Risikokommunikation er mit primære interessefelt. Jeg ejer og driver Center for risikokommunikation, som arbejder for at gøre offentlige og private kunder bedre til at kommunikere om risici både internt i virksomheden og udadtil. Centeret tilbyder kurser og undervisning, rådgivning og analyse samt bistand med konkrete risikokommunikations-opgaver.
Tidligere var jeg blandt andet seniorrådgiver i European Institute for Risk Management (EIRM), sekretariatsleder for Informationscenter for miljø og sundhed (IMS), miljøkonsulent i Forbrugerrådet og konsulent i Teknologirådet. Desuden har jeg tidligere haft privat konsulentvirksomhed samt forsket og undervist på Roskilde Universitet.
Jeg har blandt andet skrevet bogen "Dialog om det usikre - nye veje i risikokommunikation" (Akademisk Forlag 2001), som var en af de første bøger om emnet på dansk.