For kort, for lidt, for få – og så alligevel

Twitter er en dværg. Twitter skrives af tre tosser. Twitter kører i ring. Twitter kaster ikke trafik af sig. Twitter er for kort, for lidt, for småt. Og så alligevel. For er Twitter ikke en digital brumlebi, der for længst burde være faldet til jorden, men som bliver ved at summe ganske tæt på?
af Jon Lund
Sandheder Twitter
"Det der Twitter - det da røv og nøgler, er det ikke?" sagde Kforums redaktør til mig forleden. "Kan du ikke skrive noget om det, sådan en god skarp sag?"
 
"Øh tjo," svarede jeg. For jeg forstod, hvad han mente. Det virker naturstridigt, at det andet sociale netværk, Twitter, holder momentum, selv om næsten ingen tilsyneladende bruger det. Men samtidig er jeg selv ivrig Twitter-bruger. Det er faktisk på Twitter, jeg får hovedparten af min viden om, hvad der rører sig.
 
Så hvad skulle jeg sige? Det er svært at disse sine egne darlings. Men her kommer 14 sandheder – eller ting du bør vide – om Twitter.
 
1. Twitter er en dværg herhjemme
Antallet af danskere, der læser tweets, er meget småt. Ca. 147.000 voksne var i december 2010 forbi twitter.com, siger FDIM's Gemius-måling. Andre ca. 30.000 kom forbi ad andre veje, hvis man skal tro Twitters tommelfingerregel. I alt 180.000, små 5 procent af alle danske surfere. Sammenlign med Facebooks over 2,6 millioner brugere – og du har en dværg.
 
Twitter sandheder
Brug af Facebook og Twitter i USA og Danmark, december 2008-2010 iflg. hhv. Comscore og FDIM/Gemius. Twitter-tal modificeret for at tælle brug af Twitter gennem apps med
 
2. Twitter er en mandsling i USA
Heller ikke i USA er Twitters brugertal imponerende. Når kun Facebook til sokkeholderne. Men er dog ca. tre gange større end herhjemme, siger det førende amerikanske analyseinstitut Comscore.
 
3. Twitters brugertal står stille
Twitter-tallene har ikke rørt sig meget, siden de brød igennem mindstemålet på måleskalaen i foråret 2008. Faktisk faldt Twitter i løbet af 2010 med 8 procent. Og tidligere har Twitter-brugen herhjemme været endnu større. Men ikke meget. Se mere diskussion her. I USA vokser Twitter dog fortsat og fik 18 procent flere brugere i løbet af 2010.
 
4. Kun et fåtal følger overhovedet nogen på Twitter
Langt de fleste af de 180.000, der læser Twitter, kommer mere eller mindre tilfældigt ind fra nettet. De googler eller følger et link. Kun 28.000 danskere havde ved årsskiftet oprettet deres egen konto – og sådan en skal du have for at kunne følge andre. Tallet kommer fra overskrift.dk, der automatisk gennemcrawler det danske twitterverse (som Twitter-universet kaldes).
 
5. Endnu færre skriver på Twitter
At have en twitter-konto er dog ingen garanti for rigtig aktivitet. Af de 28.000 har halvdelen har aldrig skrevet mere end 10 tweets, siger overskrift.dk. Omvendt skriver den hårde kerne meget: næsten 2.000 danske twittere har skrevet over 1.000 tweets hver (du kan se dem alle sammen her).
 
6. 90-9-1-reglen passer på Twitter
En sidebemærkning: Antallet af aktive brugere ser hårdt ud, når man ser det sort på hvidt. Men det passer fint med 90-9-1-tommelfingerreglen: Langt de fleste brugere (90 procent) er med på en kigger. Og kun et fåtal (9 procent) er overhovedet aktive. Og en lille klike (1 procent) er dem, der driver værket. Twitter-forholdet her er 86-13-1.
 
Twitter sandheder
90-9-1-reglen passer næsten på Twitter. 1 pct. af de 180.000 danskere, der bruger Twitter på en måned, skriver meget. 13 pct følger primært. Og 86 pct læser kun. Tal fra overskrift.dk og FDIM/Gemius
 
7. De aktive er meget aktive på Twitter
De få twittere er til gengæld aktive: 15.000 danske tweets bliver det i alt til om dagen. Det svarer til, at hver enkelt i gennemsnit skriver 15 tweets om måneden. Og det er ikke kun de 416 mest aktive, der går til makronerne. De første 2.000 mest aktive skriver alle et par tweets om dagen hver. Siger overskrift.dk.
 
8. Masser af links på Twitter. Men mange er gengangere
Twitterne taler også om noget, det er ikke kun smarte bemærkninger. Overskrift.dk's sammentælling viser, at en tredjedel af alle tweets indeholder links. 5.000 links bliver hver dag pumpet rundt i det danske twitterverse. Men mange af dem er gengangere. Måske halvdelen?
 
9. Twitters links batter ikke på omtalen
Hvem links'ene peger på vides ikke rigtigt. Men det er ihvert fald ikke de danske aviser. Den mest twittede nyhedartikel den sidste måned er fra Information og handler om smartphones og informationsoverload. Den blev nævnt 16 gange på Twitter. Til sammenligning: den mest Facebook'ede artikel var fra Politiken og handler om Danske Banks nulskat. Den fik 2.403 Facebook-likes, 2.595 Facebook-kommentarer og blev delt 541 gange på Facebook.
Det kan du se på Filip Wallbergs I Like robot. Samlet set finder han, at 96,8 procent af omtalen af nyheder på nettet sker på Facebook. Og 3,2 procent på Twitter.
 
10. Twitter driver ikke trafik – hos Information
Når man spørger Information, bekræfter de tallene. Deres statistiksystem siger, at 0,39 procent af alle besøg kommer fra Twitter. Måske er tallet lidt lavt sat. Måske er det i virkeligheden dobbelt så stort - for det kan være svært at se, når folk klikker igennem fra deres egne Twitter-apps, og ikke kun fra twitter.com. Måske skal tallet dobles. Så får vi 0,8 procent. Og Information har en aktiv Twitterprofil med 4.333 followers. 
Til sammenligning: Facebook.com står på papiret for 11,6 procent af Information.dk's besøg. 20-30 gange så meget som Twitter. Og Information har kun tre gange så mange Facebook-fans, som Twitterfollowers. (Tak, Nikolai Thyssen, for at dele data).
 
11. Twitter driver ikke trafik  – til blogs
Ude i blogosfæren er der heller ikke det store influx fra Twitter. På madbloggen bergholt.net blev det til 65 besøg sidste måned (igen: gang måske med to) ud af 32.000 i alt. Mellem en kvart og en halv procent. Facebook gav næsten 10 gange så meget. Bloggeren (og twitteren) bag - Kasper Bergholt (tak for at dele data, Kasper) - har ellers flere followers på Twitter (463) end venner og fans på Facebook (hhv. 153 og 185).
 
12. Twitter driver ikke trafik  – på niche-sites
Hos sustainablecities.dk - et af Dansk Arkitektur Centers nichesites for bæredygtige byer - har de også både Facebook og Twitter-profiler. De har dobbelt så mange Twitter-followers (617) som Facebook-fans (350). Men igen er trafik-tallene vendt på hovedet: 13 besøg fra Twitter, 218 fra Facebook. Ud af en total på små 20.000 den sidste måned. (Tak til Rune Huvendick for at dele).
 
13. Twitter er kaput som sprednings-site
Det er, hvad jeg ved. En masse tal, der temmeligt entydigt viser, at Twitter ikke batter meget, hvis du gerne vil have meget omtale eller meget trafik. Omtale (og trafik) får du meget mere af hos Facebook. Eller - hvis det kun er trafik og synlighed du vil have - hos Google.
 
Twitter sandheder Jon Lund
Twitter batter ikke som spredningsmedie. Information får måske 0,8 procent af deres trafik fra Twitter, madbloggen bergholt.net under en halv procent, og sustainablecities.dk mønstrer kun en halv promille. Min egen blog (ill.) klarer sig noget bedre. Jeg får 3-4 procent. Men jeg skriver jo også om sociale medier
 
14. Twitter er hammergod til små og tætte relationer
Min egen brug af Twitter er delt. Jeg elsker, når folk omtaler mig eller linker til mig. Det gør de lidt mere end i eksemplerne ovenfor. Men jeg gør det jo også i sociale medier - og det er noget af det, Twitter-folket godt kan lide.
 
Men det er ikke det hele. Faktisk betyder fælleskabet mere for mig end antallet af kliks. Eller rettere: udvekslingen af viden, at have adgang til hvad der rører sig lige nu blandt mange hundrede mennesker, jeg synes har noget at give af. De påvirker mig på måder, der er dybere end det direkte klik. Og giver krop til relationer, der måske kan blomstre op i andre sammenhænge. Lur mig, om ikke de andre i twitterverset har det på samme måde med mig.
 
Det håber jeg. Faktisk tror jeg, det er Twitters hemmelighed. Det er i hvert fald ikke røv og nøgler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også