I går så vi et meget mærkeligt
dokument. I sagen om Sigge Winther Nielsen og Tanja Frederiksens bog udsendte Økonomi- og Erhvervsministeriet den 28. september en redegørelse, hvis indhold er så mærkeligt, at det fortjener en eftertanke. Tanja Frederiksen påstår at have flere anonyme kilder, der oplyser, at embedsmænd har slettet emails om, hvad regeringen vidste og ikke vidste om overbetaling af privathospitaler.
Hun har ikke løftet nogen dokumentation ud over henvisning til anonyme kilder. Hvilket heller ikke kan være let. Men når man skriver sådan noget, er det jo rimeligt at spørge til beviset.
I går fik den kontroversielle Tanja Frederiksen og hendes i denne genre lidt ubeskrevne medforfatterblad så en lille hjælpende hånd fra Økonomi- og Erhvervsministeriet. Her oplyser ministeriet, at en medarbejder mener at være blevet bedt om at slette nogle emails. Men ikke har gjort det. Og at spindoktoren, der skulle have bedt om det, selv siger, at det ikke er foregået. På overfladen en ”opklaring” og redegørelse i ministeriet.
Der er bare noget, der ikke stemmer. En politisk ansat pressemedarbejder, der kontakter medarbejdere på et lavere niveau og beder dem bryde forvaltningsloven. Det er der ingen, der har arbejdet på et vist niveau i den offentlige sektor, der tror på. Det er simpelthen ikke en beføjelse, spindoktorer er udstyret med nogen steder. Og da slet ikke i et ministerium med en meget stærk departementschef, der har kontrol over hierarkiet i sit embedsværk. Og vi kan da også se, at ministeriet mener, at der ingen emails er blevet slettet.
Ministeriet oplyser altså, at der måske er lidt om snakken, men ikke rigtigt alligevel. Det ligner en udglattende redegørelse, der ikke træder nogen over tæerne og lægger op til en blød landing. Men hvad vil der ske nu?
Det er klart, at oppositionen vil betvivle selvfrifindelsen. Og pressen vil forlange at se, hvilke emails, det er, som ministeriet har verificeret ikke er blevet slettet, selvom en medarbejder måske har følt sig presset til at tale med sin foresatte om det. Ministeriet vil overhovedet ikke kunne holde de emails inden døre. Det ville være helt urimeligt, der er et klart offentligt hensyn i at få ryddet op i spekulationerne. Og, hvad vigtigere er, så kan ministeriet ikke holde til de beskyldninger om at dække over et eventuelt problematisk indhold. Mistanken vil være, at de emails måske kaster et lys over, hvad regeringen vidste om de økonomiske forhold for privathospitalerne. Selvom det jo er let at glemme, handler sagen jo i sidste ende om, hvorvidt den nuværende statsminister engang har medvirket til at give overnaturligt gode forhold for det private sundhedsvæsen. Oppositionens argument er, at det i realiteten er foregået på det fælles sygehusvæsens bekostning.
Ministeriets redegørelse ender med at tvinge en emailkorrespondance frem, der kan åbne en ny situation. Man er tilmed hjælpsom nok til at oplyse, at korrespondancen omhandler en spørgetime i Folketinget. Sandsynligvis, siden det er i Økonomi- og Erhvervsministeriet, der har været ”misforståelser”, kan det give nye oplysninger om den konservative leders adfærd. Under alle omstændigheder vil ministeriets redegørelse få projektøren til at dreje: Væk fra spørgsmålet om, hvad en spindoktor, helt usandsynligt, har sagt, og over på ministeren. Ministeriets redegørelse er heller ikke så valid en ”opklaring”, at sagen kan dreje og udelukkende blive et spørgsmål om troværdigheden i Tanja Frederiksens arbejde. Selvom det spørgsmål er ved at være en del af sagen.
Nødvendigheden af den redegørelse, ministeriet har udsendt, er slet ikke til at se. Hvis de er sikre på, at der ikke er blevet slettet noget som helst, kan de jo bare udsende en meddelelse om, at en grundig intern undersøgelse har vist, at der ikke er noget, der er blevet slettet. Det er jo bundlinien i det, ministeriet vil oplyse. Den mærkelige historie om, at en spindoktor muligvis har givet en medarbejder ”opfattelsen” af, at noget skal slettes, er overhovedet ikke opklarende. Det skal oppositionen nok vide at fortælle regeringen og ministeriet. En faktuel redegørelse vil have omtrent samme troværdighed som den mystiske redegørelse om et hændelsesforløb, der virker urealistisk. Så hvorfor kaste sig ud i denne fortælling, når det ville være så meget nemmere bare at oplyse det, ministeriet mener er fakta?
Man skal virkeligt ikke have spillet ret meget skak i skolegården for at se, at meddelelsen fra Brian Mikkelsens ministerium kan åbne en ny situation på brættet. Og ganske rigtigt – det er allerede blevet et spørgsmål om, hvorvidt Lene Espersen kan have villdledt Folketinget. Redegørelsen har skruet op for blusset.
Nu ved vi ikke, hvad de emails præcis indeholder, men det virker, som om ministeriet ikke skal nyde noget af at skulle stå på mål for de personer, der er involveret her. Der er mulighed for, at det bare er klodset kommunikation. Helt enormt klodset kommunikation. Men hvis det ikke er tilfældet, er det logisk, at fokus vil flytte sig i den retning, de ikke-slettede emails peger. Mod Lene Espersen. Og så skal hun til at spørge sig selv, om hun står på et tæppe uden skridsikring. Og hvad der må være dobbelt ubehageligt for hende, så er det nærmest usynligt at se, hvem der reelt trækker i tæppet fra den anden side.
Det kan også være, at de emails er helt uskyldige, men så burde de jo bare have været offentliggjort med redegørelsen. Det kan også være, at historien ender med at blive så speget, at ingen rigtigt aner, hvad de skal stille op med den. Men en ting er helt sikkert. Den redegørelse, ministeriet kom med, er helt unødvendig. Lukke sagen gør den slet ikke. Og måske er det ikke meningen. Men det er ikke blevet et mindre interessant (skak)parti at følge.