Carsten Pahlke


Carsten Pahlke

Carsten Pahlke

Karma: 141 (?)

Socialt medie-selvmord skaber debat – selvfølgelig gør det det
 Snakken om en ny tendens er igen blusset op. I starten af december handlede det om ”Seppukoo” – nu er det netværket ”The Web 2.0 Suicide Machine”, der (også) tales om. Disse giver brugeren mulighed for at dræbe sig selv på de sociale netværk. Baggrunden for denne morbide tanke er beskrevet således på “Seppukoo”: 

The distinctions between the real and the virtual are becoming, more and more confused. Which is virtual? And where’s the real? Beyond all those questions only a fact remains: that our privacy, our profiles, our identities, our relationships, they are all – fake and/or real – entirely exploited for a sole purpose: to be sold as a product.“ 

Vi har haft diskussionen mange gange før – men vi tager den gerne igen. Er de sociale medier lig med forsømmelse af det “virkelige” liv? Bliver individet mindre socialt i den fysiske virkelige verden ved at benytte sociale medier? Nedsættes vores livskvalitet når vi benytter den type online medier? Kan vi skelne mellem den virkelige verden og den virtuelle? 

Sociale medier hjælper
Ja, spørgsmålene i denne diskussion er mange – og ganske naturlige. Og min indledende kommentar til denne debat er da også, at det er helt okay at skabe den. Det er skam sundt, at reflektere over de ting man gør, og hvilke konsekvenser det har – især for dem man holder af. Men når denne grundlæggende ideologi er noteret, bliver jeg nødt til at replicere på bekymringerne på mere defensiv vis. For jeg er af den klare overbevisning, at vi ikke underminerer og/eller destruerer vores sociale liv qua brugen af de sociale medier – tværtimod vil jeg sige. For man kan i stedet i mange henseender tale om en livs-optimering. For summen af de oplysninger brugeren modtager og konsumerer, når dennes bevidste og/eller ubevidste selektion af interessante venner og followees har fundet sted, er ofte af høj kvalitet. Vi huskes på fødselsdage og andre mærkedage, vi får de mest troværdige anbefalinger af restauranter, film, bøger og TV-programmer, får at vide om det blev en dreng eller pige osv. Det er jo ikke således, at de sociale medier kan udskifte den biologiske menneskelig trang til at færdes, som de flokdyr vi er. Jeg ønsker stadig at gå ud at drikke kaffe med mine venner eller mødes til en god fest – Jeg er (måske) bare opdateret bedre, når vi mødes, end jeg var tidligere.

Det er positivt at være en blærerøv
En fyr fra IT virksomheden ComOn udtalte sig her til morgen på P3. Han udtalte sig om netop “Suicide Machine” og, i forlængelse af dette, selve den sociale teknologi samt fremtiden for den. Hans konklusion var ikke at Facebook og deslige er passé grundet en netværks- metaltræthed men derimod, at flere og flere tjenester vil gøre det muligt at “pleje alle sine sociale netværk på én gang” ved at opdatere status alle steder samtidigt, for på den måde at spare tid. Jeg er enig i, at der vil komme flere “konsensus” tjenester. Dog skal man huske, at hvert medie, potentielt naturligvis, har sin egen kommunikative funktion. Et socialt medie er ikke bare et socialt medie. De kan, men skal ikke benyttes ved bare at copy/paste statusopdateringer mellem dem. Det er en misforståelse. Det er ikke sikkert, at mit faglige netværk på linkedIn ser informationen om at “Carsten har netop købt nye bukser” som særlig brugbar. Til tider kan der selvfølgelig være plausible sammenfald. Og jeg benytter mig da også selv af #in (hashtag+IN) på Twitter, som automatisk smider mit Tweet på Linkedin som statusopdatering. Men kun når jeg mener, det har relevans for målgruppen.

Vores ven på P3 ramte efter min mening et ømt punkt: Måden brugen af de sociale medier ofte opfattes. Det konkluderes nemlig gang på gang, at brugerne vil springe over, hvor gærdet er lavest i en desperat, egocentrisk søgen efter den største eksponering af selvfede budskaber. Og jo, der er noget om snakken. Det er måske blær. Men konklusionen er forkert. Således bliver et andet argument for de sociale medier, i forlængelse af ovenstående om livsoptimering, at det faktisk er positivt at være en blærerøv.

Det kræver vidst en forklaring…

Argumentet underbygges af en tese, som omhandler statusopdateringernes kvalitet trods det umiddelbare narcissistiske udtryk. For efter min mening er den blærerøvsagtige adfærd en positiv kulturudvikling, som gælder det samlede social medie-økosystem. Tesens pointe, som bl.a. omtales i Qualmans “Socialnomics” under navnet “Braggadocian Behavior”, er, at de eksterne realtime livs opdatering, er med til at sætte tingene i perspektiv – at der foregår en renselsesproces simultant med disse statusopdateringer. Samtidig med at du beretter, om noget der er cool eller spændende, som du fortager dig eller vil foretage dig, higer du også efter dette. Det bliver en retning at gå – det sætter kursen, om man vil. Så hvor første argument handlede om optimering er dette argument mere eksistentialistisk.

It’s history
Min åbningsreplik om diskussionens gentagelse omhandler ikke kun den om de sociale mediers konsekvenser med disse selvmords-applikationer for øje. For jeg kan ikke undgå at betragte denne diskussion i en historisk sammenhæng. Det er jo ikke noget nyt, at der opstår bekymring om nye mediers konsekvenser, for det liv der lå før disse medier. Vi har set det med radio, TV og ikke mindst computerspil (som nu nærmest accepteres som mulig ny OL disciplin). Det er således en helt naturlig reaktion på noget nyt og fremmed. En naturlig reaktion som bunder i en frygt for at miste det, der var en gang. Og denne gang mener jeg, at reaktionen er mere velplaceret end nogensinde før. For hastigheden af de sociale medier, både hvad angår udbredelse og brug , er enorm. Det er i sandhed et nyt medie paradigme.

Suicide Machine – ja tak
At nogle er nået frem til den konklusion, at de har et misbrug og derfor bliver nødt til at trække stikket, bogstaveligt talt, er jo kun positivt. Men det er bestemt ikke flertallet at de 350+ millioner brugere på fx Facebook, der lider under et sådant misbrug og ser sig nødsaget til at begå kollektivt selvmord – heldigvis. Med andre ord bifalder jeg applikationer såsom netop Suicide Machine eller Seppukoo, idet disse netop er et hjælpende redskab for erkendende misbrugere. Og jeg mener ikke, at Facebook burde bekæmpe dem, som de gør det pt. Tværtimod skulle de på bedste CSR vis støtte den slags initiativer. Læs mere om Facebooks anstrengelser i artiklen “Facebook Fights to Stop Mass Online Suicide” på Mindjumpers her.

Og jo, der er mange uheldige og sørgelige eksempler på, hvorledes fx Facebook er brugt til mobning, trusler og anden psykisk terror. Men dette kan vi altså ikke klandre mediet for. Det fungerer udelukkende som værktøj for den ondskabsfulde (bag)side af mennesket. Men det er en anden diskussion. Om Facebook i sidste ende snyder os alle og udnytter vores profiler til kold og kynisk markedsføring, som det beskrives i citatet øverst, vil jeg ej heller diskutere her. Men jeg er personligt ikke bange.

Er det så slut nu?
Afslutningsvis ville vores ven på P3 dog ikke gisne om, om socialt selvmord ville blive et hit (hit = det vil sprede sig og mange vil lade sig ”dø”). Men det vil jeg gerne. Det bliver ikke et hit i den forstand. Og det er ikke udelukkende ønsketænkning grundet min interesse for sociale medier eller min profession. Det skyldes mest af alt, at jeg er overbevist om, at opfordringen til socialt selvmord er en ganske naturlig og sund modreaktion på et medies mainstream udbredelse og popularitet – det er ikke en dommedagsprofeti.

Mød mig på Twitter @pahlke  

Læs mere på min blog Advertising Paradigm

Giv din stemme

7 stemmer
3,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.