Nordeas nye k-chef: Jørgen Leth er mit forbillede

Den 1. marts starter Søren Hansen Reumert som ny kommunikationschef hos Nordea. Han kommer fra Sydbank, hvor han var kommunikationsdirektør. Vi har stillet ham 10 afgørende spørgsmål.
1. Hvad er udfordringerne i dit nye job?
Det er ikke så meget Nordeas udfordring, som det er sektorens. Finanssektoren har ikke været dygtig nok til at kommunikere under og efter krisen. Nordea er relativt set kommet bedre gennem krisen, og nu skal der tages bestik af en for sektoren usikker fremtid.
 
2. Hvad er særligt ved at arbejde med kommunikation i finanssektoren?
Uha. Alle har en mening om sektoren. Sektorens image er sløjt. Sektoren udfordres af nye konkurrenter. Sektoren detailreguleres af myndighederne. Set ud fra et kommunikationssynspunkt er der rigeligt at tage fat på.
 
 
3. Hvad ser du som den røde tråd i din karriere?
Jeg fristes til at sige, at den røde tråd er blå. Nordea er igen en stolt og blå virksomhed. Den tredje blå bank på stribe. Min karriere har nok mere opsøgt mig, end jeg har opsøgt den. Jeg tillader mig i al ydmyghed at tro, at det handler om at være dygtig og kunne levere. Så kommer de gode jobs til dig.
 
4. Hvad er det mest spændende du har arbejdet med?
Jeg formulerede et benspænd, da jeg tiltrådte i Sydbank. I den årlige Guld Image-analyse i Berlingske Business satte jeg et mål om at forbedre Sydbanks placering med 40 pladser. Det er ualmindeligt ambitiøst. Sydbank blev årets højdespringer med en forbedring på 64 pladser. Det er spændende at arbejde med så ambitiøse mål – og nå dem.
 
5. Hvad er generelt udfordringer for kommunikationsfolk?
Især to ting. Tal og kommunikationstendenser. Kun få journalister forstår tal og den magi, der ligger i at lukke op for dem. Det er som om, big data er noget man skriver om, men ikke engagerer sig i. Og så er der mange kommunikationsfolk, der næsten skvatter over hinanden i kommunikationsorgastiske tendenser med lange engelske titler. Stop det. Find ind til kernen: Ordentligt formidlet, redigeret, relevant indhold uanset kanal. Tak.
 
6. Hvordan ser du udviklingen i kommunikationsfaget og hvilke tendenser er især markante?
En stærk tendens hos mig er, at jeg gør meget for at undgå reklamer i traditionel forstand. Der er meget irrelevant, sjusket, ufokuseret og ligegyldigt støj. Så den generelle samfundstendens med at søge det enkle, er en markant tendens i mit arbejde. Det er tankevækkende, at ad-blockers blev de mest downloadede apps, da add-blocking blev muligt på iPhones.
 
7. Hvem gør det godt kommunikationsmæssigt?
Jeg priser det ligefremme. Det gode sprog. Det enkle. En tekst, der giver mening. Og hvem gør det godt her? Jeg ved, jeg skuffer, men det er meget sigende, at jeg vil nævne Jørgen Leth.
 
8. Har du et budskab/godt råd til andre kommunikationsfolk, f.eks. dem der starter i branchen nu?
Lyt til Stephen Coveys vane nummer 2, så går du aldrig, aldrig, aldrig galt i byen (Begin With The End In Mind. Red.)
 
9. Nævn en aktuel kommunikationssag i medierne, som optager dig og hvorfor?
Det er mig bekendt ikke en sag, men måske kan jeg antænde den. Jeg kører rigtig meget bil og lytter undervejs radio. Når der er nyheder, leger jeg en leg: tæl antallet af gange, der bliver sagt Danmark, danske eller danskere. Omfanget er skræmmende. Det virker både sprogligt fattigt og pinligt navlebeskuende. I Daniel Kahnemanns seneste bog, At tænke – hurtigt og langsomt, kan man læse, hvordan den slags sproglig slendrian påvirker os alle.
 
10. Hvad er det første, man skal gøre som kommunikationsperson, hvis ens virksomhed ryger ind i en shitstorm?
Man skal finde orkanens øje – altså sætte sig ind i substansen for at forstå, hvad det reelt er, der gør folk oprørte.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også