Hvad gik der galt? - 3
Jeg bliver gammel.... Vorherre bevares.... Tegnene viser sig for
mig dagligt. Begynder - så langsomt, at det ikke mærkes i det daglige -
at lægge vægt på erfaring. Griber stadig oftere mig selv i at tænke, at
nye situationer minder om gamle. Er tit uhyggeligt fristet til at møde
idealisme med bemærkninger om at blive klogere. Det er ikke rart.
Til de sikre alderdomstegn hører, at jeg ikke kan begribe det, der står
i min avis. Det ramte også min far, så det er noget, jeg er meget
opmærksom på. Hvorfor i alverden vil omtrent hver ottende vælger sætte
sin underskrift på et blankt stykke papir og udlevere det til Khader,
Seeberg & Samuelsen. Bare sådan... Der må være en rationel forklaring. Og når jeg ikke kan se den, må det være fordi alderen får mine intellektuelle kræfter til at svigte. Det gør mig meget bedrøvet...
Nå. Det kan jo ikke nytte noget at sætte sig op mod Tiden. Og det var
slet ikke det, jeg ville fortælle om. I stedet ville jeg give en
øjenvidneskildring af de forsøg, jeg har oplevet, på at reformere
centrum-venstre. Med mit vidneudsagn er det som med alle andre: det er
subjektivt og giver ikke det fulde billede. Det vil først komme, når de
enkelte vidner er blevet bedømt og alting samlet til et overordnet
billede af en eller anden overordnet instans, som ikke er mig.
Historierne er ikke noget at blive opmuntret over, så måske skulle jeg
vente til en anden dag. Men nu har jeg alligevel sat mig til tasterne.
Jeg kender til tre, eller måske fire. 1: Planer om at sprænge SF. 2:
Planer om at tilpasse Den tredje vej til danske forhold. 3: Planer om
at formulere et nyt indhold for SR-samarbejdet og 4: Planer om at
formulere et nytænkt grundlag for S. Alle tre-fire planer er løbet ud i
sandet. Det skal man måske heller ikke tænke for meget over på en
gråvejrsdag.
Lad mig begynde ved begyndelsen. I slutningen af 1995 sad jeg ved en
konference i panel med Jørn Jespersen. Han var på det tidspunkt MF for
SF, og meget træt af ikke mindst sit partis europapolitik. Efter
konferencen faldt vi i snak, og jeg afslørede, at jeg i tidernes morgen
havde stemt på SF, men var dødtræt af den bløde venstrefløj. Ikke
mindst fordi den var så tåbelig i sin modstand mod EU.
Den første kontakt blev til flere. I 1996 lånte jeg Jørn en hel masse
materiale om livsstil, som jeg alligevel havde fremme, fordi jeg
syslede med at skrive Hvis Din Nabo Var En Bil. Det tog han med til
SFernes sommerlejr på Livø, vistnok for at fortælle noget om målgruppen
for et radikalt reformeret SF til sine venner i Selskabet For Finere
Socialistisk Madlavning og Borddækning.
I marts 1997 var Jørn taler på et seminar, jeg havde arrangeret for
ACNielsen om danskerne og deres værdier. Han spurgte, om han måtte tage
en gæst med, og jeg blev på seminaret præsenteret for en vis Christine
Antorini, som jeg hilste høfligt på. Senere samme forår blev jeg
inviteret til at tale ved et gruppemøde i SF, hvor jeg også blev
præsenteret for Steen Gade. Holger K. Nielsen bad mig ved samme
lejlighed skrive tilbud på nogle fokusgrupper til SF, fordi - som han
sagde - partiets program var større end dets budget. Vi var dog for
dyre, og ordren gik vistnok til GfK.
I oktober 1997 stolede Jørn, Steen og Christine tilstrækkeligt på mig
til, at jeg blev indkaldt til et møde på Christiansborg. Jeg følte,
stemningen var lidt konspiratorisk, da Aage Frandsen forvildede sig ind
på kontoret, og de tre SFere gjorde alt, hvad de kunne, for at se
uskyldige ud. Følelsen var ganske berettiget, for det egentlige formål
med mødet var at diskutere, hvor stor målgruppen for et pro-europæisk
og grønt parti til venstre for S kunne tænkes at være. Desuden at tage
hul på diskussionen af, hvad sådan et parti i øvrigt burde forholde sig
til af problemer og udfordringer.
Jeg ved ikke, hvad der efterfølgende blev diskuteret. Men i januar 1998
spurgte Steen, om jeg ville være med på det hold, der skulle løbe en ny
pro-EU centrum-venstrealliance i gang. Det ville jeg godt, og vi holdt
en del møder i vintermånederne. De mest ihærdige aktivister i Nyt
Europa, som foreningen kom til at hedde, var foruden Steen selv Søren
Keldorff og Søren Winther-Lundby. Jeg var også rimeligt flittig til at
møde op, ligesom Jakob Erle og - mærkelig nok - Kresten
Schultz-Jørgensen. Han har det ellers med at melde sig til alverdens
møder og aftaler, og så melde fra i sidste øjeblik, eller kun deltage i
en brøkdel af møderne.
Pludselig fik vi travlt. Der skulle være afstemning om
Amsterdam-traktaten. Flere kom til, og på vores møder kunne man foruden
dem, jeg allerede har nævnt, blandt andet møde Margrethe Vestager,
Anita Bay Bundegaard, Elisabeth Arnold og Margrethe Auken. Der var ikke
tid til at tale om noget som helst teoretisk. Vi skulle bare have halet
et "ja" i land, og knoklede som gale for at gøre "det røde ja" så stort
som muligt, eftersom der var en reel risiko for, at "det blå nej" ville
blive større end nogensinde - under indtryk dels af DF, dels af de helt
udtalte sociale elementer i traktaten, som Nyrup efter eget - umodsagte
- udsagn havde fået halet i land.
Amsterdam-forløbet blev dog sat på stand-by i halvanden måneds tid,
fordi Nyrup midt i det hele udskrev valg til Folketinget. Målfotoet
viste, at han havde slået Uffe Ellemann-Jensen med ca. 200 stemmer. Det
drænede i nogen grad vores hold for talent, fordi han gjorde Margrethe
V. til minister og mange andre også fik nok at se til, fordi deres
respektive partier - mod forventning - var enten i regeringsposition
eller støtteparti. Til gengæld kom Christine i Folketinget. Derfor
måtte hun træde tilbage som næstformand, hvilket gav hende frie hænder
i forhold til EU. Den frihed udnyttede hun til at kaste sig ind i
arbejdet i Nyt Europa for fuld styrke.
Efter valg og Amsterdam var der ro til at organisere Nyt Europa. Der
kom en organisation, og der blev udpeget tre talspersoner: Naser
Khader, som i mellemtiden var blevet rekrutteret, Christine og mig
selv. Den relative, politiske ro i anden halvdel af 1998 gjorde, at der
igen blev tid til at tænke over et nyt parti. Jørn og Christine tog
initiativ til at samle en gruppe, der kunne skrive en eller anden form
for manifest. Efter lidt eksperimenteren frem og tilbage landede vi på
et hold, der foruden Jørn og Christine bestod af Lars Goldschmidt, Jens
Reiermann og mig selv. Jeg tænkte, at det kunne komme til at ligge lidt
tungt med det rent praktiske skrivearbejde, hvis vi ikke fik noget
forstærkning. Derfor blev vi på mit forslag enige om, at vi ville
spørge Signe Wenneberg, om hun også ville være med. Hun havde været
aktiv i Nyt Europa, og vi vidste alle, at hun skrev som en engel.
I det sene 1998 og hele foråret 1999 knoklede vi med at skrive vores
manifest, som til sidst udkom i bogform som Borgerlige Ord Efter
Revolutionen. Christine havde allerede ret tidligt i forløbet sagt, at
hun "ville have en ordentlig bog at gå på", og det lå i luften, at
bogen skulle være en slags prøveballon for et egentligt forsøg med
partidannelse. I den forstand var det blodig alvor, at vi sluttede
bogen af med at lancere et Virtuelt Folkeparti.
Men flere ting gik galt. Bogen var ikke tilstrækkeligt gennemarbejdet.
Desuden var den ekstraordinært polemisk, hvilket først og fremmest var
min skyld, fordi jeg var hovedforfatter. Jeg ville skrive en bog, der
virkelig langede ud efter venstrefløjen - i en stil, der var endnu
hårdere end Den kronologiske uskyld, som året før var blevet en stor
succes. Det fik jeg tilsyneladende overtalt de andre til. Men også kun
tilsyneladende. Kort før bogen gik i trykken, meddelte Jørn, at bogen
var så hård og polemisk i tonen, at han ikke ville stå som forfatter.
Et nyt omslag og titelblad måtte laves, hvoraf det fremgik, at bogen
kun havde fem forfattere. Christine var også betænkelig, men jeg lovede
hende, at jeg ville stå last og brast med hende.
Hvad mener jeg som hovedansvarlig selv? Som en øvelse i perfid
skrivekunst er BOER temmelig god. I forhold til at skabe politiske
resultater er den ubrugelig. Det var første, men ikke sidste, gang, jeg
måtte forsøge at forstå, at afsenderens position ikke er helt
ligegyldig for, hvordan et skrift bliver modtaget. Hvad der med den ene
afsender tolkes som god essayistik, tolkes med den anden afsender som
fuldkommen overstyret og nytteløs polemik.
Men den rent politiske vilje til at gå planken ud var heller ikke til
stede. I virkeligheden var Steen, Jørn og Christine hverken så
velorganiserede eller så beslutsomme, som jeg i mit stille sind havde
troet. Jørn forestillede sig, som allerede nævnt, at han kunne udrette
mere for sin sag ved at blive i SF og være konstruktiv. I juni 1999
nedlagde Steen sit mandat i Folketinget for at blive direktør for
Miljøstyrelsen. Han blev i SF og valgte på det politiske plan at
koncentrere sig om Nyt Europa. Selv om han i dag er en af mine bedste
venner, har jeg faktisk aldrig spurgt ham, hvad der præcis fik ham til at opgive tanken om et nyt parti og nøjagtig hvornår det skete. Christine lagde ryg til offentliggørelsen af BOER, som blev en vældig skandale og cause celebre
i Politiken og Information. Selvom al omtale er god omtale, og der var
en vis heroisme i projektet, var den samlede oplevelse dog
tilstrækkelig ubehagelig til, at hun takkede ja til et job som chef for
den nyoprettede Forbrugerinformation og dermed også nedlagde sit mandat
i Folketinget. På kort sigt var det altså ikke SF, der blev sprængt. I
stedet gik dynamitladningen af mellem fingrene på
sprængningskommandoet, som selv røg i luften med et brag.
Var hele forløbet omkring det ny grønne og pro-europæiske parti et
meningsløst spild af tid? Det mener jeg ikke. Nyt Europa var med på det
hold, som led fatalt nederlag ved Euro-afstemningen i september 2000.
Men spillerne på holdet var, person for person, virkelig gode: Steen,
Christine, Mette Frederiksen - og på bænken, fordi hun var indvalgt til
Europaparlamentet på det tidspunkt - Helle Thorning-Schmidt. De kom
alle til at gøre en forskel i deres respektive partier. Og alle - på
nær muligvis Mette - i en reformatorisk retning. Hvad angår SF, må man
sige, at Steen til sidst kunne trække sig ud som vinder: Partiets
europapolitiske linje ligger i dag der, hvor han allerede i
halvfemserne gerne ville have, den skulle ligge. Og han er tilbage i
Folketinget - uden nogensinde at have gået på kompromis med det, han
virkelig troede på. Personligt synes jeg, der var mange skuffelser i
forløbet. Først og fremmest det fatale nederlag i 2000, men også
modtagelsen af BOER. Jeg ved ikke, hvor god bogen alt i alt er - men
den er i hvert fald bedre end sit rygte. På den gode side tæller jeg,
at jeg endte med at blive gift med Christine. Men den tanke havde end
ikke strejfet os i 1999. Det var først noget, vi begyndte at tænke
over, da vi havde redigeret Det Ny Systemskifte næsten færdig og til
sidst kom til punktet "eventuelt".