Lars Konzack


Lars Konzack

Lars Konzack

Karma: 1343 (?)

Forfatter:

16


artikler

82


indlæg

En tilståelsessag

 

Cecilie Lind og Christina Hagen har forholdt sig til den kritik, som Mette Høeg er kommet med, og den måde de forholder sig til det på, fremstår det som en tilståelsessag. Det kan skyldes, at de inderst inde er enige med Mette Høeg, selvom de forsøger at afvise hendes kritik. Eller også er de ikke i stand til at forstå, hvad de selv skriver. Det virker enten som om, de ikke kan formulere sig på skrift, eller de er så indspiste, at de faktisk ikke forstår kritikken.

Jeg vil begynde med Cecilie Linds forsvar skrevet i Politiken 20. maj 2015: Selvfølgelig må jeg være vred.

Cecilie Lind lægger ud med at skrive: ”Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig.”

Nu har Mette Høeg ikke nævnt Cecilie Lind, men udmeldingen tilbageviser ikke Mette Høegs kritik. Tværtimod giver det helt klart fornemmelsen af en ung pige, der kommer direkte fra Forfatterskolen uden noget på hjerte, men som så får en karriere, fordi hun (sagt på en pæn måde) kender de rette mennesker. At hun er kærester med en af de mest prominente anmeldere i dansk kulturelite er oplagt problematisk.

Hun skriver også: ” Jeg er tidligere klassekammerat med Josefine Graakjær og Lea Løppenthin, som Mette Høeg langer ud efter i sin artikel – jeg holder meget af dem og møder dem af og til til fester og litterære arrangementer. Jeg ved ikke, om det er et problem?”

Ja, det er et problem. Det er vel netop den form for nepotisme, som betyder, at andre måske vigtigere forfattere ikke kommer til orde. Hvis vi så dertil lægger, at hun selv siger, at hendes litteratur er navlepillende, og man får det indtryk, at det er hendes veninders også, så er det samlede indtryk ikke en forfatter, der tegner høj litterær kvalitet. Det er jo ikke sådan, at de ikke kan få lov til at udgive den slags på Nettet. Spørgsmålet er, om den er værd at behandle som rigtig litteratur. Er det blot navlepilleri?

Det får man afklaret, da hun skriver:  ”Min navle er piercet, min piercing fuckede min knoglemarvsskanning op, jeg fik den foretaget to gange.”

Det er naturligvis synd for Cecilie, men netop den trivialitet er vel så tæt på det navlepillende, som vi kan komme. Det er ikke bare navlepilleri. Det er navlepiercingpilleri. Det er muligvis et forsøg på ironi, men selv da falder det tilbage på hende selv. Derudover bruger hun ordet ’jeg’ næsten 200 gange i sit korte forsvar. Det tyder på, at hun faktisk ikke kan skrive litteratur. At hun ikke har lært noget. Eller endnu værre har lært det forkerte. At det er netop en sådan noget litteratur, som Forfatterskolen og det danske litteratur-establishment anno 2015 fremmer. Det er tåkrummende at læse.

Cecilie har ifølge eget udsagn en ambition, men det er ikke at bidrage med litteratur, men derimod blot at blive udgivet, læst og set. Eller som hun selv skriver: ” Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter.”

Og svaret er vel, at det er fordi du gerne vil udgives, læses og ses, men ikke har noget relevant at fortælle udover trivialiteter. Vi savner, at Cecilie Lind har en ambition udover at blive udgivet, læst og set.

Men det bliver desværre ikke bedre, når vi ser på Chistina Hagen, der skriver i Information 23. maj 2015: Hvert køn, sin karikatur.

Igen må man konstatere, at det er uklart hvorvidt Christina Hagen er fuldt ud klar over, hvad det er hun kommunikerer, for det virker som en tilståelsessag. I praksis giver Chistina Hagen ligesom Cecilie Lind Mette Høeg ret i sin kritik. Måske ufrivilligt, men det gør det ikke bedre.

Chistina Hagen skriver: ” Mette Høeg har misforstået, når hun tilsyneladende tror, at man kan mobbe kvindelige forfattere til at skrive anderledes; til at skrive om noget andet end den lille psykisk syge Barbieverden, de nu engang lever i.”

Dermed får hun sagt, at de rent faktisk beskriver deres psykisk syge Barbie-verden, som de nu engang lever i. Fra et feministisk synspunkt er det helt utroligt, at Christina Hagen påstår kvinder har sådan et liv. Men hun får altså sagt, at det netop er det, som de næsten naturligt skriver om. Og det er ikke særlig interessant, hvilket Mette Høeg jo gør opmærksom på.

Hun skriver også: ” Jeg kan fortælle Mette Høeg, at den tid er forbi, og det er det faktum, der gør, at Mette Høeg får den kvindelige litteratur galt i halsen. Lille hemmelighed: Vi og de skriver den ikke til dig eller til de andre fagfolk. Litteraturen er ikke din private jukeboks, der kan spille lidt Dan Brown, når du går og er lidt træt af kvinder og følelser.”

Dette udsagn fra 
Chistina Hagen viser desværre, at Chistina Hagen selv har misforstået kritikken. Mette Høeg ønsker ikke Dan Brown. Faktisk vil hun nok mene, at det hun er oppe imod svarer til niveauet for Dan Brown. Mette Høeg er Karen Blixen-forsker, og det sidste hun vil have er Dan Brown. Hun vil have, at dansk litteratur begynde at handle om noget i stedet for trivialiteter. Allerede i sin egen tid beklagede Karen Blixen sig over, at litteraturen havde mistet skæbnefortællingen og åndsmodet. Det forsøgte hun at genskabe på trods af det etablerede litterære miljø i Danmark. Det er værd at bemærke, at hun først udgav på engelsk – og først senere på dansk. Andedammen var for lille.

Videre får Chistina Hagen sig ophøjet sig til at udtale: ”Litteraturen, den bedste af slagsen, er den, du ikke vil have. Den er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder, og den handler – blandt andet – om det at se verden ud fra det personlige udgangspunkt.”

Problemet er vel her, at det hverken er fantastisk, vildt eller udtryk for vores moderne samfund. Chistina Hagen er ude i et forsvar for det trivielle i litteraturen. De ønsker, at disse unge piger skal skrive om den ene trivialitet efter den anden. Og det er faktisk her det hele bryder sammen. Vi er kommet så langt ud. Først var det Ernest Hemingway, der skrev i journalistisk stil om Spanien med borgerkrig og tyrefægtning. Så overtog Klaus Rifbjerg skrivestilen og skrev om kedsommelighed og seksualitet i Nordsjælland. Siden fik vi Helle Helle til at skrive om ligegyldigheder på Rødby-Puttgarden. Og nu har vi en ung generation af piger, der skriver om deres trivielle liv. Litteraturen er støt blevet mere og mere betydningsløs, indtil vi er havnet i en blindgyde. 

Afslutningvis kommer Christina Hagen med  denne tilståelse: "Den ekstreme kropsdyrkelse, sundhedsfanatismen, det lave åndelige niveau, sygeligt stort fokus på individet frem for fællesskabet, materialismen; alt det, vi helst ville være foruden, men som kendetegner vores tid, findes i den litteratur, der udgives netop nu."

For det første er det en undskyldning for at lave intetsigende litteratur, for det andet er vi kommet videre. Den problemstilling med narcissisme stammer fra 1980erne. Det er omkring 30 år siden. Det ville gøre deres litteratur mere spændende, hvis de skrev om narcissime, selvom emnet er dækket og efterhånden lidt gammeldags. 


Cecilie Lind og Chistina Hagen har tilstået. De kæmper for det trivielle i dansk litteratur. Hvorfor er det et problem? Jo, for mens de trivielle tekster modtager den ene gode anmeldelse efter den anden, så flygter danskerne over til engelsk, hvor de kan læse rigtig litteratur.

PS: Cecilie Lind må faktisk gerne være vred. Det må Mette Høeg og andre, der elsker dansk litteratur dog også gerne være.



 

Disclaimer: Jeg kom desværre til at tro, at det var Lars Bukdah, derl havde skrevet Christina Hagens indlæg, fordi det stod gengivet på Blogdahl. Den fejl erkender jeg, og det skulle nu være rettet. Det ændrer dog ikke på, at de begge i praksis giver Mette Høeg ret i sin kritik.

 

 

Giv din stemme

42 stemmer
2,0/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Communications specialist

Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.