»En syg kultur« blev det kaldt af både transportministeren og DSB’s bestyrelsesformand, da en advokatundersøgelse forleden afslørede, hvordan det statsejede DSB over en årrække havde købt ind for 8,9 mio. kr. i kommunikationsrådgivning hos firmaet Waterfront i et forsøg på en sælsom blanding af lobbyisme, overvågning, »damage control« og kærlig påvirkning overfor selskabets egne ejere og interessenter.
Når man læser rapportens 267 sider fra advokatfirmaet Bruhn & Hjejle, så må man undre sig over flere ting, og begrebet »syg kultur« forekommer at være en mild betegnelse. Hvordan kunne dette her stå på i årevis og kun føre til en eneste opsigelse af underdirektør Peder Nedergaard Nielsen, der sammen med den allerede forhenværende generaldirektør for DSB, Søren Eriksen, er de eneste for alvor kritiserede i rapporten?
Hvorfor er der ikke andre i DSB top og kommunikationsafdeling, der har undret sig og stillet nogle spørgsmål til, om en statsejet virksomhed skal bruge millioner på via eksterne rådgivere at få ejerne til at forstå virksomhedens interesser?
Hvad er det for en eftertanke denne sag må give de trafikpolitiske ordførere, der er blevet opsøgt, beværtet og kontaktet af Waterfront på arbejde for DSB?
Hvorfor findes der ikke et etisk regelsæt for statsejede virksomheder hvad angår lobbyarbejde?
En ting er, at DSB nu har en ganske betydelig etisk oprydning foran sig, men hvad har Waterfront ikke også at gøre, hvis PR- og kommunikationsbranchen skal beholde en flig af professionalisme og etik? Her er en hel hovedrengøring påkrævet. Waterfronts ageren inklusive forsøg på at holde en kritisk journalist beskæftiget med andre ting er så langt ude, at direktør Lars Poulsen nu må kigge dybt i egen håndbog for krisestyring, for at finde en vej til helt at genstarte firmaet.
Der har været enkelte personer fra PR-branchen på banen om Waterfront-sagen, men jeg savner et vildt kor af protester og afstandtagen til Waterfronts etik. Er der en loge her, som burde bryde tavsheden?
Jeg savner seriøse bud på nogle etiske rammer fra branchen, der jo skal rådgive andre om krisestyring og etik. Og jeg savner åbenhed omkring arbejdsmetoderne i PR-branchen.
Jeg savner også i den grad, at politikerne ikke bare kigger ned i bordet og skyder på DSBs tidligere ledelse og Waterfront i denne sag. Sagen burde give anledning til eftertanke i Folketinget.
Nu må vi simpelthen have moderne åbenhed og gennemsigtighed i forhold til, hvem der øver lobbyvirksomhed overfor politikerne. Der må være samme form for registreringspligt og åbenhed, som findes i progressive parlamenter andre steder i verden.
Lad mig slå den ting fast, at lobbyvirksomhed kan være fuldkommen i orden og en nødvendig professionel kontakt og dialog med omverdenen for politikerne, men den skal bare ikke foregå i det skjulte.
Endelig bør der opstilles klare etiske regler for statsejede virksomheder, som indbefatter hvordan kommunikationen skal være mellem ledelse, bestyrelse og ejere. Selvfølgelig skal de også have mulighed for at bedrive lobbyvirksomhed for at varetage selskabernes interesser overfor eksterne konkurrenter eller interessenter, men det er ikke opgaven at udøve lobbyvirksomhed pr. rådgivere overfor deres egne, politiske ejere. Den kontakt og dialog må ske mellem direktionerne, bestyrelserne og ejerne direkte.