I dagens Politiken anmelder jeg den nye sæson af TV3+’s ‘Politistationen’:

Let’s face it. Kriminalitet er stærkt underholdende, medmindre man selv udsættes for den. Det har de fattet på TV2, som er førende udi dækning af det, der vel efterhånden kan kaldes ’genren’. Navnkundig i journalistkredse er stationens embedding med etaten i ’Station 2’, og dagligt sørger årvågne nyhedsredaktører for at minde os om, at der er grund til ængstelse. Alting kan ske, som Malurt sang. Og sker jo af og til.

Så kombinationen af drabssigtet somalier, psykisk utilregnelighed og sagsbehandlerutryghed var for god til at gemme i den note, historien om den flygtede fange ville have fået engang. Den fik ikke for lidt torsdag aften. Vi manglede kun at få at vide, om hans underbukser var lange eller korte, bom- eller kameluld, men at han frøs derude i natten uden overtøj, kunne en politimand forsikre os om. Det var så man gøs, og vel at mærke ikke på hans vegne.

Nu har TV2 jo ikke patent på politiet. Sidste sæson åbnede TV3+ ’Politistationen’, hvor vi fulgte politiet i Aalborg i stort og mest småt. Nye afsnit ruller nu over skærmen med blå blink og en dramatiserende underlægningsmusik, der betoner, at dokumentarismen bare er journalistisk figenblad for noget, der i bund og grund er underholdning.

Klokken er tit mange, og kun få bliver taget til fange, men programmet giver indblik i en arbejdsplads med god plads til kulance. Som historien om den 16-årige pige, der havde brugt falsk id for at komme på værtshus. Da der blev akut brug for betjentene i Jomfru Ane Gade – hvor ellers? – bad de hende vente, til de kom tilbage. Det gjorde hun sgu! Derefter fulgte de hende hjem til mor, og da det var straf nok, optog de ikke rapport. Langt mere alvorlig var en dødelig trafikulykke, men ufrivilligt absurd blev det at høre indsatslederen tale om en til halvanden omkomne. Og så må vi have Jørn Lund til at forklare, hvorfor nogen i deres talesprog helt ubesværet bruger ord som ”forurettede” og ”skadelidte”.

Og somalieren? Han kom ind i varmen igen. Så TV2’s udsendte stand-upper ville naturligvis fredag morgen høre en sagsbehandler på Jobcenter Holstebro, hvordan hun følte det lige nu. Hun var lettet.

Er det det, man kalder borgernært fjernsyn?