Astrid Schmeltzer Dybkjær


Astrid Schmeltzer Dybkjær

Astrid Schmeltzer Dybkjær

Karma: 68 (?)

Forfatter:

2


artikler

13


indlæg

Det andet Gutenbergske skift: Indtryk fra New Media Days, dag 1

Jeg har ikke en iPad, jeg tager noter på en krøllet spiralblok, og jeg blogger ikke i real time. Dermed adskiller jeg mig tilsyneladende fra 80 procent af de deltagende ved New Media Days, som løber af stablen i dag og i morgen. Jeg tager tre centrale pointer med mig fra første dag.

1. Skærmen – ikke længere bogen – er blevet vores primære medie. I hvert fald følge Kevin Kelly, som åbnede konferencen – og som vel må mene, at jeg med min lille blok håbløst bagud.

Overalt, hvor vi befinder os, er vi omgivet af skærme. Fra dem, som er helt tæt på – vores computerskærm eller vores smartphone – til dem, som findes i miljøet omkring os. Kelly viste billeder af asiatiske højhuse, hvor hele bygningen fungerer som skærm, og jeg kom til at tænke på de poetiske billeder af Tokyo i filmen Lost in Translation, og på den knapt så poetiske oplevelse det er at køre i S-tog i disse dage, hvor nye fladskærme viser de samme reklamer og infomercials i loop (godt, jeg har min cykel).

Det er, siger Kelly, en fundamental ændring i vores måde at konsumere information på. Vi er gået fra oral informationsbehandling over litterær til nu primært visuel. Kelly kaldte det det andet Gutenbergske skift.

Skærmen – altså den interaktive skærm, ikke TV-skærmen – favner alle typer medier. Derfor behøver vi nu for første gang kun én platform til hele vores medieforbrug. Film og video, avislæsning, litteratur, radioprogrammer, kontakt med venner – du kan bruge computeren til det hele.

(Det giver mig – i parentes bemærket – krudt til en af mine kæpheste – nemlig, at ‘webkommunikation’ ikke er en genre. Dvs. det er ikke én genre, men mange. Det er der nok ikke nogen, der rent faktisk arbejder med digitale medier, som er uenige i. Men der er forbløffende mange, der stadig taler om webkommunikation, som om det er ét fænomen – som i øvrigt primært handler om at skrive korte sætninger og bruge mange punktopstillinger.)

Kelly havde flere andre pointer om medieudviklingen og måske endda nogle, som var vigtigere end denne. Men det var det med det Gutenbergske skift, som blev hos mig. Måske fordi det så elegant beskriver, hvad det er, der er ved at ske med vores mediebillede.

2. Innovation bygger på at begå og overleve fejl. Det var faktisk også én af Kellys pointer. Han mener, at grunden til, at de asiatiske lande stormer frem, er, at det der er langt mere accepteret at begå fejl og lære af dem. Den ved jeg nu ikke, om jeg køber, men det med fejlene ser ud til at være et helt lille tema på årets konference.

Der var endda en hel session dedikeret til diskussionen om, hvordan dundrende fiaskoer driver idéudvikling frem. Det droppede jeg imidlertid til fordel for at høre en fyr, der er ved at bygge sin egen rumraket. Men han var også inde på det: Man skal have lidt ondt i maven, når man begiver sig ud i et nyt projekt, sagde han. Det skal være lidt svært at sove om natten, og man må ikke være helt sikker på, at man rent faktisk kan klare det. Kun sådan rykker man sig.

3. Journalistikken er i krise. Joseph Turow, “probably the reigning academic expert on media fragmentation” i følge The New York Times, er rimelig pessimistisk, hvad angår nye teknologiers indvirken på samfundsordenen. Han beskrev i sit oplæg, hvordan fem-seks store reklamebureauer mere eller mindre sidder på mediekøbet i USA – og, er hans argument, dermed sidder de på informationsstrømmen.

Det centrale er den dataindsamling, som hele tiden foregår. Ikke blot ved, at vi opgiver vores navn, hjemby, alder og interesser på Facebook – selvom det er en stor del af det – men også ved, at firmaer har fået mulighed for at spore de køb, vi foretager. Og dermed ved de, hvad de skal tilbyde os næste gang. Track – target – tailor hedder den tre-trinsraket, som Turow beskrev. Først indsamler man data om sine kunder, så målretter man sine reklamer til dem, og tilsidst tilbyder man dem skræddersyet indhold.

Og hvad er så problemet med det? I følge Turow er det, at medieudbyderne er afhængige af reklameindtægterne for at overleve. Og eftersom vi nu med klik kan måle, præcis hvor effektiv en reklame er, så har annoncørerne pludselig mulighed for at presse medierne til at bringe et bestemt indhold, som er med til at generere flere klik. Hvorfor skulle de ellers betale – og hvordan skulle medierne så kunne overleve?

Det er et demokratisk problem. Ligeledes er det et problem, at såvel annoncører som redaktioner i højere og højere grad segmenterer deres brugere, så de kontinuerligt får tilbudt mere af det, som de allerede har reageret positivt på (købt, læst). I den yderste konsekvens vil det betyde, at vi som brugere kun får præsenteret et fragmenteret billede af virkeligheden – det, som nogle har analyseret sig frem til er relevant for os på grundlag af data om os, som vi ikke har mulighed for at få indblik i. Sounds scary? It is.

Lige så skræmmende var det at være til paneldiskussion om sociale nyheder – eller nyheders socialitet. Panelet, som bestod af danske eksperter og repræsentanter for DR og Berlingske, to af Danmarks største mediehuse, diskuterede, hvordan Facebook har indflydelse på vores brug af nyheder og ikke mindst, hvordan nyhedsformidlerne kan håndtere denne udfordring.

Konsensus syntes at være, at det for den nye mediebruger er mere relevant, hvilke artikler hans venner har læst og anbefalet, end hvad redaktionen vurderer er en nyhed, der er værd at viderebringe. Og at redaktionerne skulle ligge under for det! Det blev tilmed sagt, at journalistikkens ‘gamle’ væsentlighedskriterium burde blive afløst af et nyt relevanskriterium, hvor relevans blev defineret som ‘mest læste’. Det lyder altså i mine ører meget som en leflen for laveste fællesnævner.

Jeg må vænne tilbage til ham med rumraketten. Han sagde tidligt i sit oplæg, at han ikke mente, at man skal give folk det, de vil have – man skal give dem det, man mener, de har brug for. Tak for den gode, omend lidt firkantet formulerede, pointe. Jeg ville nok sige, at man som nyhedsformidler har et ansvar for at præsentere de historier, som har størst reel relevans, på en måde, så brugeren gider læse dem. God, gammeldags folkeoplysning, om jeg må bede.

Jeg har været inde på det før, omend i en anden sammenhæng. Journalisternes ansvar, og nødvendigheden af kritiske medier. Og jeg har tilmed skrevet noget om, hvordan jeg tror, at man kan bygge en forretningsmodel op om kvalitetsjournalistik – her, her og i Information. Men hvad nytter det, hvis annoncørerne alligevel sidder på magten? Der er noget at tænke over her ved det andet Gutenbergske skift.

Kevin Kelly er optimist – han mener, at teknologien giver os nye muligheder for at gøre gode ting. Joseph Turow er pessimist, og mange af hans pointer er berettigede. Den danske medieverden halser efter udviklingen, men lærer forhåbentlig af sine fejl.

Selv er jeg hverken optimist eller pessimist. Jeg mener ikke, at udviklingen med nye medier er entydigt positiv eller negativ, blot, at den skaber en ny virkelighed. Som jeg skal høre mere om i morgen, når konferencen fortsætter. Jeg lover ikke noget, men jeg tager blokken med, så måske bliver det til endnu et indlæg.


Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Marketing and Brand Manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.