Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, lå der et nyt eksemplar af litteraturtidsskriftet Standart. Fantastisk. Jeg var endog så heldig, at min egen bog om Per Højholt, Hørbylundemanden, blev anmeldt i nummeret. Nu var det heldigvis en god anmeldelse (siger narcissisten), men jeg tror egentlig, at længden og grundigheden i sig selv ville være nok til, at jeg ville kunne glæde mig.
Indtil videre har den kun modtaget overfladiske, halvstuderede anmeldelser - de har været positive, men er blevet skrevet af anmeldere, der enten har haft for travlt eller ikke har gidet at læse bogen ordentligt. Men sådan er det ikke i Standart. Her udsættes bogen for en fremragende læsning. Den gode anmeldelse giver mig også god grund til optimisme, trods alt, for i Information, Weekendavisen og Politiken er man åbenbart ligeglade med en introduktion til Per Højholt. Sådan noget litteraturfis finder ikke vej til deres spalter. Nuvel, vi overlever nok: Højholt og jeg ; - )
I det hele taget gjorde Standart mig glad. Jeg er glad for, at tidsskriftet regeres af en række unge og ihærdige, litteraturbegærlige mennesker. De har på mange måder ret, når de påberåber sig titlen som "Danmarks eneste litteraturtillæg". Kunne man kvalitetsteste anmeldelser, er jeg også sikker på, at man finder de bedste her. Udover dem var jeg i dette nummer særligt glad for Martin Glaz Serups indlæg om litteraturtidsskriftet Vinduet i Norge: Hvorfor har vi ikke et sådant vindue her i DK, spørger Martin? Ja, hvorfor ikke, spørger jeg også? Måske kunne det være med til at sparke en genuin litterær debat i gang, sådan som den ofte udspiller sig i Norge? Gøre god litteratur relevant, også for en offentlig debat. Hans Hauge skriver sjovt og provokerende (som altid) om det litterære systemskifte, fx påstår han, at dansk litteratur ikke har beskæftiget sig med emner som globalisering, terror, Irak og Afghanistan, men det kunne han ellers forsikre sig om ved fx at læse Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene, eller hele Beckwerkets virke siden biografien, ja eller Peter Laugesen for den sags skyld, eller en hel del raptekster. Man kunne også læse titelnovellen fra Adda Djørups novellesamling Hvis man begyndte at spørge sig selv (2007), som jeg genlæste her til morgen, og som stadigvæk er rigtig god. Mon ikke også Lars Skinnebachs poesi kunne siges at rumme emner som disse? Anyways, et andet interessant indlæg er Søren Fauths velskrevne "Mnemosyne, Lethe og den dynamiske erindring", hvor Fauth beskriver den sørgelige situation for universiteterne i Tyskland, hvor man underviser 20 timer om ugen på hold på op til 300 studerende og eksamen foregår via multiple choice tests, Geistenswissenschaft, jawohl, eller måske snarere nein danke. Fauths kritik af danske universitetsforhold i forlængelse af dette skrækscenarie, dvs. hvordan de bedste hoveder på universiteterne bruger det meste af deres tid på ansøgningsprosa, er forstemmende og, ikke mindst, alt for sand.
Summa summarum: Som litterat kan man kun holde af Standart.