Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk
”I am your voice,” proklamerer rigmanden Donald Trump fra den guldindrammede scene på det republikanske konvent. I et år har han lagt øre til modstandere og mediers latterliggørelse af sin kampagne, men med kåringen til republikanernes præsidentkandidat kan alvoren af hans kandidatur ikke længere ignoreres.
 
Den kontroversielle outsider sagde og gjorde ting, som skulle gøre det umuligt at blive præsident i USA. I dag er han USA’s nytiltrådte præsident. Trump tog røven på alle med sin valgsejr, og for mange står han som det hidtil mest ildevarslende eksempel på populismens fremmarch.
 
I Frankrig blev det højrepopulistiske Front National landets største parti ved regionalvalget i 2015, og ingen tør afvise muligheden for, at forkvinden Marine Le Pen vinder præsidentvalget dette forår. Alene i år forventer man også fremgang til populistiske partier ved valg i Tyskland, Holland og Italien. De etablerede partier og institutioner som menneskerettighedskonventioner, frihandelsaftaler, EU og NATO bliver dyrket som folkelige fjendebilleder. Den vestlige verdens liberale demokratier vakler.
 
Som så mange andre er jeg oprigtigt bekymret over situationen, men samtidig er det min opfattelse, at vi ikke vinder ved at opbygge unuancerede fjendebilleder af populismen. Populisme har i europæisk kontekst karakter af et skældsord, hvilket gør begrebsdefinitionen vag.
 
Hvis vi skal inddæmme den populistiske bølge inden for vores samfunds nuværende institutioner, må vi interessere os mere indgående for populismens karakter. Vi skal ikke dvæle ved automatreaktionerne – frygt og fordømmelse – men have modet til at undersøge, hvad der rent faktisk kendetegner populisme og populistisk retorik, herunder også om der skulle være en positiv side. Af denne grund har jeg valgt en begrebsorienteret tilgang, hvor afsættet for undersøgelsen er en tro på, at teori og analyse gensidigt kan belyse hinanden og forøge forståelsen for begreberne populisme og populistisk retorik.
 
De retorikere, der har været i nærheden af populisme som emne, har primært villet vise, hvorfor denne type retorik var forkastelig. Derfor vil læseren, der forventer en retorisk kritik inspireret af Kenneth Burke, Edwin Black eller andre ideologikritikere, blive skuffet. Disse markante retoriske referencepunkter spiller ikke en central rolle i specialet, fordi hovedformålet er at tilvejebringe en model for, hvordan vi kan forstå populismen som retorisk fænomen – og ikke at nå frem til en normativ vurdering af Trumps populistiske retorik. Specialets teoretiske afsæt er bl.a. Ernesto Laclau, Jan-Werner Müller og Paul Taggart – tre toneangivende populismeforskere med temmelig forskellige opfattelser af, hvad populisme er, hvorfor de til sammen viser bredden i begrebsdannelsen.
 
At specialet forklarer frem for at vurdere er også grunden til, at analysen ikke udelukkende har et tekstinternt fokus på taler af Trump, men derimod også studerer effekterne af hans valgkampagne gennem nærlæsninger af forskellige publikummers reaktioner.
 
Retorikspecialet er skrevet af Gry Inger Reiter ved Københavns Universitet, og er bedømt til et 12-tal.
 
 
“Personer, der vælger at deltage i screeningsundersøgelsen, mindsker deres risiko for at dø af tarmkræft med ca. 25 %” 
 
Således stod der i Sundhedsstyrelsens invitation til screening for tarmkræft, indtil denne information blev kritiseret af lægevidenskabelige rækker for at være misledende. De 25 % dækker over, hvor mange dødstilfælde forårsaget af tarmkræft, der kan nedsættes procentvis ved indførelse af et nationalt screeningsprogram. Kritikken gik på, at denne information var uigennemsigtig, idet borgerne vurderede deres egen gevinst ved screeningen højere, end den egentlig var. Som følge heraf måtte Sundhedsstyrelsen i efteråret 2016 revidere deres invitation, så denne ikke misledte borgerne. I den reviderede udgave anvendes der dog stadig kommunikation, der skal påvirke borgeren til at deltage i screeningen. Denne type kommunikation kaldes nudging.
 
Nudging er i dag hyppigt anvendt af myndigheder, der vil påvirke borgerne til at gøre mere af det, der ønskes, og mindre af det, der ikke ønskes som blandt andet mindre rygning og hurtigere betaling af skattegæld (Bason, 2012). USA’s daværende præsident, Barack Obama, oprettede i 2015 et politisk program, der med adfærdsforskning og nudging skulle påvirke amerikanske borgeres beslutninger, og på samme vis er nudging i flere år blevet anvendt af den britiske regering (Marron, 2015). I februar 2017 udmeldte den danske regering, at også de vil tage nudging i brug for at påvirke borgernes adfærd i modernisering af den offentlige sektor.
 
Ofte anvendes nudging til at få borgerne til at tage “de rigtige” valg i forhold til deres sundhed, som titlen på Thaler og Sunsteins (2008) hovedværk også indikerer. Men denne nye måde at påvirke gennem kommunikation kan altså også medføre kritik, som var tilfældet med Sundhedsstyrelsen invitation til screening for tarmkræft.
 
Specialet konkluderer på, hvilken betydning skriftlig kommunikation har i denne sundhedsmæssige sammenhæng og ikke mindst hvorvidt man kan "afsløre" nudgingen, for at gøre den nemmere at modstå. Afslutningsvis berører specialet hvilke faktorer, der har betydning, når individet træffer beslutninger vedrørerende deres sundhed og hvilke implikationer dette har for sundhedskommunikation generelt.
 
 
Kommunikationsspecialet er skrevet af Mia Helsengren Jensen, Sara Muff Pedersen og Rikke Karstoft Jeppesen ved Aalborg Universitet. Specialet blev bedømt til karakteren 12.
 
Læs hele specialet her.
Siden vedtagelsen af Lov om euforiserende stoffer i 1955 har Danmark haft en officiel national narkotikapolitik. Loven foregreb håndteringen af en række markante ændringer i danskernes rusmiddelvaner, som indtrådte godt ti år senere, i midten af 1960’erne, og siden da er forbruget af illegale rusmidler steget støt, alt imens de ulovlige stoffer kontinuerligt har været et emne til debat i dansk politik. Men hvorfor valgte man i sin tid at lovgive imod en gruppe rusmidler, som man havde så godt som ingen erfaringer med i Danmark? Og hvordan har lovgivning og debat udviklet sig i de efterfølgende 60 år, hvor erfaringsgrundlaget med rekreativt forbrug af illegale rusmidler er vokset betragteligt? 
 
Med den politik som blev vedtaget i sluttresserne, og som i det store hele var gældende indtil årtusindeskiftet, placerede man sig med et ben i hver lejr, hvor hashrygning og anden brug af illegale rusmidler ikke i sig selv var ulovlig, men hvor besiddelse og handel med en række rusmidler i mindre skala formelt set var ulovlig, men i praksis var så godt som straffri. På denne måde undgik man at kriminalisere en stor gruppe almindelige samfundsborgere, men man forhindrede ikke en række uhensigtsmæssige følgevirkninger, ligesom den officielle holdning til de illegale rusmidler syntes noget tvetydig. Da kursskiftet i dansk narkotikapolitik i 2004 var en realitet, blev netop signalværdien i athåndhæve det gældende forbud da også fremhævet, ligesom dette mål om signalpolitisk gennemskuelighed længe udgjorde en del af argumenterne imod at indlede lægeordineret udlevering af heroin til stiknarkomaner eller at indrette sundhedsrum for heroinnarkomaner, de såkaldte fixerum. Med stramningerne af Lov om euforiserende stoffer i 2004 og igen i 2007 sendte man et ganske utvetydigt signal: enhver besiddelse af eller handel med illegale rusmidler blev gjort strafbar med bødestraf som minimumssanktion, hvor man hidtil i praksis blot havde modtaget en advarsel for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer til eget forbrug. Dette kursskifte har naturligvis medført en markant stigning i antallet af dømte efter Lov om euforiserende stoffer og hermed kriminalisering af langt flere borgere, som ikke anser sig selv – eller i almindelighed anses af omverden – som kriminelle.
 
Resultaterne af forskning i rusmidler er efterhånden af astronomisk omfang, og alene i Danmark publiceres hvert år et utal af udgivelser indenfor vidt forskellige forskningsgrene, der omfatter alt fra medicin, herunder psykiatri, neurovidenskab og biokemi, over psykologi og socialpædagogik, til forskellige samfundsvidenskabelige fagområder, kriminologi og jura. Hver af disse videnskabelige grene arbejder ud fra deres individuelle faglige metoder og målsætninger, og det ville være et oplagt mål for historiefaget at forsøge at samle disse forskellige tråde på et mere systematisk plan, end hvad tilfældet i Danmark hidtil har været – en faglig forsømmelse som dette speciale desværre ikke formår at råde bod på. I udlandet – navnlig USA – er rusmiddelforskning et stort, selvstændigt underområde af historieforskningen, mens den psykologiske og samfundsvidenskabelige rusmiddelforskning i Danmark primært udfoldes på Center for rusmiddelforskning ved Psykologisk institut på Århus Universitet, hvor historiefaget ikke længere er repræsenteret.
 
Formålet med dette speciale er altså ikke at give det store overblik over den inden- og udenlandske rusmiddelforskning, men at stille skarpt på et centralt område af konstruktionen af dansk narkotikapolitik, nemlig den politiske debat i tre forskellige perioder, hvor væsentlige politiske opbrud har fundet sted:
 
1. den oprindelige danske lovgivnings tilblivelse.
2. lovændringerne i 1969 og den politiske kontekst for disse.
3. strafskærpelserne i 2004 og de foreløbige erfaringer, som den ændrede
politik har medført.
 
Specialet er bygget op omkring fem selvstændige kapitler, den første del opridser det forskningsmæssige, metodiske og teoretiske grundlag for den bærende analyse, mens andet kapitel præsenterer et overordnet historisk overblik over rusmidlernes internationale historie ud fra det teoretiske udgangspunkt. Tredje, fjerde og femte kapitel behandler de tre nævnte perioder af den danske narkotikapolitiske debat ud fra to simple spørgsmål: Hvordan kommer de danske lovgiveres ideologiske og moralske udgangspunkter for anskuelsen af illegale rusmidler som socialt fænomen til udtryk i den politiske debat, og hvordan udvikler den danske narkotikapolitik sig i perioden 1955- 2017?
 
 
Specialet af skrevet af Nanna Rud Mogensen ved Saxoinstituttet på Københavns Universitet. Specialet er bedømt til et 12-tal.
 
Traditionelt set opstod partnerskaber typisk mellem partnere fra samme sektor. Som følge af udviklingen inden for Corporate Social Responsibility (CSR) grenen og dets popularitet, er det dog blevet mere udpræget at danne partnerskaber på tværs af sektorer. Dette kaldes et cross-sector partnerskab, og opstår, når to, eller flere, partnere fra forskellige sektorer går sammen om at adressere en specifik udfordring inden for felter som f.eks. samfund, menneskerettigheder eller miljø. I takt med populariteten af denne slags partnerskaber, er der allerede fortaget megen forskning inden for området. Ikke desto mindre udforsker denne forskning primært implementeringsfasen, mens kun begrænset forskning fokuserer på den mere indledende fase, som indebærer identifikationen og valget af den rette samarbejdspartner.
 
Som følge af dette er formålet med dette studie at identificere og sammenligne motivationsfaktorer og fremgangsmåder i internationale cross-sector samarbejder mellem non-profit organisationer og virksomheder i den indledende fase, hvor der tiltrækkes og vælges samarbejdspartner.  Den indsamlede data er udledt af 14 semi-strukturerede interviews med ni non-profit organisationer og fem virksomheder.  Efterfølgende er en tematisk analyse udført med formålet at identificere og analysere påfaldende semantiske mønstre som fremgår af den indsamlede data.
 
Resultaterne af dette studie har kastet lys på de motivationsfaktorer som spiller en rolle i samarbejder mellem non-profit organisationer og virksomheder, såvel som de præsenterer en række praksisser til at tiltrække og vælge samarbejdspartnere. De deltagende non-profit organisationer deler en pragmatisk tilgang til denne proces, og betragter desuden branding som et nyttigt værktøj. Modsætningsvist viser det sig, at virksomhederne kun lægger begrænset vægt på at tiltrække partnere, da de allerede oplever en stor opmærksomhed og interesse for deres arbejde, og ligeledes modtager mange tilbud fra non-profit organisationer allerede. Både non-profit organisationerne og virksomhederne værdsætter gennemsigtighed og åbenhed, når der indgås et samarbejde, og non-profit organisationerne opfordrer endvidere virksomheder til at være mere åbne omkring deres motivation og agenda.
 
Den mest iøjnefaldende iagttagelse i den indsamlede data er, at virksomhederne prioriterer værdien af et cross-sector partnerskab højere end det finansielle aspekt, og de ser det som et problem, at mange non-profit organisationer ikke gør det samme. Virksomhederne betragter et partnerskabs ’shared value’ som dets essentielle drivkraft, og opfordrer non-profit organisationer til at flytte deres fokus fra penge til værdi og til at vise større taknemmelighed. Desuden efterspørger virksomhederne også en større og mere professionel indsats fra deres cross-sector samarbejdspartnere. En forklaring på dette kan være, at non-profit organisationer typisk står overfor flere risici end virksomhederne i et cross-sector partnerskab, da samarbejdets udfald har en direkte forbindelse til og indflydelse organisationens primære mål. Således er det muligt, at non-profit organisationer vælger at engagere sig mere i filantropiske partnerskaber end transaktionspartnerskaber, idet førstnævnte type indebærer kun begrænset ressource udveksling og interaktion med samarbejdspartneren.
 
Specialet er skrevet af Marie Schmeltz, Cand.ling.merc. engelsk ved Aarhus Universitet. Specialet er bedømt til et 12-tal.
 
Hvordan bør en virksomhed reagere, hvis den bliver udsat for en shitstorm på de sociale medier? Dette spørgsmål er i de senere år blevet forsøgt besvaret adskillige gange gennem videnskabelige undersøgelser såvel som af diverse kommunikationseksperter. Fælles for hovedparten af de løsninger, undersøgelserne og eksperterne kommer frem til, er, at de har karakter af generaliserede handlingsplaner eller best practices for, hvordan virksomheder bør håndtere en shitstorm.
 
Imidlertid er det en grundholdning i dette speciale, at virksomheder ikke er tjent med en sådan generaliseret handlingsplan. Specialet tager nemlig udgangspunkt i den antagelse, at enhver shitstorm er unik og følgelig bør håndteres ud fra sine egne præmisser. I stedet for at komme med en generaliseret og færdiglagt handlingsplan eller liste over best practises er formålet med specialet derfor at udlede et grundprincip. Dette grundprincip skal ikke fortælle den kriseramte virksomhed, hvordan den skal kommunikere under shitstormen, men derimod guide virksomheden i at vælge den kriseresponsstrategi, der er mest hensigtsmæssig set i forhold til den specifikke krisesituation.
 
En uskyldig girafunge og en fiskerestaurant i Sæby
For at kunne finde frem til princippet foretager jeg i specialet en komparativ analyse af den shitstorm, København Zoo blev udsat for i februar 2014 som følge af dens aflivning af den 2-årige hangiraf Marius, og den shitstorm Jensen’s Bøfhus blev udsat for i september 2014, efter at restaurantkæden lagde sag an mod Jensens Fiskerestaurant – et mindre spisested i Sæby.
 
For at foretage analysen af de to cases tager jeg i specialet udgangspunkt i teori inden for forskningsfelterne kommunikation og krisekommunikation. I denne sammenhæng stiller jeg mig kritisk over for den amerikanske professor i kriseledelse og krisekommunikation W. Timothy Coombs’ indflydelsesrige grundprincip: Jo større ansvar for krisen, stakeholderne tillægger virksomheden, desto mere imødekommende må virksomheden være i sin krisekommunikation og dermed i sit valg af kriseresponsstrategi.
 
På vej mod et nyt grundprincip
Det grundprincip, jeg udleder i dette speciale, er et alternativ til Coombs’ princip; som et resultat af analysen af de to cases finder jeg frem til følgende indsigt: Stakeholdernes overvejende positive respons på København Zoos håndtering af shitstormen skyldtes det faktum, at aflivningen af Marius var i overensstemmelse med den zoologiske haves mission og værdisæt. Samtidig skyldtes stakeholdernes overvejende negative respons på Jensen’s Bøfhus’ håndtering af shitstormen, at sagsanlægget mod Jensens Fiskerestaurant ikke var i overensstemmelse med, men snarere imod, restaurantkædens mission og værdisæt.
 
På baggrund af denne indsigt udleder jeg i specialet følgende grundprincip: Jo mere kritikken mod virksomheden er opstået som en følge af, at virksomheden ikke har handlet i overensstemmelse med sin mission og sit værdisæt, desto mere imødekommende over for kritikken bør virksomheden være i sin krisekommunikation og dermed i sit valg af kriseresponsstrategi.
 
Klokken er 6.30. P1 Morgen høres i baggrunden. TV2 News og DR2 Morgen kører simultant på hver sin skærm. En stak morgenaviser med alt fra Politiken og Jyllands-Posten til The New York Times bliver langsomt tygget igennem over morgenkaffen, præcis som 34 andre printmedier. Og siden tages der hul på stakken af nyhedsbreve fra blandt andre Socialdemokraterne, Røde Kors og Louisiana.
 
Det lyder som en komplet urealistisk nyhedsdiæt. Og det var det da også for bare få år siden. Men ikke længere. I dag får 65 procent af alle unge mellem 18 og 24 år deres nyheder fra sociale medier, med Facebook som den suverænt største leverandør. Og dér, på nettet, er det realistisk at nå forbi så meget forskelligt indhold, som i eksemplet ovenfor.
 
Alligevel bliver Facebook kritiseret for at være en “algoritmisk avis”, der gør sine brugere ensporede og snæversynede. Med den amerikanske internetdebattør Eli Pariser i front, har Facebooks modstandere udpeget det sociale medies algoritme som hovedskurken. Det er algoritmen, der udvælger det stof, brugerne får serveret. Computeren vælger ud fra, hvad brugerne tidligere har liket, kommenteret eller klikket på. Resultatet er, ifølge kritikerne, at brugerne kun får mere af det, de allerede kender og gerne vil have, og intet af det de ikke vidste, at de gerne vil have. De er havnet i det, skeptikerne kalder en “filterboble”. I sådan én hvor eksempelvis ligesindede unge speltmødre blot bekræfter hinanden i, at økologiske grøntsager er bedst, at kun stofbleer kan sikre deres børn mod blegemidler, og at det eneste rigtige er, at børnene bliver sendt i skovbørnehave.
 
I virkeligheden kan det være svært at få øje på filterboblerne. Vi så dem i hvert fald ikke, da vi i løbet af de seneste otte måneder minutiøst undersøgte ni unge danskeres nyhedsvaner på Facebook. Tværtimod står én ting lysende klart: Der er en enorm bredde i de 18 til 24-åriges nyhedsforbrug. De fik i løbet af to dage leveret indhold fra 40 forskellige nyhedsmedier - plus 42 andre afsendere af information, eksempelvis politikere, virksomheder og interesseorganisationer. Resultatet er en mere varieret nyhedsdiæt end nogensinde.
 
Ja, unge abonnerer også på obskure online nichemedier som eksempelvis I Fucking Love Science, Vice og Pitchfork, men de er stadig særligt loyale overfor de traditionelle nyhedsmedier. Det er dem, der står bag hvert andet nyhedsopslag i de unges nyhedsfeed på Facebook - med Politiken, DR og TV2 som de største leverandører. Det betyder, at stort set alle de unge via Facebook bliver informeret om dagens tophistorier. Så glem de der filterbobler. Vores undersøgelse peger tværtimod på, at Facebook er med til at åbne de unges horisont.
 
Vennerne anbefaler nyhederne
Inden smartphones blev allemandseje var det primært i kaffepausen, at dagens nyheder blev delt og diskuteret. Siden har Facebook gjort det nemmere end nogensinde at dele nyheder med ens netværk, og via Facebooks like-funktion kan man her og nu gøre opmærksom på en sag. Det lader til, at den nye generation sætter pris på det sociale medies muligheder, for sandsynligheden for at de unge i vores undersøgelse enten klikkede på, stoppede ved, likede eller blot registrerede en nyhed på Facebook, var dobbelt så stor, hvis det var en af de unges Facebook-kontakter, der havde delt nyheden, end hvis indholdet “bare” var delt af et nyhedsmedie.
 
Mange af de opslag, unge får anbefalet og klikker på, stammer fra perifere bekendtskaber. Gamle folkeskolekammerater, kolleger eller andre kontakter, de har et eller andet tilfælles med. Der er til gengæld intet, der tyder på, at interessefællesskaber eller det politiske ståsted nødvendigvis forbinder dem.
 
Når Facebook-vennerne filtrerer indholdet, får de unge anbefalet alt fra fangsten af en kæmpe laks, Bon Ivers nye album til krigen i Syrien og Folketingets åbningsdebat, uden at der som sådan kan findes en fællesnævner for indholdet. Med andre ord peger vores undersøgelse ikke på, at speltmødre kun taler om emner som økologi og stofbleer med andre speltmødre, når de er på Facebook.
 
Tværtimod giver Facebook som nyhedsplatform faktisk mulighed for at orientere sig i hele det politiske spektrum, når de unge uden problemer kan følge et stort antal medier og dermed både få indhold fra højreorienterede og venstreorienterede afsendere - både fra Danmark og udlandet. Eller som en af de unge i undersøgelsen spurgte: “Hvad mener den der sindssyge amerikanske højrefløj, og hvad mener mærkelige franske venstreorienterede folk? ” Svarene søgte han netop på Facebook.
 
De unge, digitale målgrupper gider ikke se TV Avis. Surprise? Nej. Men hvorfor egentlig ikke? I bund og grund er TV Avisen faktisk et oplagt medie for unge at bruge til at holde sig orienteret i, med et dagligt overblik over væsentlige nyheder præsenteret i videoformat og tilgængeligt på nettet. Ud fra den betragtning har jeg med mit speciale undersøgt hvorfor unge mennesker i alderen 18-34 år fravælger at bruge TV Avisen som kilde til nyheder, og hvordan TV Avisen bedre kan imødekomme dem.
 
Hvad vil de unge have?
En af de væsentligste årsager til at de ikke bruger TV Avisen er at den ikke opleves som tiden værd – de har allerede orienteret sig i nyhederne i løbet af dagens små pauser, hvor de har læst nyheder på nettet og fulgt nyhedsstrømmen på Facebook. Så de har hørt om hvad der er sket i verden, men de har ikke nødvendigvis fået ret meget baggrundsviden eller indsigt i hvorfor de nyheder de præsenteres for, er vigtige. Der er ikke en redaktør der har sorteret nyhederne for dem og heller ikke en samfundslærer-agtig type, som har forklaret hvorfor det er vigtigt at vide noget om eksempelvis Brexit og hvordan det påvirker deres verden. Den rolle er i mine øjne en som TV Avisen måske kunne og burde påtage sig – hvorfor lægger man ikke flere kræfter i public service nyhedsformidling for unge? Hvor er TV Avisen på DR3, som tilbyder de unge væsentlige nyheder, suppleret med god baggrundsviden og et globalt perspektiv? Det er nemlig nogle af de ting som den gruppe af unge jeg snakkede med i særlig grad savner.
 
En del af fællesskabet
En af de øvrige konklusioner fra min analyse er at TV Avisen ikke opleves som et medie, der i særlig grad sætter de unge i stand til at indgå i et fællesskab med deres omverden. Det er egentlig paradoksalt, set i lyset af at et af DR’s formål er at være medvirkende til at skabe sammenhæng i samfundet. Samtidig skriver Kulturstyrelsen i en rapport at der er ved at opstå en generationskløft mellem unge og ældre borgere, som ikke længere får de samme nyheder. En generationskløft som potentielt kan påvirke vores demokratiske sammenhængskraft. I mit speciale kommer jeg omkring hvordan DR har et potentiale i at skabe sammenhæng mellem også forskellige aldersgrupper – hvis vi alle sammen ser den samme nyhedsudsendelse har vi et fælles udgangspunkt for den offentlige (og private) samtale og debat, og der mener jeg der ligger en væsentlig grund for at fokusere mere på de yngre aldersgrupper med public service-nyheder.
 
”Den er jo ikke lavet til os, den her”, sagde 23-årige Rasmus efter at have set TV Avisen. Rasmus bruger især avisernes netsider og Facebook når han skal orientere sig. Rasmus og en gruppe af jævnaldrende beskriver hvordan TV Avisen i deres øjne er noget, som deres forældre og ældre mennesker ser, og at den ikke opleves som målrettet til dem. TV Avisen bliver kaldt kedelig, langtrukken og ligegyldig. ”Jeg kunne bare mærke hvordan jeg begyndte at boble af vrede og kedsomhed i sådan en symbiose,” beskriver Lasse på 28 år, som fem minutter inde i udsendelsen begyndte at tjekke sin iPhone efter mere spændende medieindhold.
 
En ny platform til målgruppen
I specialet anbefaler jeg at imødegå udfordringen ved at udvikle en online nyhedsplatform, der skal tilbyde de unge de samme nyheder, som TV Avisen leverer til deres forældre hver aften klokken 18.30 eller 21.30. Nyhederne skal dog gerne præsenteres lidt anderledes end i den klassiske TV Avis. En mere uformel tone kan få de unge til at føle sig budt indenfor, og muligheden for både at blive opdateret løbende i løbet af dagen og en længerevarende opsamling leveret hver aften, kan måske få de unge til fremover at have et public service-nyhedsmedie som fast leverandør af nyheder.
 
Et interessant paradoks: Ifølge mine undersøgelsesresultater har de unge ret høje idealer med hensyn til at følge med i nyhederne, men de efterlever dem sjældent i praksis. Nyhedsorienteringen er noget af det der først bliver droppet, når de unge skal jonglere rundt med de mange komponenter, deres travle hverdag er sat sammen af.
Det kan skyldes at de synes det er krævende at sætte sig ordentligt ind i nyheder, og derfor hellere vil bruge deres tid på andre typer medieindhold som underholdning, når de skal slappe af. Med et lettilgængeligt og mindre krævende alternativ kan DR måske tilbyde de unge en bedre nyhedsforståelse.
 
Øvrige af analysens konklusioner kan kort opsummeres således:
  • De unge har vænnet sig til en individuel nyhedstilegnelse, hvor det at ”indtage” nyheder er en opgave de går til i samme stil som hvis det var en skoleopgave
  • Unge har et mere globalt perspektiv på nyheder som følge af deres færden på nettet hvor de får en stor mængde internationalt input
 
Som konklusion skitseres forslagene til en mulig nyhedsplatform målrettet unge, der både med virkemidler og indhold imødekommer nogle af de parametre, som unge efterspørger i deres nyhedskilder (og i perspektiveringen kommer jeg ind på SKAM som mulig inspirationskilde til en sådan nyhedsplatform). 
 
Specialet er skrevet af Sofie Mathilde Munk ved RUC. Specialet blev bedømt til et 12-tal. 
 
I dette speciale havde jeg fokus på 3 YouTubere (Kristine Sloth, Astrid Olsen og Camilla Frederikke), der alle har YouTubekanaler med livsstilsindhold, mode og makeup. Mit fokus var på influencer marketing på YouTube, fra forbrugernes perspektiv. Jeg undersøgte, hvordan kommercielle samarbejder kommer til udtryk i YouTubernes indhold, om markedsføringsloven bliver overholdt, samt hvilken rolle de kommercielle samarbejder spiller i forhold til følgernes opfattelse af YouTuberne. Hvilket forhold har følgerne til YouTuberne, og hvorvidt påvirkes dette forhold af YouTubernes kommercielle samarbejder?
 
YouTubernes anbefalinger er guld værd
Udover analyser af selve indholdet på YouTubernes YouTube-kanaler, afholdte jeg to fokusgrupper med henholdsvis 7. og 9. klasses elever, der fulgte de førnævnte YouTubere. Disse respondenter vidste meget om YouTuberne, og flere følte, at de kendte dem. De støttede også YouTuberne ved at se deres videoer, følge dem på Snapchat, kommentere på deres videoer, købe det tøj og makeup de anbefaler og tage til deres foredrag. Respondenterne gav således også udtryk for, at de stoler på YouTuberne. Disse influencers besidder en del etos, som blandt andet kommer til udtryk i deres kompetencer og færdigheder, som respondenterne søger inspiration fra. De havde således også tillid til dem og deres anbefalinger, og brugte dem som inspirationskilder, eksperter og forbilleder. Stort set alle respondenterne havde købt eller ønsket sig noget, som de havde set en YouTuber snakke om.
 
Vær OBS på relevansen og hyppigheden af sponsoraterne
De fleste respondenter var bevidste om, at YouTuberne blandt andet lever af virksomhedssamarbejder, og de fleste mente også, at det var okay, så længe produktet de reklamerede for, passede ind i YouTubernes univers. Sponsorater kunne faktisk være af positiv karakter, hvis respondenterne opdagede nye gode hjemmesider og produkter eller fik rabatkoder. Hvis der var et mismatch mellem produkt og YouTuber, syntes de dog, at det virkede mærkeligt, og som om YouTuberne kun gjorde det for pengenes skyld. Nogle af respondenterne kunne også være i tvivl om, hvor ærlige YouTuberne var i de sponsorerede videoer, men der var dog ingen, der nævnte, at dette ændrede deres holdning til YouTuberne. Dette kan også tyde på, at følgerne føler et slags bånd mellem dem og YouTuberne, som er stærkt nok til at overleve mistanker om overdrivelser i sponsorerede videoer. En stor forøgelse af sponsorerede videoer, ville dog give et indtryk af YouTuberne som grådige og overfladiske. Der lader således til at være nogle uskrevne regler om hvilket og hvor meget kommercielt indhold, der er acceptabelt for YouTuberne at lave, og de risikerer altså at sætte deres troværdighed over styr, hvis ikke de overholder disse uskrevne regler. Det er derfor min vurdering, at hvis YouTuberne vil beholde deres troværdighed og gode forhold til følgerne, skal de vælge deres kommercielle samarbejder med omhu og sørge for, at indholdet fortsat har værdi for følgerne.
 
Affili-hva´ for noget?
YouTubernes kommercielle indhold har enkelte indvirkninger på deres indhold, som bunder i hensyn til virksomheden de samarbejder med og markedsføringsloven. Det kom eksempelvis til udtryk i starten af videoen, når YouTuberne fortæller om deres samarbejde, og manifesterer sig i den positive omtale af produkterne. Jeg fandt dog også ud af, at der i flere af YouTubernes videoer forekom brud på markedsføringsloven. Det stod hurtigt klart, hvor ofte Forbrugerombudsmandens retningslinjer ikke blev overholdt, og hvor få konsekvenser dette tilsyneladende har. Jeg finder det problematisk, at loven ikke bliver overholdt, især når følgerne til disse YouTubere er så unge. Det lader nemlig til, at respondenterne har brug for disse lovpligtige markeringer, for at kunne afkode de kommercielle budskaber. Det skal derfor gøres mere klart overfor forbrugerne, når der er tale om kommercielt indhold, da ingen af respondenterne fx vidste hvad affiliate links var. Mange opfatter desuden disse YouTubere som forbilleder, og det kan derfor være problematisk, hvis YouTuberne påvirker dem med kommercielle budskaber uden, at de er klar over det. Den nye markedsføringslov gældende fra d. 1. juli 2017, vil forsøge at gøre op med dette, ved at gøre det lovpligtigt for virksomheder at markere tiltag, der har kommercielle hensigter som værende reklame. Dette gælder således også ”gaver” fra PR-bureauer og virksomheder. Så husk nu at aftale med YouTuberen, at de skal sige og skrive hvem, der har betalt for videoen eller produktet de taler om.
 
Begrebet fake news har fyldt en masse, siden Donald Trump råbte: ”You are fake news!” ved sin første pressekonference som amerikansk præsident. Jeg stødte på begrebet flere gange, og jeg kunne ikke blive klogere på, hvad det betød. Det dækkede alt fra russisk misinformation, løgn, manipulation, alternative facts, propaganda, satire og clickbait.
 
Overskrifter som ”Paven støtter Trump”, og at Hillary Clinton styrede en pædofilring på et pizzeria i Washington fyldte på de sociale medier. Trump miskrediterede blandt andre CNN og New York Times til fordel for Fox News og Breitbart News, som begge har en nationalkonservativ vinkel. Venstreorienteret mod højreorienteret. Ret og uret. Sandt og falsk.
 
Det var ikke til at finde op og ned i. Jeg besluttede mig derfor for at kigge nærmere på det danske medielandskab, hvor fake news også har været til stor diskussion. Her er de nye medier 24NYT og Den Korte Avis (DKA) blevet kritiseret for at udøve dårlig journalistik og for at fabrikere falske nyheder.
 
Jeg gik ind til specialet med den overbevisning, at jeg ville kunne påvise, at 24NYT og DKA i et vist omfang producerer falske nyheder. Jeg ved ikke, hvor denne fornemmelse kom fra. Det skyldes måske, at der hersker en gængs og alligevel usagt opfattelse af, at medier, der stiller sig kritisk over for indvandring, producerer falske nyheder, fordi det ikke passer ind i den øvrige fortælling, man er vant til.
 
Måske skyldes det en fordom om, at højreorienterede politikere og medier fordrejer sandheden i højere grad end venstreorienterede. Måske skyldes det, at 24NYT og DKA har fået negativ omtale i medierne. Om ikke andet viste det sig dog at være mere besværligt end som så at påvise det. Arbejdet med specialet åbnede således op for en ny forståelse af den danske medievirkelighed. For hvad er fake news, og hvordan kan det indtil videre defineres i en dansk kontekst?
 
Specialet er skrevet af Marc Alexander Jønsson ved Roskilde Universitet. 
 

Især har podcastmediet oplevet en stigende popularitet, efter amerikanske National Public Radio (NPR), som et spinoff af radioprogrammet This American Life, i oktober 2014 lancerede det første afsnit af en af verdens mest downloadede podcastserier nogensinde, nemlig den dokumentariske krimiføljeton ’Serial’. Da Apple samme år lancerede en selvstændig podcastapp, der yderligere gjorde det nemmere for den moderne medieforbruger at downloade podcasts direkte til sin mobile enhed, begyndte man særligt i USA at tale om en såkaldt ’golden age of podcasting’. Og podcastentusiasmen fortsætter, for ikke bare radioproducenter udgiver deres journalistiske produktioner som podcasts også den skriftlige dagspresse, både nationalt og internationalt, begynder i disse år at undersøge podcastens potentiale. Store, internationale aviser som The New York Times, The Guardian, The Washington Post og The Wall Street Journal er inden for de seneste par år begyndt at producere podcastmagasiner, podcastdokumentarer og andre auditive podcastformater, der dels fungerer som selvstændige, journalistiske produktioner og dels som flermedielle supplementer til avisernes øvrige, skriftlige indhold. Flere af disse mediehuse arbejder frem mod at gøre podcastmediet finansielt bæredygtigt, eksperimentere med nye, narrative fortælleformer og rekruttere nye mediebrugere af den yngre generation. 

Også på de danske aviser er man så småt ved at fornemme podcastens særlige tilstedeværelse i mediebilledet. Flere etablerede dagblade i Danmark er nemlig begyndt at bruge podcasts til at fortælle deres journalistiske historier, mens andre stadig står i startboksen og venter på at komme i gang. 

Et af de dagblade i Danmark, der foreløbigt, og med en stor millionsatsning bag, bruger podcast som en del af deres avisjournalistik, er dagbladet Politiken, som i august 2015 lancerede et storstilet podcastunivers. Siden har en del andre aviser fulgt trop – og hvad der vil ske fremover kan vi foreløbigt kun gisne om. Men hvor der siden podcastens spåede guldalder er blevet skrevet en del nyere, journalistisk forskningslitteratur om podcast som formidlingsmedie, som teknologi, som finansielt udfordret nichemedie og som journalistisk redskab, så har ingen endnu beskæftiget sig indgående med podcastens indtog på de danske avismedier som et udtryk for mediekonvergens. Heller ikke på de amerikanske universiteter, der ellers er frontløbere hvad angår podcastforskning, er podcastens fornyede rolle som integreret del af avisjournalistikken blevet belyst akademisk. Dette speciale arbejder derfor med ambitionen om at afdække et endnu uudforsket område inden for journalistik og medieforskningen, nemlig den voksende tendens til at danske avismedier bruger podcasts. I specialet ønsker vi at kortlægge de danske dagblades brug af podcasts med henblik på i sidste ende at kunne identificere effekterne af den mediekonvergens, vi mener at kunne spore i fusionen mellem podcastmediet og avisjournalistikken. For yderligere at undersøge hvordan denne form for mediekonvergens påvirker ikke bare dagbladene, der benytter podcastmediet, men også brugerne, der lytter med, ønsker vi med udgangspunkt i dagbladet Politiken som case at undersøge, hvordan podcastsatsningen på en avis kan være med til at ændre og udvikle brugernes forhold til mediehuset Politiken som en samlet størrelse.

Specialet er skrevet af Astrid Skov og Silke Fensman. Specialet er afleveret ved Syddansk Universitet, insitut for journalistik er bedømt til karakteren 12.

Læs hele specialet her.  

I de senere år er virksomheder begyndt at bruge influenter som en markedsføringskanal for at nå forbrugerne. Forbrugeren bliver eksponeret for en overvældende mængde af markedsføringsbudskaber fra virksomheder hver dag. Derfor lukker de ørerne for disse, men lytter i stedet til online influenter. Hvorfor så det, kan man spørge? Dette skyldes, at forbrugerne opbygger unikke personlige relationer med influenterne og derfor anser dem for troværdige og lytter til deres anbefalinger. Virksomhederne har således nye markedsføringsmuligheder i form af influent markedsføring, fordi de kan nå et publikum, der faktisk lytter. Men det at influenterne er blevet talerør for virksomhedernes markedsføringsbudskaber kan potentielt skade troværdigheden over for deres læsere.
 
Specialet havde til formål at undersøge, hvordan influent markedsføring har indflydelse på forbrugeren med fokus på fødevareindustrien.
Specialets empiriske grundlag er baseret på et single case studie af fødevarevirksomheden EASIS’ influent markedsføringsindsats i 2016. Der er anvendt et kombineret undersøgelsesdesign: Først en netnografisk undersøgelse af kommunikationen mellem 12 udvalgte influenter og forbrugerne.
Efter den netnografiske undersøgelse blev der gennemført syv interviews med forbrugere rekrutteret fra den netnografiske undersøgelse. Formålet med interviewene var at bygge videre på den opnåede viden fra den netnografiske undersøgelse og for at få en dybere og mere kompleks forståelse af, hvordan influenterne påvirker forbrugerne og influent markedsføring generelt.
 
Den særlige relation til influenterne
Analysen af ​​interviewene tyder på, at den online forbruger har opbygget et tæt forhold til influenterne. Denne relation udvikler sig som influenten deler personlige tanker, meninger og oplevelser med deres følgere, hvorfor de føler at de kender influenten og finder dem troværdige. Desuden er de interviewede forbrugere enige om, at tilliden til influenter generelt varierer. Her spiller tre faktorer ind: influenternes kritiske tilgang til produktanmeldelsen, matchet mellem influentens profil og produktet samt autensiteten og ægtheden i influentens profil.
 
Forbrugerne søger aktivt at skabe relationer til influenterne
I analysen af ​​den netnografiske empiri opstod fire temaer. Disse blev diskuteret i forhold til teori om brugertyper på sociale netværkssider. Her blev den dominerende brugertype karakteriseret som anerkendende overfor influenterne. I analysen af ​​interviewene fremkom det, at denne anerkendende adfærd var en måde at indlede en relation til influenten på. Denne adfærd kan karakteriseres som consumer tribe dynamikker, men de eksisterer ikke i større fællesskaber som consumer tribe teori foreskriver, men i stedet på et en-til-en plan.
 
Influenternes tredjepartsrolle er vigtig
Resultaterne af analysen tyder også på, at forbrugerne generelt er positive over for influent markedsføring. Dette skyldes primært, at influenterne ikke har de kommercielle interesser, som 
virksomhederne har. Derfor betragtes influenterne som mere troværdige. Endvidere skyldes det, at markedsføringen anses som mere relevant og som en service for forbrugerne. 
 
Muligheder og udfordringer ved influent markedsføring for virksomheder
Der er både muligheder og udfordringer ved virksomheders brug af influent markedsføring.
Virksomheder har en unik mulighed for at koble sig på influenternes troværdighed og dermed nå et publikum, der lytter. Endvidere er det for fødevarevirksomheder en interessant udvikling, at fødevarer er blevet trendy, hvorfor influenter inden for denne kategori fylder mere og mere.
Virksomhederne arbejder efter meget anderledes præmisser i forhold til arbejdet med traditionelle markedsføringskampagner, når de beskæftiger sig med influent markedsføring. Dette kan være en udfordring. Desuden kan influent markedsføring have stor indflydelse på forbrugerne, men det kræver også et stort strategisk forarbejde fra virksomhederne, hvis det skal blive en succes. For eksempel er valget af influent afgørende for resultatet af markedsføringsindsatsen. Endvidere kan influent markedsføring skabe stor værdi for virksomheden, men det kan også være udfordrende at forstå, hvordan det skaber værdi for virksomheden, da det skal forstås både fra et kvantitativt og kvalitativt synspunkt.
 
Specialet er dømt til karakteren 12. Afleveret ved Aarhus Business and Social Sciences, Aarhus Universitet 2017. 
 
 
 
Det skulle have været kongens fald. Meningsmålinger havde i flere år vist, at Israels premierminister Binyamin Netanyahu var en færdig mand forud for valget i marts 2015. Men vandt – det gjorde han. På en kampagne der spillede på alle frygttangenter i den politiske værktøjskasse: frygten for krig, for terror, udslettelse, død, angreb, overfald, atomvåben, og alt det i mellem. Bibi (Netanyahus kaldenavn) fejede med et enkelt budskab en årelang diskussion om fattigdom, ulighed og skyhøje boligpriser af bordet ved at tale om, at Israel var truet på sin eksistens af Iran og terrorisme, og at han var den eneste der havde forstået situationens alvor.
 
Hvorfor troede israelerne på Bibi? Hvorfor valgte et flertal i 11. time at stemme ud fra en irrationel frygt, der ikke mødte opbakning hos militæret? og hvad er det frygt kan, når vi står i stemmeboksen, og egentlig ikke bryder os om nogle af kandidaterne? De spørgsmål har jeg brugt det sidste halve år på at besvare, og vil servere konklusionen i en frygtens Maggi-terning for dig, kære læser.
 
Israel er interessant at se på fra et dansk synspunkt grundet det eksperiment landet lancerede for årtier siden med et massivt fokus på frygten for ”arabere” blandet med nationalisme og en konstant negligering af styrkeforholdet mellem Israel og dets fjender. Desuden har Israel verdens måske længste historie med terror og krig i mediebilledet. I Danmark blev terror mod civile først for alvor en del af vores medievirkelighed efter terrorangrebet mod World Trade Center i 2001. I Israel startede det allerede i 70’erne.
Siden sluthalvfjerdserne har populisme også spillet en dominerende rolle i politik og i medier og årtier med magtmisbrug, korruptions- og sexskandaler har gødet jorden for en massiv politikerlede. Yderligere har Israel i årtier været polariseret mellem by og land, arbejdere og akademikere, højre og venstre, hvilket er blevet udnyttet af politikere, hvor valg vindes på at køre befolkningsgrupper ud mod hinanden.
 
En befolkning
Siden breaking-bjælker, 24-timers nyhedskanaler og onlinenyheder ramte mediebranchen har sikkerhed, terror og frygt fået en langt mere dominerende rolle i mediebilledet - også for israelere. Det på trods af, at 15 gange flere dør i trafikken end i terrorangreb i Israel og at landets position i regionen er langt mere sikker end for 20-30 år siden. Den amerikanske psykolog Philip Zimbardo taler om et præ-traumatisk stress syndrom – vi mennesker bliver ganske enkelt stressede og ængstelige over, hvad der potentielt kan ske, når vi går uden for vores dør og får tudet ørerne fulde af, at onde mennesker søger at slå os ihjel. Påmindelsen om at holde øje med ensomme tasker på togstationen kombineret med et knivstikkeri i den anden ende af landet, og et terrorangreb på den anden side af kloden påvirker os fra flere led. Det fortæller borgere, at vi skal være forberedt på dét, der er umuligt at forberede sig på. At det værst tænkelige kan ske lige netop her. I Israel afspejles det i en voldsom stigning i mennesker, der kontakter alarmcentralen med falske tip. Angstdiagnoser, mennesker der undgår det offentlige rum, og stress-symptomer lig posttraumatisk stress syndrom er ligeledes steget markant sammenlignet med før år 2000.
 
Medier og politikeres konstante vekselvirkning mellem at spænde buen helt med advarsler om terror, psykopater, it-brud, fugleinfluenza, religiøse fanatikere, bådflygtninge og Ryanair samtidig med, beroligende formaninger om, at det bedste, vi kan gøre i disse dommedagstider, er at fortsætte, som om intet var hændt, bidrager yderligere til ængsteligheden i befolkningen. Israelere er endt med at svinge mellem angst, et minimum af tillid til borgere der skiller sig ud fra mængden, og en apati overfor samfundets udvikling.
 
Better safe than sorry
Når frygt er blandt de vigtigste værktøjer i kampagnekassen skyldes det, at vælgere føler, de løber en risiko, hvis ikke de lader frygten råde. For eksempel stoler Israelere ikke på Netanyahu, og de ser ham langt hen ad vejen som magtsyg og uoprigtig. Ved valget viste meningsmålinger, at de ikke anså national sikkerhed, som det største problem. Men hvad forskel gør rigtigt og forkert, hvis en arabisk terrorist stikker dig ned på hovedgaden? Eller hvis iranerne sendte en atombombe?  Better safe than sorry, bliver mantraet, som planter en tvivl, vælgeren ikke kan glemme. Netop det mantra udnytter Netanyahu igen og igen og leverer det retorisk, som var det viklet ind i silkebånd og cellofan og med en kompleksitet som en pixibog. For eksempel i denne valgvideo, hvor et forældrepar har brug for en babysitter til at passe på deres børn. Oppositionens folk er vendekåber og har ikke forstået, den gravalvorlige situation landet befinder sig i for almindelige mennesker – så her har I ham: ”The Bibi-sitter”.
 
Generelt er Bibi en eminent politisk håndværker, der forstår at grave kløfter, tale frygt, og skabe splid for egen vinding. Han griber årtiers fremmedfrygt og placerer sig det helt rigtige sted: på den ene side bliver han sikkerhedens kandidat, og på den anden side legitimerer han frygten for muslimer og arabere, og alt der ikke er etnisk-jødisk. Det er helt fint at udskamme befolkningsgrupper, for det er folk, der (måske) ønsker at udslette Israel.
 
Netanyahu bliver muligvis snart væltet på grund af korruption. Men hans Projekt Frygt lever videre. Desværre er hans svendestykke også, at det ikke kun lever i Israel; republikanske kampagnefolk har set til Israel, og europæere vender som oftest blikket mod USA for at lære nye fifs. Netanyahus frygt er blevet vores.
Serien, der hed SKAM, blev rost til skyerne af de danske medier og tilmed udråbt til verdens bedste ungdomsserie (Hegnsvad, 25. august 2016, Verdens bedste ungdomsserie er norsk).
SKAM skildrer livet hos en gruppe norske teenagere, med alt hvad det indebærer af kærlighedsdramaer, intriger, venskaber og identitetskriser. SKAM lægger på mange måder op til en klassisk ungdomsfortælling, men er alligevel mediemæssigt fornyende med et innovativt brug af det serielle format. For selvom serien har været vist på traditionelt tv på public service-kanalen NRK3, lever den primært som webserie online, hvor den har sin egen blog. Her kan seeren se nye afsnit hver fredag, men tilbydes også at se serien i klip i realtid, hvor handlingen forestiller sig at udspille sig på det tidspunkt, klippene udgives. Foruden afsnit og klip, indeholder bloggen et væld af Messengerbeskeder, sms-korrespondancer og Instagram-posts fra karaktererne som, i tråd med klip og afsnit, bidrager til seriens samlede univers. Alt dette for at ramme en helt specifik målgruppe: de 16-årige.
 
Seriens skaber, Julie Andem, har en forkærlighed for de helt smalle målgrupper. Hun har udtalt, at hun med de disse målgrupper er i stand til at fortælle mere skarpt og fokuseret (Faldalen, 4. april 2016, Nerven i ”Skam” skal være sterk og relevant). Belægget for de 16-årige som målgruppe skal findes i, at denne alder endnu ikke er dækket ind på nogle af NRKs kanaler, men snarere udgør en kløft imellem de små målgrupper på NRK Super og målgrupper fra 18 år og op på P3. Andem tilføjer i den forbindelse, at hun og folkene bag SKAM har valgt ikke at markedsføre serien, da målgruppen selv skulle finde den på nettet: 
 
»Vi var livredde for at de skulle høre fra mora si at nå har NRK laget en dritkul ungdomsserie. Vi ville at de selv skulle spre ordet på sosiale medier, ikke i en voksenverden, men som noe bare de vet om.« (ibid)
 
Denne målgruppeafgrænsning har dog vist sig ikke at holde stik i Danmark. Her har serien nemlig også vundet indpas hos et ældre publikum og fået dem til at længes efter rød læbestift, lektier og ungdomskærlighed (Bergløv, 20. oktober 2016, 28 procent af ’Skam’-seerne er fra Danmark). SKAM er blevet så stor en succes i Danmark, at knap hver tredje seer på NRKs hjemmeside, hvorfra serien vises, er dansk (ibid.). Dette fik danske DR3 til at købe rettighederne til serien og sende den som julekalender i december 2016 (Aastrup, 10. oktober 2016, DR3 har købt rettigheder til ”Skam”). Det er ikke til at sige præcist, hvor omfangsrigt det ældre publikum i Danmark er, men interessen har i alle tilfælde været så stor, at danske unge i en artikel krævede deres
ungdomsserie tilbage:
 

»Det er en serie, der handler om os, og som vi diskuterer med hinanden, uden at vi har brug for anmeldere, lærere eller flow-tv til at suge lige netop vores generations ungdom ud af serien for i stedet at efterlade et minde om deres egen gymnasietid i stedet.« (Krohn, 21. november 2016, Opråb til gamle ’Skam’-fans: Giv os vores gymnasieserie tilbage)

Den store interesse for ungdomsserien blandt ældre aldersgrupper giver anledning til undren. For hvad er det ved ungdomsserien SKAM, som tydeligvis appellerer så bredt på trods af, at folkene bag serien har gjort deres for, at det netop ikke skulle ske? Og er de ældre seere overhovedet gearet til at se en serie, der er så innovativt fornyende i sin fortælleform?
Ifølge Medieudviklingen, adskiller de 15-29-åriges forbrug sig væsentligt fra resten af befolkningen. Denne aldersgruppe har sænket deres tv-forbrug med over en fjerdedel i 2016 og er samtidig den aldersgruppe, der bruger mest tid på streaming på mobilen (Medieudviklingen, 2016, pp. 8, 18). Omvendt viser rapporten også, at aldersgruppen lige over, de 30-39-årige, har et langt højere forbrug af flow-tv og et lavere forbrug af streaming generelt (ibid., p. p. 27). Således slår tallene fast, at de 30- 39-årige har et mere traditionelt mediebrug sammenlignet med den unge aldersgruppe. Dette må i så fald også må antages at gøre sig gældende for forbruget af SKAM.

Ud fra ovenstående argumentation, vil dette speciale undersøge, hvilke elementer ved ungdomsserien, som tiltaler kvinder aldersgruppen 30-39 år og dertil, om denne aldersgruppes brugspraksis af serien er så traditionelt anlagt, som statistikkerne antyder.
Internationale mediehuse har stor økonomisk succes med native advertising, og i løbet af 2016 har mange danske medier også gjort native advertising til en del af forretningsstrategien. I praksis har medierne igangsat en proces, hvor de udvikler og tilpasser annoncemodellen til det respektive medie, og dertil knytter sig nogle organiseringsmæssige udfordringer og muligheder, som specialet fordyber sig i.
 
Native advertising adskiller sig fra traditionelle annoncer ved at være reklameartikler, der layout- og indholdsmæssigt lever op til det respektive medies eksisterende redaktionelle indhold, og artiklerne ligger integreret i mediets redaktionelle flow. Native advertising er samtidig et kommercielt produkt, betalt af annoncøren, der skal deklareres som en annonce efter markedsføringslovens retningslinjer.
På ovenstående baggrund udfordrer native advertising definitorisk den publicistiske grundværdi om ikke at blande redaktionelle og kommercielle interesser, og det fører til en organiseringsmæssig udfordring for medierne.
 
Analytiske pointer
Specialet undersøger native advertising på Jyllands-Posten og Børsen, der organiserer det nye annonceprodukt som en del af deres respektive kommercielle afdelinger. Logikken er, at der er tale om et kommercielt produkt, der set med ideologiske briller hører til på den kommercielle side af mediernes vandtætte skotter. I praksis besværliggør denne placering udviklingen af native-konceptet, fordi native advertising forsøges integreret i en afdeling, som annonceformatet ikke er kompatibelt med.
Specialets analyse er udført på baggrund af to længere interviews med journalisterne Sanne Wedel og Stine Herdel (med titlen kommerciel redaktør), der har været med til at udvikle native advertising-koncepterne i de kommercielle afdelinger på hhv. Jyllands-Posten og Børsen.
De primære udfordringer, Sanne Wedel og Stine Herdel påpeger, er relateret til ovenstående organiseringsproblematik. De tre væsentligste pointer er, at:
  • det er en udfordring for de kommercielle interessenter at forstå forskellen mellem formaterne advertorials og native advertising.
  • den kommercielle redaktør er den eneste fastansatte journalist i den kommercielle afdeling, og derfor kæmper vedkommende for sin faglighed og for at komme igennem med sine redaktionelle pointer, selv om jobbet netop går ud på at sikre en høj redaktionel kvalitet i native advertising-indholdet.
  • i det nuværende set-up har den kommercielle redaktør ikke et tilstrækkeligt beslutningsmandat til at kunne påvirke de ledelsesbeslutninger, der tages vedrørende mediernes native advertising-løsninger.
Teoretisk ramme
Den organiseringsmæssige udfordring, medierne står i, er belyst ved hjælp af en teoretisk ramme udgjort af Karl E. Weicks teori om meningsskabelse i organisationer samt Etienne Wengers perspektiv på, hvordan organisationer kan designe og facilitere et praksisfællesskab omkring et fælles foretagende. Grundlaget for valget af teoretisk ramme er, at disse moderne organisationsteorier ser forandring som noget, der sker konstant, hvilket udgør et perspektiv på organisationer, der er foreneligt med den foranderlige tilstand, medierne befinder sig i som konsekvens af den hastige teknologiske udvikling.
 
Specialets ’take aways’: Reorganisér native advertising
Trods en ideologisk modstand mod native advertising har mange danske medier i løbet af 2016 valgt at give native advertising en plads på annoncehylden, og derfor er udfordringen på medierne, hvordan de i praksis får integreret det nye annonceformat i forretningsmodellen.
Specialet opfordrer til tre initiativer, der kan imødekomme organiseringsproblematikken.
 
Etablér løse koblinger
I det nuværende set-up er native advertising placeret i den kommercielle afdeling, og med Weicks termer er der tale om en tæt kobling til annonceafdelingen og en dekobling til redaktionen, hvilket betyder, at det kommercielle miljø har en for stor indflydelse på arbejdet med native advertising.
Native advertising kræver, at redaktionelle og kommercielle kompetencer samarbejder, og i Weicks optik kan en etablering af løse koblinger til hver af de ’to sider’ imødekomme dette behov og give native advertising en mere selvstændig og centreret placering i mediernes forretningsmodel. En organiseringsform baseret på løse koblinger kan gøre det muligt for native-formatet at udvikle sin særegne form og konkrete identitet med inspiration både fra mediets redaktionelle og kommercielle afdeling. Weicks interessefelt ligger i processer frem for strukturer, og derfor skal denne organisering ikke forstås som en fast struktur, men mere som en reorganisering af processer og praksisser omkring native advertising. Grundværdien om ikke at blande redaktionelle og kommercielle interesser udelukker, at medierne kan organisere native advertising ’med et ben i hver lejr’, men de løse koblinger indebærer en symbolik, der kan påvirke mediernes interne syn på native advertising, som noget, der hører til ’midt imellem’.
 
Opbyg et praksisfællesskab
Konkret kan medierne imødekomme organiseringsproblematikken ved at opbygge et praksisfællesskab omkring det nye annonceformat. Fra Wengers perspektiv går det ud på, at en mindre gruppe, der repræsenterer de forskellige relevante kompetencer, sætter sig sammen og definerer formatet samt koordinerer indsatsen fra de involverede interessenter.
I det nuværende set-up omkring native advertising er journalistkompetencen massivt i undertal i den kommercielle afdeling, hvorfor et sådant praksisfællesskab vil skabe en mere balanceret fordeling mellem de relevante faglige identiteter. Det vil give et stærkere udgangspunkt for at udarbejde nogle fælles retningslinjer, der kan guide samarbejdet og bidrage til uddelegering af opgaveansvar, vidensdeling og læring på tværs af kompetencer og professionelle faggrænser, og som over tid kan blive til delte standarder og rutiner for det fælles arbejde med native advertising.
Specialet konkluderer, at et tværfagligt fællesskab omkring mediernes native advertising, hvor medlemmerne ser værdien i hinandens kompetencer, er et godt udgangspunkt for at integrere native advertising i mediernes forretningsmodel på en måde, der giver mening på tværs af organisationens fagligheder og identiteter samt skaber udvikling og indtægt for medierne på den lange bane.
 
Kan beslutningsansvaret deles?
Praksisfællesskabets leder er den kommercielle redaktør, og vedkommende kan med fordel have en forankring i den øverste redaktionelle ledelse, fordi den kommercielle redaktør har den praktiske erfaring til at anbefale beslutninger vedrørende native-området. Det er en central pointe, at den øverste ledelse vil bidrage til en meningsfuld organisering af native advertising i mediernes forretningsmodel ved at turde overlade noget beslutningsansvar til den kommercielle redaktør.
 
Kort om specialets journalistiske produkt
Den akademiske del af specialet afgrænser sig til at fokusere på native advertising fra den kommercielle redaktørs perspektiv. Specialets produkt udgøres derfor af to journalistiske artikler, der også søger indsigter fra henholdsvis den redaktionelle og kommercielle side af sagen.
Formålet med artiklerne er, at de kan være med til at drive den implementeringsproces, medierne er i gang med. De bidrager til at ’spore samtalen ind på det rigtige’ ved at begrebsafklare native advertising vs. advertorials (se specialets artikel 1) samt ved at opfordre mediernes redaktionelle ledelse til at ’tude tage den svære debat’ (se specialets artikel 2).
 
Specialet er bedømt til karakteren 12. Afleveret ved Institut for Journalistik, Aarhus Universitet 2017.
 
Gennem interviews og en gennemgang af 2.000+ avisartikler går jeg i dybden på hvordan, at samarbejdet var mellem medie- og politiske aktører under Ferieskandalen. Et samarbejde der frembragte en offentlig dominerende diskurs, som angreb Lene Espersens afbud til Arctic Five. I specialet betegner jeg dette samarbejde som ’synkroniseret skandalejournalistik’.
Et samarbejde hvor medierne, i søgen efter at skærpe en konfliktramme (nyhedsvinkling), ukritisk gør brug af politiske aktørs udtalelser. De politiske aktører ser skandalen som et politisk våben. Dermed har de klare interesser i at kritiserer deres politiske modstandere - udover almindlige proportioner.
Resultatet bliver normskandaler som ikke længere ’afsløres’, men som ’skabes’ af interessenter.
 
Når man beskriver en skandale som, at den er ’eksploderet’ i medierne, eller at politikere er blevet ’ramt af et politisk uvejr’, giver man med sprogbruget skandalen sit eget liv; som om den er uden for menneskelig kontrol. Skandaler er dog i høj grad menneskabt – og bag menneskerne er der processer, som driver dem. Skandalejournalistiske tendenser, tabloidsering, nyhedskriterier med fokus på konflikt m.m. skaber i mediedagsordenen en naturlig interesse i skandaler.
 
Samtidigt har du i den politiske dagsorden – politiske aktører, som søger at svække deres modstander politisk. Deres interesse i skandalen er at de kan anvende den som et politisk våben. Hvor begge parter ved at forfølge deres egen interesse i skandalen – hjælper og forstærker hinandens dagsordener. Medierne henter udtalelser hos politiske aktører til at forsyne kritikrammen og angribe den skandaleramte politiker, og disse selvsamme aktører bruger mediernes opmærksomhed til at sætte den skandaleramte politiker under pres politisk.
Når skandaler ikke afsløres – men skabes af interessenter
 
Et vigtigt aspekt er dog – hvilken skandale er der tale om? Er der f.eks. tale om en minister, som har misbrugt sit embede, og står overfor en rigsretssag. Eller er det bare en minister, som ikke deltager i et møde, fordi det kolliderede med en allerede planlagt familieferie? I klassisk forstand forstår man dette ved at en skandaliserende handling, som har været holdt skjult, nu er blevet ’afsløret’.
 
Nogle skandaler passer dog ikke denne profil. Nogle skandaler handler ikke om at ’afsløre’ en skandaliserende adfærd, men snarere om at ’skabe’ indtrykket af en i offentligheden. Hvordan at en given adfærd (som ikke før har medført kritik), nu skal skandaliseres. Dette er især interessant, når den handling som skandalen vedrører - ikke blev til en skandale før at en påstod, at den var det. Kernen i skandalen er ikke hvad handlingen er, men hvordan handlingen bliver fortolket, fortalt og fremstillet af medie- og/eller politiske aktører.
 
En skandales emne kan dermed være meget ad hoc - hvor nogle aktører kan overholde alle procedure, men stadig blive skandaleramt, da fokus ikke er på handlingen, men på opfattelsen af handlingen. En skandale kan dermed skabes - ikke af en normativ forkert handling - men ved at nogle anklager en handling for at være normativ forkert - selvom der ikke er præcedens for at betegne andre lignende handlinger, som normativ forkert.
 
Lene Espersens ferieskandale er, hvad jeg vil betegne - en skandale med en ’normativ benægtelse’. Her menes der en skandale, hvori den skandaleramte politiker,anerkender det faktuelle, men afviser at det normativt skulle udgøre en overtrædelse. Kort sagt benægter ikke handlingen, men fortolkningen af handlingen. Gennem interview og gennemgang af mere 2000+ artikler undersøger jeg hvordan Lene Espersen skandalen udviklede sig, og hvordan at medieaktører og politiske aktører bidrog til at skabe og forstærke denne skandale.
 
Andre eksempler på dette kunne være Ritt Bjerregaards ophold på hotel Ritz i 1978. Her blev Ritt Bjerregaard beskyldt for frås med offentlige midler. Ritt Bjerregaard benægtede ikke beløbets størrelse, men benægtede at beløbets størrelse skulle være frås. Hun blev senere tvunget til at træde tilbage af Anker Jørgensen. Rigsrevisionen konkluderede senere at hendes forbrug var inden for de rammer der var udstedt.
 
Fælles for dem er, at der sker en offentligt diskurs kamp omkring hvordan en handling skal forstås. Den offentlige opinion kan dermed påvirkes, selvom der ikke er sket nogle formelle brud. I min analyse fandt jeg fire væsentlige pointer vedr. den normative opfattelse af afbuddet til Arctic Five, som medierne først meget sent eller aldrig tog op i mediedækningen. Informationer som væsentligt udfordrede præmissen for, at Lene Espersens afbud skulle konstituere en overtrædelse - men snarere en ’medieret overtrædelse’.  
 
En ’medieret overtrædelse’ er, når mediedækningen udelader eller kraftigt nedprioriterer informationer, som er væsentlige for den normative forståelse af en hændelse. Dermed finder jeg, at der var tale om en medieret overtrædelse i Ferieskandalen, som skete på baggrund af et sammenspil mellem medierne (herunder særligt de tabloide) og oppositionsaktørerne. Sammenspillet omkring konflikt aspektet var således en væsentlig årsag til, at Ferieskandalen voksede. Indledningsvist var det primært de tabloide medier, men over tid blev Ferieskandalen dog salient på mediedagsordenen og også dækket kraftigt af omnibusaviserne.
 
Jeg tænker at mit speciale, og dets fund, er relevant for alle der har et ønske om at få et dybere indblik i sammenspillet mellem medier og andre (politiske) aktører. Særligt dem der har en interesse i medieteori, politisk kommunikation, strategisk kommunikation m.m. - og hvad man som kommunikationsansvarlig skal være opmærksom på.
 
Specialet er bedømt til karakteren 10. Afleveret ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 2016.
 

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.