Henrik Dahl


Henrik Dahl

Henrik Dahl

Karma: 2591 (?)

Forfatter:

229


artikler

28


indlæg

Hvad gik der galt? - 4

Det andet eksempel på et fejlslagent forsøg på nytænkning i centrum-venstre, som jeg kender til, strakte sig over nogle år sidst i halvfemserne. Det var på en vis måde endnu mere frustrerende end forsøget på at reformere SF. Fordi der stod uendelig meget mere på spil.

Indtil foråret 1998 stammede mine meget sparsomme kontakter til regeringen fra Nyt Europa, hvilket i praksis ville sige Steen Gade. Men i begyndelsen af april blev jeg kontaktet af Statsministeriet. Nyrup var ad uransagelige veje kommet på den idé, at jeg skulle holde oplæg om danskernes værdier ved et regeringsseminar på Skuldelev Kro. Jeg var meget beæret og sagde naturligvis, at det kunne jeg godt.

Nyrup var og er en grundig mand. Derfor blev jeg først inviteret til briefing i Statsministeriet. Det fremgik, at han syntes, regeringen ville have godt af at stifte bekendtskab med noget frisk og ny tænkning om, hvad danskerne var for nogle mærkelige mennesker og på hvilken måde, der var forskelle mellem dem. Samtidig advarede han mig om, at ministre var nogle mærkelige mennesker. På den ene side kunne de godt sidde og falde hen i egne tanker om de daglige fortrædeligheder i deres ministerier. På den anden side skulle jeg ikke regne med, at de ville kunne sidde og høre efter i længere tid ad gangen. Derfor, rundede han af, skulle jeg bare gå frisk til sagen og tage det roligt, hvis der kom afbrydende spørgsmål.

Selve oplægget forløb på en helt anden måde, end jeg havde både forventet og frygtet. Ministrene var flinke og lyttende, og bagefter svarede jeg på ”spørgsmål fra salen” i den samme saglige, men afslappede, ånd, som der er ved alle mulige andre seminarer.

Umiddelbart fik oplægget den konsekvens, at jeg fra tid til anden kom til at sidde i mere eller mindre formelle studiekredse og tænketanke. Først og fremmest i Kulturministeriet, men ved enkelte lejligheder også i Undervisningsministeriet. Det hændte også, at den ene eller den anden kom hen og fortalte mig, at det havde været hans idé, at jeg skulle optræde for regeringen. Først mange år senere gik sammenhængen op for mig. Til en fest faldt jeg i snak Henrik Dam Kristensen, og vi fik en lang snak om både store og små emner. Der fortalte han mig, at oplægget havde været en vældig succes, som alle havde snakket om i lang tid. Så faldt tiøren endelig med hensyn til de diskrete henvendelser om, hvis idé det hele oprindelig havde været. Det er så sandt, så sandt, at succesen har mange fædre, mens fiaskoen er et stakkels hittebarn.

Selv tror jeg, det var fra kredse i fagbevægelsen, nærmere betegnet Dansk Metal, initiativet var udgået. Både dengang og senere har det vist sig, at fagbevægelsen har været langt mere interesseret i nye tænkemåder og arbejdsformer, end Socialdemokraterne selv. På grund af den succes, arrangementet for regeringen havde været, kom jeg tættere på kredse i fagbevægelsen, der både var meget regeringsvenlige - specielt over for Socialdemokraterne - og meget reformvenlige. Det resulterede i, at jeg i vinteren 1999 blev inviteret på en fact finding mission til London og New Labour, organiseret af Dansk Metal.

I turen deltog Morten Bødskov, Verner Sand Kirk, Jørgen Elikofer, Martin Nielsen og frue, Jan Juul Christensen, Marina Hoffmann og jeg selv. I løbet af nogle få, hektiske dage besøgte vi Labours hovedkvarter, fik en briefing om den politiske situation i UK fra den danske ambassade, kom i audienser hos Peter Mandelson og Anthony Giddens. Desuden havde vi længere samtaler med to af Blairs rådgivere, Geoff Mulgan og Roger Liddle, med The Observers chefredaktør Will Hutton samt med repræsentanter for tænketanken Demos og The Times, hvis navne jeg desværre har glemt.

Hvad gjorde størst indtryk ved sådan en hektisk tur? Mandelson, selvfølgelig, som gjorde et intelligent og – stik mod forventningen – venligt indtryk. Giddens, der ikke taler med folk, men til dem. Og som alligevel nådede at give det uvurderlige råd, at det var en god idé at læse Manuel Castells. At være inde i Downing Street nr. 10 (hvor mødet med Mulgan og Liddle blev afholdt). Men to ting står særligt frem i min erindring. Den ene ting er, at vi for at fordrive tiden til næste møde satte os på en pub i nærheden af Parlamentet. Der mødte vi en gammel, walisisk backbencher fra Labour. Han havde prøvet det hele. Blandt andet siddet i Europaparlamentet med Eggert Pedersen fra 1979-84. Vores ven, hvis navn jeg aldrig fik fat på, var ikke spor imponeret af Blair. Lige nu har han succes. Så er der ingen, der siger noget. Men når han begynder at få fiasko, vil alle finde knivene frem og gøre sig klar til at stikke ham ned bagfra. Sådan er politik.

Den anden ting er, at jeg spurgte Mulgan og Liddle, om et folkeligt højreparti kunne lave samme manøvre som Blair. Selvfølgelig, sagde de i kor. Det gælder bare om at rykke først. Når jeg i dag ved – fra læsning af Mose & Hegelunds ”Håndbog for Statsministre” – at Fogh på samme tid besøgte de samme kredse i UK og fik samme besked, betragter jeg det som et næsten kriminelt spild af muligheder, at Nyrup intet foretog sig, efter vi var kommet hjem og havde aflagt beretning fra vores Englandsfærd.

Men sagen er, at der skete nul og en skid, for nu at sige det på godt dansk, efter vores debriefing til toppen af partiet. Ret kort efter, vi var kommet hjem, var det meste af holdet til et ganske uformelt møde i Finansministeriet. Der fortalte vi Lykketoft og Hilden, hvad vi havde erfaret. Siden arbejdede ikke mindst Morten videre på sagen, og i januar 2000 kontaktede han mig for at høre, om man rent empirisk kunne undersøge, hvorvidt socialdemokratiske vælgere og potentielle vælgere var mest optaget af gammeldags fordelingspolitik eller af nye værdipolitiske spørgsmål.

Jeg erkender, at Nyrup havde hænderne fulde med Østrig-boycotten og meget andet i de dage. Men jeg synes alligevel, det var for dårligt, at han ikke tog aktion på noget som helst i den retning. Sammen med en kollega ved navn Henrik Andersen skrev jeg et notat med oplæg til analyse, og fremlagde det hele på et møde i Statsministeriet i begyndelsen af februar 2000. Både Nyrup og Lykketoft deltog, foruden Morten, Verner og jeg selv fra det store rejseselskab til Blairland. Kon­klusionen blev, at Jan Pedersen skulle se nærmere på sagen. Det viste sig at være, hvad jeg frygtede – en syltekrukke. Der skete aldrig mere i sagen.

Jeg formoder, det både har at gøre med Nyrups velkendte ubeslutsomhed og med noget, jeg har erfaret mere rygtevis, og som derfor er mere usikkert. At Nyrup og Lionel Jospin var nået frem til den konklusion, at Gerhard Schröder og Tony Blair var fulde af varm luft og ikke kunne bruges til noget. Det tror jeg sådan set er rigtigt, selvom jeg ikke har truffet nogen af dem personligt. Pro­blemet er bare, at også vindbøjtler kan opfange problemer og strømninger, som det er nødvendigt at forholde sig til.

Men Nyrup og Jospin valgte med selvmorderisk beslutsomhed at opstille en old school-skelnen mellem ”vores vej” og ”deres vej”. For Jospins vedkommende førte det i 2002 til, at han end ikke var i stand til at vinde første valgrunde ved det franske præsidentvalg. Nyrup var lidt hurtigere end Jospin til at foretage en empirisk undersøgelse af sine teorier. Den viste allerede i november 2001, at befolkningen var dybt optaget af nye, værdipolitiske temaer som indvandring. Og den viste, at et centrum-højre parti udmærket kunne gå Den tredje vej.

Kun de færreste i centrum-venstre har nogensinde fattet, hvad der ramte dem i 2001 og 2005. De fleste fabler om højredrejning og en eller anden hulemand, der som en anden Alien vil bryde ud af Anders Fogh Rasmussens bryst på et tidspunkt. Det er nonsens. VKO er fuldkommen rendyrket, borgerlig Tredje Vej og en opskrift, der – NA til trods – sikkert godt kan bære igennem til en tredje valgsejr. Fogh har absolut ingen interesse i at afvige fra Den Borgerlige Tredje Vej. Det ville koste ham magten og gøre hans parti væsentlig mindre, end det er. Hvorfor i alverden skulle han dog gøre det?

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Taleskriver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.