Kan De huske det grå guld? Aldrig har det glimtet stærkere end i Cirkusbygningen lørdag 19. januar 2000, hvor Brødrene Olsen vandt det danske Melodi Grand Prix med deres egen ’Smuk som et stjerneskud’. Og efterlønsdebatten blev sat yderligere i relief, da det smukt grånende par i maj samme år også vandt det europæiske grand prix. Sejrene ikke alene genfødte grand prix-genren herhjemme, de gav også comeback til et på mange måder uforløst og undervurderet sanger- og sangskriverpar, der altid har forekommet lidt i klemme mellem rock og pop.
I morgen fylder Jørgen Olsen, den ordførende og toneangivende del af duoen, 60 år. Og selv om brødrenes hjemmeside ikke har været opdateret siden 2008, hvor de udsendte retropladen ’Respect’, går det godt, skulle vi hilse og sige. Ikke på helt samme niveau som efter grand prix-sejren, og brødrene har heller ikke gjort det lettere for sig selv ved gennem årene at udsende lidt for mange genbrugsplader, men showbiz er jo gynger og karuseller. Og det har det været for Jørgen Olsen (og hans bror), siden han snusfornuftigt og aldeles utypisk for tiden valgte at fremtidssikre sig ved at uddanne sig til lærer, selv om Brødrene Olsen i 1972 fik en debut, man skulle hedde Sebastian for at opleve magen til.
Debutalbummet, der hurtigt solgte 100.000 eksemplarer, hed bare deres efternavn. Pladen var produceret i London af Johnny Reimar og John Friis, og vokalharmonierne satte en ny dansk standard, båret af smagfulde arrangementer, skrevet af Peter Knight, som også forgyldte Scott Walker. Og Moody Blues, blandt mange andre. Sangen om ’Angelina’ har siden (for)fulgt duoen. Lanceringen med en koncert på Plænen i Tivoli forekom rockfolket at være for kommerciel – det var dengang det ord var et skældsord, og selv om pladen stadig sagtens kan passere for soft rock, stod det også hurtigt klart, at Olsen skrev en engelsksproget musik, der kaldte på et større marked og som ikke var ude på at redde verden.
Inspirationen har altid været tydelig: Mere Cliff end Elvis, en god del Cat Stevens i Jørgen Olsens nogle gange lidt for rundhåndede vibrato, og Shadows-efterkommerne Marvin, Welch & Farrar går igen i duoens ferme flerstemmighed. Og så Beatles, Beatles og Beatles. Det var dem, der satte Jørgen Olsen og hans fire år yngre lillebror i gang med bandet The Kids, som var netop det. Femten år gammel stod han i spidsen for The Kids, der varmede op for The Kinks i K.B. Hallen. Med i gruppen kom på et tidspunkt guitaristen Erik Stephensen. Han fandt dog siden andre strenge at spille på.
En audition for en dansk opsætning af musicalen ’Hair’ blev i 1971 brødrenes indgang til showbiz. Begge fik roller, Jørgen en af hovedrollerne. Med på scenen var blandt mange andre også Allan Mortensen og en hippie-sød Anette Klingenberg som Chrissie.
Resten af 70’erne gjorde de en del vikarer glade i folkeskolen. Årene brugte Jørgen Olsen og hans bror nemlig mere på eksport- end på hjemmemarkedet, hvor de dog hittede med sange som ’Marie’ og ’San Francisco’. Den kunne have vundet grand prixet i 1978, men der kom en stortromme og Mabel i vejen. Sangen handler om drømmen fra ’68, og selv han ikke vil kaldes en gammel flipper og vel heller aldrig var en ung sådan, bærer Jørgen Olsen stadig sangens budskab med sig: ”Ordet er kærlighed”. ”Jeg har altid,” fortalte han Kristeligt Dagblad i 2007, ”troet på kærlighed, frihed og demokrati … den egoisme, der hersker i dag med meget få gentlemen, ser jeg det som en meget stor udfordring at få has på. Den egoisme var der ikke, da jeg var dreng.”
Hvis man bag de ord skimter et menneske med svaghed for en nostalgisk følsomhed, kynikere ville kalde rørstrømsk, tager man ikke helt fejl, men vi er ikke noget uden den tid, vi har levet. Og Jørgen Olsen skylder os stadig at lave en dansksproget plade om sit liv, sine skuffelser og sine drømme. Den kunne sagtens risikere at vare længere end et stjerneskud.
Pressefoto 2008 af Robin Skjoldborg. Det er Jørgen t.h. hvis nogen ikke skulle vide det.