Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk
Motivationen bag emnet opstod på baggrund af en fælles interesse for, hvordan mediernes udvikling påvirker mulighederne og begrænsningerne for ekstern kommunikation med fokus på effektmåling af influentmarketing. Da vi begge arbejdede med influentmarkedsføring på PR-bureauer, fandt vi denne vinkel naturlig. Særligt på grund af en fælles undren over de umiddelbart forældede arbejdsmetoder, der medfører udfordringer med måling og påvisning af værdien af bureauernes arbejde. Derfor satte vi os for at undersøge vores hypotese om, at PR-bureauernes effektmålingsmetoder kaldte på en reformering.
 
Motivationen endte ud i en kvalitativ undersøgelse af otte danske PR-bureauer med succesfuld erfaring inden for influentmarkedsføring samt fire af Danmarks mest fremtrædende influentnetværk. I specialet behandler vi begreber inden for PR, sociale medier og effektforskning, som har gjort det muligt at sætte teori i spil med empirien og opnå en dybdegående forståelse af diskursen for influentbegrebet, som det bliver anvendt af influentnetværk og PR-bureauer.
 
I indeværende speciale har vi forsøgt at argumentere for PR-branchens behov for at tilpasse sig mediebilledets udvikling for at kunne påvise den reelle værdi af det PR-arbejde, der bliver udført. Vi identificerede en kløft mellem teori og praksis, da det fremgår af undersøgelsen, at især kvantitative målinger dominerer branchens forståelse for værdiskabelse. Dette er i uoverensstemmelse med kommunikationsforskningens konceptualisering af sociale medier og meningsdannere på internettet, der netop ophøjer kvalitative målinger af kommunikation.
 
På baggrund af undersøgelsens resultater konkluderer vi, at der er behov for et paradigmatiskskifte i PR-bureauernes arbejdsmetoder, og det er vores håb, at dette speciale vil bidrage til videre undersøgelse af feltet.
 
Specialet er skrevet af Regitze Borgaard og Sara Worm Andersson ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Ved hjælp af en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse og fire kvalitative interviews, tager specialet derfor udgangspunkt i en analyse af interessegruppens kontekst og feltet; krisekommunikation.
 
De fire interviews bidrager med subjektiv ekspertise, inden for hver af deres respektive felter, og spørgeskemaundersøgelsen afslører interessegruppens brug af sociale medier, deres sociokulturelle variabler, og deres holdninger til Donald J. Trump og Hillary R. Clintons krisehåndtering under deres kampagner til det Amerikanske præsidentvalg 2016.
Det bliver vist at bestemte aspekter og handlinger bliver tillagt individuel værdi af forbrugere, som derved er med til at skabe og influere deres kontinuerlige identitetsdannelsesproces.
 Denne proces bliver sat i sammenhæng med måden hvorpå millennials bruger sociale medier, og hvilke kulturelle ressourcer organisationer tilbyder forbrugere at bruge i deres identitetsproces.
 
Det nye medielandskab, muliggjort af ‘global cultural flows’, kombineret med millennials’ kultur, viser sig gennem analysen at være en stor medspiller i forhold til hvordan organisationer optimalt håndterer deres kriser. Disse flows har banet vejen for en ‘ideal speech situation’, hvilket gør det muligt for interessegruppen at bruge sociale medier i henhold til deres præferencer. Dog medfører dette også muligheden for at alle kan komme til orde, hvilket kan udgøre en trussel for virksomheder i krise.
Det konkluderes at gruppens præferencer, i henhold til brugen af sociale medier, ikke inkluderer en deling af politiske meninger og holdninger på denne kanal.
 
Sociale medier tilbyder muligheden for, at organisationer i virkelig tid kan monitorere stakeholdernes kultur, hvilket spiller en stor rolle i forhold til målretning og effektivitet af krisekommunikationen og den generelle krisehåndtering.
Ved brug af Coombs tre-trins model bliver hhv. Trump og Clintons kriseforløb illustreret.
Coombs’ krise respons- og Benoits image genoprettelsesstrategier bruges til at analyse præsidentkandidaternes krisekommunikation på de sociale medier, og denne del af analysen understreger at virksomheder ikke bruger de sociale medier optimalt, da de f.eks. ikke bruger platformene som dialogværktøjer.
 
Gennem specialet bliver vigtigheden af forhold mellem organisationer og traditionelle medier stillet op imod vigtigheden af forhold mellem organisationer og primære stakeholdere, hvilket leder til en diskussion og konklusion der udtrykker behovet for begge. Gennem disse forhold kan organisationer sikre korrekt tolkning af deres krisekommunikation, og en gensidig konstruktion af identitet.
Ydermere giver det organisationer mulighed for at monitorere stakeholdere, både før, under og efter en krise.
 
Specialet er skrevet af Line Møller Bertelsen og Nete Holm ved Institut for Interkultural Marketing på CBS. Specialet er vurderet til karakteren 10.
 
I specialet undersøger vi, hvordan det postfaktuelle samfund kommer til udtryk i debatten om HPV-vaccinen og diskuterer derefter, hvordan en instans som Sundhedsstyrelsen kan håndtere de udfordringer, som det postfaktuelle samfund fører med sig. Vi har lavet en kritisk diskursanalyse af ni tekster – otte nyhedsartikler og dokumentaren De vaccinerede piger sendt på TV2. Derudover har vi arbejdet ud fra 15 interviews og har fremanalyseret seks diskurser, hvor skepsis- og offerdiskursen er mest fremtrædende. I vores diskussion besvarer vi anden del af vores problemformulering, og vi kommer omkring om udfordringerne kan løses via lovgivning, hvilke etiske overvejelser man skal gøre sig, om man kan anvende nudging, om en informationskampagne kan være løsningen, herunder hvilke overvejelser og forbehold Sundhedsstyrelsen i så fald skal medtænke, hvordan en proaktiv PR-strategi kan gavne, og om tilliden til Sundhedsstyrelsen kan genskabes og dermed også tilliden til den viden og de fakta, de anvender.
 
Vi kan konkludere, at vi finder tydelige tegn på, at respondenterne er påvirket af det postfaktuelle samfund. Det postfaktuelle samfund kommer til udtryk i HPV-casen gennem forældre, der lader sig styre af følelser som frygt, bekymring - og endda vrede. Medierne spiller en stor rolle i HPV-casen, og analysen af den sociale praksis viser, hvordan de på makroanalytisk niveau bidrager til det postfaktuelle samfund gennem en nyhedsboble. Konsekvensen af det postfaktuelle samfund er bl.a., at medierne vælger at appellere mere til læsernes følelser, da dette har større gennemslagskraft. Den hegemoniske kamp i den diskursive praksis domineres i dette tilfælde af en tydelig skepsisdiskurs overfor autoriteter, videnskab og selve HPV-vaccinen. Vi kan derudover konkludere, at den information som forældrene efterspørger, og den information, som Sundhedsstyrelsen vil tilbyde, ikke er den samme. Sundhedsstyrelsen tager altså ikke højde for de udfordringer, som det postfaktuelle samfund medfører. Det postfaktuelle samfund medfører også, at Sundhedsstyrelsen bør fokusere mere på det enkelte individs følelser i stedet for at bidrage med yderligere faktuel information.
 
Specialet er skrevet af Julie Schmidt Hansen og Anne-Sophie Fioritto Thomsen ved Institut for International Virksomhedskommunikation på SDU. Specialet blev vurderet til karakteren 12.
 
Skønt Danmark hvert år placeres højt på FN’s liste over verden lykkeligste lande, så er depression en yderst udbredt lidelse herhjemme. I 2015 var 450.000 danskere i behandling med antidepressiv medicin. Jeg var interesseret i at skrive om, hvordan filmmediet gennem fiktion fremviser et konkret samfundsproblem, og derfor valgte jeg tre skandinaviske kunstfilm, som alle handler om den melankolske depression: Melancholia af Lars von Trier, Oslo, 31. august af Joachim Trier og Sange fra anden sal af Roy Andersson. Min opgave beror altså på tanken om, at kunst(film) kan skabe større forståelse for depression gennem fremstillinger og repræsentationer, hvilket gør det relevant i en kommunikationssammenhæng.
 
Specialet analyserer hver film fra to vinkler. 1: Hvordan fremvises en karakters sindslidelse gennem filmiske valg, der illuderer subjektivitet? og 2: Hvilke sammenhænge findes mellem et depressionsforløb og kunstfilmenes narrative strukturer? Teoretisk hviler specialet særligt på Rudolf Arnheims formalistiske og David Bordwells neoformalistiske filmteori.
 
Jeg vil mene, at en af de mest interessante konklusioner i min opgave er, at depressionens negativitetsspiral kan rekapituleres gennem et cirkulært narrativ, hvori protagonisten har vanskeligt ved at bevæge sig lineært fremad.
 
Specialet er skrevet af Jeppe Mørch ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Jeg har undersøgt, hvordan humor, der får os til at grine ad en overmagt eller en autoritet, påvirker politiske emner. Det har jeg gjort på baggrund af en antagelse om, at der er noget særligt tiltrækkende ved netop denne slags humor, og at den har en dobbeltsidet og modsatrettet effekt. BZ’ernes legendariske forsvindingsnummer fra det besatte hus Allotria i 1983 har jeg brugt som paradigmatisk case. Her gjorde BZ-bevægelsen autoriteterne i form af det danske politi og Københavns Kommune inderligt til grin for hele Danmark.
 
Op mod 1.000 betjente var mødt op for at rydde huset en kold januarmorgen. Dagen er i medierne blevet udset til at blive en krigsdag, og tiden op til har også været præget af mange og ofte voldelige kampe mellem BZ’erne og politiet. BZ’erne har smidt med brosten og ved en enkelt lejlighed et lokum ud af et vindue og ned i hovedet på nogle betjente, og politiet har affyret skud. Der er skader på begge sider af frontlinjen, som det efterhånden bliver til. Den rekordstore politistyrke møder op med busser, kraner og vandtankvogne med brandsprøjter. Over det hele svæver en helikopter, og der er depoter af tåregas parat. Antiterrorkorpset bryder husmuren ind med et trykluftbord fra en container i tredje sals højde. Men BZ’erne har som bekendt lavet danmarkshistoriens bedste Houdini og er ikke at finde nogen steder. Tilbage står politiet og kommunen med en rekordlang næse, som store del af medierne og den danske befolkning griner højt af i de følgende uger.
 
Ved hjælp af først en teoretisk analyse og siden en nærlæsning af den offentlige opinion, som den fremstod i netop medierne, finder jeg, at de to antagelser om denne særlige form for humor viser sig at holde vand: Ganske positivt kan jeg på den ene side konkludere, at dette humorfænomen ikke så overraskende har et stort potentiale for at tiltrække et publikum til den politiske sag, man advokerer for.
 
På den anden og mindre positive side må jeg også konkludere, at fænomenet over tid ser ud til at fungere som en ventil for folkets lyst til at gøre oprør mod autoriteter. Med en skelen til politisk teori, der siger, at oprørsk borgerskab er essentielt for en stats sundhed, må jeg altså konkludere, at det er en særdeles uheldig effekt af brugen af denne humor, og at alle politisk engagerede borgere bør være opmærksomme på denne humorfunktion – skjult i tidens gang.
 
Specialet er skrevet af Helene Hansen ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12. 
 
Tv-transmitterede statsministerdueller bliver af kritikere ofte beskrevet som et onde, der blandt andet har medvirket til, at danske valgkampe er blevet mere udanske, amerikaniserede, præsidentvalgkampslignende og personfokuserede. 
 
Dette speciale undersøger, hvorvidt og hvordan de tv-transmitterede statsministerdueller sætter dagsordenen i udvalgte landsdækkende aviser, samt hvorledes dækningen kan anskues som et strategisk og personfokuseret præsidentvalg mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.
 
Med afsæt i en kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse påvises det, at statsministerdueller har en dagsordensættende funktion i de udvalgte avisers dækning af folketingsvalget 2015. Undersøgelsen viser desuden, at aviser anvender en række amerikanske kommunikationsteknikker til at fremstille ogframe statsministerdueller. 
På baggrund af dette argumenteres der for, at duellernes dagsordensættende funktion kan være problematisk for vores parlamentariske multipartisystem, idet avisernes valgdækning favoriserer to partiers statsministerkandidater fremfor valgets øvrige otte partiledere og partier. Dueller kan således anses som udtryk for amerikanisering.
 
Specialet tager udgangspunkt i børn med nedsat hørrelse, og hvordan de opfatter den markedsføring som virksomheder som Oticon, Phonak, Widex og Siemens kommunikerer ud. Men specialet viser også hvordan man kan snakke med børn om følsomme emner, ved at tage udgangspunkt i deres psykologi og sociale liv.
Den viser hvordan vi kan fortolke det børn fortæller os, og bruge dette i f.eks. kampagner og markedsføring. Den giver eksempler på kreative måder, hvorpå man kan overkomme sprogbarrierre, og få børn til at udtrykke sig om svære samfundssituationer, på flere kreative måder.
 
Specialet prøver at gøre op med en dominerende opfattelse indenfor studier af børn og markedsføring. I mange studier ses børn som inkompetente forbrugere, der skal beskyttes mod markedsføring og dårlige forbrugsvaner. Dette har stor indflydelse på den akademiske viden vi har om børn, deres forbrug, deres viden om markedsføring, og deres måde at forstå kommunikation på. Specialet ser i stedet børn som kompetente forbrugere, der forstår hvad produkter kommunikerer til omverdenen. Derfor ser den også børn som kompetente nok til, at kunne forholde sig til deres egen forbrugssituation og plads i samfundet. Med focus på høreapparater, indrager specialet interviews med børn med nedsat hørrelse, og sørger for, at deres stemme bliver hørt.
 
Meningen med specialet er at blive klogere på en forbrugergruppe, der får meget lidt opmærksomhed af markedsføring- og kommunikationsstudier i business verdenen. Den fremviser modeler, der kan hjælpe godtgørende organisationer og virksomheder med at nedbryde tabuer og stigmaer, i dette tilfælde relateret til forbrug af høreapparater. 
 
Specialet er skrevet af Maja Nina Neerlin Friis, ved Interkultural Marketing, CBS. Specialet er vurderet til karakteren 12.
 
Trivsel på arbejdspladsen synes markeret som stadig vigtigere både for den enkelte medarbejder, teamet, lederen, organisationen og på samfundsniveau. Specialet skiller sig blandt andet ud fra andre kommunikations- og organisationsstudier om ledelse, gruppedynamik og arbejdsmiljø i kraft af valgte empiriske tilgange og metateoretiske fundament.
 
Konkret er specialet baseret på en analysestrategisk ramme bestående af dokumenter, interviews og snaplogs/fotoeksperimenter samt poststrukturalistisk, postfeministisk og socialkonstruktionistisk teori om sociodynamikker, fysiske og oplevede rum samt materialitet, herunder især inspireret af og videreudviklet på baggrund af Michel Foucault.
 
Specialet bevæger sig fra makro- til mikroniveau med henblik på at undersøge, hvorvidt og hvordan trivsel på arbejdspladsen bliver til og med hvilke konstitutive betingelser for ledelse og subjektivitet – herunder at undersøge den historiske udvikling på makroplan der har muliggjort at trivsel bliver ledelsesmæssigt relevant samt at analysere hvordan trivsel konstrueres strategisk og i praksis og med hvilke effekter på meso- og mikroniveau.
 
Udgangspunktet var en offentlig organisation, hvis trivselsmålinger var af kritisabel karakter ud fra en ambition om at pege på potentialer og eventuelle justeringer i den eksisterende praksis. Med dette afsæt muliggør specialet at skabe blik for den trivsel, der eksisterer, og for de dynamikker, der finder sted på arbejdspladsen, og som kan være enten fordrende eller af uhensigtsmæssig karakter og derfor gør en forskel for ledelse.
 
 
Specialet er skrevet af Liv Høiriis i Politisk Kommunikation og Ledelse ved Copenhagen Business School, og blev bedømt til et 12-tal.
 
Det eneste i livet som er fuldstændig sikkert er, at alle skal dø på et tidspunkt. Jeg vil vove at påstå at det næst mest sikre i livet er, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt vil opleve sorg efter døden af en nær relation. Hvordan sorgen opleves, forstås og praktiseres har jeg i mit speciale undersøgt fra et kommunikativt perspektiv.

Jeg har bidraget med ny viden om sorg; et emne som vil berøre alle mennesker på et eller andet tidspunkt, i en eller anden form, men som der vides meget lidt om, og hvor den eksisterende viden i dag udelukkede tager udgangspunkt et sociologisk, psykologisk eller filosofisk udgangspunkt. Derved er der tale om ny forskning omkring sorgkommunikation.

I mit speciale har jeg undersøgt, hvordan sorg italesættes af mennesket i sorg. Jeg har foretaget en kvalitativ undersøgelse, og med et samarbejde med Børn, Unge og Sorg har jeg fået mulighed for at foretage observationsstudier ved deres “caféaftner”. Yderligere har jeg foretaget 8 interviews og 1 fokusgruppe.
 
I min empiri har jeg fundet et problem i, at der findes begrænsninger og muligheder for mennesket i sorgs sorgpraksis alt efter hvilke samtalemuligheder der sættes til rådighed for mennesket i sorg, og at dette har stor betydning og konsekvenser for, hvordan mennesket i sorg praktiserer og oplever sin sorg.
 
Min analyse fremviser, hvordan der i samtalerne opstår en konflikt, fordi det at fortælle om sin forældres død bryder med kultur, situation og norm, hvilket leder til reaktioner fra samtalepartnerne som begrænser jeg’et. Derved justerer informanterne deres måder at forstå og tale om deres sorg, hvorfor jeg argumenterer for at samtaler bliver normative for sorgpraksis, fordi jeg’et reorganiseres af sine egne og andres blikke. Dermed har jeg også fundet at sorgen kan blive stigmatiserende, og at denne stigma udløses af de begrænsninger som sættes i samtaler.
 
Fælles for mine informanter har jeg fundet at, og afsluttende argumenteret for, at der bør indføres distinktionen mellem sorg og sorgpraksis da denne distinktion vil tilbyde forståelse af at sorg ikke kun er følelser, men også udspringer af handlinger i interaktion med andre.
 
Specialet er skrevet af Maria Isabel Jakobsen ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Specialet er bedømt til karakteren 10.
 
Licensdebatten er både aktuel og politisk - alle har en holdning til licens! Netop derfor var det interessant for mig at undersøge, hvad det er, der egentlig er essensen i debatten. For mange handler licensdebatten nemlig ikke kun om at være for eller imod eller om at betale eller ikke at betale. For flere handler det om selvbestemmelse, unfair konkurrence og om at følge med den digitale udvikling. For andre handler det om fællesskab, kulturel og almendannelse og det demokratiske grundlag i vores samfund. Det er derfor heller ikke en debat der er ligetil og med simple løsninger, men det er helt sikkert en debat, der kun bliver mere og mere interessant med tiden.
 
Specialet undersøger gennem en diskursanalytisk tilgang, hvordan DR kommunikerer og legitimerer licensen i en tid præget af mediekonvergens og digital udvikling, samt hvordan DR siden 1970'erne har anvendt ganske forskellige kommunikationsstrategier i forsøget på at få flere til at betale licens. I denne forbindelse analyseres licenskampagner fra 1970'erne og frem til i dag, ligesom også repræsentanter fra DR's markedsførings- samt licensafdeling interviewes.
‘Post-truth’ blev af Oxford Dictionary udnævnt til årets ord i 2016. Årsagen til, at dette ord blev valgt, skyldes, at det er gået fra at ligge i periferien af det offentlige ordforråd til at være et centralt begreb, der bliver anvendt i mediernes overskrifter. At post-truth har vundet indpas i populærsproget er symptomatisk for den postmoderne tid, vi lever i. Mediernes præmisser for at kommunikere har forandret sig i takt med, at alle kan producere information og publicere sig selv på internettet, og samtidig er er vi i højere grad begyndt at betvivle, hvad der er sandt og falskt.
 
Nogle af de strategier, journalistikken har adopteret for at imødekomme den forandrede kontekst, er slow journalism. Slow journalism omfavner en mere selvreflekterende journalistik. Den dyrker kvalitet frem for kvantitet og eksperimenterer med andre forretningsmodeller, som for eksempel baseres på crowdfunding eller at droppe annoncering som indtægtskilde. En parallel strategi er participatory journalism, hvor journalistens rolle som producent af information og læserens som forbruger gentænkes og bliver mindre opdelt. I stedet bliver læseren medskaber.
 
Det er formålet med dette speciale at bruge Zetlands som case til at kortlægge disse tendenser og bibringe ny viden om, hvordan organisationen bliver kommunikativt konstitueret inden for det involverende relationsparadigme samt forstå og problematisere den forandrede relation mellem producent og forbruger af journalistik, som Zetland repræsenterer. 
 
Specialet er skrevet af Markus Mohr fra Roskilde Universitet og blev bedømt til et 12-tal.
 
Læs hele specialet her.

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.