Annette Hoffskov


Annette Hoffskov

Annette Hoffskov

Karma: 677 (?)

Forfatter:

4


artikler

3


indlæg

Vi skal allesammen dø...

Men inden det sker, har vi heldigvis tid til at feste, grine og græde. Til at fejre livet med de redskaber vi nu har til vores rådighed. F.eks. de ord, vi kommunikationsfolk bruger så flittigt.

Begge disse banale erkendelser gør jeg mig i et splitsekund - i det øjeblik Leonard Cohen træder ind på scenen på Rosenborg Eksercerplads den 5. juli 2008. Jeg får et sug i maven, både fordi jeg kan se ham live for første gang siden en Roskilde Festival i '88 eller '92. Men også fordi jeg bliver rystet over hvor gammel han er blevet. Og hvor lille han er. Som han selv siger senere: Jeg har ikke optrådt i ca 15 år. Dengang var jeg bare en knægt på 60 with a crazy dream... Nu ligner han mest Woody Allen af statur. Men ikke af stemme! For da den lille, gråhårede mand åbner munden, står det klart, at han stadig har ret når han synger: I was born like this, I had no choice, I was born with the gift of a golden voice.

Dén stemme. Og de ord. Jeg har elsket begge dele så længe og nu er det næsten ikke til at bære at høre dem. Jeg tror ikke jeg er den eneste på pladsen hvis øjne fyldes af saltvand bag solbrillerne. Lige før jeg tog hjemmefra, så jeg i tv, at en anden mand med en gylden, mørk stemme er død. Thomas Winding. 71 år gammel. Det er som om min barndoms soundtrack fader ud. Og Leonard er ældre end Thomas blev. Og han skal også dø en dag. Det er forfærdelig trist.

This ain't no way to say goodbye, synger han, mens solen går ned og farver himlen over København næsten koboltblå, med pink striber af skyer henover. Og han har ret!

Og dog... Hvis dette skulle gå hen og blive Cohens svanesang, så kunne den ikke være smukkere: Den nedadgående sol. Den lune sommeraften. Det store bølgende tæppe bag orkesteret, som skiftevis er badet i rødt, blåt og lilla projektørlys. Cohen i ulasteligt jakkesæt, hans musikere (og korpiger) ligeså. Mændene i bløde, fine hatte. Den bedagede herre med den spanske guitar, som sidder i en stol med rødt velourbetræk. Det minder om noget fra en film om Cuba i tyverne.

Det er som stod der skrevet med pink skyskrift på den aftenblå himmel: Lad os feste mens vi stadig er her. Lad os tage pænt tøj på. Og hat. Synge, spille og danse. Lad ikke en dag gå til spilde. So long, Marian, it's time that we began, to laugh and cry, and laugh and cry about it all again. Og beskeden synes at trænge igennem til publikum - vi står og svajer stille frem og tilbage mens vi synger med på Haleluja, Halelu-ja. Leonard er, tænker jeg, om ikke Gud, så i det mindste guddommelig. På en stille og ydmyg måde, så man kan stå og synge Haleluja med ham - og mene det. Han fortæller, at han har higet og søgt og læst alle filosofferne og de hellige skrifter. Og han er kommet frem til, at essensen af dem alle er dette: Doo-dum-dum-dum-di-doo-dum-dum, som korpigerne synger.

Jeg fordufter under ekstranumrene, da jeg har et lille ammebarn at nå hjem til. På vej ud fra pladsen ser jeg mennesker stå klinet op ad hegnet inde i Kongens Have. Og op ad Gothersgade er fodgængere og cyklister standset op. Forældre med børn på skuldrene. Fulde teenagere. Piger med lidt for korte nederdele og lidt for meget makeup. Alle står de bare helt stille og lytter andægtigt. Gennem den åbne port indtil Eksecerpladsen kan man se Cohen på storskærm og få de sidste numre med:

It's closingtime, synger han. Og til sidst: I've tried to leave you a thousand times. Godt det ikke er lykkedes ham endnu.

Halelu-ja!

Giv din stemme

7 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

50 JOB

Kommunikatør med en kreativ pen

Se alle job Indryk job

Job

Presserådgiver

Frist: 1. februar

Kommunikationskonsulent

Frist: 10. februar

Product Owner

Frist: 27. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.