I lommen på Lars

12:35:00

Finansrådets Lars L. Nielsen, kåret som danmarksmester i PA af Kforum. Nu er hans spin kørt af sporet

Centrum-venstre i åben krig med centrum-højre. Her er annoncen, som Thornings spindoktor forgæves prøvede at stoppe, fordi den udstiller en dyb splittelse. Og viser De Radikale som købt og betalt af finanskapitalen. Annoncen er indrykket i flere dagblade den 8. februar 2012

Finansrådet har gennem den seneste tid fået ros (også her på Kforum) for sin lobbyindsats i forbindelse med den europæiske finansskat (’tobin-skatten’). Det er blevet udlagt som om, at regeringen har isoleret sig i Europa sammen med Storbritanniens premierminister David Cameron, og at en rød regering er gået i ledtog med finansbanditterne. Rygtet i k-kredse er, at det er Finansrådets kommunikationschef, Lars L. Nielsen, der skulle have overtalt Margrethe Vestager til at mene, at en finansskat vil være skadelig for økonomien. For Lars L. Nielsen er nemlig mangeårigt medlem af det Radikale Venstre og nær ven af Margrethe Vestager.

Men ærlig talt. Skulle en lobbyist fra Finansrådet virkelig være i stand til at forhindre en rød regering i at straffe bankerne? Jeg tror ikke på det, men må på den anden side indrømme, at jeg ikke ved, hvad der foregår bag kulisserne i regeringen. Så lad os et øjeblik lege med på ideen: Lars L. Nielsen har siddet på skødet af Margrethe og besnakket hende til at forsvare bankerne.

Godt spin?
Ville det være god spin, hvis det var rigtigt? Kan man i 2012 slippe af sted med blot at snige sig til indflydelse, fremfor at tage diskussionen i det offentlige rum?

Åbenbart ikke, for nu ser det ud, som om stemningen er ved at vende, så regeringen ikke længere kan fastholde sit oprindelige synspunkt om, at alt andet end en global finansskat vil være skadelig for væksten. Helle Thorning Schmidt presses af sit bagland, og mange radikale, herunder gamle koryfæer som Jørgen Estrup og Elisabeth Arnold, har protesteret over for Vestagers linje.

De Radikale vil gerne fremstå som økonomisk ansvarlig, men er kommet under beskydning fra venstreorienteret og kerneborgerligt hold på en gang

Det Radikale Venstre har tradition for at mene det modsatte af folkestemningen, og derfor var det til at begynde med ikke noget problem at sætte sig imod finansskatten. De fleste økonomer og eksperter er nemlig enig i, at en ensidig europæisk finansskat, der ikke bliver global, vil skade væksten og sende finansielle transaktioner andre steder hen. En velfungerende finansiel infrastruktur er nemlig afgørende for vækst og beskæftigelse – det viser alle erfaringer og analyser.

De Radikale kan blive fanget på det ene ben af Europagten
Men skatten er vokset regeringen over hovedet, fordi argumenterne imod ikke har fået tilstrækkelig plads. At være tilhænger af finansskatten er blevet et kerneborgerligt synspunkt, og derfor udvikler sagen sig nu i en uheldig retning for regeringen. For selv om modstanderne af finansskatten har forsøgt at forklare, at den vil kunne udhule almindelige menneskers pension, har hadet og folkelig skepsis over for finansielle transaktioner gjort situationen uholdbar for Margrethe Vestager. Finanssskatten risikerer at blive en integreret del af Europagten.

Og selv om regeringen har gjort, hvad den kunne for at forhindre det, indrykker den socialistiske ungdomsorganisation SUF, der samarbejder med Enhedslisten, nu avisannoncer rettet mod Margrethe Vestager. Det udstiller splittelsen i den røde blok og vil gøre det vanskeligere for Margrethe Vestager at navigere.

Finansrådets lobbyindsats kunne ikke stå alene

Debatten om finansskatten har hidtil været ensidigt vendt mod bankerne, og det er stort set kun i Børsen, at nogen har forfægtet det modsatte synspunkt. Det skyldes Finansrådets offentlige profil, der set over hele linjen er defensiv. Rådet reagerer kun på angreb og har ikke i tide selv sat en dagsorden, der kunne vise værdien af en sund finansiel infrastruktur på trods af, at Finansrådet er blandt Danmarks mest ressourcestærke lobbyorganisationer. I stedet har man altså satset på lobbyarbejdet, men denne sag viser, hvor vigtigt det er, at lobbyindsatsen følges op af en holdningskampagne i offentligheden.

Det har Finansrådet i den grad forsømt.

Politikens lederkollegium har vendt folkestemningen
De stærkeste fortalere for finansskatten i Danmark har været Politikens lederkollegium med Kristian Madsen og Lars Trier Mogensen i spidsen. De har i kommentarer og ledere talt for finansskatten, fordi de har set, at netop denne skat kan skabe et fælles projekt for den europæiske centrum-venstre-bevægelse. Ingen af de to har den fjerneste idé om, hvordan finansskatten vil virke, men de har i tide set, at finansskatten ville kunne komme på dagsordenen i EU, og har dermed dygtigt spottet, at netop finansskatten kunne blive et gennembrud i forhold til at skabe en bredere europæisk offentlighed.

Tidligere var diskussioner om EU kedelige og fraværende, men finansskatten har været en europæisk murbrækker, fordi bankerne overalt i Europa har mistet politisk kapital og dermed er blevet en oplagt prügelknabe for centrum-venstre.

Finansskatten er en brik i et større politisk spil med briterne
Og det gælder uanset, at både Angela Merkel og Nicholas Sarkozy tilhører den europæiske højrefløj. Men Merkozy som de kaldes, er begge politikere, der gerne vil genvælges, og på en eller måde har finansskatten forenet dem, fordi de begge er trætte af de EU-skeptiske englændere, hvis økonomi er dybt afhængig af finanstransaktioner. En finansskat vil tvinge englænderne ud i et veto i EU’s Ministerråd, og vil kunne bruges i et politisk spil, når den kommende Europagt skal vedtages uden om Storbritannien.

Men hvilke argumenter bruger Merkozy til at tale for en finansskat? Det er beregnet, at en finansskat kan indbringe over 400 mia. kr. årligt, og det lyder umiddelbart af mange penge, men til sammenligning er det vurderet, at EU har brug for 15.000 mia. kr. til en stabilitetsfond, hvis euroen ikke skal leve med risikoen for at blive presset i bund af valutaspekulanter. Og fordelt på 27 sultne medlemslande rækker 400 mia. kr. ikke langt. Beløbet ville ikke engang kunne dække det offentlige forbrug i lille Danmark, men vil omvendt være den første skat, som EU opkræver direkte uden om medlemslandene. Det kan være et vigtigt skridt i retning af et stærkere EU og tilsvarende svagere nationalstater.

At borgerlige politikere som Merkel og Sarkozy medvirker til at presse en dansk rød regering ud i den position er et paradoks og en situation, som det må medgives, at Finansrådet vanskeligt kunne have forudset. Men skal Finansrådet forhindre, at katastroferne fortsætter, må organisationen være dygtigere til at brede diskussionen om betydningen af en finansiel infrastruktur ud.

Social-student-mediestrategi

17:35:00

Mød Jose, som er studentermedhjælper og fung. chefstrateg for sociale medier (foto fra Kforums Facebook-side)

I begyndelsen af 2011 gennemførte analysevirksomheden SocialSemantic en spørgeskemaundersøgelse, som viste, at sociale medier lå i top på dagsordenen hos de fleste danske virksomheder. Virksomhederne brugte (næsten) alle sociale medier i en eller anden afskygning, og de havde store forventninger til sociale medier i fremtiden.

Men undersøgelsen viste også, at det kun var få virksomheder, der brugte flere penge på sociale medier end, hvad der ville betale for en endog dårligt lønnet studentermedhjælper. Undersøgelsen tegnede et billede af tusindvis af danske virksomheder og kommunikationsafdelinger, der sejlede de nye sociale mediers lykkeland i møde – med en nyansat og ukvalificeret studentermedhjælper ved roret.

Billedet er naturligvis fortegnet. Der findes masser af dygtige studentermedhjælpere, der gør et fantastisk stykke arbejde for virksomheden i de sociale medier, og der findes også virksomheder, som ikke overlader hele styringen til studentermedhjælperen.

Ikke desto mindre er det et problem, at de højt prioriterede sociale medier, som i mange tilfælde er medvirkende til at omvælte hele forretningsstrategier, bliver varetaget af en gruppe medarbejdere, som har meget dårlige forudsætninger for at tænke forretningsstrategi.

Cool, streetwise og ivrig på Twitter, men uden strategisk ballast. Sådan kan mange studentermedhjælpere karakteriseres

Intuition ja, strategisk erfaring nej

Virksomhederne synes fanget i et dilemma:

På den ene side forstår studentermedhjælperne (og de yngre medarbejdere) intuitivt de sociale medier, som de har boltret sig i, siden de lagde billederne af deres første pinlige druktur op på Facebook. Men studentermedhjælperne har i sagens natur ikke den overordnede forståelse for forretnings- og kommunikationsstrategiske principper.

På den anden side har vi så virksomhedernes ledelse og mellemledelse, som består af en flok midaldrende digitale indflyttere, som enten har opgivet de sociale medier eller dagligt kæmper en kamp for at forstå alt det nye i den sociale og digitale verden. Til gengæld har de forudsætningerne for at tænke forretningsstrategisk.

Hvis vi mener, at digitale og sociale medier udgør en reel forretnings- eller kommunikationsstrategisk udfordring for vores virksomhed, er vi nødt til at løse vores dilemma og bygge en bro mellem de intuitivt begavede studentermedhjælpere og det strategiske beslutningslag i virksomheden.

Katastrofal socialmedie-strategi: masser af Facebook uden mål

De seneste ti års erfaring med digitale og sociale strategier er fyldt med sørgelige eksempler på, at man har ignoreret dette brobygningsarbejde. Tænk på alle de virksomheder, der har forsøgt sig med en corporate- eller CEO blog, hvor det er ledelsen eller kommunikationsafdelingen, der har kastet sig ud i de sociale medier med det resultat, at både kunder og medarbejdere har gabet sig ihjel. Men tænk også på alle de virksomheder, der triller derudaf med en Facebook-side – varetaget af juniormedarbejderen, som ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor virksomheden er på Facebook, og hvorfor man egentlig ønsker at interagere med sine kunder på Facebook.

Danske virksomheder og organisationer står over for en stor udfordring, som handler om, at alle os gamle over 25 år skal skabe rammerne for, at vores virksomheder kan agere forretningsmæssigt i de sociale mediers verden, selv om vi i virkeligheden ikke forstår de sociale medier intuitivt på samme måde som vores juniormedarbejdere under 25. Heldigvis er der hjælp at hente ved at kigge på nogle af de store forbilleder.

Tony Hsieh fra Zappo, der med millionsucces forhandler sko, er en usædvanlig CEO, som til daglig sidder sammen med sine unge medarbejdere i et travlt, åbent kontorlandskab, hvor han både lytter, inspirerer og faciliterer medarbejdernes kreativitet på de sociale medier

Zappo, IBM og LEGO gør det rigtige: lægger rammer

Den amerikanske skofabrikant Zappos.com har nogle af de mest tilfredse medarbejdere og kunder takket være organisationens brug af sociale medier, men på toppen af Zappos.com sidder Tony Hsieh og udstikker nogle meget håndfaste ledelsesmæssige retningslinjer for, præcis hvordan Zappos.com skal være social med kunderne. IBM er en af verdens mest aktive virksomheder i de sociale medier, udelukkende fordi ledelsen i snart mere end 30 år har haft stærkt fokus på, at IBM skal være en delende og samarbejdende virksomhed – både udadtil og indadtil. Og hos LEGO har en åben og involverende kommunikations- og ledelsesstil gået hånd i hånd med LEGOs succes i forhold til at udvikle en intern transparens, hvor kunder bliver en del af organisationen.

Hvis man kigger på de dygtige brobyggervirksomheder tegner der sig et billede af en type ledere, som er visionære og fremme i skoene, når det handler om åbenhed og sociale medier. Og samtidig er i stand til at træde tilbage og lade medarbejderne om at varetage interaktionen med kunderne i de sociale medier. Brobygning handler ikke om, at Knudstrup eller Hsieh begyndte at skrive deres egen kedsommelige CEO-blog. Det handler om at skabe nogle visionære og inspirerende rammer, som giver rum for at medarbejderne – og særligt de yngre af slagsen – kan udfolde deres intuitive talenter i de sociale medier.

Lederen skal være en lyttende hyrde

Som virksomhedsleder behøver man ikke selv intuitivt at forstå de sociale medier, men man er nødt til at forstå, hvad sociale medier kan gøre for (og imod) ens virksomhed, og man er nødt til at bruge denne forståelse til at udvikle en virksomhedskultur, hvor det er medarbejderne, der går forrest – med ledelsen som en hyrde bag flokken.

Hvis man studerer de succesrige brobyggere, vil man typisk finde tre karakteristika hos ledelsen:

De er visionære, karismatiske og ideologiske i deres ledelsesstil
De er lyttende og involverende, når der skal udvikles og implementeres strategier
De deltager selv i virksomhedens aktiviteter i de sociale medier. Ikke som bannerførere, men som hyrder.

Spørgsmålet om brobygning mellem ledelse og yngre medarbejdere i forhold til de sociale medier er et relativt ubeskrevet kapitel i litteraturen om sociale medier. I min nyligt udkomne bog, Den perfekte storm, kommer jeg afslutningsvist ind på emnet, men det er et spørgsmål, som fortjener meget mere opmærksomhed.

Jeg vil opfordre læserne af denne artikel til at bruge kommentarfeltet til at svare på spørgsmålet:

Hvad gør din virksomhed for at bygge bro mellem den strategiske ledelse og de intuitivt begavede sociale og digitale juniormedarbejdere?

Mediernes store t-shirt-krig

17:25:00

DR's selvstændige grand old man, Lasse Jensen, der ved alt om mennesker og medier, har kritiseret Radio 24syv til kanalchef Mikael Bertelsens forargelse. Læs Kforums detektoranalyse af deres email-veksling.

T-shirt-krigen begyndte med Mikael Bertelsens eget design, som vises i småaggressiv forsvarsposition med ironisk brug af citat. Bemærk ordet ’boy’, der antyder det ødipale tema i krigen. Tankevækkende er det også den – ubevidste? – fejlstavning af modstanderens navn: ’Lasse Jansen’

Efter at striden er optrappet med slogans på t-shirts, forstår man tydeligt, at et ødipalt drama udspiller sig: Faderen Lasse og sønnen Bertelsen kæmper om Mor Danmarks gunst. Hun gider ikke lytte, i hvert fald ikke til 24syv. Men Bertelsen lever i en beskyttet boble og har derfor svært ved at erkende det. Boblen er dannet af indforståede rygklapperes anerkendelse, og selvfølgelig går Bertelsen i granatchok, da lytter-anerkendelsen ude i den virkelige virkelighed svigter. Som den kritiske gamle fader fra de gamle kedelige medier sætter Lasse Jensen fingeren på sønnens ømme punkt og spørger, om størrelsen på kanalchefens ego er omvendt proportionalt med lyttertallet.

Lasse Jensens Facebook-side, hvor Lassefar selv er iklædt fornærmende t-shirt (se nærmere om denne senere i artiklen), og hans venner kommer ham til hjælp med yderligere t-shirts

Meget er på spil for 24syv – og ikke kun Bertelsens selvfølelse. Også skatteydernes 800 millioner kroner til den hemmelige radiostation blæser i æteren. Truet er 24syv-bestyrelsesformand og Berlingske-boss Lisbeth Knudsens nattesøvn, som i forvejen er presset af Berlingskes krise. Helt godt ser det heller ikke ud for 24syv-bestyrelsesmedlem og reklamemogul Jan Duckert. For nogen hvisker ude i byen, at han er manden med det store sugerør i det offentliges kasse. Og så taler vi slet ikke om DR, der ikke ved, om de skal le eller græde over denne sag, som de selv i en slags historisk forstand er fedtet ind i.

Nikolai Thyssen fra Dagbladet Information har fremstillet og på Facebook udstillet dette bidrag (ill. tv.) til megaskandalen. Lasse Jensen oplyser, at han hæfter sig ved, at dragten har praktiske knapper forneden, hvilket Kforum skal afholde sig fra at kommentere. Illustrationen th. forestiller Lasse Jensens egen t-shirt. Og tro os: Den er ikke helt ren

Så er tiden kommet til at præsentere Kforums bud på en ny t-shirt-kollektion til Bertelsen, Radio 24syv og omegn.

Lige i kødet på gamlingen Lasse, som ikke har forstand på podcast

Denne model klargør, at almindelige lyttertal er ikke alt

Beroligelse for folk, der bekymrer sig om radiostationens økonomiske ræson

Feel-good-modellen, som desværre kun fås i small

Overskuddet af salget af denne t-shirt går ubeskåret til 24syvs bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen

---

Vi kan kun opfordre Kforums læsere til at bidrage med yderligere modeller, de fremstilles let på denne virtuelle fabrik.

Er Bertelsen en ’rutineret postmoderne prut’

12:33:00

Et lille udsnit af den heftige korrespondance, der i sin helhed er lagt offentligt frem på Lasse Jensens Facebook-profil

Her kommer Kforums faktuelle detektor-læsning af mailvekslingen:

Kritik af Radio24syv er ondsindet lyttertalspin for onde konkurrenter uden mod og med stikkerhjælp fra DR.

Ros af podcast-tal for Radio24syv er simpel matematik og et modigt eksperimenterende surrealistisk modspin skåret ud i pap.

Bertelsen er ikke særlig stærk i procentregning.
Radio24syv er Aphex Twin, P1 er Rolling Stones, og Aphex Twin ≠ Rolling Stones.

Bertelsen bruger sandsynligvis en iPhone som vækkeur.
Lasse Jensen er ikke imponeret over Bertelsens evner til at udregne podcast-tal for Radio24syv.

At Lasse Jensen kan opstille et alternativt regnestykke med nye resultater for Radio24syvs podcast-tal og beregne podcast-tal for hans eget program, får Bertelsen til at opleve Lasse Jensen som en alvidende, klippefast og objektiv patriark.

Antallet af podcast-downloads er noget, som Radio24syv er meget imponeret af, og et nærmest magisk tal, som nævnes igen og igen. De tal tror andre ikke på, heller ikke Lasse. For han tror heller ikke på sine egne podcast-tal.

Om gennemsnitsalderen for lyttere er 60 år eller 59 år, er meget vigtigt. Er den under 60, er det bevis på, at Radio24syv er Aphex Twin, og er den over, er det bevis på, at P1 er Rolling Stones.

Bertelsen forveksler Lasse Jensen med dels Jens Saigon-faldt Nauntofte, dels den afdøde krigsjournalist Jan Stage. Det bemærker Lasse Jensen ikke. Og gør han det, er det ikke vigtigt.

I DR er ingen ansatte, ingen er chefer for nogen, ingen har ansvar for noget, og ingen skylder nogen noget.

I DR er mennesker uden mod ansat til at lave umodige programmer.

Mange talentfulde mennesker møder op i receptionen ude i DR, men bliver ikke lukket ind. Denne reception ligner Terminal 4 i Heathrow.

Det er meget hårdt at være chef i DR, og det er meget hårdt at være ansat i DR. Chefen er offer for kulturen, kulturen er offer for medarbejderne, og medarbejderne er offer for chefen, som er offer for andre chefer. Bertelsen var modsat alle andre, som arbejder eller har arbejdet som chef i DR, en anden type chef, der som den eneste ikke var offer, men i stedet reddede DR2, ligesom han nu vil redde Radio24syv.
Bertelsen kæmper med åben pande. Indtil han skal sove.

De værter, som Bertelsen har ansat på Radio24syv, har masser af fejl, men også et beundringsværdigt mod.
DR bad Bertelsen om at rejse rundt i provinsen og svine dårlige restauranter til. Det sagde Bertelsen nej til.

Folk, som har været ansat i DR, har en smertelig bevidsthed om, at ting kan blive bedre i DR.

Lasse Jensen er en alfaderlig medieedderkop, som Bertelsen frygter. Mail fra Lasse Jensen afventer han med bæven.

En modig redaktionel idé kaldes en blonde i DR.

Bertelsen oplever, at nuværende, tidligere og mulige faderfigurer i DR rutinemæssigt ser ham som en postmoderne prut.

Lasse Jensen har glimtvis mistanke om, at Bertelsen synes, at journalistik kun er moderne, hvis den tager let på sandheden og bliver et personligt prestigeprojekt af underholdende karakter.

For lidt, for klummet, for kort

11:22:00

Forsiden fra Den Korte Avis. Det er urimeligt at kalde mediet for en avis. Der er for lidt og for kortfattet indhold

Selv om ”avis” ikke er nogen beskyttet betegnelse, er det at strække begrebet urimelig langt at hævde, at Den Korte Avis skulle være en avis. Dertil er der simpelthen for lidt stof, hvor redaktionen har gjort sig den ulejlighed at spørge andre mennesker, hvad de mener. Den Korte Avis udkommer, som der står, kl. 8, søndag til torsdag. Ralf Pittelkow og Karen Jespersen er begge produktive, og som Lasse Jensen fremhævede i sin anmeldelse i Information forleden, kan man ikke beskylde de to for dovenskab. En håndfuld andre skribenter udgør resten af redaktionen, mens en meget lang liste af folk har sagt ja til at være gæsteskribenter.

Som flere anmeldere har fremhævet, er siden enkel og lettilgængelig. Der er imidlertid så lidt stof, at det er decideret absurd, når Den Korte Avis i beskrivelsen af sig selv indleder med sætningen ”DEN KORTE AVIS giver dig Danmarks bedste overblik”.

Nyt initiativ uden nyt indhold

Denne anmeldelse er tredje fase af omverdenens reaktion på initiativet fra de to tidligere så prominente aktører i den danske samfundsdebat. Den første fase bestod af moderat kritiske til neutrale anmeldelser allerede på første- eller andendagen, den næste fase bestod af alle dem, der skrev alle mulige steder, at det var for dårligt, at folk var for sure over Den Korte Avis, for det var rigtig godt, at der var folk, der turde tage et nyt initiativ.

Det er principielt et sympatisk synspunkt, men i praksis skal man selvfølgelig stille meget høje krav til det indhold, erfarne og indsigtsfulde folk som Jespersen og Pittelkow vælger at dele med læserne. Og det er det store problem. Der er ikke rigtig noget at komme efter. Det stof, der er konventionelt nyhedsstof, er så generisk, at det er fuldstændig uden identitet. Den anden kategori er det holdningsbaserede, og det udgør langt størstedelen. Der er Pittelkows egne analyser, som sjældent stryger den siddende regering med hårene, og der er Karen Jespersen, som genopstår som journalist, blandt andet med et interview med islamkritiske konvertitter fra Vollsmose. Og så er der de intetsigende reportager fra håndboldlandsholdets hjemvenden.

Pittelkows egne skarpe analyser under rubrikken ’Skarpt lys’

Samuel Rachlin skriver her til morgen (onsdag) udmærket om Mitt Romneys sejr i Florida, men formatet gør, at det er endog meget vanskeligt at give fællesstoffet en selvstændig identitet præget af skribentens egne evner som historiefortæller. Så ender man i klumme-genren, og det er da også i praksis, hvad en stor del af Den Korte Avis’ indhold bør betegnes som. Og skribenterne eksponeres med store billeder – under Samuel Rachlins tekst står endda, hvor han bor, og hvad hans firma hedder. Men hvis det er de individuelle skribenters indsigt, vi får, snarere end redaktionelt stof, som er konventionelt journalistisk formidlet, så er det jo noget sludder at tale om, at Den Korte Avis skulle være en avis, endsige forsyne læseren med et overblik.

Meningsfællesskabet

Jespersen og Pittelkow skriver, at konceptet fortsat er under udvikling, og at video i fremtiden kommer til at spille en rolle. For denne anmelder at se vil konceptets fundamentale problemer imidlertid ikke afhjælpes med video. Et egentligt forsøg på at lave en avis på nettet, hvor man blot knivskarpt vælger de stofområder, man vil følge, og hvor man gør sig umage med at finde de rette kilder, vil stadig være voldsomt ressourcekrævende. Men det er klart, at man så kan nøjes med at følge et lille udsnit af virkeligheden.

Hos Jespersen og Pittelkow hedder stofområderne blandt andet ”Rundt om samfundet” og ”Verden omkring os”, og det kan selvfølgelig være hvad som helst. Den reelt mulige digitale position for Jespersen og Pittelkow, ifald de følte sig kaldet til at lancere noget på nettet, ville imidlertid være et meningsfællesskab (det er Den Korte Avis på lange stræk allerede), hvor man gør en dyd ud af at iscenesætte de betragtninger, der funderer sig på et langt arbejdslivs personlige erfaringer, og så inviterer andre ind, der kan noget af det samme.

Det er en vanskelig sag at bedrive motivforskning, men Pittelkow og Jespersens valg af format fremstår som ulogisk og som den vigtigste anledning til, at Den Korte Avis formentlig ikke går nogen glorværdig fremtid i møde. Den afgørende test er størrelsen på den fanskare, som de to har i forvejen, for man skal være fan i forvejen for at finde noget at glæde sig over i Den Korte Avis.

iQuit

10:55:00

Forside fra Wired: Foxconn-arbejderne sidder på trøstesløse rækker og pakker din nye iPad

For et par år siden rejste den amerikanske forfatter og samfundskritiker Mike Daisey ud i verden for at finde ud af, hvor hans nye iPad egentlig kom fra. Som forretningsmand undercover førte missionen ham til fabriksbyen Shenzhen i Kina, hvor Foxconn ligger. Her arbejder op mod en halv million kinesere i akkord for at samle og distribuere alle de dippedutter og smarte maskiner, som er uundværlige for os i vores arbejde og fritid. Apple-computere og iPhones for eksempel.

I Shenzhen så en chokeret Daisey en supply chain, som løfter Foxconn Technology Group op på en førsteplads i verden, når det gælder effektivitet og evnen til at møde en mere og mere hidsig efterspørgsel, men han iagttog også en dybt uansvarlig brug af neurotoxinet n-hexan til at sprøjte iPad-skærme med og udokumenteret børnearbejde i et trøstesløst miljø, hvor vold og trusler er hverdagskost. På rad og række står arbejdere så længe, at de mister følelsen i benene og får varige rygskader, og alene i 2010 var Shenzhen vidne til 12 selvmord. Nu har de sat et net op.

Foxconn har monteret store net på fabriksbygningernes sider. Det har fået selvmordsraten til at falde. Men hvad med omdømmet?

Apple er ikke det eneste elektronikfirma, som slås med moralen og en jammerlig social ansvarlighed. Også Dell, Hewlett-Packard, IBM, Motorola, Nokia, Sony, Toshiba – for bare at nævne nogle – er på listen over moderne entreprenører, der med den ene hånd jagter de mest profitable forretningsvilkår og med den anden hånd forfatter lysegrønne og lovpligtige CSR-rapporter på miljøvenligt smid-ikke-væk-papir.

Problemet er bare, at Hewlett-Packard ikke er en religion. IBM har ikke en afdød helgen som ikonisk CEO. Det kan være, at Nokia "connecter people", som deres slogan lyder, men de laver ikke "insanely great products" som Apple. "1 million workers, 90 million iPhones, 17 suicides", skrev Wired den 28. februar 2011, og spurgte sarkastisk: "Who's to blame?"

En ny iPhone eller en træt kineser?

For så vidt harmløst nok med polemiske replikker fra Daisey og Wired og deres selvbestaltede kritik af den kreative klasses produktionsmekanismer, som de selv nyder frugten af. Lige indtil The New York Times kom på banen i sidste uge med artiklen "In China, Human Costs Are Built Into an iPad", der kulegraver Apples, og ikke mindst den nye direktør, Tim Cooks, anløbne Foxconn-foretagende. Heri fortælles den rystende historie – jovist, patos siver ned ad siderne – om den tidligere arbejder Lai Xiaodong, som blev dræbt i en eksplosion i Shenzhen. Og avisen beretter om forhold, som end ikke Apples eget, globalt udstillede CSR-arbejde har formået at rette op på. Bemandingen på Foxconn lever på så sammentrængte kvadratmetre, at der ikke er ilt nok. "Made in China" er synonym for systematisk ophobning af livstruende affaldsdumpning og stakkevis af løgnagtige rapporter, der dækker over 24-timers skiftehold og børnearbejde.

Historie fra New York Times om den Foczonn-arbejderen Lai Xiaodong, der blev dræbt i en eksplosion på fabrikken

En tidligere mellemleder i Foxconn, som The New York Times har interviewet, sætter sagen på spidsen: "Du kan producere i komfortable, arbejdervenlige fabrikker, eller du kan genopfinde dit produkt hvert evig eneste år og gøre det bedre, hurtigere og billigere, hvilket kræver produktionsvilkår, som kan synes kyniske efter amerikanske standarder. Og lige nu bekymrer forbrugerne sig mere om en ny iPhone end om arbejdsforholdene i Kina".

New York Times-featuren kommer i kølvandet på ét af Apples allerbedste finanskvartaler. På et kvart år har Tim Cook & co. langet 15 millioner iPads og 37 millioner iPhones over disken, og samlet set har det magtfulde firma på adressen Infinity Loop 1 i Cupertino, der for nylig overhalede Exxon-Mobil som verdens største industrivirksomhed, solgt udstyr for mere end 46 milliarder dollar. Det er tal som disse, der har fået vittige amerikanere til at forelå, at finanskrisen kunne løses én gang for alle, hvis altså blot Apple indfriede USA's gæld.

Under tallene er der myter, der definerer selve marven i Richard Floridas forkætrede "kreative klasse", og der er halleluja og positiv stamina nok i Steve Jobs' sakrale eftermæle til, at en anden mand på en piedestal, Barack Obama, kan udbryde:

"Hør her. En økonomi, som er sund og skal vare ved, er én, hvor vi udvikler talentet og gåpåmodet i alle mennesker i vores samfund. Det betyder, at kvinder skal have den samme løn for det samme arbejde. Og det betyder, at vi skal støtte enhver, som er parat til at arbejde, og alle de risikovillige iværksættere, som håber at blive den næste Steve Jobs".

Det kompetente tyranni

Den nuværende Palo Alto-investor og tidligere Apple-insider Jean-Louis Gassée har adresseret Jobs' komplekset sådan: "Demokratier skaber ikke store produkter. Man har brug for en kompetent tyran".

Er Apple en religion? Kræver en religion ofre? Spørg Google. Skriv "I love Apple" i søgefeltet. Resultat efter 0,12 sekunder: 625.000.000 søgeresultater

Der gik ikke lang tid efter The New York Times' svada, før Tim Cooks e-mail-svar tikkede ind på alverdens skærme. Husk også, at Cook har personlige aktier i sagen. Det var ham, der var én af de væsentligste aktører i opbygningen af "the fastest supply chain in the world":

"Som virksomhed og som individer er vi defineret af vores værdier. Desværre er der nogen, som i disse dage sår tvivl om Apples værdier, og dem ønsker jeg at adressere direkte: Vi bekymrer os om alle de mennesker, der arbejder i vores verdensomspændende udbudskæde. Ethvert uheld er dybt foruroligende, og enhver sag, der har med vores arbejdsforhold at gøre, giver os grund til eftertanke. Enhver anklage om, at vi er ligeglade, er lodret løgn og et direkte angreb på os. Som I ved bedre end nogen, går anklager som disse stik imod vores værdier. Det er ikke sådan, vi er".

Uddrag af Tim Cooks email til medarbejderne. Se mere her

Modkulturens diskrete charme

Men hvem er "vi" så? Hvad er "vi" så? Bevidstgjorte protofascister med hang til pisselækkert design, som Peter Svarre beskrev her på siden i en tankevækkende opsats om Apples techno-futuristiske blær? Halvhjertede CSR-prædikanter, der virker som et Greenpeace, der skriver sange om hvalerne, men ikke gider sejle ud til dem på åbent hav – a la Mette Morsings nødvendige essay, også her på Kforum? Er vi, jævnfør Timme Bisgaard Munks polemiske anmeldelse af Steve Jobs' auto-erigerede bekendelseslitteratur, medlemmer af en "gadgetisme", der ganske vist ikke er så farlig som tidligere ideologiske strømninger med deres savlen over kreative supermænd, men alligevel gemmer på en blind vækstutopi, som vil koste os alle dyrt på den lange bane?

Direktøren af Foxconn, Hon Hai, har over en million arbejdere. Forleden kaldte han dem for dyr, og inviterede Zoo-direktøren Chin Shih-Chien til at give et foredrag om, hvordan man bedst leder dyr. Det er nok ikke helt i tråd med Apples CSR-politik

For et par år siden lavede Umair Haque, manden bag "The New Capitalist Manifesto" og "Betterness: Economics for Humans", et lille regnestykke: Hvor meget dyrere ville en "god" iPod være i forhold til en "ond" iPod? Cirka 23 procent dyrere. Underforstået, så ville selvmordsraten måske falde i Longhua; børnearbejde ville gradvist blive udfaset til fordel for humant akkordarbejde på ordentlige kontraktvilkår, og måske ville der ikke længere være brug for de store net i bunden af Foxconns endeløse fabrikshaller. Den hurtige aritmetik viser med al tydelighed, at Apple kun er halvtreds procent "konstruktiv" i sin kapitalisme, nemlig på efterspørgselssiden. Den anden halvdel, produktionssiden, døjer fortfarende med selvmord.

Fortrøstningsfuldt forsidebillede på Apples ’Supplier Responsibility. 2011 Progress Report’. Apple har tilsyneladende styr på alle tænkelige forholdsregler. Læg mærke til den glade medarbejder, der ikke ligner en, som lige vil kaste sig ud fra fabrikkens tag

Virkeligheden langt væk fra CSR-rapporten: Stressende, ensidigt gentaget arbejde på Apple-leverandøren Foxconns kæmpemæssige fabrikker med omkring en halv million ansatte. En anonym ansat siger til den udenlandske presse: "Livet er meningsløst. Hver dag gentager jeg, hvad jeg gjorde i går. De skriger ad os hele tiden. Det er hårdt herinde"

Faktum er, at den kreative klasse har malet sig op i et hjørne. For selv en kollektivt veldesignet modkultur til Apples hykleriske uhyrligheder får karakter af den aflad, man kan købe lige ved siden af den funklende iMac til 8.999 kroner. Findes der en "iQuit"-knap til en "iPhone" med dårlig samvittighed? Hvor går evangelisten hen, når han får besk smag i munden? Vis mig en ny sandkasse for den kreative klasse, der pludselig vejrer moralsk integritet og pubertær kineserempati, som ikke vil kræve nye ofre i en global jagt på mening og autenticitet.

Findes der en iQuit-knap til en iPhone med dårlig samvittighed?

Hvor Apple for få år siden var domesticeret it-masturbation – onani med iLife – er det nu en klub for selvfede socialentreprenører. Eller sagt mere lokalt: en selv-fortrængning på Østerbro. En sagte klukken af twitterisme og venners venner på Facebook, der kun lige akkurat overdøver de evigt tændte maskiner på Foxconns fabrikker.

Den kreative klasses samling af brand-ikoner. Her smukt sat op som et alter med religiøse relikvier. Hvor mange kinesere koster en iPhone?

Eksperimentet Albæk

11:57:00

Morten Albæk som han helst ser sig selv - billedet stammer fra hans egen hjemmeside, mortenalbaek.dk

Morten Albæk har været et forfriskende pust hos både Danske Bank og Vestas. Han får nogle ideer, som rusker op i tingene, og som er frigjort for al vanetænkning. Men radikale ideer kræver tid og risikerer at komme til at leve deres helt eget liv, hvis ikke de bliver integreret i den eksisterende forretning. Og det er nok Morten Albæks største problem. For set retrospektivt ligner Morten Albæks signaturprojekter mest af alt en legeplads. Opgaverne har ikke for alvor været forretningskritiske – det har været nice to have.

De fleste af de projekter, som Morten Albæk satte i gang i Danske Bank, lever i bedste fald et problematisk liv. Her tænker jeg eksempelvis på Danske Banks litteraturpris (der nu er blevet afløst af et fodboldsponsorat) og på ideen om at bibringe unge større finansiel forståelse. Ingen af disse projekter har gjort noget afgørende for bankens omdømme, selv om de har været udmærket eksekveret.

Selfmade og WindMade
Hos Vestas har Morten Albæk i offentligheden lagt navn til den spektakulære lancering af projekt WindMade, som de færreste uden for den frelste del af vindbranchen forstår, hvad er. Visionen er, at virksomheder skal kunne sætte et WindMade-logo på deres produkter, som et tegn på, at de er produceret ved hjælp af vindkraft. Det skulle give forbrugerne en ekstra stor lyst til at købe produkterne. Det kan jeg følge et stykke ad vejen; men det er også naivt, for ansvarlighed er andet og mere end vindkraft, og man tør slet ikke tænke på, hvor overplastret vores produkter ender med at være, hvis alle denne verdens gode intentioner skal have deres eget mærke. Det er en ide, der er undfanget, mens Vestas troede, at man kunne gå på vandet – nu virker det desperat.

Morten Albæk har undervejs beskyldt reklamebranchen for at være ideforladt, og kom også til at udtale, at Vestas selv havde udviklet konceptet for WindMade. Men det kunne det bureau, der havde udviklet ideen, ikke forstå, og derfor måtte Morten Albæk trække i land. Bag disse konflikter ligger klart, at Morten Albæk arbejder helt frigjort fra de gængse metoder i kommunikationsbranchen, og det kan både være en styrke og en svaghed.

Euforien har forladt vindenergibranchen

Men Morten Albæk må alligevel have gjort noget rigtigt i sin tid i Vestas, for den administrerende direktør, Ditlev Engel, havde jo muligheden for at skaffe sig af med ham i forbindelse med den nylige fyring af 2.300 medarbejdere, der fandt sted, fordi indtjeningen i Vestas halter, og fordi kapaciteten i selskabet er alt for stor.

Men det gjorde han ikke – tværtimod. Nu får Morten Albæk ansvaret for Vestas' samlede marketing og kommunikation (bortset fra Investor Relations), og det er en afdeling på mere end 200 mand. Det er et ganske usædvanligt karrierespring, Morten Albæk har taget sig der, og det bliver særdeles udfordrende for ham – ikke blot fordi hans erfaring med koncernkommunikation er begrænset, men i lige så høj grad, fordi Vestas' troværdighed skraber bunden.

Euforien har forladt vindenergibranchen, fordi der ikke kan sælges vindmøller uden subsidier. I Sydeuropa har ingen regeringer længere råd til at give subsidier til noget som helst, og i resten af verden er usikkerheden vokset på grund af gældskrisen. Det er i Kina og i USA, at væksten for alvor er, men her er Vestas oppe imod hård konkurrence.

Der vil dog fortsat være vækst i vindmøller, men Vestas har det særlig svært blandt de store aktører i branchen. Selv om Vestas er blandt Danmarks største selskaber og begår sig på markeder overalt i verden, tjener selskabet stort set ingen penge, og har stort set aldrig gjort det. Vestas har satset på at blive kæmpestor, og det har kostet på indtjeningen. På trods af dette, opererede selskabet med en vision om at skulle omsætte for 15 mia. euro og tjene 15 pct. af omsætningen i 2015. Men den vision opgav Ditlev Engel først sent i 2011, og både før og efter har Vestas nedjusteret sine indtjeningsforventninger på den mest pinagtige vis.

Albæk afhængig af Engel

Derfor bliver noget af det første, Morten Albæk skal arbejde med, virksomhedens pay-off, som er Failure is not an option. Failure er nemlig i bund og grund den korte historie om, hvordan det har været at være aktionær i Vestas gennem de seneste år. Morten Albæk skal løfte et virksomhedsbrand, der ligger i ruiner, og så skal han forsøge at genopbygge Ditlev Engels personlige troværdighed. Det er nærmest Mission Impossible, men man skal aldrig afskrive Morten Albæk.

Ditlev Engel er flere gange blevet spået færdig i Vestas, men han har fortsat bestyrelsens opbakning. Bliver Ditlev Engel, som mange forventer det, fyret snarligt, er det dog sandsynligt, at Morten Albæk ryger samme vej. For vil en ny topchef tage en chance med Morten Albæk ved roret i kommunikationsafdelingen? Jeg tvivler.

Afgørende bliver det, at Vestas nu får vendt skuden og får forbedret sin indtjening. Sker det, vil Morten Albæk få nemmere arbejdsbetingelser, og så kan han få en reel chance for at vise, hvad han kan. Lige nu består opgaven i at vaske tavlen ren og genfinde tidligere tiders jyske ydmyghed.

----------

Vil du blive bedre til at vise dit værd for forretningen? Så kom til K-dag om forretningsstrategisk kommunikation 30. maj

Svarres storm

11:14:00

Den perfekte storm – Læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier. Af Peter Svarre.

Gyldendal Business. Udkommer 26. januar

Peter Svarre er en af dem, som har noget at have det i. Han kan prale med, at hans personlige erfaring med at lave strategi i de sociale medier går længere tilbage end de fleste andres i Danmark. Og han kombinerer sin personlige, praktiske erfaring med en lige så solid teoretisk forståelse og analytisk evne. Nu har han skrevet en bog, som på mange måder bekræfter denne værdifulde kombination af praksis og analyse, og som af den grund er en bedre idé at bruge tid på, end det er at lytte til de fleste af hans selvudråbte ekspertkollegaer.

Originalt og nyskabende projekt

Bogen har et nyskabende og originalt projekt: Den er skrevet med input fra medlemmerne af en facebookgruppe bestående af Peter Svarres venner fra kommunikations- og internetbranchen. De er på den måde ikke bare kommet til at fungere som bidragydere, men også som ambassadører for bogen, endnu før den er udkommet. Derudover er der let mulighed for at kommentere på alle bogens kapitler, enten via en qr-kode, via Twitter eller via den hjemmeside for Den perfekte storm, som selvfølgelig også er en integreret del af projektet. På hjemmesiden ligger desuden de centrale modeller frit tilgængelige, ja ligefrem i en powerpointudgave, som man let kan bruge i sin egen præsentation af virksomhedens strategi for ledelsen. Ikke noget med at gøre det besværligt, her er alt åbent og tilgængeligt.

I bedste interaktive stil kan læseren følge med på hjemmesiden, hvor der er ekstra viden til den nysgerrige

Når man læser bogen, får man alt i alt en fornemmelse af, at bogen er ufærdig og ukomplet, og er en del af et hele, som består af en masse andre elementer. Normalt ville det være en negativ kritik at betegne en bog som ”ufærdig” og ”ukomplet”, men faktisk er det præcis det modsatte. En af Peter Svarres centrale pointer er nemlig, at man i de sociale mediers perfekte storm er nødt til at betragte sine produkter som ufærdige:

”Færdigpakkede budskaber pakket ind i floromvunden marketing-speak er komplet ubrugelige for det senmoderne menneske, som langt hellere vil have løse ender, udfordrende spørgsmål eller skæv humor, som de kan dele og arbejde videre med i deres konstante interaktion med deres digitale omgivelser. Det, der gjorde massekommunikation effektivt i den industrielle tidsalder, præsentationen af det perfekte, er netop det, som får massekommunikationen til at fejle i den perfekte storms tidsalder.”

Så præcist kan det siges, og det gælder naturligvis også sådan et anakronistisk produkt som en papirbaseret bog.

Bogens projekt og væsentligste fortjeneste går således ud over dens egne grænser. Peter Svarre tager simpelthen sin egen medicin, og bogen kommer næsten til at fungere på et metaniveau: Den er, hvad den skriver om, en slags strategi i øjet af den perfekte storm. Og det har jeg endnu ikke set så gennemført, ikke i Danmark i hvert fald.

Skarpe analyser

Kvalitet, erfaring, strategisk forståelse og kendskab til emnet gennemsyrer bogen. Man føler sig simpelthen i trygge hænder, og troværdigheden er stor, når Peter Svarre gennemgår og analyserer sine eksempler og cases.

Som når han viser, hvordan bank-, ejendomsmægler- og rejsebranchen så at sige er blevet revet over af digitaliseringen, fordi rådgivningen nogle gange flytter over i den digitaliserede økonomi og andre gange netop ikke gør det. Det er en interessant og nuanceret brug af bogens egen model.

Eller analysen af medicinalvirksomheden Novo Nordisks udfordringer: Pointen er, at produkterne stadig er fysiske, og at de på sin vis er beskyttet mod den perfekte storm af alskens lovgivning og patenter. Samtidig forhindrer patentsystemets lukkethed og den stramme lovgivning Novo i at drage de åbenlyse fordele af en meget direkte brugerskabelse og sætter barrierer op for Novo Nordisk deltagelse i den frie debat med sine kunder. Men ignorere den perfekte storm kan virksomheden alligevel ikke, af den simple grund, at patient-communities i snart mange år har været meget udbredt på internettet, midt i stormens øje.

Glimrende formidling

Bogen er i sin tone og stil meget pædagogisk og glimrende formidlet. Den er fyldt med gode anekdoter, interessante cases, letoverskuelige punktopstillinger, lister og skemaer, der opsummerer de vigtigste pointer fra kapitlerne, og sidst, men ikke mindst, en direkte tilgang til at løse og illustrere udfordringer via (enkle) modeller.

Nogle gange er det faktisk lige før, det bliver overdrevet. For eksempel indledes næsten alle kapitler med et lille tableau af denne type: ”På trods af de 70 mennesker i lokalet hos Dansk Arkitektur Center var der så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden…” eller ”Det er torsdag morgen. Jeg vågner ved lyden af den ringetone, som jeg selv har komponeret til min Android mobiltelefon…”. I denne udprægede brug af små historier synes jeg, bogen bliver en anelse for causerende og nogle steder næsten er på grænsen til at tale ned til læseren. Men det er omvendt et spørgsmål om smag og behag (jeg indrømmer, at jeg personligt aldrig har været til denne form), og der er ingen tvivl om, at det gør Den perfekte storm velskrevet og letløbende.

De klassiske cases er den største svaghed

Bogens anvendelse af eksempler og cases er som sagt en af dens store styrker. Men det er nok også kimen til dens eneste store svaghed. Der er nemlig ingen tvivl om, hvilke eksempler der fungerer bedst og er mest interessante. Det er dem, hvor Peter Svarre selv personligt har haft en finger med i spillet. Selvfølgelig kan man godt forstå, at forfatteren gerne vil have gode eksempler med fra den store vide verden. Ikke desto mindre er de kendte og klassiske cases fra Nike+, over LEGO, til Telmore, ja, netop nogle vi kender i forvejen, og som andre også bruger. I sig selv er det måske et mindre problem, men der er en risiko for, at de af bogens læsere, som allerede har fået deres reklamebureaus powerpoint om sociale medier præsenteret eller har deltaget i et par konferencer om emnet, får en fornemmelse af gentagelse eller endnu værre: at de kommer til at slå Peter Svarre i hartkorn med alle dem, som også henviser til de samme cases. Det er ærgerligt og absolut ikke rimeligt, hvis det sker.

Peter Svarre har så megen erfaring selv, og man er ikke i tvivl om, at man kan have glæde af den. Derfor kunne man måske have ønsket sig lidt færre og mere gennemarbejdede cases, og at Peter Svarre i endnu højere grad havde brugt sin egen direkte erfaring som udgangspunkt. Som for eksempel beskrivelsen af avisen.dk, analysen af Saxo Banks udfordringer, arbejdet med Hello Groups Uxbasis eller det afsluttende kapitels grundige gennemgang af IT-Universitetets udfordringer. Det er de steder, hvor man virkelig fornemmer, at ingen andre end Peter Svarre kunne have skrevet dette, fordi han har en unik indsigt, analyse og viden.

Peter Svarres store erfaring med mange forskellige kunder bliver grundigt analyseret i bogen. Svarre var fx inde over avisen.dk

Pligtlæsning

Bogen peger som en af sine væsentligste overordnede pointer på, at en strategi for sociale medier omfatter og påvirker både virksomhedens forretning, kommunikation og organisation. For de virksomheder, som dette stadig ikke er gået op for, og som ”uddelegerer deres strategi for den perfekte storm til kommunikations- eller marketingsafdelingen…”, bør Den perfekte storm være pligtlæsning, fordi Peter Svarre argumenterer troværdigt og overbevisende giver en forklaring på denne og andre væsentlige pointer, som langtfra er indlysende for alle.

Det er det formodentlig i højere grad, når de har læst bogen.

Hvor bor ROI?

11:10:00

"Det er et godt signal, at vi er på Facebook". "På langt sigt vil det gavne os". "Folk er begyndt at trykke på Synes-godt-om". – Ja, det er fint alt sammen. Men hvad tjener vi af kroner på vores aktiviteteter i de sociale medier, vil direktøren vide

ROI står for Return On Investment, det vil sige afkast af en investering. Og investeringen er i denne sammenhæng penge brugt på at drive en kommunikationsaktivitet på de socale medier.

Betaler det sig?

ROI er altså økonomisk alvor. Det er k-afdelingens kreative indfald og streetwise fingerspidsfornemmelser kogt ned til kroner og ører. I forhold til virksomhedens brug af sociale medier lyder det barske ROI-spørgsmål: Betaler det sig, alt det vi går og laver på Facebook, Twitter, YouTube og så videre? Og underforstået: Hvis det ikke betaler sig, så brug dog nogle andre medier til at kommunikere med end de sociale. Der er nok medier at vælge mellem derude.

For k-folk, der til daglig arbejder med sociale medier, kan spørgsmålet "Betaler det sig?" virke overflødigt og irriterende uforstående. Selvfølgelig betaler det sig. Det er jo i sig selv værdifuldt, at virksomheden med sin brug af sociale medier viser et tidssvarende, ungdommeligt, dialogpræget og forandringsparat ansigt. Og k-folk vil fremhæve, at ROI er udtryk for en kontant og kortsigtet tænkning, som ikke tager højde for afledte og langsigtede effekter. Ligesom fx nye former for kunders co-creation via sociale medier er svære at prissætte og medregne i ROI.

For direktionen og dens regnskabsafdeling er spørgsmålet "Betaler det sig?" derimod ganske naturligt. Og betaling måles i pengebeløb. Husk derfor, at hvis der spørges til kroner, og du svarer med likes – så kan du komme i jobmæssige vanskeligheder lige om lidt.

ROI handler om forretningsmål, ikke kommunikationsmål

For at kunne måle en succes eller fiasko for indsatsen på sociale medier må man have en målsætning. Den vil typisk være delt i kommunikationsmål og forretningsmål:

Kommunikationsmål vedrører kommunikationsindsatsens kvalitet i et projekt eller en kampagne. Kommunikationsmål er hjælpemål, der leder frem til indfrielse af forretningsmål. Eksempel på et kommunikationsmål kan være mængden af og holdningen i brugernes postings på virksomhedens Facebook-side. Mange positive tilkendegivelser er høj score. Kommunikationsmål opererer altid med et udgangspunkt og et opnået resultat efter en given periode.
Forretningsmål er mål om indtjening (eller evt. mål om ændring af adfærd). Også forretningsmål opererer med et udgangspunkt og et opnået resultat efter en given periode.

Kommunikationsmål vil på sociale medier typisk være tal af denne type:

Klik på ill. for at forstørre. Eksempel på måle-punkter for aktiviteter i sociale medier. Målene er opdelt i tre grader af kundeinvolvering: Brand awareness (kendskab), Brand engagement (involvering), Word of Mouth (personlig omtale eller anbefaling). Jo længere til højre, virksomheden kommer i skemaet, jo nærmere formodes man at komme den kontante indtjening, som er formålet med det hele. Kilde: Hoffman og Fodor

I den rigtige ROI-beregning sættes beløb på aktiviteten, som skal føre til målenes indfrielse:

ROI eller udbytte er: (indtægt ÷ omkostning) / investering * 100

Investering eller omkostning kan fx være løn til en medarbejder, der arbejder med Facebook plus udgift til en konkurrence på Facebook. Indtægt er det salg, det mersalg, den besparelse eller lignende, der direkte kan henføres til aktiviteteten, der blev investeret i. Og så finder man nettoudbyttet og ganger det med 100 for at få et tal, man kan vise direktøren og sammenligne med andre aktiviteters udbytte.

Det lyder nemt. Men er i praksis meget svært. For hvordan udregner man investering eller omkostning i en kompliceret proces, der involverer både interne og eksterne medarbejdere, ressourcer og leverandører, der samtidig er inde over andre projekter? Hvor meget af den fastansatte medarbejders tid skal fx medregnes til en given aktivitet? Hvor meget ledelsestid?

Indtægterne er heller ikke lette at identificere. For det kan være svært at adskille de forskellige faktorer, der påvirker opfyldelsen af forretningsmål.

Tidslinje-modellen er næsten-ROI

Hvis ROI er for svær, findes der imidlertid andre muligheder for at sandsynliggøre og præsentere det kontante udbytte af aktiviteter på de sociale medier. F.eks. Oliver Blanchard-skolen.

Læs nedenfor eller se først det underholdende slideshow, hvor Oliver Blanchard ved hjælp af fake fifties-look præsenterer sin fremgangsmåde:

Olivier Blanchard Basics Of Social Media Roi

View more presentations from Olivier Blanchard

Prøv Blanchards tidslinje-model, når "Mr. Bossman" – Blanchards betegnelse for direktion og regnskabsafdeling – vil se håndfaste resultater

Blanchard-metoden stiler mod at fremstille et præsentabelt koordinatsystem, der forhåbentlig kan overbevise direktøren om fornuften i jeres social medie-aktiviteter. Modellen laves – i Kforums forsøgsvise tilpasning – i fire trin:

1. Tegn en tidslinje for jeres aktiviteter på de sociale medier

På tidslinje for en given måleperiode markerer I jeres forskellige tiltag på de sociale medier, fx udskrivning af en konkurrence, undersøgelser, invitationer til events, tilbud med førsteret til at købe et produkt.

2. Læg graf ind med resultater af kommunikationsmål

Find jeres kommunikations- eller kampagnemæssige målepunkter. Der kan være tal for engagement (fx længden og positiviteten af kommentarer). Eller antal mennesker, der følger jeres opfordring til at gøre et eller andet på Facebook. Eller noget tredje, som er relevant.

Læg så tallene ind i en graf med en passende y-akse. Og brug tidslinjen fra forrige trin som x-akse.

3. Læg graf ind med resultater af forretningsmål

Find afdelingens salgstal eller lignende relevante penge-mål for den givne periode.

Læg tallene ind i ovenstående koordinatsystem. Y-aksen skal forsynes med nogle supplerende måleenheder, som giver en kurve, der opleves at have samme skala som kommunikationsmålenes.

4. Find mønstre

Sammenlign kurverne, find mønstre og forhåbentlige tankevækkende sammenfald mellem høje scoringer på kommunikationsmålene og større salg/flere donationer/besparelser på telefonhotlinen eller lignende håndfaste pengemål. Husk ved sammenligningen at overveje og afveje andre faktorer, der påvirker udfaldet.

Her er systemet alene med omsætningstal for forskellige dele af en koncern. Før og efter refererer til et bestemt social medie-tiltag (SM). Kilde: Oliver Blanchard

Metodens begrænsninger

Indrømmet, det er ikke ren ROI, man her har fundet frem til, og øvelsen kræver også, at man har været i gang i nogen tid, så der er noget at måle på. Metoden er derfor ikke velegnet til opstartsdiskussioner. Men i så tilfælde kan man måske finde case-beskrivelser, som belyser udbyttet af forskellige social medie-aktiviteter.

ROI eller ej kan kurverne dog ifølge Oliver Blanchard skabe en begyndende forståelse på direktionsgangen. Og så er der oven i købet en chance for, at man også i k-afdelingen lærer af øvelsen.

---

Læs mere:

Den store ROI-gennemgang i PowerPoint-pdf med 45 siders input til især kommunikationsmåling og -evaluering – Katie Delahaye Paine: Defining Social Media ROI
En lille samling ret amerikansk prægede cases, der belyser forskellige typer økonomisk udbytte af sociale medier-aktiviteter – Social media ROI: 10 companies that made it work

Bliv bedre på Facebook: Kom til K-dagen: Lær at bruge Facebook på én dag

Imageskabernes imageproblem

10:56:00

K-folkets image er på niveau med brugtvognsforhandlere. Hvad går galt?

”Mørkets fyrster uden for lov og ret” kaldtes ministrenes særlige rådgivere, spindoktorerne. De er en byld på demokratiet, hævdes det (se her). Hyklere og sensationslystne, kaldes mediejournalisterne. Medierne kan man ikke tro på. At arbejde professionelt med kommunikation for virksomheder og andre organisationer handler om at misinformere, at lyve, at snyde, at manipulere og at bedrage. Professionelle kommunikatører er dybest set overflødige. Og der er i hvert fald for mange af dem – tænk blot på kommunerne. Dette er indtrykket, når man følger de seneste måneders kritik og debat. Kommunikatører hævder typisk at have forstand på at kunne påvirke andres viden og holdninger. Derfor er det et hyper-ironisk paradoks, at vi tilsyneladende ikke har styr på vores eget image.

Det trøster næppe, at identitet og image har været omdiskuterede, lige siden professionel kommunikation opstod som et særskilt fagområde med flere professioner. Oftest var det PR-folk og lobbyister, i stigende grad var det journalister, og senest er det så politikernes særlige rådgivere, der kom i kritikernes søgelys. Derfor er der principielt intet nyt under solen i de seneste måneders debat om kommunikatørers rolle og image – hvad enten det drejer sig om kommunikationsfolk ansat i kommuner, i virksomheder eller i ministerier.

Men det stigende antal kommunikationsfolk og den enorme vækst af enhver form for kommunikation i det sidste årti slider yderligere på kommunikatørers image. Væksten i kommunikation og antallet af kommunikatører nødvendiggør nye former og strategier for kommunikation for at skille sig ud af mængden. Dette inkluderer anvendelsen af nye medier, der skaber debat. Dette betyder en mere strategisk og planlagt brug af kommunikation hos både kommuner og politikere, erhvervslivet og offentlige organisationer samt NGO’er, hvilket fører til kritik. Og det udfordrer etablerede normer og værdier og opløser traditionelle grænser for det private. Også dette har sine kritikere.

Spindoktorerne er bundskrabere i denne undersøgelse. Radius Kommunikation har undersøgt den danske befolknings holdning til 17 forskellige faggruppers troværdighed. Undersøgelsen er gennemført i perioden 22. september til 3. oktober 2011. 1.000 danskere i alderen 18-65 år har deltaget i undersøgelsen, som er gennemført som en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse. Spørgsmålet, hvis svar er sammenfattet i grafikken, lyder: ”Du bedes vurdere følgende faggrupper i forhold til deres troværdighed” på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er meget høj, og 1 er meget lav. Kilde: Userneeds og Radius Kommunikation

Image på niveau med brugtvognsforhandlere

Siden 2009 har kommunikationsvirksomheden Radius Kommunikation i samarbejde med analysegazellen Userneeds lavet repræsentative troværdighedsundersøgelser, der måler danskernes tillid til forskellige professionsgrupper. Øverst på listen findes år for år læger, sygeplejersker, lektorer og skolelærere, efterfulgt af revisorer og advokater. Selv håndværkere og bank- og pensionsrådgivere klarer sig med midterplaceringer bedre end forskellige kommunikatører (journalister, kommunikationsrådgivere, reklamefolk, spindoktorer). De ligger nemlig allernederst på skalaen. Her har de ejendomsmæglere, taxichauffører og politikere som nærmeste naboer. De legendariske brugtvognsforhandleres image blev der ikke spurgt efter. Var dette sket, havde kommunikationsfolk fået en seriøs konkurrent til placeringen som nummer sjok.

Troværdigheds- og imageundersøgelser af denne karakter afspejler og bekræfter måske mest af alt folkelige stereotyper og forventninger til erhvervsgrupper. Listerne toppes af læger, sygeplejersker, folkeskolelærere og lektorer. Efterfulgt af advokater, politifolk og revisorer. Befolkningens tillid til disse erhverv forekommer urokkelig. Dette uanset antallet af erhvervsudøvere og debatter om og kritik af kvaliteten af deres arbejde. Repræsentanter fra alle disse professioner har nemlig – ligesom nogle spindoktorer, journalister og andre kommunikationsfolk – været udsat for kritik i de senere års offentlige debat, uden at dette dog påvirkede befolkningens tillid til hele professionen. Det samme gælder bankrådgivere og håndværkere, der ligeledes ligger højere på troværdighedsskalaen end kommunikatører.

Imager er således konstruktioner, der afspejler semi-permanente ønsker, forventninger og fordomme. Der er ikke nødvendigvis en direkte forbindelse mellem image og faktisk adfærd. Dette rejser imidlertid spørgsmålet om, hvad de ovennævnte professioner med høj troværdighed og et positivt image har til fælles?

Pressen havde brug for en pirrende konspirationshistorie, og spindoktorerne passede bare perfekt til behovet. Den pludselige interesse for k-faget skyldes ikke basale ændringer i spindoktorarbejdet. Avisopslaget er fra Ekstra Bladet 6. december 2011

Kommunikatører arbejder ikke kun for almenvellet
Det er åbenlyst, at der knytter sig en vis traditionel autoritet til professioner med høj troværdighed. Disse professioner findes nemlig alle i samfundets sundheds-, uddannelses- og retssystem. Disse delsystemer er fællesfinansierede og nødvendige sociale byggesten til opretholdelsen af vores samfundsorden. Dertil knytter sig en forestilling om professionernes legitimitet og samfundsnytte med afsæt i et afgrænset opgavefelt og veldefineret formål.

Til sammenligning kan en forholdsvis ny professionsgruppe som professionelle kommunikatører ikke være mere forskellige. De findes ikke i et afgrænset samfundsbærende delsystem, men har derimod spredt sig over hele samfundet. Deres opgavefelt er stort og forskelligartet, deres formål ditto. Legitimiteten og samfundsnytten er derfor ikke lige så entydig. Dette gælder også, og ikke mindst, journalisters egen interne forestilling om at være en uafhængig fjerde statsmagt. Med undtagelse af public service-medierne (og dette ved befolkningen nemlig godt) er journalister ansat af private medier med egne interesser.

Det afgørende imageaspekt for professionsgrupper ligger derfor ikke i høj faglighed og kunnen. Det er derimod måske snarere forestillingen om, hvorvidt professionen forfølger egne eller organisatoriske særinteresser, eller om den antages at arbejde for menneskers og samfundets vel. Dette bekræftes, når man sammenligner danske undersøgelser med amerikanske. I de amerikanske undersøgelser rangerer eksempelvis læger og advokater længere nede på troværdigheds- og imageskalaerne, netop fordi det amerikanske sundheds- og retssystem giver langt større rum for varetagelse af økonomiske og andre særinteresser, end det danske gør.

Kritik af en kommunikationseksplosion

Ser vi på danske kommunikatørers lave troværdighed og image, bør vi på denne baggrund skelne mellem forskellige kritikpunkter: Når kritikere kræver, at spindoktorer bør forbydes eller underlægges skrappere regler, så skyldes dette udbredelsen af den strategiske og professionelle kommunikation i og til det demokratiske system. Kritikken skyldes, at spindoktorer i dette perspektiv varetager ministres partibundne særinteresser frem for samfundsinteressen generelt, alt imens de finansieres af samfundets kasser. Kritikken kan på denne baggrund forekomme ganske rimelig – og én løsning kunne være, at særlige rådgivere blev ansat på samme vilkår og under samme reglement som alle andre embedsfolk. Med en sådan løsning kan der fremover argumenteres bedre for de særlige rådgiveres legitimitet.

Nogle kritikere ønsker imidlertid at rulle den igangværende samfundsudvikling, med mere kommunikation og flere professionelle kommunikatører, tilbage. Disse kritikere hævder, at det støt voksende antal kommunikationsfolk i kommuner, ministerier og andre organisationer let kan undværes og blot bør fyres. Her rejses der tvivl om det grundlæggende behov for så meget kommunikationsarbejde, og den voksende overkommunikation og dens følgeproblemer kritiseres. Denne type kritik ligner hele debatten om djøfisering og om de varme versus de kolde hænder. Og denne type kritik er mere en slags kulturkritik af samfundsudviklingen end en kritik af kommunikatører og kommunikation som profession.

Begge typer af kritik opstår som reaktion på eksempler og tilfælde, hvor der er tale om konkrete fejl, brodne kar og uetisk/uprofessionel kommunikationspraksis. Begge typer af kritik har endvidere til fælles, at de bruger en generaliseringsstrategi, som udvider kritikken af det konkrete eksempel til en kritik af hele professionsstanden og/eller af eksplosionen af kommunikation som kulturelt fænomen. Dette sker ikke for de tidligere nævnte professioner, der nyder høj troværdighed og har et positivt image. Også i disse professioner finder man eksempler på fejl og uetisk/uprofessionel praksis. Men der sættes ikke af den grund spørgsmålstegn ved hele professionen og dens værdi for samfundet.

Adgang forbudt til det gode selskab

Så hvad kan der gøres for at forbedre kommunikatørers image og troværdighed? Analysen peger klart på, at det handler om at synliggøre samfundsværdien og nødvendigheden af professionelt kommunikationsarbejde – også når dette arbejde udføres af og for individer og organisationer med særinteresser. Dernæst bør kommunikatører selv udvikle nogle svar på de problemer (overkommunikation og kvantitet frem for kvalitet), som udviklingen har skabt. Et godt eksempel på dette er konceptet ”slow media”, som er beskrevet her.

Dernæst handler det om at undgå fejl og om klart at distancere sig fra brodne kar, der udfører uetisk og dermed uprofessionelt kommunikationsarbejde. Det er illusorisk at forestille sig, at fejl og uetisk/uprofessionel praksis kan elimineres helt. Men der bør i større grad arbejdes for fælles principper og transparens blandt kommunikatører. Eksempelvis på Public Affairs-området, hvor kravet om registrering af lobbyister fortsat venter på at blive indfriet – selv om de bedste inden for faget selv har krævet en sådan.

Endelig bør kommunikatører blive mere (selv)kritiske. Specielt over for uetisk/uprofessionel praksis. Grænseoverskridende frækhed bør ikke imponere os. Sidstnævnte vil jeg illustrere med et parallel-eksempel: For nogle år siden inviterede en studenterorganisation på Copenhagen Business School igen og igen en meget kendt dansk finansjonglør og erhvervsmand til at holde foredrag om sin farverige karriere, der tydeligvis imponerede de studerende. Manden blev ved med at få invitationer til lokaler, hvor der ellers undervises i bl.a. virksomheders etik og sociale ansvar – også efter han havde fået rettens ord og dom for at være svindler og bedrager.

Dengang overvejede jeg at sætte plakater op med teksten: ”Adgang forbudt til det gode selskab”.

Sådan spotter du Wordfeud-snyderi

11:16:00

Her kan du se modspillerens normale personlige sprog og det normale fælles sprog. Snyderiet viser sig generelt ved afvigelser fra normalsproget i forskellige varianter fra mærkelige og sjældne ord, forkortelser og endelser til brug af mystiske Wordfeud-optimerede designerord som for eksempel schæcht. Oftes snydes med lister, google søgninger eller specielle programmer. Et godt indicium på snyderi er at der bruges ord som afviger fra modspillerens sociolingvistiske univers af sprog stil, værdier, socialitet, uddannelser, erhverv eller modspilleren bruger usamtidige ord fra en svunden tid. Hvem ud over folk for reklamebranchen kunne for eksempel finde på at skrive Pixel ? Et fagbegreb fra den grafiske branche.

Snyderiet kan, ligesom ondskab, optræde i mange afskygninger og grader. Fra uskyldige slumpetræf og try and error spillestillen, over Google-søgninger og ordlister, til dyrtkøbte snyde-apps. Hvor langt og dybt din modstander er rodet ud i snyderiet, kan variere, men glem ikke, at vi taler om mange mennesker, som snyder meget og mange gange. Lige nu er for eksempel det mest populære snydeprogram til Wordfeud næsten lige så populært som selve Wordfeud-spillet. Og mange Wordfeud-spillere oplever et farligt normskred og mistro, hvor det at snyde er blevet den rigtige og typiske måde at spille spillet på. Når alle andre gør det, gør man det selv.

Antallet og udbredelsen af snydeprogrammerne taler deres eget tydelige sprog.

Sort på hvidt. Snydeprogrammet på en tæt andenplads og amoralsk tæt på at være lige så populært som selve spillet

Snyderi er blevet den nye regel. Det smitter og frister de få, som stadig spiller fair og straight. Her en illustrativ kommentar under en af de bedst sælgende snyde-apps

Illustrative screenshot fra meget brugte snyde-apps. Fristende, ikke?

Her er, til spe og spot, tjeklisten med de seks tegn på Wordfeud-snyderi:

1) Konstant kort betænkningstid

Spilles Wordfeud uden snyd, vil nogle ord kræve mere tid end andre, mens spillet mod slutningen bliver svært, fordi de sværere bogstaver er tilbage. Kompleksiteten mod slutningen er stor, den tilbageværende plads på pladen lille, og de indlysende ordkombinationer allerede udført. Fair spil afspejler sig altså i en svingende betænkningstid som funktion af ordets sværhedsgrad og med en generel tendens til, at den bliver længere mod slutningen. Lige omvendt med snyderiet. Her vil betænkningstiden være konstant, fordi alt er lige let for en computer, som tænker med lysets hastighed.

Du kan i den forbindelse overveje, hvad der er den korrekte og sandsynlige tur-tid, ud fra det ord, modspilleren netop har spillet – altså om tur-tiden er tilpasset ordets sværhedsgrad. Et andet indicium er, at modspilleren aldrig vælger pas, eller at han er overraskende dårlig til kombination af flere ord på kryds og tværs (hvor der ikke er hjælp fra snydeapplikationer) i forhold til at finde ord (hvor der er let hjælp fra snydeapplikationen). Altså at modstanderen overser muligheden for krydsord, fordi han ikke så let og enkelt kan bruge snyd her.

Forholdet mellem snyderi, fair spil, modspillerens tur-tid og spillets tid kan udtrykkes på følgende måde som to forskellige streger i et koordinatsystem. Snyderiet viser sig som en konstant

2) Din modspiller er for god hver gang

Matematik og softwarekode er umenneskelig, her er ikke plads til humørspil eller svingende præstationer. Snyderen spiller matematisk optimeret, så hvert bogstav og ord altid er det bedst tænkelige til flest mulige points. Det er meget mistænkeligt.

Her ses visuelt forskellen mellem fair og matematisk optimeret spil, som tendentielt ligger på et højere niveau.

Her en snydeside, hvor man sjovt nok tvinges til lidt selverkendelse. Snyderiet forudsætter, at man skyldtynget trykker på knappen: Jeg er en snydetamp

3) Din modspiller spiller unaturligt og umenneskeligt

Menneskets sproglige bevidsthed og kognitive kapacitet følger og inspireres af semantiske netværk af betydning i associative kæder. Folk, der spiller fair, bliver for eksempel inspireret af ordet ost på spillepladen og kommer til at tænke på huller, vindruer, mus, toast og vin. Til slut skriver de så rødvin, hvis de er heldige og har bogstaverne til det. Det er menneskeligt og helt naturligt. Lige omvendt er det med computere. De er så at sige semantisk blinde og kan ikke danne disse associationer, men vil tilbyde og skabe ord ud fra en rå regnekraft. Det betyder, at de ord, der kommer fra din snydende modspiller, mangler de semantiske og associative spor mellem ordene. Snyderen hopper mere voldsomt mellem begrebsverdener / assosiative netværk end spillere, som spiller fair.

Her et semantisk associationsnetværk for ost. Det er kun mennesker som kan danne disse. De spillede ord skaber associationer til nye ord for den menneskelige bevidsthed. Computeren ser ikke disse sammenhænge fordi den er semantisk blind.

4) Din modspiller skriver atypiske og sjældne ord eller bøjningsformer

Mit sprogs grænser er min verdens grænser. Snyderiet viser sig her, ved at din modspiller bruger atypiske ord i forhold hans normale sprogbrug og ordforråd. Altså ord, som virker enten gammeldags, sjældne eller atypiske for modspillerens sociolingvistiske og personlige udtryk.

For eksempel vil ens fætter på 17 år ikke skrive "kappelyst" eller "kriges" med s. Det er atypisk for både ham, hans liv og det nutidige sprog. Det er simpelthen uden for hans sociolingvistiske sprogliggørelse af verden og et tydeligt brud med hans sprogstil. Altså et indicium – også et ord han næppe ville bruge – på snyderi.

5) Din modspiller skriver kendte Wordfeud-designerord

Din modspiller har tydeligvis fundet de kendte fikse-ord i Wordfeud-værktøjskassen. Ord som "schæcht", der fikser problemer og giver masser af point, men ikke giver ret meget mening for normale mennesker. Schæchte betyder i øvrigt at slagte på rituel jødisk vis, og schæcht må derfor være den naturlige bydeform.

6) Din modspiller skriver forkortelser, som normalsproget aldrig har hørt om

Din modspiller bruger mærkelige forkortelser, som nok er godkendte, men afviger fra normalsproget. Her er tale om de mest besynderlige forkortelser, som man kun vil skrive, hvis man havde fundet dem på en liste. For eksempel forkortelsen "centi". Ser du ordet centi, ved du, at du spiller mod en snyder.

Hvordan man snyder bedst

Hvordan snyder du så i Wordfeud, så din modspiller ikke opdager det? Svaret er ganske enkelt: Du blander løgnen med sandheden. Du blander databasen med din krøllede hjerne og livshistorie. Du overdriver ikke snyderiet, men skifter mellem dig selv og computeren i usystematiske kombinationer og skriverier. Hemmeligheden er at bruge dit eget normalsprog og sprogstil som filter til at sortere computerens forslag. Men snyderi er og bliver det.

Her er listen med ord, deres antal og værdi i spillet. En forudsætning for, at den vakse spiller kan forudsige mulige kombinationer og kommende træk fremme i spillet, ud fra hvilke ord og bogstaver, der allerede er spillet. For eksempel skrives der ikke fez to gange, når der kun er et z' i spillet.

Men nok snak og analyse. Her er oversigten over, hvordan du kan snyde!

http://www.wordfeudhelperapp.com/

Den i artiklen omtalte snyde-app.

http://leet.dk/wordfeudsnyd/

En meget simpel måde at snyde på. Du skriver dine bogstaver ind og får de mulige ord tilbage.

http://hvasnakkerduom.blogspot.com/2012/01/wordfeud-en-landeplage-nu-med-wordfeud.html

Generelle tips og tricks. Her finder du de mest indbringende ord og hjælp, hvis du kun har konsonanter.

https://twitter.com/#!/ordkrigszen

En Twitter-profil, der giver råd til de ekstra lange ord, til ord med både c og x og til alt det andet, du skal bruge for at vinde i Wordfeud.

http://www.facebook.com/OrdkrigsZen

De har også en Facebook-konto.

http://ordkrig.ffdk.dk/

En liste over dem, der tweeter om Wordfeud. Hvis der lige er brug for lidt ekstra inspiration.

http://blog.leoparddrengen.dk/2011/11/wordfeuds-veje-er-uransagelige.html

Leoparddrengen mener godt nok selv, at hans gennemgang kun er til inspiration og ikke er snyd, men at vide præcist, hvor mange der er af de enkelte bogstaver eller kunne 25 ord med z, er vel ikke helt normalt.

http://feud.dk/strategi/#4

Hvis du synes, at rigtig snyd er lidt for meget, men stadig gerne vil vinde, hjælper dette site dig med strategier til at løbe af med sejren.

http://leet.dk/wordfeudordbog/

Heller ikke decideret snyd, men en måde at tjekke om de ord, du vil lægge, findes.

Løgnens sprog

14:44:00

Ansigt og kropsholdning afslører en løgn. Men også ord og vendinger – både når man kommunikerer mundtligt og skriftligt. Her kommer et eksempel på en fremstilling af samme episode på to forskellige måder. Hvilken er den sande version?

Historie 1

Historie 2

Untitled from Kommunikationsforum on Vimeo.

Skuespilleren Elisabeth Von Rosen fortæller om samme episode på to forskellige måder. Kun den ene er sand. Se videoerne eller nøjs med at læse udskrifterne nedenfor

Hvilken historie er den sande?

Historie nr. 2 er falsk. Det fremgår af kropsholdningen, mimikken og intonationen, men også af valget af ord og vendinger. Der findes klare mønstre for, hvad der kendetegner løgnens sprog. Der er seks centrale, sproglige træk ved den falske historie:

I den falske tekst er der færre detaljer

Folk, der skriver sandt, bruger flere ord, bedre beskrivende ord og har flere detaljer med i teksten. Det er lettere at beskrive det, man virkelig har oplevet, end det man skal opfinde. Den falske historie savner naturlig autenticitet og dermed troværdighed. Detaljeringsgraden i en historie er ikke bare kendetegnet ved flere faktuelle detaljer, men også ved kompleksiteten i fortællingen. Det er fx en mentalt krævende opgave at lave indskudte sætninger, hvor man fortæller hvad man ikke gjorde eller ikke tænkte. Det er imidlertid meget normalt i en sand historie.

Falsk: Jeg fik min pung stjålet i dag.

Sand: Jeg fik min pung stjålet i morges. Jeg opdagede det klokken halv fem, da jeg kom fra arbejde, og ville købe mig en hapsdog ved pølsevognen.

I den falske tekst er der flere eksplicitte følelsesord

Når man har en virkelig oplevelse af eller erfaring med noget, forudsættes en række følelser implicit. Hvis ens far er død, siger man ikke, at man er meget ked af det. Det er underforstået, at man er det. En løgnagtig tekst vil derimod eksplicitere indlysende følelser.

Falsk: Vielsesringen lå i pungen, og det er både personligt krænkende, besværligt og følelsesmæssigt hårdt at miste den.

Sand: Jeg havde også min vielsesring i pungen. Nu håber jeg forsikringen dækker tabet.

I den falske tekst er der flere udsagnsord

Desto flere udsagnsord, der bruges i en tekst, desto mere refereres der til begivenheder, der sker her og nu. En falsk historie vil bestå af mange udsagnsord, fordi begivenheden opleves (læs: konstrueres) nu og her, mens den skrives. En sand historie om begivenheder, der er sket for nogen tid siden, vil ikke blive fortalt som noget, der aktivt sker nu. En, der fortæller sandheden vil fx sige: ”Jeg vidste bedre end at gøre det…” hvorimod en løgner vil sige: ”Jeg burde have vidst bedre end at gøre det”.

Falsk: Man kunne have sagt sig selv, at han ville tage den. Men nogle gange tænker man sig bare ikke om.

Sand: Jeg vidste, at det var dumt at friste svage sjæle på den måde. Men nogle gange tænker jeg mig bare ikke om.

I den falske tekst er der færre selvreferencer

Personlige stedord som ”jeg” og ”mig”er afslørende. Disse typer af ord peger direkte tilbage på fortælleren; de er selvrefererende. Dermed peger de på fortællerens følelser og oplevelser og dermed ejerskab over fortællingen. Modsat brug af ordet ”man”. Den falske tekst er kendetegnet ved, at fortælleren ikke har et reelt ejerskab over fortællingen, da den i nuet bliver kunstigt konstrueret. Det manglende ejerskab viser sig i færre personlige stedord.

Falsk: Man burde jo have vidst bedre, ikk? At stå og vifte med penge i det offentlige rum, når der står en suspekt person bag ved en, er jo ikke for smart.

Sand: Jeg vidste jo egentlig bedre end at stå og vifte med alle de sedler i det offentlige rum.

I den falske tekst er der flere indre modsætninger

Hvis løgneren fortæller en længere løgnehistorie, vil den højst sandsynlig på et tidspunkt vise sig som utroværdig, fordi der opstår indre logiske modsætninger.

Falsk: Jeg gik fra arbejde kl. 17 og handlede på vejen hjem… Jeg var hjemme cirka kl. 17 og begyndte at lave mad.

Sand: Jeg fik fri kl. 17. Jeg handlede på vejen hjem og begyndte at lave mad kl. 18.

I den falske tekst er der flere talefejl og ordsøgninger

Den sande historie handler om at trække kendt og hengemt viden og erfaring frem fra hukommelsen og blot beskrive, hvad man oplevede. Det er umuligt for en løgner, og løgneren vil derfor typisk lave flere talefejl og ordsøgninger. Talefejl er fx, når man udtaler eller bruger forkerte eller upassende ord i situationen. Ordsøgninger optræder, når man bruger flere øhh'er og længere pauser, hvor man søger efter det rigtige ord.

Falsk: Øhh, jeg tror nok, det var i sommer, nej i foråret, æhh, at jeg øhh, fik kattekillingen.

Sand: Vi fik kattekillingen i april måned.

Oversigt over, hvilke ord og formuleringer der afslører løgnagtigheden i en tekst. Jo længere til højre i skemaet, jo mere sandt. Selvmodsigelser (discrepancies) og manglende brug af "jeg" (I-words) er typisk for løgne. Skemaet er hentet fra James Pennebakers bog ”The Secret Life of Pronouns”

Løgnens mikroudtryk

Har man styr på ovenstående, sproglige løgnedetektor, mangler man at kunne styre sin krop og sit ansigtsudtryk. Psykologen Paul Ekman har forsket i såkaldte mikroudtryk, som afslører løgn. Han opererer med syv grundfølelser, som vi udtrykker i ansigtet: angst, afsky, frygt, overraskelse, foragt, sorg og glæde. Når vi lyver, viser vi det helt ubevidst via ansigtsudtryk.

En løgner vil prøve at skjule eller undertrykke en følelse eller et udtryk, der rejser sig spontant. Omvendt vil en løgner forsøge at producere en falsk følelse eller udtryk, der ikke melder sig naturligt og spontant. Han vil fx fremtvinge et smil, når han fornemmer, at det kan tjene hans sag og omvendt undertrykke et smil, hvis han tænker, det ikke er til hans fordel.

At lyve kræver mere mental energi, og det viser sig i mikroudtrykket. Træthed eller angst for at blive opdaget kan fx ses i pludselige og korte (under et sekund) udtryk af foragt eller væmmelse ved situationen. Løgneren vil samtidig have en tilbøjelighed til at blinke mere, se mere væk og pille mere ved ansigtet eller genstande. Disse kropslige reaktioner afslører løgneren. Som det også var klart i filmen med skuespilleren, der i løgnhistorien både kiggede mere væk og tog hånden til ansigtet.

Se den menneskelige løgnedetektor Pennebaker fortælle om sin forskning

Den onde sorte guide til den effektive løgn

Det kantianske kategoriske imperativ lyder, at man altid skal fortælle sandheden. Insisterer man imidlertid på løgnen, skal man være opmærksom på følgende:

Fortæl historier med høj kompleksitetsgrad og mange detaljer
Fortæl historie uden at bruge for mange følelsesord
Fortæl historie uden at bruge overdrevent mange aktive udsagnsord
Fortæl historier med klare selvreferencer til dit oplevende ”jeg”
Fortæl historier, der er uden indre modsætninger
Fortæl historier uden at lave talefejl og ordsøgnigner
Fortæl historier, der trækker på ægte følelser, så du ikke skal undertrykke dem
Fortæl historier uden at kigge for meget væk eller blinke
Fortæl historier uden at pille ved ting eller tage hånden til ansigtet.

---

Læs mere

Artiklen bygger på den nye bog ”The Secret Life of Pronouns” af James W. Pennebaker, der er professor i psykologi ved The University of Texas.

Bogen har sin egen hjemmeside. Den kan du finde her.

Interview med Pennebaker i Harvard Business Review

Paul Ekmans arbejde med mikroudtryk går 40 år tilbage. Et godt sted at starte er med bøgerne:

Telling Lies: Clues to Deceit in the Marketplace, Politics, and Marriage, Third Edition

Emotions Revealed, Second Edition: Recognizing Faces and Feelings to Improve Communication and Emotional Life

The Language of Lies artiklen fra Huffington Post

Postkassetraumatisk stress

10:48:00

"Ih, hvor er jeg flot". Den fine, hvide postkasse er indbygget i hegnet og vidner om selvbevidsthed. Men hvor går præcis grænsen til det latterligt selvhøjtidelige, og hvilke detaljer peger i retning af seriøs bad taste?

Mindst en halv milliard kroner har villafolket de seneste måneder postet i opstilling af postkasser ude ved skellet, altså direkte ved fortovet. Der er ikke tale om en gigantisk støttepakke til fordel for en trængt metalbranche. Nej, de mange nye kasser skyldes en ændring i postloven, der pr. 1. januar 2012 påbyder let tilgængelige postkasser – eller ’brevkasser’, som Post Danmark foretrækker at kalde dem – med det formål at gøre postudbringningen hurtigere og dermed bortspare en masse postbude.

Mange villaejere har reageret med vrede over loven og på forskellig vis ladet uviljen komme til udtryk, især ved opsætningen. Og alle har måttet tage stilling til, hvordan de selv og deres ejendom skal repræsenteres ude ved skellet. Skal postkassen matche huset og hvordan? Eller skal den snarere ligne resten af gadens inventar såsom lygtepælene? Skal postkassen fremhæves eller skjules? Skal den falde i hak med de andres eller være noget helt for sig selv – og hvilken personlighed skal kassen have?

Kforum har fotograferet et utal af postkasser og fundet frem til to afgørende parametre at karakterisere postkommunikationen ud fra.

For det første graden af personlighed og individualitet. Er der tale om standardkasser uden påfaldende opsætning, signalerer postkassekommunikationen forsigtighed, realisme og kollektivisme. Omvendt kan postkassen kommunikere individualisme, oprør og trang til at skille sig ud.

For det andet graden af udsmykning kontra funktionalisme. Lægger man vægt på et nydeligt udseende, eller opfattes det derude på pælen blot som en kasse med en sprække.

Kombineres parametrene, dannes postkassekommunikationens fire grundsegmenter:

Lad os se nærmere på grundsegmenterne Eksotisme, Protest, Bad taste og Diktatur, som har visse lighedstræk med RISC-segmenterne, hhv. Blå, Grøn, Violet og Rosa. Men først et kig på Post Danmarks egen forestilling om rigtig god brevkassekommunikation.

Post Danmark viser idealet på en ydmyg vej. Kassen er lige så sølle som omgivelserne og gråvejret. Men bemærk, at den funktionelle kasse matcher hunden

Post Danmark ved godt, at alle ikke bor ydmygt. Derfor er der flere billeder på deres site. Her er der lige kastet 50.000 kr. oven i årsindtægten, og så skal kassen være fin. Ikke sådan rigtig fin, men bare fattigfin og fimset som en overdrevent fremhævet og belyst skulptur i villahaven, der prøver at ligne en park. Bemærk matchende hund til venstre i billedet

Postloven som glansbillede i det lilla RISC-segment, hvor solen altid skinner fra en skyfri himmel, hækken er klippet, det rustikke hegn nymalet, postkassen hyggelig med rund ryg, og postbudet er en ung, blond kvinde, der smiler mildt, som var hun lige trådt ud af første strofe i ’Der er et yndigt land’. Hele sceneriet er selvfølgelig holdt i nationalfarverne og hyllet naturens grønne blade

Bad taste-segmentet

Det tyder altså på, at Post Danmark på forhånd har lagt sig i bad taste-segmentet. Hvad er så det? Det er en æstetisk position, som dyrker det romantiske og nostalgiske, det spektakulært udsmykkede og det magtfuldt symbolske. Det er en position, som selv mener at besidde god smag, men som altid vil være æstetisk bagud. For dette segment er noget, der skinner, udtryk for kvalitet.

Bad taste-segmentet, der minder om det lilla RISC-segment, har færre økonomiske og kulturelle ressourcer end gennemsnittet af befolkningen. Det er naturligvis med vilje, at postvæsnet lægger sig forsigtigt her, for ikke at støde folket fra sig. Men lad os se, om Post Danmarks visuelle anbefalinger inden for god postkassekommunikation så er slået igennem i landskabet. Halloooo, er der nogen søde, hvide kasser derude?

Yes, den hvide kasse er på plads som officielt anbefalet. Her er dog tale om en kommunikationsmæssig crossover, for hvor kassen med påskriften "Post" i slynget skrift skulle have fortalt om en pæn og pyntet villaejer, har omstændigheder og omgivelser villet det anderledes, og kassen er havnet i den funktionelle side af matrixen, med permanent åbent gab

Her skulle på overfladen være mere stilren bad taste-kommunikation. Den hvide kasse matcher hegn og vinduesrammer. Men den fikse idé med at placere kasse i hegnets top giver sære associationer om ødelæggende gennemboring med træspyd af de reklameaviser, der måtte finde vej til brevkassen. Ubevidst sætter en protest sig altså igennem hos den småborgerlige postkassekommunikatør

Så langt, så hvidt. Hvilke andre udtryk har bad taste?

To-farvet! Det er standardsignalet om pyntesyge i firserforklædning. Bad taste classic, fordi det kunstneriske bølgemønster ikke er kunst i betydningen udfordring, men udtryk for trangen til at behage. Den to-farvede postkasse bruges enten til at shine en sølle ejendom op – fin frontstage – eller som afslutningen på en overdrevent udsmykket ejendom med masser af pyntelister, detaljerede hegn og rækværker, kunstige ’nødder’ i bedene og et lille springvand med lys i

Postkassen er funktionelt galvaniseret, men havner alligevel i nyrig bad taste med sin omhyggelige indbygning. Husejeren er ikke overraskende ved at bygge en carport - med sortglacerede teglsten på taget. Det er kommunikation, der vil noget, næsten et nødråb: "Jeg har penge, men slet ingen kultur at have dem i"

Sidste eksempel på bad taste-segmentet er denne vældigt morsomme idé med en kasse, der ligner postvæsnets. "Ha ha, kom med alle jeres grimme julekort," råber kassen til hele kvarteret

Eksotisme-segmentet

Og så går vi et skridt opad i matrixen til det personlige + pyntede udsagn: Eksotismen eller det excentriske. Her er vi nær det ressourcestærke blå RISC-segment, der lægger mere vægt på det materielle end det idealistiske. Postkassemæssigt vil man typisk vælge at se kassen som et visitkort efterladt ved fortovet. Man vil udstråle noget solidt og særegent. Postkassen skal ikke matche naboens og slet ikke Post Danmarks standardæstetisk. Derfor er postkassen indkøbt i udlandet og ligner noget, der er indkøbt i udlandet. Eller den er håndbygget specielt til ejendommen.

Eksotisme i praksis: Usædvanligt står kassen på ét ben i solid støbejern. Det er kasse med klasse. Og så ser det sært britisk ud. Gennemført individualistisk udsagn på en dansk villavej. Classic Gentofte

En variant af eksotismen i lidt mere ydmyge omgivelser (på Amager)

Denne excentriske løsning falder ind under Eksotismen. Sådan vil Danmarks rigeste mand, Mærsk McKinney-Møller, gerne se ud på gadeplan. Stål og beton. Muligvis landets højeste postkasse. Det stålsatte look kommunikerer soliditet som en bankaktie. Bemærk den forbløffende detalje: Mærsk vil ikke have reklamer

Og nu til noget helt andet:

Glemte lige alt det med hunden – ingen følger vist Post Danmarks påbud om en matchende hund. Og dog. Se denne kreative, personlige og protestagtige placering af Pas På Hunden-mærket. Selve kassen er i øvrigt fra det populære Diktatur-segment: praktisk og upersonlig som et stykke kommunalt gadeinventar

Diktatur-segmentet

Det diametralt modsatte af Mærsk og den eksotiske excentrisme er det socialistiske Diktatur. Alle individuelle træk er udryddet og pyntesygen afskaffet ved lov. Funktionalismen rules. Vi befinder os i nærheden af det rosa RISC-segment, hvor man gladeligt bøjer nakken for den kollektive overmagt.

Ens, sorte, effektive kasser hele vejen ned. Det er Diktatur. Sjovt er det ikke, men godt for postbudet, som slipper for at træde 75 cm op til den gamle brevsprække i døren. Kun en statslig myndighed kan regne sådan noget ud

Intet designdiktatur er så galt, at det ikke er godt for noget. Her har stilen inspireret et par naboer, der med sparsommeligt sind deler en bøjle, som snedigt er placeret lige i det fælles skel

Mega-funktionelt look udsendes af disse to utroligt solide pakkepostkasser, der synes at kunne modstå orkaner, påkørsler og tyveriforsøg med borende og skærende redskaber. Det er hele det pansrede magtapparat og al tænkelig myndighed mast ind i en kasse – som samtidig anstrenger sig for ikke at se for smart ud

Protest-segmentet

Som modspil til det overfornuftige følger vanviddet, det afvigende, protesterne og alle de andre individuelle afvigere. Protest-segmentet minder på visse punkter om det grønne RISC-segment, som er individualistisk orienteret på en idealistisk og intellektuel måde.

Den hvide postkasse står lidt skævt og uhøjtideligt med en rusten jernstang (skimtes bag hegnet), der er plantet i en klump beton formet som en spand. Dertil et smukt graffiti-hjerte. Ejeren glæder sig over at være absolut enestående i Danmark

Indgangen til en koteletgrund, hvor den nærliggende kommunale transformatorstation er taget i anvendelse til postkasseophængning. Så kan de lære det, myndighederne

Affaldsstativer genbrugt til ophæng. Det giver ordet junk mail en ekstra dimension. Signalet er, at ingen skal foreskrive pussenussede løsninger. Vi sætter sgu vores kasser, hvor vi vil, uanset hvad "man" mener om os. Tak for disse to fine fotos, Henriette

En åben kurv. Så kan det vist ikke blive mere råt, alternativt og postlovmæssigt ulovligt

Stenhuggerens morbide hilsen til omverdenen og postvæsnet. Bemærk de to små bronce-fugle på toppen af stenen

Så vidt vor forskning. Vil du vise os din postkasse?

---

Fotos: Asger Liebst

Du tager fejl

10:13:00

Vi laver hele tiden fejl. Mange fejl kan udryddes. Men ikke alle. De gode fejl der skaber ny innovation er vigtige. Men de fleste af hverdagens fejl er uproduktive og bør udryddes

Kommunikationsmedarbejdere og -chefer reagerer hurtigt og impulsstyret på de udfordringer de møder i hverdagen. Det er nødvendigt, vil de fleste sige. Men hvis resultatet bliver dårlige løsninger, kan de hurtige beslutninger aldrig svare sig. Hastværk bliver lastværk. I det følgende præsenteres en række af de mest almindelige fejlslutninger du begår. Læs videre, og lær dig selv at ”kalde” fejlen når du ser den.

Bekræftelsesfejlen

Vi har en tendens til at bekræfte og associere ud fra det vi møder. Om vi får stillet spørgsmålet Er denne folder ikke flot? eller Er denne folder ikke grim? har stor betydning for hvordan vi svarer. Vi svarer ikke nødvendigvis sandt, men ud fra den måde spørgsmålet er formuleret. Budskaber der er skrevet med fed og kursiv, har vi lært er vigtige. Vi tror også at de er mere sande. Vi er konforme og retter ind og tænker videre i den bane spørgsmålet udpeger. Det er bekræftelsesfejlen.

Bagklogskabsfejlen

Vi har en tendens til at glemme fortiden overraskende hurtigt. Har du fx en uafklaret holdning til et politisk spørgsmål, vil du efter at have hørt en sympatisk og velargumenteret tale for et bestemt synspunkt ofte hælde til

dette synspunkt. Kigger du tilbage, vil du efterfølgende beskrive denne holdning som konstant. I bagklogskabens lys tror du at du altid har haft denne holdning. Men det er en fejl. Vi skaber historien i det lys der passer os bedst i nutiden.

Konsekvensfejlen

Ofte bedømmes beslutninger på de konsekvenser de har. En kommunikationschef træffer en beslutning, og om den er god, viser sig ved om den har succes på sigt. Det betyder ofte at vi tillægger fremtiden for stor værdi, og glemmer at se på hvad der er fakta og sandhed i beslutningsøjeblikket. Men hvad der viser sig at være godt eller skidt engang ude i fremtiden, ændrer ikke på hvad der er sandheden og det mest statistisk sandsynlige her og nu.

Helhedsfejlen

Hvis du kan lide vores statsminister, kan du formentlig også lide hendes fremtoning og tøjvalg og så videre. Hvis du beundrer Steve Jobs, tror du også Apple gør mange andre ting rigtigt. Vi har en tendens til at forsimple vores opfattelser og dele verden op i gode og onde, rigtige og forkerte. Det er en tilgang hvor vi ser helheden og ikke ser de små dele der stritter i andre retninger. Det er et problem, for verden er meget mere kompliceret.

Framingfejlen

I det store og hele accepterer vi ordlyden af de problemer vi får stillet. Et klassisk eksempel er følgende: Du får en af to beskeder hos lægen:

Der er 90 pct. chance for at du overlever kræftbehandlingen.
Der er 10 pct. chance for at du dør af kræftbehandlingen.

Undersøgelser viser at 84 pct. vælger behandlingen når de får den første besked, og blot 50 pct. når de får den anden besked. Den måde sagen bliver framet i en kontekst og med brug af vendinger, udpeger de løsninger vi ser for os. Løsningen er at reframe problemet, så det bliver mere klart for os hvilke præmisser det bygger på.

Det kan ikke svare sig at træffe beslutninger på falsk baggrund. Lær faresignalerne at kende for, hvornå I er ved at begå en fejlslutning

Påvirkningsfejlen

Det der er top of mind i tid og rum, er det vi mest sandsynligt lægger til grund for vores beslutninger. Under mødet er det vi sidst har talt om, også det vi lettest husker når vi skal træffe en beslutning. Men det er på ingen måde en valid baggrund at træffe beslutninger på.

Omkostningsfejlen

Når først man er i gang med at implementere et projekt eller en beslutning, skal der enormt meget til før man laver om på den beslutning. Alle involverede har investeret en masse i projektet som det ser ud nu. Investeret deres faglighed, personlige holdninger, tid, penge og sociale anseelse. Der er simpelthen for mange omkostninger forbundet med at ændre på en fejl – så vi begår omkostningsfejlen.

Fortællingsfejlen

Vi opbygger en meningsfuld verden gennem de historier vi løbende fortæller om os selv og hinanden. Men historier har det med at skulle være spændende, og derfor mere dramatiske og simple end virkeligheden. Fortællinger tilskriver større betydning til talent, mod, dumhed og intentioner end til tilfældigheder. Fortællinger har et plot med helte og skurke der reducerer virkelighedens kompleksitet til meningsfulde begivenheder. Men det gør ikke fortællingerne mere sande og brugbare som beslutningsgrundlag.

Planlægningsfejlen

Vi tror en god plan (fx kommunikationsstrategien) vil sikre os mod problemer, men der er altid for mange ubekendte til at planer kan lykkes. Det skyldes at vi grundlæggende er alt for positive i forhold til egen formåen og ikke ser mere kynisk på muligheder og risici. Vi laver ikke grundigt analytisk forarbejde, men tror at vi kender situationen til bunds. Vi fokuserer hellere på den mulige indtjening end det mulige tab.

Logikfejlen

Forhold dig til følgende opgave:

Linda har læst filosofi på universitet og tidligere været aktiv i kvindebevægelsen.

Hvad laver hun mest sandsynligt i dag?

1) Hun er en bankdame.

2) Hun er en bankdame der er aktiv i kvindebevægelsen.

Intuitivt vælger 90 pct. af os mulighed 2 som mest sandsynlig. Men rent logisk er det forkert. Vi vælger svarmulighed 2 fordi den repræsenterer det billede af personen vi har opbygget. Vi handler ud fra det intuitive og hurtige. Men rent rationelt er det mere sandsynligt at hun blot er bankdame, end at hun både er bankdame og aktiv i kvindebevægelsen. Men denne simple rationelle øvelse kræver en anelse mere kognitivt arbejde, og det er vi for dovne til at udføre. Så vi fejler. Igen og igen.

Forkert vej. Erkend at I igen har begået en fejl og vend om

Moses-fejlen

Hvor mange dyr af hver slags tog Moses med i arken? Du svarer nok to af hver slags. Men svaret er forkert. For det var slet ikke Moses, men Noah, der tog dyr med i arken. Problemet er at du blindt accepterer præmissen i spørgsmålet, fordi ordene er kognitivt og kontekstuelt forbundet, og du kommer derfor til at leve i en illusion af at du svarer rigtigt. Men det er en fejl.

Genkendelsesfejlen

Hvis du bliver præsenteret for en række navne du ikke har set før, og du nogle dage efter får præsenteret en liste af mindre berømtheder hvori disse navne indgår, så vil du højst sandsynligt også betragte dem som berømtheder. Du vil fornemme at du har set navnene før, men at det ikke umiddelbart er nogen du kender godt. Du vil derfor konkludere at de er kendte. Du lider af illusionen om genkendelse. Du tror du kan huske noget fra din barndom, men i virkeligheden kan du bare huske noget du har set på et billede fra barndommen. Du kan ikke adskille sandheden fra det du genkender som sandheden.

Sandsynlighedsfejlen

Alt hvad der fremkalder grusomme billeder på vores nethinder, tilskrives størst betydning. Så vi er mere bange for at flyve end for at køre bil, og mere bange for at blive mål for terrorisme end for at ryge. Men begge dele er statistisk set langt mindre sandsynlige.

Kommunikationsmedarbejdere går ned ad alt for mange blinde veje. Beslutninger træffes for hurtigt og for sent opdager man, at man har begået endnu en fejl

Tidsfejlen

Vi er utrolig dårlige til at bedømme varighed. Om noget har taget lang eller kort tid, er uklart for os. Vi sidestiller forskellige begivenheder der ellers er meget forskellige i tidsrum. Vi tilskriver fx gode og dårlige oplevelser lige meget vægt, selv om de gode oplevelser måske har varet dobbelt så lang tid.

Følelsesfejlen

Du træffer beslutninger på baggrund af dine følelser. Dine følelser og holdninger i forhold til gensplejset mad, rødt kød, atomkraft eller tatoveringer har en direkte betydning for hvordan du vurderer risici forbundet med disse fænomener. Men det er ikke et rationelt beslutningsgrundlag. Undersøgelser viser fx at studerende der får deres opgaver bedømt, skal håbe på at solen skinner den dag. For det humør man er i, influerer på de beslutninger man træffer.

---

Kahnemansk inspiration

Artiklen er inspireret af Daniel Kahnemans nye bog Thinking – Fast and Slow. Kahneman er professor og nobelprisvinder i økonomi. Den nye bog er et værk der samler op på hans forskning de sidste 40 år. Et mammutværk der beskæftiger sig med beslutningsprocesser og fejlslutninger. Det er baseret på kognitiv psykologi og sondringen mellem hjernens hurtige System 1 og det langsomme System 2.

Et eksempel: Du har en fornemmelse og viden om hvad 2 x 2 er. Men ikke hvad 17 x 24 er. Den første måde at tænke på er ud fra System 1. Det er en hurtig, simplificerende og intuitiv tænkemåde. Men skal du regne det andet stykke ud, må du ty til det langsomme og omhyggelige System 2. Dette system er mere pålideligt og datadrevet, men det er også mere ressourcekrævende at sætte i gang, så din hjerne undgår det helst. Fordi System 2 er langsomt, accepterer vi ofte de beslutninger System 1 foreslår. Det er både skidt og godt. Godt fordi vores intuitive fornemmelse mange gange er rigtig. Det er ressourcespild at bruge System 2 til at regne ud at 2 x 2 er 4. Bruger vi til gengæld System 1 til at regne ud hvad 17 x 24 er, så er sandsynligheden for at vi laver fejl, stor, og det er skidt. Det er fordi vi er for dovne til at aktivere System 2 at vi begår så mange fejl.

Drop det tøsefornærmede

15:14:00

Du arbejder i en k-afdeling eller i et rådgivningsbureau – det gør ikke den store forskel i forhold til problemet: Du behandler ikke din direktør eller dine kunder så godt, som du kunne. Derfor er tiden inde til nogle nytårsforsætter. Her kommer et bud på seks: Drop det tøsefornærmede. Undgå piedestal-fælden. Træd varsomt med respekt for kundens følsomhed. Du skal levere det rette frem for det lette. Skab stærke rådgiver-relationer. Styrk din rådgiverkraft.

Drop det tøsefornærmede

”Hvis bare du var kommet til os lidt før, så…”

Udsagnet er en forsmået rådgiver-klassiker og har intet fremadrettet drive. Tværtimod. Kunden er der jo nu, og det er vel bedre end ingenting. Hvis du vrisser kunderne væk, varer det endnu længere, inden de kommer til dig næste gang. Lad 2012 bliver året, hvor det fornærmede bliver til det fremadrettede, og du bliver bedre til at gribe anledninger til god rådgivning.

Undgå piedestal-fælden

”Sådan er det bare bedst rent kommunikationsmæssigt…”

Mavefornemmelse, indforståethed og erfaring kan hurtigt blive til en piedestalfælde, hvor din rådgiverkraft svækkes. Vi kan slet ikke tælle de gange, hvor vi har hørt kommunikationsrådgivere glemme at argumentere for, hvorfor en løsning er god, hvad den vil skabe af resultater, og hvilke risici man ellers løber. Vi burde jo også selv kunne formidle med den gennemslagskraft, vi træner hos andre, så hvorfor ikke begynde for alvor i 2012?

Træd varsomt med respekt for kundens følsomhed

”Hvis jeg var dig, så ville jeg aldrig…”

De velmenende råd fra selv den mest kompetente rådgiver kan alt for let snuble i mangel på omtanke for den rådgivedes følsomhed i situationen. Tone, argumenter, eksempler og timing er afgørende for den effektive rådgiver. Alligevel er det en klassisk faldgrube at blive bedrevidende, irriterende eller måske ligefrem få den rådgivede til at føle sig hængt ud foran medarbejdere eller kolleger, fordi situationsfornemmelsen mangler.

Du skal levere det rette frem for det lette

”Det er nok det nemmeste for alle.”

Ønskerne er ofte mange, det samme er travlheden. "Kan vi ikke straks få et nyhedsbrev om forandringen”, ”kan du lave en genial event om den nye strategi” eller ”skriv lige et godt indlæg på min toplederblog, der adresserer kritikken”. Den strategiske rådgivers indre pendul svinger faretruende hurtigt hen mod det lette frem for det rette. Den lette løsning er jo det, de beder om. Og det er oven i købet noget, de roser. Nyhedsbrevet bliver lækkert og velskrevet, eventen underholdende, og blogindlægget elegant. Men leverer rådgiveren dermed den strategisk kloge løsninger, der driver organisationen fremad? Ikke altid. Måske kan en kombi-strategi lykkes, hvor du både laver en god event og får lavet en aftale med direktionen om, at mellemlederne skal have et reelt mandat denne gang og med udgangspunkt i dine workshop noter involvere alle medarbejdere konstruktivt. Lad 2012 blive året, hvor du nøler en anelse, før du opfylder et ethvert ønske.

Skab stærke rådgiver-relationer

”Nu jeg har dig, kan vi så ikke også lige drøfte…”

Den gode rådgiver er ofte en, der bliver brugt igen og igen. Og som ved hele tiden at styrke sin relation til ”kunden” bliver inddraget bedre og bedre i at styrke den enkelte og organisationen. Det kræver, at du som rådgiver hele tiden arbejder på at skabe stærke rådgiver-relationer til de rette mennesker i organisationen. At du leder efter anledninger til god kontakt. At du giver dem lyst til at få dine råd en anden gang. Og viser dig rådgivernyttig. Det er ofte et utaknemmeligt job, fordi den gode rådgivning jo ofte næsten bliver usynlig. Den rådgivede føler måske ligefrem selv, at han fik ideen. Men æren må vi være gode til at få anerkendt hos hinanden, for rådgiveren skal ikke hungre efter ros, snarere efter at få indfriet det bedst mulige. Så kig dine rådgiver-relationer efter – hvor kan du læne dig lidt mere tilbage i stærke bånd, og hvor skal du gøre en ekstra indsats i år?

Styrk din rådgiverkraft

”Typisk. Det skal jeg lige huske til næste gang.”

Hvem kender ikke fornemmelsen af lige at mangle det sidste efter en rådgivningssituation, en workshop eller et oplæg for direktionen. Det kniber blot ofte med at få husket det – og gjort det anderledes næste gang. Også fordi vi ydmygt klassificerer det som mangel på et eller andet; manglende viden om forretningen, økonomi, politik eller lignende på indholdssiden. Og talrige efteruddannelser lover os bod for netop denne manglende viden. Men vores erfaring er, at rådgiverkraften også skal tankes op indefra. For naturligvis skal vi kunne gebærde os i det organisatoriske sprog, forstå forretningen, kulturen og de menneskelige drivkræfter. Men vi skal også kende vores egne, personlige styrker og skyggesider:

Hvornår forstyrrer magten vores mod som rådgivere?
Hvornår leverer vi pjecen i stedet for den nødvendige rådgivning om den effektive forandring? Og hvorfor?
Hvornår tager vi for meget ejerskab, så forretningsprojektet bliver vores, i stedet for at vi blot hjælper med at facilitere det kommunikationsmæssigt?
Hvornår snubler det strategiske i manglende gennemslagskraft fx over for direktionen?

Som rådgiver skal du kende dine rammer, forstå dine muligheder og lære at undgå dine personlige snubletråde. Tør du tage fat der, bliver tidligere forpustende udfordringer ofte til nye anledninger. Stop derfor nu konstruktivt op og beslut dig for, hvad du vil gøre endnu bedre som rådgiver i 2012.

E-julekortet: en ustrategisk ujulet unode

10:34:00

Udsendelsen af et fysisk julekort er et logistisk mareridt. Altid er alle adresserne væk, altid er man kommet i gang for sent og altid med for få medarbejdere til hjælp. Hvert år lover man derfor sig selv, at det skal være anderledes næste år; men historien gentager sig, for det er nu engang julen og julekortets kaotiske sjæl, at det skal være besværligt. Men det kan friste svage sjæle til en hurtigere it-løsning: Det er jo lettere, det er jo bare det samme på en smartere måde, det er nymodens, og alle elsker interaktive julekort. Lad os se nærmere på disse myter, og se, hvorfor de er forkerte.

Ingen smerte, intet hjerte

Det første og mest besnærende argument er løftet om voldsomme praktiske gevinster. E- julekortet er hurtig og effektiv kommunikation. Snip snap snude, det logistiske mareridt er ude af verden. Her er alle adresserne, og her kan listen let genbruges år efter år, lyder mantraet.

Men den praktiske løsning er desværre en del af problemet. Det skal gøre ondt for at gøre godt. Det fysiske julekorts vægt og store virkning er konsekvensen af, at modtageren ved, det har krævet tid og omtanke. Modtageren ved, at du har ledt desperat efter deres fysiske adresse i timevis. Den smerte og det mareridt mangler e-julekortet, fordi det er for let. Det gør den til en letbenet og useriøs erstatning. Kort sagt: Dit logistiske mareridt er modtagerens paradisiske oplevelse af opmærksomhed og eksklusivitet.

Vi lever i en verden af friktionsløs, reproducerbar og automatiseret deling og kommunikation. Det giver status og opmærksomhed til det friktionsfulde, det unikke og det ikke-automatiserede. Det betyder en renæssance for langsom, personlig, ikke-digital delt kommunikation såsom personligt skrevne papirjulekort.

Julekort fra Helle. Kforum har fået julekortet af en modtager, der ønsker at være anonym

Det ultimative julekort-trofæ er årets julekort fra statsministeren. De bedste og mest prestigefyldte julekort er nemlig skrevet personligt af de fortravlede og betydningsfulde mennesker, alle andre ønsker et personligt forhold til eller blot en smule opmærksomhed fra. I år et sneklædt og frostklart Marienborg, hvor solen og de sorte træer spiller på Danmarks og Europas truede situation og mulige frelse. Klassisk og underspillet, som det kun kan gøres fra Prins Jørgens Gård

Mail-lister er upersonlige, basta!

Et mere sofistikeret argument mod papirjulekortet er, at det personlige julekort skam overlever og forbedres i sin digitaliserede mutation. Altså, at der ikke er tale om et brud med det personlige julekort, men om kontinuitet. Her kan også skrives en personlig kommentar, så hav ingen bekymring, siger de begejstrede tilhængere.

Det er forkert. Nok overlever muligheden for personlig hilsen i en stivnet og kold form, men den drukner, fordi hele mediemikset, udtrykket og mediemiljøet skriger, at det her er vildt upersonligt og en smart stordriftsfordel. For i den digitale julehilsen står skrevet med usynligt blæk: Vi er pisseligeglade med dig på denne alenlange mail-liste.

Elefanten i postkassen. Et godt eksempel på, at julekortets kommunikation er langt mere end blot den personlige kommentar. Også konvolutten med segl, og selve åbningen, er kommunikation. Det kan e-julekortet ikke, og derfor virker det mere upersonligt på trods af en personlig hilsen.

Problemet er, at det personlige ikke kan reduceres til et indtastningsfelt i et digitalt julekort. Det personlige ligger i den taktile og fysiske oplevelse af at åbne og røre ved kortet. Det ligger i den rituelle udveksling af en signeret, fysisk gave fra afsenderens hånd – håndskrevet, håndbragt og nu håndåbnet i din hånd. Julekortet er i klassisk antropologisk forstand en symbolsk udveksling og personlig gave, som vil kræve en passende modgave. Det er en gæld af opmærksomhed, som kun ophæves ved at vise den samme opmærksomhed.

Et eksempel på det klassiske julekort-alter på en tilfældig arbejdsplads i K-branchen. Her ses, hvem der har status, hvem der underkaster sig, og hvem der fører sig frem. Det står her endnu et par dage efter nytår, fordi det er et vigtigt ritual, som ikke kan eller skal erstattes

Det fysiske julekort er installationskunst, som lever videre på skrivebordet i det rituelle ”julekort-alter”, hvor modtagerens sociale status fysisk udtrykkes i, hvor mange og hvem som har sendt julekort. De kort, som stilles frem, er dem, som giver status, mens de betydningsløse hurtigt smides væk. Ofte er der både et fælles firmajulekort-alter og et personligt. Det personlige er det vigtigste, fordi de direkte personlige relationer er julekortets alfa og omega. Denne kontorinstallation spejler sig ofte i afsenderens tilsvarende julekort-alter, hvor modtagers kort ofte står som modgave og svar.

Julekortets betydning og kommunikation er derfor intertekstuelt bestemt i relationer til hele det samlede univers af julekort på julekort-altre her og der. Alt dette kan e-julekortet ikke, og det er dets største problem. Det sociale spil omkring julekortet begrænses for meget, og hele konteksten af livsnødvendige juleritualer forsvinder i mail-boksen.

Her et andet fælles firmaalter. Bemærk julekortet fra Kunde & Co med de tre forhindringer

Her er årets julekort fra Obama. Det er præsidentens hund, som varmer sig ved kaminen. Prisen for at få kortet tilsendt er nok i omegnen af 10 millioner kroner i kampagnestøtte. Se flere amerikanske præsidenters julekort her

Her et knap så vellykket julekort. Alle burde hade de grimme QR-koder og interaktive julekort med spil, som ingen nogensinde deltager i. Brug ikke penge på det

Et godt julekort, som hylder julens symboler, uden at det bliver plat, selvreklamerende, intetsigende eller kvalmt. I år lykkes det Gyldendal at ramme plet med dette underspillede juletræ fra deres smukke gård med den smukke bogreol bagved. Smukt og underspillet. På trods af en lille skønhedsfejl. Gyldendals berømte trane skal ikke iklædes en nissehue. Please det er blasfemi.

Her går det galt. Alt for meget jul, og alt for velkendt. Atjuuh – man får helt ondt i næsen af den hørm af pebernødder

Ho-ho. Aldrig julemand eller rensdyr med røde næser på kortet. Det er no go for alle, som forholder sig strategisk til julekortkommunikation.

It-larmen har forstærket det traditionelle julekorts stemme

E-julekortet er simpelthen en nødvendighed i it-samfundet, lyder budskabet. Mailen har erstattet brevet. Modtageren er kun modtagelig for nyt i mail-boksen, og firmaets omdømme er på spil. Hvis og kun hvis der udsendes et interaktivt e-julekort, fremstår firmaet moderne og fremsynet. Præmissen er her, at vi befinder os i en ny epoke, og at nye medier har substitueret det gamle brevmedie. Intet kunne være mere forkert.

Det traditionelle julekorts effekt er ikke blevet mindre. Det virker nu endnu bedre og er endnu mere eksklusivt, enestående og personligt på grund af det epokale skift. It-samfundet og mailen er ikke argumentet mod det traditionelle julekort. De er argumentet for det.

Det traditionelle julekorts share of voice er blevet større, fordi stadig flere udsender digitale julekort. Opfattelsen af nutiden som teknologibegejstret alene er desuden også forkert: Tidsånden er ikke mod det traditionelle julekort, den er med det. Tidsånden er nærhed, samvær, personligt engagement og tilstedeværelse. Netop det kan det traditionelle personlige julekort langt bedre end det digitale.

Det traditionelle julekort er en fin strategisk og julet node, som varmer i en kold tid.

Her er Bush' flotte julekort fra 2005, malet af Jamie Wyeth. I front er hans to hunde Barney og Miss Beazely. Se flere amerikanske præsidenters julekort her

---

I år sendte Kforum et elektronisk julekort ud. Det gør vi ikke næste år.

Thornings værdi

11:26:00

En stilig tale i stilige omgivelser, med behersket gestikuleren samt vægt på ret og pligt

Helle Thornings første nytårstale har fremkaldt meget blandede bedømmelser, lige fra "Helle har forspildt sin chance" (Hans Engell) til "en flot og forståelig tale, som henvender sig til befolkningen på en måde, så alle kan forstå det" (en seer på DR's blog).

Vi retorikere bliver gerne bedt om at give karakter og fastslå, hvem af de stærkt uenige bedømmere af en tale, der har 'ret'. Én tilhører er skuffet, en anden begejstret. Men har nogen af dem 'ret'? Deres reaktioner er jo fakta; dem kan man jo ikke tage fra nogen af dem. Men man kan måske belyse, hvad det er, der betinger de forskellige reaktioner, derunder hvilke forventninger, der kan ligge bag.

Professionel fremførelse

Som retorisk håndværk får talen af de fleste kommentatorer - også af mig - en karakter klart over middel. Det kan ikke være meget diskussion om, at Thornings fremførelse af talen var meget professionel. Man behøver blot som kontrast at tænke på den 40-års jubilerende dronnings noget hakkende oplæsning nytårsaften. Hos Thorning var der ingen fortalelser, øh'er eller gale betoninger. Hele vejen igennem var blikket fast rettet mod kameraet, dvs. os – kun afbrudt af korte blik med lange mellemrum i manuskriptet. Dét var til gengæld måske en smule kunstigt. Man fik det klare indtryk, at hun læste teksten fra en teleprompter, ligesom den nyhedsværterne bruger – og det er også ok, men hvad skulle hun så se ned i manuskriptet for? Skulle det give indtryk af, at hun stort set kunne talen udenad og kun havde brug for enkelte korte blik på papiret?

Hvorfor egentlig kigge ned i manuskriptet, når talen tydeligvis oplæses fra teleprompter?

Også hendes gestus var en anelse kunstige – hænderne gjorde små bevægelser næsten konstant, men kun enkelte gange 'betød' hendes gestus egentlig noget. Hvornår lærer tv-talere at holde hænderne i ro det meste af tiden og kun bruge dem, når de kan illustrere noget virkelig vigtigt? Men alt i alt vidnede fremførelsen om en professionalisme – i betydningen 'tjekkethed', kompetence, grundig forberedelse – der kan sammenlignes med Anders Foghs. "Det er en smule mekanisk og meget indstuderet, virkelig dygtigt" – den reaktion kom undervejs fra en af dem jeg hørte talen sammen med. Det tilbageskrabede hår og den strikse mørkeblå jakke bidrog til samme indtryk.

En anden med-seer sagde: "Jeg synes, hendes mimik og hendes fysiske tilstedeværelse virkede nærværende og indlevende, men selve talen virkede lidt fjern og uvedkommende." Ikke desto mindre: Også på tekstplanet vidnede talen om betydelig håndværksmæssig omhu. En anden af mine med-seere sagde lidt ironisk: "Man har de her ti kneb, og dem skal man bruge i en tale". Det blev sagt a propos den indlagte historie om den 60-årige Søren, der var blevet arbejdsløs. Konkrete eksempler er netop et af de virkemidler, som retorikere altid har peget som det stærkeste til at trænge ind i menneskers bevidsthed og bide sig fast dér. Det har nutidens politikere – fra amerikanske præsidenter til danske statsministre – også lært. Men man kan mene, at Thorning tilsyneladende ikke brugte Søren-eksemplet til noget. Hvad kunne Danmark gøre for Søren? Hvad vil Thornings regering gøre? "Jeg synes, det var en fejl ikke at 'lukke' Søren," sagde en i mit selskab. For hvad var pointen? At "alle kan komme i en situation, hvor der er brug for hjælp". Men siger det ikke sig selv? Den pointe var rent følelsesmæssig, ikke policy-orienteret. Var den så ikke banal?

Helle brugte to klassiske retoriske virkemidler: Det konkrete eksempel (den arbejdsløse Søren fra Aalborg) og sin egen privatperson (familiehistorie)

Et andet 'kneb' var den personlige beretning om Thornings egen baggrund: hendes mormor, hendes mor, hende selv. Det var næsten for tydeligt det samme greb, som Barack Obama har brugt, og det mindede også om Løkkes omtale af sin syge far i en valgdebat. Men pointen var heller ikke her klippet ud i pap. Det kunne være en indirekte påmindelse om kvindernes vej til ligestilling, også når det gælder statsministerposten - men eksplicit handlede det blot om, at livet gerne skulle blive bedre for hver generation. En af mine med-seere (kvinde, 20 år) sagde: "Man havde håbet, at hun også her ville være den skarpe, men det blev lige lovlig tamt. Hun skulle have haft lidt mere kant. Der skulle have været mere: Hvad vil vi gøre, hvad står vi for?"

Denne kritik af manglende konkrethed er intet imod den byge af nedgøring, som er kommet fra især politiske aktører samt fra bloggere og kommentatorer som f.eks. Hans Engell - hardcore politik-junkier, for hvem politik handler om kontant kamp og magtspil. De havde forventet markante policy-udmeldinger og fandt talen pinligt intetsigende med hensyn til, hvor vi præcis skal hen. Det var også omkvædet fra de repræsentanter for oppositionen, der debatterede talen lige efter, at den var udsendt på DR1 (Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard og Claus Hjort Frederiksen).

På den modsatte fløj i forhold til denne hånlige modtagelse står en anden med-seer (kvinde, 23 år) med disse ord: "Hun virkede meget personlig og engageret - en helt anden person end man havde set før, passioneret, som om hun virkelig mente det. Jeg blev revet med – jeg fik en fornemmelse af, at der var et fælles projekt."

Dette spektrum af dybt forskellige reaktioner er måske det, man som retoriker især finder interessant ved talen. Hvad der sker, når modtagere møder et stykke retorik, kan man jo som analytiker ikke ændre på, men man kan prøve at forklare det. Og forklaringen, tror jeg, har at gøre med forventninger til talen - som igen har noget at gøre med den genre, den ses på baggrund af.

Thornings epideiktiske tale sætter værdier på dagsordenen

Det var tydeligt, at Thornings nytårstale var ment som et eksempel på den genre, retorikere siden Aristoteles har kaldt den 'epideiktiske', dvs. taler som typisk holdes ved særlige, højtidelige lejligheder - f.eks. nytår. Tænk også på bryllupstaler og begravelsestaler. De skal normalt ikke annoncere helt nye ideer eller overbevise folk om noget bestemt, de ikke mener i forvejen. Men hvad skal de så? Hvad kan de?

Epideiktiske taler er typisk til for at udføre en art ritual, som tilhørerne har et følelsesmæssigt behov for. Men derudover har de ofte en videregående, social funktion. I samfundsperspektiv kan en epideiktisk tale først og fremmest være med til at sætte værdier på dagsordenen. Den kan ikke få os til at tro på nye værdier, som vi ikke i forvejen har tænkt på, men den kan befæste og bevidstgøre værdier, som tilhørerne nok anerkender, men som de måske har været tilbøjelige til at glemme.

At statsministeren i sin nytårstale skal annoncere konkrete politiske tiltag, er en anderledes og ny forventning, som især er rejst af Anders Fogh Rasmussen, og som bl.a. blev forstærket af Lars Løkke Rasmussen, der jo annoncerede efterlønnens afskaffelse i nytårstalen 2011. Selv Fogh fremlagde ikke i sine nytårstaler specielt konkrete forslag, men holdt sig til polemiske, vage formuleringer uden præcis adresse som 'smagsdommere' og 'rundkredspædagogik'. Thornings tale er heroverfor mindre antagonistisk, mere præget af forsøget på at skabe værdimæssig og følelsesmæssig besindelse.

Det gælder ganske vist ikke 100 procent. Der er visse meldinger i den som tegner en anden værdipolitisk linje end den tidligere regerings - upåfaldende, men dog sådan at man opdager dem, hvis man lytter efter dem. F.eks. er der eksplicit positive bemærkninger om indvandrere som denne: "Unge med en anden etnisk baggrund er med til at skabe et samfund, hvor mangfoldigheden bliver større, uden at Danmark bliver mindre."

Nye værdipolitiske toner: Statsministeriel ros til dygtige unge med anden etnisk baggrund

Der er også en vis mængde (temmelig indpakket) kritik af den tidligere regerings politik, uden navns nævnelse, som i sætningerne "Der blev givet skattelettelser, som der dybest set ikke var råd til. Og man forsømte at ruste Danmark godt nok til dårligere tider. Der var ikke styr på økonomien." Eller når det hedder at "man ikke har investeret nok i uddannelse og forskning".

Men samlet set var Thornings tale et forsøg på at fyre op under den følelsesmæssige intensitet i visse kendte værdier, som hun implicit siger er blevet underprioriteret – mens hun endnu mere implicit siger, at det har noget at gøre med den tidligere regerings snæversynede politik. Dertil kom så et andet implicit tema, nemlig at vise hende selv som et menneske af kød og blod – med mormor, mor og det hele – og som en der også tænker "med hjertet". Det er, for igen at citere Aristoteles, en ethos-effekt, dvs. noget om hvordan ordene indirekte tegner billedet af taleren. En anden ethos-effekt, også utvivlsomt bevidst, var at talen og dens fremførelse skulle vise hende som tjekket og kontrolleret (men altså med følelser inde under tøjet).

Thorning antyder, at nogen synes, det er ok at snyde fællesskabet. Udsagnet er isoleret set banalt, men i konteksten en skarp værdipolitisk udmelding

Holder 'ikke-testen'? Nej!

Denne tale er blevet kritiseret (ligesom mange andre politiske udmeldinger er blevet det) med henvisning til noget, som undertiden kaldes 'ikke-testen'. Det er den, hvor man spørger: Er der nogen, der mener, at man ikke skal gøre det, som taleren siger? Hvis ikke der er det, så anser man ifølge 'ikke-testen' talerens udsagn for at være overflødigt og banalt.

Men ikke-testen bygger på en naiv og misvisende sprogopfattelse. Udsagn som ingen ville finde på at modsige direkte, er ikke nødvendigvis banale. Når Thorning f.eks. siger: "Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres" – så er det ganske vist et udsagn som næppe nogen vil modsige. Men det kan være meningsfuldt alligevel. Ved selve det, at hun siger det, underforstår hun nemlig, at der er grund til at sige det - altså at der er nogen, der ikke yder deres.

At man taler på den måde, passer udmærket sammen med, at en epideiktisk tale er en, der handler om at betone værdier, som vi nok anerkender, men er tilbøjelige til at glemme. Ved at tale om dem på den måde kan man styrke og bevidstgøre dem. Man kan medvirke til, at de værdier, der nævnes på denne måde, bliver opprioriteret. Det er også det, Thorning forsøger i en passage som denne:

"Når vi skal træffe svære beslutninger, er det netop for at fastholde, og ikke afvikle, det Danmark, vi holder af. Det Danmark, hvor alle er med til at skabe fremgang. Hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi giver alle børn og unge en gratis uddannelse. Hvor vi får god og gratis behandling, når vi er syge. Hvor vi får hjælp, hvis vi mister vores arbejde. Hvor vi får en værdig pleje, når vi er ældre. Det er et land for de mange og ikke for de få. Det er et land baseret på forskellighed og mangfoldighed. På menneskeværd. På fællesskab."

Se Thornings tale, tryk på play

Anaforen og de andre retoriske figurers vagtparade

Den citerede remse minder i sprogformen om Anders Foghs taler. Også han dyrkede den retoriske figur, hvor en serie bisætninger uden hovedsætninger har den samme begyndelse. Anafor kaldes denne slags gentagelsesfigur i den retoriske terminologi – og når man som her sætter punktum uden at der er færdig hovedsætning, taler man om et sætningsemne. Der var også eksempler på figurerne allitteration (bogstavrim) og 'tretrinsraket' (trikolon), f.eks. hen imod slutningen i ordene "samarbejde, solidaritet og samfundssind". Denne effekt var en af dem som englænderen Max Atkinson allerede i 1980'erne fandt havde den største evne til at fremkalde bifald hos tilhørere til politiske taler (vel at mærke hvis de i forvejen var tilhængere af taleren).

Den anden mest bifaldsfremkaldende effekt var den markante antitese - som i Thornings "for at fastholde, og ikke afvikle" og "et land for de mange og ikke for de få". Alle disse figurer er nemme at tilegne sig, og de giver ordene profil, 'huskbarhed' og eftertryk - når de ikke bruges ustandselig. De er desuden med til at tegne taleren som tjekket og kompetent - i sproglig henseende, og derfor, kunne man tro, også i andre henseender.

Enhver kan imidlertid høre at de citerede sætningers indhold hos Thorning er noget, som Fogh og Løkke ikke ville have lagt et tilsvarende eftertryk på. Uanset at folk med en naiv tro på ikke-testen ville mene, at sætningerne er banale, fordi ingen af os decideret ville benægte dem.

At en nytårstale ikke mindst handler om prioritering af værdier, hænger sammen med, at de fleste værdier, som vi danskere har, er nogle, som de fleste af os dybest set er fælles om; forskellene mellem os ligger i snarere, hvordan vi fortolker disse værdier - og især i hvordan vi prioriterer dem.

Prioritering af værdier

Thorning har, ser det ud til, villet holde en tale med det hovedformål at skabe besindelse om værdier og om prioritering af værdier. Det har altid været en naturlig, men ofte implicit funktion af lejlighedstaler. Et andet eksempel på det er Anders Fogh Rasmussens tale i Mindelunden den 4. maj 2005; her foreslog han ikke nogen konkrete politiske tiltag, men gødede indirekte jorden for meget af den konkrete politik, han satte i værk (eller havde sat i værk). Konkrete politiske initiativer skal vokse ud af visse værdier, og ud af at nogle værdier er vigtigere end andre - og dermed vigtigere, end nogle mennesker har tendens til at tro.

Det var formentlig derfor Søren fra Ålborg skulle nævnes. Historien om ham skulle opprioritere den værdi i vore sind, at mennesker, der står uden arbejde, kan have krav på andres hjælp og respekt. Men også den værdi, at man selv skal gøre alt, hvad man kan.

Nogle taler handler om konkrete politikker, og nogle handler om at styrke underliggende værdier. Forventer man det ene, men får det andet, skuffes man. De to slags retorik har begge en nødvendig funktion i samfundet og giver hinanden mening. Den ene slags uden den anden bliver enten tom skønsnak eller taktisk spin.

Til sammenligning: Den norske statsministers nytårstale 2011/2012, der blev holdt i meget hjemlige omgivelser, var præget af sommerens terrorhandling, men trak også de store linjer op, blandt andet på miljøområdet, som ikke indgik i Thornings tale. Læs hele hans tale her

---

Læs andres analyser af Helle Thorning-Schmidts nytårstale:

Eva Mellbin – det historiske perspektiv

Katrine Dahl Clement – nytårstalen som følelsernes markering

Jette Barnholdt Hansen – taler i krisens tegn

Annette Bjerre Ryhede - om at trække på Danmarkshistorien

Trine Nebel Schou - om at turde satse på ét kerneargument

Helle helt ærlig, helt i sort

13:04:00

Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft formåede - heller - ikke i 1955 at vise en klar vej ud af en kriseramt økonomi

“Det er så let at stille spørgsmålene. Og det er så svært at svare på dem,” lød det ildevarslende fra statsminister Hans Hedtoft i nytårstalen 1955. For den slags kommer kun fra en regering uden politik.

Helt så galt står ikke til med Thornings regering. Men danskerne er bekymrede. Løfterne er væk, åbningstalen i Folketinget overbeviste ingen, og så lød nytårstalen mere som en fuser end det brag, mange havde håbet på.

Det centrale spørgsmål i dansk politik hænger stadig i luften: Hvad går Thornings projekt egentlig ud på?

Den konservative Poul Schlüter ville i 1983 ’tænde håb’

1983 – Schlüter ville give os håbet tilbage

I 1983 forstod Schlüter at sætte en uomgængelig politisk dagsorden med sin første nytårstale. Ingen, som hørte ham tale, var i tvivl om, hvilket Danmark han så for sig, og at han havde viljen og energien til at gennemføre sin vision.

Kontrasten til Schlüters første nytårstale i 1983 er særlig interessant, fordi Schlüter ligesom Thorning stod over for en alvorlig økonomisk krise som nyudnævnt statsminister. Faktisk var krisen i 1983 værre end den, vi har i dag. Samtidig var Schlüters parlamentariske situation nærmest håbløs sammenlignet med Thornings.

Alligevel indledte Schlüter sin nytårstale med at slå fast, at ”nu er nedgang endt. Og håbet tændt”. 1983 skulle blive et ”vendepunktets år”. Her var manglende mandater ikke en undskyldning for manglende resultater. I stedet var Schlüters mission klar: at give danskerne håbet tilbage og bruge året til at rette op på statsunderskuddet og skabe grundlaget for nye, private arbejdspladser.

Schlüters svar på krisen var enkel: Vi danskere havde alt for længe ”skudt problemernes løsning fra os som forkælede børn”, nu var vejen frem ”massive offentlige besparelser samtidig med et gigantisk forsøg på at skabe forøget produktion.” Så var det sagt! Den nytårsdag blev der sandelig ikke fejet noget under gulvtæppet.

Schlüters udmelding blev mødt af en proteststorm. Men den konservative statsminister havde givet danskerne et projekt, mange troede på. Selv om arbejdsløsheden steg kraftigt fra 1983 til 1984, vandt De Konservative valget i januar 1984. I 1984 blev der så skabt 50.000 nye private arbejdspladser på trods af, at krisen fortsatte med uformindsket styrke i udlandet.

Helle Thorning-Schmidt huskede den 1. januar 2012 at tale om at ’vende udviklingen med seje skridt’, men hovedindtrykket af talen var den sørgelige konstatering af de mange magre år, der ligger forude. Uanset hvad hun gør eller ikke gør. På den måde lover hun ikke for meget og redder sit eget politiske skind. Men burde hun ikke indgyde håb, sætte nye mål og stille sig selv i spidsen for deres indfrielse?

2012 – krise uden håb

Vi spoler frem til Thornings krisetale. Her er svaret på krisen langt mere afmålt og uklart end Schlüters, selv om medicinen tilsyneladende er den samme: offentlige besparelser og styrket konkurrenceevne.

Værre er, at Thorning ikke som Schlüter sættet al sin autoritet ind på, at den bitre medicin virker. Hun lover os ikke, at hun kan vende krisen, hvis blot vi støtter hende. Nærmest tværtimod. ”Og jeg vil sige det meget klart i aften. De fede år ligger bag os. Vi skal forberede os på nogle magre år. (…) Vi vil opleve nedskæringer og besparelser. (…) Når vi skal træffe svære beslutninger, er det netop for at fastholde, og ikke afvikle, det Danmark, vi holder af.”

”Nogle magre år” – det lyder foruroligende som da en udbrændt Anker Jørgensen i sin sidste nytårstale i 1982 advarede om, at ”der ikke er udsigt til, at vi efter syv magre år nu står over for syv fede.”

J.O. Krag fratræder og Anker Jørgsensen tiltræder som statsminister i 1972. Ti år senere må Anker Jørgensen i sin sidste nytårstale konstatere sit økonomiske nederlag. Helle Thorning-Schmidt begynder sin regeringsperiode med økonomisk dystermule

Og ”fastholde”? Siden hvornår er stilstand blevet godt nok for en ny regering? Igen mindes man Anker Jørgensens mismod fra 1982. Vi må, sagde han, ”erkende, at vi kan ikke med egen hånd afskaffe arbejdsløsheden. Vi kan begrænse den.”

Det er modigt, at Thorning lagde kortene på bordet om krisens alvor. Men talen var også en chance, der blev forspildt. Fordi danskerne ikke fik et svar på det spørgsmål, som vi ifølge Megafon efterlyser allermest: Hvor skal fremtidens arbejdspladser komme fra?

Nu er det jo selvsagt ikke sådan, at en statsminister i en krisetid blot kan kaste sig ud på dybt vand og tro på, at det går godt. Poul Hartling forsøgte i 1974 forgæves at presse Folketinget til et omfattende pris- og avancestop med sin nytårstale. Det kom der intet godt ud af.

Men jeg forstår kun alt for godt, at Frank Aaen (EL) efter Helle Thornings tale spurgte, hvorfor i alverden hun ikke i det mindste slog på regeringsgrundlagets vision om nye grønne arbejdspladser baseret på en omstilling til vedvarende energi. Er det ikke længere et bud?

Venstres Anders Fogh Rasmussen brugte nytårstaler til at appellere til de kvindelige vælgere, som ikke ville høre om økonomi. Helle Thorning-Schmidt opridsede en hel, personlig kvindehistorie i sin tale – men forsømte at gøre en økonomisk vision håndfast og troværdig

Hvor forsvandt Fogh hen?

Thorning bekræftede nytårsdag på ny, at hun er blændende til at levere ordene. Ikke siden Poul Schlüter satte sig afslappet til rette foran kameraet i en lænestol uden skrivebord, har vi set en statsminister, der var bedre performer. Et fast blik, rank ryg og en myndig oplæsning. Smilte hun for meget? Nej! Danskerne gider ikke grædekoner – end ikke til begravelser.

Rent retorisk var det en velskrevet tale. Men heller ikke mere. Der var ingen mindeværdige ord eller sætninger, der brændte sig fast. Jeg havde selv håbet på en tale, der var mere skarp i formuleringerne som hos Fogh, der havde meget andet end smagsdommere at byde på, fx ”Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes” der satte dagsordenen i 2006. Thorning kan jo godt: ”Vi gjorde det!” Den husker vi længe endnu.

Måske gik slagordene tabt, fordi Thorning skulle fremstå mere nærværende og empatisk. Thorning er i givet fald langtfra den første statsminister, der har brugt nytårstalen til at komme mere på omgangshøjde med vælgerne. Krag og Fogh havde begge problemer. Krag med sine kernevælgere og Fogh med kvinderne. Begge forsøgte – med en vis succes – at bruge deres nytårstaler til at mindske afstanden. Fogh bedst med Tsunami-talen i 2005.

Men ord betyder altså noget. ”Skattestop” og ”Behandlingsgaranti” – Fogh lærte os, hvordan en hel politik kan koges ned til ét ord, der kan siges igen og igen. Thornings politiske projekt kunne godt tåle nogle solide buzzwords til at stimulere debatten.

Krise er det normale, men hvad så?

Det er gået godt for Danmark så længe, at vi har glemt, at det er lidt af et mirakel, at vi er nået så langt og har klaret os så godt. Og at det meget hurtigt kan gå den anden vej. Men 70 års nytårstaler levner ingen tvivl. Økonomisk krise er normalbilledet for Danmark.

I 1965-talen var det Jens Otto Krags beskedne målsætning, at Danmark skulle være ”et moderne land på linje med det øvrige Europa” – når det gjaldt undervisning, transport, sundhed, boliger og socialvæsen. Det er langt fra danskernes selvopfattelse i dag. Her hjalp Thornings tale ikke meget.

For danskerne fik ikke svar på det, vi allerhelst ville høre: Hvor skal fremtidens danske arbejdspladser komme fra?

Svarene, Thorning, dem savner vi. Meget.

---

Eva Fischer Mellbin udgav for nylig sammen med sin mand, Franz-Michael Skjold Mellbin, bogen ”Nu gælder det Danmark!” om statsministrenes nytårstaler gennem tiden.

Når kilderne byder op til dans

11:33:00

Flere og flere af mediernes kilder bliver dygtigere. De er blevet professionelle kilder, idet det er en del af deres job at være kilder. Det gælder politikere, særlige rådgivere, topembedsmænd, organisations- og virksomhedsledere. Selvom de fleste kommunikatører slet ikke beskæftiger sig med medierelationer, er de alligevel at betragte som professionelle kilder. De kender nemlig spillereglerne – og kan rådgive om dem.

Ligevægt i bytteforholdet

Det nye er professionaliseringen. De større politiske og økonomiske aktører altid har haft det som en opgave at påvirke offentligheden gennem medierne. Journalisterne og deres professionelle kilder har altid handlet sammen og sørget for ligevægt på betalingsbalancen. Eller rettere: Et ligeværdigt bytteforhold.

Men med professionaliseringen skærpes interessekampen mellem de frie og uafhængige medier og deres kilder. Kampen om opmærksomhed er blevet sofistikeret, nærmest udspekuleret i takt med professionaliseringen af kilderne. Kilderne lærer mange nye metoder i takt med professionaliseringen af kommunikationsfaget.

Den misforståede loyalitet

Lige nu oplever vi en kolossal interesse for en bestemt type professionelle kilder – nemlig ministrenes særlige rådgivere. Interessen skyldes, at nogle af dem måske – i misforstået loyalitet over for deres minister - har haft svært ved at tackle deres særlige rolle.

Men interessen skyldes også, at de særlige rådgivere aflønnes af skatteborgerkroner. Dermed skal de kunne tåle et langt skarpere søgelys end nogen af kilde-kategori. På et enkelt arbejdsområde har de dog videre spillerum end andre embedsmænd, nemlig når de rådgiver ministeren om hans eller hendes adfærd i grænselandet mellem minister (øverste forvaltningschef) og fremtrædende partipolitiker.

Når rådgiveren følger med ministeren ud i det partipolitiske miljø, opstår der dog meget let et dilemma, som rådgiveren skal være ekstremt bevidst om – dag og nat. Rådgiveren skal i begge (alle) rådgiver-roller leve op til embedsmandens sande dyder om rigtighed, faglighed og saglighed.

Kræv mere af de professionelle

Minister og særlig rådgiver er altså begge journalisternes professionelle kilder og det er åbenlyst for journalisten, at kilderne normalt vil ’mele deres egen kage’, når de henvender sig. Men derfor kan kilden jo godt ligge inde med en historie, som efter journalistiske kriterier må betragtes som både væsentlig og relevant for offentligheden. Til gengæld bør journalisten altid være ekstra agtpågivende, når budskabet kommer fra en professionel kilde.

Journalisten bør analysere, hvilken interesse kilden har i at få opmærksomhed og hvilken anden kilde, der måske har en modsatrettet interesse. Dermed reduceres risikoen for at en professionel kilde opnår større opmærksomhed end en mindre medievant kilde.

Åbenhed betaler sig

Professionelle kilder skal på den anden side leve op til en række krav for at medierne vil betragte dem som troværdige. De skal blandt andet udvise åbenhed om egen rolle. Det er dårlig etik, hvis kilden ikke tilkendegiver sin partsinteresse. Alle professionelle kilder arbejder i en sags tjeneste og dét bør de stå ved, hvis de ønsker en sund relation til medierne.

Man kan jo have forskellige motiver til byde op til dans, men under dansen er maske forbudt. Eller rettere: Før eller senere falder masken til ubodelig skade for forholdet. Kilden har mistet det, han lever af at være – troværdig.

Esben Ørberg, kommunikationschef, Dansk Journalistforbund

Udtrykket ’Når kilderne byder op til dans’ er titlen på den norske medieprofessor Sigurd Allerns fantastiske bog fra 1997, hvor han sylespidst analyserede de professionelle kilder i norske pr-bureauer og deres gennemslagskraft over for medierne. Se mere her

1% Kolding, 99% dårligt omdømme

11:28:00

Mærskmand Kolding og de magiske ord

Vil Danske Bank stå stærkere med Eivind Kolding? Det håber mange af bankens aktionærer, for under Peter Straarup endte Danske Bank i en blindgyde, både hvad angår omdømme og finanser.

Blandt Eivind Koldings mange udfordringer bliver at genopfinde bankens identitet, som har været borte siden Gør det du er bedst til brød sammen under presset fra Stein Baggers leasingskandale og et hav af bankpakker.

Danske Bank har lidt under dårlig indtjening efter finanskrisen, og derfor efterlader Peter Straarup bankens aktionærer med et årligt afkast på 3,3 procent årligt gennem de 14 år, han var direktør. Det er ikke prangende, men heller ikke så elendigt, som mange har gjort det til.

Så var der skandalen om Stein Bagger, hvor Danske Bank spillede en marginal rolle, men som alligevel altid nævnes blandt Straarups dårlige sager. Det gjorde ondt, men blev pustet op til noget, det ikke var.

Bankpakker ødelagde Danske Banks omdømme
Det, der ødelagde bankens omdømme, var, at Danske Bank blev tvunget til at gå tiggergang i statskassen, hvilket blev startskuddet til de mange bankpakker. Dermed mistede banken en vigtig del af sin selvstændighed og gjorde sig selv til genstand for hård kritik. Når nu man skulle have hjælp fra statskassen, var det så ikke, fordi banken var medansvarlig for finanskrisen?

Den diskussion kunne Peter Straarup ikke håndtere, dels fordi han havde nok at gøre med at redde sin bank, men også fordi han ikke havde nogen platform at argumentere ud fra.

Bankens kommunikationsplatform – Gør det du er bedst til – med sin slet skjulte arrogance – egnede sig nemlig ikke til at slå det slag, der nu skulle slås. Der skulle langt større ydmyghed til, og den rolle påtog Peter Straarup sig gerne, men i offentligheden var der ikke rigtig nogen, der ville tilgive ham fortidens synder – også selvom Danske Bank ændrede Gør det du er bedst til til Stå stærkere.

Banken prøvede efterfølgende at forklare, at bankpakken, der kostede milliarder på bundlinjen, reelt ikke var noget, man aldrig havde haft brug for, og at man derfor gerne ville betale statens penge tilbage, så man kunne slippe for renteudgiften. Den mission lykkedes Peter Straarup heller ikke med, og så blev det tydeligt for alle, at mangel på politisk kapital kan koste aktionærerne dyrt.

Finansialisering er den store konspirationsteori
Konsekvenserne af de mange tabte slag i offentligheden har givet plads til hårdhændede kritikere, der for blot få år siden ikke ville have fået et ben til jorden. Nu får centrumvenstre-debattører fra CEVEA og Mandag Morgen plads i den offentlige debat til at postulere, at banken sammen med resten af det finansielle system har gjort sig skyldig i noget, der kaldes finansialisering.

Begrebet er med sine nymarxistiske undertoner en konspirationsteori værdigt:

Finansverdenen har kidnappet den rigtige økonomi ved at omdanne alle varer og tjenester til et finansielt instrument, som kan omsættes og prissættes. På den måde bliver befolkningen gidsler i et finansmareridt, der truer med at afmontere vores demokrati, fordi finansmarkederne dikterer den økonomiske politik, og dermed gør regeringerne ude af stand til at føre den finanspolitik, der passer vælgerne bedst. Det er Europagten et udtryk for, fordi dens stramme krav til offentlig gældsætning er fremkommet som en reaktion på truslen om stigende renter i en række europæiske lande.

Og det sker samtidig med, at indtjeningen blandt de højest lønnede i finansbranchen stiger og stiger, mens den almindelige befolkning enten bliver arbejdsløse eller må gå på absolut smalhals. Derfor så vi Villy Søvndal udtrykke sig skeptisk over for Europagten, fordi den kan tolkes som et knæfald for den internationale finanskapitalisme. Samme toner har lydt fra Poul Nyrup Rasmussen, der i årevis har været på korstog mod bl.a. kapital- og hedgefonde, og det er samme tankegang, der har ført til Occupy-bevægelsen.

Kristian Weise fra Cevea har formuleret det således i Ræson:

“Det (altså finansverdenen) svarer til en parasit, der suger stadig mere næring til sig fra sin værtsorganisme. Det risikerer simpelthen at reducere den økonomiske vækst. Det skyldes, at pengene – modsat hvad teorierne ellers siger – har en tendens til at blive i det finansielle system, og ikke komme ud og arbejde i realøkonomien.”

Som i al anden god demagogik er der et snert af sandhed i begrebet finansialisering og det, Kristian Weise siger. For det er rigtigt, at mange bankfolk tjener gode penge, og at der stort set kan sættes priser på alt og bliver det i meget stort omfang. Det er også rigtigt, at finanssektoren var med til at skabe en vækst i samfundet, som ikke var der, og tjente stort på det, indtil finanskrisen fik ballonen til at springe.

Banker har både tabt omdømme og politisk kapital
Men det er ikke rigtigt, at det er finanssektoren, der har scoret al værdiskabelse i samfundet igennem de seneste år – spørg blot aktionærerne i Danske Bank, der kun har fået deres penge forrentet med 3,3 procent om året.

Det er heller ikke rigtigt, at demokratiet er afmonteret. Der er masser af demokrati i de lande, der kan lade være med at låne sig til forbrug. Finansmarkederne straffer den slags adfærd ubønhørligt, fordi kapitalmarkedet er blevet globaliseret, og fordi regeringerne er blevet lånejunkier.

Det er rigtigt, at regeringerne har måtte hjælpe bankerne, men i Danmark har staten nærmest tjent på bankpakkerne, og man kan ikke beskylde bankerne alene at have antændt finanskrisen. Den slags udfald sker i kapitalistiske økonomier med mellemrum, og så kan man altid være meget klog bagefter.

Kristian Weise kan heller ikke rigtigt forklare, hvordan han vil sikre en levedygtig finanssektor, der kan låne penge ud til gode ideer, hvis ikke bankerne kan tjene penge. Alt tyder nemlig på, at et sundt finansielt system er en forudsætning for vækst. Kun få – om nogen – kan reelt gennemskue, hvordan man regulerer finansektoren, så man på en og samme tid skaber finansiel stabilitet og sund vækst i økonomien. Risikoen lige nu er, at EU regulerer finansmarkedet så hårdt, at det i sig selv bidrager til at udhule væksten.

Men de mange angreb mod finanssystemet har ført til, at deres politiske kapital er blevet udhulet, og det har gjort det legitimt for bureaukraterne i EU at indlede en regulerings-tsunami mod finanssektoren, som i de kommende år vil gøre det sværere for sektoren at vokse og tjene penge. Værst er de skrappere kapitalkrav, som betyder, at bankvæsenet skal øge sin egenkapital i forhold til sine udlån, og det gør det endnu sværere at opnå legitimitet, for de første, der får nej til at låne penge i banken, er iværksættere med gode ideer. Og så bliver det bankernes skyld, at der ikke kommer innovation og nyskabelse i samfundet.

Kombinationen af skrappere kapitalkrav og manglende vækst i samfundet gør det i det hele taget sværere for alle banker at låne penge ud. Derfor bliver det også vanskeligt at tjene penge, for med færre udlån vil der også komme færre renteindtægter og gebyrindtægter fra kunderne. Derfor kan det blive en dårlig forretning at investere i banker i de kommende år, og navnlig i Danske Bank, fordi banken kæmper med at være stor på to dårlige markeder – det danske og det irske.

Koldings store kommunikationsopgave
Hele dette morads gør Eivind Koldings ledelsesopgave særdeles vanskelig. Medierne har båret ham ind i jobbet på en bølge af velvilje, men når det bliver hverdag, er hans eneste mulighed at gøre Danske Bank til en mindre og mere omkostningseffektiv bank.

Det gør Eivind Koldings første kommunikationsopgave indlysende klar. Han skal sælge budskabet om højere effektivitet over for de allerede hårdt prøvede medarbejdere, fordi det er dem, der skal sikre, at kunderne ikke bliver sure, når filialer lukkes, og gebyrskruen strammes. Det skal han blandt andet gøre via sine meddirektører, hvoraf flere var med i opløbet om at få det job, der endte med at blive Koldings. I sig selv en spøjs situation.

Disse budskaber skal sideløbende sælges over for en offentlighed, som vil stille langt flere kritiske spørgsmål, end Eivind Kolding har været vant til fra Mærsk Line. Opgaven med at håndtere kunderne tror jeg godt Eivind Kolding kan håndtere, for der vil han være godt hjulpet, og det er trods alt en standard kommunikationsopgave.

Det politiske system bliver Koldings store test
Udfordringen bliver derimod at håndtere et politisk system, som længe har leget med tanken om at ændre strukturerne i den danske finansverden. Eksempelvis rumlede Socialdemokraterne med at forbyde finansielle supermarkeder, hvilket Danske Bank reelt er, fordi banken også har realkredit og forsikring under sine vinger.

Men den første røde finanslov endte som en tynd kop te for tilhængerne af en stram kurs over for bankerne, da alt, hvad man fik, var en lønsumsafgift på aktieaflønning og en udredning af årsagerne til finanskrisen. Det var ekstremt billigt sluppet, muligvis på grund af godt lobbyarbejde fra Finansrådets side.

Men regeringens første finanslov kan man ikke regne med. Den nye regering havde ikke tid til at gennemtænke sine indgreb, men det koster dyrt at gennemføre en venstreorienteret politik, og derfor må man forudse, at næste finanslov bliver af en helt anden kaliber. Det er her, Eivind Koldings store udfordring vil komme, for selvom Danske Banks værdi skrumpede under Straarup, er der stadig meget at forsvare.

Straarups politiske kapital var nedslidt, men Mærsk-manden Eivind Kolding kommer med hele Esplanadens blå kavaleri, og derfor er fronterne nu trukket skarpt op. Kampen består i at forklare, hvorfor Danmark bliver rigere, hvis Danske Bank bliver rigere.