Nye våben i politisk kommunikation
Barbarerne ved porten

Hvis der ikke er et menneske, der symboliserer problemet, kan vi ikke se problemet. Jo tydeligere det står, at vi kun kan forholde os til personer og ikke til strukturer, jo mere ekstremt bliver personlighedskravet. Og det betyder, at politik risikerer at blive en disciplin for ekstreme personligheder. Det er virkelig, virkelig usundt. Ekstreme personer gør ekstreme ting. Kilde: Getty Images.

Skrevet af

Kasper Fogh Hansen

69 artikler

0 indlæg

Grønspættebogen i politisk kommunikation passer ikke mere. De gamle regler for politisk kommunikation er våbnene fra sidste krig. Nu er den største kvalifikation at være ukvalificeret, lyder den nedslående konklusion fra den gamle kampagnerådgiver Kasper Fogh, der føler sig erfaringsløs i den nye politiske virkelighed. Det kampagnearbejde, han har brugt to årtier på at studere og udføre, er ved at blive uanvendeligt. Hvad skete der?
Jeg er bange for at blive erfaringsløs i et arbejde, jeg har brugt to årtier på at studere og udføre. For nyligt blev jeg, som gammel kampagnemand, bedt om at tale til et hold af unge, der var samlet for at forberede valgkamp. Som jeg forberedte mig gik det op for mig, at jeg nærmest var nødt til at holde oplæg om alle de ting, jeg ikke længere var sikker på, at jeg vidste noget om. Og så gammel er jeg altså heller ikke. 
 
Artiklens forfatter Kasper Fogh som ung spindoktor for Ritt Bjerregaard (nummer syv fra venstre). Foto: Søren Svendsen
 
Men håndbogen for, hvordan man udvikler politikere, et parti, en platform og en kampagne, duer måske ikke mere. Et eller andet sted imellem Trump, Macron, Femstjernebevægelsen, Brexit, Corbyn og Sanders, Uffe Elbæk og Pernille Vermund er der ved at vokse en anden politisk konkurrenceform frem.
 
Dengang sagde vi spindoktorer til vores politikere: For guds skyld, du må aldrig lyve, så hellere tie. Det må man åbenbart gerne nu.
 
Man kan vinde et valg i verdens ældste demokrati, mens man lyver helt vildt hele tiden. At vare sin mund er måske slet ikke klogt efterhånden. Men at prale af sine seksuelle overgreb? Nu må man måske godt. Hvad ved jeg egentligt længere om, hvordan man skal opføre sig som politiker? Engang var det et problem med Bill og Monica; den slags er jo så small potatoes nu; imellem stripperne og playboy-modellerne og de østeuropæiske golddiggers. Måske er den seksuelle skandales position i (amerikansk) politik væk.
 
I gamle dage sagde spindoktorer til deres politikere: Du må ikke foreslå noget, der ikke kan lade sig gøre”. Det må man gerne nu.
 
I dansk politik kan man fx frit tale om en europæisk løsning på immigrationskrisen, som ingen i Europa har tænkt sig at medvirke det mindste til. Ever. Men det er jo også fint nok at drømme. Det er det i hvert fald nu. For nogen. Helt syret bliver det med Pernille Vermund, der rask væk foreslår alt muligt, der mildest talt er ude af solsystemet i forhold til realiserbarheden, men formiddagspressen er bedøvende ligeglade – de skriver stolpe op og ned om projektet alligevel.
 
Men de gamle regler gælder åbenbart stadig for de etablerede partier: Mette Frederiksen skal pege på, hvor hendes 1.000 sygeplejersker skal komme fra – ned på konkrete adresser.
 
Engang var der et håndværk i at forberede politiske udspil; man samlede vidende aktører og engagerede unge intellektuelle, man fik det tryktestet, vendt med eksperter, man samlede opbakning og støtter … sådan er det stadig for nogle. Men man kan også bare mene løs.
 
Det er også helt ok for både medier og en stor del af offentligheden. Er det klogt overhovedet, på den gamle, arbejdsomme måde?
 
Det anede mange af os, da Hillary blev opstillet, at hun var et ulykkeligt kandidatur, der ville repræsentere det etablerede over for Trumps fornyelse. Det ER jo en fornyelse … og utilfredse vælgere tager den nye vej; utilfredse, som de er med den gamle og ideologisk uengagerede, som mennesker er flest. Det som står klart, fra Femstjernebevægelsen, Macron og Trump til de nye danske protestpartier, er vist, at erfaring – noget vi plejede at sige, man skulle have som kandidat – er et minus.
 
 
 
En kommentator sagde nedladende, at hans største kvalifikation var, at han kunne holde en mikrofon som en punkrocker. Well, det har måske mere værdi i dag end tyve år i politik.
 
De taler seriøst om Beto O’Rourke som amerikansk præsidentkandidat; en charmerende nummer to i et delstatsvalg, efter han var et obskurt kongresmedlem. Tilmed i en delstat, som de fleste amerikanere betragter som værende tvivlsomt, om overhovedet, civiliseret. Men han har den vigtigste kvalifikation: Han er helt ny. En kommentator sagde nedladende, at hans største kvalifikation var, at han kunne holde en mikrofon som en punkrocker. Well, det har måske mere værdi i dag end tyve år i politik.
 

Beto O'Rourke har masser af kampagnepenge, er storsvedende og tidligere bassist i et punkband – og så er han måske demokraternes næste store håb. Foto: CHIP SOMODEVILLA/Ritzau Scanpix

 
Det værste er, at det nok er det bedste bud på en troværdig ”anti-establishment”-kandidat for demokraterne. Den nye kandidat må ikke være erfaren; den nye tids politiske parti, må ikke være for konkret eller fedtet ind i selv de mest succesfulde samfundsbeslutninger. Ved sidste valg stemte et rekordlavt antal på de gamle partier i Danmark, hvilke alt andet lige har tegnet et af verdens mest frie og lige samfund. Aldrig har manglende erfaring været så stærkt et budskab.
 
Man kan ikke engagere folket gennem de gamle massemedier, man er nødt til – og det er her Alternativet faktisk var et genialt partiprojekt til tiden – at være sammen med sine vælgere igen, og man er nødt til at finde strømlagene på de sociale medier – langt, langt væk fra avisens forside.
 
Før i tiden sagde vi til vores politikere, at det der står i avisen, er det, danskerne er mest optaget af. Sådan er det ikke længere.
 
The Silent Majority har aldrig været mere uden (medie)stemme og daglig avis. I dag er avisen kun for isolerede elitesegmenter, hvor Politiken, JP og Berlingske er nicheprodukter til hvert sit skarptskårne købedygtige livsstilssegment – meget langt fra den danske lønmodtager. Det der står i aviserne, har ofte noget at gøre med de problemer, der opstår i nogle temmelig små bobler i samfundet.
 
Danskerne er i bred forstand optaget af andre ting. Man kan derfor ikke nå potentielle vælgere gennem de gamle medier; de, der læser dem, er stålsatte meningshavere, der har avisen som et printet ekkokammer, et analogt udskrift af deres Facebook-feed. TV-nyhederne er blevet så tabloide, at de ikke fremmer nogen stillingtagen, tværtimod er de nærmest en aktiv bevidstløsgørelse.
 
Man kan ikke engagere folket gennem de gamle massemedier, man er nødt til – og det er her Alternativet faktisk var et genialt partiprojekt til tiden – at være sammen med sine vælgere igen, og man er nødt til at finde strømlagene på de sociale medier – langt, langt væk fra avisens forside.

Engang sagde vi, at man skulle organisere sit vælgerkorps. Nu skal du fange en storm, og binde den, så længe den blæser.
 
Alle stemninger er nu så kortlivede. Det moderne menneske forventer en hurtig udløsning for sit politiske engagement, og når det opdager, at forandringer er enormt svære at skabe i den moderne verden, glider de ud og videre … mellem radicoole, til SF, til Ny Alliance, til Alternativet, til Enhedslisten – ja, måske til Liberal Alliance. Flere vælgere end nogensinde før driver fra parti til parti med stemning for stemning fra valg til valg. Men vil man vinde, må man jo for en tid tænde et nyt håb. Et nyt håb, der så skuffes let, som tidsånden oscillerer mellem ophidselse og bristede illusioner.
 
Dengang havde vi en drejebog for politisk troværdighed. Den er forkastet af tiden. Det er ikke længere nødvendigt at tage udgangspunkt i verden, som den er, når man foreslår sine politiske projekter.
 
Det varsomme politiske sprog, der forsøger at udtrykke intentioner, udfordre modstanderne og være varsom med det konkrete, er… li’som brugt op. Hvordan kom vi derhen, at en megaloman løgner som Trump vandt over et politisk præcisionsværktøj som Hillary Clinton? Hvordan kan Pernille Vermund blive en aktualitet? Det er måske, fordi selve det politisk sprog – jargonen, der er udviklet, så politikere kan virke troværdige – er blevet selve utroværdighedens sprog. Den erfarne politikers sanddruelige, men kalkulerede og opportunistiske sprog er måske ved at være uden effekt.
 
 Kasper Fogh nu. Foto: Food
 
Det vi engang mente var troværdighedens sprog er blevet selve klangen af utroværdighed

De mest populære politikere i min tid er vel nærmest Søren Pind, der klæder sig ud i gamle uniformer og synger romantiske sange; Uffe Elbæk med balletskørtet; Morten Messerschmidt med hatten og bakkesangerlivet, der vel har fået det personligt bedste valg nogensinde i Danmark, og Johanne fra Enhedslisten med sine forbandelser.
 
Hver af dem er de afbræk fra den konventionelle politiske form. Det gamle politiske sprog er blevet noget, man kan sammenligne med en ejendomsmæglers vidvinkellinse. Du kender det godt – når man ser på en ejendomsmæglers annonce for en bolig, så er den altid fotograferet med et helt afsindigt stykke fotografisk aggregat, der får alt til at se helt enormt stort og utroligt lyst ud.
 
Efter at have set det nogle gange ved man godt, at man ikke skal tro den fotografiske repræsentation – den er om ikke decideret uærlig, så alligevel slet ikke rigtig. Måske er det, hvad der er sket med den politiske kommunikation
 
Folk har lært, at politikerne kan meget lidt i en uregerlig verden, at de politiske institutioner, globaliserede og stratificerede, som de er, næsten er umulige at forandre. Eller at de forandringer, der stilles i udsigt, aldrig kan opleves, at historiens tog er førerløst. Hvis det er sådan, så er det vel ikke svært at forstå, at det politiske menneske søger nye politiske udtryk. Alle mennesker er trods alt besjælede af et retfærdighedskrav.
 
Engang var projektionen af troværdighed og indsigt, som virkede. Nu er virkemidlerne vildskab, selvovervurdering, excentricitet, uforudsigelighed, sex, sex, sex og evnen til at få alle historier til at handle om sin egen person.
 
Vi er i en opbrudstid, hvor gamle partier og bevægelser males i stykker, og måske er selve støbeformen for den succesfulde politiker også slået i stykker. Pludselig er erfaring, troværdighed, faglighed og grundighed og samspillet med medierne måske ikke længere komponenterne i en succesfuld politisk kampagne?
 
Måske er det vildskab og selvovervurdering, excentricitet, uforudsigelighed, sex, sex, sex og evnen til at få alle historier til at handle om sin egen person, der er de nye virkemidler? Måske er vores politiske kultur ved at overtage TV – og især reality-TV’s – kompetenceprofil? Måske er Nikita Klæstrup, Thomas Blachman, Svend Brinkmann, Henrik Marstal og Mascha Vang vores nye beslutningstagere? Bloggeren, der personligt fordøjer og ophøjer tidens problemer, er den, der bliver den næste mulige beslutningstager.

Engang var det politik. Nu er det person.
 
En af de ting, der kendetegner det moderne mediebillede, fra de sociale mediers personbårne kommunikation og de mere og mere kommercielt desperate medier, er, at man slet ikke er i stand til at forholde sig til abstrakte eller strukturelle problemer. Der er intet strukturelt, der kan aktualiseres. Det er kun personer, der fortæller historier. Det er kun gennem personer, at vi som kultur kan engagere os i store udfordringer.
 
Alle vidste vel godt, at den finansielle sektor var helt uden moral, og selvfølgelig formidlede bankerne også kleptokraternes og gangsternes penge, men nu fik man Ole Andersen og Thomas Borgen at klæbe samtalen fast på; nu kunne vi følge dramaet om dem; nu kunne vi se dem – og forlange handling. Da de forsvandt, gled også vores opmærksomhed, i hvert fald mediernes, videre.
 
Hvis der ikke er et menneske, der symboliserer problemet, kan vi ikke se problemet.
 
Sådan er vi ved at degenerere – fra partisystem til de karismatiske lederes politiske system. Frankrig er det værste eksempel. Det bliver et meget mere ustabilt system; et system, der ikke kan foretage samme, dybt funderede politiske forandringer, og som ikke vil kunne stå vagt om dem. Når Macrons personkult er fordampet med hans person, hvem skal så stå vagt om de ting, han har forsøgt at institutionalisere? Hans parti smuldrer med erosionen af hans personlige karisma.
 
Et samfund uden politiske partier bliver fuldstændigt overladt til markedet, fordi partier bliver afløst af æteriske stemninger. Med æter kan man ikke forandre, eller bevare, institutioner i et samfund.
 
Men tilbage til den politiske kommunikation: Grønspættebogen i politisk kommunikation er ved at blive skrevet om. Medierne er ikke så vigtige; er du selv et medium? Løsningerne er ikke så vigtige; er du personen, der symboliserer problemet?
 
Lidt langsommere går det her, hvor Socialdemokratiet og Venstre stadigt kan fungere, og vinde, som politiske partier. I Norden er vi stadig dem med de stærkeste samfundsmodeller. Men vi er de sidste, er vi ikke?
 
Jo tydeligere det står, at vi kun kan forholde os til personer og ikke til strukturer, jo mere ekstremt bliver personlighedskravet. Og det betyder – in casu USA – at politik risikerer at blive en disciplin for ekstreme personligheder. Det er virkelig, virkelig usundt. Ekstreme personer gør ekstreme ting. Og så er politisk kommunikation ikke længere et rationelt og smukt stykke kunsthåndværk med meningsmålinger og politiske og økonomiske analyser og noget budskabshåndtering samt processer for at skabe solide platforme og udspil.
 
Politisk kommunikation er jo en fascinerende disciplin, på en og samme tid kalkuleret og akademisk, beroende på en stor kulturel følsomhed og sælgerens usnobbethed. Med partisystemets erosion og forkastelsen af det politiske sprog bliver politisk kommunikation en kaotisk, vild og hasarderet profession – mere noget for sprechstallmeistere end sådan nogle halvstuderede bogorme. Nogle af os håber på, at noget af den gamle verden består lidt endnu.
 
Nu har kommunikationen som fag altid tjent interesser, først og fremmest de politiske. I den logik skyldes opbruddet, at den gamle politiske struktur ikke har kunnet løse centrale udfordringer. Det kan man godt argumentere for. Men siger man eksempelvis, at klimaudfordringerne ikke kunne løses af de gamle partier, skulle det så følge, at vælgerne valgte politikere, der ville noget andet på det område. Men gør de det?
 
Der er klart et højreskred i alle lande som følge af problemerne med immigration og integration. Men flugten fra det gamle peger mest af alt alle steder hen: mod højre, mod venstre, mod Femstjernebevægelsen, Macron, AFD, Alternativet, Liberal Alliance… men mest af alt peger det bare VÆK. Utålmodigt, permanent skuffet, evigt klar til at lade sig gribe af næste vind.
 
Måske magter det moderne menneske ikke længere den langsommelige politikform, som kendetegnede efterkrigstiden, demokratiets og velfærdsstaternes guldalder. Måske længes den bare tilbage til det uafbrudte opsving. Heldigvis har enhver reformation også sin modreformation. Og modstandsbevægelsen skal jo starte et sted. Så det blev vel, hvad jeg måtte sige til de unge mennesker også: Barbarerne står ved porten. Men vi holder muren så længe vi kan.

Relaterede artikler

Snaps eller kaos! - Venstreorienteret vin. Hvad er det? Findes højreorienteret vin så også? Ja – i høj grad. Der er gået kulturkamp i vin – ...
Must-sees på Folkemødet - Folkemødet 2014 er over os. Vi har bedt journalister, politikere, kommunikationsfolk og meningsdannere om at give deres ...
Mig og min bogreol - Hvad, du læser, er du selv. Hvad, der står i din reol, viser, hvem du er og vil være. Kforum bad alle om at sende et sna...
De bedste og værste sommerferiebøger - Hvilken fantastisk bog skal man egentlig læse i sommerferien? Det har vi spurgt Kforums kulturkammerater, samfundsmennes...
Champagnesocialisten til Cevea - Madglad, men mest glad for politik. Kuglestøberen og madentusiasten med de socialdemokratiske rødder, Kasper Fogh, forla...
Kforums uundværlige UV-sikre sommerlæseliste - Nu er det sommerferie. Yes! Endelig! Jubii! Her kommer hjælpen til dig og dine læsesultne venner. Kforums netværk har fu...
Kender du Folkemødetypen? - Hvem og hvad skal du se hvorfor på Folkemødet? Det enkle svar er: Dit liv er en paneldebat i et hvidt varmt telt. Du ska...
Forsvind ind i disse bøger under solen - Hvilke fantastiske bøger skal vi egentlig læse i sommerferien? Hvilke fagbøger, graphic novels, klassikere og krimier pa...
Løkkes ghettoblaster - Retorikprofessor og k-ekspert Christian Kock analyserer statsministerens nytårstale, der lod sig kendetegne ved det stor...
Hvidvin, havblik og brandvarme sommerbøger til dig - Sommeren er over os, og alle de der bøger, vi havde sagt til os selv, at vi skulle læse, er for længst glemt. Heldigvis ...
Betomania - Han er 46 år ung og tidligere bassist i et punkband. Han har besøgt samtlige 254 valgdistrikter, er rasende populær, har...
Har du styr på det amerikanske valg? - Det amerikanske midtvejsvalg bliver afgjort lige om lidt. Derfor guider vi til de bedste historier bag om valget inden d...
Alle haters' møbelminister - Der er forskel på folk - og der er forskel på dyre kontorindretninger. Hvor Niko Grünfeld måtte abdicere fra sin post so...
Præsidenten, der hev verden ind fra kulden - I weekenden døde forhenværende præsident George H.W. Bush, og han bliver mindet i Washington D.C. og overalt i USA. Han ...
Er du en poser, crafter eller magic connector? - WHY-debatten raser. Her nuancerer Ralf Lodberg, CCO & partner i Advice, debatten i tre konkrete strategier til, hvordan ...
Årets kommunikatører 2018 - Her er Kforums uforskammede, uforudsigelige og udskældte liste over årets kommunikatører. Ofte efterlignet, aldrig kopie...
Manden, der skræddersyede Brexit - Guf til kampagnenørder: The Uncivil War, der i disse Brexit deal/no-deal-dage huserer på HBO, giver en skyttegravskildri...

Giv din stemme

26 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Adjunkt

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.