14 trin til at afdække sandheden
Sådan starter du en konspirationsteori

Alex Jones er verdensmester i konspirationer. Alt kan gøres til genstand for mistanke.

5G, Bill Gates og medicinalindustrien står bag COVID-19. Virussen er blot et middel, eliten har skabt, så de kan øge deres kontrol over samfundet. Det ved alle og enhver! Corona har skabt trængsel blandt konspirationsteoretikerne. Og hvis du vil med på bølgen, skal du skynde dig. Heldigvis er det ikke så svært. Du kan skabe din helt egen variant af de eksisterende konspirationsteorier – eller lave en ny helt fra bunden. Torben Sangild guider her alle skabskonspirationsteoretikerne igennem, hvordan man gør.
1. Præsentér en almindelig viden så mistænkeligt som muligt.
Alt kan gøres til genstand for mistanke. Gå efter noget, du ikke rigtig bryder dig om, såsom politikere, vacciner, noget teknologi, du ikke forstår, eller noget oppe på himlen. Kombinér dem gerne. Vær kreativ. Vær ikke bange for forkerte grundantagelser allerede her. Det vigtige er mistanken. Den viser nemlig, at du tænker kritisk.
 
 
 
2. Præsentér "den officielle forklaring" på en måde, så den lyder så lidt sandsynlig som muligt. 
Hvis konspirationsteorien er politisk, så understreg, at den officielle forklaring dækker over den forklaring, der ikke må komme frem. Hvis konspirationsteorien har med noget videnskabeligt at gøre, så understreg, at den kun er en teori. Hav ingen respekt for videnskabelige teorier (og misforstå det videnskabelige ord "teori"). Men naturligvis, brug løs af videnskabelige titler og pseudovidenskabelige forklaringer, hvis de understøtter din teori.
 
 
3. Cherry-pick obskure kilder, der hævder, at den officielle forklaring ikke holder. 
Brug så mange titler på disse personer som muligt, så de lyder som autoriteter eller fagfolk eller folk med insiderviden. Undlad at fortælle, at de er dømt for videnskabelig uredelighed eller andre forseelser. Enhver, der kritiserer dem, er bare bange for, at sandheden skal komme frem.
 
 
4. Kom med halve eller hele alternative forklaringer på, hvorfor konspirationen har fundet sted.
Forklaringer, der involverer, at magtfulde mennesker i al hemmelighed har onde planer og foretager eller har foretaget onde handlinger under dække af noget andet. Spil gerne på folks frygt ved at inddrage satanisme, pædofili, medicinalindustrien eller rige mennesker.
 
 
5. Antag, at de magtfulde er i stand til at gøre alt.
Antag, at de magtfuldes planer er gennemført til perfektion på trods af, at de ville kræve en enorm indsats og være næsten umulige at gennemføre, uden nogle opdagede det, eller nogle lækkede det indefra. Antag i det hele taget, at magtfulde mennesker er overmennesker, der kan gennemføre alt, uden vi opdager det. Og intet af betydning er tilfældigt eller kaotisk.
 
 
Der findes folk, som mener, at 9/11 var et inside-job. Getty. 
 
6. Ignorér fornuftens grænser.
Ignorér, at konspirationen er så besværlig og dyr og risikabel, at den ikke ville kunne betale sig i forhold til udbyttet. Glem i det hele taget enhver sans for proportioner. Det er nemlig mainstream.
 
 
7. Indsaml små tegn, der understøtter konspirationen. 
Manipulér dem groft, så de passer med ideen. Intet er for vagt eller perifert til at pege i retning af konspirationsteorien.
 
 
8. Indsaml beretninger og iagttagelser fra obskure kilder på nettet.
Her gælder fx alenlange YouTube-videoer lavet i kældre af folk med for meget tid. Ignorér, at mange af disse kilder peger i forskellige retninger, og undlad enhver kildekritik. Stil ingen af de krav til disse teorier, som du stiller til de videnskabelige teorier. Ignorér, at de videnskabelige teorier er hundrede gange mere velunderbyggede, og at den videnskabelige metode er selvkritisk snarere end dogmatisk.
 
 
9. Lav din egen alenlange YouTube-video.
Præsentér din konspirationsteori i en video, der bruger alle tænkelige manipulerende virkemidler, herunder dramatisk musik og dramatiske, manipulerede billeder. Lav dramatiske memes, der fremviser ondskaben.
 
 
Alex Jones – en notorisk konspirationsteoretiker. Her mener han, at staten pumper kemikalier i vandet, hvilke gør selv frøerne homoseksuelle.
 
10. Mistænkeliggør, at ‘mainstreammedierne’ ikke skriver om din teori
Ignorér behændigt, at det skyldes, at der ikke er nogen saglig dokumentation for den. Peg snarere i retning af, at medierne og videnskaben er en del af økonomiske interesser eller deep state. Og omtal skolelærdom som “indoktrinering”. Brug i det hele taget jævnligt ordet 'mainstream' på en nedsættende måde. Det viser, at du er avantgarde.
 
 
11. Gør alternative fakta til fakta.
Betragt konspirationsteorier som mere troværdige og autentiske, end hvad medierne og videnskaben fortæller om – alene, fordi de går mod strømmen og er 'kritiske'. Overvej at betragte fx Trump eller Putin som forfriskende kritikere af det etablerede verdensbillede. Læs David Icke. Lyt til QAnons messende budskaber i deres app.
 
 
12. Betragt kritikere af din konspirationsteori som ukritiske får, der ikke har taget den røde pille.
Hvis de påpeger, at du ikke har styr på dine facts, så træk i land, og sig, at du bare stiller spørgsmål. Pålæg dem bevisbyrden, selvom det er dig, der har den vilde påstand.
 
 
13. Gå til modangreb.
Anklag kritikere for at være ukritiske over for den politiske magt, videnskaben eller medierne. Du behøver ikke at kende til disse personer eller have noget at have anklagen i; selve anklagen er det retoriske våben. For deres skepsis over for konspirationsteorien er i sig selv et bevis på, at de er ukritiske. 
 
Husk, at relevant magt- og mediekritik ikke kommer fra mainstream-mennesker, men fra kilder, der fx har afsløret, at Trump er Messias, og at hans modstandere er en eller anden kombination af satanister, nazister, krybdyrsrumvæsener og pædofile. Dét er nemlig kritik, der rammer plet.
 
 
14. Tal til dem, der gerne vil lytte.
Del din teori i et ekkokammer med andre konspirationsteoretikere, som ikke stiller alle mulige irriterende rationelle spørgsmål, men i stedet bakker op og supplerer med andre teorier, der ikke behøver at være logisk forenelige med din, men som bare forstærker følelsen af, at den er helt, helt gal med verden.
 
 
Sådan. Og nu ud på de sociale medier med dig. Og husk, at hvis noget bliver slettet, er det et tegn på, at det er sandt.
 

Relaterede artikler

Verdens hemmeligste klub mødes igen - Konspirationsteoriernes udbredelse er en farlig udvikling, som potentielt kan underminere de demokratiske processer, når...
Tilbage til propagandatågen - "Jesper Larsen forsøger i sit indlæg at få tegnet et billede af min bog som et stykke anti-russisk propaganda. Det kan k...
Det ondeste site i verden? - 250 masseskyderier alene i USA i år! Hvorfor? Kan skumle internetsider som 8chan, hvor det flyder med trusler, hadsk tal...
Alle præsidentens forsvarsmænd - Alt imens demokraterne bliver stadig mere aggressive i deres skub mod en rigsretssag, forsøger republikanerne at finde d...
Er din virksomheds fake news-beredskab klart? - I Danmark vil en klassisk tanke være: Vi må forbyde det! Men det er svært at lovbestemme sandheden. Så når virksomheder ...
Trump: frelseren sendt af Gud - ‘Gud sendte Donald Trump, som han sendte Jesus, for at redde os alle’. ‘Muslimerne skaber rav i den, og Koranen er ond’....
Internettet fælleskrammer - Når vi nu ikke kan mødes i den fysiske verden, så kan vi mødes på internettet og fælleskramme i memes. Der er jo sådan s...
Ellemanns SoMe-handicap - Med over 80.000 nye følgere er statsminister Mette Frederiksen under corona-lockdown stormet frem på Facebook. Med 212.0...
Twitter trumfer Trump, og dog - Så er det sket: Twitter har sagt fra over for @realdonaldtrump! Sådan da …
Coronakrisens største backseat drivers - Det store flertal er ramt af en slem forårsforelskelse i statsministeren, Socialdemokratiet og staten. Alle elsker Mette...
Vi doomscroller nettet og os selv itu - Før marts i år kendte ingen til det. Så kom corona. Nu har vi klikket nettet tyndt efter død og ødelæggelse. Og ekkokamr...
Pokémon GO for voksne - Et fænomen som Pokémon GO, der trækker dig op af sofaen og ud på en længere gåtur. Eller noget dybere? Randonautica er e...
Republikansk retorik: Trump eller kaos - Trumps tale ved Republikanernes partikonvent var på mange måder et skoleeksempel på de to sider af Trumps retorik, der h...
QAnon: verdens farligste konspirationsteori - QAnon er en ny form for konspirationsteori. Den er anderledes. En slags religion. Et fællesskab. En alternativ virkeligh...
Sådan vinder anti-vaxx - Antivaccinebevægelse er de seneste år vokset fra at være en marginal digital bevægelse til en reel sundhedstrussel. Men ...
Anons Qmmunikation - Hvis man vil forstå QAnon og bevægelsens kommunikation, må man forstå kampen om den amerikanske drøm. For QAnon er et fo...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

41 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.