Thomas Ladegaard


Thomas Ladegaard

Thomas Ladegaard

Karma: 185 (?)

Forfatter:

2


artikler

644


indlæg

Optakt til Danmark – Rumænien ved EM 2010: Uddrag fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

Rumænien ved EM 2010

Det er otte år siden, de danske kvinder sidst har slået Rumænien ved en slutrunde. Og sådan som rumænerne spiller i disse år, venter der en meget hård opgave for de danske kvinder i aften. De er stærkt besat på alle pladser, og kender af den danske liga vil nikke genkendende til flere af de rumænske stjerner. Omvendt er Rumænien altid blandt favoritterne, og lige så sikkert sørger de for at skuffe de flestes forventninger ved hver eneste slutrunde. Der er således muligheder for danskerne – specielt hvis de kommer op på bølgen og får hele hallen med som i første halvleg mod Serbien.

Historisk har Rumænien været en hård modstander for de danske kvinder. Og i dagens udmærkede anledning er vi hoppet ud i håndboldshistorien og bringer her et uddrag fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om de første succesrige kvinder i dansk håndbold. Det inkluderer bl.a. en usædvanlig kamp i Rumænien.

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 2 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

Før der var Anja, Camilla og Susanne var der Else, Toni og Anne Marie. Fra midten af 50’erne til midten af 60’erne oplevede dansk kvindehåndbold nemlig en guldalder, som skulle stå som uopnåelige højdepunkter, indtil Wilbeks jernhårde ladies tog fat i 90’erne. På kvindesiden var Danmark også dengang et af spillets førende lande, men det skete i noget mere ydmyge rammer og uden de millioner af tv-seere, der fulgte med fra starten af 90’erne. Resultaterne var dog ikke mindre imponerende.

Som hos herrerne var klubberne fra København også meget dominerende på kvindesiden. En egentlig danmarksturnering kom først i gang i 1965. HG var også hos kvinderne dominerende, og ligesom hos herrerne havde kvinderne en lokal københavnsk arvefjende. Hvor HG’s herrer kæmpede mod Ajax, kæmpede kvinderne mod FIF. Men hos kvinderne var den københavnske dominans næsten total. Fra 1956 og helt frem til 1981 lykkedes det kun for Helsingør og Svendborg at forhindre, at mesterskabet hvert eneste år havnede hos enten HG eller FIF. I den periode vandt Svendborg to gange mesterskabet, mens Helsingør en enkelt gang formåede at komme foran HG eller FIF. Men bortset fra de små undtagelser var hele perioden altså totalt domineret af de to københavnske klubber.

Succesen kom, fordi man på et særligt tidspunkt havde nogle talentfulde spillere og en række fremsynede ledere, der forstod at få det bedste ud af de mange talenter. På mange måder lyder den opskrift præcis som opskriften på den succes, Ulrik Wilbek høstede med sit landshold i 90’erne. Hvis spillermaterialet er til stede, handler det om at forvalte de muligheder på den optimale måde. Det gjorde man i 50’erne, og det havde man også held til fyrre år senere. God talentpleje gør det ikke alene, hvis der ikke er talenter at pleje. Og en gang imellem er det bare sådan, at der er flere dygtige spillere end andre. Men når spillerne er der, er det afgørende, at der er trænere og ledere, der kan se mulighederne, og som er i stand til at udvikle spillerne fra at være talentfulde til at blive vindere. Det kræver både udsyn, ambition og vilje. De ingredienser har været til stede i begge de epoker, hvor de danske kvinder har præget håndbolden på verdensplan.

Hos FIF var nogle af de helt store profiler i perioden den hårdtskydende Vibeke Jensen og stregspilleren Birgitte Harms. Hun giftede sig senere til efternavnet Wilbek, og som mor til den senere landstræner er der dermed en meget lige linie mellem de to succesperioder for de danske kvinder. Der skal åbenbart en Wilbek til. I 60’erne kom to andre talentfulde spillere til hos FIF. Multitalentet Anne Marie ”Søs” Nielsen og Toni Røseler kom til at tegne FIF i mange år. Røseler blev senere gift med den mangeårige anfører for det mandlige landshold Gert Andersen. Dermed var der ’bygget bro’ mellem FIF og HG, og de to kunne senere som forældre glæde sig over at se deres datter Camilla Andersen høste triumfer på både klub- og landsholdsplan.

HG og VM i 1957
HG havde også en meget dygtig stregspiller i Kirsten Nilsson. Bag hende huserede Aase Rasmussen og langskytten Annelise Corneliussen. Men den helt store stjerne, og en af de bedste kvinder nogensinde, var Else Birkemose, playmaker hos HG og på landsholdet. Birkemose debuterede som 18-årig på landsholdet ved de nordiske mesterskaber i 1948, og hun var både som spiller og senere som landstræner, en af nøglefigurerne i disse gyldne år. Birkemose afsluttede sin karriere i 1965. Men i 1970 var hun imidlertid ikke bleg for at stille op og sikre guldet i den afgørende kamp, da holdet havde et par skader. Hun er også til dato den eneste kvinde nogensinde, der som træner har stået i spidsen for et dansk landshold.

Else Birkemose
Den store kvindelige stjerne Else Birkemose var krumtappen for landsholdet og HG.

Som klub havde HG den fordel, at man sammen med herrerne ofte blev inviteret med til internationale turneringer. Det gav HG’erne mulighed for at prøve kræfter med de bedste østeuropæiske hold, og forstærket med bl.a. Anne Marie Nielsen fra FIF høstede man flere sejre i stærkt besatte østeuropæiske turneringer. De danske kvinder var klart i verdenseliten, og derfor var der meget store forhåbninger til det danske hold, da de første verdensmesterskaber for kvinder blev afholdt i juli 1957 i det daværende Jugoslavien.

Men VM blev ikke den ventede succes. De danske kvinder var vant til at spille indendørs, men internationalt blev der endnu spillet på udendørs baner, og den omvæltning var de danske kvinder ikke klar til, selvom f.eks. de nordiske mesterskaber også blev afviklet udendørs i de år. Der var ni hold tilmeldt, og danskerne endte efter nederlag i den indledende runde med at slå Østrig i kampen om 5. pladsen med 10-6. Finalen gjorde Tjekkoslovakiet til de første kvindelige verdensmestre, da de slog Ungarn 7-1 foran 8.000 tilskuere i Beograd.

Den danske skuffelse blev til et af de nederlag, som med god ret kan kaldes lærerigt. HG’s mangeårige holdleder og Else Birkemoses mand, Grimur Gunnarsson fortæller om det VM: ”De danske piger var på grund af deres tekniske dygtighed nærmest vant til at lege sig til sejrene. Men den gik ikke mod fysisk stærkere piger på udendørs tunge baner og med større bolde end normalt.”

Man blev nødt til at tænke nyt, og den nytænkning kom med århusianeren Jørgen Absalonsen, der tiltrådte som landstræner for kvinderne i 1957. Hans store opgave var at føre kvinderne frem mod det næste VM, der først blev afholdt fem år senere i Rumænien i sommeren 1962. Absalonsen rådede over et unikt spillermateriale, der i sin kerne havde de nævnte spillere fra HG og FIF. Talenterne fra 1957 var blevet mere erfarne, men de meget boldbegavede danskere manglede at kunne matche østeuropæerne rent fysisk.

Dette tema går som en rød tråd gennem dansk håndbolds historie. Danmark har altid været i stand til at fostre teknisk og taktisk begavede spillere, der rent håndboldmæssigt var foran de fleste. Men det har altid haltet med fysikken. Dels fordi træningsbetingelserne ikke har været til stede. Men også fordi den danske mentalitet ikke har været til hård og vedholdende fysisk træning. Derfor er en række danske hold ofte kommet til kort i lange udmarvende mesterskaber, hvor særlig de østeuropæiske hold, der viste sig både kedeligere men også meget mere holdbare og effektive, ofte endte med medaljerne foran Danmark.

Det er egentlig først med de senere års professionalisering af spillet også herhjemme, at det tema så småt er blevet begravet. Men helt væk er det ikke, for det hører på godt og ondt med til historien om dansk håndbold, at man altid har dyrket den myte, at nok var de østeuropæiske statsprofessionelle store, stærke og formentlig også stærkt dopede – og svenskerne bare stærkt kedelige, som de altid er. Men danskerne var altid i stand til at klare sig, fordi vi var smartere, hurtigere og klogere.

Danske håndboldspillere har om nogen været med til at udvikle spillet teknisk, og rigtig mange af de mest finurlige teknikere er danske. Tænk blot på venstrefløjen Lars Christiansen der nu i mere end ti år har drevet målmændene i den tyske Bundesliga til vanvid med scoringer fra baglinien, som bliver skruet indenom og udenom målmanden stort set efter behag. Men teknisk ekvilibrisme gør det ikke alene, og utallige er de gange hvor ikke mindst det danske herrehold måtte rejse hjem fra et mesterskab med uforrettet sag, fordi fysikken ikke slog til.

Her forstod Jørgen Absalonsen som en af de første, at boldbegavelse og god fysik ikke er hinandens modsætninger. Tværtimod forudsætter det en rigtig god fysisk form for at være i stand til at levere teknisk flot spil i løbet af en lang turnering. Derfor sammensatte Absalonsen allerede i 1958 det første såkaldte cirquittræningsprogram i Danmark i et samarbejde med idrætslægen Frode Henriksen. En hidtil uset satsning på den fysiske del af håndbolden. Men ydermere begyndte Absalonsen at træne et mere fysisk betonet forsvarsspil med hårdere tacklinger og omklamringer. Det skete for at hærde hans hold mod det, der ventede, når de skulle dyste på internationalt plan. Endelig indførte Absalonsen træning i en række spilsystemer, som kunne anvendes ”utraditionelt og intuitivt. Vi ville ikke maskinhåndbold”, som Absalonsen selv har beskrevet bestræbelserne. Men hans nye ambitiøse metoder fik ikke lov at gå upåagtet hen. De blev genstand for stor debat i aviserne, og Absalonsen måtte forsvare disse tilsyneladende udanke metoder. Kritikerne blev dog snart tavse.

VM 1962
Den nye landstræner havde imidlertid noget af et luksusproblem med mange kvalificerede spillere. Derfor arbejdede han, som man også gør i dag, tidligt med en bruttotrup på 36 spillere, der løbende blev testet fysisk og spillemæssigt ved en række samlinger. I påsken 1962 var 20 spillere tilbage til den sidste samling før udtagelsen. Det blev dramatisk. På den sidste dag lod Absalonsen pigerne spille en udtagelseskamp på Vejle stadion, og de trætte spillere gav alt, hvad de havde tilbage efter en lang samling. Flere spillere måtte bæres fra banen, og da aviserne var på gaden igen efter påske var det med store overskrifter om kvindehåndboldens død. Den dramatik blev ikke mindre, da landstræneren var involveret i et alvorligt trafikuheld kort før afrejsen til Rumænien.

Men ved afrejsen var både landtræner og holdet klar til at tørne ud på rødt tennisgrus i den indledende gruppe mod Ungarn og Japan. Nervøsiteten var stor på det danske hold. Ville forberedelserne give bonus? Var holdet virkelig så godt, som alle gik og troede? Den første kamp mod Ungarn gav et vigtigt fingerpeg. Efter en nervøs start blev det til en klar sejr på 8-4, og derefter blev Japan besejret med 12-7, selvom de meget små japanere voldte danskerne en del omstillingsvanskeligheder.

I mellemrunden ventede de store udfordringer for alvor. I den første mellemrundekamp skulle det danske hold op mod Sovjetunionen i Sibeu. Det blev en speciel oplevelse. Det lokale partikontor havde fuldstændig udsolgt kampen, og flere tusinde mennesker uden billet væltede diverse indhegninger og overfyldte stadion. Kampen blev gennemført, og Danmark vandt klart 10-4 til de mange tilskueres udelte begejstring – og formentlig til det lokale partikontors store ærgrelse.

VM holdet fra 1962
Det danske hold fra VM 1962.

Dermed var holdet klar til en decideret semifinale i den sidste mellemrundekamp mod Jugoslavien. Som Danmark var også Jugoslavien ubesejrede i turneringen, men Danmark havde forberedt sig godt til kampen og havde det taktiske overskud. Else Birkemose spillede en formidabel 1. halvleg og fodrede Kirsten Nilsson og Toni Røseler på stregen med adskillige frispilninger. I pausen forudså landstræner Absalonsen, at Jugoslavien måtte ty til et modtræk som f.eks. en decideret mandsopdækning af Birkemose. Han trak derfor Birkemose ud på bænken ved 2. halvlegs start og spillede med ikke færre end tre stregspillere. Det skabte fuldstændig forvirring for jugoslaverne og en hurtig føring til Danmark. Da Birkemose kort efter kom på banen igen, kunne hun og de øvrige spillere køre en 7-5 sejr helt hjem.

I finalen ventede værtsnationen Rumænien, som havde vist skræmmende styrke hele turneringen igennem. Rumænerne blev trænet af en af de største trænere gennem tiderne, den rumænske legende Ioan Kunst Ghermanescu, og i deres afgørende kamp i mellemrunden havde de bl.a. slået de forsvarende verdensmestre fra Tjekkoslovakiet med 7-3. Finalen blev en lang kamp op ad bakke for danskerne, der aldrig rigtig kom ind i guldkampen på det store fodboldstadion i Bukarest i mere end 30 graders varme. De mange fanatiske tilskuere sad langt fra den lille håndboldbane, og hele 2. halvleg blev spillet i elektrisk lys, som også var uvant for det danske hold. Trods en indædt fight lykkedes det aldrig at indhente rumænerne, der vandt kampen med 8-5. Men den første medalje til dansk håndbold var en realitet, og den kom i hus i kamp med alle de østeuropæiske nationer, der var ved at indtage håndboldscenen i disse år. Absalonsens satsning gav pote. Danmark var kommet på medaljeskamlen.

Triumf i Europa
Men det var ikke kun med landsholdet, at kvinderne for alvor blandede sig internationalt. Året efter sølvmedaljen i Bukarest klarede FIF sig som danske mestre frem til finalen i Europa Cuppen for mesterhold, hvor det dog blev til nederlag mod de stærke russiske mestre Trud Moskva. I 1964 havde Helsingør IF helt undtagelsesvis brudt det monopol, FIF og HG havde på titlen. Nordsjællænderne spillede sig også frem til Europa cup finalen, hvor det blev til et meget knebent nederlag mod Rapid Bukarest på 13-14. Men i 1965 strøg et dansk hold helt til tops, og kom dermed i mange år til at stå som det eneste vesteuropæiske hold på kvindesiden med en europæisk triumf.

Selvom det stort set var FIF og HG, der delte mesterskaberne imellem sig, var det ubetinget HG, der formåede at bringe succesen fra den hjemlige turnering ud i Europa. Og som nykårede mestre deltog man nu i mesterholdenes Europa Cup turnering. I finalen mødte holdet Spartakus Budapest fra Ungarn, som blot et halvt år senere leverede stammen til det hold, der blev verdensmestre i Vest-tyskland. Men HG med målmand Ditte Poulsen, Else Birkemose og Kirsten Nilsson i spidsen var ikke til at slå. I Bellahøj-hallen vandt HG hele 14-6, og selvom udekampen i Budapest resulterede i et 7-10 nederlag, kunne HG lade sig hylde som det første boldspillende hold fra Danmark med en gevinst i en europæisk turnering. Der skulle gå næsten fyrre år, før Slagelse i 2004 gjorde dem kunsten efter.

Men allerede året efter var HG meget tæt på at gentage succesen, og deres indsats i semifinalen mod Trud fra Moskva er af flere blevet betegnet som en af de mest imponerende resultater nogensinde i dansk håndbold. HG havde med hiv og sving sejret 10-8 i København, og det var med bange anelser, at HG i februar 1966 rejste til Moskva for at møde et sovjetisk mesterhold, der aldrig havde tabt en hjemmekamp i Sjakhator-hallen. Det var der en meget god grund til, som helt ind til kampstart blev holdt hemmelig for HG. Trud spillede nemlig på rødt tennisgrus, selvom den foregående træning havde foregået på et regulært halvgulv. Men det var ikke enden på HG’s problemer. Kampbolden var beviseligt for lille i forhold til de internationale mål. Endnu værre var dog, at russerne havde placeret en projektør på banen, som meget præcist ramte den danske målvogter Ditte Poulsen lige i ansigtet.

Efter en del palaver med russerne, blev kampen endelig fløjtet i gang, men der gik ikke lang tid, før HG var nede 0-2. Ved den stilling brændte den ellers sikre Else Birkemose oven i købet et straffekast. Det så sort ud. Men Ditte Poulsen holdt med sine mange redninger HG’erne inde i kampen, og HG kunne langsomt men sikkert vende kampen og sikre sig en 9-7 sejr. Moskovitternes status som ubesejrede på det røde hjemmebanegrus var historie. I finalen mødte HG’erne de østtyske mestre fra SC Leipzig. En klub der helt indtil i dag har været den store drivkraft i (øst)tysk kvindehåndhold. På trods af den meriterende sejr i semifinalen, kunne HG’erne ikke matche et østtysk hold på vej frem. DDR var ved at blive en stormagt i håndbold, og Leipzig vandt en sikker samlet sejr på 17-11.

Det nederlag markerede afslutningen af en gylden epoke for de danske kvinder. Else Birkemose spillede sin sidste landskamp i VM-finalen i 1962, og selvom hun fortsatte for HG satte hun sig også på bænken som landstræner. Men hun kunne ikke som træner føre Danmark til de samme triumfer, hun havde opnået som spiller. Ved VM i 1965 i Vesttyskland stod det allerede klart, at de andre nationer ikke lå på den lade side. Det blev til nederlag mod både Jugoslavien og Vesttyskland, og selvom Danmark i kampen om femtepladsen slog de forsvarende verdensmestre fra Rumænien med 10-9 i Dortmund, var nedturen for kvinderne begyndt. En gylden epoke var slut, og der skulle komme til at gå mange år, før dansk kvindehåndbold igen kom op på de højder, som HG, FIF og det danske landshold nåede i 60’erne. Faktisk skulle vi vente helt indtil Toni Røselers datter Camilla Andersen og Birgitte Wilbeks søn selv kunne tage affære i slutningen af århundredet.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

KOM17

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

4. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.