1. Det er effektivt lykkedes de radikale at skjule, hvor liberale de egentligt er. Det Radikale Venstres vælgere er slet ikke klar over, at i finanspolitiske og økonomiske spørgsmål så findes der ikke andre liberale kræfter i det danske folketing end Det Radikale Venstre – i hvert fald ikke længere, nu hvor den liberale profil er blevet elimineret i det gamle søsterparti. Man ser tydeligt på ugebrevet A4’s undersøgelse, at de radikale vælgere tror, at Det Radikale Venstre er noget nær et venstrefløjsparti - bare uden det dårligt siddende tøj. Det Radikale Venstre har med succes profileret sig på ”new politics”, man har erobret den indvandrerpolitiske niche, og man slår effektivt på uansvarlighed og visionsløshed hos de borgerlige. Men hvad er det egentligt, der ligger i de radikales skattepolitiske forslag? Der ligger blandt andet en revision af overførselsindkomsterne (…og intentioner om beskatning af indtægt ved salg af egen bolig?), der nok ikke kan kaldes valgflæsk.

2. Det moderne matriarkat. Kvindekampens kvindeideal udlevet, Margrethe Vestager, Marianne Jelved, Lone Dybkjær, Elskepleth Gerner Nielsen - quod erat demonstratum. Der er noget mange moderne kvinder godt kan se op til, forståeligt nok. (Var det kvindesagens mål at få cand. polit-kvinder med damebladshår på ministertaburetterne?) Et af de få partier, som tilbyder et moderne og tiltrækkende kvindebillede. Et billede af selvsikkerhed, uddannelse og muligheder. En model for den moderne kvindelige selvrealiseringen. Så skal vi mænd nok passe børnene – vi laver jo også bedre mad.

3. At stemme radikalt er lidt ligesom et medlemskab af Amnesty, Røde Kors eller en anden politisk korrekt NGO. Gå ind i stemmeboksen og få aflad, det føles så godt ikke? Jeg har også gjort det, og det føltes så godt, så lækkert – jeg gav mig selv et nyt slips bagefter. Og spildte naturligvis omgående latte på det. Suk. Man kan være radikal og nyde alle kapitalismens goder, gå i alt det lækre tøj, og ikke gøre andet for samvittigheden end at stemme radikalt - og give penge til Amnesty.

4. Der er i virkeligheden intet radikalt over de radikale. Hvor skal samfundet hen, hvis man spørger en radikal? Det skal blive lige her! Vi skal have drejet lidt på knapperne, skruet lidt op og lidt ned på dette hit, men der er ingen radikal vision i det Radikale Venstre. Og på den måde er de radikale ikke meget anderledes end de andre partier på borgen, de taler til den danske selvtilfredshed, og lover bare lidt bedre management.

5. Etik. Det er jo her hunden ligger begravet. Og alle ved det. Før mistede sossernes socialgruppe 4 stemmer til Dansk Folkeparti, og nu mister socialgruppe 1 stemmer til de radikale. Sosserne klokker i det, og i mellemtiden bliver de radikale Danmarks tredjestørste parti. Alle på det danske centrum-venstre, der mener dansk flygtningepolitik er gået bananas, stemmer radikalt, fordi sossernes udlændingepolitik nu også sidder fast på rumpen af Dansk Folkeparti. Langt de fleste af de nye stemmer Marianne sidder og venter på kommer fra Mogens, der i mellemtiden jagter dem han har tabt til Pia-nisterne. Men det er jo logisk: Når alle andre står på et synspunkt, så er der en underrepræsenteret gruppe tilbage. Alle der mener udlændingediskussionen er præ-rigsdagsbrand, ikke bare kan, men skal stemme radikalt. Der giver man sin mening mest indflydelse.

6. New Labours vision om den tredje vej er jo i virkeligheden det, de radikale står for, med undtagelse af retspolitikken. Jo flere der finder de gamle venstre-højre konflikter uvirkelige, jo flere potentielle radikale stemmer findes der.

7. Optimisme. Det meste af Danmark er globaliseringsangste, og diskuterer hvordan man kan skille sig af med fremmede og forhindre internationalisering og globalisering. De eneste der repræsenterer dem der ser mulighederne i den ny tid, er De Radikale. Venstrefløjen har for årtier siden tabt sit optimistiske budskab om en bedre verden, de eneste der kanaliserer troen på egne evner ind i den politiske verden er De Radikale, og de bliver heldigvis belønnet for det på tirsdag. Ligesom de højreradikale i Dansk Folkeparti, kan De Radikale kommunikere klart, fordi de taler op imod noget.

8. Altruisme. Ved sidste valg kom De Radikale med kampagnen: Vi tænker på andre end dig. Og er man så ungdommelig, at man mener idealisme har noget som helst at gøre med politik, så kan man jo stemme radikalt. Det er jo ikke valgflæsk Marianne sidder og serverer. Tiltrækningskraften blandt navnlig yngre veluddannede til idealistiske projekter er jo velkendt. Og nu hvor SF er blevet et beskyttelsesparti for skolelærere og pædagoger, så er der jo ikke meget af idealismens lutrende skær tilbage, med mindre man vil ud og danse med Pernille Rosenkrantz-Theil og Enhedslisten.

9. De radikale kommunikerer klart, snævert og innovativt - måske fordi de har en klar og snæver målgruppe. De kan kommunikere mere skarpt, fordi de ikke skal fedte for pensionister og love skolelærere mindre arbejdstid. Tænk på at De Radikale indførte politiske tv-reklamer i Danmark ad bagvejen! Dermed viste de, at det var det eneste parti, hvor man i beslutningslagene forstod noget som helst af hvad Internettet gjorde ved den sidste amerikanske valgkamp. De Radikale er gode elever, de læser på lektien, og der er ikke nogen der skal komme og sige, at de ikke kan det der med spindoktori: De er både flittige og kvikke i pæren. De har jo allerede monopoliseret et moderne designsprog omkring partiet, med deres sort-hvide billeder og friske ”unge” look. Jo jo – de er skam ikke bagerst i kommunikationsbussen, selvom Marianne ikke kan lide fokusgrupper. Dem behøver man jo heller ikke, hvis man er kvik nok selv.

10. Generationspolitik. Det er efter min mening det helt og aldeles oversete og geniale strategiske valg der er foretaget i Det Radikale Venstre. Danmark er jo demografisk toptung ad helvedes til. Danmarkshistoriens mest forkælede generation, babyboomerne, bestikkes på skammeligste af politikere, der burde være ansvarlige, og Mariannes piger (M/K) er de eneste der taler Rom midt imod. Så for alle jer, der ikke vil se samfundet ruineret af vanvittigt overforbrugende 68’ere: Stem radikalt. De er de eneste, der laver generationsneutral politik; men når det er sagt, så er generationsneutral politik jo vendt imod babyboomerne. Man godt kunne mistænke de radikale for at føre administrativ og kedelig politik: Politik uden modstandere, som Søren Mørch så fremragende advarer imod i efterskriftet til det kapital om Poul Nyrup Rasmussen, der udkom som tillæg til ”24 Statsministre” sidste år. Selvfølgelig er der konflikter i politik, og De Radikale har opdaget, at en af de nye er generationspolitik. Og De Radikale har taget de unges parti. Og derfor vil det gå dem fortjent fremragende på tirsdag. Men det er jo stemmer socialdemokraterne har tabt, stort set hver og én.