niveau selvfølgelig, men også om det tegner et kommunikativt felt mellem teori og praksis, der peger fremad. Kommunikationsfaget er ungt, og vi har brug for at udvikle vores genstandsfelt og praksis i ét. Det er vigtigt at have nogle ledestjerner og inspiratorer for faget, og det er ikke nødvendigvis kun ældre professorer og lektorer, der kan det, fordi faget udvikler sig så stærkt, og inspirationen kommer mindst lige så meget fra ny praksis som fra teoriudvikling.
 
Hvad er kriterierne for et godt valg af emne til et k-speciale?
At vælge et dilemma, der er relevant og vedkommende, ikke bare endnu en analyse af endnu en blog, men at vælge et centralt markeds- eller samfundsmæssigt problem, fx digitalisering af en sektor eller ansvarstagen i finanshuse eller som vinderen af de sidste år: diskursforskydninger omkring flygtninge.
 
Hvis du skulle skrive speciale i dag, hvad ville du så skrive om?
Jeg ville nok selv skrive om digitale transformationsprocesser, og hvordan de forandrer kompetencer og organisering i en virksomhed/branche, og hvordan det påvirker organisationens/branchens kommunikation, for det er det, jeg er optaget af lige nu og skriver en bog til Gyldendal om.
 
 
Pia Funch Braskhøj
Pia Funch Braskhøj er uddannet cand.comm. fra RUC og er i dag kommunikations- og marketingchef hos Ledernes Hovedorganisation. Som ansvarshavende chefredaktør for magasinet Lederne og det forskningsbaserede tidsskrift Ledelse i Dag, er hun med til at formidle viden, trends og forskning inden for ledelse.
 
Hvad lægger du særligt vægt på, når du læser specialerne?  
Når jeg læser specialerne, lægger jeg særlig vægt på valg af emne. Det må gerne være aktuelt og vedkommende. Jeg vil gerne inspireres og beriges med ny viden og perspektiver på problematikken. Jeg lægger også vægt på selve det akademiske håndværk; metode, analyse, argumentation  og naturligvis god formidling.
 
Hvad er kriterierne for et godt valg af emne til k-speciale?
For mig handler det om at vælge et emne, som er spændende og aktuelt, og hvor man kan bidrage med ny og brugbar viden.
 
Hvis du selv skulle skrive speciale i dag, hvad ville du så skrive om?
Jeg ville nok skrive om kunstig intelligens og etik eller om digitaliseringens betydning for lederrollen.
 
 
Ib Tunby Gulbrandsen
Ib Tunby Gulbrandsen har en ph.d. ved CBS og er nu forsker og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Hans forskning bevæger sig omkring strategi, kommunikation og new media, og så er han medforfatter af bogen Strategizing Communication.
 
Hvad lægger du særligt vægt på, når du skal vurdere specialerne?
Jeg lægger vægt på tre ting. For det første, hvorvidt de adresserer et relevant tema på en nytænkende måde. For det andet, hvorvidt de er teoretisk og metodisk velfunderede  er det relevante teoretiske felt afdækket, og er relevante metoder benyttet? For det tredje, at det er velskrevet og formidlet på en engagerende måde  med andre ord, om man både sprogligt og æstetisk kommer ud over rampen.
 
Hvad er kriterierne for et godt valg af emne til et k-speciale?
At det er kommunikationsfagligt relevant, at det åbner op for interessant empiri, og der ikke allerede er skrevet 1.000 specialer om lige præcis det tema.
 
Hvis du skulle skrive speciale i dag, hvad ville du så skrive om?
Jeg ville helt klart skrive om datafisering af kommunikation  hvordan digitalisering af kommunikative processer nu gør os i stand til både analytisk og praktisk at arbejde med statisk og dynamisk kommunikation i stor skala, og hvordan det kan bruges til at skabe merværdi for organisationer.
 
 
Brian Due
Brian Due er lektor (Associate Professor) på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, og medredaktør på Kforum. Han er særligt interesseret i de mikroskopiske detaljer i interaktion, der tilsammen skaber mening og betydning i relationer mellem mennesker. Derudover beskæftiger han sig med radikal digitalisering og transformation. Brian er tilknyttet Center for Interaction Research and Communication Design.
 
Hvad lægger du særligt vægt på, når du skal vurdere specialerne?
Det handler jo om originalitet, et aktuelt emne, en ny vinkel på stoffet, teoretisk mod og kreativitet. Men det skal selvfølgelig også hænge sammen, være solidt og konsistent. Men det vigtigste er originalitet.
 
Hvad er kriterierne for et godt valg af emne til et k-speciale?
Det skal adressere et nyt emne, som branchen er optaget af, og meget gerne på en ny måde
 
Hvis du skulle skrive et speciale i dag, hvad ville du så skrive om?
Jeg ville måske undersøge, hvordan overvågningskapitalismen manifesterer sig i en dansk kontekst og i de services, danske virksomheder tilbyder i disse år. Eller også ville jeg lave en semiotisk analyse af interaktion med chatbots. Eller måske ville jeg lave en diskursanalyse af k-branchens etiske udmeldinger. Nej, jeg tror, jeg ville lave et videoetnografisk feltstudie af spindoktorer.
 
 
Hvornår udråbes vinderen?
Priserne bliver overrakt ved en festlig prisuddeling til KOM19, og du kan købe billetter her, hvor du også kan læse mere om programmet og priserne, der bliver uddelt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job