Man skal både være blind, døv og fatsvag, hvis man ikke har bemærket den pt. største landeplage; Sex and the City. Eller man burde vel sige vestlige-vendens-plage, da både serien og filmen tilsyneladende er det kollektive fokuspunkt for størstedelen af kvinder/piger i den vestlige verden.
Jeg skal være den første til at vedkende en ret økonomisk uholdbar glæde ved nye sko og tasker og i det hele taget shoppeture. Psykologer kunne formentlig udlede noget usundt af det, men hold da op hvor fylde indkøbsposer kan få mig til at glemme de problemer, der ellers kunne have skygget lidt for solen.
Og det er jo så, sammen med en såkaldt hyldest til kvinder, der tør vælge det moderne liv og singletilværelsen, essensen af SATC. Og det er lige noget for os, de moderne kvinder, der søger nye ikoner at spejle os i: Nu hvor vi har gjort op med både normer, kønsroller og vore mødre.
Eller hvad?
Jeg har en sæson af SATC stående hjemme på reolen, og jeg har flere gange været ved at smutte i biografen for at se filmen. Men jeg er ikke kommet af sted endnu, og jeg har ikke købt flere sæsoner.
Hvorfor ikke? Fordi jeg ikke kan!
Der er efterhånden skabt en næsten vestlig-global konsensus om, at heltinderne fra SATC er de ypperligste moderne kvinder. De omtales som stil-ikoner (på hver deres måde), og deres adfærd, handlemønstre og dilemmaer som repræsenterende for deres virkelige medsøstres.
Men hvad nu, hvis man føler sig alt andet end repræsenteret? Hvad nu, hvis det eneste, man kan nikke genkendende til, er den lejlighedsvise glæde ved mere fyld til klædeskabet? Hvad nu (oh frygt og rædsel), hvis man synes, at SATC-pigerne alt i alt er nogle skabagtige høns, der simpelthen mangler indhold i deres liv, hvis de kan snakke SÅ MEGET om SÅ LIDT. Hvad nu, hvis man synes, de skulle tage at komme ud af påklædningskassen og holde op med at være så ufatteligt selvhøjtidelige og grænseløst narcissistiske?
Det var måske lidt et sats at skrive denne blog: På under en A4-side har jeg nu ikke alene udstillet mig selv som fuldstændig håbløs, kedelig og umoderne; jeg har formodentlig også gjort mig selv til mål for op til flere hadefulde tanker.
Men jeg aner ikke mine levende råd! Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at identificere mig med kvinder, der nægter at slippe teenage-tilværelsen på pigeværelset, og som kaster alt ansvar fra sig, når der er tilbud på Cavalli. Er det virkelig definitionen på en moderne kvinde? –At hun har ret til at fortsætte teenagetilværelsen på ubestemt tid?
Eller er der noget, jeg har overset? Er der nogle dybder i SATC, der legitimerer, at kvinder landet/verden over, fremhæver en eller flere af hovedpersonerne som deres rollemodeller?