Dell Hell: Årets værste medieoptræden

09:56:15

En af de mange amerikanske måder at udtrykke vreden over Dells dårlige serviceniveau.

Sagen kort og kontant

Dell er presset. Firmaet har to omgange været i Kontant, den 2. februar og 9. marts. Dell bliver anklaget for at levere ringe produkter og ekstremt dårlig service. Sagen mod dem er lang. Sådan ser listen over angivelige forseelser ud:

Produkter bliver leveret med funktionsfejl. Produkterne bliver ikke udskiftet med nye, men kunderne bliver spist af med beskeder om selv at reparere.
Der meldes om ventetider på telefonen på op til 12 timer.
Kundeservicen bliver varetaget af et eksternt firma, der ikke har kompetencerne til reelt at løse problemerne. Det fremføres også, at firmaet får penge for at få kunderne ud af røret så hurtigt som muligt.
Dells kontrakter er ulovlige. De prøver at fraskrive sig garantier og reklamationsret. Forbrugerombudsmanden vil kigge nærmere på den, da den strider mod dansk lov.
I de debattråde der findes på Kontants hjemmeside, skriver anonyme Dell-medarbejdere fra Dells lokation overdrevent positive budskaber om Dell.
Sidste år blev Dell sagsøgt i New York for fire mill. dollar for bedragerisk virksomhed.
I Canada kører der for tiden et gruppe-sagsanlæg mod Dell på baggrund af 119.000 utilfredse kunder.

Stig Jørgensen bliver inviteret i studiet for at svare på nogle af anklagerne. Hans optræden kan lære os noget om, hvad man ikke skal gøre. Det bliver til gode råd om altid at stille op til tæsk, at kende købeloven og aldrig, aldrig, aldrig få telefonen til at ringe under interviewet.

Stil altid op til tæsk
Kontant prøver at få fat i Dells direktør, Stig Jørgensen, for en kommentar. Men det er fuldstændig umuligt. Der er ikke hul igennem. Efter en måned kommer han pludselig på banen og indvilliger i et interview. Strategien har formentlig været at prøve at ride stormen af. Var det lykkedes, havde strategien selvfølgelig være effektiv. Men nu bliver direktøren blot i stedet fremstillet som en kujon, der faktisk har noget at gemme sig for. Logikken er, at hvis man ikke har noget at skjule, hvorfor så gemme sig?

Kend loven
Værten Kåre Quist forklarer, hvordan gamle fru Hansen på halvfjerds får at vide, at hun selv skal skifte en del i den defekte nye computer. Direktøren erkender i studiet, at det ikke er rimeligt. Man skal have mulighed for enten at få en tekniker ud eller selv skifte delen.

Direktøren: "Jeg vil sige sådan, at det er et område, hvor vi også har været nødt til træne og instruere vores personale i, hvordan det her skal foregår, og de' det er sådan, at vii, at vi vil tilbyde mulighed for, at man selv ka kaan skifte en del, så har man den i morgen, og dermed hurtigt, eller at der kan komme en tekniker ud, så tager det lidt længere tid."
Studieværten: "I tilbyder ikke, at man kan få en ny computer. I tilbyder, at man kan reparere den eller lade være. Det er at bryde købeloven."

Direktøren har sat sig selv i en fælde, han åbenbart ikke så komme. For det første spiller han desværre medarbejderkortet, det vil sige, at han tørrer noget af skylden af på medarbejderne ved at anklage dem for at være inkompetente. For det andet har han åbenbart ikke styr på loven. Han skulle i stedet have svaret, at gamle fru Hansen selvfølgelig skal have en ny computer. I stedet roder han sig ud i søforklaringer, og presser dermed sig selv.

En presset direktør med desperationen lysende ud af øjnene mens han svarer:
"Eehh, jeg vil, eh jeg vil ikk' sige, vi øhhh, vi vi bryder kø' købeloven".

Havde han valgt en anden, klart undskyldende vej til at starte med, var han ikke havnet i den penible situation.

Få ikke telefonen til at ringe
Mens Stig Jørgensen er mest presset, ringer hans telefon pludselig. Den har knapt nok ringet, før følgende udspillet sig:

Direktøren: "Jeg har altså en aftale, jeg er nødt til og…"
Studieværten: "Jamen vi har en aftale om at gøre interviewet færdig, og vi… og der er ikke gået et kvarter endnu."
Direktøren: "Jeeg nævnte for dig, at jeeg havde en aftale…"
Studieværten: "Stig Jørgensen, jeg går ud fra, du ikke vader ud i et interview, vi har prøvet at få igennem i en måned, sidst brændte i os af, vi havde en klokkeklar aftale i det sidste program, den aflyste du, så jeg går ud fra, du gør interviewet færdig nu."

Direktøren reagerer ikke verbalt på studieværtens argumenter, men han bliver stående interviewet ud.

Direktøren prøver at komme væk: "Jeg har altså en aftale, jeg er nødt til og…".

Her ser vi hvordan direktøren prøver at argumentere for, at han bliver nødt til at gå. Med venstre hånd i lommen, hvor telefonen er, og højre hånd oppe som for at markere sit anliggende, påpeger han, at de havde en aftale om at stoppe efter 15 minutter. På det her tidspunkt er der gået ca. fem minutter, og det påpeger studieværten både med ord og gestikulering.

Ved afslutningen af interviewet trækker direktøren telefonen op af lommen og mumler noget med, at han også må til at gå nu. Det ser sådan ud:

Direktøren klamrer sig til telefonen som til en redningskrans (markeret med blåt)

På en mærkelig måde får telefonen og dét, at han må videre, lov til at fylde meget under interviewet. Som en situation, hvor andre handlinger kunne være mulige, virker det arrogant at have så travlt med at komme væk. Det er, som om direktøren glemmer, at han også taler til alle sine kunder og medarbejdere, der ser programmet.

At telefonen ringer er dog i første omgang ganske suspekt. Suspekt fordi 1) telefonen ringer, mens direktøren er mest presset og 2) at han er så hurtig til at forholde sig til ringetonen som et afsæt for at komme væk fra interviewet.

Man kan forestille sig kommunikationschefen og direktøren forberede interviewet. Som en nødline aftaler de, at kommunikationschefen skal ringe til direktøren under interviewet, hvis det er ved at køre af sporet. Som en sidste udvej ville det imidlertid være bedre at forlade studiet end at fortsætte ud i flere fælder. Om det faktisk er sandheden, ved vi ikke. Men at direktøren benytter telefonen som dårlig undskyldning for at komme væk, er i hvert fald tydelig. Han kunne i stedet have undskyldt, at telefonen ringer og skyndt sig at slukke den. Alt andet er møgpinligt.

Det store Dell Hell bål
Alle ved, hvor vigtigt virksomheders image er. Hvis det rygtes, at Dell leverer elendige produkter og endnu dårligere service, står det skidt til for forretningen. I det globale netværkssamfund løber disse historier hastigt, og forretninger er blevet afhængige af tilfredse kunder på helt andre niveauer end tidligere. Kunden har fået større magt, og virksomheder, der ikke yder god service, hænges hurtigt ud. Hvis direktøren oven i købet ikke engang er i stand til at træffe de rigtige beslutninger og sige de rigtige ting, når han bliver interviewet, bærer han blot mere brænde til det store Dell Hell bål. Det hjælper så ikke på situationens alvor, at Dells kommunikationschef Line Ørskov forlader den synkende skude. Hun starter nemlig som chefredaktør på Computerworld d. 1. april.

Worldwide Dell kaos
Herhjemme er Dell først for alvor kommet i søgelyset for nylig. Men i USA har virksomheden længe været udskældt. Der har været lange diskussioner af, hvordan Dell leverer dårlige service. På YouTube får vrede amerikanere luft for deres frustrationer ved at sætte ild til computere, skyde dem ned, bombe dem, pisse på dem, etc. Og der er mange lange dokumentationer af absurde samtaler med supporten.

Dell lies. Dell suck
Dell burde passe på. Hvis flere og flere kunder kalder Dell for Hell, er det et problem. Historien om Dell Hell blev første gang fremført i 2005 af bloggeren Jeff Jarvis, der skriver et indlæg om Dell på sin blog Buzzmachine. Overskriften er: "Dell lies. Dell sucks". Man kan se hele tråden her. Historien om Dell Hell fortsætter i de store medier som for eksempel Business Week og bliver brugt som skræmmeeksempel til konferencer som for eksempel Executing Social Media Conference.

Dårlige relationer til kunderne fører virksomheden direkte ned i fortabelsen. At direktør Stig Jørgensen ikke viser større forståelse for kundernes ønsker og behov i sin optræden i Kontant er forbløffende. Det er og bliver en stiløvelse i dårlig medieoptræden og issues management.

Tidens klart undervurderede mediemænd

14:28:14

Debattører foretrækker Deadline, og derfor forstår jeg godt Signe og Mettes frustration over at være valgt fra. For der går mindst to kronikker i Politiken og et interview i Mennesker og Medier på en enkelt optræden i 22.30'eren.

På tv-kanalens redaktion foregår en benhård selektion af eksperter og spinatfugle, og der arbejdes bevidst på hele tiden at finde nye debatprofiler, der kan gøre de gamle rangen stridig. Der findes ikke noget bedre, end når et nyt ansigt toner frem med overraskende og letfattelige vinkler på komplekse spørgsmål.

Siet fra i sidste sekund

Deadline er ubarmhjertig. Jeg glemmer aldrig, dengang de ringede til mig første gang og ville have mig op mod Tøger Seidenfaden - kongen himself. En klar overmatching, men hvad gør man ikke for at komme på. Selv min mor måtte jeg fortælle om det - for så senere at slukøret at konstatere, at jeg blev siet fra i sidste sekund. Et grundskud mod min selvforståelse. Så ja - jeg ved præcis, hvordan det føles. Vejen til Deadline er lang og trang og brolagt med nederlag.

Nu hvor Signe og Mette valgte at se på oversete kvinder - hvorfor så ikke se på nogle oversete mænd. De mænd, jeg har udvalgt nedenfor, kan være overset af to årsager:

1. Det passer dem i virkeligheden bedst ikke at være på, for det forstyrrer forretningen at stå i rampelyset.

2. De ville faktisk gerne. Men af en eller anden årsag er det altid nogle andre, der får det sidste ord i Deadline.

Og her kommer de så:

Jarl Cordua
Se K-profil
Jarl Cordua er indehaver af Danmarks nok bedste politiske blog, Jarls blog. Han er tidligere kampagnemedarbejder for Venstre, har arbejdet som kommunikationsrådgiver og har et betydeligt kildenetværk internt i Venstre, hvilket giver ham den helt rigtige baggrund for at beskrive det ofte komplicerede politiske spil, der foregår både på Christiansborg og Københavns Rådhus. Som debattør er han vidende og skarp, og selvom vi hører ham ofte i debatter på P1, har han endnu sit gennembrud til gode på tv.

Martin Rossen
Se K-profil
Martin Rossen er egentlig socialdemokrat, men har arbejdet for storkapitalen i adskillige år med sit speciale som er public affairs, hvor han helt ubestrideligt er blandt landets dygtigste. Han gjorde sig først bemærket hos TDC og kom derfra til Radius Kommunikation. Nu er han hos Microsoft, hvor han blandt andet har været involveret i sagen om Open Office. Han ved om nogen, hvordan politiske beslutninger bliver til og kunne derfor være en stor gevinst i den offentlige debat. Men det passer sig åbenbart ikke rigtigt for en mand i hans job.

Peter Goll
Se K-profil
Peter Goll er tidligere spindoktor for Villy Søvndal og i dag direktør i GeelmuydenKiese, som han har banket op fra en yderst tvivlsom position. Bureauet var ganske enkelt et sort hul, men nu er det en noget bedre forretning. Peter Goll optræder ind imellem i P1 Debat, men kunne sagtens være mere synlig på tv. Men det lader han åbenbart samarbejdspartneren Michael Kristiansen om.

Kasper Fogh
Se K-profil
Kasper Fogh blev som meget ung ansat som spindoktor for Ritt Bjerregaard, da hun tiltrådte som overborgmester. Før det var han med til at banke Kforum op med en perlerække af legendariske artikler - eksempelvis klassikeren Arla - lidt for express fra 2003. Udover at være polemiker er Kasper en fremragende madskribent.

Mikkel B. Rasmussen
Mikkel B. Rasmussen startede som fuldmægtig i forskellige ministerier og blev senere PR-rådgiver hos mørkets fyrste - Niels Brinkmann. Siden fik han ansvaret for Erhvervsministeriets fritidshjem - MindLab - hvor ministeriets embedsmænd kunne få lov til at lege, at de var ansat på et reklamebureau. I dag er han partner hos Red Associates, hvor han med sin ekstremt visionære tilgang har været med til at skabe et bureau, der arbejder på internationalt niveau. Mikkel B. Rasmussen kunne snildt gøre sig på tv, men har åbenbart overladt det til kollegaen Frederik Wiedemann.

Søren Schultz Jørgensen
Søren Schultz Jørgensen er en af vores mest vidende medieanalytikere og har som direktør for Kontrabande stået bag en perlerække af redaktionelle udviklingstiltag. Han har tidligere været udviklingsdirektør i Huset Mandag Morgen, men står måske lidt i skyggen af sin bror Kresten, som næppe kan påstås at være overset.

Arne Hardis
Weekendavisens Arne Hardis går for at være blandt de bedst orienterede og mest velskrivende politiske journalister. Men måske er han for meget klassisk journalist til, at han orker livet som spinatfugl på tv.

Noa Redington
Se K-profil
Noa Redington brød igennem som spinatfugl og debattør i en forholdsvis ung alder, men siden forsvandt han helt ud af mediebilledet, fordi han skulle være rådgiver for Helle Thorning-Schmidt. Og så må man ikke skygge.

Morten Gade
Se K-profil
Morten Gade, der er søn af Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven-Ove Gade, startede hos Bysted som praktikant og blev senere chef for deres kommunikationsafdeling - i sandhed en hurtig opstigning for unge Gade, der i øvrigt også har gjort sig bemærket med MitKbh, der i mangt og meget har udfordret I Byen og AOK. Morten forstår, hvordan man kan lave sociale medier om til en forretning, og det gør han nu på fuld tid hos FDB. Men det kunne sagtens nå ud til en bredere kreds (læs mere i Kforums interview med Morten Gade her, red.).

Stig Ørskov
Politikens chefredaktør har internationalt overblik og er en glimrende debattør. Men har på mange måder stået i skyggen af Tøger Seidenfaden.

Krisen var en hallucination

11:45:44

Forfængelighed og forretning

Hvorfor er det gået så godt for de store virksomheder? Det er det ikke, fordi de har øget toplinjen, altså omsætningen. Årsagen er, at de i den grad har "tilpasset deres omkostninger", som man siger. Med analysechef i Sydbanks ord: "De har skåret hårdt til, tilpasset sig og sagt farvel til en række medarbejdere. Derfor er virksomhederne blevet mere lønsomme" (Berlingske Business, 8. marts 2010, side 8). Man kan også sige, at de store virksomheders udvikling i 2009 er nok et bevis på sandheden i det gamle ord, at toplinjen er forfængelighed og bundlinjen er forretning.

Hvad gør man så med disse uomtvistelige kendsgerninger? Berlingske holder fast i, at sports- og erhvervsjournalistik helst skal ligne hinanden. Tre mål af Bendtner. Overskud af Engel. Kommer Liverpool med i Champions League? Eller rykker Maersks containerskibsfart ned i år? En baggrundshistorie på sportssiderne er aldrig kritisk. Det er den heller ikke på erhvervssiderne.

For Berlingske bringer historien om, at danske virksomheder er meget fokuserede og specialiserede. Ægte internationale virksomheder, der sætter dagsorden. "Mange af de store danske virksomheder er i dag verdensledere inden for deres eget område", siger Martin Jes Iversen, der er lektor ved CBS. Også i BB 8. marts 2010, side 8).

Men er der ikke en anden, kritisk, historie, der er nok så interessant? Eller måske to?

For det første har jeg en sociologkollega, der i 2009 udgav en bog med titlen "Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber". Hm. Har de store virksomheder benyttet 2009 til at fremme formål og fællesskaber i bredere forstand? Nej. Har de benyttet året til at fyre og skovle penge ind? Ja. Kan man kalde det formål og fællesskaber i mere snæver forstand? Selvfølgelig. Et aktieselskabs formål er at tjene penge, og aktionærerne er vel en slags fællesskab. Men var det, hvad forfatteren mente? Næppe. Det er mere end passende, at Wall Street II snart har premiere, for greed is still good. Ingen tvivl om det.

For det andet: Alt sådan noget med corporate social responsibility og bløde værdier er tydeligvis noget, man har råd til, når det går godt. Hyggelige aktiviteter på agterdækket i magsvejr, så at sige. Ikke noget, der på nogen måde tæller, når skibet er i havsnød og der bare skal sejles.

F... de bløde værdier

Den gode historie, som Berlingske ikke skriver, er selvfølgelig, at krisen har været en kærkommen anledning for de store virksomheder til at skaffe sig af med det rummelige arbejdsmarked og store omsvøbs- og varmluftdepartementer fulde af søde kandidater, der kan snakke Fanden et øre af, men har det svært med Excel. Væk med den tredobbelte bundlinje, og ind med den rigtige. Den eneste, der tæller, og som nogensinde har talt: Hvor mange penge har vi tjent efter skat? Hvad er P/E?

På en måde er det skønt, at krisen skaber et gennemtræk, der blæser al bullshit og hykleri ud af de beklumrede møderum og konferencelokaler. Fuck bløde værdier! Nu skal vi have fyret dem, der ikke tjener penge, og videre til næste punkt på dagsordenen. På den anden side er det også lidt barsk for de pågældende, kunne jeg forestille mig, at halvandet årtis retorik om stakeholder-kapitalisme kan viskes væk af halvandet års shareholder-kapitalisme.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi kan lære af, at de store danske virksomheder har tjent kassen i 2009 - som Berlingske samtidig beskriver som et af de værste kriseår siden 1930'erne.

En vigtig lektie - og måske den vigtigste overhovedet - er, at ordet kapitalisme stadig giver al mulig mening. Det danske samfund er, som alle andre vestlige samfund, et, hvor rigdommen bygger på privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Og de, der ejer produktionsmidlerne, er i meget vidt omfang ligeglade med alt andet end forrentningen af den investerede kapital.

En anden vigtig lektie er, at bløde værdier kun er noget, der er råd til i perioder med mangel på arbejdskraft. Et job er altid en anelse federe ved ansættelsessamtalen end første dag ved skrivebordet. Når der er en generel mangel på arbejdskraft, svulmer al virksomhedens direkte og indirekte kommunikation op til at blive en ansættelsessamtale. Men nu, hvor der er masser af arbejdskraft til en rimelig pris, behøver man ikke sweet talk. Verden er blevet hård igen, og hvis du er ked er dét, er der ikke andet at sige, end sånt er livet.

Fremmedlegionæren

Det bliver spændende at følge denne udvikling rent livsstilsmæssigt. I de gamle dage havde virksomheder en personalechef. Det var en ond mand, der tidligere havde været oversergent i Fremmedlegionen og nu nød sit halv-otium ved at ringe til de syge og brøle "SIMULANT!". Så faldt arbejdsløsheden, og det blev nødvendigt at pensionere oversergenten. I stedet kom human ressource manageren. En blød mand, hvis man ikke kunne skaffe andet. Men helst en kvinde, der i et endnu senere stadie af højkonjunkturen, som en særlig troværdighedsmarkør, kunne gå ned med stress og derpå skrive en succesfuld bog om sig selv og udgive den på Børsens Forlag.

De store danske virksomheders strategi kunne tyde på, at alt dette nu bliver rullet tilbage. Der vil igen komme rationaliseringseksperter og personalechefer. Terylene og kuglepenne i brystlommen vil atter kunne observeres i større danske virksomheder.

Hvad gør du så, hvis du ser en terylene-skjorte i nærheden af dit skrivebord? Et godt råd er, at du åbner et Excel-ark - hvis du ved, hvordan det foregår - og tjekker, om du tjener 2 gange det, du koster. Er svaret "ja", kan du tage det roligt. Ellers bør du stille og roligt belave dig på at gå hjem. Det, du eventuelt kan overveje, er at sige farvel til egofesten samtidig. Skaffe dig et formål og melde dig ind i nogle fællesskaber, mens du alligevel bare skriver jobansøgninger.

Ingen regel er en god regel

12:36:11

Hele samfundet er gået i stå eller fra forstanden. Der er kun et at gøre, hvad enten man er statsminister, general, virksomheds- eller skoleleder. Man må formulere en restriktiv politik, der begrænser eller helt forbyder brugen af Facebook og lignende tjenester. Det går jo ikke.

Men tøv en kende. Er du helt sikker på, at du behøver en politik? Er du helt sikker på, at du skal indføre endnu flere regler, bare fordi en sensationslysten presse blæser et par enkeltsager op?

Og hvis du skal have en politik, bør den måske ikke begrænse men opmuntre medarbejderne til at benytte sociale netværk i arbejdstiden. Måske er fordelene større end ulemperne. Det mener det amerikanske forsvarsministerium faktisk, og de har ellers en del i klemme, hvis der slipper noget ud.

Måske skal din politik formuleres med disse ord:

"Brug de sociale netværk, du ønsker, og gør det bare i arbejdstiden. Brug din sunde fornuft, og husk, at hvis du benytter virksomhedens navn, så opfør dig på en måde, der passer til virksomhedens værdier. Det er i vores fælles interesse."

Denne politik er formuleret af Michael Hyatt, adm. direktør for forlaget Thomas Nelson Publishers, men han mener faktisk, at du nok ikke behøver en politik, og det giver han fem grunde til. De er her:

Michael Hyatt, adm. direktør for forlaget Thomas Nelson Publishers

1: Du kan have tillid til dine medarbejdere

Efter min erfaring (skriver han) gør medarbejdere stort set, hvad du forventer. Hvis du forventer, at de er ærlige og til at stole på, så er de det. Nej, jeg er ikke håbløst naiv. Jeg ved, at nogle opfører sig dumt, men hvorfor straffe mange på grund af få?

2: Sociale netværk er bare endnu en kommunikationsform

Jeg forstår ærlig talt ikke al den ballade omkring sociale netværk. Har du en telefonpolitik? En e-mail-politik? Jeg er ligeglad med, om medarbejderne opdaterer deres profil på Facebook i arbejdstiden. Jeg vil hellere fokusere på de resultater, de leverer.

3: Flere regler gør bare din virksomhed mere bureaukratisk

Du kan ikke indføre regler, der sikrer, at folk gør det rigtige. For mange regler gør din organisation langsommere og dårligere til at håndtere de ændringer, der er nødvendige for at overleve.

4: Formelle regler fratager folk lysten til at deltage

Efter min mening skal du opmuntre medarbejderne til at deltage i sociale netværk. Det giver din virksomhed et menneskeligt ansigt. Det gør alle medarbejdere til ambassadører for din organisation. Formelle politikker afskrækker. De får folk til at tøve. Ingen medarbejder ønsker at få problemer, så de undgår bare det, du ønsker (eller burde ønske) at opmuntre.

5: Du har formodentlig allerede regler for upassende opførsel

Du har sandsynligvis allerede en medarbejderhåndbog, som gør det klart, hvad der er passende, og hvad der er upassende.

Så altså ingen regler, siger Michael Hyatt.

Michael Hyatt beskriver forlagets historie

Men han kan nok afskrives som småtosset. For det første blogger han, og hvilken direktør spilder sin tid med den slags pjat. Og bloggen er nærmest en skandale. Dels skriver han næsten aldrig om, hvor fantastisk hans virksomhed og produkter er, dels skriver han sin mening om alt muligt. Det kan umuligt været godt for virksomheden.

Og forleden slog det helt klik for ham: Han skrev en rosende anbefaling af en bog udgivet på et andet forlag. Alene det ville være fyringsgrund i enhver fornuftig virksomhed, men Michael Hyatt gik skridtet videre og forærede 20 eksemplarer af bogen til bloggens læsere. Manden er jo gal, ikke?

Homo Cenexus
En anden klog mand, Morten Bay, udgav sidste år bogen Homo Conexus - Netværksmennesket, hvori han beskriver den nye mennesketype, som er ved at erstatte industrimennesket. Skal man tro Morten Bay, er løbet kørt: Netværksmennesket er på nettet hele tiden, og hvis du forhindrer dine medarbejdere i at netværke, mister du dine medarbejdere.

Læs mere om bogen her

Morten Bay skriver på siderne 109 - 111:

"Jobbet er ikke bare endnu en del af homo conexus' måde at definere sig selv. Det er derfor helt naturstridigt for netværksmennesket, hvis det bliver forment adgang til at kommunikere med resten af sit netværk uden for jobbet. En klassisk industrisamfundsfejl er, når der på arbejdspladsen sættes grænser for, hvem man må kommunikere med i arbejdstiden (som det desværre stadig sker i alt for mange virksomheder).

(...)

Netop fordi jobbet kun er en del af hele det netværk, homo conexus forstår sig selv som, forlader jobbet aldrig netværksmenneskets sind, men omvendt forlader fritiden heller ikke sindet, når man er på arbejde. For de netværksmennesker, der arbejder med opgaver, der kan løses ved en computer eller telefon, er det ikke unaturligt at løse dem i hjemmet uden for arbejdstiden, ligesom homo conexus ikke har nogen skrupler ved at bruge et kvarter af arbejdstiden på at betale regninger via netbank. Her er industrimennesket anderledes, fordi hele industrialiseringen og velfærdssamfundets opbygning i den første halvdel af det 20. århundrede netop var baseret på en skarp opdeling mellem hjem og arbejde".

Ifølge Morten Bay gavner du ikke virksomheden eller øger produktiviteten ved at opstille restriktioner. Du opnår blot, at medarbejderne siver til virksomheder, der forstår og indretter sig efter det, som medarbejderne finder helt naturligt og selvfølgeligt.

Det er faktisk de færreste virksomheder, der har en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk. Manpower Research Center har spurgt 34.000 arbejdsgivere i 35 lande, og blot 20 procent har en politik. I Europa er tallet 11 procent.

De arbejdsgivere, der har en politik, mener, at den først og fremmest har forhindret produktivitetstab, forhindret læk af fortrolig information og beskyttet virksomhedens renomme. Ingen taler om fordele, kun om at forhindre ulemper. Men det skyldes måske spørgsmålenes udformning.

Virksomhederne bliver også spurgt, hvor de ser de største potentielle fordele ved eksterne sociale netværk, hvortil de svarer: styrke virksomhedens brand, bidrage til samarbejde og kommunikation og til rekruttering.

Virksomhederne - i hvert fald nogle - er altså klar over, at sociale netværk kan have fordele. Så måske ender det med, at de dropper en restriktiv politik, der kun skader virksomheden, eller formulerer en politik, der opmuntrer medarbejderne til at anvende sociale netværk, ikke afskrækker dem.

Læs mere
Michael Hyatt

http://michaelhyatt.com

Morten Bay

http://mortenbay.com/dk/

Employer Perspectives on Social Networking

http://www.manpower.com/common/download/download.cfm?companyid=MAN&fileid=350040&filekey=4e59cf4b-1d29-470d-922f-062e815c629e&filename=Employer_Perspectives_on_Social_Networking_Survey.pdf

Kampdagens klart undervurderede K-kvinder

11:11:41

De to gamle trendspottere her vil heller ikke klynke på en så fremragende solbeskinnet kvindekampdag, der i dag fylder 100 år. Vi vil hverken flippe ud over tarvelig trafficing, slaveri, vold mod kvinder, kvoter, prostitution, uligeløn, husarbejde eller ulige magtfordeling. No no. Vi er på positiv kommunikation i dag. Derfor taler vi ikke om uligheden og alt det andet, der får læberne til at snerpe sammen som en gammel Hüttemeiersk citron.

Vi vil på den positive, imødekommende, glade måde henlede opmærksomheden på de fremragende kommunikerende kvinder, som totalt overses, mens de arbejder sig op uden klynk, og med blækspruttearme henter de tre børn i hhv. vuggestue, børnehave og folkeskole, kører til fritidsaktiviteter og i SFO, husker gaven til svigermor, sætter en vask over og køber ind, og lige når at røre en økologisk frikadelledej og taste deres udvidede selvangivelse for 2009 på tast selv. Dem vi synes alle i K-branchen burde kende og lægge mærke til i det nye år, når stillinger, forfremmelser og bestyrelsesposter skal besættes og skulderklap tildeles.

Vi kommer hele vejen rundt i K-branchen, hvor dét at kommunikere er en kompleks affære. Hvor dét at skrive en rammende og præcis statusopdatering på et medie med over 400 mio. læsere verden rundt, kan betyde lige så meget for folks tilværelse som en executive beslutning taget i et bestyrelseslokale med bonede gulve.

Vi begynder - måske lidt negativt - med at kåre det K-MEDIE, som suverænt vinder prisen for "Det medie, som har gjort mest for at overse kvinder som K-eksperter det forgangne år". Og vinderen er: Deadline 22.30, men i stærk konkurrence med det selvdøde printmagasin BNY og en papiravis kaldet Børsen, hvis redaktion/fotodesk har den forestilling, at kvinder udelukkende udgøres af: 1. Stine Bosse, 2. Møller-døtre, 3. sådan nogle, der sidder på kølerhjelme på bilmesser.

DR2's Deadline 22.30 vinder prisen, fordi der er tale om en (K)anal, som vi vel for pokker må tage seriøst - ikke mindst efter at den for nylig opnåede rekordseertal på en temalørdag om kusser.

Deadline vinder prisen, fordi vi hver aften dør langsomt, mens den ene mandlige K-profil efter den anden taler på hinanden, stående ved et bord sammen med andre kedelige K-profiler (mænd). Hvor mange gange skal vi hviske redaktøren i øret, at han da lige kan slå et smut forbi Fjæsen eller Kvinfos ekspertdatabase i sin grundige research efter kloge kvindelige debattører? Hvordan kan DR2's mest langhårede og indsigtsfulde godnatprogram glemme, at kvinder har andet at byde på end, nå ja, og at de fx kan deltage i Deadline? *

(* Nu har hæderen som "Det medie, der har gjort mest for at overse kvindelige K-eksperter…" selvfølgelig intet at gøre med, at vi BEGGE TO har været til screening som K-eksperter i Deadlines nye K-panel og her BEGGE TO er blevet vraget til fordel for speedsnakkende mandlige K-eksperter iført rullekravesweatre, smørhår eller flødesmil. Vi bærer ikke nag. Og vi er ikke sure. Heller ikke over, at vi selv måtte regne ud, at vi var blevet vraget og fundet for lette i forhold til mændene - igen - og end ikke fik et brev med afslag og "Tak, fordi I gad komme helt herud i Ørestad og bruge en dyr finanskrisefakturérbar dag på at udvikle vores nyhedsprogram".)

DISCLAIMER: Og ja, vi er SUPER subjektive, på grænsen til det nepotistiske med vores udvælgelse her på kvindernes internationale kampdag. Alle på listen er selvfølgelig vores veninder, kolleger, nogle vi har tisset over kors med, vasket bilen på Q8 med, lånt værktøj af. Vi har helt sikkert været i Johannes Fog eller Jem&Fix og talt rawlplugs og vinkelsliber med nogle. Mange af dem har vi spillet fodbold med i Fælleden. Der er nogle, vi har købt en computer af, og andre, vi har hjulpet med at flytte. Der er også nogle, vi har været på businesstur med til NYC, nogle, som begyndte som konkurrenter, men som vi i flyveren hurtigt blev pals med over en whisky med is. Og de få, vi nævner, som vi ikke er i nær familie med, lægger vi i kakkelovnen til, så de betænker os ved næste ansættelsesrunde - akkurat ligesom mænd som Asger Aamund har gjort det igennem alle år. Glædelig 8. marts!

Kommunikationsbranchens mest oversete og undervurderede kvindelige K-eksperter - i vilkårlig rækkefølge.

Krigsreporter og USA-ekspert: Louise Roug Bokkenheuser.

Louise er nok den mest veluddannede og mindst eksponerede USA-ekspert og journalist i Danmark. Med en master i journalistik fra Columbia, en bachelor fra University of London, 4 år som krigskorrespondent i Irak og Mellemøsten og mere end 9 års erfaring som politisk reporter for LA Times er det en ren skandale, at Louise ikke har fået mere airtime end nogle skaldede, dårligt transmitterede skypeindslag i DR2 Udland under den seneste valgkamp i USA. Pinligt, pinligt og synd og skam, at de danske lyttere og seere ikke får det fra hestens egen mund, når nu de danske medier alligevel sender 24/7 derovrefra.

NYC-blogger: Ida Jeng - Kprofil

I.J. er trods sin unge alder ret så fremme i bussen hvad angår nye medier og alt det dér nymodens bloggeri. Men Politiken er indtil videre det eneste danske medie, der har opdaget og profiterer på Jengs skarpsindige analyser af medierne og tendenser i det amerikanske medieunivers. Og så lige os på Facebook, som har tilføjet hende som ven. Ida Jeng arbejder med advocacy og nye medier for FN. Hvorfor sidder hun aldrig i panel hos TV 2 News' mediemagasin? Det er ikke, fordi hun ikke er til at få fat i med hendes konstante tilstedeværelse på både FB, Twitter og blog.

Cavling-prismodtager: Dorte Toft - Kprofil

Her er en titel med et stort opløb, for mens vi har ligestilling blandt kvindelige og mandlige journalister og næsten lige mange af hver, så er der to steder, der ikke er ligestilling, og det er i chefstolene og blandt prismodtagere i journalistik. It-reporter, programmør og journalist Dorte Toft afslørede århundredets største svindelsag om Stein Bagger, men fik ikke Cavling-prisen af den grund. Den gik som altid til en mand.

K-branche-comeback: Annegrethe Rasmussen - Kprofil

A.G. sendte en gal leder til tryk på Berlingske og blev efterfølgende udstødt og ekskommunikeret af medieparnasset, men er nu vendt tilbage som super skarp Washington-analytiker for Information og nogle gange i form af skypeskærmbillede til DR2 Udland. Annegrethe med hendes store erfaring og lige så store netværk er p.t. den mest oversete chefredaktør som Danmark ikke har.

Netværkskommunikatør: Christel Skousen Thrane - Kprofil

C.S.T. koordinerer hver dag flere hundrede kvinder, som hun sætter sammen på kryds og tværs af brancher, interesser og profession i netværksvirksomheden Protocol. Hun udgiver et dejligt glittet, men dog alvorligt erhvervsmagasin af samme navn oven i hele moletjavsen. Desuden er Christel en meget aktiv facebooker, som skriver lige let om dødsfald, dovne mænd og kontorliv. C.S.T. har fået en grille og sat sig for at løbe maraton.

Sociale-medier-iværksætterblogger og K-chef: Trine-Maria Kristensen - Kprofil

T.M.K. er partner i den hastigt voksende virksomhed Social Square, forfatter, blogger og what not. T.M.K. er en multitasker. Hendes virrende energi og lige så virrende hoved popper op alle steder, hvor der hviskes web. T.M.K. kender sit eget værd og fortæller gerne om det i mange sammenhænge. Hun er ikke bange for at sige, at hun vil sidde i en bestyrelse, og hvorfor man skal vælge hende til at holde oplæg om sociale medier, om blogging, om fanden og hans pumpestok inden for alt digitalt.

Kampagnekommunikatør: Nanna Kalinka Bjerke - Kprofil

N.K.B. kan skrue al kompleks kommunikation ned til et slogan og en identitet, som man sjældent glemmer. N.K.B. har mere end 20 års erfaring som strateg og kampagnelady for politikere, organisationer og private virksomheder. N.K.B. har i relativ ubemærkethed overhalet de selvhævdende spin-konfirmander og snedkereret succesfulde kampagner som "Ingen slinger i valsen" for Ritt B., "Respekt for KBH" for Frankie-boy, "Fars Kram" for TDC, "Kun en hykler stjæler cykler" for Københavns Kommune og "I♥Makrelsalat" for Hjerteforeningen.

Enmandshær: Signe Tonsberg Eriksen - Kprofil

Tonsberg Tekst rapporterer selvstændigt, modigt og ikke mindst 'live' fra Vestegnen, både i diverse dame- og familieblade og på Facebook, hvor det ikke går stille af, når Signe skruer sin beskidte københavnerkæft ned i en slank statusopdatering. To meter høje, blonde S.T.E. kan snedkerere en hvilken som helst tekst sammen, så den synger til himlen. Og hun går heller ikke af vejen for en frisk kommunikationsstrategi, hvis du mangler noget street cred fra en meget gadeklog journalist.

Livsstilsmagasin og ditto redaktør: Signe Løntoft,

Cover. Bladet er fantastisk! Tag januarnummeret. Det var udformet som en lækker, ung, appetitlig, sexet udgave af Weekendavisen Bøger. Det nærmer sig kunst. Og i samme åndedrag må vi nævne den mest oversete damebladsredaktør, Signe Løntoft, som bringer dybde og originalitet og nogle gange en lille bitte socialist ind i livsstilsstoffet, på den underspillede facon.

Tv-kanal-chef: Signe Lindkvist.

Havde en mand skabt en tv-station, som fra dag et, havde været en monster-succes, var han nok ikke blevet overset i samme grad som DR Ramasjangs Signe Lindkvist er blevet det. Hurra for Signe, for Carsten og Gitte, Max Pinlig, Sten Saks Papir, Lille Nørd, Gepetto News og Barda som max underholder vores børn, lige indtil de alle sammen dratter om og sover om natten i knitrende dyner med kamera på.

Mobilmediekvindekender: Christiane Vejlø - Kprofil

C.V. har arbejdet for mobilselskabet 3 i over 10 år. Hun ved alt om især kvinders teknologiforbrug og adfærd og er rasende over kvaliteten i og kommunikationen om de produkter, der bliver udviklet for at tiltrække kvinder. Midt i finanskrisen sagde hun (st)op og gik selvstændig som rådgiver inden for især mobilteknologi. C.V. er en idémaskine og foruden virksomheden og tech-bloggen http://but-why.dk/ og facebookgruppen Elektronista kokkererer C.V. på nye webløsninger og fora for professionelle kvinder.

DR2-debatvært: Helen Hajjaj

Hun har været skrivende journalist på adskillige medier, Nyhedsavisen, B.T. etc., og brager nu rent ud gennem DR2 Udland i et barselsvikariat. Stiller i modsætning til mange af sine kolleger ikke spørgsmål, som skal få værten selv til at lyde klog, men altid relevante hv-spørgsmål. Desuden er Helen smuk og rolig som en klippe på skærmen, hvad enten hun interviewer glødende antimuslimer eller tørre professorer fra Aalborg Universitet.

K-branche-whistleblower: Hanne Feldthus - Kprofil

Tidligere strategisk direktør for reklamegiganten Wibroe, Duckert & Partners, nu selvstændig rådgiver, taler ud på Kforum om sine 12 år som direktør for en succesfuld forretning, som kørte sine medarbejdere til grænsen. Arbejdsklimaet var som hos en sekt, der krævede fuld loyalitet fra medlemmerne, ellers fik de sparket ud i kulden. My way or the highway-ledelse.

Livsstilsblogger: Charlotte Torpegaard

Blogger om skønhed og lækkerhed (herunder økologisk glidecreme og mascara med vibrator). Hun skriver på en ligefrem og interessant måde og sætter sig altid i målgruppens sted. C.T. har en hastigt voksende blogfanskare på I Love Beauty og har succes med både bannerannoncer og konkurrencer på bloggen. Det er ikke raketvidenskab, C.T. skriver om, men det er emner, som interesserer kvinder, og emner, som mænd kun kan være interesserede i interesserer kvinder. Og så har hun måske mestret en online-forretningsmodel?

Statusopdaterer: Anna Thygesen.

Kommunikationsrådgiver, eventmager, forfatter, PFA-skandalekender og ekspert i islandske hesteture, Anna Thygesen, som mikrobloggede fra et fiktivt Møgeltønderbryllup og blandt andet var først med stewardessemordet på hotellet. Bliv ven med A.T. på Fjæsen før din nabo. Her får du alt, hvad du nogensinde troede, du havde brug for af informationer. Anna Thygesens opdateringer er som et skud heroin før en jobsamtale - helt wired af ren adrenalin, men med rolig smooth udgang.

NGO-direktør: Charlotte Fuglsang,

Hun skiftede i november sidste år stilling som direktør for Danmarks Lungeforening til ny direktør for Forebyggelsesfonden. C.F. har reorganiseret strukturen i den støvede og hostende lungeforening, stået for ny strategi og mangedoblet omtalen i medierne. Nu er hun direktør for Forebyggelsesfonden, fint nok, men hvorfor er hun ikke i spidsen for Hjerteforeningen eller Kræftens Bekæmpelse?

Chefpotentiale: Suzanne Moll,

Som i november blev hentet fra B.T. som chefredaktør til DR som underdirektør i programproduktionen og her fik 17 dage på posten, før hun blev fyret. I dag kalder Moll sin DR-farce for "en latterlig parentes" og befinder sig i øvrigt på job i Afrika. What a waste.

Allround-skribent og forfatter: Maj Juni - Kprofil

Maj Juni er lige så original, begavet og let som sit navn. M.J. kan skrive om snegleslim, så man ville ønske, man havde giftet sig med en biolog. Intet emne er for småt. Maj Juni ernærer sig som freelancer og har skrevet en bog om at rejse i Amerika, men burde have fast plads på bogforlag, hvor hun skulle skrive alle slags bøger om finurlige emner og detaljerede portrætter. M.J. er selvfølgelig også en kendis på Facebook, hvor man finder guldkorn som: "Maj Juni er en tøffer i en verden af tonsere".

Mest oversete gratismagasin-redaktør og magasin-chef: Trine Nygaard Wibrand

Trine Nygaard Wibrand er ekspert i at få ideer, som giver indtjening uden at koste noget. Trine røg ud fra Chiligroup (der nu er en del af Aller), hvor hun var succesfuld livsstilsredaktør for en håndfuld magasiner, i en omrokering pga. finanskrisen.

Leder i K-branchen: Stine Carsten Kendal - Kprofil

Stine har mange talenter. Det største er, at hun kan lede og fordele med hjerne og hjerte. Efter fem år som daglig leder/direktør for kreative journalister og spidsfindige kommunikatører i virksomheden Kontrabande skal S.C.K. snart opdages af en stor medievirksomhed/offentlig organisation, som vil have en arbejdshest af dimensioner, som også har politisk tæft.

Tv-spindoktor-kommentator og talkshowvært: Helle Ib.

Hvorfor er det nu lige, at tv elsker Qvortrup, Mogensen, Christiansen, Pittelkow, Engell, Krab-Johansen, Goll, Cordua, Garby, Madsen (Christian), Nielsen (Jakob) fra Politiken og så videre og så videre, når en af Danmarks mest vidende og bedst skrivende politiske analytikere sidder på B.T. og venter på en opringning? H.I. er super skarp på christiansborgstoffet og helt fritaget for selvfedme. Hun skal da have sit eget talkshow. Måske hun skal droppe fornavnet, hvis hun skal have sådan en mulighed.

Og så videre og så videre. Brug dem. Forfrem dem. Elsk dem. Og fortsæt selv listen her nedenfor. Der er mange, som er så oversete, at de også er overset af os. Hjælp os på denne dag med at få alle de sejeste K-kvinder frem af mørket, hijab'en, gulvspanden, skødesløsheden, sexismen eller glemslen. Glædelig 8. marts.

Spindoktorernes førstehold bliver på banen

11:52:45

Førsteholdet

Hos de konservative består førsteholdet af Lene Espersen med sin spindoktor Morten Langager og Brian Mikkelsen med Sandy French. De suppleres fra Venstre af statsministerens særlige rådgiver indtil den 2. marts, Søs Marie Serup.

Fælles for alle tre er, at de af Christiansborg-pressen forventes at have særlig insiderviden om, hvad der foregår i de respektive regeringspartier - ud over at de er leveringsdygtige i en minister, der kan udtale sig til citat på stort set alle tider af døgnet.

I niveauet lige under disse tre opererede indtil for nylig desuden en fjerde interessant figur - skatteminister Kristian Jensens særlige rådgiver Peter Høyer. Han er imidlertid fratrådt samtidig med sin minister og ventes ikke at optræde igen som særlig rådgiver på regeringsholdet. Det til trods for, at Høyer havde et ganske godt navn blandt pressefolk.

Morten Langager er den sidste tilbageværende af spindoktorholdet årgang 2001. Han er som tidligere journalist den klassiske spindoktortype og agerer meget selvstændigt. Det kan Langager især i kraft af, at han har et særdeles tæt og fortroligt forhold til sin minister, Lene Espersen. Så tæt, at han gerne siger "vi" om ministeren og "vores" om Espersens position. Hos pressen har Langager generelt et godt ry, men skyer ingen midler og kan for eksempel også ind imellem optræde intimiderende og truende over for journalister, hvis han får nys om artikler, der er ved at blive skrevet, og som han ikke bryder sig om. Han indrømmer aldrig, hvis hans minister har kvajet sig og placeres derfor i kategorien "sæbeagent". Alligevel ligger Langager i toppen på journalisternes troværdighedsbarometer.

Langager beskrives som meget "informationsindhentende". Han spørger gerne journalisterne lige ud om indholdet i morgendagens historier, og han går gerne "stuegang" rundt på redaktionerne på Christiansborg for at snuse nyheder op.

Langager er sekunderet af en lige så respekteret spindoktor, nemlig Sandy French. Hun var indtil for få år siden Ekstra Bladets politiske redaktør. Også hun beskrives som en klassisk spindoktor med udfarende mediekontakt og et finmasket journalistnetværk. Hun er ferm til at tænke i medievinkler og formulerer sig godt skriftligt. Nogle pressefolk mener, at French meget gerne vil spinne. Endda i en grad, hvor hun også gør det mod kollegerne i Venstre. Alle betegner hende som dygtig.

Søs Marie Serup har reelt været Venstres eneste egentlige spindoktor i flere år. Det til trods for, at hun det seneste år har slået sine folder i Statsministeriet som Løkkes særlige rådgiver, mens Venstre har haft sin egen pressechef. Journalister på Borgen, som ønskede viden ud over banale praktiske informationer, og for eksempel politiske vurderinger, gik uden om pressetjenesten og direkte til Serup. Sådan var situationen indtil for nylign, og sådan bliver det i fremtiden, selvom Serup nu skifter visitkortet ud. Forskellen er dog, at hun i fremtiden kan opdatere sin Facebook-profil, uden at hun af den grund ender i pressen med sine markante vurderinger.

Søs Marie Serup er Venstres eneste reelle spindoktor
- også selvom der er ny titel på visitkortet

Der er imidlertid meget delte meninger om Serup i pressekorpset. De fleste mener, at det seneste halve år har været svært for hende, fordi Løkke ikke i tilstrækkelig grad har inddraget sin særlige rådgiver i sine planer. Andre vurderer, at hun mangler reel viden om, hvad der sker i regeringen og i øvrigt har tabt stor troværdighed ved over for pressen at benægte Løkkes - for de fleste iagttageres vedkommende - ret iøjnefaldende problemer. Andre mener derimod, at Serup er ubetinget dygtig og dermed fortsat er et kæmpe aktiv for Venstre og statsministeren i den kommende valgkamp.

De andre førsteholds-spillere

I den absolutte top af spindoktor-ligaen finder man også Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard, der har en meget høj stjerne blandt pressefolk. Han beskrives som ordholdende, dybt troværdig og særdeles dygtig. Han regnes af nogle pressefolk som den klart dygtigste af alle Christiansborgs spindoktorer.

DF's Søren Søndergaard regnes af flere som den
dygtigste spindoktor på Borgen

Hos oppositionen får især to navne stor ros blandt pressefolk. Det er Helle Thorning-Schmidts personlige rådgiver Noa Redington og SF's pressechef Claus Perregaard.

Noa Redington opererer mere proaktivt i forhold til pressen med sager og vinkler, end man måske kunne forvente af en politisk strateg med baggrund som klog mand på Mandag Morgen.

Uden Noa Redington var Socialdemokraterne ilde stedt

Nogle mener dog, at Noa Redington til tider kan forfalde til den udbredte uvane eller erhvervsskade med at være en "sæbeagent" eller propagandist.

Helt modsat er det med Claus Perregaard, hvis troværdighed er i top. Han bliver brugt af journalister og kommentatorer som en ganske nyttig sparringspartner. Lige netop den rolle giver høj status og godt ry i pressekorpset, der kan vise sig nyttig i afgørende situationer. Perregaard er måske oppositionens stærkeste kort på spinfronten lige nu.

SF's Claus Perregaard er en kyndig og vittig sparringspartner for journalister

Andetholdet

De særlige rådgivere i regeringen er typisk folk med baggrund som konsulenter i Venstres politisk-økonomiske sekretariat og pressetjeneste på Christiansborg. De har gerne faglig baggrund som økonomer eller pressefolk, og mangler ofte både netværk og viden om, hvordan pressen arbejder. De er derfor sjældent opsøgende over for pressen, og derfor er de som regel suppleret med en almindelig pressechef med journalistbaggrund til at håndtere pressen.

Hvis man ændrer perspektivet væk fra Christiansborg-journalisternes verden og i stedet betragter rådgivernes rolle fra ministrenes vinkel, så kunne man i stedet - lidt venligt - kalde denne type rådgivere for rådgivere, der "spiller på andetholdet".

De bedste af dem arbejder - efter sigende - mere som strateger og politiske kuglestøbere end med pressehåndtering og proaktivt spin. Det er derfor meget vanskeligt for udenforstående at afgøre, hvorvidt de faktisk bidrager positivt til ministerens politiske arbejde.

Ikke desto mindre er det især denne type særlige rådgivere, der tilsyneladende har vundet indpas især i Venstre i de senere år. Formentlig fordi ministrene efterspørger den mere faglige type, som de politisk kan sparre med.

Martin Vith er den Venstremand i landet, der
ved mest om politisk kampagne

Blandt dem skiller især Venstres tidligere informationschef Martin Vith sig ud. Han er særlig rådgiver for miljøminister Karen Ellemann. Vith har tidligere været en vigtig del af Venstres kampagnehold og har en direkte linje ind til Løkke. Ifølge rygterne var det først, da Lars Løkke Rasmussen kraftigt opfordrede Vith til at blive særlig rådgiver for Ellemann, at han søgte stillingen. Vith er den venstremand i landet, der ved mest om politisk kampagne. Han nævnes i øvrigt fra tid til anden som Venstres kommende partisekretær. Flere peger dog på, at Vith ikke har været særlig succesfuld med få Karen Ellemans medieoptræden til at spille.

Enkelte særlige rådgivere falder dog helt uden for kategori. Blandt dem er Finansministeriets Søren Møller Andersen, som hverken ved særlig meget om, hvad der generelt foregår og har lavstatus blandt de pressefolk, som Kforum har talt med.

Møller Andersen har en blandet baggrund. Han uddannet journalist, men har stort set kun været ansat i Venstres pressetjeneste, indtil han blev ansat hos Claus Hjort Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet.

Møller Andersen kan - ret enestående - finde på at sidde med i lokalet, når hans minister giver interviews. Dertil kan han insistere på at udvælge passager, som så må bruges til citat. Måske forståeligt, hvis der var tale om en ny og usikker minister, men for de fleste uforståeligt taget i betragtning af, at hans chef er regeringens stærke veteran. Claus Hjort er dog kendt for sin aldrig svigtende loyalitet over for sine ansatte, så Møller Andersen bliver i hvert fald siddende frem til valget.

Hvem bliver de nye?

Det var en kort gennemgang af nogle af spindoktorerne på borgen. De fleste steder er spindoktorerne fulgt med deres ministre i forbindelse med rokaden. Det gælder for eksempel Langager og French. I nogle ministerier skal man derfor ud at finde helt nye spindoktorer. Her mangler der nye folk:

Undervisningsministeriet
Socialministeriet
Skatteministeriet
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Forsvarsministeriet

Om der overhovedet bliver ansat spindoktorer, og om det bliver førsteholds-spillere eller andetholds-spillere, der kommer til at agere i ministerierne, vides af gode grunde ikke. Men det bliver spændende at se, hvad der sker de næste par uger.

---

Som en lille service fra Kforum-redaktionen kommer nedenfor Jarl Corduas kommentar til flytningen af statsministerens spindoktor, Søs Marie Serup. Kommentaren ligger samtidig på sitet som selvstændigt indlæg.

Søs Serup skal være 'den ny Michael Kristiansen'
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har flyttet sin særlige rådgiver Søs Marie Serup væk fra Statsministeriet. I fremtiden klarer han sig helt uden. Det er sket, fordi Løkke endelig har indset, at tingene sejler i Venstres pressetjeneste på Christiansborg, og at der er behov for oprustning. Situationen med faretruende vigende meningsmålinger, manglende momentum i den politiske debat og to måneders elendig presseomtale skal vendes. Ellers taber VK med sikkerhed regeringsmagten. Det er sådan set baggrunden for beslutningen, som jeg vurderer det.

Serup er tidligere pressechef i Venstre, men skal altså nu være øverste chef for "Center for Kommunikation og Politik", der er en samlet betegnelse for partiets politiske-økonomiske afdeling og pressetjeneste, der dog hver især også får en underordnet chef. Det bliver derfor interessant at se, hvem Venstre formår at rekruttere til disse stillinger. Det er lang tid siden at regeringspartiet har tiltrukket A-kæden i dansk dagspresse til at søge stillinger som spindoktorer mv. Faktisk har de konservative haft mere held med det. Senest, da Ekstra Bladets daværende politiske redaktør Sandy French for et par år siden blev særlig rådgiver for Brian Mikkelsen i Justitsministeriet.

En af Søs Marie Serups opdateringer af Facebook-profilen med den berygtede, ironiske vending "Danmark er et dejligt land at lege med politik i"

Kan der være en anden forklaring? For eksempel at Serup er blevet degraderet for sin trang til at opdatere sin Facebook-profil med kontroversielle budskaber, der har skabt unødig dårlig omtale også for statsministeren - senest med formuleringen om, at man "legede politik"? Bevares. Men så skulle Løkke jo afskedige hende helt. I stedet har han lagt ansvaret for Venstres fremtidige valgkampsindsats i hendes hænder. Det ville være underligt, hvis Løkkes tillid var forduftet.

Spørgsmålet er i øvrigt om Facebook-sagen nr. 2 var blevet en sådan stor sag, hvis ikke det havde været vinterferie, hvor der var meget langt mellem de politiske nyheder på Christiansborg. "Feed the mediebeast or its gonna eat you up", siger det gamle ord. Og man kunne tilføje: Especially when you screw up! Og det gjorde Serup så. Men værre synes Løkke åbenbart heller ikke, at det var.

Som chefspindoktor i Venstres kampagnemaskine får Søs Serup nu mulighed for at lave alle de facebook-opdatereringer hun vil, nu hvor hendes lønseddel kommer fra Venstre og ikke (direkte) fra skatteyderne.

Hvad skal Serup så lave ud over at opdatere sin Facebook-profil? Jobbet går ud på dels at samle tropperne til et slagkraftigt team, der dels forsvarer regeringens og Venstres politik og dels jage oppositionens topfolk fra morgen til aften. Det sidste har virkelig været en mangelvare hos Venstre, hvor man de sidste par år ikke rigtig har prioriteret området. Venstres pressetjeneste er i øvrigt blevet dumpet af pressen som værende et noget søvnigt foretagende frem for at være den slagkraftige spin- og propagandacentral, som den var få år tilbage. Det bliver der lavet om på nu, og formentlig bliver pressen bombarderet med kreative forslag såsom, hvordan de kan se Søvndal og Thorning og deres politik efter i sømmene?, hvordan ser en S-SF-RV-regerings politik ud?, hvor er splittelserne i oppositionen? osv. For at citere en senere berømt dansk spindoktor: "Der er SÅ meget guf at komme efter!"

Serups hovedforce er, at hun er god til at engagere og motivere folk. Nu står hun overfor en kæmpeopgave med at samle, koordinere og styrke kræfterne i Venstres gruppe, de tunge ordførere, medarbejderne partisekretariat på Christiansborg og "førerbunkeren" i Søllerød samt ikke mindst ministrene og deres særlige rådgivere. Serup skal være "den ny Michael Kristiansen", der i regeringens første periode af Venstrefolkene selv blev set som fænomenal til "at samle trådene, få alle til at spille sammen og føle sig som en del af holdet", som det formuleres.

Ved at gøre Serup til chefspindoktor er 3. trin af Løkkes raket, der ifølge ham selv skal "modernisere Venstres parti", skudt af. Først forsvandt det gamle hold i pressetjeneste pludselig ud af bagdøren. Så gjorde Løkke i forbindelse med rokaden Kristian Jensen til boss for folketingsgruppen, og nu er Serup så blevet sat i spidsen for Venstres presse- og kampagneindsats frem mod valget. Er der mere i posen? I så fald så kunne man spekulere i om Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen også er på vej ud. Det ville være sidste udkald for en sådan fyring, hvis Venstre skal nå at køre en ny i stilling inden valget.

Vil alle disse anstrengelser så virke? Det kan ingen vide, men Lars Løkke har efter min vurdering i hvert fald truffet et helt nødvendigt og overordnet set rigtig fornuftigt valg, hvis overhovedet VK-regeringen skal have en chance for at vinde over oppositionen ved det kommende folketingsvalg.

Ryster det så oppositionen? Næh. Dette træk af Løkke bør strategerne i S og SF have forudset for længst. Men spin-krigen i det daglige bliver nu mere intens, og den vil kun blive optrappet frem mod valget.