Frames and the online construction of identity

11:19:07

De seneste årtiers hastige udvikling af kommunikationsteknologier og herunder i særdeleshed internettets gennemsyring af det offentlige og sociale rum, har bevirket at individet i stigende grad orienterer sig virtuelt mod sin omverden. Vi kommunikerer med andre på alle tænkelige måder på alle tænkelige platforme, og de sociale medier udgør her en større og større del af de fleste menneskers liv, i en virkelighed hvor alle altid er online og mængden af information kun er støt stigende. Samtidig bombarderes vi med information fra organisationer og det er efterhånden en almen antagelse at det moderne menneske har opbygget en mental immunitet overfor uønskede kommunikationsbudskaber. I dette lys er identifikationsmuligheder et springende punkt for virksomheder, der ikke længere kan bero på at kunne informere forbrugerne efter forgodtbefindende, men tværtimod kan forvente at forbrugeren i stigende grad selv vælger hvilken information, der er ønsket. Dette betyder at et grundpræmis for effektiv kommunikation i denne medieintensive virkelighed er at individet kan identificere sig med organisationen og dens budskaber og – ud fra en socialkonstruktivistisk tankegang – at individet kan identificere sig med den sociale (co-)konstruktion af virkeligheden der skabes af organisationen. Det er i dette kommunikative krydsfelt mellem individ og omverden at dette speciale tager sit udgangspunkt.

Specialet antager en socialkonstruktivistisk tilgang til verden hvormed identitet dermed ses skabt i krydsfeltet mellem individ, kontekst og sociale relationer. Med fokus på den kontekstuelle del af denne identitetsskabelse og ud fra en analyse af udvalgte hjemmesider fra de tre organisationer – Apple, Google og Microsoft – benyttes framing (Fairhurst 2010), som metodologisk tilgang til diskurs og mentale modeller, til at forsøge at kaste lys over hvordan forbrugeridentiteter kan ses skabt online. Samtidig, da framing normalt anses som et værktøj (skill) til brug for det enkelte individ i forsøget på at skabe en mere effektiv kommunikation i dynamiske situationer, er dette speciale også en uofficial lakmustest af framing’s egnethed/potentiale som analyseværktøj (tool of analysis) til brug i undersøgelser af statiske analyseobjekter, hvor forskeren ikke har mulighed for at deltage i kommunikationen. Specialet tager dermed sit udgangspunkt i følgende problemformulering: Hvordan konstruerer organisationerne Apple, Google og Microsoft forbruger- identiteter ved tilstedeværelsen af diskurser of frames på deres hjemmesider?

Specialet identificerer i alt ni diskurser på de seks hjemmesider der en inkluderet i undersøgelse og 24 deraf følgende mentale modeller. På baggrund af disse præsenteres og uddybes tre forskellige frames, der hver især tjener til at konstruere forbrugeridentiteter på organisationerne respektive hjemmesider. Det konkluderes at generation X ser ud til at måtte vige pladsen sammen med de modernistiske idealer om objektiv sandhed, til fordel for et generelt fokus på både generation Y og Z samt de postmoderne og hypermoderne identiteter. Dog ses der en klar tendens til at generation Z og det hypermoderne individ tynger vægtskålen ned, og dermed er i centrum for den identitetskonstruktion der kan identificeres på organisationernes hjemmesider.

Samtidig påvises det, at framing har en klar anvendelighed som analyseværktøj, omend der er behov for at afprøve teoriens brugbarhed i situationer hvor analyseobjektet undersøges over længere tidsperioder.

Specialet er på engelsk og skrevet på Cand.merc.(kom) på CBS. Det fik karakteren 12.

Læs specialet

Kulturel branding i en interkulturel kontekst

10:30:00

I forbindelse med den politiske udvikling i Mellemøsten er det mere end nogensinde før blevet relevant at rette blikket mod de markeder, der opstår ud af demokratiseringsprocesserne i regionen. I kraft af, at markederne åbner op, er det nu, at danske og internationale virksomheder skal udnytte potentialet i den købekraft, som løbende forstærkes i regionens voksende progressive middelklasse, som i visse sammenhænge også omtales som sharia-segmentet. Fokus bør også rettes mod den voksende andel af ældre, hvor potentialet for afsætningsmuligheder af dansk velfærdsteknologi også er stort.

I specialet undersøges det, hvilken kommunikativ praksis der kan anvendes til at kommunikere med forbrugere i Mellemøsten og der præsenteres en kommunikationsmodel, som er udviklet med baggrund i teori om interkulturel kommunikation, en analyse af de kulturelle forhold i Mellemøsten, teorier om det hypermoderne samfund, post-postmodernisme og teorien om Global Ideoscapes, som beskæftiger sig med, hvordan virksomheder påvirker kulturen i de samfund, som de eksisterer i. Der gives endvidere definitioner af kulturbegreber og der gøres rede for teorien om kulturel branding, som beskæftiger sig med, hvordan innovative markedsføringsstrateger bør hente deres inspiration i dét, der i specialet defineres som Autentiske tilhørsforhold.

I specialets konkluderes det, at markedspotentialet i Mellemøsten er stort og at både danske og internationale virksomheder, med omhyggeligt tilrettelagte kommunikationsstrategier bygget på kulturel indsigt, både kan frembringe vækst for virksomheden samt vækst i Mellemøsten som helhed. Samtidigt kan den øgede samhandel i regionen yderligere skubbe demokratiseringsprocesserne frem, fordi de kulturtilpassede kommunikative budskaber promoverer de værdimæssige diskurser, som de henter i deres autentiske tilhørsforhold ud i bredere dele af samfundene. Specialets model kan også anvendes i sammenhæng med private og offentlige eksportinitiativer og bestræbelser på at arbejde strategisk med muslimsk markedsføring i Mellemøsten.

Dette forudsætter at virksomheder i højere grad må tænke afsætningskulturen ind i deres markedsføringsstrategier, fordi budskaber i høj grad afkodes kulturelt. Virksomheder bør også have modet til at virke som kulturelle aktivister på deres markeder, fordi brands er bærere af kulturelle symbolikker.

Som samlet konklusion nås det frem til, at danske virksomheder, som ønsker at afsætte brands på markeder i GCC-landene, med fordel kan anvende den kulturelle tilgang til branding, både i det analytiske forarbejde, men også som eksekverbar metode. Derfor konkluderes det også, at denne teori i en bredere forstand er anvendelig i interkulturelle kommunikationskontekster.

Specialet er til dels skrevet som et bidrag til teorier om The Rise of the Rest og emerging markets, der beskriver, hvordan nye vækstmarkeder har sat den Amerikanske og Europæiske kulturelle dominans på verdensmarkederne under pres. Til specialets forsvar blev det diskuteret, hvordan internationale virksomheder og staten kan imødekomme denne udfordring.

Specialet blev bedømt til karakteren 10 på Handelshøjskolen i Århus

Rettelse: På side 80 i specialets figur 21, skal der i det sidste afsnit stå, at danske virksomheder skal udvikle kulturelle brands, som indeholder horisontale værdier fra progressive bevægelser.

Læs bilag 5

Læs hele specialet

Fra community media til citizens' media

09:34:56

I de fleste sammenhænge udtrykte deltagerne en høj mediebevidsthed og evne til at anvende medier til selv-positionering og advocacy.

Specialet diskuterer metoder og forståelsesrammer i lyset af globaliseringen og den demokratisering af flerdimensional kommunikation, som den teknologiske udvikling har muliggjort. Gennem inddragelse af evidensbaserede metoder og teknikker fra udviklingsbranchen, menneskerettighedsarbejde, medicinalbranchen, antropologi, aktivisme og dokumentarisme forsøger det at give et svar på, hvordan film som middel til social forandring (eller 'Film for Change') kan fungere som en metode til at forbedre vilkårene for nogle af de dårligst stillede mennesker i verden. Og det lokaliserer flere teknikker, som forbinder den visuelle kommunikationsoplevelse med den sociale virkelighed og bærer potentialet til at ændre den.

Brugen af visuel kommunikationsteknologi, interaktiv og horisontal kommunikationspraksis, fiktionalisering og empowerment-strategier baseret på teater-teknikker og participatoriske processer kan gøre det muligt for deltagere at omformulere eller genoverveje de virkelighedsbilleder, de bevidner, og derigennem give dem anledning til at forstå og handle. Film for Change rækker samtidig ud over det nære fællesskab og gennem konvergens med Web 2.0 ind i en langt større offentlig sfære, nationalt såvel som globalt. Film for Change er dermed både et redskab til selv-refleksion og empowerment i udviklingsbranchen (community media) og et advocacy-instrument til brug for politisk og økonomisk rettighedsarbejde (citizens' media).

Specialet anbefaler, at nuværende metoder og praksisser i udviklingsbranchen tilpasses nutidens mediemiljø, som gør det muligt for medieforbrugere også at blive medieproducenter af alternative fortolkninger, som udfordrer de virkelighedsbilleder og informationsstrømme, som produceres af de dominerende globale medieselskaber. Film for Change forbindes på denne måde til retten til at kommunikere og bliver et redskab for borgere til at påvirke magtforhold og advokere for social forandring.

Indleveret ved master-uddannelsen, Communication for Development, Malmö Högskola, 2011
Specialet fik karakteren 'A'.

Læs specialet her

Get moving - et forsøg på styring

10:31:05

Dette speciale tager afsæt i Sundhedsstyrelsens motionskampagne Get moving. Kampagnen, der skydes af stablen hvert år i uge 41, er rettet mod idrætsinaktive børn og unge i alderen 11 til 15 år og er i løbet af kampagneugen synlig i form af plakater samt tv-spots i fjernsynet og biografen. Derudover er der i samarbejde med forskellige organisationer arrangeret en masse fysiske aktiviteter på skoler rundt om i landet, hvor professionelle instruktører står klar med vejledning til de unge mennesker.

Specialets formål var at undersøge, hvordan kampagnen kan identificeres som et udtryk for den såkaldte governmentality-styring; en subtil styreform der skal forstås som en styring, der former og regulerer individet men også søger at forme individets selvforhold for derved at gøre individet i stand til at styre sig selv ud fra de gældende normer, som samfundet har sat op. Ved at anlægge en governmentality-tilgang undersøges der i specialet, hvordan kampagnen er et udtryk for denne governmentality-styring, hvilke governmentale teknikker og rationaler der anvendes i forsøget på at gøre målgruppen mere fysisk aktiv samt hvordan målgruppen opfatter og afkoder styringen og dermed kampagnen.

Én af konklusionerne i specialet er blandt andet, at Sundhedsstyrelsen forsøger at regulere og styre målgruppens adfærd gennem moderne styringsteknikker som kompetenceudvikling, motivation samt medinddragelse og medbestemmelse i de forskellige aktiviteter, som tilbydes gennem kampagneugen. Problemet med denne styreform er dog, at det selvansvar og den selvstyring, som kampagnen lægger op til, eksempelvis i kraft af have fokus på aktiviteter som fordrer til de unges kompetencer og motivation, på mange måder ikke er hensigtsmæssig for målgruppen. Det handler nemlig i høj grad om de unges sociale og kulturelle fællesskaber, herunder forældrenes engagement i de daglige fysiske aktiviteter. Der ligger således en problematik i, at når Get moving-kampagnen, i kraft af sine indlejrede styringsteknikker, fordrer sin målgruppe til at tage et ansvar for egen sundhed, så skal de grundlæggende ressourcer være tilstede, for at kampagnen kan få den tilsigtede effekt hos målgruppen, og det er de ifølge specialets analyse ikke.

Kampagnen forsøger altså at ramme nogle børn og unge, der ikke formår at tage ansvaret på sig, og det er problematisk i to henseender. For det første at de fysisk inaktive børn og unge ikke bliver mere aktive på trods af, at der bag en sådan kampagne ligger en masse kræfter og økonomiske ressourcer. For det andet kan denne type kampagne, ifølge specialets analyse, føre til en decideret modreaktion på den sundhedsdiskurs kampagnen er en del af, nemlig ’at man skal leve det sunde liv’, og dermed går den ind og får den direkte modsatte effekt.

For at undgå denne manglende effekt og deciderede modreaktion, på den i samfundet indlejrede sundheds-diskurs, opstiller specialet nogle løsningsforslag, der blandt går på, at en kampagne som denne burde have et større sigte på at involvere jævnaldrende, som på den måde kan påvirke og influere på sundhedsadfærden.

Kampagneanalysen viser, at de fysisk inaktive informanter finder kampagnen irrelevant og urealistisk og synes, at kampagnens humoristiske univers er mere rettet mod yngre årgange. Informanterne efterspørger i stedet en mere vedkommende kampagne, som gør indtryk og taler til deres livsverden.

Dette speciale blev bedømt til karakteren 12.

Læs speciale

Mere synlighed eller mere dialog?

14:52:00

Specialet er afleveret og godkendt ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet og er bedømt med karakteren 12.

Læs det her.

Opinionsledere på Facebook

11:46:57

Undersøgelsen anskueliggør hvilken praksis og adfærd, der ligger til grund for de faktorer og overvejelser, der spiller ind i opinionslederes vurdering af sociale netværkstjenester. Fem kvalitative interviews og 165 kvantitative spørgeskemabesvarelser danner empirisk grundlag for analysen og fortolkningen.

På baggrund af analysen og diskussionen af de kvalitative og kvantitative empiriske fund argumenterer undersøgelsen for, at der kan opstilles en empirisk funderet procesbeskrivelse, der beskriver fire faser i adoptions- og adaptationsprocessen. Fire grundlæggende faser præsenteres: accept, indsigt, kvalificering og praksis og omhandler opinionslederes 1) forforståelse og umiddelbare godkendelse af netværkstjenesten, 2) erfaring og oplevelse af netværkstjenesten, 3) personlige ejerskab og værdiskabelse ved brug af netværkstjenesten og 4) endelige godkendelse af netværkstjenesten og opnåelsen af rutinemæssig brug i hverdagen. I denne forbindelse anerkender og opstiller undersøgelsen begrebet social affordance til at beskrive værdien af de sociale dimensioner ved netværkstjenesterne. Undersøgelsen fremhæver desuden brugen af en matematisk algoritme som en frugtbar fremgangsmåde til kvantitativt at udvælge potentielle opinionsledere til de kvalitative interviews.

Opinionsledere karakteriseres på baggrund af empirien som værende aktive formidlere af viden med høj kvalitet og nutidsrelevans. Undersøgelsen fremhæver anerkendelse i netværket og social kapital som bevæggrunde for opinionsledernes solidariske adfærd og delingsmentalitet. Om opinionsledere fremhæves det endvidere, at de har en bred indsigt og forståelse for netværkstjenesternes muligheder og begrænsninger. Ydermere konkluderes det, at opinionsledere er velegnede til at give et velfunderet, nuanceret og troværdigt indblik i praksissen og adfærden omkring brugen af sociale netværkstjenester.

Undersøgelsens fund og indsigter har høj nutidsrelevans for forståelsen af fænomenerne omkring brugen og behovet for sociale netværkstjenester, og opstillingen af adoptions- og adaptationsprocessen er vigtig for at kunne opnå forståelse for, hvordan vi tager netværkstjenester til os. Endvidere er den vigtig for at kunne blive klogere på, hvordan vores tilværelse former sig ved at interagere med og gennem forskellige medietyper og sociale netværkstjenester.

Specialet blev vurderet til karakteren 12

Læs specialet her

News eller views?

17:11:00

Danske journalister er blandt de mest upolitiske, objektive og saglige i Europa. Sådan lyder konklusionen i en spritny undersøgelse af europæiske medier foretaget af blandt andre den danske medieforsker Mark Ørsten. Kun 29 pct. af de omkring 2500 danske personer i det politiske miljø mener, at journalister for ofte udtrykker og agerer efter egne politiske holdninger, hvilket er mindre end i de øvrige otte europæiske lande, der indgår i undersøgelsen. I et medielandskab under konstant udvikling, hvor nye medier popper og internettets uanede muligheder sprænger rammerne for kommunikation, lader det altså til, at de danske medier alligevel forstår at være saglige og nuancerede i deres arbejde. Den professionelle etos om at arbejde apolitisk tages seriøst trods en nærmest synkron udvikling af både politik og journalistik, der i dag har skabt en gensidig afhængighed – en professionaliseret journalistik og en medialiseret politik. De senere års økonomiske udfordringer betyder ændrede forhold for de etablerede medier, hvor kampen om læserne har ført til langt mere segmenterede produkter. Medieudviklingen og den pressede økonomi har sat fokus på, hvordan journalistikken skal overleve i en tid, hvor f.eks. nye blogs, sociale medier og borgerjournalistik dukker op og sætter nye standarder for kommunikationen. Her bliver den tilstræbte objektivitet konstant udfordret, og mens danske medier ser ud til at holde ved, har andre medier– især amerikanske – taget konsekvensen og sagt farvel til gamle ”news” og goddag til flere ”views”. I USA har især politisk ståsted betydning for segmenteringen af journalistikken. Et kendt eksempel er den amerikanske nyhedskanal Fox News, der åbenlyst støtter republikanerne og er præget af holdninger – ”views” i den journalistik, de præsenterer.

Journalistikken har ændret sig fra at skulle tiltrække de mange - omnibus tankegangen – til at være et segmentudviklet produkt, der skal tiltrække en på forhånd udvalgt målgruppe. Herhjemme er dagbladet Politiken blevet udråbt til Danmarks viewspaper. En avis, der bruger holdningsjournalistik og tør tage aktørrollen i sin kamp for læserloyalitet. En aktivistisk linje, der historisk går helt tilbage til avisens første redaktører, Viggo Hørup og Henrik Cavling, der lagde grundstenene for avisens færd.

Specielet konkluderer, at dagbladet Politikens politiske journalistik har foretaget en bølgegang fra før relanceringen i 2006 til i dag. Efter at have omdannet avisen til en mere viewspræget avis efter relanceringen, har Politiken de seneste år vendt tilbage til udgangspunktet; publicering af politiske nyheder fri af holdninger.

Danske aviser står fortsat over for betydelige økonomiske forhindringer, hvilket gør det svært at undgå, hvad denne afhandling betegner som en senmoderne viewsering - det vil sige en situation, hvor medierne skal bruge views i udviklingen af mere segmenterede produkt. Men som denne undersøgelse bekræfter, synes de danske medier at have overkommet denne udfordring og er stadig i stand til at udøve balance og fairness, når det gælder dækningen af politik. På trods af den stærke forbindelse mellem felterne journalistik og politik i Danmark og den synkrone udvikling af de to felter, lykkes det i dag at bringe retfærdig og afbalanceret politisk journalistik i Politiken - news i stedet for views.

Specialet lægger ligeledes op til en diskussion af, hvordan journalistikken ruster sig til fremtiden. Her skal nyhedsforbrugerne – og fremtidens nyhedsformidleres – udvikles til bedre at forstå, hvad journalistikken rent faktisk gør og bør. Diskussioner af ”news” og ”views” er vigtige. Diskussioner, der forhåbentlig kan lede til en større bevidsthed om journalistens egen rolle, og som også gennem bedre formidling, der forklarer både roller og værdier, kan lede til en større forståelse hos læserne. Etiske diskussioner om journalistik, der er vigtige for, at modtagerne i fremtiden både forstår og ønsker de avisprodukter, de tilbydes.

Specialet blev vurderet til karakteren 12 ved Syddansk Universitet i Odense.

Læs specialet

Byrummets koder

13:32:28

Et abduktivt studie af mulighederne for urban revitalisering med den kunstneriske katalyst i den digitale by

Problemstillingen placeres i den kulturelle planlægningsdiskurs, som har udviklet sig i oplevelsesøkonomiens fokus på oplevelser som en forbrugsvare for den kreative klasse, med kulturkatalysten som et middel til at tiltrække investeringer og skabe vækst. Jeg foreslår, at i en projektær forståelse af byen, og i lyset af den digitale omorganisering af hierarkier og lokalitetsforståelse, at en mere processuel tilgang til kulturkatalysten må undersøges. Det indebærer, hvad kulturkatalysten skal kunne, men også hvilken planlægnings- og revitaliseringslogik, den skal reproducere.

Metodisk er specialet undersøgende og vidensudviklende. Den metodiske tilgang tilsigter et projekt, som udformer sig mellem kulturvidenskaben, medievidenskaben og planlægningspraksisser, og følger en abduktiv logik om at søge mod vidensmål, der ikke på forhånd kan forestilles; ved at undersøge problemstillingen fra forskellige vinkler, i forskellige videnskontekster. Den bergsonianske “intuitive metode” mobiliserer jeg som en måde at gå til mit materiale, ved at søge efter “forskelle” i materialet indefra. Det foregår under en ontologi om “tilblivelse i varighed”, det vil sige i en forståelse af tingenes kontinuerlige tilblivelse

Det metodiske analysedesign er udformet efter disse præmisser og tager afsæt i den indledende problematisering af den herskende planlægningsdiskurs, hvori byen betragtes som en scene, kulturkatalysten som en form for optræden, dennes program som underholdning, og borgere som publikum.

Min analyse mobiliseres metodisk i Deleuze’s filosofiske begreb om affekt, som jeg indtænker i et analysebegreb, der orienterer undersøgelsen mod den midlertidige oplevelse. Min analyses fire perspektiver undersøges som relaterede felter til kulturkatalysten. I den “rumlige kode” i designet af New Yorks offentlige parker og pladser gentænker jeg præmissen for “scenen”. I planlægningstilgangen midlertidig anvendelse, gentænker jeg “programmet” som et oprørsk indgreb i det materielle. I den stedsspecifikke kunstinstallation gentænker jeg programmets immaterielle kvaliteter. Og, i New Yorks byrums organisering ved medieringen af lys gentænker jeg borgerens positionering i det konkrete byrum, herved i forestillingen om at være en del af et kollektivt samfund.

I diskussionen mellem den oplevelses-økonomisk baserede kulturkatalyst foreslår jeg en nytænkning af kulturkatalysten, ved programmet konceptualiseret som en workshop og byrummet konceptualiseret som et innovationsværksted. Denne tænkte form af kulturkatalysten svarer på det samtidige byrums udfordringer i “kulturdræningen” ved materialisering af byrummet og tabet af lokalitetsfornemmelse ved orienteringen i nye mobile medier, i en nytænkning af kulturkatalysten som en kommunikativ, processuel instans. Heri formes det fremtidige byrum imellem “asociale relationer” i det komplekse, kosmopolitanske miljø, med planlægningssigtet at aktivere kulturel innovation of lokalt engagement, fremfor at underholde. Netværkslogikken - og muligheden - i digitale medieteknologier, udgør den nye forudsætning for at planlægge processuelt, i en æstetik som formes mellem borgere.

Specialet blev vurderet til karakteren 12 på Moderne Kultur og Kulturformidling.

Læs specialet her

Selvmål i Brøndby IF

10:29:00

En virksomheds gode omdømme skal ikke være en sovepude igennem en krise, fordi det er et fænomen i konstant bevægelse. Et virksomhedsomdømme kan altså i løbet af kort tid gå fra at være positivt til negativt, hvis organisationen ikke håndterer de problemer der nu måtte opstå ordentligt. Netop det er blevet bevist under krisen i Brøndby IF, da dårlige ledelsesmæssige beslutninger og dårlige resultater på banen har kostet klubben deres gode omdømme. Andre konsekvenser ved krisen har derudover været, at klubbens hovedsponsoratsværdi er blevet halveret, deres position som et af Danmarks stærkeste sportsbrands er væk og klubben er godt på vej til at miste opbakningen fra deres største interessentgruppe, som er fansene. Kort sagt har krisen altså både haft store økonomiske og etiske konsekvenser for Brøndby IF.

Formålet med specialet var at undersøge de begivenheder der har ledt op til den nuværende situation, samt hvordan krisen i Brøndby IF har påvirket klubbens brand, image, omdømme og troværdighed. Det var nødvendigt for til sidst at komme med forslag til, hvordan klubben kan vende de negative konsekvenser, krisen har haft indtil videre, til det positive. Dertil analyserede jeg klubbens eksterne kommunikation på deres hjemmeside og i medierne. Formålet med det, var at danne et realistisk billede af hvordan klubbens eksterne interessenter ser klubben, hvilket var relevant grundet klubbens nuværende sponsorsituation. Her kom det frem at tre essentielle faktorer, så som kriseansvar, krisehistorik og relationelt omdømme har en stor betydning for den omdømmeskade en krise kan have for en organisation. I Brøndbys tilfælde tildeler klubbens eksterne stakeholdergrupper et stort ansvar for krisen hos klubbens ledelse. Desuden har krisen efterhånden varet i 5 år, hvilket betyder at klubbens krisehistorik også har en negativ effekt på klubbens omdømme. Derudover har klubbens heller ikke et specielt godt relationelt omdømme til deres sponsorere, grundet Kasi-sagen, eller deres fans, som i særdeleshed har udvist deres frustrationer over ikke at have nogen indflydelse på de ledelsesmæssige beslutninger. Klubbens fans er deres vigtigste sponsorer og det bedste marketingsværktøj klubben har på nuværende tidspunkt og derfor er det vigtigt at bevare et godt forhold til dem.

Det ikke virker til man i Brøndby IF har forstået alvoren ved situationen og ikke gør nok for at udstede relevant information til deres store eksterne stakeholdergrupper; fansene og sponsorerne gennem medierne. Da den mest effektive krisekommunikation er relationship management, betyder det at en organisation skal beskytte deres stakeholders når en krise forekommer imod fysiske og psykiske trusler. I dette tilfælde er det de psykiske trusler, der er mest relevante, da det betyder at krisen kan skabe stress grundet uvished, som kan udvikle sig til negative handlinger, som allerede har taget form da klubbens fans decideret er gået imod klubbens ledelse og kæmper for indflydelse på de ledelsesmæssige beslutninger. Det korte af det lange er at klubben skal forstå at de ikke længere er et af Danmarks bedste sportsbrands, men de har mulighederne for at komme tilbage og blive det, hvis de begynder at arbejde proaktivt på deres krisekommunikation og udviser villighed til forandring. Det afhænger altså ikke kun af at klubbens førstehold klarer sig bedre sportsligt, men af at klubben engagerer sig for at reetablere den følelse af sammenhold mellem klubben og fansene, som engang var til stede, inden krisen brød ud.

Kommunikativt skal interne medlemmer af organisationen stoppe med at modarbejde hinanden i det offentlige forum, da det skaber mere usikkerhed eksternt, men også udviser en uprofessionalisme som ikke gavner klubbens omdømme. Derfor skal der etableres en fast kommunikationsstrategi, som skal gennemføres hele vejen rundt i organisationen. Det er vigtigt, for efter at have analyseret forskellige medlemmer af organisationens responsstrategier er det klart, at der ikke er en sammenhæng mellem hvad der bliver sagt. Det kan give anledning til yderligere tvivl hos stakeholdergrupperne, så derfor er det et vigtigt aspekt i sagen. I det hele taget er det vigtigt at klubben begynder at opbygge et godt relationelt netværk igen, da det har taget alvorlig skade under krisen.

Læs specialet her

Vorherre bevares!

12:53:05

Jeg har valgt en diskursanalytisk tilgang, fordi jeg forstår diskursiv praksis som en væsentlig form for social praksis, der både afspejler og påvirker de strukturer, som tilsammen udgør den folkekirkelige institution.

Det er specialets formål at undersøge, hvordan folkekirken konstrueres diskursivt - dels i kirkens eksterne kommunikation, og dels i brugernes konkrete sprogbrug - for på den baggrund at vurdere, i hvilken grad folkekirkens eksterne kommunikation imødekommer brugerne.

Den folkekirkelige institution står overfor et dilemma, som ikke er nyt, men alligevel aktuelt, nemlig: hvordan takler man den almindelige sekulariseringsproces uden at fjerne folkekirkens eksistensgrundlag? Sekulariseringsprocessen er ikke et udtryk for en generelt dalende religiøsitet – (det modsatte bliver faktisk antydet fra flere kanter, for eksempel har Danmarks Statistik registreret en stigning på 5000 medlemmer af andre trossamfund end folkekirken fra 2001 til 2002) - men for det forhold, at den religiøse praksis fjerner sig fra det offentlige rum og ind i den private sfære.

Ikke desto mindre har Den Danske Folkekirke oplevet en støt nedgang i medlemstal på 0,3-0,4 procentpoint per år gennem de sidste mange år. Når forhenværende kirkeminister Tove Fergo spørger, som hun gjorde i en artikel i Kristeligt dagblad i 2003: ”hvorfor kommer folket ikke i folkekirken?”, så tror jeg derfor at svaret skal findes hos folkekirken selv og ikke mindst i folkekirkens kommunikation med sine brugere.

Trods den lave deltagelse i kirkens aktiviteter er det stadigt langt de fleste danskere, som vælger at være medlem af folkekirken, nemlig hele 80,4 % i 2011. En del af forklaringen på det høje medlemstal skal muligvis findes i det faktum, at medlemskabet registreres automatisk, og at det derfor kræver en aktiv indsats at udmelde sig af folkekirken. Men som sagt kun en del af forklaringen. Jeg antager, at det høje medlemstal trods alt indikerer en udbredt følelse af tilknytning blandt de ellers passive medlemmer. Derfor er det en af specialets hypoteser, at målgruppen er grundlæggende positivt indstillet overfor folkekirken som sådan, og at folkekirkens eksterne kommunikation har en potentiel relevans for målgruppen.

En anden hypotese er, at folkekirkens sparsomme eksterne kommunikation ikke tilstrækkeligt formår at formidle på en måde, som imødekommer målgruppen. Dels fordi indholdet afviger for meget fra målgruppens dagligliv, og dels fordi formen er præget af en dominerende brug af den teologiske diskurs, som målgruppen ikke har forudsætninger for at forstå. Når mange mennesker udtrykker, at folkekirken ikke siger dem noget, så tror jeg det skal tages helt bogstaveligt!

I påsken 2003 udgav Københavns Stift en publikation med titlen Hjertesager i et forsøg på at nå ud til de mest skeptiske af kirkens brugere. Derfor fik udgiverne hjælp fra et PR-bureau til at lave et fængende layout og til at markedsføre publikationen effektivt. Men kan man markedsføre kristendommen? Naturligvis kan man det, og man har gjort det i snart totusinde år! Vi er måske mere vant til andre betegnelser som mission og forkyndelse, men i bund og grund handler det om formidlingen af et budskab (evangelium om man vil), altså kommunikation. Budskabet i Hjertesager er imidlertid tvetydigt. På den ene side fremstilles kirken som den traditionelle urokkelige institution, der ikke behøver anden retfærdiggørelse end det faktum, at den har eksisteret i totusinde år. På den anden side gør Hjertesager op med en elitær definition af kristendommen ved at lade kirkens brugere komme til orde gennem artikler skrevet af tilsyneladende ’almindelige mennesker’.

En undersøgelse fra Vilstrup Research viser, at publikationen blev overraskende godt modtaget. Modtagerne syntes blandt andet, at Hjertesager var en fin måde for kirken at henvende sig på, og at layoutet på Hjertesager var med til at gøre kirken mere moderne.

I forbindelse med mit speciale lavede jeg en kvalitativ undersøgelse, som viste, at kirkens brugere faktisk forventer, at kirken henvender sig mere og moderniserer sit udtryk. I et PR-perspektiv må Hjertesager derfor siges at være en succes for folkekirkens omdømme.

Denne nye brugerorientering fra kirkens side afspejler sig desværre ikke i Hjertesagers sprogbrug, som er alt for præget af en teologisk diskurs, som de færreste har forudsætninger for at forstå. Derfor er det min anbefaling at folkekirken ikke blot benytter professionelle layout-folk i sin eksterne kommunikation men også professionelle tekstforfattere. Mange vil sandsynligvis finde en sådan popularisering af kirkens udtryk usmagelig, men alternativet er, at kirken mister sin folkelige forankring og bliver isoleret i samfundet. Hvis den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fortsat skal være en folkekirke i egentlig forstand, så kræver det efter min mening en professionalisering af kirkens eksterne kommunikation. Hvis en branding af folkekirken er lidt for stor en mundfuld, så kunne man starte med at begrænse den teologiske diskurs til den institution, hvor den hører hjemme; nemlig det teologiske fakultet!

Specialet blev bedømt med karakteren 11 efter den gamle skala ved Roskilde Universitetscenter i 2004.

Læs specialet her

Kampen om krisen

13:48:00

En stor del af virksomheders værdi ligger i dag i deres evne til at omstille sig til forandringer mht. samfundets og markedets ændrede krav - særligt de politiserede diskurser og dagsordener, der har en afgørende rolle i forhold til befolkningens bedømmelse af virksomhedens profil. Konkurrenceevne knytter sig ikke blot til målbare resultater af politisk og økonomisk art, men mindst lige så meget til ritualiserede processer, der diskursivt kan bekræfte særegne træk ved en organisation eller virksomhed. Dette må dermed integreres i virksomhedens strategiske arbejde, hvor kommunikation får en central rolle.

Finanskrisen har siden 2007 betydet store forandringer for erhvervslivet, og har præget samfundsdiskursen. Dette har åbnet for nye diskursive konflikter, hvor eksperter, politikere og erhvervsfolk kæmper om at definere de nye vilkår for forretning. Flere spørgsmål og problemer udpeges som økonomiske og bliver spørgsmål om økonomisk balance, men samtidig bliver økonomiske spørgsmål udsat for en forskydning til politik. Omdrejningspunktet for debatten bliver regulering og fordeling af ansvar, samt spørgsmål om politikernes grad af indflydelse. Krisen repræsenterer dermed en række brud med den tænkning og det system, der har forårsaget den. Dette sætter således en række kerneområder på spidsen, områder hvor det bliver særligt vigtigt for Finansrådet at sætte dagsordenen, forsøge at repositionere sektoren og at balancere krav fra offentlighed og myndigheder samt forretningsudviklingsstrategi. Min antagelse er, at finanskrisen er og bliver en skelsættende legitimitetskrise, der ændrer sektorens placering i samfundet og dermed bankernes ansvar.

I specialet arbejder jeg med at forstå og analysere de samfundsmæssige, kommunikative legitimerende vilkår, som virksomheder har været præget af og må videreføre sig under fremover. Dernæst sættes der fokus på en analyse af relationen; omverden - den finansielle sektor, repræsenteret af Finansrådet, og de magtpolitiske kampe, der forgår i samfundet, hvor jeg kan studere handlinger og beslutninger gennem kommunikerede forestillinger og institutioner. Jeg beskæftiger mig med profil- og image-relationen mellem banksektoren og offentligheden. Analysens fokus er italesættelsesprocesserne i massemedierne, og Finansrådets kommunikationsstrategiske handlinger er derfor vurderet ud fra en diskursanalyse af deres konkrete kommunikation, som den kommer til syne i diverse medietekster og ikke ud fra, hvilke konkrete tanker, der ligger bag. Jeg forholdermig således til Finansrådets relation til omverdenen og samfundet ved at betragte og analysere Finansrådets iscenesættelseaf den finansielle sektor.

Opgavens problemformulering besvares ud fra et sociologisk, erhvervsøkonomisk og kommunikativt perspektiv. Jeg tilstræber med min metode at gøre det muligt at iagttage samfundsmæssige forandringsprocesser, gennem sproglig analyse af forskellige aktørers måder at kommunikere på, inden for et socialt felt. Analysen af det empiriske materiale, anvender en kombination af institutionel historie og diskursanalyse til at udvikle en analysestrategi for tekstmaterialet. Et af specialets fokusområder er de italesættelsesprocesser og idealer, der får betydning for bankerne og deres position i samfundet.

Specialet konkluderer, at det centrale omdrejningspunkt på samfundsniveau er kampen om, hvad der skal udpeges og forstås som samfundsøkonomiske problemer og mål, inden for rammerne af den samfundsøkonomisk orienterede –socialt ansvarlige bank, hvor der stadigvæk er kampe om at definere vægtningen mellem stat og marked, dvs. stat og bank. Fra de forskellige positioner i samfundet gælder det om at sikre egeninteressen i sammenspil med samfundsinteresser samt at definere, hvad der er mest ansvarligt i forhold til den samlede økonomiske husholdning – dvs. makroøkonomien. Kombinationen mellem det mikroøkonomiske plan og de makroøkonomiske konsekvenser er omdrejningspunktet i spillet om, hvad der skal være legitimt. De nye idealer bliver således mere eller mindre ved med kun at være idealer, jævnfør den fortsatte ustabile økonomiske situation. De er således målsætninger formulereret af vigtige aktører i og omkring den finansielle sektor, der har betydning for, hvordan den finansielle sektor skal ledes og organiseres, samt hvad dens formål og samfundsmæssige rolle er. Alligevel lægges der spor for den fremtidige udvikling, som betyder, at sektoren må forholde sig til nye rationaler, hvis den vil være legitim i offentligheden, politisk og i samfundet generelt.

Det svære spørgsmål er derfor også hvad, der er mest ansvarligt og bæredygtigt for samfundet i forhold til at stabilisere og udvikle makroøkonomien? Er det at lade det statslige– offentlige styre udviklingen,eller er det at lade det private sikre vækst og konkurrenceevne? Virksomheder og den finansielle sektor er vigtige for samfundet, men samfundet og offentlighedenssyn på bankerne er på sigt også vigtigtfor at opnå legitimitet, handlerum og konkurrenceevne. Der er sandsynligvis en bred offentlig interesse i at sikre makroøkonomien, men hvilke krav stilles der til sektorens ansvarlighed? Er det at skabe vækst eller stabilitet?

Læs specialet

Like Me - hvorfor synes vi godt om brands på Facebook

11:46:00

I årtusinder har mennesket haft et behov for at tage ejerskab over objekter (ressourcer), og for at vise dette ejerskab til andre. Denne sammenhæng mellem mennesker og deres objekter fører os mindst 60.000 år tilbage i tiden, til dengang hvor mennesket blev begravet med de vigtigste ting, de ejede. Ifølge antropologer indikerer denne tradition, at objekter fortæller noget om ejeren (fx status, personlighed osv.). Dette støtter idéen om, at objekter kan betragtes som identitets symboler.

I 1970’erne gjorde ’badges’ deres indtog i modebilledet. Via badges blev det muligt at påføre sig forskellige symboler, for på den måde at vise, at man sympatiserede med et bestemt band, en ungdomskultur eller lignende. Disse badges var med til at vise, hvem bæreren var som person. I dag er det ikke kun igennem kulturelle ressourcer, at vi viser hvem vi er. Vi er i højere grad begyndt at påføre os kommercielle objekter – for eksempel brands. Brands giver os mulighed for at bruge brandets symbolisme til at vise andre, hvem vi er. Brand symbolerne kan for eksempel være vist på en trøje (som en lille grøn krokodille), på sko (som et Nike logo), eller endda direkte på kroppen - i form af en tatovering! Uanset hvordan vi vælger at iføre os disse brandsymboler, er de med til at skabe den rolle som vi ønsker at formidle til andre.

Idéen om at iføre sig badges kan sammenlignes med det at ”like” brands på Facebook. Her knytter du på samme måde en række objekter/symboler (brands, mærkesager, musik osv.) til din profil, hvilket er med til at vise dine Facebook-venner, hvem du er. På Facebook vælger vi faktisk frivilligt at knytte os til brands. Og vi har ikke noget imod, at vi samtidig promoverer disse brands ved at have dem knyttet til vores profil. Det er dog kun lige indtil disse brands begynder at sende en hel masse, ofte unødvendig, information eller indhold til os. Så sletter vi dem hurtigt fra vores profil igen!

Med det i tankerne er det interessant at overveje formålet med nutidens mange ”best-practice” sociale medie-bøger, som blandt andet opfordrer brands til at kommunikere med og engagere deres Facebook-fans – eller måske i virkeligheden; hjælper disse brands med at begå socialt selvmord! Det er selvfølgelig vigtigt ikke at undervurdere det faktum, at nogle brands har stor succes med at bruge disse strategier, som er anbefalet af bøgerne – men hvad med de resterende som ikke er lige så heldige?

Dette speciale viser, hvordan brands kan drage fordel af at overveje en ny og alternativ tilgang til deres rolle på Facebook. Mange brands vil blive nødt til at acceptere, at de kun vil blive set på som en form for rekvisitter. Dette bygger på, at vi ofte ”liker” brands på Facebook med det ene formål at bruge dem som kulturelle ressourcer i opbyggelsen og vedligeholdelsen af vores personlige identitetsprojekt. At brands bare ses som rekvisitter betyder ikke, at de ikke kan drage fordel af at være på Facebook. Selvom rollen som rekvisit kan lyde ydmyg så er det faktisk en vigtig og værdifuld rolle at udføre. Alt i alt er det vigtigt, at brands indser, at når vi ”liker” dem på Facebook, så gør vi det primært for vores egen skyld, og for at optimere den måde, hvorpå vi fremstår overfor andre.

Specialet er bedømt med 12 fra Aarhus School of Business and Social Sciences.

Læs specialet

Når krisen banker på

17:03:00

Image på retur
Danske Banks image tog sig en ordentlig rutsjetur ned ad imagerangstigen i 2009. IT Factory-skandalen og bankens lempelige udlånspolitik til den bedrageri-dømte Stein Bagger forstærkede kun billedet af Danske Bank som lykkeridder på jagt efter hurtig profit uden omtanke for sagesløse kunder. Det fik Danmarks finansmastodont helt i knæ. Bankens troværdighed havde lidt overlast, og man tvivlede nu på, om Danske Bank overhovedet kunne drive bank.

Krisekommunikation, legitimitet og corporate branding
Med Danske Bank som casestudy undersøger specialet, hvordan virksomheder under en eskalerende krise kan håndtere sit image. Specialet bygger på et bredt teoretisk fundament, bestående af teorier om krisekommunikation og corporate branding samt et centralt placeret legitimitetsbegreb.

Fornyelse af Danske Bank brandet
Specialet konkluderer bl.a., at krisen blev startskuddet til en revision af Danske Bank brandet. Krisen truede Danske Banks image, men åbnede samtidig for muligheden for at komme styrket ud på den anden side. På grund af den enorme krise, blev Danske Bank tvunget til at se sig selv udefra, hvilket gav afsæt til en fornyelse af Danske Banks brand i overensstemmelse med omverdenens forventninger.

Specialet er afleveret på Roskilde Universitet i august 2011, og er bedømt til karakteren 12.

Læs specialet

Se min kjole

13:10:00

I 1999 opstod den første weblog, også kaldet blog, og en helt ny måde at kommunikere på gjorde sit indtog. Blogs gjorde det muligt at sprede ord, billeder og holdninger med en hastighed, der hidtil var uset. Unge modeinteresserede piger og drenge fik hurtigt øjnene op for mediets anvendelsesmuligheder, og de første modeblogs opstod, med USA og Sverige som frontløbere.

I dag er modeblogs et fænomen, der ikke er til at komme udenom i den danske modebranche. Unge modeinteresserede bloggere er pludselig kommet til orde, og synes i dag at udfordre de etablerede kanaler i den danske modebranche. Mange af dem sidder på første række til alle de store modeshows, og de kan med deres konstante opdateringer på internettet være de første, der formidler en begivenhed eller en trend. Fremvæksten af modeblogs har således betydet, at mange unge modeinteresserede piger er gået fra at være anonyme til pludselig at være nye forbilleder og trendsættere.

Læs specialet her

Når medierne har magten

12:05:00

Den politisk-økonomiske udvikling i det amerikanske mediesystem over de seneste 30-40 år har medført, at langt størstedelen af medieudbuddet i praksis kontrolleres af et ganske lille antal enorme mediekonglomerater, der ejer og driver størstedelen af både aviser, tv-kanaler, radiostationer, filmselskaber, forlag og mange af de mest besøgte nyhedshjemmesider på internettet.

Ifølge kritikere har dette resulteret i en begrænset og stærkt biased offentlig sfære og – i et større perspektiv – en grundlæggende demokratisk krise, eftersom disse mediekonglomerater generelt ikke lever op til deres demokratiske forpligtelse over for samfundet. Desuden er selve diskussionen af mediernes demokratiske rolle alarmerende fraværende – for ikke at sige tabu – i den mainstream offentlige debat i USA.

Som reaktion på denne udvikling, er der i USA opstået en bred vifte af mediekritiske organisationer og aktivistgrupper, der i demokratiets navn forsøger at ændre det i deres øjne forfejlede mediesystem – hvad enten det er ved etablering af alternative nyhedsmedier, medieovervågningsinstitutioner og analyseinstitutter eller ved brug af alternative aktivismeformer og organisering af deciderede mediereformorganisationer.

Det er denne strømning af demokratiorienterede medieaktivister, som specialet beskæftiger sig med.

I specialet konceptualiserer og definerer vi dette nye fænomen som en social bevægelse, som vi har valgt at benævne ”mediedemokratiseringsbevægelsen”. I forlængelse heraf diskuterer vi årsagerne til bevægelsens opståen på netop dette historiske tidspunkt og endvidere de strategiske udfordringer, som bevægelsen står over for i forhold til at realisere dens eksplicitte målsætning: at reformere og demokratisere det amerikanske mediesystem.

Vores analyse af bevægelsen er baseret på 5 udvalgte cases. Blandt disse er:

Democracy Now! – en alternativ, uafhængig nyhedsstation, der producerer en daglig nyhedsudsendelse til 965 radio- og tv-stationer verden over, dog primært i USA
Free Press – en mediereformorganisation med over 500.000 medlemmer, som bl.a. organiserer mediereformkonferencer og lobbyer for en mere demokratisk medielovgivning
The Yes Men – en medieaktivistgruppe, der blandt meget andet har ”nedlagt” WTO, distribueret 100.000 falske eksemplarer af The New York Times på Manhattan samt optrådt live foran 200 mio. seere på BBC World News, hvor de fik kemikoncernen Dow Chemicals aktieværdi til at falde med 2 mia. dollar i løbet af en halv time.

Konklusioner
Bevægelsen hævder generelt, at mainstreammedierne er biased grundet deres kapitalistiske interesser, og at de ignorerer deres centrale demokratiske funktion i samfundet ved at trivialisere, polarisere og censurere journalistik og offentlig debat. Dermed fungerer hele mediesystemet praktisk talt som en penge- og PR-maskine for de rige og magtfulde, fremfor som et demokratisk redskab for det amerikanske folk.

Specialet konkluderer, at mediedemokratiseringsbevægelsen repræsenterer en ny form for politisk aktivisme, der adskiller sig fra tidligere sociale bevægelser på flere måder. For det første fokuserer den generelt mere på politiske processer end på specifikke politiske sager (som fx feminisme eller miljøaktivisme, etc.), og for det andet anlægger organisationerne en række nye, alternative strategier og mediepraksisser, som både foregår i og forholder sig kritisk til det symbolske, kommunikative domæne, dvs. massemedierne. Inspireret af ”New Social Movement”-skolens klassiske diagnose af efterkrigstidens postmaterialistisk orienterede ”nye” sociale bevægelser som et resultat af overgangen til en postindustriel samfundsorden, betegner vi mediedemokratiseringsbevægelsen som en ”even newer social movement”, der kan ses som en slags aktivistisk tilpasning til visse makrosociale omstændigheder, der præger det amerikanske samfund i den nuværende samfundsepoke. Det drejer sig især om:

Den generelle medialisering af samfundet og fremkosten af mediemagt som en ny type af social magt
Den tilsyneladende overgang til et postindustrielt samfund med en ny ”postmateriel” logik for politisk aktivisme (som bevægelsens virke på én gang synes både at be- og afkræfte)
Konsolidering af det neoliberale hegemoni og den politiske aktivismes krise i kølvandet på kommunismens kollaps (hvilket bl.a. forklarer nogle af bevægelsens mere alternative strategier, såsom culture jamming)

Endelig har internettets fremkomst og udbredelse naturligvis også spillet en central rolle i bevægelsens udvikling ved at facilitere en kommunikativ infrastruktur, der kan bypass’e de traditionelle medie-gatekeepere og forbinde kritiske stemmer på tværs af hele USA.

Internt står bevægelsen dog også over for en lang række problemstillinger og dilemmaer, der vanskeliggør udsigterne til at realisere dens projekt. Disse inkluderer en stærkt fragmenteret, decentraliseret og til en vis grad autonom organiseringsstruktur, utilstrækkelige ressourcer og økonomiske midler, en udbredt brug af uhensigtsmæssig konspirationsretorik og en ugunstig fremstilling af ”fjenden” som ét stort ”system”.

Såfremt bevægelsen i fremtiden skal gøre sig håb om reelt at påvirke mediesystemet og gøre det mere demokratisk, påpeger vi bl.a., at bevægelsen i højere grad bør prioritere skabelse og opretholdelse af uafhængige medier, der kan konstituere alternative offentlige sfærer, hvor ægte deliberativt demokrati kan trives, men at disse sfærer også er nødt til at spredes ud og ”mødes” med samfundets bredere offentlige sfære, for ikke at devaluere hele konceptet for en demokratisk offentlighed, nemlig en i en eller anden grad fælles offentlig arena, hvor meninger og holdninger kan mødes og brydes.

Læs hele specialet her

Specialet er udarbejdet af Rasmus Glistrup Petersen og Bjarke Hal ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet. Specialet er afleveret i september 2011 og har fået karakteren 12.

Transmedielle universer på digitale medieplatforme

10:20:00

I en tid hvor forgange tiders populære superhelte genopfindes i teaterforestillinger og computerspil, og hvor Barbie og Ken åbenlyst flirter på de sociale medier, kan man spørge sig selv, om vi blot er vidner til en raffineret form for markedsføring.

Sandheden er, at der nok er noget om snakken. Men kaster vi et lidt mere nuanceret blik på tendensen, er der ikke noget tvivl om, at de nye, fængslende oplevelser, som fremspirer på digitale medier og engagerer fans, brugere, tv-seere, computerspillere osv.

Vores speciale giver læseren en indføring i multiplatformkoncepter og opbygning af fiktive universer på digitale medier. Og vi giver et bud på, hvordan man kan skabe engagement ved at udnytte nye produktions-, kommunikations- og distributionsformer.

Med afsæt i teorier om “transmedia storytelling” (Henry Jenkins) og “transmedial worlds” (Lisbeth Klastrup & Susana Tosca) udforsker vi, hvordan et univers opbygges online. Og ikke mindst hvordan onlineuniverser kan være med til at udvide oplevelsen fra mere traditionelle underholdningsformer som tv, film, bøger osv. I specialet inddrages en række eksempler fra ind- og udland, mens DR Ramasjangs onlineunivers anvendes som gennemgående eksempel på de muligheder og udfordringer, der er forbundet med at udvikle et onlineunivers.

Vi fokuserer på, hvordan et univers opbygges ved at identificere fire centrale logikker – fortællingen, karaktererne, setting’en og værdier/ethos. Kernen i transmedia og opbygning af universer er, at forskellige kombinationer af de fire logikker kan appellere til forskellige målgrupper og udnytte de forskellige medieplatformes styrker.

Det er ikke noget nyt, at de digitale medieplatforme åbner op for nye muligheder for engagement. Men vores pointe er, at man som indholdsproducent med en simpel formel i langt højere grad kan udnytte mulighederne, når man holder sig for øje, hvordan et univers opbygges online. Man skal være bevidst om, hvordan universer udvider f.eks. en tv-serie, og hvad det er for et formål, universet skal tjene. Hvordan vil du tilbyde brugeren nyt indhold? Vil du belønne brugeren for at opsøge indholdet online? Skal brugeren følge en forudbestemt “sti” på tværs af platformene? Eller skal brugeren selv navigere rundt?

Selvom vi i specialet undersøger opbygningen af fiktive universer, så kan transmedia-lærdommen også være relevant i et branding og markedsføringsøjemed. Der er kamp om brugernes opmærksomhed, og vi vil måske i fremtiden se endnu større brug af digitale medier til at udvide virksomheders brandinguniverser.

Specialet er aflagt ved IT-Universitet i København, og er vurderet til karakteren 12,

Læs specialet her

Spot on Spotify

12:30:00

Tiderne ændrer sig - Spotify er kommet til Danmark

Onsdag den 12. oktober blev mange danske musikelskeres store forhåbninger indfriet, da den populære musikstreamingtjeneste Spotify kom til landet.

Tjenesten er sammen med iTunes blandt de mest populære – og lovlige – måder, hvorpå musikelskere kan lytte til deres favoritkunstnere over nettet.

Det er dog sket med stor forsinkelse grundet forhandlinger med KODA og pladeselskaberne. At Spotify har fået lov at gøre blandt andre TDC PLAY og WiMP følgeskab, skal naturligvis ses i lyset af, at deres forretningsmodel lægger op til kontant betaling til rettighedshaverne. Gratisversionen, som mange nok vælger, er forsynet med reklamer, men derudover er der to andre: en Unlimited-version uden reklamer og ubegrænset streaming til 49 kroner om måneden og en Premium-version med samme fordele som Unlimited-versionen, men som derudover kan bruges på mobilen, til 99 kroner om måneden.

Spotifys betalingsmodel og popularitet i andre lande har tilsyneladende været medvirkende, at musikindustrien – noget nølende – har anerkendt, at forbrugerne insisterer på at hente deres musik over nettet.

Forbrugernes adfærd i dagens Danmark (og resten af verden) har tilsyneladende ændret sig i en sådan grad, at musikindustrien har skiftet kurs fra at se nettet udelukkende som en trussel til at se det som en repræsentant for store muligheder.

Som det ses i nedenstående speciale har forbrugernes værdier ændret sig til i høj grad at være fokuseret på valgfrihed, selvstændighed og selvrealisering, hvilket brugen af nettet som distributionskanal for musik (og andre kulturgenstande som f.eks. film og software) giver optimale muligheder for at føre ud i livet.

Forløbet har dog været langstrakt, og musikindustrien har – som det næppe er gået nogens næse forbi – fokuseret mere eller mindre ensidigt på at beskytte sig selv ved at lægge forskellig former for hindringer i vejen for (post)moderne forbrugere, f.eks. via DRM-systemer og sagsanlæg mod alle, der har downloadet filer ulovligt (og er blevet opdaget).

Spotifys indtog på det danske marked betyder højst sandsynligt, at der bliver banket endnu et søm i kisten med hensyn til den traditionelle distribution af musik via ”bricks-and-mortar”-butikker, som styrtbløder på grund af konkurrencen fra nettet.

Kombinationen af ændrede forbrugerværdier og teknologiske muligheder betyder, at forbruget af musik har ændret sig markant siden 'de gode gamle dage', hvor cd-køb over disken i Fona var normen. Musikindustrien lader til at have set i øjnene, at processen med 'kreativ destruktion' blot har nået en ny fase, og at den for at sikre sig sin overlevelse må respektere de nye markedsbetingelser.

Læs specialet her

Lovpligtig frivillighed

13:52:00

Med en teoretisk kombinationsstrategi baseret på Baldwin og Caves reguleringsteori, Morsings stakeholder- og brandingteori og Foucaults sociologiske teori om internalisering undersøger dette speciale derfor, hvordan 20 tilfældigt udvalgte danske virksomheder har arbejdet med CSR i perioden 2007-2009, og hvordan de har reageret på rapporteringskravets indførelse.

Jeg finder, at godt halvdelen af virksomhederne allerede rapporterede om CSR-lignende temaer inden lovkravets indførelse, mens godt en tredjedel af de undersøgte virksomheder er begyndt at arbejde med CSR som følge af lovkravet. Jeg finder også, at konkret, regelbaseret lovgivning har større betydning for virksomhedernes adfærd end informations- og incitamentsbaseret regulering. Virksomhederne oplyser desuden, at de primært opfatter CSR som et spørgsmål om risikostyring, og kun i mindre grad som et økonomisk spørgsmål med betydning for bundlinjen. Endelig finder jeg, at der blandt de 20 undersøgte virksomheder er en markant mangel på målbare effekter af CSR-arbejdet – og en tredjedel af virksomhederne oplyser, at de slet ikke arbejder med CSR. Den teoretiske ramme indikerer, at dette kan skyldes, at virksomhederne opfatter lovgivningen som ukonkret og rapporteringskravene som alt for omfattende. Jeg foreslår derfor, at Årsregnskabslovens § 99a bør omformuleres til kun at kræve, at virksomhederne offentliggør de målbare resultater af deres arbejde med CSR.

Specialet er aflagt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og blev vurderet til karakteren 12.

Læs specialet her

Kampen om videnssamfundet

17:41:00

Jeg har i dette speciale studeret en lang række politiske, erhvervsmæssige og filosofiske perspektiver på den aktuelle diskurs om videnssamfundet, hvilket har gjort følgende klart: Begrebet ’videnssamfund’ åbner for et væld af modstridende udsagn, som bygger på forskellige ideer om, hvad videnssamfundet er, og hvilken viden der er den væsentligste for Danmarks fremtid.

Dette ses når forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler: ”Danmark skal være verdens førende videnssamfund.” Eller når en af erhvervslivets repræsentanter, Chefkonsulent for Dansk Handel Birgit Bangskjær, ytrer, at ”Universiteterne er den afgørende vidensbank, og derfor skal de være en proaktiv medspiller i den moderne globale videns økonomi.” Modsat kan filosoffen Asger Sørensen som en repræsentant for fagfilosofien citeres: ”Videnssamfundet svarer til det samfund, hvor Sokrates anklagede sofister for sofisteri og fordummelse, hvor demokrati med en vis ret kunne anses for pøbelvælde.” Citaterne viser den diskursive kamp om ordets betydning, og illustrerer konflikten om hvilken viden, der skal satses på.

Ud fra denne problemstilling har jeg undersøgt, hvilkemuligheder filosofien har for en spille en ny rolle i det videnssamfund med de stærkt ændrede kommunikationsformer, vi ser i dag. Udgangspunktet er en gennemgang af universitets historie som udmunder i Jean-Francios Lyotards teori om det postmoderne samfund. Dette samfund er bl.a. karakteriseret ved tabet af de store filosofiske fortællinger, efter at samfundet er indtrådt i en postindustriel vidensøkonomi. I det postindustrielle samfund kræves det nemlig, at viden skal kunne opfylde et performativt krav om at være en økonomisk ressource, som filosofien (på kort sigt) ikke kan honorere.

I stedet ser Lyotard ”paralogien” – en modlogik til den kortsigtede økonomiske logik – som modsætning til kravet om performativitet. Her er det min påstand, at vi skal være opmærksomme på, at paralogien sætter en begrænsning eller udfordring op. For når den humanistiske forsker ikke kan støtte sig op af de store fortællinger, bliver den lille fortælling eller den lokale sandhed ifølge Lyotard den form, forskerens skabende opfindsomhed må udfolde sig i.Dette sætter kommunikation i centrum for forskerens arbejde med at formidle ”den lille fortælling”. For at forstå problematikkerne ved at formidle den lille fortælling, introducerer jeg i første omgang Niklas Luhmanns teori om autopoietiske systemer, der giver et indblik i, hvordan de kommunikative systemer er selvopretholdende og selvinkluderende. Som et eksempel nævnes bl.a. hvordan filosofiens budskaber udelukkes fra at kunne benytte massemedierne, idet deres budskaber ikke hører inde under koden: nyhed vs. ikke nyhed.

Herfra vender jeg mig mod Jürgen Habermas teori om de kommunikative handlemuligheder, hvor Habermas skelner mellem system og livsverden. Denne sondring åbner op for en tværsystemisk og mellemmenneskelig kommunikation, som jeg hævder, skaber nye muligheder for at kunne bringe filosofiens egenart i spil. I forlængelse af dette, er det min påstand, at det filosofiske skriftsprog og faglærtes interne videnskabelighed ikke kan åbne for dette mulighedsrum. I stedet må den filosofiske videnskabelighed stille sig nysgerrigt overfor nye medieformer og medieplatforme, hvor fx. sociale medier som blogs, YouTube, LinkedIn og Facebook har et (endnu ikke forløst) potentiale for at bringe filosofiens særegenhed i spil.

I den formidlende del af specialet, som kan ses på videnssamfundet.com (www.videnssamfundet.dk), forsøger jeg at give mit bud på, hvordan dette kan lade sig gøre. Igennem syv små film taler jeg med filosoffer, politikere og erhvervsledere om deres syn på bestemte sociale værdier som mod, visdom, frihed nærvær, ansvar og lykke.

Specialet blev i første omgang afvist på institut for filosofi på Københavns Universitet, hvilket der kommende denne artikel ud af. Specialet fik efter en klagesag ny vejleder, og blev delvist omskrevet. Det er netop blevet bedømt til karakteren 12.

Læs specialet her.

Specialet praktiske del kan ses på: www.videnssamfundet.com og på www.facebook.com/videnssamfundet

Folket, formanden og Facebook

15:30:00

I 2008 blev Barack Obama den første afroamerikanske præsident i USA’s historie, men ikke kun med henblik på hudfarven var han den første; mange studier, for eksempel af Manuel Castells, har retrospektivt konkluderet, at Obamas succes bl.a. skyldes effektiv mobiliseringskampagne på sociale netværks-services som f.eks. Facebook.

Siden internettets fødsel har mediepositivister som Castells og Couldry argumenteret for dets politiske deltagelses potentiale. Hvorvidt Obamas kampagne er bevis på dette er ikke fokus i dette special - motivationen for specialet er det aktuelle (sep. 2011) folketingsvalg, samt i særligt grad de ofte reduktionistiske konklusioner, der drages i den polariserede debat af både mediepositivister og modparten, og som tilskriver sig the mediasation thesis.

Gennem indsamling og efterfølgende interaktionistisk præget analyse af al kommunikation udført på fem partilederes facebooksider søger dette speciale at udforske de post-fænomenologiske afsmitninger, mediet gør på kommunikationen. Både top-down kommunikationen fra politkerne og netværkets reaktioner herpå.

Facebook er indiskutabelt en kommunikationsplatform med relativt horisontale magtstrukturer - i hvert fald så længe der fokuseres på det kaptologiske design. Et netværk konstitueres, med Castells terminologi, af det emergente flow af informationer mellem noder og ikke af relativt konstante binære koder. Facebook har endda på grund af mulighederne for asynkron kommunikation baseret på præetablerede kommunikationspotentialer sit eget rumløse rum og tidsløse tid. Den politiske (og for den sags skyld al anden) kommunikation er altså ikke kun konsitueret af mediets kaptologiske design; mediet er “blot” en del af den interworld, som tegner den interaktive kommunikation.

Resultaterne af undersøgelsen er bl.a., at facebooks rumløse rum er en hindring for troværdig og autentisk kommunikation fra politikernes side - to dyder som med den øgede kompleksitet i samfundet er essentielle for vælgerens beslutning. Som et resultat af dette er politikerne fokuserede på at kommunikere en konkret og fysisk stedslighed i geografisk forstand, med andre ord: at kommunikere en konkret autentisk person og ikke en virtuel node i det flow, der udgør facebooks rumløse rum.

Endvidere giver facebooks konvergerende natur politikerne mulighed for at dele objekter (links, videoer, artikler etc.) i deres kommunikation, hvilket er et udbredt fænomen. Som en konsekvens heraf bliver recipientens forhandling af politikerens ethos distribueret, ikke alene over flere medier, men også over flere noder i netværket. En politikers afledte ethos i en given kommunikationssituation er for recipienten påvirket af f.eks. den initial ethos, som det mediehus, der hoster det delte objekt, har og er givet.

Gennem kobling mellem Robert Kozinets kvantitative netnografiske metodologi, den kvalitative og tekstfokuserede kritiske diskursanalyse og den traditionelle retoriske teori udvikler dette speciale en ny metode til visuelt at (re)præsentere en stor mængde velarrangerede data, som efterfølgende kan behandles både kvantitativt, kvalitativt og interaktionistisk. Ved anvendelse af denne metode bliver det tydeligt, at indenfor politikernes netværk eksisterer to reaktionsstrategier:

Den responsive monologiske, som ikke har nogen intentioner om at være en del af en deliberativ dialog i netværket. Denne autokommunikative reaktionsstrategi udtrykker politisk tilhørsforhold og er rettet mod at kommunikere politisk deltagelse i brugerens eget netværk.
Den autoteliske dialogistiske, baseret på Per Linells definition af dialogisme som interaktion med andre (og omgivelser) i modsætning til den idealistiske idé om deliberativ demokratisk dialog. Denne del af politikerens netværk performer sociabilitet selvregulerende, selvrekursivt og autonomt inden for egne klart definerede grænser.

Facebook er ikke blot en ny transmissionskanal, men et aktivt element i de dynamiske komplekse responsive processor, som konstant (re)konstituerer den måde, hvorpå kommunikation performer og opfattes indenfor mediets interworld.

Læs specialet her.