13 råd til dig, der vil starte for dig selv

Det går godt i kommunikationsbranchen. Men går det godt nok for dig? Nej, vel? Du kunne jo tjene millioner, hvis du blot fik sagt farvel til din irriterende chef, der som en vampyr lever af din genialitet. Kforum har samlet 13 råd fra 6 selvstændige, der har taget springet ud i friheden. Du kan også være med. Spring ud i det nu, hvor højkonjunkturen betyder, at alle kan sælge alt til alle. Du får aldrig samme chance igen.

1. Tænk dig godt om, før du gør det

Det er aldrig så let, som det ser ud. Selvom der er gang i den danske økonomi, er der ikke plads til alle. Pengene følger kun dem, som tør satse smalt på det rigtige. Har du det rigtige produkt til en konkurrencedygtig pris? Her skal du gerne kunne svare ja. For det er ikke nok med en løs idé. Du skal havde en knivskarp forretningsplan og følge den. Du er nødt til at slå dig på niche-produkter, hvor konkurrencen ikke er så hård. Og allerbedst: gøre dig selv uundværlig gennem en unik viden, et originalt produkt eller en fordelagtig plads i værdikæden. Det er det, Porter kalder den strategiske positionering. Vil du fx sælge store forkromede strategier, lave coaching eller skrive pressemeddelelser? Vil du fokusere på medicinalindustrien, musikbranchen eller juridiske områder? Vil du dække intern, ekstern, krise- eller interessentkommunikation? Du kan nok ikke det hele. Fokuser. Du skal også regne efter, om du kan skaffe penge til din løn, revisor, kontor og alle de små udgifter, som samlet bliver til mere. Der er nemlig altid flere udgifter, end man forestiller sig. Udover det strategiske og det økonomiske skal du også tænke igennem, om du psykologisk overhovedet er klar til at leve med usikkerheden, det økonomiske pres og det at arbejde langt mere end alle andre.

 

2. Uden 6 års erfaring går det ikke

Måske skriver du speciale om kommunikationsbranchen og tænker ”wow, jeg vil være selvstændig konsulent og lave lidt af hvert af det fede strategiarbejde”. Drop det. Du har hverken kompetencerne, netværket eller erfaringen i orden. Man skal have minimum 6 års erfaring, før det begynder at ligne noget. Og helst have haft forskellige job, hvor man har prøvet lidt af hvert. Alle har ingen eller lille chance for at overleve. Kun de bedste får succes. Så vent med at stille dig op på affyringsrampen, før du har erfaringen.

 

3. Hold huslejen og lønnen nede - ellers er du død

I starten er det vigtigt, at du ikke sætter mere til, end du har råd til at miste. Sæt dig ind i alt, hvad du skal have af viden om kontrakter, moms, afgifter, skat, osv. Du må have fuldstændig styr på alle nuværende og kommende udgifter. Hold huslejen nede, søg nogle iværksætterfonde og udnyt i det hele taget statens mange tilbud. Det er måske kedeligt arbejde, men strengt nødvendigt. Husk, der er to ting, som slår en virksomhed ihjel: En alt for stor husleje og alt for store udgifter til løn. Huslejen og lønnen bør derfor være minimal i starten.

 

4. Start med deltid

Fordi det selvstændige liv er en usikker gesjæft, vil det for mange være en god ide at lave en ordning med den nuværende arbejdsplads om at starte med at gå ned i tid. Du kan fx aftale at være halvt ansat, halvt selvstændig. På den måde har du både frihed og en smule økonomisk sikkerhed. Virksomheder, som starter som bibeskæftigelser, klarer sig nemlig ofte bedre og er langt mindre udsatte for at gå konkurs. Simpelthen fordi man har en indtægt ved siden af og ikke satser alt på et bræt.

 

5. Sælg dig selv dyrt

Du skal jo have en anstændig indkomst, hvis du skal kunne leve af det. Det ved du. Derfor tænker du måske, at det er en god ide at tage en lav timeløn, og så til gengæld skrive mange timer på. For en lav timeløn tiltrækker kunderne og skaber forretning. Men du tager fejl. Det er en dårlig ide. Det er bedre at skrive 10 timer à 1000 kr. på end 20 timer à 500 kr. Med den lave timeløn skyder du dig selv i foden, for det er utroligt svært at hæve lønnen sidenhen, og du kommer til at arbejde for meget. På et tidspunkt begynder kunderne også at undre sig over, at du faktisk bruger så lang tid på opgaver. Det er ikke reelt. Så sælg dig selv dyrt (men selvfølgelig ikke for dyrt). Hvis kunderne er tilfredse, skal de nok komme tilbage. Det er ikke prisen, som holder kunderne væk. Det er kvaliteten af arbejdet, som tiltrækker og frastøder kunderne.

 

6. Lysten skal drive værket

Den bedste måde at starte selvstændig virksomhed på, er ved lige pludselig at befinde sig i en situation, hvor det er oplagt, at man springer ud i det. Oplagt fordi man har et stort netværk, ikke føler sig godt tilpas på den nuværende arbejdsplads og bliver opsøgt af folk, der vil have en til at lave opgaver uden for arbejdstid. Og oplagt fordi man virkelig er tændt af ideen. Man skal helst ikke starte som selvstændig af tvang, økonomisk ruin eller fordi man ikke kan få arbejde. Så bliver det sur pligt frem for glæde, der driver værket. Hvad der overhovedet ikke holder.

 

7. Netværk, netværk, netværk: det er 1. prioritet

Det værste, man kan gøre, er at starte fra bar bund. Det kan man måske, hvis det er en tømrervirksomhed, man starter op. Men kommunikationsbranchen er et stort, sammenfiltret net af relationer, og hvis man ikke kender nogen, der kender nogen, der har hørt, at man er god til det, man laver, så kommer man ikke langt. For at opdyrke et stort netværk kræver det også, at man betragter socialt samvær som ”arbejde”. Man skal simpelthen være fremme i skoene og opsøge folk. Man skal arbejde strategisk med sine relationer og være god til i tide og utide at smide en bemærkning om, hvad man laver, og hvor god man er til det. Man skal kunne sin elevatortale til punkt og prikke, så man i løbet af få sekunder kan fortælle om virksomhedens idé. Er man ikke klar over, hvor meget dette netværk betyder, så kan man lige så godt opgive på forhånd.

 

8. Find en ven med andre kompetencer

Netværk handler også om, at man finder sammen i nogle tætte relationer, hvor man henviser til hinanden. Det skal helst være folk med andre kompetencer end en selv, så man kan skabe en komplementaritet. På den måde kan man levere hele pakkeløsninger til virksomhederne. Hvis man er kommunikationsrådgiver, har man nok ikke så mange kompetencer inden for fx grafisk identitet, programmering, fotografering, trykkeri, etc. Men for mange virksomheder hænger disse ting sammen. De køber konsulenter, som kan hjælpe dem med at samle det i en højere enhed. For at tilgodese dette behov kan man helt konkret slutte sig sammen i nogle interessefællesskaber og fx leje sig ind i den samme kontorbygning, i store officielle netværkshuse eller mindre ambitiøst: i net-baserede netværk. Her skal man dog være opmærksom på, at man får etableret klare spilleregler økonomisk og socialt, så man hverken snyder hinanden eller kunderne eller stjæler hinandens kunder.

 

9. Lær at sige nej

Når nu kunderne begynder at komme, er det en god ide at lære at sige nej til opgaver. Når du lige starter, bliver du måske smigret over selv den mindste lille henvendelse fra en kunde. Men alle kunder er bare ikke lige gode. Nogle kræver alt for meget og er fuldstændig ude af proportioner med virkeligheden og dine kompetencer. Det ved du. Derfor skal du lytte til din intuition. Lad være med at gøre ting, du ikke vil og ikke kan stå inde for. Samtidig skal du også arbejde professionelt. Du er nødt til at sortere det arbejde fra, som er for kedeligt og småt. Fx den lille cykelsmed, der vil have lavet et slogan, og det må ikke koste mere end 1000 kr. Ikke alle opgaver udvikler dig og din virksomhed i den rigtige retning. Du kan derfor komme til at henslæbe ti år af dit liv med at lave foldere for en offentlig styrelse. Det var jo ikke derfor, du valgte at blive selvstændig. For mange forkerte opgaver i for lang tid dræber energien.

 

10. Plej dine kunder

Det er ikke kun netværket, der skal plejes og passes godt. Også kunderne skal man værne om. Man skal gøre sig umage med at servicere dem, tale pænt til dem og holde aftaler til punkt og prikke. Og så skal man bruge tid på at tale opgaver igennem, så man er helt enige om, i hvilken retning forventningerne går. Det hedder forventningsafstemning og er en universal opskrift på at skabe en god stemning omkring dig og din virksomhed.

 

11. Brand dig selv

Din overordnede plan har formentlig noget med kommunikations- og brandingstrategi at gøre. Du kunne godt tænke dig at hjælpe virksomheder med at kommunikere deres budskab bedre ud. I første omgang skal du imidlertid bruge din medicin på dig selv. Du skal sørge for at få et ordentligt navn og en ordentlig hjemmeside. Og så skal du ud og markere dig: skriv indlæg i medier, gå til konferencer og hold foredrag. Det allerbedste er at skrive en bog, du kan stikke dine kunder, og som kan give dig legitimitet på et bestemt vidensfelt.

 

12. Hold dig orienteret

Ud over det uhyre vigtige netværk, er det også vigtigt at holde sig orienteret om, hvad der sker. Abonner på nyhedsbreve, aviser, tidsskrifter, blade osv. Man får sjældent de gode ideer ud af den blå luft. Det er derfor nødvendigt med inspiration. Og for at være lidt original må man også se ud over landegrænsen; se, hvad de fx laver i England, USA og Japan. Stjæl en idé herfra og brug den til at skabe den nicheplatform, der er nødvendig for at få succes. Det hedder starbucking – opkaldt efter den amerikanske cafe-kæde, som stjal deres koncept fra Italien. Starbucking betyder, at du skal stjæle de ideer, der er blevet store i USA og England. For de skal nok også blive store i Danmark med to års forsinkelse.

 

13. Hvad er din drøm?

Husk på, hvorfor du vil være selvstændig. Langt de fleste vil være sin egen herre, sin egen lykkes smed. De vil have frihed, glæde, alsidighed. De vil ikke have en chef til at puste dem i nakken. De vil tjene deres egne penge og lave det, de har lyst til. Men som tiden går, drukner man i arbejde, og tilværelsen bliver ulidelig. Man bliver enormt stresset og glemmer, hvorfor man valgte at blive selvstændig. For at undgå at havne i denne situation er det en god idé at arbejde med lange tidshorisonter. Lav et årsbudget og giv dig selv lidt fri, hvis du er foran. Vær bevidst omkring stresshåndtering: du må skelne mellem skal-opgaver og kan-opgaver. Sørg for at føre nøje detaljeret timeregnskab, så du ved, hvor meget tid du reelt bruger på en opgave. Og husk nu: Det skal være sjovt, ellers overlever hverken du, din familie eller din nye virksomhed.

 


Tak til:

Lene Rosenmeier

Joachim Sperling

Tune Nyborg

Marie Louise Truelsen

Claus Arboe-Rasmussen

Marianne Hartz Thomas

- for deres 13 gode råd.

 

Hvis du vil gøre mere ud af det med at starte som selvstændig, så se, hvad de skriver på nogle af disse sites:

 

http://startguiden.virk.dk/

http://www.100svar.dk/

http://www.d-i-f.dk/

http://ivaerksaetter.emu.dk/

http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=204908

http://www.amino.dk/idealbb/forum.asp?forumID=22

http://www.startvaekst.dk/sw97.asp

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også