Jeppe Kjær Veddinge


Jeppe Kjær Veddinge

Jeppe Kjær Veddinge

Karma: 298 (?)

Forfatter:

10


artikler

6


indlæg

Riis og stregerne. I panden og i sandet.
Det spændende ved Bjarne Riis er ikke, at manden har indrømmet, hvad de fleste tænkende væsener har taget for givet i mange år. Vi er for længst forbi punktet, hvor det handler om at tage stilling til doping eller ej. Det er ikke engang rigtig provokerende, når Jørgen Leth gentager sine holdninger om "doping under kontrollerede forhold". 
 
Det rigtig interessante er den stormflod af debatter, der har rejst sig i kølvandet. Rigeligt til at fylde bøger og forskningsprojekter med emner som "løgnens anatomi", "mediernes hykleri" og slet og ret "snyd".

Og alligevel er vi ikke særlig oprørte. Selvfølgelig er der kritiske standardfraser fra dem, vi nu engang forventer skal mene noget bestemt. For eksempel dopingdebattens svar på en katolsk djævleuddriver, Brian Mikkelsen. Han er meget skuffet. Og forarget. Det samme er Michael Laudrup. Han foretrækker OTA frem for EPO, som han mener er et symbol på det rene skære vanvid. Og doping ville i øvrigt intet hjælpe i tankesporten fodbold, siger manden og glemmer elegant, at hans egen tidligere klub Juventus har været temmelig meget anklaget for - igennem flere år - at have spædet energidrikken op med blandt andet anabolske steroider og EPO.

Vi andre er ikke så forargede. Vi er nemlig gået i kollektiv beskyttelse mod følelser, vi ikke bryder os om. Vi vil helst ikke føle os alt for meget til grin over at have stået i Tivoli og hørt Anne Dorte synge om Bjarne på bjerget. Vi vil egentlig gerne bevare illusionen om helten, som trådte ud af den ydmyge hjælperrolle og satte den store brune muskel til vægs i Pyrenæerne.  

Så vi hygger os med argumenter som "de andre var jo også dopede, så han er jo stadig den bedste blandt snyderne". "Det er jo en del af sporten". Og "hvor er det flot og modigt at han indrømmer det".

Til det sidste er der ét at sige: Sludder.

Bjarnes tilståelse udsprang ikke af mod, men af hjerneaktivitet. Manden havde intet valg, efterhånden som skeletterne kæmpede om at komme først ud af medicinskabet. Det har de tyske medier luret. De er ikke synderligt imponerede af Ørnens landing fra tinderne. De har mere fidus til typer som Zabel og Aldag, som trods alt kunne mønstre lidt tårer i øjenkrogen, da de fortalte om deres fælles interesse for sprøjter.

Sådan er Bjarne ikke. Han vil hellere se fremad. Han vil slå en streg i sandet og kæmpe for en renere sport med udgangspunkt i sit eget hold. Så alt imens vi andre søger trøst i argumenter , som kan samles under kategorien "doping er en del af cykelsporten", vil Riis rense ud. Paradokset er fuldendt. Ved at tilstå et decideret massivt dopingmisbrug gøder Bjarne Riis jorden for at spille rollen som den, der eliminerer uvæsenet.

Er det så et problem? Næ, det er blot endnu et eksempel på de ekstremer, som driver cykelsporten. Sporten lever af, med og på trods af doping. Sådan har det været i hundrede år. Vi jagter spøgelset. Men vi slår det ikke ihjel. Det skal jo trods alt være friskt nok til at køre med næste år, når vi endnu engang sætter os til rette for at nappe en bjergetape på tv.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

63 JOB

Kommunikationsrådgiver til SoMe

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.