10 jokere ved kommunalvalget 2017

Har du, ligesom vi, svært ved at føle dig repræsenteret i den politiske andedam, så fortvivl ikke! Der er altid en lokalpolitiker nær dig, der kan udfylde selv dine mest optimistiske krav til nærdemokratiet. Vi giver dig ... kommunalvalgets jokere.
Kommunalvalget 2017 byder på en række opstillede, der har andre ønsker af demokratiet end de fleste. Jokerne får som oftest ingen, eller næsten ingen, indflydelse, men krydrer valget. Her Marquis Marcel de Sade, der stiller op på Frederiksberg. Ritzau/Territorium.
Kommunalvalget 2017 byder på en række opstillede, der har andre ønsker af demokratiet end de fleste. Jokerne får som oftest ingen, eller næsten ingen, indflydelse, men krydrer valget. Her Marquis Marcel de Sade, der stiller op på Frederiksberg. Ritzau/Territorium.
Det vakte opsigt, da Skanderborg Festivals notorisk store entertainer Frank Megabody aka Frank W. Damgaard i 2009 stillede op til kommunevalget i Skanderborg. Siden 2009 har han med succes siddet i byrådet for Socialdemokratiet.
 
Selvom Frank Megabody ikke har vist sig at være så excentrisk, som nogle kunne håbe (eller frygte), er listen lang af personligheder, der kan skabe mere end blot panik blandt de gamle partier. Måske kan de ligefrem give dig håb for, at alle ikke er systemforvaltere i djøfokratiet  eller at du faktisk kan finde en politiker, der repræsenterer netop dig? 
 
Kforum har fundet frem til en god håndfuld kandidater. 
 
Marquis Marcel de Sade - den sande marquis
 
 
Den danske marquis, Marcel de Sade, vil arbejde for, at de ældre kan få langt bedre forhold på plejehjem og i hjemmeplejen. Han udtaler sig ellers ikke til pressen, men stiller meget gerne op til en konversation, skulle De være så heldig at møde Hans Excellence på de Frederiksberg’ske gader, hvor marquisen dagligt flanerer.
 
Marquisen stiller op for egen liste M og uden valgplakater på Frederiksberg. Folk kender jo hans ansigt, så det ser Hans Excellence ingen grund til at belemre Dem med.
 
Marcel de Sade levede et farverigt jetset-liv i 1950'erne og 1960'erne omgivet af champagne, cabaret, operasangere, franske skuespillere og modeller. Han købte hus i Korsika, en lejlighed i Paris og en villa i Gentofte, hvor han holdt prominente fester for sine gæster, der blev fragtet dertil i limousiner. I samme periode erhvervede han sig en marquis-titel af Vatikanstaten.
 
I 1963 blev han anholdt for at have taget 840.000 kroner fra det firma, han arbejdede i som bogholder. Han blev dømt for svindel og afsonede 3,5 år i fængsel. Siden da har han været kendt som Danmarks første celebrity i det københavnske natteliv. I 1970'erne og 1980'erne arbejdede han desuden som plejehjemsassistent, og det fik ham til at indse, hvilke kummerlige forhold de ældre bliver udsat for.
 
Ole Wedel - ham med Thailandsrejsen og flæskestegen
 
 
Dansk Folkeparti-politikeren Ole Wedel blev landskendt, da han i TV-programmer som  "Fra Thailand til Thy" og "48 timer - Købt fri til kærlighed" fremviste sig selv og sin thailandske kone, et ægteskab, han har købt sig til. Blandt andet fortalte Ole Wedel om sin kokkekunst.
 
“Jeg kender ikke andre end mig selv, der kan lave en flæskestreg med sprøde svær, så det .. Whaaaah,” sagde han i programmet, og hele Danmark grinte med.
 
I 2013 blev han valgt ind i Halsnæs Byråd med 49 personlige stemmer. Han har blandt andet kæmpet for at lukke asylcentret Auderød, og den kamp er lykkedes.
 
Af Altingets.dk’s kandidattest fremgår det, at han kæmper for lavere skat og for at prioritere arbejdspladser frem for velfærd.
 
 
John Erik Wagner - det gavner
 
 
Den tidligere fotomodel og skraldemand John Erik Wagner stillede i 2015 op til folketingsvalget kun iført cowboyhat og pistolbælte.
“Stem på Wagner, det gavner,” stod der. På plakaten kaldte han sig selv for statsminister, men ude i byen er han kendt som Sheriffen fra Amager.
 
Efter plakaten fik han mange lumre tilbud fra kvinder. På Twitter, Facebook og telefonen. Men lige lidt hjalp det.
 
John Erik Wagner blev ikke valgt ind. Ligesom han ikke er blevet det de sidste 16 år, hvor han har forsøgt sig politisk.
 
I år stiller han op for Kærlighedspartiet (Regnbuefolket / Befri Christiania), der ifølge TV 2 var de eneste, der ville have ham, efter at han havde forsøgt sig hos De Konservative.
 
John Erik Wagner er nu seriøs nok. Han går ind for borgerløn til alle, og at der skal være et loft over lejeboliger i København.
 
 
Rasmus Paludan - ham, der fotograferede cyklister
 
 
På sin hjemmeside kalder han sig Frihedens Soldat, De Svages Beskytter, Samfundets Vogter og Danernes Lys.
 
Advokat og samfundsdebattør Rasmus Paludan har talt for ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og imod islamiseringen. Han har stiftet sit eget parti Stram Kurs, som stiller op til kommunalvalget, og som mener, at Danmark hvert år skal sende et stort antal muslimer ud ad landet. Han var tidligere medlem af Nye Borgerlige, men mener ikke, at deres udlændingepolitik er stram nok. Derfor dannede han Stram Kurs.
 
Rasmus Paludan blev for alvor kendt, da det i 2007 kom frem, at han fotograferede cyklister, som kørte ulovligt. For eksempel uden hænder på styret, uden lygter, med en mobiltelefon i hånden eller på fortovet.
 
Fotografierne af trafiksynderne blev lagt op på Rasmus Paludans egen hjemmeside, kriminelle.dk.
 
I et interview med Politiken fortalte han, at han var trist over manglen på almene hensyn, og at han havde en “dødsforagtende principfasthed”.
 
Han indrømmede dog, at han var klar over, at han frastødte mange med sine handlinger.
 
 
Britta Lillesøe - Christianias kulturminister
 
 
Hun er blevet kaldt for Christianias kulturminister og har været en del af fristaden siden, ja, før fristaden blev grundlagt. I dag står hun i spidsen for Christianias Kulturforening, kæmper for holistiske hospitaler med biodynamiske grøntsager og for flere fristæder.
 
"Der er en fuldstændig lige tråd i mit arbejde fra dengang og til i dag. Jeg bliver ved og ved. Jeg bider mig tonse-fast," sagde kandidaten for Kærlighedspartiet Regnbuefolket Befri Christiania engang til Information.
 
Det begyndte i undergrundens teaterscene i slut 60'erne blandt hippier, provoer og bohemer. Som nytilflyttet christianit i teatergruppen Solvognen klædte hun sig ud som som julemand i Illum, stjal varer og delte dem gratis ud til folk.
 
"Vi er de glade julemænd, da, da, da, da, da, da, da, da ... og nu danser, og nu danser, og nu danser julemanden,’ lød det fra Britta Lillesøe og de andre.
 
Privat er hun gift med filminstruktøren Nils Vest, som også stiller op for Kærlighedspartiet. Det samme gør Allan Anarchos, der også er lidt af en gammel kending med sin karakteriske hat og fuldskæg. Partiet går ind for legalisering af hash, et pusherfrit Christiania og direkte demokrati.
 
Blandt folket er hun måske bedst kendt som skuespillerinde med roller i Slip hestene løs, Bænken og i tv-serien Kald mig Liva.
 
 
Palle Birch - Gør som Catalonien: Befri Fyn
 
 
Slutmålet for partiet Befri Fyn er at gøre Fyn til en selvstændig stat.
 
Efter Murens fald forudså en svensk historiker regionernes løsrivelse i Europa. Fremtiden var regional, ikke national. Det ser vi lige nu en snert af med Catalonien som firstmover, næste skridt bliver måske Skåne, Halland og Blekinge. Så hvorfor ikke Fyn?
 
Den 24-årige komiker Palle Birch vil befri Fyn.
 
“Det er på tide, at vi får sat en bom op ved Lillebælts- og Storebæltsbroerne, så vi kan beskatte den alt for voldsomme trafik, der er henover vores lille ø,” har han udtalt i en pressemeddelelse.
 
Et andet middel til at sikre Fyns løsrivelse er at bekæmpe jydebanderne og sjællænderbanderne, der hærger øen, og så vil de lade fadøllene flyde frit og gratis til alle fynboere.
 
Palle Birch er blot 24 år, men i skrivende stund har partiet næsten 4000 likes.
 
 
Schiller-instituttet - København - Beijing tur/retur
Schiller Instituttets Venner har flere mærkesager med lange tekniske ord. Mest iøjefaldende er Tom Gillesberg og hans forkærlighed for højhastighedstog. Partiet mener, at magnettog fra København over Moskva til Beijing kan redde Danmarks økonomi i fremtiden.
 
Schiller Instituttet hævder, at de forudså finanskrisen i 2005. I 2007 stillede partiet for første gang op med ideen om magnettog og et finanskrak:
 
“Efter finanskrakket: Magnettog over Kattegat,”stod der på plakaten.
 
I 2008 krakkede verdensøkonomien, da det amerikanske investeringshus Lehman Brothers begærede konkurs.
 
“Forskellen mellem det, man gjorde i Europa og USA i 2008, og i Kina i 2008, står i dag lysende klart. Kina ejede dengang ingen højhastighedstog; de har i dag 25.000 km højhastighedstog; mere end resten af verden tilsammen, og de vil fordoble det i løbet af de kommende år,” står der på partiets hjemmeside.
 
Partiet understreger, at deres mærkesager ikke kun består af højhastighed som magnettog, en bro over Kattegat og rumfart. Således vil de også gøre op med banksektorens spekulationer.
 
 
Klaus Trier Tuxen - fri hamp til alle
 
“Mit navn er Klaus Trier Tuxen, og jeg er en hampeaktivist, som vil blive ved med at kæmpe for legalisering af cannabis,” skriver Klaus Trier Tuxen, Hampepartiets eneste kandidat på partiets hjemmeside.
 
Til trods for, at han har stillet op til valg siden 2001, er han endnu ikke blevet valgt ind. Det har dog ikke forhindret partiet i at modtage kommunale valgstøttekroner.
 
- Jeg kan ikke frasige mig, at nogle af pengene er gået til hash. Vi har nok røget lidt mere, fordi vi har fået penge fra kommunen. Der er nok i hvert fald gået 5.000 kroner til det formål. Men det er jo ikke anderledes, end når socialdemokraterne bruger penge på vin og snaps, sagde Klaus Trier Tuxen engang til BT.
 
Heldigvis for Hampepartiet er han omend alene som kandidat ikke alene om sin mærkesag med at gøre hash lovligt i København. Retsforbundet, halalhippier i Enhedslisten og selv overborgmester Frank Jensen er gået ind for forsøgsordninger.
 
 
Anders Sørensen - En kommunist i byrådet?
 
Siden murens fald, siden Sovjetunionens kollaps, og siden røde-russernes historiske deroute findes der stadig kommunister. Mange af dem er centreret i Københavns Nordvestkvarter, hvor der langs Frederiksborgvej ligger 1-2-flere kommunistiske boghandlere og partikontorer med røde faner i vinduerne. Den unge Anders Sørensen er ingen undtagelse og bor også i Nordvest med kæreste og tre børn.
 
Han ønsker at blive den første kommunist i Borgerrepræsentationen i over 20 år. Konkret ønsker han at oprette arbejdspladser for offentlige midler. Til både faglærte og ufaglærte.
 
“Der er masser af penge i vores by, men med budgetlov og skattestop dikteres Borgerrepræsentationen til nedskæring på nedskæring,” siger den ufaglærte Anders Sørensen.
 
På TV 2 Lorry erklærer han sig helt uenig i, at Frank Jensen har været en god overborgmester.
 
Dovne Robert - "Vælg mig! Fuck det bestående”
 
Han kalder sin politik for et oprør fra bunden.
 
“Vælg mig! Fuck det bestående,” skriver Dovne Robert på sin Facebook-side.
 
Han blev kendt i tv, fordi han hellere ville være arbejdsløs og nasse på samfundet end have et skodjob. Og sådan er det stadig.
 
“Jeg har råbt det ud over tagene siden 2012, og nu siger jeg det igen: Nej til skodjobs!!!,” konstaterer han på sin Facebook-side.
 
Hans mærkesag er, at alle skal have ret til at tage et arbejde, men at de ikke har pligt dertil.
 
Han var i sin tid medstifter af Nihilistisk Folkeparti, som han har kaldt for et ironisk kunstprojekt. Han stillede blandt andet op med ordene:
 
“Spild din stemme på Robert Nielsen. Fordi det ene røvhul kan være lige så godt som det andet!”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også