Jeg købte min første Koran i Tunesien, da jeg var 13 år, fordi det var sådan en flot bog. Siden har det være så som så med talenterne udi det hebræiske, så det er naturligvis aldrig lykkedes for mig at læse den.

Eller finde ud af ret meget om den.

Så da jeg forleden læste i Will Durant’s Verdens Kulturhistorie, stødte jeg på et afsnit, der belyser sagen så godt, jeg tænkte jeg ville dele det. Will Durant fortæller:

”Ordet qu’ran betyder ’det der læses op eller foredrages’, og muhammedanerne bruger navnet om deres hellige skrift, både i sin helhed og de enkelte dele. Ligesom den jødisk-kristne bibel er Koranen blevet til lidt efter lidt, og de ortodokse muhammedanere hævder, at hver eneste stavelse i den er inspireret af Gud. I modsætning til Bibelen er den imidlertid en enkelt mands værk, og den er derfor utvivlsomt den mest betydningsfulde bog, der nogen sinde er fremkommet fra en enkelt hånd.

I de sidste tyve år af sit liv dikterede Muhammed fra tid til anden fragmenter af sine åbenbaringer. Hvert fragment blev nedskrevet på pergament, læder, palmeblade eller knogler eller blev oplæst i en forsamling – og blev derpå gemt i forskellige skrin sammen med tidligere åbenbaringer, uden at man var særlig omhyggelig med at opbevare dem i logisk eller kronologisk orden.

Disse fragmenter blev aldrig samlet i profetens livstid, men mange muhammedanere kunne dem udenad og fungerede som levende tekstsamlinger. I året 633, da mange af disse qurra var døde og deres viden med dem, befalede kaliffen Abur Bakr Muhammeds vigtigste førstesekretær Zaid ibn Thabit at ’opspore og samle Koranen.’

Traditionen fortæller, at han samlede fragmenterne ’fra dadelblade og tavler af hvide sten og menneskers bryst.’ Da Zaids manuskript var færdigt, blev der taget adskillige afskrifter deraf, men da disse ingen vokaler havde, blev de læst forskelligt, og der fremkom på den måde forskellige korantekster i forskellige byer i det voksende muhammedanske rige. For at gøre en ende på denne forvirring ovredrog kaliffen Othman det til Zaid og tre lærde mænd fra Quraish at revidere Zaids manuskript (651). Afskrifter af denne reviderede tekst blev sendt til Damaskus, Kafu og Basra, og siden da er teksten blevet bevaret med en renhed og en ydmyg omhu, som er uden sidestykke.

Bogen er ifølge sin natur dømt til at bære præg af gentagelser og manglende orden. Taget for sig har hvert stykke et håndgribeligt formål – fastslår et dogme, dikterer en bøn, bekendtgør en lov, undsiger en fjende, fortæller en historie, kalder til våben, forkynder en sejr, formulerer en traktat, anmoder om lån, regulerer kulturen, moralen, håndværk, handel og økonomi. Men vi ved intet sikkert om, hvorvidt Muhammed ønskede disse fragmenter samlet til en bog. Man af dem drejer sig om en bestemt mand eller en bestemt situation, og man kan næppe forstå dem uden en historisk eller traditionsbegrundet kommentar, og man kan ikke forvente, at andre end de troende kan nyde dem.

De 114 kapitler (’sura’) er ikke indordnet efter deres tilblivelse, som er ukendt, men efter deres aftagende længde. Da de tidlige åbenbaringer normalt er kortere end de senere, viser Koranen også udviklingen i omvendt orden. Suraerne fra Medina, som er prosaiske og praktiske, kommer først, og suraerne fra Mekka, der er poetiske og åndfulde, kommer sidst. Koranen sætter sin værste fod forrest og burde i virkeligheden læses bagfra.

Alle suraer med undtagelse af den første har form af et budskab, som Allah eller Gabriel forkynder Muhammed, hans ledsagere eller hans fjender. Det samme kender vi fra de hebraiske profeter og fra mange passager i de fem Mosebøger. Muhammed var overbevist om, at ingen morallov kunne vinde den lydighed, som passer for et ordnet og stærkt samfund, medmindre folk troede, at denne lov stammede fra Gud. Denne fremgangsmåde passede godt til den stil, der var præget af en lidenskabelig storhed og udtryksfuldhed, som ofte når på højde med Esajas. Muhammeds udtryksform var halvt poesi, halvt prosa. Den er er gennemtrængt af rytmer og rim, men ikke konsekvent, og i de tidlige suraer fra Mekka er der en klangfuld kadence og et dristigt sving over stilen, som man kun fuldt ud kan føle, hvis man kender sproget og har sympati for troen. Bogen er skrevet i det reneste arabisk, rig på levende lignelser, og dens sprog er for blomstrende efter vestlig smag. Men der er almindelig enighed om, at Koranen ikke blot er det første, men også det fornemste værk i den arabiske prosalitteratur.”

Disse var ordene. Jeg synes det giver et godt billede af Koranen og religionen for en udenforstående.

Fik du noget ud af det?