Det kan godt være, at (krise)tiden er moden til refleksion og eftertanke. Til slow food-middage, lange litterære romaner med indbygget lugt, debatbøger om selverkendelse og sparsommelige leveformer, komme-hinanden-ved-aftaler, Tiger Woods-agtig mindfulness på golfbanen (som jo så viste sig at have hovedet fyldt med andre knap så holistiske tanker), selv at lægge neglelak på og gøre rent, lappe sokker og køre det lange seje træk med kæresten Men det ændrer ikke ved, at vi stadig løber ret så hurtigt derude, både ude og hjemme, og at der sjældent bliver tid til at læse længere end underrubrikkerne i avisen, statusopdateringer på fjæsen og af og til en skodgraffiti i øjenhøjde på cafétoilettet. Dét ved den amerikanske reklame- og businessmand Seth Godin selvfølgelig alt om. Hans forretningsmantra for 2010 er: vær gavmild og keep it simple. I denne ånd har han til årsskiftet publiceret en lille gratis inspirations-e-bog om, hvad der rører sig lige nu i kultureliten, What Matters Now.
I bogen giver hele 70 amerikanske tænkere, erhvervsguruer,
social media-arbejdere, forskere, bloggere, trendy
magasinredaktører, forfattere, ngo'er og
kulturpersonligheder deres besyv med om, hvad der sker netop nu i
vores tid, og hvad der er deres vigtigste læresætning
for 2010. Godins mål er, at bogen læses af 5 millioner
mennesker. Så derfor har hver bidragyder kun fået
én side til sine guldkorn. Simpelt, overkommeligt og
selvfølgelig helt vildt overfladisk.

Seth Godins nye bog "What matters now" er ude nu som gratis
e-bog
I stil med denne køleskabsmagnetfilosofiske,
statusopdaterings- eller elevatorpitch-agtige genre som What
Matters Now indskriver sig i, kommer her en opsummering af 9
budskaber, der alligevel nåede at sætte sig fast efter
endt læsning. Men du advares på forhånd: det er
ikke raketvidenskab, breaking news, stærkt kontroversiel
kunstporno eller al-Qaeda-selvmordskandidatmanualer, der formidles
i bogen - ej heller ny revolutionerende atomfysisk forskning. Det
er søde og rare budskaber, Gajolæske-guidelines, som
dog alle kommenterer kritisk på det overdrevne forbrug, vi
har kørt af i alt for mange år, og som har været
årsag til den misere vi nu står midt i:
FINANSKRISEN.
1. Businessguruernes centrale budskaber for 2010 er:
- Vi skal gentænke kapitalismen og forstå, at
både dagsordenen og væksten for big business nu vil
blive sat af de hastigt voksende asiatiske økonomier.
- Ledere skal sætte fokus på virksomhedernes
visioner og udviklingspotentialer og løfte medarbejderen
op over tankerne om den næste måneds bundlinje, salg
eller løncheck.
- Originalitet og nye ideer vil blive cashcow'en i den vestlige
verdens erhvervsliv. Der findes ikke længere nogen
middelmådig midtervej, hvor man i en virksomhed både
kan få ideerne, producere dem selv og tjene pengene
på det. Alle heste skal sættes på innovation og
idégenerering.
Her skal erhvervsfolkene Jackie Huba og Ben McConnell
fremhæves for deres fortælling om, hvordan to tekniske
nørder uden business-erfaring, markedsføringsbudget
eller forretningsplan fik kæmpesucces med at
markedsføre deres nye produkt, Bacon Salt, på
Facebook. De fandt den ene procent af virkelig dedikerede
baconelskere og gjorde dem interesserede i saltet. Derpå fik
de denne gruppe mennesker til viralt at sprede det gode budskab.
Strategien er set før, selvfølgelig. Men den er sjov
at høre igen, og en interessant forretningsstrategisk
pointe, ligegyldigt om man sælger vaskepulver eller politik.
Hemmeligheden bag al succes ligger i den ene dedikerede
procent.
2. Journalisterne, bloggerne, forfatterne og kongerne af de sociale
mediers overordnede budskaber er:
- Vi skal sætte farten ned, gøre os umage og
få hjertet med i vores formidling af vores omverden.
- Vi skal bruge de sociale medier med omtanke og mål -
ikke til selvpromovering, snak for snakkens skyld og
blær.
- Og så skal vi huske at se hinanden IRL (In Real
Life).
Således skriver forfatteren til bogen Your Business
Brickyard, Howard Mann, om vores nye ekstroverte kommunikationsform
(frit oversat): "Antallet af aktive brugere og brands på
Facebook overrasker mig stadig. Men det overrasker mig også,
hvordan vi alle sammen bruger vores tid. Det ekko, vi råber,
bliver kun større og højere. Vores indbyrdes dialog
bliver ikke nødvendigvis bedre af flere megafoner."
Og radiovært for den kloge radiokanal Public Radio
International, Alisa Miller, har samme ærinde. Hun taler for
gennemresearchede historier og graverjournalistik (frit oversat):
"Kun hvis vi investerer aggressivt og som entreprenører i
videnmedier - både når det gælder journalistisk
reportage og i den grundige historiefortælling - kan vi
sikre, at offentligheden får det bredeste, globale
perspektiv".
3. Do good'erne - de humanitære organisationer og politiske
forkæmperes centrale budskaber er:
- Vejen til al nødhjælp, humanitær bistand
og fremdrift for udviklingslandene findes gennem uddannelse af
specielt kvinder og piger.
- For at kunne forstå bæredygtighed og de
teknologier, vi skal leve af fremover, bliver vi nødt til
at analysere og forstå de ikke-bæredygtige
teknologier, vi har omgivet os med i forbrugssamfundet.
- Gør medfølelse og empati til en
kerneværdi - også i erhvervslivet.
Her kan indlægget skrevet af den forhenværende britiske
diplomat Carne Ross, som nu har lavet verdens første
non-profit rådgivningorganisation for diplomater, Independent
Diplomat, fremhæves (frit oversat): "Hvis verden ud over at
være styret af stater og regeringer også påvirkes
af virksomheder, ngo'er, rockstjerner og kriminelle netværk,
betyder det, at alle mennesker har mulighed for at ændre den.
Men muligheden for at ændre ting tilhører kun den, der
handler. Alle og enhver kan være en uafhængig diplomat.
Faktisk bør alle og enhver blive netop det."
Konklusionen på What Matters Now er, at dét, der
rører sig og betyder noget for os i vores vestlige kultur,
stadig har at gøre med sociale sammenhænge, at dele
information og at gøre hinanden klogere - gratis.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at næsten alle
bidragyderne i What Matters Now raser imod det hurtige, zappende,
tweetede og overfladiske i vores kommunikation og tid - altså
selve bogens præmis og genre, og den opskrift de med denne
bog selv er en del af. Bogens budskab er også, at 140 tegn
stadig er nok til at fange læseren i denne så tunge
tid. Vel at mærke hvis tegnene bliver sat kløgtigt,
sjovt og tænksomt sammen til et budskab.
Hent
Godins bog her, læs den, og del den efterfølgende.
Du kan lige nå det i kaffepausen.