Henrik Dahl


Henrik Dahl

Henrik Dahl

Karma: 2591 (?)

Forfatter:

229


artikler

28


indlæg

Hvad gik der galt? - 3
Jeg bliver gammel.... Vorherre bevares....  Tegnene viser sig for mig dagligt. Begynder - så langsomt, at det ikke mærkes i det daglige - at lægge vægt på erfaring. Griber stadig oftere mig selv i at tænke, at nye situationer minder om gamle. Er tit uhyggeligt fristet til at møde idealisme med bemærkninger om at blive klogere. Det er ikke rart.

Til de sikre alderdomstegn hører, at jeg ikke kan begribe det, der står i min avis. Det ramte også min far, så det er noget, jeg er meget opmærksom på. Hvorfor i alverden vil omtrent hver ottende vælger sætte sin underskrift på et blankt stykke papir og udlevere det til Khader, Seeberg & Samuelsen. Bare sådan... Der være en rationel forklaring. Og når jeg ikke kan se den, må det være fordi alderen får mine intellektuelle kræfter til at svigte. Det gør mig meget bedrøvet...

Nå. Det kan jo ikke nytte noget at sætte sig op mod Tiden. Og det var slet ikke det, jeg ville fortælle om. I stedet ville jeg give en øjenvidneskildring af de forsøg, jeg har oplevet, på at reformere centrum-venstre. Med mit vidneudsagn er det som med alle andre: det er subjektivt og giver ikke det fulde billede. Det vil først komme, når de enkelte vidner er blevet bedømt og alting samlet til et overordnet billede af en eller anden overordnet instans, som ikke er mig.

Historierne er ikke noget at blive opmuntret over, så måske skulle jeg vente til en anden dag. Men nu har jeg alligevel sat mig til tasterne.

Jeg kender til tre, eller måske fire. 1: Planer om at sprænge SF. 2: Planer om at tilpasse Den tredje vej til danske forhold. 3: Planer om at formulere et nyt indhold for SR-samarbejdet og 4: Planer om at formulere et nytænkt grundlag for S. Alle tre-fire planer er løbet ud i sandet. Det skal man måske heller ikke tænke for meget over på en gråvejrsdag.

Lad mig begynde ved begyndelsen. I slutningen af 1995 sad jeg ved en konference i panel med Jørn Jespersen. Han var på det tidspunkt MF for SF, og meget træt af ikke mindst sit partis europapolitik. Efter konferencen faldt vi i snak, og jeg afslørede, at jeg i tidernes morgen havde stemt på SF, men var dødtræt af den bløde venstrefløj. Ikke mindst fordi den var så tåbelig i sin modstand mod EU.

Den første kontakt blev til flere. I 1996 lånte jeg Jørn en hel masse materiale om livsstil, som jeg alligevel havde fremme, fordi jeg syslede med at skrive Hvis Din Nabo Var En Bil. Det tog han med til SFernes sommerlejr på Livø, vistnok for at fortælle noget om målgruppen for et radikalt reformeret SF til sine venner i Selskabet For Finere Socialistisk Madlavning og Borddækning.

I marts 1997 var Jørn taler på et seminar, jeg havde arrangeret for ACNielsen om danskerne og deres værdier. Han spurgte, om han måtte tage en gæst med, og jeg blev på seminaret præsenteret for en vis Christine Antorini, som jeg hilste høfligt på. Senere samme forår blev jeg inviteret til at tale ved et gruppemøde i SF, hvor jeg også blev præsenteret for Steen Gade. Holger K. Nielsen bad mig ved samme lejlighed skrive tilbud på nogle fokusgrupper til SF, fordi - som han sagde - partiets program var større end dets budget. Vi var dog for dyre, og ordren gik vistnok til GfK.

I oktober 1997 stolede Jørn, Steen og Christine tilstrækkeligt på mig til, at jeg blev indkaldt til et møde på Christiansborg. Jeg følte, stemningen var lidt konspiratorisk, da Aage Frandsen forvildede sig ind på kontoret, og de tre SFere gjorde alt, hvad de kunne, for at se uskyldige ud. Følelsen var ganske berettiget, for det egentlige formål med mødet var at diskutere, hvor stor målgruppen for et pro-europæisk og grønt parti til venstre for S kunne tænkes at være. Desuden at tage hul på diskussionen af, hvad sådan et parti i øvrigt burde forholde sig til af problemer og udfordringer.

Jeg ved ikke, hvad der efterfølgende blev diskuteret. Men i januar 1998 spurgte Steen, om jeg ville være med på det hold, der skulle løbe en ny pro-EU centrum-venstrealliance i gang. Det ville jeg godt, og vi holdt en del møder i vintermånederne. De mest ihærdige aktivister i Nyt Europa, som foreningen kom til at hedde, var foruden Steen selv Søren Keldorff og Søren Winther-Lundby. Jeg var også rimeligt flittig til at møde op, ligesom Jakob Erle og - mærkelig nok - Kresten Schultz-Jørgensen. Han har det ellers med at melde sig til alverdens møder og aftaler, og så melde fra i sidste øjeblik, eller kun deltage i en brøkdel af møderne.

Pludselig fik vi travlt. Der skulle være afstemning om Amsterdam-traktaten. Flere kom til, og på vores møder kunne man foruden dem, jeg allerede har nævnt, blandt andet møde Margrethe Vestager, Anita Bay Bundegaard, Elisabeth Arnold og Margrethe Auken. Der var ikke tid til at tale om noget som helst teoretisk. Vi skulle bare have halet et "ja" i land, og knoklede som gale for at gøre "det røde ja" så stort som muligt, eftersom der var en reel risiko for, at "det blå nej" ville blive større end nogensinde - under indtryk dels af DF, dels af de helt udtalte sociale elementer i traktaten, som Nyrup efter eget - umodsagte - udsagn havde fået halet i land.

Amsterdam-forløbet blev dog sat på stand-by i halvanden måneds tid, fordi Nyrup midt i det hele udskrev valg til Folketinget. Målfotoet viste, at han havde slået Uffe Ellemann-Jensen med ca. 200 stemmer. Det drænede i nogen grad vores hold for talent, fordi han gjorde Margrethe V. til minister og mange andre også fik nok at se til, fordi deres respektive partier - mod forventning - var enten i regeringsposition eller støtteparti. Til gengæld kom Christine i Folketinget. Derfor måtte hun træde tilbage som næstformand, hvilket gav hende frie hænder i forhold til EU. Den frihed udnyttede hun til at kaste sig ind i arbejdet i Nyt Europa for fuld styrke.

Efter valg og Amsterdam var der ro til at organisere Nyt Europa. Der kom en organisation, og der blev udpeget tre talspersoner: Naser Khader, som i mellemtiden var blevet rekrutteret, Christine og mig selv. Den relative, politiske ro i anden halvdel af 1998 gjorde, at der igen blev tid til at tænke over et nyt parti. Jørn og Christine tog initiativ til at samle en gruppe, der kunne skrive en eller anden form for manifest. Efter lidt eksperimenteren frem og tilbage landede vi på et hold, der foruden Jørn og Christine bestod af Lars Goldschmidt, Jens Reiermann og mig selv. Jeg tænkte, at det kunne komme til at ligge lidt tungt med det rent praktiske skrivearbejde, hvis vi ikke fik noget forstærkning. Derfor blev vi på mit forslag enige om, at vi ville spørge Signe Wenneberg, om hun også ville være med. Hun havde været aktiv i Nyt Europa, og vi vidste alle, at hun skrev som en engel.

I det sene 1998 og hele foråret 1999 knoklede vi med at skrive vores manifest, som til sidst udkom i bogform som Borgerlige Ord Efter Revolutionen. Christine havde allerede ret tidligt i forløbet sagt, at hun "ville have en ordentlig bog at gå på", og det lå i luften, at bogen skulle være en slags prøveballon for et egentligt forsøg med partidannelse. I den forstand var det blodig alvor, at vi sluttede bogen af med at lancere et Virtuelt Folkeparti.

Men flere ting gik galt. Bogen var ikke tilstrækkeligt gennemarbejdet. Desuden var den ekstraordinært polemisk, hvilket først og fremmest var min skyld, fordi jeg var hovedforfatter. Jeg ville skrive en bog, der virkelig langede ud efter venstrefløjen - i en stil, der var endnu hårdere end Den kronologiske uskyld, som året før var blevet en stor succes. Det fik jeg tilsyneladende overtalt de andre til. Men også kun tilsyneladende. Kort før bogen gik i trykken, meddelte Jørn, at bogen var så hård og polemisk i tonen, at han ikke ville stå som forfatter. Et nyt omslag og titelblad måtte laves, hvoraf det fremgik, at bogen kun havde fem forfattere. Christine var også betænkelig, men jeg lovede hende, at jeg ville stå last og brast med hende.

Hvad mener jeg som hovedansvarlig selv? Som en øvelse i perfid skrivekunst er BOER temmelig god. I forhold til at skabe politiske resultater er den ubrugelig. Det var første, men ikke sidste, gang, jeg måtte forsøge at forstå, at afsenderens position ikke er helt ligegyldig for, hvordan et skrift bliver modtaget. Hvad der med den ene afsender tolkes som god essayistik, tolkes med den anden afsender som fuldkommen overstyret og nytteløs polemik.

Men den rent politiske vilje til at gå planken ud var heller ikke til stede. I virkeligheden var Steen, Jørn og Christine hverken så velorganiserede eller så beslutsomme, som jeg i mit stille sind havde troet. Jørn forestillede sig, som allerede nævnt, at han kunne udrette mere for sin sag ved at blive i SF og være konstruktiv. I juni 1999 nedlagde Steen sit mandat i Folketinget for at blive direktør for Miljøstyrelsen. Han blev i SF og valgte på det politiske plan at koncentrere sig om Nyt Europa. Selv om han i dag er en af mine bedste venner, har jeg faktisk aldrig spurgt ham, hvad der præcis fik ham til at opgive tanken om et nyt parti og nøjagtig hvornår det skete. Christine lagde ryg til offentliggørelsen af BOER, som blev en vældig skandale og cause celebre i Politiken og Information. Selvom al omtale er god omtale, og der var en vis heroisme i projektet, var den samlede oplevelse dog tilstrækkelig ubehagelig til, at hun takkede ja til et job som chef for den nyoprettede Forbrugerinformation og dermed også nedlagde sit mandat i Folketinget. På kort sigt var det altså ikke SF, der blev sprængt. I stedet gik dynamitladningen af mellem fingrene på sprængningskommandoet, som selv røg i luften med et brag.

Var hele forløbet omkring det ny grønne og pro-europæiske parti et meningsløst spild af tid? Det mener jeg ikke. Nyt Europa var med på det hold, som led fatalt nederlag ved Euro-afstemningen i september 2000. Men spillerne på holdet var, person for person, virkelig gode: Steen, Christine, Mette Frederiksen - og på bænken, fordi hun var indvalgt til Europaparlamentet på det tidspunkt - Helle Thorning-Schmidt. De kom alle til at gøre en forskel i deres respektive partier. Og alle - på nær muligvis Mette - i en reformatorisk retning. Hvad angår SF, må man sige, at Steen til sidst kunne trække sig ud som vinder: Partiets europapolitiske linje ligger i dag der, hvor han allerede i halvfemserne gerne ville have, den skulle ligge. Og han er tilbage i Folketinget - uden nogensinde at have gået på kompromis med det, han virkelig troede på. Personligt synes jeg, der var mange skuffelser i forløbet. Først og fremmest det fatale nederlag i 2000, men også modtagelsen af BOER. Jeg ved ikke, hvor god bogen alt i alt er - men den er i hvert fald bedre end sit rygte. På den gode side tæller jeg, at jeg endte med at blive gift med Christine. Men den tanke havde end ikke strejfet os i 1999. Det var først noget, vi begyndte at tænke over, da vi havde redigeret Det Ny Systemskifte næsten færdig og til sidst kom til punktet "eventuelt".


Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.