1. maj i e-menighederne

1. maj i e-menighederne

 

E-vangelisternes tid er omme, for nu realiseres internettets potentialer for viden, forretning og kommunikation overalt i den gamle økonomi.

 

Det lille e- er ikke bare det mest brugte bogstav i alfabetet. Det har haft særlig magisk betydning det sidste fem år blandt os i Reeboot og First Tuesday menighederne. Men nu kan e-vangelisterne efter år med kultisk succes gå hen og få samme religiøse snæversyn, som vi oplever socialismens mytologiske gevandter har den 1. maj.

 

Socialismen sejrede som bekendt ad helvede til, ved at få sine mærkesager om lighed, social tryghed og anstændige arbejds- og indkomstvilkår gjort til officiel norm for alle partier. Arbejderens levevilkår i Vesten er blevet som greven og baronens på Marx's tid. Nu er det e-økonomien, der er udbasuneret til at sejre - og det gør den også, når vi får danskere til at købe og kommunikere på nettet. Sejrherrerne bliver bare ikke et nyt samfund af nørder, men den forandringsparate del af de virksomheder og organisationer, som vi allerede kender.

 

Derved bliver det lille e- også hjemløst med samt sine mest nørdede dogmebrødre. For der bliver ikke forskel på e-business og almindelig business - det hele vil basere sig på den gennemsigtighed, de fora og de globale muligheder internettet har skabt.

 

Nuvel, der er et godt stykke vej. De etablerede organisationers strukturer og adfærdsmønstre, deres teknologi og horisont skal radikalt omlægges for at udnytte netværkssamfundets muligheder. Men kan de forandre sig, står de stærkt i konkurrencen med de rene dot.com-virksomheder. For gammel eller ny økonomi - bundlinjen er den samme. Det turde april måned have belært adskillige internet-aktie- og optionsejere om.

 

Det ubehagelige ved en ny økonomi baseret på gigantiske og oppustede forventninger er, at en dag skal forventningerne vurderes på de værdier, de faktisk fik skabt. Og der er det lidt som med marxismens 1. maj-retorik - der er langt ned til realiteterne, selv om internettet skaber andre markedspladser, en anden transperens og en helt anden nærhed og inddragelse af kunder/brugere.

 

Derfor bliver e-vangelisterne prædiken ved gentagelserne bare til hul 'hype' . Fremtiden bliver at parre de gamle dyder for vidensudvikling, forrretning og menneskelig omgang med en ny tids teknologi og organisation.

 

 

 

Jesper Højberg, 01.05.00

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også