11 - 0 til Guldbrandsen

Kforum stillede 11 skarpe spørgsmål til Christoffer Guldbrandsen. Manden bag Lykketoft Finale syntes Socialdemokratiets kampagne var mærkelig, men vil gerne slå et slag for politik, der handler om noget. Hans mediekritik er et dobbelt angreb på både hvordan medierne forvalter deres adgang og hvordan politikerne forvalter deres taletid. Det store spørgmål er om en valgkamp på mediernes præmis er til demokratiets bedste. Guldbrandsen mener nej og frygter flere kiksede besøg i børnehaverne. Det er dog ikke kun mediernes skyld alene. Alle har i kredsløbet har et ansvar for både præmisserne og konklusionen på Lykketofts mærkelige valgkamp.

Hvad er din kommentar til at Boje er blevet udnævnt til Helles nye Spindoktor?

Jeg mener at filmen tegner et dækkende billede og taler sit eget klare sprog.


Hvorfor fremstilles Lykketoft som offer i dokumentar. Han har jo selv ansat sine spindoktorer og er en rutineret spiller på mediernes arena?

 

Mogens Lykketoft er filmens hovedperson og han lider et nederlag, så i den forstand er han et offer. Men om han er et offer for sine egne begrænsninger, en ond medie dagsorden eller hans egne rådgivere, det tror jeg afhænger af øjnene der ser.


Hvem er skurken i din dokumentar?

 

Der er ikke nogen skurk. Mogens Lykketoft er rent dramaturgisk historiens protagonist og den modstand han møder stammer primært fra ham selv, medierne og hans egne folk.


Hvad er det vigtigste budskab med din dokumentar?

 

Jeg håber at folk vil bruge filmen til at danne deres egen mening, derfor er jeg tilbageholdende med at definere et enkelt budskab.

Men jeg synes at filmen tegner et tankevækkende billede af hvordan pressen håndterer den næsten ubegrænsede adgang valgkampen gav til oppositionslederen. Jeg tror at lektien af filmen, fra mange politikeres perspektiv, må være at mediernes adgang bør doceres og begrænses hvis man vil sætte en dagsorden igennem. Jeg tror at den er en øjenåbner om at styrkeforholdet, politikere og journalister imellem, har forrykket sig udover hvad der er hensigtsmæssigt. Man kan sige at især de elektroniske medier har overspillet deres kort og derfor vil de i fremtiden formodentlig også opleve at det bliver sværere at få reel adgang til toppolitikere. Først når politikken og kommunikationen er formuleret og afprøvetkan de komme til, men så vil der i højere grad være tale om præsentation og repetition af budskaber.


Hvad tænker du om modtagelsen på din dokumenter?

 

Den er ikke langt fra hvad jeg forventede. Det var en usædvanlig valgkamp - det der med et meget slidt udtryk er blevet kaldt et mislykket præsident valg. Alligevel var der ikke rigtig nogen efterfølgende debat omkring forløbet. I stedet bevægede mediebilledet sig hurtigt videre til de to formandsvalg i Socialdemokraterne og SF. Derfor var der reelt to muligheder. Enten var der ingeninteresse for at debattere valgkampens forløb, eller også var der et uopfyldt behov som filmen kunne hjælpe med at sparke i gang. Det sidste viste sig heldigvis at være tilfældet.


Hvad gjorde medier forkert under valgkampen?

 

Jeg tror ikke man kan sige at medierne overordnet gjorde noget forkert. Ansvaret for at få præsenteret sin politik og formidle den til vælgerne ligger i sidste ende hos politikerne. Og kritikken om at medierne var skyld i det ene eller det andet køber jeg heller ikke uden forbehold. Men derfor var der da alligevel lavpunkter. Som TV2s dr. Phil-agtige Lykketoft/Fogh debat hvor det skulle handle om følelser. Og så tror jeg også at mange medier skød sig selv i foden ved at være unødvendigt ondskabsfulde i deres tone, formodentlig for at distancere sig fra kandidaterne og signalere journalistisk integritet.


Hvad var den centrale forskel mellem Venstre og socialdemokratiets valgkampagne?

 

Moderne valgkamp føres på mediernes præmisser. Men det nægtede Mogens Lykketoft. Overordnet virkede det også som om Socialdemokraternes kampagne var lidt i konflikt med sig selv. Den ene dag kunne det være politisk substans og nuancerede budskaber, for så den næste at blive ren photo opportunity og alt det man ellers var så meget imod. Der kunne man godt være lidt bagklog og sige at der var brug for en mere klar linie. Retorikken havde også et par markante svagheder. Især al den snak om "to ens gaveboder”var virkelig ved at drive mig ud af valgbussen. Ikke mindst fordi den kørte med meget høj frekvens hver eneste dag. Ligesom ordene om "Venstres manipulerende spin." Jeg forstår stadig ikke hvem der skulle lade sig besnære af de budskaber. Venstres kampagne oplevede jeg kun enkelte gange - men den virkede idiotisk effektiv. Jeg var med Fogh på Microsoft i Hellerup, der burde være hjemmebane, men tilhørerne var virkelig trætte af at han ikke svarede på spørgsmålene, men bare gentog de samme budskaber igen og igen. Venstre kampagne var imodsætning til Socialdemokraternes tilrettelagt med stringent fokus på det visuelle og i den grad loyal overfor mediernes præmisser.


Nu kender du både Fogh og Lykketoft godt - hvad er forskellen og hvad er lighederne?

 

Deres politiske anskuelser er reelt meget langt fra hinanden. Det der kan få dem til at fremstå som om de er tæt på hinanden politisk er pragmatisme og langsigtede strategier.

 

Men på det personlige plan har de overraskende mange fællestræk. De interesserer sig for de samme politiske områder økonomi- og skat. De er begge generte personer der har været politisk aktive siden de var helt unge. Ingen af dem bryder sig om de mere folkelige sider der følger med deres beskæftigelse. De stiller begge meget høje krav til deres omgivelser og så er de vel begge det man ville kalde nørder.


Hvad er det samlende projekt / budskab med dine dokumentarer fra Fogh bag facaden til Christinia og nu til Lykketoft Finale?

 

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det var en stort udtænkt trilogi, men det er det ikke. Hvis jeg skal efterrationalisere handler detvel om at udbrede et budskab om at politik er noget der er tilgængeligt for alle. At det er en verden der er værd at beskæftige sig med og som rummer stort drama og stærke følelser og som når den er bedst er drevet af idealer der rækker ud over en selv.


Hvad er emnet for din næste dokumentar?

 

Det er ikke på plads endnu.


Hvis du skulle karakterisere socialdemokratiets kampagne med et ord - hvilke ville det være?

 

Mærkelig.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også