10 grunde til at elske/hade Web 2.0

Ikke alle elsker Web 2.0. Gør du? Her er 10 grunde til at elske eller hade tidens største buzz word. Den tiltrængte demokratiske opdatering af internettet eller proletariatets digitale diktatur. Hvad syntes du selv? Eller mere præcist, hvad siger alle andre hele tiden til hinanden om det på nettet? Pro et contra 2.0.

1. Pro: Din mening er vigtig

Web 2.0 indfrier endelig de digitale mediers mulighed for at demokratisere hele vores samtid, vores kultur, nyhederne, den politiske debat og tv-anmeldelserne. 2.0 er det digital demokrati med lysets hastighed og svaret på alle venstreorienteredes drømme om det dialogiske folkelige digitale medie.

2. Contra: Din mening er knap så vigtig

Borgervejr laves af en numerolog i Brønshøj. Web 2.0 har fået alle idioterne, amatørerne, kværulanterne og kvajpanderne ud på nettet. Præmissen er, at alle kan alting og ved alt altid. Det er pøbelvælde og den mindste fællesnævners diktatur. Vejret skal laves af folk med en doktorgrad i skypumper. Ligesom et tog ikke skal styres af passagerne, en hospitalsoperation ikke skal gennemføres af tilfældige forbipasserende eller en flyvemaskine ikke skal flyves af turisterne bagest i flyet.

3. Pro: Alle kan deltage
2.0 er en helt ny mulighed for, at millioner af mennesker kan arbejde sammen over nettet. Alle kan deltage, og det betyder, at tingene kan blive så meget bedre og så meget klogere. Det hedder the Wisdom of Crowds, og det er aldrig set før i menneskehedens historie. 2.0 er menneskehedens kollektive intelligens og bevidsthed. Kort sagt et gennembrud på højde med dengang, vi valgte at blive fastboende og gik fra jægerkultur til at blive fastboende bønder.


4. Contra: Alle kan deltage
I 2.0 tæller engagement mere end kompetence. Det er derfor meget svært at slippe af med meget engagerede, inkompetente bidrag. Derfor kommer der de såkaldte trolde, som er opmærksomhedssøgende uhyrer, som kun er med for at skabe opmærksomhed om sig selv og desværre ofte deres lavkvalitetsbidrag.


5. Pro: Det er gratis
Aldrig har du kunnet få så meget for ingenting. Det er helt gratis, og det er jo verdens bedste salgsargument.

6. Contra: Det er gratis
Netop fordi det er gratis, er meget af det spild af tid. Du kan desværre sjældent betale for kun at få det bedste af det bedste. I 2.0 er der ingen Falsled Kro, men kun standard gratis goder.

 

7. Pro: Mennesket
2.0 betyder, at de andre mennesker er blevet mere virkelige for dig, og nu kan du oven i købet maile, chatte og socialisere med dem. 2.0 er ikke mindst en social revolution, og det er jo fantastisk. Pludselig kan ensomme Mette fra Kolding finde kærligheden på en netdating. Kan man kræve mere af en medierevolution?

 

8. Contra: Mennesket
2.0 er socialt. Mennesket er kommet til syne, men det er ikke altid et kønt syn. 2.0 betyder derfor også snobberi, mobberi, selvfedhed, ondskab og selvoptagethed. Det betyder flere konflikter og mere ballade.

 

9. Pro: Hvordan skulle jeg ellers få korrekt besked om heavy metal umlauts?
2.0 har betydet, at den lange hale er kommet til syne, og pludselig kan man finde alt om de mærkeligste hobbyer. Hvad der jo er en kæmpe service og mulighed for at samles med nørder, som lige præcist er nørder, som kun man selv er. Altså en større forskellighed og et større udbud af produkter. Ingen er længere tvunget til at spise, tænke, vide det samme.

 

10. Contra: Hvordan bliver man fri?
Det er desværre næsten umuligt. 2.0 betyder en dramatisk kompleksitetsforøgelse. Valgmuligheder, viden, medier og mennesker vokser med treta bites i sekundet. Resultatet er partial attention og infostress. Opdatering? Snare en nedprioritering og usynliggørelse af det, som er vigtigt. For ikke alt nyt er vigtigt og ikke alt vigtigt er nyt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job