Se det nye spin-kuld fra A til A

Mette Frederiksens regering satte mandag navn på sit nye kuld af spindoktorer. Tendensen er klar: Her er valgt partitro apparatjikker frem for Christiansborg-journalister og tv-værter. Sjovt nok gættede vi 9 rigtige i vores forudsigelse. Lad os se nærmere på listen fra liste A til A.
Den nye kulturminister, Joy Mogensen, med sin nye spindoktor, Kasper Fogh; en politiske begavelse af de få. Excellent choice. Foto: Kasper Foghs Twitter.
Den nye kulturminister, Joy Mogensen, med sin nye spindoktor, Kasper Fogh; en politiske begavelse af de få. Excellent choice. Foto: Kasper Foghs Twitter.

Rød loyalitet slår mediekompetencen, er reglen. Altså, meget lidt journalisterfaring og masser af politikerfaring. Her er derfor ingen Michael Kristiansen eller Henrik Qvortrup, men masser DSU-hangarounds med et rødt hjerte af guld.

Alle de nye spindoktorer har i gennemsnit arbejdet i partiet i cirka fire år og har tilsammen under halvdelen af den erfaring, den tidligere regerings spindoktorer havde som journalister i nyhedsmedier. Kun én har IKKE arbejdet i partiet, og han har så naturligvis arbejdet i fagbevægelsen.

Ikke overraskende har fagbevægelsens gigant 3F sat et gigantisk aftryk på det nye hold, hvilket naturligvis også er en bevægelse fra kommunikatør til policy-udvikler.

Konsekvensen er, at den politiske styring og kommunikation bliver mere ideologisk og tydelig socialdemokratisk på tværs af ministerierne og ned i den mindste detalje. Her bliver derfor mindre spin for galleriet og mere Anker Jørgensen-retro-feeling.

Den aktuelle undskyldning til Godhavnsdrengene kunne ganske illustrativt være med i et afsnit af Matador. Ja, hvad der ikke kommer som en overraskelse, for vi skrev jo kort efter valget: “Hun vil naturligvis vælge dem, der som hende selv har været partitro over for partiets røde kerne og hjerte. Team Mette vil ... bestå af de loyale teamplayers, som har støttet hende i årtier, fra dengang hun var the underdog.”

Sammenlagt har Frederiksen-regeringen ansat 23 særlige rådgivere til de 20 ministre. Det samme antal, som den tidligere regering havde.

Rossens kabinetidé blev altså ikke rullet længere ud end til Statsministeriet, og reglen er stadig: en minister til en spindoktor. Nu skal vi se på listen, og hvordan de selv spinner den.

 

“Det ligner ikke, at hver enkelt minister har været ude at finde sin egen. Der har været en central styring af hele det her område.”  - Hans Engell til Ugebrevet A4
 

Mettes mørkeste af mørke fyrster

Peter Arnfeldt, Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor, fik i sin tid øgenavnet ‘Mørkets Fyrste’, for sine, for en spindoktor, uortodokse metoder. Men i mellemtiden er der kommet en ny fyrste på Borgen.

Martin Rossen er muligvis den mest kontroversielle spindoktor i nyere tid, og i modsætning til Peter Arnfeldt kommer han til at sidde helt inde i hjertet af Statsministeriet.

"Martin Rossen kommer til at tjene 1.229.578 kr om året, hvilket gør ham til den bedst betalte spindoktor i hele regeringen. "

Martin Rossen bliver ikke kun spindoktor. Han bliver stabschef. Han skal sidde i koordinationsudvalget. Og han kommer med i økonomiudvalget. De to mest magtfulde udvalg i enhver regering, der indtil nu kun har bestået af ministre i en folkevalgt regering.

Martin Rossen kan dermed roligt siges at være danmarkshistoriens mest magtfulde spindoktor. Alle undtagen én af de nyansatte spindoktorer har været ansat i Socialdemokratiet på den ene eller anden måde. Det er ikke et tilfælde.

Hans Engell har udtalte til Ugebrevet A4: “Det ligner ikke, at hver enkelt minister har været ude at finde sin egen. Der har været en central styring af hele det her område.” Men han tilføjer dog, at rådgivere i tidligere regeringer også har skullet godkendes.

Under alle omstændigheder er Rossens og Frederiksens fodspor overalt. Specielt én ting virker vigtigere end noget andet: loyalitet over for den øverste leder, vores kære leder Mette Frederiksen.

Han har arbejdet som Mette Frederiksens spindoktor, siden hun blev beskæftigelsesminister i Helle Thornings regering.

Martin Rossen kommer til at tjene 1.229.578 kr om året, hvilket gør ham til den bedst betalte spindoktor i hele regeringen. Rossens årsløn er cirka det samme som alle de folkevalgte ministre i regeringen. Alle på nær statsministeren, finansministeren og udenrigsministeren.

 

Statsministerens to andre spindoktorer

Statsminister Mette Frederiksen har hyret to andre spindoktorer, der skal holde Rossen ved selskab.

Den første hedder Martin Justesen. Af alle spindoktorerne i den nye regering er han den, der har arbejdet længst tid i Socialdemokratiet. Det er nemlig blevet til mere end ni år som enten presse- eller souschef for partiet.

Derudover har han været særlig rådgiver for det engang store SF-håb daværende skatteminister Thor Möger Pedersen. Statsministerens nye spindoktor har tidligere arbejdet som journalist for Politiken og var i hele tre år formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Han kommer til at tjene betydeligt mindre end Rossen, men er stadig den næstbedst betalte spindoktor i den nye regering.

Han kommer til at tjene 1.078.160 kr.

 

Den tredje spindoktor i statsministeriet er Sara Vad Sørensen.

"Det overordnede tema har primært været loyalitet mod partiet."

Hun har igennem fire år været Mette Frederiksens personlige assistent. Statsministeren har med andre ord omgivet sig med folk, der har omgivet hende længe.

Rossen har arbejdet for hende siden 2011, Justesen har arbejdet højt i partiet i mere end ni år og har derfor haft et tæt forhold til formanden for selvsamme parti, og Sara Vad Sørensen har som sagt arbejdet ved statsministerens side i fire år.

Det overordnede tema har primært været loyalitet mod partiet. I Statsministeriet har Mette Frederiksen samlet ikke bare de mest loyale over for partiet, men hvad der virker til at være de mest loyale over for hende.

Sara Vad Sørensen har været ministersekretær i Beskæftigelsesministeriet, og har taget en master på London School of Economics. Hun er desuden gift og har et barn med beskæftigelsesministeren, Peter Hummelgaard.

Sara Vad Sørensen er den værst betalte spindoktor i Statsministeriet og den eneste kvindelige spindoktor i Statsministeriet. Hun kommer til at tjene 1.061.634 kr.

 

Rådgiver til Silicon Valley-‘tech-ambassadør’ bliver spindoktor for uddannelses- og forskningsministeren

David Tarp, en del af Danmarks første tech-ambassadør team, er, ifølge en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, i dag blevet Ane Halsboe-Jørgensens personlige rådgiver.
 
Som rådgiver tech-ambassadør har David Tarp haft ansvaret for intern og ekstern strategi og kommunikation samt for at engagere og samarbejde med tech-giganter og -startups på Danmarks vegne. Han har dermed været på frontlinjen i en af Danmarks nye internationale strategier: TechPlomacy.
Tidligere har han arbejdet på Berlingske som journalist og i Socialdemokratiet som presserådgiver for partiets gruppeledelse. Han er uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus i 2008. David Tarp tiltræder først stillingen i september 2019.
 
David Tarp kommer til at tjene 747.156 kr om året i sit nye job som spindoktor.

 

Den brede udlændingepolitik skal spinnes af tidligere konsulent fra Integrationsministeriet

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, har ansat Kristian Gladbo Platz som spindoktor.

"Kristian Gladbo Platz skal formå at skabe en profil af ministeren som hård, men barmhjertig. En balancegang og et dilemma om en af tidens helt store problemstillinger."

Socialdemokratiet lovede højt og helligt i løbet af valgkampen, at de ville fortsætte den brede udlændingepolitik hen over midten, samtidig med at de antydede indrømmelser over for venstrefløjen.

Den store udfordring bliver derfor den fine balancegang. Hvordan kan man stille venstrefløjens humanistiske tørst, samtidig med at man ikke skræmmer tidligere DF-vælgere væk med for meget forandring?

Mattias Tesfaye, Socialdemokratiets Inger Støjberg, er i kraft af sin post som udlændinge- og integrationsminister blevet regeringens udlændingepolitiske ansigt.

Som ministerens spindoktor skal Kristian Gladbo Platz derfor formå at skabe en profil af ministeren som hård, men barmhjertig. Som indbydende over for folk i nød, men som afvisende over for for mange af dem. En balancegang og et dilemma om en af tidens helt store problemstillinger.

Kristian Gladbo Platz har igennem fire år fungeret som Socialdemokratiets rådgiver på udlændinge- og integrationsområdet. Han ved altså noget om substansen, hvilket er en styrke, når debatten bliver betændt.

Hele tre år blev det til i Social- og Integrationsministeriet, 2010 til 2013. Her var han både fuldmægtig, ledelsessekretær og specialkonsulent. Derudover har han arbejdet som chefkonsulent i Albertslund Kommune.

Kristian Gladbo Platz er uddannet i sociologi på Københavns Universitet.

Mon han kan klare opgaven ..?

Han kommer i hvert fald til at tjene 742.996 kr om året, så længe det varer.

 

Peter Hummelgaard får Mette Frederiksens tidligere spindoktor

Socialdemokratiets næste store Messias, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, har ansat Michael Johnson som spindoktor.

"Michael Johnsons store opgave bliver at putte et godt spin på deres omtalte differentierede folkepensionsreform"

Michael Johnson forlader et job i fagbevægelsen, hvor han arbejdede som politisk konsulent i 3F.

Peter Hummelgaards nye spindoktor er blot et af de mange tegn på, at han er helt inde i varmen hos statsministeren. Michael Johnson er nemlig selveste Mette Frederiksens tidligere spindoktor, dengang hun var den eneste ægte socialdemokrat i Helle Thorning Schmidts regering.

Peter Hummelgaard og Michael Johnsons store opgave bliver uden tvivl at putte et godt spin på deres omtalte differentierede folkepensionsreform, der skal tillade særligt nedslidte at trække sig tilbage før tid.

I øjeblikket bliver den spinnet som den første udbyggelse af velfærdsstaten i årtier, men vi, og Arne fra Socialdemokratiets valgkampagne, mangler stadig at få svar på, hvem og hvor mange der helt præcist kan trække sig tilbage. Hvis det lykkes, vil mange danskere føle sig overset, og hvis det ikke lykkes, er det løftebrud.

Uanset bliver det et enormt spinarbejde for Michael Johnson. Måske det vigtigste i Socialdemokratiet.

Michael Johnson kommer til at tjene 736.378 kr. som spindoktor i Beskæftigelsesministeriet.

 

Klimaminister Dan Jørgensen overtager Henrik Sass’ spindoktor

Henrik Sass Larsens tidligere spindoktor Peter Strauss Jørgensen flytter med den fynske socialdemokratiske storprofil Dan Jørgensen ind i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Peter Strauss Jørgensen er et kendt ansigt blandt socialdemokraterne på Christiansborg. Helt tilbage i 2003 begyndte han en treårig periode som politisk assistent for bl.a. Mette Frederiksen, hvorefter han brugte over et år som ‘Political Officer’ i DSU.

Peter Strauss Jørgensens socialdemokratiske hjerteblod er yderligere understreget i hans treårige periode i fagbevægelsen (3F) og en senere ansættelse som seniorkonsulent og taleskriver for Socialdemokratiet.

Nu rykker han fra et job som partner og seniorrådgiver i Borgen Communications & Public Affairs.

Dan Jørgensens nye spindoktor kommer til at tjene 914.768 kr.

 

Finansministeriet kommer til at vrimle med socialdemokrater

Finansminister Nicolai Wammen har hyret to spindoktorer.

De to mennesker, der skal spinne, hvordan det ser ud på bundlinjen i dansk økonomi, hedder Mads Brandstrup og Mathias Secher.

Mads Brandstrup forlader et job som Head of Press i Socialdemokratiet, hvor han har været i tre år. Men i modsætning til samtlige af de andre spindoktorer i den nye regering har Mads Brandstrup det, man ville kalde en traditionel baggrund for en spindoktor i Danmark, nemlig en baggrund i nyhedsmedierne.

Tre og et halvt år hos Børsen, to og et halvt år hos Politiken, næsten fire år hos TV 2 og før alt det to og et halvt år hos TV Avisen hos DR. Mads Brandstrup er en erfaren journalist og kender medierne ud og ind. Ikke en kvalitet, der er dårlig hos en spindoktor i Finansministeriet.

Han kommer til at tjene 954.946 kr om året.

"Endnu engang har en ministre valgt en spindoktor, der er kløgtig på det politiske område, men mangler erfaring i kommunikationsbranchen."

 

Den anden spindoktor i Finansministeriet hedder Mathias Secher.

Han har brugt de sidste fem år på at arbejde for Socialdemokratiets administration. Først var han økonomisk konsulent i partiet, derefter souschef i den politiske afdeling og til sidst, og det job han forlader, var han konstitueret afdelingschef i selvsamme afdeling.

Han er kendt som en analytisk orienteret datanørd, hvilket ikke er den værste kvalitet at have med sig ind i Finansministeriet. Nicolai Wammen kommer helt sikkert til at udnytte Mathias Sechers analytiske evner.

Men endnu engang har en af regeringens ministre valgt en spindoktor, der er kløgtig på det politiske område, men mangler erfaring i kommunikationsbranchen. Måske er det derfor Nicolai Wammen som den eneste ud over statsministeren har mere end én spindoktor.

Mathias Secher kommer til at tjene 900.091 kr.

 

Magnus Heunicke igen igen med Rasmus Jønsson

Rasmus Jønsson bliver endnu engang Magnus Heunickes spindoktor, nu i Sundheds- og Ældreministeriet.

De to kender hinanden fra Heunickes tid som transportminister i Helle Thornings regering, hvor Jønsson var god til at bruge de sociale medier på nye måder. Resultatet var, at Heunicke blev en af de stærkest profilerede danske transportministre nogensinde.

Ingen tvivl om, at Rasmus Jønsson også denne gang vil komme op med nogle spændende nye ideer til at tænke den traditionelle ministerkommunikation anderledes. Rasmus Jønsson forlader et job som kommunikationsrådgiver i bureauet MUST; et bureau, han har været med til at grundlægge.

Han er uddannet cand.comm. og har undervist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i nu over 13 år. Derudover har han været ekstern lektor i kommunikation på RUC, hvor han også tog sin uddannelse.

Den talentfulde spindoktor for Heunicke bliver betalt 806.608 kr for sin magi i Sundheds- og Ældreministeriet.

 

Fødevareminister Mogens Jensen henter Søren Andersen som spindoktor

Søren Andersen, nuværende pressechef i Landbrug & Fødevarer, har fået jobbet som spindoktor for Mogens Jensen (S), minister for nordisk samarbejde og minister for fødevarer, fiskeri & ligestilling. 

Søren Andersen har i en længere årrække fungeret som presserådgiver for Socialdemokratiet både på Christiansborg og for de danske socialdemokrater i Bruxelles. Dette gør ham til en blandt mange af de nyansatte ‘særlige rådgivere’, der kommer med en længere baggrund inden for selve partiet.

Tidligere har han arbejdet som journalist; en karriere, han forfulgte i stedet for at blive uddannet smed. Han har rapporteret for DR Syd.

Søren Andersen kommer som Mogens Jensens spindoktor til at tjene 778.813 kr om året.

 

Københavns Kommunes integrationsdirektør bliver spindoktor for justitsministeren

Justitsminister Nick Hækkerup har som spindoktor udvalgt sig den langvarige direktør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København, Michael Baunsgaard Schreiber.

"gamle loyaliteter har været udslagsgivende."

Michael Baunsgaard Schreiber har slidt og slæbt i næsten 12 år for Københavns Kommune. Før han blev direktør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, brugte han over tre år som chef for overborgmester Frank Jensens sekretariat.

Men det er ikke kun som embedsmand, at Michael Baunsgaard Schreiber har været en del at det socialdemokratiske apparat. Før tiden i Københavns Kommune har Michael Baunsgaard Schreiber brugt over to år, i perioden 2007-2009, som politisk konsulent i Socialdemokratiet, hvor han rådgav på kommunal- og velfærdsområdet.

Det er altså over et årti siden, at han arbejdede direkte for Socialdemokratiets centralkomité, men endnu engang har gamle loyaliteter været udslagsgivende.

Michael Baunsgaard Schreiber bringer en enorm erfaring ind i Justitsminiteriet, men har aldrig beskæftiget sig med kommunikationsbranchen.

Meget tyder derfor på, at hans mange kompetencer skal blive brugt mere på politisk strategi og udvikling end profilering af ministeren i medierne.

Michael Baunsgaard Schreiber får en årsløn på 914.000 kr. 

 

Miljøminister Lea Wermelin ansætter Mette Falkenberg

Miljøministeriet har i dag skrevet i en pressemeddelelse, at miljøministeren, Lea Wermelin har ansat Mette Falkenberg Rasmussen som sin særlige rådgiver.

Den tidligere DSU’er kommer fra en længere karriere i kommunikationsbranchen. Blandt andet har hun været chefrådgive i bureauet Operate og har gennem otte år arbejdet for kommunikationsbureauet Primetime.

Mette Falkenberg Rasmussen er et kendt ansigt inden for socialdemokratiske cirkler. Hun har bl.a. arbejdet som politisk konsulent for DSU og havde i 2004 et fejlslagent kandidatur til formandsposten for ungdomsorganisationen. Derudover har hun arbejdet i fagbevægelsen, for både HK/Danmark og LO.

Mette Falkenberg Rasmussen har taget en uddannelse som cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Miljøministerens spindoktor kommer til at hive en årsløn på 800.847 kr. hjem.

 

Astrid Krag henter partiansat til job som særlig rådgiver

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har fået en ny spindoktor: Lynne Birch Hansen.

De to kender hinanden godt, da de har samarbejdet siden 2016, hvor Lynne Birch Hansen begyndte at rådgive Astrid Krag personligt. Derudover har hun fungeret som politisk rådgiver for den socialdemokratiske partimaskine. Før sin karriere i Socialdemokratiet har Lynne Birch Hansen været konsulent for bla. Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Hun blev færdiguddannet i 2007 som cand.scient.pol fra Syddansk Universitet.

Astrid Krags spindoktor kommer til at tjene 850.000 kr om året.

 

Erhvervsminister Simon Kollerup henter også en partisoldat

Erhvervsminister Simon Kollerup ansætter Sofie Findling Andersen som spindoktor.

Hun går dermed, som mange af de andre nyansatte spindoktorer, fra et job som politisk rådgiver for Socialdemokratiet til et job som politisk rådgiver for en socialdemokrat.

Sofie Findling Andersen har tidligere arbejdet som konsulent i Dansk Erhverv.

Hun har en uddannelse fra Copenhagen Business School i International Business & Politics.

Sofie Findling Andersen kommer til at tjene 849.968 kr. om året.

 

Skatteminister Morten Bødskov skal rådgives af en erfaren spindoktor

"Eldrup er en garvet dreng i klassen"

Jakob Eldrup Lauesen er blevet skatteminister Morten Bødskovs nye spindoktor.

Han er en garvet dreng i klassen, da han tidligere har arbejdet som spindoktor for Carsten Hansen, da han under Helle Thorning Schmidt var minister for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde.

Jakob Eldrup forlader en stilling som partner og Public Affairs Director i konsulentvirksomheden Rud Pedersen. Også Eldrup har arbejdet som politisk rådgiver for Socialdemokratiet på Christiansborg.

Han er uddannet cand.techn.soc. fra Roskilde Universitet. Ham havde vi også gættet på.

Jakob Eldrup Lauesen skal betale skat af en årsløn på 914.239 kr.

 

Forsvarsminister Trine Bramsen udvider sit arsenal med spindoktor fra Socialdemokratiets sekretariat 

Josephine Ilchmann Jørgensen skal ifølge Forsvarsministeriets hjemmeside være spindoktor for forsvarsminister Trine Bramsen.

Hun forlader en stilling som politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat. Der har hun været i næsten fire år. Hun er blot en af mange af tidligere ansatte i Socialdemokratiet, der nu er nået så langt, man kan i politik, uden at blive valgt.

Josephine Ilchmann Jørgensen er 37 år og uddannet jurist.

Den nye spindoktor for Trine Bramsen kommer til at tjene 730.000 kr. om året.

 

Benny Engelbrecht ansætter grøn partikonsulent som spindoktor

Transportminister Benny Engelbrechts nye særlige rådgiver bliver Socialdemokratiets klima- og energipolitiske konsulent på Christiansborg, nemlig Ida Bjørn-Mortensen.

Ansættelsen af Ida Bjørn-Mortensen som transportministerens spindoktor indikerer, at den nye regering kommer til at medtænke den grønne omstilling i transportsektoren. Eller ihvertfald, at de til enhver tid er bevidste om, hvad deres lovgivning på området gør mod eller for klimaet.

Før sin over tre år lange karriere i Socialdemokratiet har hun tidligere arbejdet som Policy Advisor i VELUX samt i Tænketanken DEA som projektassistent.

Ida Bjørn-Mortensen har taget en uddannelse som cand.soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse fra Copenhagen Business School, hvor hun blev færdig i 2015.

Ida Bjørn-Mortensen kommer til at få en løn på 699.057 kr.

 

Boligminister Kaare Dybvad trodser Rossen

Boligminister Kaare Dybvads nye særlige rådgiver hedder Helge Toksvig Bjerre.

"Helge Toksvig Bjerre er en afstikker fra den ellers loyale partikerne"

Som den absolut eneste har boligministeren valgt at trodse Mette Frederiksen og Martin Rossen, da han har ansat en spindoktor uden en baggrund i partiet som enten politisk konsulent eller tidligere spindoktor.

Helge Toksvig Bjerre er dermed en afstikker fra den ellers loyale partikerne, der har samlet sig rundt om samtlige ministre. Han har dog arbejdet kortvarigt i 3F og den venstreorienterede tænketank Cevea, ligesom Kasper Fogh. At have været ansat i Cevea er tydeligvis et tegn på, at man er i good standing hos den nye regering.

Helge Toksvig Bjerres baggrund er i kommunikationsbranchen. Siden 2018 har han været en såkaldt ‘Campaign Wizzard’ i sit eget kommunikationsbureau Kampagnekontoret. Derudover har han arbejdet som kampagnerådgiver i DeltagerDanmark.

Yderligere er han bachelor i idéhistorie og journalistisk formidling fra Aarhus Universitet/Danmarks Journalisthøjskole.

Den uerfarne Socialdemokrat kommer til at få en løn på 699.057 kr .

 

Tidligere formand for DGS bliver spindoktor for Rosenkrantz-Theil

"Bjarke Dahl Mogensen har været en ægte socialdemokrat, fra han var helt ung"

Bjarke Dahl Mogensen, der fra 2009 til 2010 var formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), har ikke helt opgivet gymnasiet. Den 29-årige tiltræder nemlig som spindoktor for børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Bjarke Dahl Mogensen har været en ægte socialdemokrat, fra han var helt ung og kæmpede under den røde fane i DSU. Han kommer derfor ikke så overraskende fra en stilling i Socialdemokratiet. Siden 2017 har han fungeret som politisk rådgiver og konsulent, hvor han har arbejdet med en række forskellige økonomiske områder.

Tidligere har Bjarke Dahl Mogensen arbejdet sammen med boligminister Kaare Dybvads spindoktor Helge Toksvig Bjerre i Kampagnekontoret og DeltagerDanmark. Han har derudover også været projektleder for tænketanken Cevea.

Bjarke Dahl Mogensen er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.

Han kommer til at tjene 682.989 kr som spindoktor for Undervisningsministeriet.

 

Kung Fu Panda til kulturpanda i Kulturministeriet

Så skete det for den partitro loyalist. Kasper Fogh Hansen, manden bag tænketanken Den Røde Skole, tidligere spindoktor for Ritt Bjerregaard og politisk og kommunikationschef for Cevea, er tilbage som spindoktor.

Han har fået rollen som kulturminister Joy Mogensens spindoktor. Hvad der egentlig passer godt til hans interesse for medier og offentlighedens rolle. Han har længe udvist 120 % støtte til Mette Frederiksens retning, og som navnet på hans tænketank, Den Røde Skole, indikerer, er han en indædt socialdemokrat.

Måske er der en rød kulturrevolution på vej.

Kasper Fogh Hansen kommer til at tjene 752.868 kr i Kulturministeriet.

 

Udenrigsminister Jeppe Kofod henter hjælp udefra

Ole Rydahl Svensson fortsætter sit samarbejde med Jeppe Kofod. Nu i Udenrigsministeriet. Tidligere har han fungeret som den nye ministers politik- og presserådgiver i Bruxelles samt været sekretariatsleder for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet. For Ole Rydahl Svensson blev det til hele seks år i Bruxelles. Nu står den på Slotsholmen.

Han er uddannet professionsbachelor i offentlig administration fra Professionshøjskolen Metropol i 2013.

Ole Rydahl Svensson kommer til at tjene 846.132 kr om året for sin tjeneste i Udenrigsministeriet.

 

Forslag til videre læsning

Der er blevet lavet en del research på de forskellige spindoktorer, for at kunne lave en mere helstøbt profil af dem alle hver især. Hvis man er interesseret i yderligere læsning kan man benytte følgende links, som vi har brugt til vores research:

Netavisen Pio har lavet en liste over alle de nye spindoktorer, der giver et godt indblik i deres fortid i partiet. 
 
DJØFbladet har lavet en oversigt over alle de nye spindoktorers løn, der giver et godt indblik de store forskelle
 
Hvis man ikke er til lange artikler med detaljerede beskrivelser, kan man læse berlingskes oversigt. Kort men godt.
 
Derudover kan man få et godt indblik i de forskellige spindoktorers baggrund ved at besøge deres linkedin. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job