Stem nu de meningsmålinger ud!

Torsdagens folketingsvalg var på forhånd udråbt til en gyser med dødt løb mellem rød og blå blok. Meningsmålingerne skiftede mellem at vise henholdsvis Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen som favorit til at sætte sig i Statsministeriet, og kommentatorerne stod i kø for at fortælle om hvorfor først den ene, så den anden var i front. Der var bare et problem: Vælgerne ville det anderledes.

Hvad skete? Jo, Dansk Folkeparti fik 3-4 procentpoint mere end målingerne viste, Venstre gik det modsat, mens Socialdemokratiet ligeledes fik flere stemmer end hvad meningsmålingerne viste.

Målingerne tog fejl. Kilde: Politiko.

Og det leder til næste spørgsmål: Hvorfor så vi det ikke ske? Meningsmåling efter meningsmåling fra flere forskellige institutter har som sagt vist dødt løb. Og selv de første exit polls viste det samme – kuriøst nok havde DR’s exit poll et blåt flertal, mens TV2’s havde et rødt flertal. Så hvis vi skulle dømme ud fra meningsmålinger og exit polls ville spændingen om det endelige resultat have varet til langt ud på aftenen, lige til den sidste stemme fra det sidste valgsted var talt op.

Men 130 målinger tog altså fejl – så hvad kan vi egentlig bruge dem til? Svaret er: Ikke mere end hvad vi altid har kunnet. Meningsmålinger er netop IKKE sandheden, heller ikke de vægtede indeks på tværs af flere målinger, som også florerer. Men de udråbes som sådan af medier og journalister, som har brug for nyheder og ikke har tid eller lyst (jeg undlader at sige evne J) til at sætte sig ind i teknikken bag. For en sætning som ”Ny måling: V går 2 % tilbage” burde jo rettelig være ”Ny måling: Det kan med 95 % sandsynlighed siges, at V’s vælgertilslutning ligger inden for den statistiske usikkerhed på ± 3 %-point, som vores sidste måling viste”. Ikke ligefrem en sætning som er egnet til at sætte på forsiden….

Sådan gik valget. Kilde: Politiko.

Det var den ene grund til, at meningsmålinger kan være svære at have med at gøre. Den anden grund er, at der tilsyneladende er en række systematiske forskelle i, hvad målingerne viser og hvad vælgerne rent faktisk stemmer. Dette gør sig især gældende for tilslutningen til Dansk Folkeparti, som ved stort set alle de valg, de har deltaget i, har fået flere stemmer end meningsmålinger har vist. Det kan skyldes flere ting, men et godt bud er, at mange ikke vil indrømme – selv i web-polls – at de stemmer DF.

Mange ikke vil indrømme – selv i web-polls – at de stemmer DF. Her ses forskellen mellem målinger og virkeligheden. Det kan ses visuelt som forskellen mellem den sidste røde prik og det røde felt.

Dertil kommer den usikkerhed, der kan ligge i, at mange tvivlere (som sorteres fra i de procentsatser, der angives i meningsmålingerne) først beslutter sig i sidste øjeblik. Her er det værd at bemærke, at Venstre f.eks. fik langt flere stemmer ved valget i 2011 end meningsmålingerne havde vist. Det kan være fordi Venstre havde en god slutspurt eller det kan være fordi, der var en systematisk undervurdering af vælgertilslutningen i de løbende målinger. Pointen er, at vi ikke ved det – og faktisk har meget, meget svært ved at finde ud af det.

Så hvad er konklusionen – skal vi helt droppe at lave meningsmålinger? Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at meningsmålingerne faktisk i store træk har været brugbare. Flertallet af partier har fået et endeligt stemmetal, som ligger inden for den statistiske usikkerhed i målingerne. Men det er klart, at der fremover bør være en langt mere kritisk tilgang til brugen af meningsmålinger. Men det er nok mere et håb end det er en realistisk forventning.