Mange elsker at hade Søren Pind. Jeg har det omvendt. Han er en modig politiker. Han var faktisk en dygtig borgmester. Og han er uhyre kvik og bag sin nørdede facade charmerende (fx når han synger opera, hvad jeg så har oplevet privat) . Og især er jeg nok tiltrukket af at han heroiske Woody Allan -agtige kæmpen for sager, der på forhånd er dødsdømte. Endelig er hans superliberalisme af og til velgørende i korporative Danmark.
Ja, ja, så er listen også udtømt. For han og hans engang unge løver har skabt et miljø omkring sig, som er lige dele arrogant og betændt. De næste dage vil medierne sikkert repetere eksempler. Selv kan jeg bidrage med et. Da han var borgmester (bl.a. for boliger) ringede han til et boligrelateret selskab og spurgte direktøren, hvorfor hans ven (der i parentes bemærket lige havde brugt valgkampen til at spinne mod parti-ukammerat Jens Rohde) ikke var kommet i betragtning. Det kom hans så, dog uden at få stillingen. Ikke at jeg siger at fx Carsten Mai hos overborgmester Jens Kramer dengang var finere i kanten. Eller at Enhedslistens skoleforvaltning ikke var en skandale osv. Rådhuset er ikke for sarte sjæle.
Men den opposition det unge Venstre har haft i København, har været og er det sikreste bolværk mod det systemskifte, de ønsker. Og hvad der nok generer mig på kommunikationsbranchens vegne: Venstres 'unge' fløj omkring Pind og Geertsen har været befolket med spin- og kommunikationsfolk, hvis historier og metoder konstant har bragt hele branchen mere i miskredit end nødvendigt er. Og nu vælter det så frem igen omkring NCC-sagen.
Er det for hård en dom? Unødig moraliseren? Naivt at tro, at politik kan indeholde bare en kende ordentlighed?