Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk
Begrebet fake news har fyldt en masse, siden Donald Trump råbte: ”You are fake news!” ved sin første pressekonference som amerikansk præsident. Jeg stødte på begrebet flere gange, og jeg kunne ikke blive klogere på, hvad det betød. Det dækkede alt fra russisk misinformation, løgn, manipulation, alternative facts, propaganda, satire og clickbait.
 
Overskrifter som ”Paven støtter Trump”, og at Hillary Clinton styrede en pædofilring på et pizzeria i Washington fyldte på de sociale medier. Trump miskrediterede blandt andre CNN og New York Times til fordel for Fox News og Breitbart News, som begge har en nationalkonservativ vinkel. Venstreorienteret mod højreorienteret. Ret og uret. Sandt og falsk.
 
Det var ikke til at finde op og ned i. Jeg besluttede mig derfor for at kigge nærmere på det danske medielandskab, hvor fake news også har været til stor diskussion. Her er de nye medier 24NYT og Den Korte Avis (DKA) blevet kritiseret for at udøve dårlig journalistik og for at fabrikere falske nyheder.
 
Jeg gik ind til specialet med den overbevisning, at jeg ville kunne påvise, at 24NYT og DKA i et vist omfang producerer falske nyheder. Jeg ved ikke, hvor denne fornemmelse kom fra. Det skyldes måske, at der hersker en gængs og alligevel usagt opfattelse af, at medier, der stiller sig kritisk over for indvandring, producerer falske nyheder, fordi det ikke passer ind i den øvrige fortælling, man er vant til.
 
Måske skyldes det en fordom om, at højreorienterede politikere og medier fordrejer sandheden i højere grad end venstreorienterede. Måske skyldes det, at 24NYT og DKA har fået negativ omtale i medierne. Om ikke andet viste det sig dog at være mere besværligt end som så at påvise det. Arbejdet med specialet åbnede således op for en ny forståelse af den danske medievirkelighed. For hvad er fake news, og hvordan kan det indtil videre defineres i en dansk kontekst?
 
Specialet er skrevet af Marc Alexander Jønsson ved Roskilde Universitet. 
 

Især har podcastmediet oplevet en stigende popularitet, efter amerikanske National Public Radio (NPR), som et spinoff af radioprogrammet This American Life, i oktober 2014 lancerede det første afsnit af en af verdens mest downloadede podcastserier nogensinde, nemlig den dokumentariske krimiføljeton ’Serial’. Da Apple samme år lancerede en selvstændig podcastapp, der yderligere gjorde det nemmere for den moderne medieforbruger at downloade podcasts direkte til sin mobile enhed, begyndte man særligt i USA at tale om en såkaldt ’golden age of podcasting’. Og podcastentusiasmen fortsætter, for ikke bare radioproducenter udgiver deres journalistiske produktioner som podcasts også den skriftlige dagspresse, både nationalt og internationalt, begynder i disse år at undersøge podcastens potentiale. Store, internationale aviser som The New York Times, The Guardian, The Washington Post og The Wall Street Journal er inden for de seneste par år begyndt at producere podcastmagasiner, podcastdokumentarer og andre auditive podcastformater, der dels fungerer som selvstændige, journalistiske produktioner og dels som flermedielle supplementer til avisernes øvrige, skriftlige indhold. Flere af disse mediehuse arbejder frem mod at gøre podcastmediet finansielt bæredygtigt, eksperimentere med nye, narrative fortælleformer og rekruttere nye mediebrugere af den yngre generation. 

Også på de danske aviser er man så småt ved at fornemme podcastens særlige tilstedeværelse i mediebilledet. Flere etablerede dagblade i Danmark er nemlig begyndt at bruge podcasts til at fortælle deres journalistiske historier, mens andre stadig står i startboksen og venter på at komme i gang. 

Et af de dagblade i Danmark, der foreløbigt, og med en stor millionsatsning bag, bruger podcast som en del af deres avisjournalistik, er dagbladet Politiken, som i august 2015 lancerede et storstilet podcastunivers. Siden har en del andre aviser fulgt trop – og hvad der vil ske fremover kan vi foreløbigt kun gisne om. Men hvor der siden podcastens spåede guldalder er blevet skrevet en del nyere, journalistisk forskningslitteratur om podcast som formidlingsmedie, som teknologi, som finansielt udfordret nichemedie og som journalistisk redskab, så har ingen endnu beskæftiget sig indgående med podcastens indtog på de danske avismedier som et udtryk for mediekonvergens. Heller ikke på de amerikanske universiteter, der ellers er frontløbere hvad angår podcastforskning, er podcastens fornyede rolle som integreret del af avisjournalistikken blevet belyst akademisk. Dette speciale arbejder derfor med ambitionen om at afdække et endnu uudforsket område inden for journalistik og medieforskningen, nemlig den voksende tendens til at danske avismedier bruger podcasts. I specialet ønsker vi at kortlægge de danske dagblades brug af podcasts med henblik på i sidste ende at kunne identificere effekterne af den mediekonvergens, vi mener at kunne spore i fusionen mellem podcastmediet og avisjournalistikken. For yderligere at undersøge hvordan denne form for mediekonvergens påvirker ikke bare dagbladene, der benytter podcastmediet, men også brugerne, der lytter med, ønsker vi med udgangspunkt i dagbladet Politiken som case at undersøge, hvordan podcastsatsningen på en avis kan være med til at ændre og udvikle brugernes forhold til mediehuset Politiken som en samlet størrelse.

Specialet er skrevet af Astrid Skov og Silke Fensman. Specialet er afleveret ved Syddansk Universitet, insitut for journalistik er bedømt til karakteren 12.

Læs hele specialet her.  

I de senere år er virksomheder begyndt at bruge influenter som en markedsføringskanal for at nå forbrugerne. Forbrugeren bliver eksponeret for en overvældende mængde af markedsføringsbudskaber fra virksomheder hver dag. Derfor lukker de ørerne for disse, men lytter i stedet til online influenter. Hvorfor så det, kan man spørge? Dette skyldes, at forbrugerne opbygger unikke personlige relationer med influenterne og derfor anser dem for troværdige og lytter til deres anbefalinger. Virksomhederne har således nye markedsføringsmuligheder i form af influent markedsføring, fordi de kan nå et publikum, der faktisk lytter. Men det at influenterne er blevet talerør for virksomhedernes markedsføringsbudskaber kan potentielt skade troværdigheden over for deres læsere.
 
Specialet havde til formål at undersøge, hvordan influent markedsføring har indflydelse på forbrugeren med fokus på fødevareindustrien.
Specialets empiriske grundlag er baseret på et single case studie af fødevarevirksomheden EASIS’ influent markedsføringsindsats i 2016. Der er anvendt et kombineret undersøgelsesdesign: Først en netnografisk undersøgelse af kommunikationen mellem 12 udvalgte influenter og forbrugerne.
Efter den netnografiske undersøgelse blev der gennemført syv interviews med forbrugere rekrutteret fra den netnografiske undersøgelse. Formålet med interviewene var at bygge videre på den opnåede viden fra den netnografiske undersøgelse og for at få en dybere og mere kompleks forståelse af, hvordan influenterne påvirker forbrugerne og influent markedsføring generelt.
 
Den særlige relation til influenterne
Analysen af ​​interviewene tyder på, at den online forbruger har opbygget et tæt forhold til influenterne. Denne relation udvikler sig som influenten deler personlige tanker, meninger og oplevelser med deres følgere, hvorfor de føler at de kender influenten og finder dem troværdige. Desuden er de interviewede forbrugere enige om, at tilliden til influenter generelt varierer. Her spiller tre faktorer ind: influenternes kritiske tilgang til produktanmeldelsen, matchet mellem influentens profil og produktet samt autensiteten og ægtheden i influentens profil.
 
Forbrugerne søger aktivt at skabe relationer til influenterne
I analysen af ​​den netnografiske empiri opstod fire temaer. Disse blev diskuteret i forhold til teori om brugertyper på sociale netværkssider. Her blev den dominerende brugertype karakteriseret som anerkendende overfor influenterne. I analysen af ​​interviewene fremkom det, at denne anerkendende adfærd var en måde at indlede en relation til influenten på. Denne adfærd kan karakteriseres som consumer tribe dynamikker, men de eksisterer ikke i større fællesskaber som consumer tribe teori foreskriver, men i stedet på et en-til-en plan.
 
Influenternes tredjepartsrolle er vigtig
Resultaterne af analysen tyder også på, at forbrugerne generelt er positive over for influent markedsføring. Dette skyldes primært, at influenterne ikke har de kommercielle interesser, som 
virksomhederne har. Derfor betragtes influenterne som mere troværdige. Endvidere skyldes det, at markedsføringen anses som mere relevant og som en service for forbrugerne. 
 
Muligheder og udfordringer ved influent markedsføring for virksomheder
Der er både muligheder og udfordringer ved virksomheders brug af influent markedsføring.
Virksomheder har en unik mulighed for at koble sig på influenternes troværdighed og dermed nå et publikum, der lytter. Endvidere er det for fødevarevirksomheder en interessant udvikling, at fødevarer er blevet trendy, hvorfor influenter inden for denne kategori fylder mere og mere.
Virksomhederne arbejder efter meget anderledes præmisser i forhold til arbejdet med traditionelle markedsføringskampagner, når de beskæftiger sig med influent markedsføring. Dette kan være en udfordring. Desuden kan influent markedsføring have stor indflydelse på forbrugerne, men det kræver også et stort strategisk forarbejde fra virksomhederne, hvis det skal blive en succes. For eksempel er valget af influent afgørende for resultatet af markedsføringsindsatsen. Endvidere kan influent markedsføring skabe stor værdi for virksomheden, men det kan også være udfordrende at forstå, hvordan det skaber værdi for virksomheden, da det skal forstås både fra et kvantitativt og kvalitativt synspunkt.
 
Specialet er dømt til karakteren 12. Afleveret ved Aarhus Business and Social Sciences, Aarhus Universitet 2017. 
 
 
 
Det skulle have været kongens fald. Meningsmålinger havde i flere år vist, at Israels premierminister Binyamin Netanyahu var en færdig mand forud for valget i marts 2015. Men vandt – det gjorde han. På en kampagne der spillede på alle frygttangenter i den politiske værktøjskasse: frygten for krig, for terror, udslettelse, død, angreb, overfald, atomvåben, og alt det i mellem. Bibi (Netanyahus kaldenavn) fejede med et enkelt budskab en årelang diskussion om fattigdom, ulighed og skyhøje boligpriser af bordet ved at tale om, at Israel var truet på sin eksistens af Iran og terrorisme, og at han var den eneste der havde forstået situationens alvor.
 
Hvorfor troede israelerne på Bibi? Hvorfor valgte et flertal i 11. time at stemme ud fra en irrationel frygt, der ikke mødte opbakning hos militæret? og hvad er det frygt kan, når vi står i stemmeboksen, og egentlig ikke bryder os om nogle af kandidaterne? De spørgsmål har jeg brugt det sidste halve år på at besvare, og vil servere konklusionen i en frygtens Maggi-terning for dig, kære læser.
 
Israel er interessant at se på fra et dansk synspunkt grundet det eksperiment landet lancerede for årtier siden med et massivt fokus på frygten for ”arabere” blandet med nationalisme og en konstant negligering af styrkeforholdet mellem Israel og dets fjender. Desuden har Israel verdens måske længste historie med terror og krig i mediebilledet. I Danmark blev terror mod civile først for alvor en del af vores medievirkelighed efter terrorangrebet mod World Trade Center i 2001. I Israel startede det allerede i 70’erne.
Siden sluthalvfjerdserne har populisme også spillet en dominerende rolle i politik og i medier og årtier med magtmisbrug, korruptions- og sexskandaler har gødet jorden for en massiv politikerlede. Yderligere har Israel i årtier været polariseret mellem by og land, arbejdere og akademikere, højre og venstre, hvilket er blevet udnyttet af politikere, hvor valg vindes på at køre befolkningsgrupper ud mod hinanden.
 
En befolkning
Siden breaking-bjælker, 24-timers nyhedskanaler og onlinenyheder ramte mediebranchen har sikkerhed, terror og frygt fået en langt mere dominerende rolle i mediebilledet - også for israelere. Det på trods af, at 15 gange flere dør i trafikken end i terrorangreb i Israel og at landets position i regionen er langt mere sikker end for 20-30 år siden. Den amerikanske psykolog Philip Zimbardo taler om et præ-traumatisk stress syndrom – vi mennesker bliver ganske enkelt stressede og ængstelige over, hvad der potentielt kan ske, når vi går uden for vores dør og får tudet ørerne fulde af, at onde mennesker søger at slå os ihjel. Påmindelsen om at holde øje med ensomme tasker på togstationen kombineret med et knivstikkeri i den anden ende af landet, og et terrorangreb på den anden side af kloden påvirker os fra flere led. Det fortæller borgere, at vi skal være forberedt på dét, der er umuligt at forberede sig på. At det værst tænkelige kan ske lige netop her. I Israel afspejles det i en voldsom stigning i mennesker, der kontakter alarmcentralen med falske tip. Angstdiagnoser, mennesker der undgår det offentlige rum, og stress-symptomer lig posttraumatisk stress syndrom er ligeledes steget markant sammenlignet med før år 2000.
 
Medier og politikeres konstante vekselvirkning mellem at spænde buen helt med advarsler om terror, psykopater, it-brud, fugleinfluenza, religiøse fanatikere, bådflygtninge og Ryanair samtidig med, beroligende formaninger om, at det bedste, vi kan gøre i disse dommedagstider, er at fortsætte, som om intet var hændt, bidrager yderligere til ængsteligheden i befolkningen. Israelere er endt med at svinge mellem angst, et minimum af tillid til borgere der skiller sig ud fra mængden, og en apati overfor samfundets udvikling.
 
Better safe than sorry
Når frygt er blandt de vigtigste værktøjer i kampagnekassen skyldes det, at vælgere føler, de løber en risiko, hvis ikke de lader frygten råde. For eksempel stoler Israelere ikke på Netanyahu, og de ser ham langt hen ad vejen som magtsyg og uoprigtig. Ved valget viste meningsmålinger, at de ikke anså national sikkerhed, som det største problem. Men hvad forskel gør rigtigt og forkert, hvis en arabisk terrorist stikker dig ned på hovedgaden? Eller hvis iranerne sendte en atombombe?  Better safe than sorry, bliver mantraet, som planter en tvivl, vælgeren ikke kan glemme. Netop det mantra udnytter Netanyahu igen og igen og leverer det retorisk, som var det viklet ind i silkebånd og cellofan og med en kompleksitet som en pixibog. For eksempel i denne valgvideo, hvor et forældrepar har brug for en babysitter til at passe på deres børn. Oppositionens folk er vendekåber og har ikke forstået, den gravalvorlige situation landet befinder sig i for almindelige mennesker – så her har I ham: ”The Bibi-sitter”.
 
Generelt er Bibi en eminent politisk håndværker, der forstår at grave kløfter, tale frygt, og skabe splid for egen vinding. Han griber årtiers fremmedfrygt og placerer sig det helt rigtige sted: på den ene side bliver han sikkerhedens kandidat, og på den anden side legitimerer han frygten for muslimer og arabere, og alt der ikke er etnisk-jødisk. Det er helt fint at udskamme befolkningsgrupper, for det er folk, der (måske) ønsker at udslette Israel.
 
Netanyahu bliver muligvis snart væltet på grund af korruption. Men hans Projekt Frygt lever videre. Desværre er hans svendestykke også, at det ikke kun lever i Israel; republikanske kampagnefolk har set til Israel, og europæere vender som oftest blikket mod USA for at lære nye fifs. Netanyahus frygt er blevet vores.
Serien, der hed SKAM, blev rost til skyerne af de danske medier og tilmed udråbt til verdens bedste ungdomsserie (Hegnsvad, 25. august 2016, Verdens bedste ungdomsserie er norsk).
SKAM skildrer livet hos en gruppe norske teenagere, med alt hvad det indebærer af kærlighedsdramaer, intriger, venskaber og identitetskriser. SKAM lægger på mange måder op til en klassisk ungdomsfortælling, men er alligevel mediemæssigt fornyende med et innovativt brug af det serielle format. For selvom serien har været vist på traditionelt tv på public service-kanalen NRK3, lever den primært som webserie online, hvor den har sin egen blog. Her kan seeren se nye afsnit hver fredag, men tilbydes også at se serien i klip i realtid, hvor handlingen forestiller sig at udspille sig på det tidspunkt, klippene udgives. Foruden afsnit og klip, indeholder bloggen et væld af Messengerbeskeder, sms-korrespondancer og Instagram-posts fra karaktererne som, i tråd med klip og afsnit, bidrager til seriens samlede univers. Alt dette for at ramme en helt specifik målgruppe: de 16-årige.
 
Seriens skaber, Julie Andem, har en forkærlighed for de helt smalle målgrupper. Hun har udtalt, at hun med de disse målgrupper er i stand til at fortælle mere skarpt og fokuseret (Faldalen, 4. april 2016, Nerven i ”Skam” skal være sterk og relevant). Belægget for de 16-årige som målgruppe skal findes i, at denne alder endnu ikke er dækket ind på nogle af NRKs kanaler, men snarere udgør en kløft imellem de små målgrupper på NRK Super og målgrupper fra 18 år og op på P3. Andem tilføjer i den forbindelse, at hun og folkene bag SKAM har valgt ikke at markedsføre serien, da målgruppen selv skulle finde den på nettet: 
 
»Vi var livredde for at de skulle høre fra mora si at nå har NRK laget en dritkul ungdomsserie. Vi ville at de selv skulle spre ordet på sosiale medier, ikke i en voksenverden, men som noe bare de vet om.« (ibid)
 
Denne målgruppeafgrænsning har dog vist sig ikke at holde stik i Danmark. Her har serien nemlig også vundet indpas hos et ældre publikum og fået dem til at længes efter rød læbestift, lektier og ungdomskærlighed (Bergløv, 20. oktober 2016, 28 procent af ’Skam’-seerne er fra Danmark). SKAM er blevet så stor en succes i Danmark, at knap hver tredje seer på NRKs hjemmeside, hvorfra serien vises, er dansk (ibid.). Dette fik danske DR3 til at købe rettighederne til serien og sende den som julekalender i december 2016 (Aastrup, 10. oktober 2016, DR3 har købt rettigheder til ”Skam”). Det er ikke til at sige præcist, hvor omfangsrigt det ældre publikum i Danmark er, men interessen har i alle tilfælde været så stor, at danske unge i en artikel krævede deres
ungdomsserie tilbage:
 

»Det er en serie, der handler om os, og som vi diskuterer med hinanden, uden at vi har brug for anmeldere, lærere eller flow-tv til at suge lige netop vores generations ungdom ud af serien for i stedet at efterlade et minde om deres egen gymnasietid i stedet.« (Krohn, 21. november 2016, Opråb til gamle ’Skam’-fans: Giv os vores gymnasieserie tilbage)

Den store interesse for ungdomsserien blandt ældre aldersgrupper giver anledning til undren. For hvad er det ved ungdomsserien SKAM, som tydeligvis appellerer så bredt på trods af, at folkene bag serien har gjort deres for, at det netop ikke skulle ske? Og er de ældre seere overhovedet gearet til at se en serie, der er så innovativt fornyende i sin fortælleform?
Ifølge Medieudviklingen, adskiller de 15-29-åriges forbrug sig væsentligt fra resten af befolkningen. Denne aldersgruppe har sænket deres tv-forbrug med over en fjerdedel i 2016 og er samtidig den aldersgruppe, der bruger mest tid på streaming på mobilen (Medieudviklingen, 2016, pp. 8, 18). Omvendt viser rapporten også, at aldersgruppen lige over, de 30-39-årige, har et langt højere forbrug af flow-tv og et lavere forbrug af streaming generelt (ibid., p. p. 27). Således slår tallene fast, at de 30- 39-årige har et mere traditionelt mediebrug sammenlignet med den unge aldersgruppe. Dette må i så fald også må antages at gøre sig gældende for forbruget af SKAM.

Ud fra ovenstående argumentation, vil dette speciale undersøge, hvilke elementer ved ungdomsserien, som tiltaler kvinder aldersgruppen 30-39 år og dertil, om denne aldersgruppes brugspraksis af serien er så traditionelt anlagt, som statistikkerne antyder.
Internationale mediehuse har stor økonomisk succes med native advertising, og i løbet af 2016 har mange danske medier også gjort native advertising til en del af forretningsstrategien. I praksis har medierne igangsat en proces, hvor de udvikler og tilpasser annoncemodellen til det respektive medie, og dertil knytter sig nogle organiseringsmæssige udfordringer og muligheder, som specialet fordyber sig i.
 
Native advertising adskiller sig fra traditionelle annoncer ved at være reklameartikler, der layout- og indholdsmæssigt lever op til det respektive medies eksisterende redaktionelle indhold, og artiklerne ligger integreret i mediets redaktionelle flow. Native advertising er samtidig et kommercielt produkt, betalt af annoncøren, der skal deklareres som en annonce efter markedsføringslovens retningslinjer.
På ovenstående baggrund udfordrer native advertising definitorisk den publicistiske grundværdi om ikke at blande redaktionelle og kommercielle interesser, og det fører til en organiseringsmæssig udfordring for medierne.
 
Analytiske pointer
Specialet undersøger native advertising på Jyllands-Posten og Børsen, der organiserer det nye annonceprodukt som en del af deres respektive kommercielle afdelinger. Logikken er, at der er tale om et kommercielt produkt, der set med ideologiske briller hører til på den kommercielle side af mediernes vandtætte skotter. I praksis besværliggør denne placering udviklingen af native-konceptet, fordi native advertising forsøges integreret i en afdeling, som annonceformatet ikke er kompatibelt med.
Specialets analyse er udført på baggrund af to længere interviews med journalisterne Sanne Wedel og Stine Herdel (med titlen kommerciel redaktør), der har været med til at udvikle native advertising-koncepterne i de kommercielle afdelinger på hhv. Jyllands-Posten og Børsen.
De primære udfordringer, Sanne Wedel og Stine Herdel påpeger, er relateret til ovenstående organiseringsproblematik. De tre væsentligste pointer er, at:
  • det er en udfordring for de kommercielle interessenter at forstå forskellen mellem formaterne advertorials og native advertising.
  • den kommercielle redaktør er den eneste fastansatte journalist i den kommercielle afdeling, og derfor kæmper vedkommende for sin faglighed og for at komme igennem med sine redaktionelle pointer, selv om jobbet netop går ud på at sikre en høj redaktionel kvalitet i native advertising-indholdet.
  • i det nuværende set-up har den kommercielle redaktør ikke et tilstrækkeligt beslutningsmandat til at kunne påvirke de ledelsesbeslutninger, der tages vedrørende mediernes native advertising-løsninger.
Teoretisk ramme
Den organiseringsmæssige udfordring, medierne står i, er belyst ved hjælp af en teoretisk ramme udgjort af Karl E. Weicks teori om meningsskabelse i organisationer samt Etienne Wengers perspektiv på, hvordan organisationer kan designe og facilitere et praksisfællesskab omkring et fælles foretagende. Grundlaget for valget af teoretisk ramme er, at disse moderne organisationsteorier ser forandring som noget, der sker konstant, hvilket udgør et perspektiv på organisationer, der er foreneligt med den foranderlige tilstand, medierne befinder sig i som konsekvens af den hastige teknologiske udvikling.
 
Specialets ’take aways’: Reorganisér native advertising
Trods en ideologisk modstand mod native advertising har mange danske medier i løbet af 2016 valgt at give native advertising en plads på annoncehylden, og derfor er udfordringen på medierne, hvordan de i praksis får integreret det nye annonceformat i forretningsmodellen.
Specialet opfordrer til tre initiativer, der kan imødekomme organiseringsproblematikken.
 
Etablér løse koblinger
I det nuværende set-up er native advertising placeret i den kommercielle afdeling, og med Weicks termer er der tale om en tæt kobling til annonceafdelingen og en dekobling til redaktionen, hvilket betyder, at det kommercielle miljø har en for stor indflydelse på arbejdet med native advertising.
Native advertising kræver, at redaktionelle og kommercielle kompetencer samarbejder, og i Weicks optik kan en etablering af løse koblinger til hver af de ’to sider’ imødekomme dette behov og give native advertising en mere selvstændig og centreret placering i mediernes forretningsmodel. En organiseringsform baseret på løse koblinger kan gøre det muligt for native-formatet at udvikle sin særegne form og konkrete identitet med inspiration både fra mediets redaktionelle og kommercielle afdeling. Weicks interessefelt ligger i processer frem for strukturer, og derfor skal denne organisering ikke forstås som en fast struktur, men mere som en reorganisering af processer og praksisser omkring native advertising. Grundværdien om ikke at blande redaktionelle og kommercielle interesser udelukker, at medierne kan organisere native advertising ’med et ben i hver lejr’, men de løse koblinger indebærer en symbolik, der kan påvirke mediernes interne syn på native advertising, som noget, der hører til ’midt imellem’.
 
Opbyg et praksisfællesskab
Konkret kan medierne imødekomme organiseringsproblematikken ved at opbygge et praksisfællesskab omkring det nye annonceformat. Fra Wengers perspektiv går det ud på, at en mindre gruppe, der repræsenterer de forskellige relevante kompetencer, sætter sig sammen og definerer formatet samt koordinerer indsatsen fra de involverede interessenter.
I det nuværende set-up omkring native advertising er journalistkompetencen massivt i undertal i den kommercielle afdeling, hvorfor et sådant praksisfællesskab vil skabe en mere balanceret fordeling mellem de relevante faglige identiteter. Det vil give et stærkere udgangspunkt for at udarbejde nogle fælles retningslinjer, der kan guide samarbejdet og bidrage til uddelegering af opgaveansvar, vidensdeling og læring på tværs af kompetencer og professionelle faggrænser, og som over tid kan blive til delte standarder og rutiner for det fælles arbejde med native advertising.
Specialet konkluderer, at et tværfagligt fællesskab omkring mediernes native advertising, hvor medlemmerne ser værdien i hinandens kompetencer, er et godt udgangspunkt for at integrere native advertising i mediernes forretningsmodel på en måde, der giver mening på tværs af organisationens fagligheder og identiteter samt skaber udvikling og indtægt for medierne på den lange bane.
 
Kan beslutningsansvaret deles?
Praksisfællesskabets leder er den kommercielle redaktør, og vedkommende kan med fordel have en forankring i den øverste redaktionelle ledelse, fordi den kommercielle redaktør har den praktiske erfaring til at anbefale beslutninger vedrørende native-området. Det er en central pointe, at den øverste ledelse vil bidrage til en meningsfuld organisering af native advertising i mediernes forretningsmodel ved at turde overlade noget beslutningsansvar til den kommercielle redaktør.
 
Kort om specialets journalistiske produkt
Den akademiske del af specialet afgrænser sig til at fokusere på native advertising fra den kommercielle redaktørs perspektiv. Specialets produkt udgøres derfor af to journalistiske artikler, der også søger indsigter fra henholdsvis den redaktionelle og kommercielle side af sagen.
Formålet med artiklerne er, at de kan være med til at drive den implementeringsproces, medierne er i gang med. De bidrager til at ’spore samtalen ind på det rigtige’ ved at begrebsafklare native advertising vs. advertorials (se specialets artikel 1) samt ved at opfordre mediernes redaktionelle ledelse til at ’tude tage den svære debat’ (se specialets artikel 2).
 
Specialet er bedømt til karakteren 12. Afleveret ved Institut for Journalistik, Aarhus Universitet 2017.
 
Gennem interviews og en gennemgang af 2.000+ avisartikler går jeg i dybden på hvordan, at samarbejdet var mellem medie- og politiske aktører under Ferieskandalen. Et samarbejde der frembragte en offentlig dominerende diskurs, som angreb Lene Espersens afbud til Arctic Five. I specialet betegner jeg dette samarbejde som ’synkroniseret skandalejournalistik’.
Et samarbejde hvor medierne, i søgen efter at skærpe en konfliktramme (nyhedsvinkling), ukritisk gør brug af politiske aktørs udtalelser. De politiske aktører ser skandalen som et politisk våben. Dermed har de klare interesser i at kritiserer deres politiske modstandere - udover almindlige proportioner.
Resultatet bliver normskandaler som ikke længere ’afsløres’, men som ’skabes’ af interessenter.
 
Når man beskriver en skandale som, at den er ’eksploderet’ i medierne, eller at politikere er blevet ’ramt af et politisk uvejr’, giver man med sprogbruget skandalen sit eget liv; som om den er uden for menneskelig kontrol. Skandaler er dog i høj grad menneskabt – og bag menneskerne er der processer, som driver dem. Skandalejournalistiske tendenser, tabloidsering, nyhedskriterier med fokus på konflikt m.m. skaber i mediedagsordenen en naturlig interesse i skandaler.
 
Samtidigt har du i den politiske dagsorden – politiske aktører, som søger at svække deres modstander politisk. Deres interesse i skandalen er at de kan anvende den som et politisk våben. Hvor begge parter ved at forfølge deres egen interesse i skandalen – hjælper og forstærker hinandens dagsordener. Medierne henter udtalelser hos politiske aktører til at forsyne kritikrammen og angribe den skandaleramte politiker, og disse selvsamme aktører bruger mediernes opmærksomhed til at sætte den skandaleramte politiker under pres politisk.
Når skandaler ikke afsløres – men skabes af interessenter
 
Et vigtigt aspekt er dog – hvilken skandale er der tale om? Er der f.eks. tale om en minister, som har misbrugt sit embede, og står overfor en rigsretssag. Eller er det bare en minister, som ikke deltager i et møde, fordi det kolliderede med en allerede planlagt familieferie? I klassisk forstand forstår man dette ved at en skandaliserende handling, som har været holdt skjult, nu er blevet ’afsløret’.
 
Nogle skandaler passer dog ikke denne profil. Nogle skandaler handler ikke om at ’afsløre’ en skandaliserende adfærd, men snarere om at ’skabe’ indtrykket af en i offentligheden. Hvordan at en given adfærd (som ikke før har medført kritik), nu skal skandaliseres. Dette er især interessant, når den handling som skandalen vedrører - ikke blev til en skandale før at en påstod, at den var det. Kernen i skandalen er ikke hvad handlingen er, men hvordan handlingen bliver fortolket, fortalt og fremstillet af medie- og/eller politiske aktører.
 
En skandales emne kan dermed være meget ad hoc - hvor nogle aktører kan overholde alle procedure, men stadig blive skandaleramt, da fokus ikke er på handlingen, men på opfattelsen af handlingen. En skandale kan dermed skabes - ikke af en normativ forkert handling - men ved at nogle anklager en handling for at være normativ forkert - selvom der ikke er præcedens for at betegne andre lignende handlinger, som normativ forkert.
 
Lene Espersens ferieskandale er, hvad jeg vil betegne - en skandale med en ’normativ benægtelse’. Her menes der en skandale, hvori den skandaleramte politiker,anerkender det faktuelle, men afviser at det normativt skulle udgøre en overtrædelse. Kort sagt benægter ikke handlingen, men fortolkningen af handlingen. Gennem interview og gennemgang af mere 2000+ artikler undersøger jeg hvordan Lene Espersen skandalen udviklede sig, og hvordan at medieaktører og politiske aktører bidrog til at skabe og forstærke denne skandale.
 
Andre eksempler på dette kunne være Ritt Bjerregaards ophold på hotel Ritz i 1978. Her blev Ritt Bjerregaard beskyldt for frås med offentlige midler. Ritt Bjerregaard benægtede ikke beløbets størrelse, men benægtede at beløbets størrelse skulle være frås. Hun blev senere tvunget til at træde tilbage af Anker Jørgensen. Rigsrevisionen konkluderede senere at hendes forbrug var inden for de rammer der var udstedt.
 
Fælles for dem er, at der sker en offentligt diskurs kamp omkring hvordan en handling skal forstås. Den offentlige opinion kan dermed påvirkes, selvom der ikke er sket nogle formelle brud. I min analyse fandt jeg fire væsentlige pointer vedr. den normative opfattelse af afbuddet til Arctic Five, som medierne først meget sent eller aldrig tog op i mediedækningen. Informationer som væsentligt udfordrede præmissen for, at Lene Espersens afbud skulle konstituere en overtrædelse - men snarere en ’medieret overtrædelse’.  
 
En ’medieret overtrædelse’ er, når mediedækningen udelader eller kraftigt nedprioriterer informationer, som er væsentlige for den normative forståelse af en hændelse. Dermed finder jeg, at der var tale om en medieret overtrædelse i Ferieskandalen, som skete på baggrund af et sammenspil mellem medierne (herunder særligt de tabloide) og oppositionsaktørerne. Sammenspillet omkring konflikt aspektet var således en væsentlig årsag til, at Ferieskandalen voksede. Indledningsvist var det primært de tabloide medier, men over tid blev Ferieskandalen dog salient på mediedagsordenen og også dækket kraftigt af omnibusaviserne.
 
Jeg tænker at mit speciale, og dets fund, er relevant for alle der har et ønske om at få et dybere indblik i sammenspillet mellem medier og andre (politiske) aktører. Særligt dem der har en interesse i medieteori, politisk kommunikation, strategisk kommunikation m.m. - og hvad man som kommunikationsansvarlig skal være opmærksom på.
 
Specialet er bedømt til karakteren 10. Afleveret ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 2016.
 
Da Beyoncé i 2014 optrådte ved MTV’s Video Music Awards, valgte hun at optræde helt alene på scenen kun flankeret af gigantiske, lysende bogstaver, der formede ordet ”FEMINIST”. Samme år indtog hun førstepladsen på The FORBES Celebrity 100 List. Hun fortalte senere, at hun havde kaldt sig selv feminist, fordi hun oplevede, folk ikke vidste hvad det betød, og at hun ville sprede budskabet om feminisme som ”equal rights for men and women”. Når en af de største nutidige popstjerner erklærer sig feminist, er det en utrolig stærk indikator på, at feministiske tanker og værdier har rykket sig og skiftet scene fra akademia og revolutionær kvindekamp til popkulturen. Det er blevet moderne at ytre sig feministisk og fx sætte spørgsmålstegn ved lønforskellen mellem kvinder og mænd, som den populære skuespiller Jennifer Lawrence gjorde det for nyligt i Lena Dunhams ”Lenny Letter”. Det er et nyhedsbrev, der består primært at feministiske nyheder og blogindlæg. Lena Dunham, som er kendt fra den populære tv-serie ”Girls”, er udover at være skuespiller, instruktør og producer også kropspositivist og feminist, hvilket bl.a. kommer til udtryk i tv-serien ”Girls”. En fjerde indikator for feminismens sceneskift er udtrykket ”gaga-feminisme”, som er inspireret af popmusikeren Lady Gaga og er et synonym for populærfeminisme.
 
Min initiale interesse for feminisme er affødt af dette påfaldende sceneskift og indtrykket af, at feministiske tanker og holdninger vinder diskursivt terræn i den offentlige debat og i populærkulturen. Jeg er ikke den første, der har lavet denne sammenkobling – bl.a. Andi Zeisler skriver i ”Feminism and Pop Culture”, at ”In the past decade or two, feminism and popular culture have become more closely entwined than ever before.” Der er altså grobund for at undersøge, hvordan populærkulturen retorisk udtrykker feministiske idéer, og hvordan de to, popkultur og feminisme, spiller ind på hinanden. Hvad finder vi ud af, hvis vi anlægger en retorisk vinkel på populærkulturelle tekster og analyserer temaer og budskaber med et feministisk retorisk begrebskompas?
 
Jeg finder paradokset mellem feministisk stand-up og den feministiske killjoy meget interessant og basis for videre undersøgelse. Hvis kvinden og I særdeleshed feministen som udgangspunkt ses som en humordræbende lyseslukker, er det så overhovedet muligt at finde feministiske idéer I standupcomedy? Ganske enkelt: Er det muligt at kommunikere et feministisk budskab ved hjælp af humor? Jeg forestiller mig, at humor set fra en retorisk vinkel her kan bidrage med væsentlige perspektiver. Kan humor skabe en situation hvor feministen får handlekraft og mulighed til at formidle sit budskab? Jeg vil gerne undersøge, hvordan humor kan fungere som en metode for standupkomikeren til at levere et feministisk budskab i stedet for at være en killjoy. Jeg stiller derfor følgende spørgsmål: Hvordan udtrykker samtidig stand-up feministiske træk? Hvilken effekt får komikernes brug af humor I samspillet med deres kønspolitiske budskab?
 
Specialet er skrevet af Julie Brams Jensen, der er uddannet i Retorik fra Aarhus Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Forskningen (den retoriske, den kritisk diskursanalytiske og den antropologiske) har særligt interesseret sig for højrefløjens debatadfærd og argumentation. Denne fløjs argumenter er fra flere sider blevet karakteriseret som uretmæssigt generaliserende og overgjort negativt diskriminerende over for udvalgte grupper af migranter. Forskningen peger på, at sådan negativ diskrimination over tid er blevet stadigt mere almindeliggjort og af denne grund opnår støt stigende tilslutning.
Mit speciale interesserer sig for, hvorledes det er muligt med retorisk sigte at argumentere imod denne udtalte grad af negativ diskrimination af udvalgte grupper af mennesker. Dermed skriver specialet sig ind i et spørgsmål, som er underbelyst i forskningen om migrationsdebatter.
 
Specialets antagelse er, at den negative diskrimination styrer debatten i en sådan udstrækning, at den i betydelig grad blokerer for de mere humanistisk orienterede debattørers mulighed for at opnå tilslutning til deres argumenter. Og det er naturligvis et problem i en demokratisk debatsammenhæng, hvor alle synspunkter på mere eller mindre ligeværdig maner skal frem i lyset og tages alvorligt.
 
Fra et retorisk synspunkt opfattes det almindeligvis som ønskeligt, at enhver debattør, der optræder i en demokratisk sammenhæng, følger en række dogmer for god, demokratisk debat. Og så må det bedste argument ellers vinde. I lyset af de meget humanistisk orienterede debattørers tilsyneladende udfordringer med at blive ’hørt’, udfordrer mit speciale dog denne grundtanke og dens tilhørende debatnormer, fordi de ser ud til at gøre konkurrencen mellem debattens debattører uretmæssigt ulige. Specialet diskuterer den retoriske forståelse af demokratisk debat med udgangspunkt i det kritisk diskursanalytiske forskningsperspektiv, der stik imod det retoriske perspektiv argumenterer for, at der er en tydelig demokratisk pointe i at øve kunstig indflydelse på den offentlige debat - en indflydelse, der for migrationsdebatten indbærer med overlæg at tysse på højrenationalistiske stemmer i den offentlige debat og fremme humanismen.
 
Specialet er skrevet af Henriette Bahora, der er uddannet fra Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Inspirationen til den næste læseoplevelse finder ikke længere kun sted i den lokale boghandel, avisens boganmeldelser eller på anbefaling fra en veninde. Med internettets udbredelse opstår der nye muligheder for at søge og finde inspiration. Internettet bugner med boganmeldelser fra bogbloggere og almindelige læsere, og på mikroblogmediet Instagram er der over 3 millioner opslag med hashtagget #bookstagram. Denne udvikling kommer forlagene til gode, idet internettet og sociale medier tilbyder relativt billige muligheder for markedsføring. Et buzzword inden for online marketing har i længere tid været influencer marketing, hvor enkeltpersoner, defineret som influenter har et højt antal følgere på sociale medier, og påvirker andres købsbeslutninger i kraft af deres (reelle eller opfattede) autoritet, viden, position eller relationer (Fay et al., 2015). I specialet argumenterer vi for, at nogle danske bogbloggere har opbygget en særlig position, og dertil kan betegnes som influenter inden for et større skønlitterært felt i Danmark.
 
Dertil hviler specialet på en række præmisser om, at vi lever i en tid, hvor internettet giver mulighed for større kulturel tilgængelighed, idet alle har lige adgang til informationer om eksempelvis skønlitteratur. Man kan sige, at der er sket en demokratisering af kulturen i den forstand, at man ikke længere behøver abonnere på traditionel kulturjournalistik for at holde sig opdateret om, hvad der rører sig inden for eksempelvis skønlitteraturen. Specialet tager afsæt i en socialkonstruktivistisk vidensproduktion, hvor vi kombinerer et netnografisk observationsstudie og kvalitative interviews med en række analysebærende begreber fra Habermas og Bourdieu.
 
Specialet er skrevet af Katrine Tue Kahr Hansen og Patricia Winkel-Pedersen, der er uddannet i Kommunikation, Aalborg Universitet, København. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Det dilemma stod levende for de to informanter, der deltog i mit speciale om en retorisk forhandlingsteori. Den ene, et folketingsmedlem for Alternativet, skulle forhandle på Christiansborg. Den anden stod over for sit livs generalforsamling som formand i modvind i en frivillig forening.
 
Jeg selv var nysgerrig på, hvilken forhandlingsstrategi der er den klogeste. Forhandlingsteorier findes der rigeligt af - men på retorikkens felt er vi overraskende tavse om denne genre. Måske fordi forhandling ikke anses som særlig fint. Det handler jo bare om egen vinding, selviske motiver, lurvede spil.
Eller hvad? Folketingsmedlemmet og formanden i foreningen var jo dybt afhængige af deres modpart for at sikre deres eget mål. De måtte bevæge sig over på modpartens bane, lytte og forstå og finde på løsninger, der var gensidigt fordelagtige. Jeg mente derfor at kunne se, også i faglitteraturen, at imødekommenhed kunne være en helt essentiel del af en klog forhandling.
 
Derfor udviklede jeg en retorisk forhandlingsteori - med faglitteraturen i ryggen og mine informanter som læremestre og prøvekaniner - og resultatet er seks punkter, seks guidelines, som en imødekommende forhandler skal bestride. Ikke for at være sød og eftergivende. Men for at være persuasiv, altså overtalende. Min konklusion er, at den kloge forhandler hverken er hård eller blød. Forhandleren er persuasiv igennem at være imødekommende.
 
Specialet er skrevet af Marie Oline Viuff Lundgaard, der er uddannet fra Institut for Medier, Erkendelse og Fomidling, Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
De senere års omfattende dataficering af danskernes sundhedsoplysninger har etableret begrebet ’sundhedsdata’ i befolkningens bevidsthed.
 
Når lægekonsultationer, journaler og recepter i stigende grad forvandles fra atomer til bits, ændres rammerne for håndteringen af disse, da der er tale om personfølsomme data.
 
Betragtes disse data i en kommunikationsteoretisk sammenhæng, viser det sig, at de indeholder en række interessante problemstillinger, som skal adresseres, før man kan høste frugterne. Det må således overvejes, hvem (og hvor mange) der skal have adgang til sundhedsdata, om borgerne bør inddrages via samtykkemodeller, og hvordan der skabes størst mulig transparens omkring statens brug af disse data.
 
Til at omfavne disse udfordringer introduceres begrebet informationsstyring, der præsenterer en mulighed for at forstå, hvordan man kan tænke kommunikation ind i håndteringen af personfølsomme data.
 
Motivationen for at skrive dette speciale var at undersøge, hvordan den stigende mængde af personfølsomme oplysninger, der i dag findes om os på de sociale medier, i vores bank eller hos forsikringsselskabet, bliver håndteret. Vores tese var, at der var begrænset gennemsigtighed omkring, hvilke oplysninger fx virksomheder har om os, og hvad de bruger dem til.
 
Vi valgte at undersøge sundhedsdata, da de som udgangspunkt er de mest følsomme oplysninger, der findes om os som mennesker og derfor præsenterede den bedste mulighed for at afprøve vores teser. Specialets problemfelt kredser således om en interesse i at forstå, hvordan digitaliseringen, der har skabt nye måder hvorpå vi kan dele, lagre og behandle data, er udfordret, når folks rettighed til privatliv samtidig kompromitteres.
 
Specialet undersøger således de vilkår og forventninger, som en øget brug og cirkulation af sundhedsdata må tage højde for, og giver et sofistikeret og operationelt blik på mulige tilgange til brugen og accepten af sundhedsdata. Uanset om man er interesseret i sundhed eller andre sektorer, giver specialet et vigtigt indblik i de nye former for informationshåndtering og -styring, som digitalisering og dataficering skaber behov for.
Specialet fokuserer på, hvordan CSR diskurser differentierer sig i Tyrkiet, Danmark og Indien som resultat af forskellige kulturer og religioner, nemlig hhv. Islam, Protestantisme og Hinduisme. Vi fandt det interessant, at der findes masser af litteratur, der påviser, at CSR kommunikation er særdeles kontekst-afhængigt - herunder af forskellige kulturer – men samtidig kommer den eksisterende litteratur til kort, når det handler om at undersøge hvilke specifikke aspekter af kultur, der influerer CSR kommunikation.
 
Derudover kiggede vi tilbage i CSR litteraturen i 80’erne, som primært omhandler forretningsetik, og da religion i høj grad centrerer sig om moral og etik, samtidig med at religion udgør en væsentlig del af kultur, mente vi, at der kunne være en sammenhæng dér. Dét blev vi bekræftet i, da vi søgte i den eksisterende litteratur om sammenhængen mellem forretningsetik og religiøse værdier. På den baggrund valgte vi at undersøge, om CSR kommunikation kan ses at være influeret af sin kontekstspecifikke religion.
 
På baggrund af ovenstående valgte vi at lave et multi-casestudie, hvor vi undersøgte fem virksomheders CSR kommunikation i hhv. Tyrkiet, Danmark og Indien, altså 15 virksomheder i alt. Ved at bruge Fairclough’s kritiske diskursanalyse som rammen kunne vi undersøge disse 15 virksomheders kommunikation i lys af dets kontekst. Udover Fairclough, lænede vi os op ad Berger & Luckmann’s teori om den sociale konstruktion af virkeligheden, samt Berger’s teori om religion som én af menneskets vigtigste værktøjer til at finde orden og mening i livet.
 
Resultatet af analysen viser, at de fem virksomheder i de tre lande ses at angribe, italesætte og prioritere CSR forskelligt i deres kommunikation, hvilket muligvis kan forklares af deres forskellige religiøse funderinger. Herunder fandt vi, at man kan fordele de tre lande på den tredobbelte bundlinje således: Danmark fokuserer primært på den økonomiske bundlinje, hvilket til en vis grad kan forklares med den protestantiske arbejdsmoral; Tyrkiet koncentrerer sig primært om den sociale bundlinje, hvilket kan forklares med det store fokus på familie og fællesskab inden for islam; hvorimod Indien hovedsageligt fokuserer på den miljømæssige bundlinje, hvilket kan forklares med det store fokus på at leve i harmoni med naturen inden for hinduismen.
 
Specialet er skrevet af Frederikke Bøgh Thomsen og Maria Westergaard Bolvig, der er uddannet Cand.merc.(kom) fra CBS. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Den rådne banan bliver endelig skrællet, i en opgave der har til mål at undersøge hvordan information bliver indsamlet og brugt i udkantsområder. Med inspiration i forfatterens baggrund og opvækst i Vandkantsdanmark, bliver der gennemgået en kvalitativ og udforskende undersøgelse af hvordan borgere i udkanten indsamler, forbruger og behandler information når de skal træffe købsbeslutninger.

I samarbejde med University of Leeds og en lang række danske deltagere som ville medvirke til både observation og interview, undersøger forfatteren hvilken indflydelse information spiller i købsprocessen, særligt for dem hvor købene primært finder sted på nettet frem for i butikkerne.
 
Forbrugere antages at have begrænsede resurser til deres købsbeslutninger, i form af tid, penge, viden og stress, og involveringsgraden samt de tilgængelige resurser bestemmer i sidste ende hvilket køb en forbruger foretager sig.

I praksis betyder dette at forbrugere som bor tættere på byerne bruger mindre tid og færre penge på at træffe samme købsbeslutning som en forbruger i udkanten, som potentielt skal rejse længere for at tage i en butik. Forbrugere i udkanten benytter derfor i høj grad internethandel, med den konsekvens at de er mere tilbøjelige til fejlkøb som ikke bliver returneret (på grund af den tid, de penge og den stress det ville koste) samt de er mere tilbøjelige til ukritisk at indsamle information i form af digitale brugeranmeldelser, frem for egne indtryk.

Resultaterne tyder på at borgere i udkanten, som rent statistisk har færre resurser end dem i byerne, er mindre gode til at træffe købsbeslutninger og bruger deres resurser mindre godt end resursestærke borgere. Dette er sandsynligvis ikke begrænset til Danmark, men til udkantsområder i store dele af verden, og et skridt i den rigtige retning ville være at uddanne disse mennesker i bedre, mere kritiske forbrugsvaner.

Forfatteren og vejleder Ph.D. Alessandro Biraglia planlægger at arbejde videre med projektet, og publicere det som forskning.
 
Specialet er skrevet af Lars Bjørn Lehmann, der er uddannet fra University of Leeds Business School. Specialet blev vurderet til karakteren 12. 
 
I dag bliver der stillet store krav til virksomheders samfundsansvar (CSR). Danmark synes sammen med resten af de skandinaviske lande at være med i front, når det kommer til CSR-kommunikation. Der er mod til at gå foran inden for blandt andet bæredygtighed, miljø og dyrevelfærd. Men hvorfor?
 
Vi tror på, at en del af svaret ligger begravet i den danske muld. En lang række danske virksomheder har stærke rødder i andelsbevægelsen, ikke mindst inden for det danske landbrug. Men hvad har CSR med andelsbevægelsen at gøre? En hel del, for andelsvirksomheden er i sin grundform socialt ansvarlig. Den har fra sin begyndelse bygget på principper som solidaritet og demokratisk medlemsstyre, og herigennem udvist et økonomisk og socialt ansvar overfor det omkringliggende samfund.
 
De senere års historier om slagterilukninger og gældsplagede svineproducenter i Danmark har dog rejst debat, og spørgsmålet om andelstanken plads i Danish Crown synes at have meldt sig. Det er nok de færreste, der er klar over det, men Danish Crown er i dag ikke længere blot et andelsselskab. I løbet af 2009/2010 gennemgik Danish Crown en forandring til også at være et aktieselskab, der dog fortsat er ejet af andelsselskabet. Samme år påbegyndte Danish Crown også deres arbejde med CSR-strategi og -kommunikation.
 
I dette speciale undersøger vi, hvordan CSR-kommunikation, som et netværk af tekster og mennesker, er med til at konstituere samfundsansvar i relationen mellem Danish Crown og Danish Crowns andelshavere. Dette sker teoretisk ved at konceptualisere CSR-kommunikation gennem en forståelse af organisationer som kommunikativt konstituerede (CCO), mens der især bliver lagt vægt på intertekstualitet, tekstuelle ’gaps’, netværk og aktører som ’dividuals’. Empirisk er specialet funderet i blandt andet Danish Crowns CSR-tekster samt interview med to andelshavere, der også figurerer som ledende medlemmer af en ekstern interesseorganisation.
 
Gennem en sammenligning med Arla, der organisatorisk og tekstuelt minder om Danish Crown, diskuterer vi også, hvordan relationen mellem Danish Crown og Danish Crowns andelshavere kan styrkes gennem en konstitutiv forståelse af kommunikation.
 
Specialet er udarbejdet af Alex Emil Nørregaard Hansen og Emil Rønnow Petersen, der er uddannede i Kommunikation – Organisationskommunikation & Digitale Medier ved Roskilde Universitet. Specialet blev bedømt til karakteren 12.
 

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.