Andreas Krog


Andreas Krog

Andreas Krog

Karma: 83 (?)

Forfatter:

4


artikler

118


indlæg

Det alternative menukort

Hvordan får vi det bedste forsvar for pengene? Og hvilke kapaciteter er nødvendige i det fremtidige forsvar, som vi gerne vil have?

Det er som bekendt ambitionen, at Danmark på et tidspunkt skal købe nye kampfly. Men er det det, som passer bedst til det forsvar vi gerne vil have i fremtiden? Eller er der andre luftkapaciteter, som vi også kunne have behov for?

Til Airshow’et i Aalborg for 14 dage siden så jeg en række spændende kapaciteter inden for special ops-fly og Awacs-fly, ligesom jeg fornylig noterede mig det påtænkte canadiske indkøb af UAV’en Global Hawk i en særlig Polar Hawk-udgave til brug over Arktis.

Det fik mig på ideen til den lille øvelse, som vi nu skal igennem. Vi skal nemlig se på, hvad vi ellers kunne få af luftkapaciteter for det milliardbeløb, som et politisk flertal agter at bruge på kampfly.

Men først skal vi have defineret hvad det er for et forsvar vi vil have i fremtiden og som skal danne grundlag for vores lille udvælgelse af luftkapaciteter. Til den forsvarspolitiske konference den 20. april havde Center for militære studier udarbejdet rapporten ”En analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012”. I rapporten opstiller centeret fire forskellige fremtidsscenarier for hvordan forsvaret skal skrues sammen. Jeg tror at scenarie nummer to, international assistancestyrke, er det mest tænkelige – kombineret med en særlig arktisk indsats. Centeret skriver om scenariet:

”Opgaven for forsvaret er som en international assistancestyrke at bidrage til sanktioner og embargoer, fredsskabelse og antiterroroperationer inden for rammen af en international koalition med det formål at håndhæve folkeretten og FN’s Sikkerhedsråds resolutioner. I dette koncept søges danske interesser forfulgt ved aktiv militær indsats til håndhævelse af en international orden. For at styrke den internationale orden vil Danmark bidrage til, at Sikkerhedsrådets resolutioner bliver håndhævet, og at det internationale samfund lever op til sin forpligtelse om R2P (responsibility to protect, red.). Der vil være en bred nordisk opbakning til i hvert fald nogle af den slags operationer, men de vil kræve en robust indsats, som gør, at Storbritannien, Frankrig og USA som oftest må forudsættes også at deltage i operationen.”

På den baggrund defineres de materielle behov således:

”I en international assistancestyrke fokuserer hæren sit internationale bidrag på mindre enheder og specialoperationsstyrker beregnet på effektfulde indsatser med kort varsel. Det kræver logistik og transport til og i operationsområder samt hær- eller flådestyrker, som kan danne rammen om specialoperationsstyrkernes indsats. Indsættelsen af specialoperationsstyrker vil kræve enheder fra alle tre værn på et højt beredskabsniveau. En international assistancestyrke vil have tyngde med bidraget fra flyvåbnet og søværnet. Denne type operationer kan have til formål at gennemtvinge en FN-resolution gennem sanktioner og embargoer eller at sikre global infrastruktur. Dette er i og for sig allerede en traditionel søværnsopgave, og søværnet gennemfører for øjeblikket en sådan opgave ved Afrikas Horn. Luftstyrker har ligesom flådestyrker muligheden for at bidrage til en international assistancestyrke; luftstyrker kan imidlertid gøre det med meget kort varsel (hvad angår både indsættelse og hjemtagning). En international assistancestyrke betyder en prioritering af få højteknologiske og effektfulde flystyrker på højt beredskabsniveau, som kan integreres i koalitionens luftoperationer fra første dag. Kampfly kan således være en kapacitet, der kan give den tyngde, som det kan være svært at opnå med specialoperationsstyrker.”

Desuden er det store buzzword netop nu ”smart defence” og handler dybest set om hvordan NATO-landene ved at gå sammen kan udnytte sine kapaciteter smartere. Der er således ingen grund til at vi alle investerer i de samme nichékapaciteter. I stedet bør hvert enkelt land specialisere sig. Og med vores behov i Arktis kunne overvågning og transport være en oplagt dansk specialitet. Vi har nogle af verdens bedste specialstyrker, og derfor kunne luftkapaciteter til brug ved special ops-missioner også være noget vi kunne påtage os ansvaret for.

Det er altså disse behov, som vi nu skal ud og shoppe ind til at kunne opfylde.

Budget:
I det gældende forsvarsforlig står der, at man agter at indkøbe 30 operationelle kampfly. S og SF har luftet muligheden for at købe færre, men 30 er det gældende tal her og nu. F-35 Joint Strike Fighter er den klare favorit i den nuværende kampflykonkurrence. Lockheed Martin fortalte sidste år DR, at stykprisen bliver USD 65 mio. Men senere har man erkendt, at det ikke helt kommer til at holde. Lad os konservativt antage, at prisen bliver USD 75 mio., når flyet er i fuld produktion og færdigudviklet. Det giver os 30 x 75 mio. = USD 2,25 mia. at disponere over. Med dagens dollarkurs på 5,93 bliver det DKK 13,340 mia. danske kroner. Vi lægger 10 % oveni til træning osv. Det giver USD 2,475 mia. eller DKK 14,674 mia. at shoppe for. Det præcise beløb er ikke så vigtigt. Det er mere øvelsen i at se hvordan beløbet kan disponeres.

Og så til menukortet (Alle priser er i dollars. Har forsøgt at finde nognelunde rigtige priser, men det er ikke helt så lt som i den civile flyverden)

Kampflykapacitet:
Kun de færreste tror på ideen med at lade andre lande håndhæve vores suverænitet. Så vi skal som minimum have 16 kampfly til air-policing. Det er hvad Østrig har og hvad jeg hørt andre steder vil være absolut minimum. Med udgangspunkt i den skønnede JSF-pris på USD 75 mio. har jeg altså valgt at reservere USD 1,2 mia. (16 x 75 mio) til kampfly. Så er der knap 1,3 mia. tilbage.

Transportkapacitet:
Transportkapacitet er en vigtig brik for at være i stand til at lave den ønskede hurtige indsættelse af mindre grupper af hærstyrker eller specialstyrker. Her kan vi vælge den store løsning med anskaffe vores eget C-17 transportfly, der ville kunne flytte hærstyrker, men også humanitære bidrag hurtigt frem til frontlinjen. Det kunne eksempelvis være ved fredsskabende / fredsbevarende indsatser i FN-regi i Afrika eller ved humanitære katastrofer. Den aktivistiske udenrigspolitik behøves ikke nødvendigvis kun at være kamptropper i Afghanistan eller kampfly over Libyen. Det kunne også være danske C-17′ere, der fløj nødhjælp til Sudan eller lignende. Vi var tidligere med i et fælles NATO-samarbejde, hvor man råder over tre C-17’ere. Opgaverne for disse fly besluttes af en styregruppe med medlemmer fra alle 12 deltagerlande. Det kræver dog ikke enstemmighed. Men lad os antage, at vi gerne vil have vores eget fly. Det skal trods alt være logistik-rygraden i fremtidens danske forsvar. Vi kan også vælge at udvide vores flåde af C-130 Hercules transportfly. De er dog mindre og har kortere rækkevidde.

C-17 Globemaster III: 220 mio.
C-130: 50 mio.

Special ops-kapaciteter:
Efter mange års tilløb er seks EH-101-helikoptere i gang med at blive ombygget til taktisk troppe transport (TTT). Det inkluderer ekstra pansring, lufttank og maskingeværer. Det gør dem i stand til at operere i Afghanistan, men også til at blive brugt ved specialoperationer med frømænd og/eller jægersoldater. Helikopterne kan lande på vores nye fregatter og støtteskibe. Så her har vi allerede rygraden til en effektiv lille special ops-styrke. Danmark har desuden købt en andel i en satellit, så mulighederne for eksempelvis selv at hente gidsler ud fra Somalia ligger ikke så langt væk. For at få det optimale udbytte kunne man supplere med en C-130 i en Special Ops-version, som den jeg så i Aalborg. Den var blandt andet i stand til at lufttanke helikoptere. Vores nuværende C-130’ere kan sikkert også ombygges til Special Ops. Men jeg har for overskuelighedens skyld valgt at tage udgangspunkt i en nyanskaffelse.

MC-130J Commando II: 67 mio.

 

Overvågning:
Det store issue i Arktis bliver at holde øje med vores enorme land- og havområder og på baggrund heraf beslutte hvad vi gør eller ikke gør. Uanset hvad, så er intel centralt. Vi kan sende kampfly afsted. Men vi kunne også vælge andre former for ”øjne i luften”. Det kunne være Polar Hawk UAV’ere a la den canadiske model eller andre UAV-modeller. Det kunne også være et bemandet fly. Australien og Tyrkiet opererer ”mini-AWACS”-flyet Boeing 737 AEW&C (airborne early warning & control), der er baseret på Boeings 737-platform. Vedligeholdelsen kunne derfor varetages af et civilt luftfartsselskab. Men så vidt jeg kan researche mig frem til, så er den hundedyr. Der findes også en række mindre fly baseret på passagerfly som eksempelvis brasilianske Embraers ERJ-145 AEW&C eller baseret på private jets som eksempelvis Gulfstream G550 CAEW (bruges af Singapore og Israel). Faktum er i hvert fald, at der er behov for en eller anden form for kapacitet, som kan bruges til overvågning af Arktis.

RQ-4 Block 40 Global Hawk: 100 mio.
Boeing 737 AEW&C Wedgetail: 250 mio.
ERJ-145 AEW&C:
Gulfstream G550CAEW : ??

SAR i Arktis:
De 8-12 kommende skibsbaserede helikoptere, som indkøbes senere i år, kommer til at forslå som skrædder i helvede den dag isen er smeltet og Nordvest- Nordøstpassagerne er blevet nogle af verdens vigtigste sejlruter. Måske bør vi allerede nu tænke på hvilke SAR-behov (Search and Rescue) det stiller. Mest oplagt vil være at udvide vores flåde af skibsbaserede helikoptere. Senere i år ved vi, om det bliver 8- 12 AW-159 Wildcats eller 8 – 12 MH-60R Sehawks. Men uanset hvad så er stykprisen op mod 240 mio. danske kroner per styk, svarende til 40 mio. USD. En anden mulighed er at lade en civil operatør stå for opgaven og blot betale ham et årligt beløb.

AW-159 eller MH-60R: 30 - 40 mio. per styk.

Diverse:
Hvis vi alligevel køber Boeing 737 AEW&C, der er baseret på Boeing 737-platformen, så kunne vi lige så godt også købe 1-2 Boeing Business Jets (BBJ) til VIP-opgaver for regeringen og Kongehuset samt til troppetransport. Eller 1-2 Airbus A318CJ. Når de befriede gidsler fra Somalia lander i Roskilde og bliver modtaget af statsministeren, så skal det naturligvis være med stil. Kunne være fedt med en ordentlig ”Royal Danish Air Force One” – men måske også lidt for ekstravagant :-)

Der findes uden tvivl også andre flytyper inden for de enkelte kategorier som transport, UAV, Special ops og så videre, som kunne være interessante. Det vigtige her er ikke præcist hvilket fly, men mere den type kapacitet. Og så er de nævnte flytyper blot oplagte (primært amerikansk producerede) eksempler.

Jeg har ikke medtaget kamphelikoptere i Apache-stilen, da jeg ser det som en oplagt kapacitet, hvis der stod landkrig Irak- og Afghanistan-style på programmet. Men det gør der på ingen måde i ”den internationale assistancestyrke”-scenariet.

Jeg har alene holdt mig til luftkapaciteter, da andre er meget klogere på kapaciteter til lands og til vands. Men jeg har indtryk af, at Søværnet med sine nye fregatter og støtteskibe er klædt godt på til at deltage i en international assistancestyrke og spille sammen med de luftkapaciteter, som jeg har opremset.

Som stor søfartsnation står piratbekæmpelse naturligvis højt på dagsordenen. Men i stedet for den lidt Gøg og Gokke-agtige tilgang til tingene i dag, hvor vi fanger pirater og løslader dem igen, så kunne det måske være oplagt at omlægge indsatsen til at fokusere på at redde danske søfolk ud af knibe. En lille slagkraftig special ops-styrke sammensat af fregatter, helikoptere, C-130’ere, satellitter og specialstyrker kunne måske være mere oplagt. For mens vi fanger og slipper pirater fri sidder to danskere p.t. stadig fanget i Somalia og har gjort det i mere end et år.

Hvis vi vælger at bruge ca. USD 1,2 mia. på kampfly, så har vi cirka 1,3 mia. tilbage til andre luftkapaciteter. Hvis vi vælger at spendere halvdelen på kapaciteter målrettet Arktis og den anden halvdel på special ops og transportkapacitet, så kunne regnestykket se således ud:

16 kampfly: 1.200 mio.
4 Polar Hawk-UAV’er: 400 mio.
6 SAR-helikoptere: 240 mio.
3 C-130 special ops: 200 mio.
2 C-17: 450 mio.

Eller således:

24 kampfly: 1.800 mio.
2 Polar Hawk UAV’er: 200 mio.
Ombygning af eksisterende C-130′ere til Special Ops: 50 mio.
2 C-17′ere: 450 mio.

Eller således:

16 kampfly: 1.200 mio
2 Boeing 737 AEW&C Wedgetail: 500 mio.
5 SAR-helikoptere: 200 mio.
Finansministeren: 600 mio.

Kortene kan naturligvis fordeles lidt anderledes. Ønsker man ikke C-17’ere, så giver det nogle andre muligheder. Og ønsker man bemandede fly i stedet for UAV’ere, så åbner det også op for nogle andre muligheder at fordele pengene på. Og ønsker man 24 kampfly, ja så er det igen et helt tredje regnestykke man kan lave. Men igen. Dette er blot tænkt som eksempler på hvordan man kunne bruge pengene anderledes end blot til kampfly. Et menukort som vi kan plukke fra. Hvad der i sidste ende er mest hensigtsmæssigt overlader jeg til andre. Det kunne også være man skulle kaste penge efter at bevæbne de nye fregatter med missiler eller gøre noget helt andet. Flere og større inspektionsskibe til Nordatlanten? Det meget store beløb til kampfly giver i hvert fald nogle interessante muligheder, hvis man valgte at sprede sig lidt mere i sit materielindkøb til fremtidens forsvar.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Pressekonsulenter

Se alle job Indryk job

Job

Presseansvarlig

Frist: 1. november

Applikations-ejer

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.