Fra iPad til myPad

16:23:08

Hellig Jobs med svaret på dine hotteste bønner

Præsentations-argumentet: verdens smukkeste slides
Takket være en lynhurtig applikation til slideshows er en iPad enhver sælger og konsulents drøm. Præsentationen står knivskarpt og i strålende farver på den handy, mellemstore skærm.

Sådan siger du: "Med en iPad-præsentation kan jeg sælge sand i Sahara/gøre kold kanvas glødende/realisere vores restlager."
Chefens mulige modargument: "Hvad er der nu galt med en almindelig powerpoint-præsentation med vores udmærkede projektor?"
Dit svar på modargumentet: "Vi skal helt tæt på kunden og kunne sidde intimt sammen om en præsentation. Det giver en følelse af uformel tryghed og symmetri."

Efteruddannelses-argumentet: klog på sengekanten
Der vil være en strålende ebogslæser i iPad'en. Den viser bogsiderne i farver, i modsætning til for eksempel Kindles sort-hvide verden. Derfor egner iPad sig godt til læsning af faglitteratur med mange grafer og komplicerede modeller i forskellige farver.

Sådan siger du: "Hver aften tager jeg en fagbog med i seng på min iPads ebog-læser. Det løber op i tre timers ugentlig efteruddannelse af mig."
Chefens mulige modargument: "Du kan da bare tage en papirbog med i seng."
Dit svar på modargumentet: "Nej, for iPad'en er lettere at ligge med end de fleste fagbøger." (Nævn endelig ikke, at en iPad er meget tungere andre ebogslæsere).

Overarbejds-argumentet: altid online
iPad er som skabt til, at du kan sidde stille hjemme i sofaen og tjekke din arbejdsmail, uden at ægtefællen eller dine børn opdager det.

Sådan siger du: "Jeg vil være online hele tiden."
Chefens mulige modargument: "Brug dog din iPhone."
Dit svar på modargumentet: "Nej, den har de andre gennemskuet for længst."

Moses med en beta-version af iPad

Besparelses-argumentet: ud med print
Ebogslæseren i iPad er god til aviser og tidsskrifter.

Sådan siger du: "Så dropper jeg de dyre printaviser på dørmåtten."
Chefens mulige modargument: "Et elektronisk avisabonnement koster vel også kassen?"
Dit svar på modargumentet: "Nej, det er meget billigere end print." (Husk at krydse fingre bag ryggen).

Kreativitets-argumentet: strøm på ideerne
Med en iPad får din mulighed for at nedskrive personlige noter og ideer et uvurderligt løft. iPhone er for lille at skrive på, og Macbook'en er trods alt for lidt mobil. Du står ikke lige i en kassekø i Netto og tager noter på din Macbook. Det kan iPad imidlertid klare.

Sådan siger du: "Jeg får mine kreative ideer de særeste steder og har brug for at skrive dem ned. Med en iPad får den innovative kraft en spand kul."
Chefens mulige modargument: "Selv bruger jeg blyant og en lille lommebog."
Dit svar på modargumentet: "Ok, men så har du vel også en fin gul blyant med indbygget email?"

Fokuserings-argumentet: ingen svinkeærinder
Mange it-kommentatorer har brokket sig over, at iPad'en intet kamera har. Men de har ikke fattet, at det manglende kamera betyder fuld fokus på alle de væsentlige arbejdsopgaver, set med chefers kolde øjne.

Sådan siger du: "Nul kamera = nul fis, ballade og pinlige optagelser til YouTube".
Chefens mulige modargument: "Kameraer kan da bruges til mange fornuftige ting."
Dit svar på modargumentet: "Ja, og derfor bør jeg også opgradere til en iPad 2.0 med kamera, når den kommer."

Miljø-argumentet: grøn, grønnere, iPadsk
Takket være snedig programmering bruger iPad'en mindre batterikraft, end en Macbook gør på nogenlunde samme applikationer. iPad'en lænser ikke elnettet. Det er klimavenligt.

Sådan siger du: "Jo mere iPad, jo grønnere bliver virksomhedens profil."
Chefens mulige modargument: "Hvor mange iPads går der så på en udnævnelse til Danmarks grønneste arbejdsplads?"
Dit svar på modargumentet: "Det grønne skal gro i naturligt tempo. Vi begynder med en iPad til dig og mig, og så tager vi den derfra."

Produktivitets-argumentet: det lette tryk med den store virkning
Nogle har undret sig over, at et fysisk tastatur mangler default. Men du skal fremhæve touch-screen som brugervenligt og forbløffende produktivitetsfremmende.

Sådan siger du: "Touch-screen modvirker musearm og giver færre sygedage." (Og håb, at chefen ikke gider svare)
Chefens mulige modargument: "Det tror jeg ikke på."
Dit svar på modargumentet: "Det gør jeg heller ikke. Det var bare for at prøve dig."

Pris-argumentet: det nærmeste Apple er kommet gratis
Den er billig for et Apple-produkt at være - koster kun ca. 3.500 kroner.

Sådan siger du: "Den koster næsten ingenting." (Nævn endelig ikke netabonnementet)
Chefens mulige modargument: "Så køb den selv."
Dit svar på modargumentet: "Ok. Hvad med en mindre lønforhøjelse?"

Web 2.0-argumentet: cooooool
Uanset hvad din virksomhed beskæftiger sig med, er der brug for folk i k-afdelingen, som har styr på det sidste nye og især alt, hvad der kan bruges til sociale medier, der jo står øverst på strategiplanen.

Sådan siger du: "Jeg vil få hands-on viden om the cutting edge inden for hardware til sociale medier."
Chefens mulige modargument: Han har ikke noget modargument.

- Kan du ikke mærke det nu? Den er så godt som hjemme.

Hvad har du at sige til dit forsvar?

14:48:07

TV 2 har Basta og DR har Kontant. Begge programmer er komponeret på samme måde. Det er den lille forurettede mand mod det onde system; den godtroende borger der er blevet snydt og bedraget af den kolde og kyniske virksomhed.

Sådan er det narrative setup, virksomheden skal forsøge at kommunikere sig ud af. Det kan være ganske vanskeligt. Specielt fordi der ikke er tale om en almindelig kommunikations-situation. Der er derimod tale om en forvredet rettergang. Vi befinder os i en retssal, hvor talsmanden er forsvareren. Heroverfor står en sammensmeltet og ensidig anklager, dommer og jury; nemlig intervieweren. Intervieweren fører vidner og anklager. Forsvareren har ikke de samme rettigheder. Han kan blot forsøge at parere anklagerne efter bedste evne. I det følgende skal jeg vise, hvordan det kan se ud.

De fire skridt før slagtningen

Der viser sig at være fem overordnede skridt i forbrugerprogrammerne. Først får vi præsenteret sagen, så får vi den personlige historie, så bliver historien underbygget og lovgivningen præsenteret. Endelig bliver talsmanden til sidst interviewet og afkrævet en forklaring. Lad mig med udgangspunkt i en enkelt case vise, hvordan disse fire første skridt udfoldes. Bagefter kigger jeg nærmere på, hvordan talsmanden håndterer interview-situationen.

Sager handler om Elgiganten og er fra programmet Basta, der blev sendt 2. februar 2010. Se mere her.

1. Vi får præsenteret sagen

Elgiganten sælger brugte varer som nye. De brugte varer, der bliver taget retur, sælges bagefter til fuld pris uden at oplyse om, at de var brugte.

2. Vi får den personlige historie fra kunden

To forskellige personer fortæller om dårlige oplevelser med produkter. Begge kunder havde købt varer, de troede var nye. I begge tilfælde viste det sig, at produkterne var brugt og i det ene tilfælde oven i købet defekt.

3. Vi får underbygget historien

Elgiganten bliver underlagt et eksperiment. I seks forskellige butikker køber Basta seks forskellige blendere, som alle bruges. Dagen efter afleveres de seks, nu mærkede, blendere i samme butik, som de er købt. Dagen efter igen kan Basta købe fire af de seks brugte blendere til fuld pris.

4. Vi får præsenteret lovgivningen

I sagen med Elgiganten viser det sig, at det ikke er ulovligt at sælge brugte varer. Men Basta får alligevel gjort det klart, hvordan det er moralsk svindel ikke at gøre opmærksom på, at det er brugte varer.

Bastas hjemmeside, hvor man kan svælge i forbrugerkritisk stof

5. Tid til tænderskæren

Det femte skridt er interviewet med talsmanden. At være havnet i et forbrugerprogram er under alle omstændigheder en belastende situation for virksomheden. Men dog en situation, der kan håndteres på meget forskellige måder: med anstændigheden i behold eller med fiasko. Alt efter hvad talsmanden får sig rodet ud i. Som vi skal se i det følgende, går det mindre godt for servicechef i Elgiganten, Jakob Reland. Han gør medarbejderne til syndebukke og går selv fri.

a. Talsmanden beklager, og proklamerer at der skal rettes op

"I de konkrete tilfælde har vi begået nogle soleklare fejl, og det er ikke i orden."

b. Talsmanden afkræves svar på, hvordan det kunne ske

"Jamen der har vi ikke været dygtige nok i de pågældende varehuse, og vi har også taget konsekvensen. Vi har bedt vores varehuschef om at gennemgå reglerne endnu en gang med vores medarbejdere på laget. Vi vil simpelthen ikke have det her sker."

c. Talsmanden forklarer, hvilke initiativer der skal sættes i værk

"Jamen det vi gør, det er, at vi gennemgår reglerne med vores medarbejdere. Og samtidig er vi også i gang med at indføre en bedre mærkning."

d. Talsmanden forklarer endnu engang, hvordan det kunne ske

"Jamen jeg kan sige, at det må være menneskelige fejl, der ligger bag her. Og det er ikke okay. Jeg ville da heller ikke selv være tilfreds. Og det tror jeg ikke nogen ville være. Men vi gennemgår reglerne med vores medarbejdere igen… Vi har en klar politik på returvarer. Og vi mente selv, at de var klare nok. Det viser du tydeligt, at det har de ikke været. Og det strammer vi op på nu."

Fejl eller forsæt

Det står efterfølgende klart, at Elgiganten mener, der er tale om menneskelige fejl. Men hvordan kan man tale om menneskelige fejl, når problemet findes i (mindst) fire ud af seks butikker, og oven i købet også bekræftes ved et opkald til Kundeservice? Med så stor fejlkvotient ligner det ikke menneskelige fejl, der er karakteriseret ved at være enestående og ikke-repræsentative. Derimod ligner det systematiske fejl på tværs af koncernen - måske begået med forsæt?

Ekstern kommunikation = intern kommunikation

At Elgiganten offentligt tørrer skandalen af på medarbejderne er en opvisning i elendig intern kommunikation. I den moderne medietidsalder er skellet mellem, hvad der foregår inde i og uden for virksomheden, brudt ned. Alle interne handlinger kan på et øjeblik blive til eksterne budskaber. Og alt hvad der bliver udtalt i pressen kan medarbejderne høre og se hjemme i stuerne. Der er ingen nævneværdig kommunikativ forskel.

At skyde skylden på medarbejderne offentligt svarer ganske enkelt til at anklage dem for inkompetence over hele linjen. Hvilken medarbejder kan efterfølgende have tillid til sin ledelse og udvise engagement i arbejdslivet?

Sådan overlever du Basta og Kontant

Hvis man vil overleve forbrugerprogrammerne, kan man med fordel tage det fulde ledelsesmæssige ansvar for ulykkerne. At skyde skylden på medarbejderne er aldrig en god idé. Derudover er der en række andre gode råd.

1. Stay on message

Interviewet handler grundlæggende om, hvad du har at sige til dit forsvar. Her er det vigtigt, at du ikke roder dig ud i alle mulige forskellige forklaringer. Lige meget hvad intervieweren spørg dig om, skal du holde fast i et enkelt budskab (stay on message).

2. Smil, du er på

At fremføre sit budskab overbevisende vil sige at tale pænt og have et positivt kropssprog. Vær ikke vred. Lad dig ikke rive med af en diskussion. Smil til intervieweren, lige meget hvor kritisk han/hun er.

3. Øv dig

For at du kan fremstå med ro og sikkerhed i situationen, er det nødvendigt, at du inden interviewet har øvet dig. Skriv en Q&A over værst tænkelige spørgsmål, intervieweren kan finde på at stille, og øv dig i, hvordan du vil besvare dem. Forstå samtidig at interviewsituationen også er en kamp på ord. Du må ikke lade negativt ladede ord blive klistret på din virksomhed, hvis du kan undgå det. Reframe diskursen i din egen interesse.

4. Vid hvad de har på dig

Gør det klart, at du kun stiller op, hvis du har mulighed for at se alle materialer og data inden interviewet. Forudsætningen for at du vil stille op, er, at der ikke pludselig bliver trukket en kanin op af hatten. Du må kende sagens akter på forhånd. Kræv også, at du vil se det endeligt redigerede program igennem, før det bringes. Det er det mindste, du kan forlange i en ellers skævvredet rettergang.

5. Undgå at blive klippet

Tidligere blev konfrontationsinterviewene optaget live. I dag bliver de båndet i forvejen. Du kan nå at sige en masse i løbet af interviewet. Men du ved ikke, hvordan interviewet efterfølgende bliver klippet sammen. Det er derfor vigtigt, at du taler i lange sammenhængende sætninger, der ikke kan klippes i stykker. Lad dig heller ikke blive revet rundt i sagens kringelkroge i længere tid. Aftal på forhånd, hvor lang tid interviewet må vare. Maksimalt 20 minutter.

6. Gå i studiet

Hvis du kan vælge mellem at blive "forhørt" på dit kontor eller i tv-studiet, så tag det sidste. Ved at troppe op på modstanderens område viser du en passende ydmyghed, en forhåndstilkendegivelse af, at du er brødebetynget over de påviste fejl. Modsat kan et chefskrivebord virke som en aggressiv barriere og ubevidst afvisning af anklagerne.

7. Forhold dig til alle interessenter

Når du står i interviewsituationen, skal du tænke på, at alle interessenter hører dig. Du kommer ufiltreret ud i folks stuer. Både til aktionæren, bestyrelsen, mellemlederne og manden på gulvet. Her gælder det om at vise hoved, hjerte og hænder.

Hoved, fordi du skal forholde dig nøgternt til fakta og anklager og møde dem på det niveau, hvor de hører hjemme. Du skal sige undskyld, hvis der er noget at undskylde for, men ikke tage en puddel (lægge sig underdanigt som en puddelhund), hvis der ikke er noget at komme efter. Forstå, at du er i retten, og brug den sunde fornuft.

Hjerte, fordi du skal huske, at medarbejderne er mennesker der har brug for anerkendelse og opbakning. De har ikke brug for at blive nedvurderet og gjort til syndebukke. Samtidig skal du også vise hjerte over for de kunder, der har haft dårlige oplevelser, og den ledelse, der gør, hvad den kan. Vis hjerte ved at forstå alle interessenter. Mudderkastning er no go.

Hænder, fordi det gælder om at vise handlekraft. Er anklagerne berettigede, skal der rettes op på problemerne. Det skal være meget konkret. Hav forberedt hvilke initiativer I vil sætte i værk for at sikre, fejlen ikke sker igen.

Trøst

Og husk så på, at selvom det måske er slemt i situationen, så bliver virksomheder hængt ud. Hver dag. I den store mængde af ulykkelige historier glemmes din virksomhed hurtigt. Så længe jeres virksomhed ikke bliver hængt jævnligt ud, er udfaldet af rettergangen ofte hurtigt glemt.

Artiklen bygger på gennemsening af en række forbrugerprogrammer og samtaler med en tidligere programmedarbejder på Kontant. Vedkommende ønsker at være ananym.

Statsministerielt spin dekonstrueret

11:16:54

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er hårdt presset. De udenlandske medier er efter ham. De danske medier er efter ham. Dansk Folkeparti er efter ham; som sædvanlig. De konservative er ikke efter ham i den forstand, men tumler rundt på en måde, der virker sådan. Vælgerne er i et vist omfang efter ham. Selv Venstre er - diskret, naturligvis - efter ham. Og hans kolleger i de øvrige EU-lande er langt fra imponerede.

Det, vi ser, er nedslidningen. Siden tresserne har normalbilledet i Danmark været, at regeringer ikke kan væltes, men at de til gengæld - med en målrettet indsats fra oppositionen og diskret bistand fra ambitiøse partifæller - kan gøres så udmattede, at de ender med at give op.

De gamle kæmper blev slidt ned
Fra det mislykkede forsøg på en helhedsløsning i 1965 var nedslidningen af Krag i gang, og i 1968 gav den pote. Han orkede dårligt nok at føre valgkamp mod Hilmar Baunsgaard. Til gengæld sled V, K og R hinanden så godt og grundigt ned, at det ikke var nødvendigt for udefra kommende at puffe til Baunsgaards regering i 1971.

Anker Jørgensen blev slidt ned af LO og sin egen inkompetence, og gav op i 1982. Schlüter blev slidt ned af Ninn-Hansen og Tamilsagen, og gav op i 1993. Nyrup blev slidt ned af balladen om efterlønnen i 1998 samt et veltilrettelagt karaktermord fra navnlig Venstre, som han ganske vist selv blottede sig for. I den forstand var valget i 2001 en ren formalitet.

Fogh Rasmussen blev slidt ned af - hvad? Dansk Folkeparti, formentlig. Fik simpelthen ondt i ryggen af mange års bukken sig ned for at lytte til dværge. Eller måske af tomhedsfornemmelsen efter at have vundet tre valg, reelt uden modstand. Vi ved det ikke endnu, men kan glæde os til at læse, hvad fremtidens historikere finder frem til.

Trætte Løkke og hans spinnende kronprins
Nu er det så Løkkes tur. En stor del af nedslidningen stammer fra problemer, han arvede fra Fogh Rasmussen. Sine ikke særlig dygtige ministre og samarbejdspartnere. Krigen i Afghanistan. Manglen på nødvendige reformer. Den letsindige håndtering af nationaløkonomien, mens konjunkturerne var gode. Finanskrisen. Men han gør ondt værre ved at fjumre med COP15, burkaer (lidt uforskyldt, kan man sige. Med Naser Khader som ven er behovet for fjender mindre påtrængende, end det ellers ville være), madpakker, barns første sygedag, vinterferie på Tenerife, centralisme og dirigisme, der ville være en socialistisk regering værdig og en vranten fremtoning, der ikke vinder nye venner.

I den forbindelse kommer hans designerede efterfølger, skatteminister Kristian Jensen (V), ham til en form for undsætning i Berlingske Tidende den 8. februar 2010. Af hensyn til de Kforum-læsere, der normalt ikke har tid til at læse mellem linjerne, bringer vi derfor her en spin-guide til, hvad Kristian Jensen egentlig siger.

Smædekampagne er en by i Rusland
Avisens spørgsmål: Det er vel ikke værre end de smædekampagner, som I selv stod bag i Poul Nyrup Rasmussens (S) statsministertid?
Kristian Jensens svar: Jeg kan ikke mindes, at vi på noget tidspunkt har lavet historier om, at Poul Nyrup har ødelagt et FN-topmøde personligt eller nogle af de andre ting, som vi kan høre, at socialdemokraterne laver spin på.
Kforums dekonstruktion: Dette er omtrent lige så morsomt, som når Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg beklager sig over "tonen i debatten". Undersøgelser har vist, at 53 procent af al beskidt tale i det offentlige rum stammer fra Jensen og Rifbjerg. Så hvis de startede med at holde mund, var der under halvdelen tilbage at bekymre sig om.

Kristian Jensen svarer meget specifikt på klimatopmødet, og selvfølgelig er Venstre uskyldige dér, for Nyrup stod slet ikke i spidsen for sådan ét. Men hvad med cykelhjelmen? Og hvad med Rushdie? Og hvad med efterlønnen? Og hvad med Euro-afstemningen, hvor V og K - som en vittig hund bemærkede - kæmpede til sidste socialdemokrat? Og hvad med Østrig-sanktionerne, som V og K nærmest gav Nyrup personligt skylden for, skønt alle forlydender gik på, at det var Chirac, der var hovedmanden. Faktum er, at eksperter kom rejsende langvejs fra for at beundre Nyrups socialteknologiske håndelag; men at det ikke var særlig sexet. Og selvfølgelig ikke løste problemerne med indvandring.

Fuck de udlændinge
Avisens spørgsmål: Men I kan vel ikke løbe fra, at mange og toneangivende dele af international presse konkluderede, at Løkke havde en uheldig hånd med sin topmødeledelse.
Kristian Jensens svar: Enkelte eksempler er trukket frem igen og igen, men jeg kan også se en stribe eksempler i udenlandsk presse, som entydigt konkluderer, at problemerne på topmødet skyldtes, at Kina og andre lande havde besluttet, at der ikke skulle komme noget ud af det.
Kforums dekonstruktion: Spørgeren fra Berlingske har fuldkommen ret. Men fuck det! Der er ikke særlig mange VKO-vælgere, der følger med i udenlandske medier. Og da de heller ikke har fidus til udlændinge, kan det vel også være lige meget.

Stop lige verden, mens chefen sparer 2.300 kroner
Avisens spørgsmål: Du var inde på, at også Løkkes ferie er blevet gjort til et problem. Ville du selv tage dine børn ud af skolen uden for vinterferien, når regeringen nu er imod det.
Kristian Jensens svar: Lars' hustru arbejder et sted, hvor hendes muligheder for at afholde ferie ligger i uge fem. Så hvis der skulle være tid til at være sammen med familien, er det den mulighed, der var. Det har jeg respekt for.
Kforums dekonstruktion: Nu gentager jeg den officielle forklaring. Så slipper jeg for at sige, at både jeg selv og alle andre betragter det som totalt idiotisk, at Danmarks statsminister holder ferie i uge fem for at spare et par tusind kroner.

Man pisser ikke i egen rede
Avisens spørgsmål: Men ville du selv have gjort det samme.
Kristian Jensens svar: Det er ikke relevant, for min hustru har mulighed for at holde ferie i uge syv.
Kforums dekonstruktion: Prøv at hør her. Lars Løkke har båret sig åndssvagt ad. Men jeg vil gerne blive ved med at være nummer to. Så tror du, jeg vil kritisere min chef?

Her lugter da ikke udbrændt
Avisens spørgsmål: Er det ikke et klassisk krisetegn for en udbrændt regering, at anonyme regeringsmedlemmer begynder at kritisere chefen.
Kristian Jensens svar: Hverken regeringen eller chefen er på nogen måde udbrændt.
Kforums dekonstruktion: Jo

D´herrer Fejlfri
Avisens spørgsmål: Synes du slet ikke, at Lars Løkke Rasmussen har begået nogen fejl.
Kristian Jensens svar: Lars Løkke Rasmussen er en fremragende statsminister. Det tilkommer ikke mig at påstå, at jeg kunne gøre det bedre end statsministeren.
Kforums dekonstruktion: Hvad tror du selv?

Eksdronningen af branding

16:31:01

Helt elementært handler personlig branding om at bidrage til styringen af ens professionelle omdømme. Eller som Jeff Bezos, stifteren af Amazon.com, har udtrykt det: "Dit brand er, hvad folk siger om dig, når du ikke selv er til stede."

For at folk skal have noget at snakke om, skal du først have gjort dig bemærket. Og helst for noget, som kan siges at være fyldt af spændende løfter om din fremtidige indsats. I offentligheden oplever vi løbende to modeller for brandingmæssig avancement.

Den første model kan kaldes "jump start"-metoden, som udmærker sig ved, at wannabees i dødsforagt kaster sig ud i alle mulige reality-shows. De glade aktører får i processen ikke så sjældent deres privatliv krænget ud. De bliver hånet og undertiden svinet til. Men hensigten helliger som bekendt midlet. Mange håber at kunne bide sig fast i offentlighed eller showbiz. Hvilket næsten aldrig sker. Det er den Warhol'ske 15 minutters berømmelse.

Bliv kendt for det, du er god til
Den anden model er mere raffineret. Vi taler om strategisk karriereplanlægning, herunder personlig branding, hvor man forsøger at sikre en formidling af de egenskaber og karakteristika man gerne vil huskes for. For veluddannede aktører handler det ofte om at blive forbundet med en kombination af faglige og kommunikative evner. Hvis man, afhængig af branche, formår at sætte trumf på ved at blive husket for en lille detalje - Dan Turèll og hans sorte neglelak eller Simon Spies og hans muntre, nydelsessyge harem, for nu at nævne et par historiske eksempler - så er der lagt i kakkelovnen til personlige brands som gennem udsøgt positionering får en varig plads i offentlighedens bevidsthed.

Når Jetsetdronningen fremstår som en exceptionel case og en brandingmæssig katastrofe, skyldes det ikke, at hun nu er narko-dømt for gentagne brud på loven om euforiserende stoffer.

Jetsetdronningen er ikke den første kendte erhvervsskikkelse som redder sig en bøde i størrelsesordenen 20.000 kroner eller 14 dages hæfte. Mange vil endda kalde det en erhvervsrisiko. Når det alligevel rammer som en reel katastrofe, skyldes det ikke bødens omfang, men mere det ukontrollable mode som Jetsetdronningens brand netop nu befinder sig i. Kort sagt kan man sige, at den 40-årige på rekordtid har bevæget sig fra hylden med udsøgte personlige brands båret af høje uddannelser, sikker signalføring og omhyggeligt trimmede netværk til rodekassen med alle mulige alt for farverige og alt for aflagte skikkelser.

Rollemodel - ansvar og pligter
Inden mediestormen tog til var erhvervskvinden blevet kendt for at stå frem som rollemodel. Problemet med ethvert brand, hvor der går inflation i at bekræfte, hvor fantastisk, intelligent, begavet og veluddannet man er - samtidig med at der aldrig diskuteres de fordele som følger et liv i overklassen - er brandet gør sig sårbart over for alle mulige former for inflation.

Inden at kriminalpolitiet i juli 2009 tog fat med ransagninger, tilbageholdelse og sigtelse, havde erhvervskvinden fået en early warning om at der var problemer med hendes omhyggeligt tilrettelagte personlige brand gennem en for hende meget uheldig diskussion om hun nu havde de udenlandske akademiske titler og de professionelle bestyrelsesposter hun udgav sig for at have.

Det, jeg har oplevet i Københavns Byret Retssal 32, hvor anklageren excellerede i (pinlige) hemmelige telefonaflytninger og en lang række mobilmasteoplysninger om hendes færden, er en kvinde, der apatisk undlod at tage videre del i sit eget i øvrigt yderst effektive forsvar; cadeau til forsvarer Jørgen Lange. Ikke noget med at tage notater eller følge med i de store mængder bilag. Men en kvinde, der med et stenansigt kiggede ud i retssalen, mens en kødrand af journalister havde øjnene på stilke.

Forklaringsproblemet?
Men hvor er der, at det er gået galt med Jetsetdronningens kostbare personlige branding.
Svaret er indlysende. Nemlig at essensen af hendes personlighed, hendes personligheds DNA ikke er tænkt ind i det samlede branding-koncept. Fra de talrige telefonaflytninger som retssagen har bidraget med, ved vi nu, at en ikke uvæsentlig del af hendes omgangskreds har været mennesker, fortrinsvis mænd med et meget frit forhold til euforiserende stoffer. Så frit, at flere af dem har reddet sig langvarige fængselsstraffe. Fra den kulørte presse har vi set erhvervskvinden ikke blot i selskab med kongelige, adelige og nyrige, men også med stærkt kontroversielle yngre erhvervsskikkelser.

Shit list
Inden for amerikansk public relations er begrebet "blacklist" blevet modificeret til "shit list", og betyder ikke så meget længere folk som skrives i den sorte bog, men snarere alle de ting man typisk i en organisation godt ved ikke er så heldige at få frem i lyset. Ikke så få PR-afdelinger træner krisestyring på alle disse forhold man ikke ønsker krænget ud i pressen.

Det ejendommelige ved den højt profilerede erhvervskvinde er, at dette tilsyneladende ikke er sket! Hun omgiver sig med en række kontroversielle skikkelser - har en pusherven med en langvarig fængselsstraf bag sig - og har tilsyneladende ikke en plan B for brandets videre udvikling, hvis der i offentligheden skulle ske en utilbørlig forveksling af hendes og omgangskredsens motivverden.

Kvinden vælger at kaste sig i flyverskjul, da udfordringerne for alvor melder sig. Som jeg har nævnt, var det i retten en nærmest arbejdsløs executive, der lod sine dygtige og sikkert højt betalte advokater ordne paragrafferne.

Pyrrhussejr
Problemet ved at lade advokaterne ordne affærer, der implicerer et højt indhold af imagemæssige udfordringer, er, at advokaterne ikke er uddannet til at afstemme og udvikle et brand. Selv om den dygtige Jørgen Lange fik forhindret erhvervskvinden i at blive dømt for en tiltale for omfattende narko-distribution, har det jo ikke forhindret, at offentligheden ser helt anderledes på kvinden, efter at tidligere diskussioner om titel- og CV-pyntninger og ikke mindst retssagen har været afviklet.

Væk er alle illusioner om at hun skulle være en særlig talentfuld udvalgt, der har formatet til at stå i spidsen og være rollemodel for danske erhvervskvinder.

Det, advokaterne med hævdelse af navneforbuddet har opnået, er en landsdækkende gættekonkurrence, hvor folk på jeg ved ikke hvor mange hjemmesider er blevet opfordret til at tilkendegive, om de kender navnet på Jetsetdronningen eller ej. Det, advokaterne med navneforbuddet har skabt, er et totalt ukontrollabelt brand, hvor brugerne ikke, som det typisk hænder ved cult brands, digter alle mulige positive egenskaber ind i et brand som overbeviser gennem sin fantasi, anvendelighed og vedholdenhed, men omvendt, fordi brandet har opgivet at redefinere sig selv, begynder brugerne at digte alle mulige former for skyld og ryggesløshed ind i brandet.

Jeg mener, at det er her, at det forstenede ansigt kommer ind i billedet og udtalelser i retning af: "Min karriere er ødelagt".

Branding - over advokaternes forstand
En bøde på 20.000 kroner er ikke nogen herregård. Jeg tror dog, at Asger Aamund forregner sig en smule, når han nu siger: "Det ligger ikke i danskernes natur at være særligt hævngerrige. Så jeg tror, at den sag forbavsende hurtigt bliver glemt. Danskerne tilgiver hende i morgen, og jeg kan ikke se noget til hinder for, at hun kan vende tilbage til et normalt liv, når hun har afklaret sit regnskab med samfundet."

Den ekstreme spænding, navneforbuddet har opbygget, overgår måske ikke blot Jetsetdronningens og hendes advokaters forstand, den udgør også en stor udfordring i form af den forklaring, som skal til for at kvinden igen kan udfylde sin position som fremtrædende medlem af samfundet. Og noget tyder på, at hun - nu hvor 90 procent tilsyneladende kender hendes sande identitet - har problemer med at face den store opgave, som ligger i at træde frem med den nye persona, retssagen har givet hende i offentligheden.

Hendes brandingmæssige katastrofe er ikke blot, at hun konventionelt set har haft omgang med de forkerte mennesker, men også hendes utilstrækkelige håndtering af udfordringerne. Tager man rejsekongen Simon Spies som referencemodel, så var han ikke noget dydsmønster. Omvendt havde det personlige brand Simon Spies en indiskutabel substans som knalddygtig økonom, psykolog og forretningsmand. Han havde altid et velforberedt og frem for alt vittigt svar, når frække journalister kom for tæt på de af hans mange positioner, som de facto dårligt kunne forsvares, herunder mærkværdig tilgang til prostituerede og endnu mere mærkværdige stoffer.

Det Jetsetdronningen har demonstreret, er en fantasiforladt tilgang til egen branding, da udfordringerne endelig melder sig. Da erhvervslivet bestemt også har dømmekraft, tror jeg ikke, at denne del af det bliver tilgivet så let. Det hun - i bagklogskabens klare lys - skulle have gjort, var at træde frem i medierne straks, da retssagen viste sig uundgåelig. Hun kunne i denne sammenhæng have understreget sin personlighed, sine værdier, sin fortrydelse over det stofbrugermiljø, hun associeres med. Hun kunne have gjort den uundgåelige situation til en menneskelig optræden, hvor vi havde haft mulighed for at udvikle empati. Ikke mindst ved at positionere sig som angrende misbruger. Hun kunne have talt sig til rette og endda vundet offentlighedens sympati.

Tænk bare på, hvordan den i tv transmitterede angrende Bill Clinton fik dæmpet en altovervejende negativ stemning, efter at han var blevet afsløret med praktikanten i Det hvide Hus. I den 40-årige erhvervskvindes tilfælde er ubalancerne ikke udlignet, og jo længere tid der går med det, jo sværere får hun det med at gøre et brandingmæssigt comeback, hun der uden tvivl er Dronning af Jetsettet, men en sand novice, når det gælder personlig branding i modgang.

Hofnar, skraldemand eller bibliotekar

15:56:49

Undersøgelsen, som er lavet af Bjerg Kommunikation, er tænkt som en gimmick, der skal give os et vink med en vognstang om bredden i opgaverne hos danske kommunikationsfolk. Den viser - ikke overraskende - at vi kommunikatører bærer rundt på vidt forskellige "usynlige kasketter" på jobbet. Mere overraskende er det måske, at de hemmelige identiteter dækker over så forskellige titler som hofnar og detektiv.

Seks arketyper
Idéen til undersøgelsen opstod på et morgenmøde i starten af november, hvor vi tilfældigvis kom til at tale om, hvordan vi selv samt vores samarbejdspartnere og kunder giver den i rollen som mange vidt forskellige professioner i vores kommunikationsarbejde. Efter en brainstorm fandt vi frem til seks arketyper, som vi forventede, at danske kommunikationsfolk ville kunne kategoriseres efter;

Skraldemanden - Samler op på de andres idéer og tråde. Skraldemanden reagerer på tiltag i organisationen frem for selv at have mulighed for at skabe dem.
Sygeplejersken - Bruger kommunikation til at fikse organisationens fejl og mangler.
Direktøren - Træffer beslutningerne.
Brandmanden - slukker de "brande", som kollegerne har startet.
Bibliotekaren - Sørger for at den rette viden kommer ud til de rigtige medarbejdere.
Læreren - bruger kommunikation til informere og lære fra sig, f.eks. via kampagner.

Ikke-videnskabelig gimmick
Fordi undersøgelsen er tænkt som en gimmick, besluttede vi at gå ganske uvidenskabeligt til værks. Undersøgelsen blev skudt i gang i slutningen af november i forbindelse med Kommunikationsdøgnet på Kommunernes Landsforenings hjemmeside og på vore egne hjemmesider. Her kunne deltagerne anonymt tilkendegive deres hemmelige identitet ved et klik på en af de seks arketyper. Vi havde bevidst valgt ikke at udspecificere kategorierne, men opfordrede deltagerne til selv at forklare, hvorfor de identificerede sig som henholdsvis skraldemand, sygeplejerske, direktør, brandmand, bibliotekar eller lærer.

Hofnarer og detektiver
Som alternativ til de seks kategorier kunne deltagerne også vælge at placere sig selv under kategorien "andet", hvis de ikke umiddelbart kunne genkende sig selv i de seks arketyper. 17 procent valgte uden for vores kategorier. Deres forklaringer tegner et farverigt billede af vores fag, kommunikation.

"Jeg er hofnar. Dén der provokerer omgivelserne med sandhederne om effektiv kommunikation og den modsatte virkelighed. Jeg tror på, at de vedvarende udfordringer af herskende normer og kultur kan flytte den enkeltes holdning og praksis til det bedre," skriver en deltager.

En anden svarperson kan heller ikke genkende sig selv blandt vores seks arketyper og tegner et endnu mere kulørt billede af sin hverdag:

"Kommunikationsarbejde minder mest af alt om detektivarbejde i bedste stil. Det gælder til enhver tid om at snuse den bedste historie op, finde frem til de egentlige motiver, have fokus på den mindste detalje og evne at koble de mest mystiske ting for at opklare hele historien. Sidst, men ikke mindst, gælder det om have masser af mod, energi - og humor. Så bliver det ikke mere Sherlock Holmes-agtigt, vel?"

Du kan gå ind på www.bjergk.dk/hemmelig og tilkendegive dit syn på din rolle som kommunikatør

Mange lærere
Langtfra alle deltagere overrasker dog med så kuriøse hemmelige identiteter. 83 procent af deltagerne lever nemlig op til vores antagelser om danske kommunikationsfolk og genkender sig selv blandt vores seks arketyper. For eksempel betegner en anselig andel - nemlig 24 procent af svarpersonerne- sig selv som lærere.

"Jeg er mest lærer, fordi jeg oplyser og forklarer vanskelige ting på en pædagogisk måde", lyder svaret fra en typisk lærer.

Oprydning og brandslukning
Desværre beskriver mange af deltagerne deres hverdag i alt andet end rosenrøde vendinger. I sagens natur er det især skralde- og brandmændene, der er utilfredse med deres jobindhold. De fordeler sig på henholdsvis 13 og 7 procent af svarpersonerne.

"Jeg er mest skraldemand, fordi jeg konstant og hele tiden skal samle op, når en eller anden får sagt noget uigennemtænkt i pressen," lyder det bittert fra en skraldemand, mens en brandmand kort og godt skriver:

"Jeg er mest brandmand, fordi jeg konstant skal slukke brande for andre".

Servicemindede bibliotekarer
Mere tilfredse er eksempelvis bibliotekarerne, der tegner sig for 14 procent af de afgivne svar. For dem handler hverdagen først og fremmest om systematik og service.

"Jeg er mest bibliotekar, fordi jeg gennem research har overblikket. Det overblik bruger jeg, når kolleger og chefer kommer og spørger om noget. Samtidig bruger jeg det til at formidle den viden, som jeg er i besiddelse af," forklarer en bibliotekar.

Fordi vores undersøgelse er en anonym for-sjov-undersøgelse, kan vi indtil videre kun gisne om, hvor i kommunikationslandskabet henholdsvis bibliotekarer, lærere, detektiver etc. befinder sig.

Legen forsætter
Vores gimmick er ikke slut endnu. Selvom vi egentlig havde besluttet at lukke undersøgelsen, har vi ombestemt os og holder den åben i håbet om at få flere tankevækkende og sjove reaktioner.

Gå ind på www.bjergk.dk/hemmelig og tilkendegiv, hvilken hemmelig identitet du har. Din besvarelse er anonym. Når du har afsløret din hemmelige identitet, får du samtidig adgang til at se, hvad andre kommunikationsfolk har skrevet.

Brandingboblen brister nu

11:47:45

John Gerzema og Ed Lebar

The Brand Bubble
Jossey-Bass, 244 sider.

Anmeldelse

Historien om det store tulipanhysteri

Forfatterne, de to analysefolk John Gerzema og Ed Lebar fra reklamebureau-kæden Young & Rubicam, starter ud med at fortælle os den interessante historie om Tulipmania i 1600-tallets Holland. Her udspillede der sig en komisk markedsmæssig psykose, fordi aristokratiet fik en nærmest junkie-agtig trang til at pynte op med de flotte tulipaner, der var importeret fra det eksotiske Tyrkiet. Resultatet var, at menigmand begyndte at sælge alle sine ejendele for at købe - og hold nu fast - tulipanoptioner. Altså tulipaner, der slet ikke var vokset op endnu. Selvfølgelig kollapsede markedet og efterlod de rige som fattige og de fattige nær dødens rand - kun iført tulipanløg. Historien er både komisk og tankevækkende, særligt med finanskrisen hængende i baghovedet som en omgang sejlivede tømmermænd. Og hvad værre er: Måske har vi slet ikke overstået vores tulipanhysteri. Måske lurer der en fare, hvis omfang vi slet ikke har drømt om. Den fare kalder forfatterne for "brandingboblen".
52.01.Brand Bubble

View more presentations from John Gerzema.

Brandingboblen - et falsk overskud på $4 billioner^[1]

Brandingboblen er kort sagt opstået, fordi aktiemarkederne i stigende grad vurderer virksomheders værdi ud fra deres intangible assets - altså deres uhåndgribelig aktiver. Det betyder, at forholdet mellem den fysiske værdi (maskineri, bygninger, produkter, teknologi etc.) og den immaterielle værdi (omdømme/brand, goodwill etc.) i de største virksomheder er op mod 80 % i det immaterielles favør, når deres værdi skal opgøres. Det vil sige, at virksomhedernes brand groft sagt udgør 80 % af deres værdi på aktiemarkedet. Det lyder jo ellers dejligt for brandingfolk, men problemet er ifølge forfatterne, at kunderne i stigende grad vender selvsamme virksomheder ryggen. Det svarer altså til, at en masse mennesker har købt en masse aktier (læs: tulipanløg) i en masse virksomheder, men at disse aktier er alt for dyre, og at køberne i værste fald måske slet ikke kan sælge dem igen. Og så har vi et kollaps.

Forfatterne vurderer, at brandingboblen har et omfang, som er dobbelt så stort som det subprime-lånemarked, der startede den seneste finanskrise, eller i tal: 4.000.000.000.000 dollars^[2]. Hvordan er det kommet så vidt, og hvad kan vi gøre ved det, spørger læseren så. Og her genåbner forfatterne en gammel, men stadig relevant diskussion om virksomheders regnskabsaflæggelse og værdiansættelse. Den gamle diskussion går på, at regnskaber jo kun fortæller noget om fortiden og ikke noget om fremtiden, og at det ikke blot nytter noget at fremskrive en virksomheds historiske performance, når man skal værdiansætte den. På samme måde mener forfatterne, at brandmålinger ikke har taget nok højde for kundernes og forbrugeres fremtidige adfærd, og derfor er mange brands blevet vurderet alt for højt, med den lurende katastrofe til følge.

Trods bogens spændende pointe og storytelling-rigtige konfliktoptrapning bliver det til en lidt for uspecifik kritik af forskellige brandmålinger, og når de to forfattere selv repræsenterer en virksomhed med patent på et omfattende brandmålingssystem, virker habiliteten så som så. Derfor, kære læser, får du her en kort, kritisk læseguide:

1. Uklar holdning til "awareness" - reklamebranchens besættelse af opmærksomhed.
2. Manglende refleksion over egen praksis - måling på intention eller adfærd?
3. Brands med høj energi - den har vi hørt før.

1. Uklar holdning til "awareness" - reklamebranchens besættelse af opmærksomhed

Forfatterne kan ikke rigtig finde ud af, hvad de skal mene om "awareness". Flere steder bliver de gamle brandmålemodeller kritiseret for at være alt for centrerede omkring opmærksomhed, og her henvises fx til fly- og bilindustrien, hvor brands dør som fluer på trods af 90 % opmærksomhed i deres målinger. Andre steder bliver tabet af opmærksomhed fremhævet som en af kilderne til problemet, fx på figur 1.6. ovenfor, hvor forfatterne viser, hvor problematisk det er, at opmærksomheden omkring brands generelt er faldet med 20 % på 13 år. Der er nok en grund til denne tvetydighed, og den grund kan være, at forfatterne er ansat i en stor reklame-kæde, der primært lever af at skabe opmærksomhedsbåret markedsføring.

2. Manglende refleksion over egen praksis - måling på intention eller adfærd?

Forfatterne er ikke sene til at præsentere deres egen brandmåling - Brand Asset Valuator (BAV) -både som det diagnostiske værktøj, der hjælper os med at identificere brandboblen, og som det bedste bud på den rigtige målemetode fremover. Og ret skal være ret - BAV er et velbeskrevet målingssystem, som har bygget en imponerende international database op gennem årene. Særligt interessant er BAVs opbrydning af brandet i "Brand Strenght" og "Brand Stature", hvilket giver den klassiske - og meget Boston Consulting Group-inspirerede - matrice, hvor brandet bevæger sig fra nyhed til niche over leadership og ned i eroding/decline. Men som alle andre spørgeskemabaserede benchmarks har BAV den klare udfordring, at man måler på intention og ikke på adfærd. Og det kunne forfatterne godt være mere reflekterede omkring, når de har et helt afsnit, der hedder "Welcome to consumerland". I de ellers glimrende betragtninger om forbrugeradfærd hører vi ikke så meget om, at forbrugere jo notorisk siger ét i undersøgelser og gør noget andet - og ikke engang altid af uvilje. Hvis man fx kigger på rygning, så er de fleste opmærksomme på, at det er usundt og farligt at ryge, og de har en bevidsthed om, at det kan være til gene for andre. Mange har også et ønske om at holde op med at ryge i fremtiden. Så i en spørgeskemaundersøgelse ville "antirygning" have et meget stærkt brand. Faktum er blot, at der stadig er mange, der ryger.

3. Brands med høj energi - den har vi hørt før

I del to i bogen kommer forfatterne med et bud på, hvad virksomhederne kan gøre for at undgå brandboblen. Hovedargumentet er, at brands med høj energi klarer sig bedre end andre. Her gøres op med den gammeldags første- og andengenerations-forståelse af branding som en disciplin, hvor man skal blive ved med at gentage det samme konsistente budskab og de samme handlinger over tid. Argumentet er fint og relevant, men opgøret kommer lidt sent, da mange andre forfattere i længere tid har talt om den tredje generation af branding, hvor brandet mere skal anskues som en molekylær struktur, der udvikler sig hele tiden. Brandet skal populært sagt invitere forbrugere og andre interessenter med på en rejse, hvor destinationen løbende defineres af den kollektive intelligens. Jeg kan fx varmt anbefale John Grants "Brand Innovation Manifesto" fra 2006 for en uddybning af disse pointer. Forfatterne af nærværende bog skal dog have ros for at lade sektion 2 fylde lige så meget som sektion 1, så det hele ikke drukner i dommedagsprofetier. Og der gives da også et konkret bud på en proces frem mod mere "brand-energi", som dog ligner en ret generisk strategiproces med fancy overskrifter. Men alligevel: det er mere og bedre, end hvad mange andre bøger byder på i denne genre.

Anbefaling

Trods denne kritiske læseguide kan jeg anbefale The Brand Bubble. Alene opridsningen af den farefulde situation krydret med alverdens statistikker og udregninger er interessant læsning. Og sproget er - særligt for en bog om måling - dejlig friskt og legende. Eksemplerne og handlingsanvisningerne er fine, især for den, der gerne vil have en introduktion til systematiseret brand-management. Dog anbefales det at have sin kritiske sans med undervejs. Bogen er, som alle andre business-bøger, peppet op med sjove lommefilosofiske citater undervejs, og i relation til bogens tema er det sjoveste citat næsten det, der lukker bogen:

"Snap back to reality, oh there goes gravity!"

- EMINEM

[1] På amerikansk: 4 trillions.
[2] Gang med 5,35, hvis du vil se det astronomiske beløb i danske kroner.

Morten Gade fra Bysted til Brugsen

11:25:34

Se Morten Gades K-profil

Hvad kommer efter Facebook ? Hvordan tror du, historien om sociale netværk forsætter?

Jeg tror ikke, man skal forvente ét stort netværk, der træder i stedet for Facebook - i hvert fald ikke lige foreløbig. Det er for besværligt for folk at skifte netværk og tilføje venner i ét væk. I stedet tror jeg, at mange vil supplere med forskellige nichenetværk, der opfylder konkrete formål (fx holdsport.dk), giver rum for nørdethed (fx kforum.dk), giver mulighed for mere privatliv (fx jaiku.com) eller taler til et bestemt segment (fx baboom.dk).

Tror du, fremtiden for mange virksomheder og organisationer er, at de selv udvikler deres egne sociale netværk?

Hvis de skal gøre det, skal det hænge sammen med deres kommunikation og forretning. Det skal jo ikke bare være for at gøre det. For en del virksomheder og organisationer tror jeg, det vil give mening at gentænke deres interne kommunikation. For nogle vil det give god mening at blive bedre til digital dialog med kerneinteressenter. Det kræver ikke nødvendigvis at udvikle egne sociale netværk, men kan jo fx ske på Facebook. For nogle vil det give mening at lave egne netværk og for eksempel blive facilitator for et bestemt emne eller en bestemt dagsorden. Men for de allerfleste tror jeg, at det handler om at blive bedre til at forstå og lytte til al den dialog, der allerede er omkring dem.

Hvis du skulle udvikle en ny web 2.0-forretning eller -portal, hvilken skulle det så være?

Jeg ville klone K-forum til andre brancher, hvor folk også gider arbejde gratis. Det er jo en god forretning for jer. Hvorfor laver I det ikke også til arkitekter, advokater eller management-konsulenter?

Nævn et buzzword, som er underrated - fortæl hvorfor?

Cloud computing har muliggjort, at det er blevet sindssygt meget nemmere at bygge nye medier op med tjenester som Ning.com, Wordpress.com eller Google Sites. Det betyder, at vi lever i en anden medievirkelighed end for et par år siden. Og i fremtiden vil det ændre rigtig mange brancher - fx musiksalg (Spotify eller TDC Play i stedet for iTunes eller cd'er) eller software (Google docs i stedet for MS Office).

Hvad var det sjoveste i dit job hos Bysted?

Det er der meget af. Bysted er en fremragende arbejdsplads. Både mine kunder, mine kollegaer og mine opgaver har været fantastiske.

Hvad er det mest irriterende?

Som mange konsulenter ville jeg ønske, at man ikke var begrænset af en tidsfaktor i den enkelte opgave. Det er ikke altid lige tilfredsstillende at afslutte en opgave, når man ved, at man på et par ugers ekstra arbejde kunne have gjort så meget mere.

Hvad glæder du dig mest til i det nye job?

Der er rigtig mange ting, jeg glæder mig til. Jeg tror, jobbet hos FDB er et drømmejob. Det er en organisation med et kæmpe potentiale for at inddrage sine medlemmer. Efter min mening er foreningstanken så aktuel som nogensinde, og digitale medier giver en masse spændende muligheder for at styrke både medlemsservice og medlemsdemokrati. Og så får jeg nogle nye kollegaer, som jeg har hørt rigtig meget godt om. Dem glæder jeg mig til at arbejde sammen med.

Hvad er det fedeste produkt, du har haft i hænderne for nylig?

Forleden landede jeg i Charles de Gaulle efter tre uger på Cuba. Jeg blev fandme glad, da jeg rørte ved vandhanen på toilettet. For det første kom der vand ud af den. Fantastisk! Og så var det endda varmt. Forrygende!

Hvad er dine yndlingssites?

Mit Delicious-netværk er noget af det mest inspirerende i verden, http://delicious.com/network/morten.

http://a.aaaarg.org/ har en masse e-bøger med akademisk litteratur af legalt tvivlsom karakter.

Men ligesom så mange andre bruger jeg sikkert mest tid på Facebook, Ekstrabladet.dk og Sporten.dk. Og Google.

Hvad er fedt på Kforum

Redaktørerne. I giver sitet stemme og personlighed.

Hvad kunne Kforum gøre bedre?

Prioritering, struktur og interaktionsdesign - jeg kan slet ikke finde rundt og misser helt sikkert en masse gode artikler. Teknologi - jeg bruger ikke nogen andre sites, der giver så mange fejl. Æstetik - det er måske det grimmeste site, jeg besøger jævnligt.

Du kan godt lide rollespil. Hvad er din yndlingsfigur?

Elverpigerne :-)

Hvad er sammenhængen mellem kommunikationsbranchen og rollespilsverdenen?

Rollespillerne piller sig også enormt meget i navlen. Og de vil så gerne tages seriøst af de store. Det minder meget godt om kommunikationsverdenens forhold til økonomidirektøren.

Mere positivt er det et miljø, der er fyldt med fantastisk visionære og dygtige mennesker. Det synes jeg også, kommunikationsbranchen er.

Hvad er den værste bog, du har læst?

Jeg læser sjældent dårlige bøger færdigt. Men da jeg var en mere aktiv rollespiller, skulle man jo læse Tolkiens Ringenes Herre. Hold kæft, hvor var den kedelig. Og så får jeg det fysisk dårligt, når jeg læser Houllebecq.

Hvem ville du aldrig stemme på?

Politikere uden ægte indignation. Dem er der alt for mange af, især i de fire socialdemokratier (A, F, V, O).

Hvad er det fedeste designobjekt i verden?

Jeg er virkelig glad for t-shirts. De kan vel opfylde alle menneskets behov: T-shirten holder dig varm, den binder dig ind i et fællesskab, den giver dig mulighed for at udtrykke dig selv... (men ok, de er svære at spise).

Hvad ville du ønske var opfundet (som ikke er det)?

Gratis, trådløs strøm, der ikke forurener. Det ville gøre verden til et bedre sted.

Hvad tænker du om kommunikation lige nu?

Kommunikatører har det af og til med at tro, at de kan styre virkeligheden meget mere, end jeg tror tilfældet er. Jeg tror, dagligdagsoplevelser ofte betyder allermest for vores oplevelser af en organisation eller en dagsorden: Det kan være oplevelser med frontlinjepersonale, snak med bekendte (offline eller på nettet), venners oplevelser osv. Det er ting, som hverken PR, web, kampagner eller designprogrammer har direkte indflydelse på. Det betyder selvfølgelig ikke, at det, vi laver, er irrelevant. Men at årsagssammenhængskæderne er længere, end man ofte forfalder til at tro.

Hvad er de største kommunikative udfordringer for virksomheder lige nu, set fra dit synspunkt?

Jeg tror, at mange organisationer har svært ved at skabe sammenhæng mellem deres mange kanaler: Markedsføring og PR, linjekommunikation og intranet, website og sociale medier. Det er en rigtig spændende udfordring.

Jeg tror også, at mange (især videns-) virksomheder har svært ved at finde balancen mellem behovet for på kort sigt at lave nedskæringer og samtidig vide, at de om et par år har svært ved at rekruttere det rette personale

Hvad er sammenhængen mellem fodbold og web 2.0?

Dem er der mange af! Men hvis vi skal tage en af dem, kan vi jo tage fortællingen om, hvordan indgangsbarriererne til at udgive et medie nærmest er forsvundet over de seneste ti år. Kigger man eksempelvis på mit yndlingshold, Brøndby IF, er der et væld af medier rundt om den officielle hjemmeside brondby.com. Der er selvfølgelig alle de professionelle - ud over aviserne er det fx sporten.dk, bold.dk osv. Der er også en masse fansites - og nogle af dem er ret gode - fx det begejstrede nørdesite 90min.dk og det satiriske blok4.dk, hvor jeg på et tidspunkt så en diskussion om Asbjørn Sennels filosofiske ståsteds betydning for hans placering på banen. Og oveni sker der en hel masse meningsdannelse på sociale sites som Facebook, Twitter osv.

Hvad ser du som de største forandringer i kommunikationsbranchen i de år, du har været med i gamet?

Det er svært at sige. I de syv år, jeg har arbejdet i kommunikationsbranchen, har jeg helt sikkert udviklet mig i en anden retning end branchen som helhed. Men mit bedste bud er nok det stadig større fokus på målbarhed og styring med udgangspunkt i forretningsstrategi og kommunikationsstrategi. Med en djøf'et baggrund som min kan jeg jo bestemt ikke begræde den udvikling. Men det er også vigtigt at huske på, at meget af det, vi laver, måske er dyrere at måle, end det er at udføre.

Hvem ser du op til inden for kommunikationsbranchen?

Der er mange dygtige mennesker inden for den her lille branche, og jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med rigtig mange af dem. Hvis jeg skal nævne tre, er det den britiske skribent og web-fyr Paul Carr (fordi jeg gerne ville have hans viden og hans pen), min kunde gennem mange år, salg- og marketingchef i Ledernes Hovedorganisation Uffe Daub (fordi han er imponerende dygtig til at holde fokus på både detaljen og strategien) og min Bysted-kollega Karen Bredegaard (fordi hun er den bedste kollega, man kan forestille sig - fagligt, socialt og menneskeligt. Hun er mit idol).

Hvad er de 5 tommelfingerregler for at få succes i sit job?

Det kommer jo nok an på, hvad succes er. Men her er fem:

1. Det går ikke uden dine kollegaer. Så du skal opføre dig ordentligt.

2. Du skal ikke gabe over for meget. Det betyder, at du skal vide, hvad du er god til, og koncentrere dig om det. Det gælder ikke om at være bedst til mest muligt. Det er også bare utroværdigt.

3. Det går ikke uden en hel masse faglighed. Du skal være dygtig akademisk, og du skal være dygtig til at skabe sammenhæng mellem din akademiske viden og metode og så den konkrete udfordring, du står over for.

4. Du skal have en masse empati. Du skal forstå de organisationer, du arbejder i, og deres udfordringer - ofte ganske hurtigt. Og ikke mindst skal du forstå dine kunder som personer og forstå dem som del af den organisation, de arbejder i.

5. Det skader ikke, hvis du er lidt heldig.

Privatliv på nettet - ude af kontrol?

11:03:11

I de glade milleniumdage, før finanskriser og it-bobler, kom en af softwarebranchens chefer, Scott McNealy fra Sun Microsystems, for skade at erklære privatliv og internet for uforenelige størrelser. Man kan ikke forvente privatliv på nettet, lød det tilbage i 1999 - get over it. Både udtalelsens budskab og arrogante stil førte en ophedet debat med sig. I brede kredse identificeres udtalelsen med det onde synspunkt i debatten om privatlivets fred. Ligesom de onde i klimadebatten er miljøsvinene og de såkaldte "klimaskeptikere", er det dybt kontroversielt i debatten om internet og privatliv at erklære sig ligeglad med privatlivets fred. Det er derfor om at holde tungen lige i munden, når man taler om brugernes ret til et privatliv på nettet. For virksomheder er en velovervejet privatlivspolitik at sidestille med grønne ambitioner samt at tage et socialt ansvar (CSR).

Facebook med flosset CSR

Dette råd har Mark Zuckerberg, grundlægger og leder af Facebook, flere gange haft vanskeligt ved at følge. Det er særlig uheldigt, eftersom Facebook er stedet, hvor vi i stor stil deler informationer om os selv. Ikke bare med hinanden, men også med virksomheden Facebook og i nogle tilfælde med eksterne kommercielle aktører. Facebook er derfor ikke overraskende et konstant omdrejningspunkt for diskussioner om privatlivets fred på nettet.

Facebook har flere gange ændret betingelserne for brugernes privatliv, senest i december 2009, hvor verdens førende sociale netværkstjeneste forsøgte yderligere at åbne brugernes profiler. Disse ændringer er af flere iagttagere og borgerrettighedsgrupper blevet udlagt som et skift til det værre i virksomhedens politik på området.

Selv om om Facebook får ros for nogle af ændringerne, herunder at det er blevet mere simpelt for brugerne at administrere privatlivsindstillingerne, så er der også blevet påpeget forringelser. Mest væsentligt er, at der nu i udgangspunktet er langt mere "offentligt tilgængelig information" ("publicly available information").

Det problematiske er, at brugerne ingen kontrol har over disse informationer. Det betyder, at profilbillede, navn, køn, by, medlemskab af grupper, venneliste, osv. er tilgængelig for alle andre Facebookbrugere, ligesom disse personfølsomme oplysninger optræder i søgemaskiner som f.eks. Google (med mindre man har slået søgbarhed helt fra, hvilket kræver særlige indstillinger). I et forsøg på at imødekomme kritikken - og formentlig også for at dysse den lidt ned - har Facebook siden givet brugerne mulighed for at skjule vennelisten. Det har dog ikke fået kritikken til at forstumme.

På Facebook har du et hav af indstillinger af finde rundt i. Her gælder det de notifikationer, du modtager, når du for eksempel bliver tagget i et billede.

Et andet væsentligt kritikpunkt er, at Facebook angiveligt forsøger at lokke brugerne til at vælge mere åbne privatlivsindstillinger. I forbindelse med indførelsen af de nye betingelser har Facebook udarbejdet en række anbefalinger, og hvis disse "blindt" følges, så er resultatet en mere åben profil. Bekymringen hos kritikerne er, at det kun er privatlivsentusiaster, der vil justere på knapperne, mens langt de fleste brugere blot vil følge anbefalingerne og dermed mere eller mindre ukritisk åbne deres profiler.

Privatlivets ophævelse er default

Det var på den baggrund, at Mark Zuckerberg for nylig med nogle ikke særligt velvalgte ord kom til at placere sig selv og dermed Facebook i den uheldige get over it-lejr. I et liveinterview med Michael Arrington fra bloggen TechCrunch blev Zuckerberg spurgt om sin holdning til privatlivets fred på nettet og Facebook i særdeleshed. Udtalelserne har skabt et sjældent røre, men hvad sagde han egentlig, den nu 25-årige grundlægger?

Her følger en oversættelse af det ca. 60 sekunder lange svar, der blev givet på en scene foran et publikum (se hele klippet her):

"Da jeg grundlagde [Facebook] på mit kollegieværelse på Harvard, stillede mange mennesker spørgsmålet 'hvorfor skulle jeg overhovedet have lyst til at lægge informationer ud på internettet? Hvorfor skulle jeg dog have en hjemmeside?"
"I de seneste fem eller seks år er det blevet utrolig populært at blogge, ligesom en masse tjenester gør det muligt at dele alle mulige oplysninger. Folk er virkelig blevet fortrolige med ikke bare at dele mere og forskellig slags information, men også at gøre det mere åbent og med flere mennesker. Det er en social norm, som bare har udviklet sig med tiden."
"Vi ser det som vores rolle i systemet konstant at være innovative og opdatere vores system for at afspejle de aktuelle sociale normer."
"Mange virksomheder ville lade sig begrænse af konventionerne og deres egne traditioner, og det at ændre i privatlivs-indstillingerne for 350 millioner brugere er noget, de fleste virksomheder ikke ville gøre. Men vi opfattede det som noget meget vigtigt altid at tænke ud fra en begynders perspektiv - hvad ville vi gøre, hvis vi var ved at starte virksomheden nu og de sociale normer så sådan her ud - og så gjorde vi det bare."

Uskyldige tanker og en nøgtern beskrivelse af den udvikling, som mange os kender fra hverdagen? Nej.

Facebookchefens overvejelser har fået iagttagere og kommentatorer til at se rødt. Masser af forargede twitterbeskeder og demonstrative profilnedlæggelser på Facebook har fulgt, ligesom vrede klummeskribenter og bloggere er gået i kødet på udtalelsen. Ifølge Marshall Kirkpatrick fra ReadWriteWeb kan vi kun forstå Zuckerbergs budskab som en erklæring om, at "privatlivets æra" er forbi. Andre påpeger, at Facebook ikke blot uskyldigt følger efter forandringer i de sociale normer, eftersom Facebook selv skaber disse normer. Atter andre hævder, at Zuckerberg slet ikke forstår (og måske endda er ligeglad med), hvad privatlivets fred egentlig går ud på. Vi har altså at gøre med en vaskeægte Facebook-gate.

Hvad er privatliv på nettet?

Bag Facebooks problemer med at placere sig på de godes side ligger alvorlige spørgsmål: Hvad er privatlivets fred egentlig for noget? Og hvilken form for privatliv kan man forvente på nettet?

Emnet kompliceres af, at privatlivets fred ikke er nogen fast størrelse. Begrebet har en historie, er forskelligt fra kultur til kultur og kan variere fra situation til situation, og der er mange forskelligartede forestillinger om, hvad krænkelse af privatlivet indebærer.

Det historiske udgangspunkt er en berømt artikel "Retten til privatlivets fred" fra 1890 forfattet af Samuel Warren og Louis Brandeis. Her argumenterer de to jurister for, at alle bør have en ret til at være i fred ("the right to be left alone"). Allerede her blev retten til privatlivets fred forsvaret med udgangspunkt i, at nye teknologier hele tiden kommer til og udfordrer forståelsen af, hvad der er privat og offentligt.

Ideen om, hvad der ligger i at have et privatliv, er siden blevet nyfortolket adskillelige gange, og begrebet er blevet nuanceret. I dag kan privatlivets fred angå emner lige fra spredningen af personfølsomme oplysninger såsom politiske tilhørsforhold og seksuelle præferencer til viden om, hvor personer opholder sig på forskellige tidspunkter, eller hvem de er i selskab med.

I takt med udviklingen af nye teknologier og tilblivelsen af nye sociale praksisser, som for eksempel at tage del i sociale fælleskaber på nettet, er det vanskeligt at bevare retten til at være i fred. Man kan måske også sige, at der er noget paradoksalt ved forventningen om at blive ladt i fred på en social netværkstjeneste. Derfor har den grundlæggende forståelse af, hvad privatliv er, også forandret sig i takt med udviklingen af disse nye teknologier. I dag argumenteres der oftere for retten til at kontrollere personfølsomme oplysninger snarere end om at have retten til at være i fred. Måske vil man gerne dele bestemte informationer med nogle, men ikke med andre. Og det er sagens kerne i Facebook-gate.

Med Facebooks nye default privatlivs-indstillinger er der blevet pillet ved muligheden for at kontrollere de oplysninger, man deler med andre. Det er blevet vanskeligere at styre, hvem der egentlig modtager oplysningerne, ligesom mange hævder, at det hele nu er blevet mindre gennemskueligt.

Rygtet om privatlivets død er stærkt overdrevet

Scott McNealy tog fejl dengang i 1999, da han erklærede privatlivet i internetalderen for at være et overstået kapitel. Hvis der er noget, vi kan tage med fra denne sag, så er det i hvert fald, at rygtet om privatlivets død er stærkt overdrevet. Diskussionerne om privatlivets fred har næppe på noget tidspunkt været flere, end de er i dag. Der er måske stor uenighed om, præcis hvordan grænserne, betingelserne og indholdet af privatlivets fred skal defineres, men det kan betragtes som et sundhedstegn. Nye teknologier, nye sociale praksisser udfordrer os til at gentænke begrebet, og en dødserklæring over privatlivets fred kan først udstedes den dag, hvor disse diskussioner forstummer.

Det er et udbredt synspunkt, at den yngre generation er ligeglade med privatlivets fred. Dermed gøres diskussionen til et spørgsmål om generationskløfter. Det er imidlertid en misforståelse. Undersøgelser viser, at de unge er bevidste om, hvem de deler hvilke oplysninger med. Den amerikanske tænketank PEW Internet & American Life Project publicerede i 2007 en undersøgelse forfattet af Amanda Lenhart og Mary Madden, der dokumenterer teenageres nøje overvejelser angående beskyttelsen af deres privatliv.

Mark Zuckerbergs betragtninger om privatlivets fred på nettet og ikke mindst Facebooks indflydelse på sociale normer er i bedste fald naive. Det er næppe sådan, at brugerne ikke længere ønsker et privatliv, de vil bare gerne selv definere det. De vil ikke være i fred, de vil have kontrol. Men nogle af Zuckerbergs kritikere tager også fejl. Facebook har spillet og spiller stadig en væsentlig rolle i udviklingen af sociale praksisser på nettet og dermed i fastsættelsen af normer. Men vi skal ikke glemme, at sociale netværkstjenester er brugerdrevne. Én ting er de rammer, som virksomheden Facebook udstikker for brugerne. En anden er det egentlig indhold, der er et resultat af brugernes sociale interaktioner. Derfor er det i høj grad også brugerne, der gennem deres praksis er med til at definere, hvad der deles og ikke deles, det vil sige, hvordan de sociale normer skal forstås. Samtidig er det også naivt udelukkende at betragte Facebook som et socialt medie. Det er også et kommercielt foretagende, og sådan er vilkårene i markedsorienteret samfund. Derfor er det også at stramme buen for meget, når nogle forventer altruisme og puritansk adfærd af Facebook.

Indstil dit eget privatliv

Skulle man nu have fået vakt interessen for, hvordan ens privatlivs-indstillinger egentlig ser ud på Facebook, så følger her til sidst et par henvisninger til, hvordan man kan skrue lidt på knapperne.

New York Times: "The 3 Facebook Settings Every User Should Check Now" (20. januar 2010).

Inside Facebook: "How to Protect Your Privacy with Facebook's New Privacy Settings in 17 Easy Steps" (19. januar 2010)

Referencer

Amanda Lenhart og Mary Madden, 2007. Teens, privacy & online social networks: How teens manage their online identities and personal information in the age of MySpace. Washington, D.C.: Pew Internet & American Life Project, (http://www.pewinternet.org/PPF/r/211/report_display.asp).

Fejl nr. 4: Fattige bliver fundamentalister

21:06:43

Det er ikke mere end et par måneder siden, DR K genudsendte Fiskerne. Serien, der følger Hans Kirks roman fra 1928 ret nøje, blev første gang sendt i 1977 og var i øvrigt bedre, end jeg huskede. Men det er en anden historie.

Det er samfundets skyld
I romanen stifter vi bekendtskab med en hypotese, der var så sandsynlig, at den senere, i slutningen af 1940'erne, blev fremsat af en femstjernet akademiker: professor ved Århus Universitet, dr. theol. P.G. Lindhardt. Det drejer sig den grundantagelse i Fiskerne, at hvor fattige mennesker blev tilhængere af Indre Mission, så blev de mere velhavende gårdmænd i de samme egne grundtvigianere. Kirks hypotese får mere vægt af at blive gentaget af Lindhardt, og muligvis derfor ser vi den også i tv-serien, næsten 50 år efter romanen. Men lad os se på, hvad Lindhardt skrev i bogen Vækkelse og kirkelige retninger:

Det lyse syn, i pagt med troen på livets harmoni og stadige væxt, vil lettest slå rod i en samfundsklasse som lever i daglig kontakt med den groende natur og har opnået en sådan social og økonomisk balance at man begynder at kunne se længere end blot til dagen og vejen; det syn vil man snarest finde hos mennesker af en vis sjælelig harmoni og med erfaring om at det også gror op fra pengekistens bund. […] Det mørke syn hører hjemme i lag som er nødt til at "være tro over lidet" fordi de intet ejer, men må leve fra hånden i munden.

Som Uffe Østergaard skriver i sin bog Europas ansigter (hvorfra jeg også har Lindhardt-citatet; hele diskussionen findes i bogens kapitel tre), er det en fuldstændig vidunderlig hypotese: enkel og samtidig meningsfuld. Dens eneste problem er, at den er forkert. Både kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssen og historikeren Vagn Wåhlin undersøgte sagen, og ingen af dem var i stand til at finde belæg.

Indflydelse og innovation afgørende
De grundtvigianske valgmenigheder var ikke domineret af gårdmænd, og i halvdelen af sognene kunne man ikke finde spor af religiøs vækkelse overhovedet. Hverken i grundtvigiansk eller indremissionsk retning. I stedet var det sådan, at hele sogne blev enten det ene eller det andet - og at det tilsyneladende var et spørgsmål om, at sognets jævne medlemmer fulgte dets elite i den retning, eliten nu foretrak. Det sidstnævnte resultat er i øvrigt konsistent med to af de kommunikations- og samfundsvidenskabelige teorier, der formentlig er sande: Katz og Lazarsfelds teori om personlig indflydelse og Everett Rogers analyser af, hvordan innovationer spredes.

Og hvorfor er det så væsentligt, at Hans Kirks hypotese om religiøs vækkelse er forkert - ud over, at det i nogle sammenhænge giver bonus at vide sådan noget, når Fiskerne bliver genudsendt?

Den såkaldt bløde kommunist
Det er for det første interessant, fordi Hans Kirk undertiden bliver fremstillet som en blød eller humanistisk kommunist (se for eksempel på denne officielle litteraturside). Hvor DKP var et af de mest hårdkogte kommunistpartier i Vesteuropa, skulle Kirk have været den bløde mand, der havde stor forståelse for noget så anti-kommunistisk som religion.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Kirk har ry for at være mindre-end-hårdkogt. Fiskerne bliver beskrevet med en indlevelse og medfølelse, der er langt mere humanistisk end kommunistisk. Men Kirks forfatterskab var svingende. Jeg læste engang romanen Klitgaard & sønner. For det første er den hardcore DKP i sin opfattelse af verden. For det andet ville man formentlig nægte at tro på det, hvis man læste en anonymiseret udgave af romanen og bagefter fik at vide, at den var skrevet af en af de største, danske forfattere i det tyvende århundrede. Den er kluntet, kejtet, kedelig og klichefyldt. Alt med "K" - undtagen kvalitet. Heldigvis er Kirks erindringer lige så varme og smukke som Fiskerne; han var trods alt ikke et one-hit wonder.

Men faktum er, at under Fiskerne ligger der et fuldkommen rent, materialistisk tankeskema. Det er basis i form af levevilkårene, der styrer overbygningen i form af religion og anden ideologi. Man kan sige, at Fiskerne er en forfinelse af Marx' teser om Feuerbach. Ikke på nogen måde en overskridelse af dem.

Islamister med overskud
For det andet er det interessant, at materialismen ikke holder, fordi forklaringen stadig lever i bedste velgående. Så lyder den, at islamisk radikalisering (eller vækkelse, som man sagde i gamle dage) først og fremmest skyldes fattigdom. Der er masser af eksempler på denne tankegang, og et mere officielt ses her. Faktum er imidlertid, at forløbet i radikaliseringen mere ligner de forløb, man burde kunne forudse ud fra de formentlig rigtige teorier, jeg tidligere har nævnt, end den ligner den forkerte, materialistiske forklaring. Radikaliseringen udgår fra dem, der så at sige burde være grundtvigianere. Det vil sige mennesker med overskud. Velintegrerede og undertiden også velaflagte muslimer. Og på verdensplan udgår den desuden fra rige og til dels veludviklede lande som Saudi-Arabien og Iran. Dette kommer undertiden frem (se for eksempel her), men drukner som regel i den vulgærmaterialisme, så mange mennesker har arvet fra Hans Kirk og P.G. Lindhardt.

Først i andet trin, som Katz og Lazarsfeld ville sige, eller et godt stykke inde på spredningskurven i Rodgers' sprogbrug, kommer de jævnere kredse med. Også når det glæder radikalisering, er deres lod i livet at indrette sig på, hvad det stærke tænker, tror og mener.

Marx er død, og fattigdommen i vidt omfang udryddet. Ikke desto mindre lever hans ånd i bedste velgående som vulgærmaterialisme. Hvilket i sig selv, når man tænker nærmere over det, er et modbevis på tanken om, at det er de materielle vilkår, der styrer ånden.

Krisen er V.W.U.L.

20:56:02

Vækst (procent) i årlig BNP på verdensplan er angivet op af y-aksen. Den grafiske fremstilling er inspireret af en model udarbejdet af Deutsche Bank. Klik på grafen for at forstørre den.

Finanskrisen har nu varet i halvandet år, og ejendomsmæglere og politikere skiftes til at pege på håbefulde forårstegn. Meget tyder dog på, at den forfrosne verdensøkonomi ikke tøer op lige med det samme. Men hvor længe fortsætter så krisen? Økonomer verden over har beskrevet de mulige kriseforløb ved hjælp af kurver, der ligner bogstaver. Vi har set på fire hyppigt nævnte; her kommer krisens alfabet.

V for 'Victory'
Efter nedturen i tredje kvartal af 2008 har de ledende økonomier fået et forsigtigt comeback i 2009, og i 2010 vender alle de gode kurver opad. Der er renset ud blandt de usunde virksomheder, overflødigt fedt er væk, og vi er klar til en ny gang grådighed. Eneste problem er, at tiden for V-kurven stort set er forpasset, medmindre vinden vender i morgen tidlig. Tro på det.

Makroøkonomisk betegnelse: Fast recovery.
Sandsynlighed: mindre end 5 procent.
Tidligere eksempel på verdensplan: 2001.
Privatøkonomisk råd: Køb straks ny bil.

U for 'Uha, for en forskrækkelse'
Bankpakker og oprydning i finanssektoren har ført til forbedring af væksten ved årsskiftet 2009/2010. Dog forbliver væksten gennem hele 2010 lavere end trenden før krisen, før det igen går forrygende opad. U-kurven er, hvad Omaba og Løkke satser og håber på.

Makroøkonomisk betegnelse: Mild recession.
Sandsynlighed: 35 procent.
Tidligere eksempel på verdensplan: 1990.
Privatøkonomisk råd: Planlæg en luksusferie i sommeren 2011.

W for 'Va...va fanden sker der lige'
Bankpakker og infrastrukturelle investeringer har umiddelbart givet et løft i væksten i 2009. Men virkningen klinger af i løbet af 2010, og væksten dropper igen. Især oplever Kina et dyk i 2010, når det oppustede kinesiske boligmarked kollapser. Løkke taber det kommende folketingsvalg, og Helle sidder med aben.

Makroøkonomisk betegnelse: Dyb recession.
Sandsynlighed: 45 procent.
Tidligere eksempel på verdensplan: 1981.
Privatøkonomisk råd: Sælg straks dine kinesiske værdipapirer.

L for 'Lammelse'
Det svækkede privatforbrug udløser en nye serie finansskandaler og -sammenbrud. Ejendomsmarkedet klasker helt sammen, og arbejdsløsheden bliver skyhøj. Denne dommedag varer i 7-10 år. I 2020 er vandgrød udråbt som dansk nationalspise, humaniora på Københavns Universitet er nedlagt, sundhedsvæsnet er helt privatiseret, og de sørgelige rester af Mærsk er solgt til Korea.

Makroøkonomisk betegnelse: Depression.
Sandsynlighed: 15 procent.
Tidligere eksempel på verdensplan: 1929 (og Japan 1990).
Privatøkonomisk råd: Anlæg om muligt en køkkenhave og lev af den.

En lille trøst
V, U, W eller L? Vi får se. Fælles for de tre sidste og mest realistiske bogstaver er, at ingen magiske redningsplaner synes at kunne forhindre en pæn tur hen ad den økonomiske klippebund. Eneste trøst er, at en egentlig depression er den mindst sandsynlige af de ubehagelige scenarier.

Game Change-PR

13:26:18

Episoden er hentet fra Game Change, en nyudkommet bog, der i nogle uger satte den politiske klasse i Washington DC på den anden ende. Den er fyldt til bristepunktet med personlige, intime, overraskende og afslørende detaljer om hovedpersonerne i valgkampen i 2008, der førte til valget af Barack Obama.

Et levende indblik i politiske gys
Fra de uddrag, der også har været bragt i Danmark, kan læserne følge med i den totale egomaniske udskejelse og falske iscenesættelse af John og Elizabeth Edwards ægteskab og hans fallerede præsidentkampagne, som er præget af psykofantisk selvovervurdering og pinlig i det ekstreme; man kan følge med i den påfaldende mangel på selvdisciplin og fatale selvovervurdering i Clinton-kampagnen og i detaljer gyse over, hvordan Hillary Clintons præsidentkampagne systematisk blev undermineret af hendes egen ægtemand, ekspræsidenten med det politiske talent, den ustyrlige libido og et temperament, der igen og igen løber af med ham. Selv Sarah Palin - hvorom man ellers godt kunne fristes til at tro, at der umuligt kunne være flere artige afsløringer - bliver endevendt på ny, og læseren får et levende indblik i den republikanske kampagnes manglende indre sammenhængskraft. Man kan fortsat godt gyse over, at en kvinde, der ikke kan forklare forskellen på Nord- og Sydkorea, og som tror, at Saddam Hussein orkestrerede 9/11, endte som republikanernes bud på en vicepræsident. Hendes næsten-sammenbrud under valget, hvor hun sidder med "tomme øjne og stirrer ud i luften" og forsøger at læse hundredvis af små kort om udenrigspolitik udenad, og hvor hun ikke taler og ikke drikker andet end en halv Diet Coke om dagen, er fascinerende læsning.

I dette klip fortæller forfatterne John Heilemann og Mark Halperin om episoderne, der har givet inspiration til bogen "Game Change"

Dette er ikke en boganmeldelse
Bogen er i det hele taget hypnotisk underholdende læsning og stort set umulig at lægge fra sig, når man først er begyndt at læse. Men en anmeldelse er ikke ærindet med denne artikel. Jeg har anmeldt bogen i Information i sidste weekend: Den ultimative insider

Det er derimod den eminente virale markedsføring af bogen.
Forfatterne, de politiske veteraner John Heilemann (New York Magazine, tidligere Economist, The New Yorker, The New York Times ) og Mark Halperin (Time Magazine, forfatter og tidligere politisk direktør for ABC News) er to af USA's mest kendte og mest indspiste og kontroversielle politiske skribenter, og de fik med dygtighed anbragt deres bog lige der, hvor omtalen og opmærksomheden blev størst.

Nøje planlagt elektronisk offensiv
Bogen udkom en mandag, men eksploderede i en nøje planlagt elektronisk offensiv hen over weekenden i forrige uge. At lanceringen var professionel, kom ikke som en overraskelse. Halperin er grundlægger af den priste blog på ABC, The Note - Washingtons første originale såkaldte Inner Circle Tip Sheet fra 2002, der henvender sig til "de 500 mest indflydelsesrige mennesker i Washington DC", og hvor afficionados fortsat i dag kan få det daglige politisk fiks Inside the Beltway. Halperin er med andre ord en prøvet hånd, når det gælder kunsten at få den politiske inderkreds i begge partier i tale, og har tidligere erfaringer med, hvordan nøje udmålte doser af breaking news kan få historier gjort virale.

Allerede flere andre bøger om Obamas kampagne
PR-metoden for Game Change var enkel. De to forfattere var sig pinligt bevidste om, at der allerede var udkommet adskillige bøger om 2008-valgkampen, herunder den roste The Audacity to Win af David Plouffe, en af Barack Obamas PR-generaler, og Sarah Palins Going Rogue, der også vakte ekstrem opmærksomhed ved sin udgivelse for nogle måneder siden.

Ved udgivelsen af "Game Change" var der allerede flere bøger på markedet, der beskrev Obamas valgkamp og sejr. Til forskel for de to ovenstående bøger er "Game Change" en beskrivelse af politikernes små, afslørende detaljer i forbindelse med valgkampen

"18 tweetable nuggets"
Men til forskel fra de to, og en række andre bøger, ønskede Heilemann og Halperin ikke at give "det store billede" af valgkampen, men zoomede i stedet ind på meget små, men til gengæld ekstremt afslørende og meget personlige detaljer, som indtil videre ikke havde været i mediernes søgelys. En to sider lang liste blev tilsendt alle politiske redaktioner med de 18 mest sensationelle hemmeligheder, "perfekte tweetable nuggets", som Newsweeks chefpolitiske skribent Howard Fineman rammende har beskrevet det, samt "13 aldrig før omtalte politiske scener."
Sådanne nuggets er perfekte til at tiltrække sig opmærksomhed hos først reportere og bloggere og derefter tv-seere og avislæsere online, og førte da også til en eksplosion af omtale på Twitter, blogs og kabel-tv.

Drypvis fodring af pressen
Samme Fineman sagde efter lanceringen af bogen i øvrigt til websitet Politico, at Halperin "mere eller mindre har været med til at skabe den verden, vi politiske skribenter nu lever i: 24-7, altid på, den hyperlinkede, web-baserede, DC-politiske medieverden."
De små bidder blev også fodret drypvis til udvalgte skribenter weekenden over, kulminerende med de to forfatteres optræden søndag i CBS-programmet "60 Minutes" i et stort interview med Andersen Cooper, hvor de to forfattere havde fået selskab af en mand, der sandsynligvis var en af deres hovedkilder til Palin-kapitlerne, nemlig den republikanske spindoktor Steve Schmidt, der har ligget i infight med Palin i et stykke tid.
Jeg skriver 'sandsynligvis', fordi de to forfattere ikke har opgivet en eneste kilde til bogen, men anført, at de har talt i dybden med "over 300 mennesker." De fastholder - i den brede debat om metoden, der er fulgt i kølvandet på bogen, og som har været præget af en kritisk sætten spørgsmålstegn ved etikken i og holdbarheden af den journalistiske metode - at de har fuld dækning for alle direkte citater i bogen, og at alle indirekte citater og oplysninger bygger på flere af hinanden uafhængige kilder.

En blitzstorm af tv-optrædener
Efter interviewet i 60 Minutes og en 8.000 ord lang og opsigtsvækkende feature i Heilemanns eget New York Magazine om John og Elizabeth Edwards byggende på bogen, fulgte så mandag - den dag, bogen udkom - en optræden af forfatterne på ABC's Good Morning America, MSNBC's Morning Joe, FoxNews' Hannity og CNN's Anderson Cooper 360. Resten af ugen optrådte de på Fox News' Fox & Friends, MSNBC's Hardball With Chris Matthews samt Fox Business Networks Imus in the Morning, med et pitstop søndagen efter i programmet Meet the Press.

Hjælp fra "lysebrun" Obama
Midt i denne blitzstorm af tv-optrædener fik de to forfattere et par uventede gaver i deres turban. Først da senatsleder Harry Reid besluttede sig for at undskylde et citat, der gav genlyd fra bogen, om, at han op til valgkampen i sin støtte til Obama til de to forfattere havde sagt, at Obama absolut var valgbar, fordi han var "lysebrun" - ikke rigtig sort med andre ord - og fordi han kun "talte som en neger, når han selv ønskede det." Reid-sagaen blev også blæst op af Republikanerne, der ikke kan stå for fristelsen til at slå på en prominent demokrat, når lejligheden byder sig til. Oh, det siger noget om antallet af "uforglemmelige og aldrig tidligere beskrevne hemmeligheder", at Reids klodsede udtalelse ikke engang befandt sig på forlagets liste over udsendte citat-godbidder.
Dernæst valgte også Sarah Palin og Joe Bidens officielle talsmænd at tage afstand fra bogens oplysninger, hvilket blot førte til mere medieomtale.
Bogen blev naturligvis også anmeldt og omtalt af kritikerne særdeles prompte, netop grundet det sensationelle og sladrende indhold, der dog - indrømmede de fleste anmeldere, også de mange kritiske - også havde solide dele politiske analyser. New York Times havde en stor og grundig anmeldelse allerede søndag aften, på trods af at bogen først udkom mandag.

Anmelderne er kritiske
Mange af anmelderne, om end langt fra alle, var kritiske netop grundet bogens metode med lukkede, anonyme kilder. "Just når man må antage, at nyhedshelvedet ikke kan blive mere dumt, udgiver Mark Halperin en bog," lød det fra Christopher Hayes, Washington-redaktør ved The Nation, på Twitter.
The Atlantics Marc Ambinder skrev en længere anmeldelse, men mente nok, at kritikken var både hellig og selvretfærdig: "Alle, som nedgør denne bog som sladder, vil fare ud og købe den så hurtigt, som de overhovedet kan," skrev han på Twitter som svar til Hayes. Hayes tweetede vredt tilbage: "Har du taget sort arbejde som deres forlægger? Jeg har aldrig set dig hype en bog så meget."

Men dårlig omtale er som bekendt også god omtale, så HarperCollins fortryder næppe den sekscifrede sum, som forfatterne efter sigende har fået i forskud, ligesom HBO allerede havde sikret sig filmrettighederne, før bogen udkom. Med god grund i øvrigt, for som Alan Wolfe skrev i sin anmeldelse i Washington Post for ti dage siden: "Jeg tvivler på, at nogen anden bog om præsidentvalget i 2008 vil overgå denne, når det gælder narrativt drive."

Hvor er vores danske drama?
En lille krølle: Om end dramaerne aldrig er helt så enorme og Hollywood-værdige i dansk politik, kunne man dog godt i en stille stund ønske sig, at de danske politiske analytikere bare en gang imellem gik til makronerne på denne facon med en håndfast kombination af politisk analyse og personlige dramaer, som faktisk findes i både dansk politik og i medieverdenen. Bøgerne om Nyhedsavisen og Dagen beviste, at der findes dramaer, der kan gøres læseværdige som krimier, men i den politiske verden er der langt mellem snapsene.

Her er det også værd at lægge mærke til, at selv om netop Halperin og Heilemann har modtaget tonsvis af kritik og hån fra især mange af de toneangivende amerikanske, liberale bloggere for at være håbløse, sladrende, indspiste, elitære og navlepillende Washington-insidere, så har de to ikke været så fedtet ind i deres eget miljø, at de har været bange for, at de politiske hovedpersoner ville lægge dem på is eller nægte dem adgang siden hen. Mod og en ispind i maven er med andre ord også påkrævet i den slags journalistik, og umiddelbart kan overtegnede kun komme på den danske uforfærdede politiske blogger/kommentator Jarl Cordua som kandidat til den type journalistik i den danske andedam, der er og bliver præget af pænhed hele vejen rundt.

John Heilemann og Mark Halperin: Game Change - Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime, 448 sider, HarperCollins. 27.99 $

Politik til salg

11:04:01

I kernen af politisk marketing er opmærksomheden på kundernes - det vil sige vælgernes - tilfredshed. Kunden har altid ret, og derfor må den politiske købmand tilpasse sit varesortiment efter kundens ønsker og behov.

Det betyder, at fremtidens politiske partier må blive langt bedre til at håndtere værktøjskassen med marketinginstrumenter, hvis de skal overleve. De partier, der fortaber sig for meget i dag-til-dag-manøvrer, taber til dem med den langsigtede marketingstrategi, som formår at levere et funktionelt og emotionelt relevant produkt.

"Politisk marketing består ikke blot i at skære historier til for pressen, men i at lave langsigtede markedsanalyser af vælgere og interessenter for at opnå en længerevarende konkurrencefordel på det politiske marked," forklarer Sigge Winther Nielsen.

Faktisk arbejder de mest succesfulde partier allerede ud fra denne tankegang. Det var tilfældet med Foghs vellykkede fastholdelse af magten, Blairs New Labour-projekt, Obamas kampagne og i dag SF's succes.

Forbillederne Obama, Villy og Fogh

Anders Fogh Rasmussens politik var en klar og tydelig kontraktpolitik. En stemme for et politisk produkt. En simpel byttehandel. Han solgte nogle let tilgængelig produkter (f.eks. skattestop og frit valg), som vælgerne kunne købe med deres stemme. Og han fulgte købeloven ved at levere den vare, han havde lovet. Der blev således etableret en form for "delivery unit" i Statsministeriet, der konstant overvågede fremgangen på de fem vigtigste løfter til vælgerne.

Obama benyttede sig i højere grad af den moderne marketings redskaber. Han brugte de sociale medier og skabte nære relationer med sine kunder (vælgere), der entusiastisk købte hans produkter. I marketingterminologi var der en klar identifikation og fascination af brandet. Obama blev i 2009 faktisk kåret som årets markedsfører i USA.

Det samme er i mindre målestok tilfældet med SF i dag, hvor man taler om Villy-effekten. SF's succes skyldes langt mere end blot Villys smil, men også det at hele partiet bag er gearet til at rette ind og professionelt håndtere markedsundersøgelser, fokusgrupper og til at designe politiske produkter, der falder i vælgernes smag. Det er ikke blot kommunikationen, der har ændret sig, det er hele tankesættet og partiorganisationen i SF.

De tre partityper
Ifølge Sigge Winther Nielsen taler man inden for politisk marketing om tre former for politiske partier, der også delvist er faseopdelt. Det er en progression i organisationsformen:

produktorienteret
salgsorienteret
markedsorienteret

Den klassiske partiorganisation var ideologisk tungt funderet og produktorienteret. Folket måtte komme til partiet, hvis man ville have sine holdninger frem. Eller som Henry Ford sagde det: ,,Du kan få den farve bil, du vil have, bare den er sort." Denne type organisation ser vi næsten ikke i dag. Enhedslisten var det sidste parti, som forlod denne type, for et par år tilbage.

Hovedparten af de danske partier er i dag salgsorienterede. De har fokus på at spinne gode historier, at være lækre og salgsklare over for kunderne i butikken. Men det er stadig en passiv kultur, hvor vælgerne skal komme til partiet.

Den topmoderne partiorganisation er derimod markedsorienteret.

"I de moderne partier verden over er forholdet til vælgerne blevet ændret. Det er gået fra at være et éngangsknald til at være et velfungerende ægteskab," siger Sigge Winther Nielsen.

Disse moderne markedsorienterede partier er nærværende, og vælgeren opbygger en relation til partiet. Her grundlægges den moderne kernevælger. Markedsorienteret politik handler om at være meget opmærksom på, hvor vælgerne er henne, men det er mere end det.

"Det handler også om at bruge valgdata på en smart måde, så man ikke bare følger markedet, men også nogle gange leder det, ud fra sin viden om vælgernes ønsker", forklarer Sigge Winther Nielsen.

Sony for eksempel ledte markedet, da de foretog markedsundersøgelser, og fandt ud af, at kunderne havde nogle ukonkrete ideer og behov om at høre musik i det fri. På den baggrund opfandt Sony walkman'en.

Sonys Walkman, der netop er fyldt 30 år.

"Pointen er, at Sony leverede det produkt, kunderne ville have, uden de vidste, hvad det nøjagtig var, de efterspurgte," siger Sigge Winher Nielsen, som mener, at de politiske partier kan blive bedre til at tænke i samme kreative marketingbaner.

Vælgerdata er kodeordet
Den moderne partiorganisation skal være mere end blot et parti, man stemmer på hvert fjerde år. Det skal være et socialt samlingssted, der tilbyder stærke fællesskaber. For at det kan lykkes, må der tænkes i langsigtede strategier, der bygger på store mængder vælgerdata og interaktive platforme. For mange på Christiansborg er det utopisk at tale seriøst om sociale medier, vælgerdata, langsigtede strategier og opbygning af relationer. Men Sigge Winther Nielsen pointerer, at det flytter sig med små skridt i øjeblikket.

Nogle få partier, som fx Venstre under Fogh, forsøger at kortlægge, hvad den enkelte vælger tænker og tror, hvorefter partiet kan levere et politisk produkt direkte til vælgerens indbakke eller dørtrin uden om medier og andre kritiske meningsdannere. Et godt eksempel på det er Obamas præsidentkampagne i 2008, fortæller Sigge Winther Nielsen:

"Obama-kampagnen arrangerede en række hippe fester, hvor deltagerne skulle betale med data om dem selv for at komme ind. Bagefter kunne Obama-kampagnen så målrette budskaber til festens deltagere. Policy og kommunikation blev tilpasset til den enkelte vælgers praksis og interesser."

Lær mere af Obama-kampagnen her.

Pointen er, at politisk marketing handler om at komme på førstehånd med vælgerne. De store medier og dagblade får meget mindre betydning som distributionskanaler. Det hænger sammen med de nye sociale medier og den generelle teknologiske udvikling, der gør det muligt for politikerne at kommunikere direkte med mange mennesker uden at skulle igennem mediernes filter. Og det vel at mærke ud fra de specifikke interesser, vælgerne har. Alt sammen muligt på grund af den store mængde data, partierne begynder at købe og indsamle:

"Ved sidste folketingsvalg havde V og K indkøbt vælgerdata fra Geomatric - et system, hvor du kan gå ned på matrikelniveau og se vælgernes profil, og på den baggrund målrette budskaber til dem. Således at man ved, hvad Lone fra Lolland spiser og drikker, og hvilken avis hun læser," siger Sigge Winther Nielsen.

På samme måde, som man får vist tematisk relevante reklamer, når man googler eller bruger sin Facebook-profil, vil også fremtidens politik være målrettet med specifikke budskaber til specifikke segmenter.

Dumper demokratiet?
Men hvad betyder markedsgørelsen så for den demokratiske proces? Ifølge Sigge Winther Nielsen er der både positive og negative konsekvenser.

"Det positive er, at der kan blive skabt et større engagement blandt vælgerne. Og politikerne bliver i højere grad nødt til at lytte til vælgerne. Samtidig kan marketing hjælpe de politikere, der ikke selv kan finde ud af at formidle en følelse og en begejstring for deres politik og person," siger Sigge Winther Nielsen.

Partier har i deres natur alle kvaliteter til at blive stærke engagerende brands. Alligevel er mange mennesker mere afhængige af private brands end politiske brands.

"Tænk, hvis folk var helt afhængige af at komme ind på Venstres eller Socialdemokraternes hjemmeside hver dag! Ligesom folk kan være det med Nike, Facebook, Apple eller Starbucks," forklarer Sigge Winther Nielsen og peger hermed på, at det ville være positivt for den politiske og demokratiske proces, hvis partierne kunne mobilisere den samme form for brand-engagement.

Forskellige stærke brands: Obamas logo topper sammen med Nike og Apple.

Samtidig er der også ifølge Sigge Winther Nielsen negative træk:

"Partierne har præcise data om dig og teknikker til at levere politikker direkte til hver en vælger i kongeriget uden om mediernes kritiske blik. På den måde kommer strategi til at udskifte ideologi," forklarer Sigge Winther Nielsen.

Holdninger bliver dermed til en vare, der kan handles som alt andet. Et skrækscenarium vil være, at debatten forsvinder, fordi partierne allerede ved, hvad vælgerne mener, så ingen har lyst til at blive klogere på politik og finde det bedre argument.

"Det er selvfølgelig dybt problematisk ud fra et klassisk samtaledemokratisk ideal," siger Sigge Winther Nielsen.

Fremtidens politiske marketing
Politikerne vil blive sofistikerede købmænd, der sælger dyrt og køber billigt. Vi kommer til at se SWOT-analyser, behovsidentifikationer, markedsføringsstrategier, kundeanalyser, produktudvikling, relationship management, benchmarking, branding og positionering. Der vil i endnu højere grad blive lavet segmenteringer, fokusgrupper og produceret merchandise og direct mail. Det vil nok vise sig at være en effektiv måde at samle vælgere på. Men om en markedsføringsstrategi alene kan holde en politiker ved magten i flere år, er nok en helt anden sag.

Fire faser, der kendetegner danske partiers spæde marketingsindsats

1. Partierne indsamler data om vælgerne.

2. Ud fra denne information designer partierne budskaber, som positionerer dem konkurrencedygtigt i markedet.

3. En nytænkende distributionsstrategi bringer produkterne effektivt og målrettet ud til vælgerne.

4. Partierne søger at opbygge venskaber med vælgerne, så disse kan fastholdes til partiet.

Kilde: Sigge Winther Nielsen, Tidsskriftet Politik, Vol. 12, Nr. 2.

Sigge Winther Nielsen er som medforfatter aktuel med bogen Politisk Psykologi - fordi politik er personligt.

Hvor street wise er Street View?

11:03:28

Google Street View er landet på en pc nær dig. Det er slut med at nøjes med flyfotos - nu er der gademiljø på Google Maps. Det lykkedes lige akkurat for Krak at slå Google med lignende gadeplansbilleder på egne kort, endda i en rigtig flot kvalitet. Men det er nu Google, der er løbet med den store opmærksomhed.

Ydmyge Danmarksbilleder
Det første, man lægger mærke til, er, at både Kraks og Googles billeder er taget i dejligt sommervejr. Forståeligt nok - det er sådan, billederne bliver bedst. Der er lys, og gaderne er fulde af liv.

Thomas her ved godt, han bliver filmet, men han er en af de få

Med sjældne undtagelser er de afbildede personer ikke opmærksomme på, at de bliver fotograferet, og kamerabilen er heller ikke specielt interesseret i særlige motiver. Lars von Trier snakkede i dogmetiden om at undlade konstruerede kameraindstillinger, kameraet skulle bare pege på handlingen. På Google Street View peger kameraet end ikke, men er over det hele. Man må selv finde motiverne og selv opdage historien.

Det er en form, der egner sig perfekt til at opdage byens mere ydmyge steder.

Man kan besøge nogle af stederne fra 'København Con Amore'

Eller Bog & Mystik i Valby

Kraks billeder er flottest og mest farvestrålende - se f.eks. storkespringvandet her og sammenlign med Google længere nede. Til gengæld dækker Google et forbløffende stort udsnit af de danske veje. Man kan endda tage på landet, for også landevejene er med.

Jagten på den sygeste rundkørselskunst
Man kan f.eks. gå på jagt efter provinsfænomenet rundkørselskunst. Den finder man overalt.

Lige fra Høje Taastrup...

... over Rødekro (det er en komet, ikke en nissehue)...

... og videre til Skive, hvor kunst og rundkørsler nærmest er en livsstil

I Grindsted bruger de jydepotter...

... og dog er den grimmeste i Frederiksværk

Dit nye liv som digital voyeur
Der gik ikke mange timer fra Google Street View var lanceret, til alarmisterne var der: "Det er overvågning!" "Det skal forbydes!" Det er nærmest umuligt at lave en service på nettet, uden at nogen mener, det er farligt. Lidt er der jo nok også om snakken. Der tog heller ikke lang tid for Ekstra Bladet at kigge forbi landets bordeller for at se, om der var nogen saftige skandaler i det. Det var der nu ikke - det er bare kedelige huse, der ligger kedelige steder. Men den uskyldige peoplewatching, de fleste af os går rundt og dyrker, kan hurtigt få en snert af voyeurisme, når vi kan finde billederne, sende dem rundt i de sociale netværk og pludselig skabe en stor opmærksomhed om en eller anden person.

Måske har denne udmattede mand på Vesterbro eller pigen, der forsøger at komme uden om ham, fortjent lidt mere privatliv, end jeg byder dem lige nu

Så i stedet burde jeg nøjes med at snage i de kendte. F.eks. Naser Khader og hans ulyksalige skydeport, den der kostede ham så meget besvær under en folketingsvalgkamp

Da den første version af Street View kom ud i USA, havde Google ikke helt styr på privatlivsdelen af Street View. Senere er så kommet den sløring af ansigter og nummerplader til, som sitet har nu - og hvis man stadig er utilfreds med et billede af noget privat eller obskønt, kan man klage til Google. I bunden af hvert eneste billede på Street View sidder et lille "report problems"-link, man kan bruge.

Nogen har øjensynligt trykket på panik-knappen, lige midt på Rådhuspladsen

Måske er det let at forstå oplevelsen af at være overvåget - for hvad nu hvis kamerabilen kom forbi 20-30 gange i døgnet, så ville man jo aldrig kunne være i fred. Men det gør den jo ikke. Det er usandsynligt, at vi skulle blive gennemfotograferet igen lige med det samme - det tager en frygtelig tid, både at tage billederne og computerbehandle alle ansigterne og nummerpladerne bagefter.

Den største hage ved Street View - og ved Kraks service - er i virkeligheden, at det ikke kun er gader og stræder, kameraet fanger. Der er også fine kig ind i dit hjems stueplan og din have - hvis ligusterhækken er for lav. De billeder må man slet ikke tage. Dit privatliv på privat grund er beskyttet af straffeloven, som journalisternes mediejurist Oluf Jørgensen har gjort opmærksom på.

Outdoor flytter indendørs
Street View er underholdende, men hvad i alverden kan det for alvor bruges til, vil nogen sikkert spørge. Og som det typisk er tilfældet hos Google, lader det til, at svaret er: reklame. For reklame er der naturligvis masser af i Google Streetview. Hvis man var så snedig at købe outdoor-reklameplads, mens Googles bil kørte rundt, har man nu fået en masse gratis reklame i browseren. Sådan bliver det dog ikke nødvendigvis ved med at være. På nettet spekuleres der en del i, at Google har planer om at udskifte reklameskilte og butiksskilte med andre i Street View og sælge det som reklameplads. Google har i hvert fald ansøgt om patent på en teknik til at udskifte billboards og lignende med nye billeder og tekster.

Måske er den her reklameplads snart til salg

I film er den slags ikke nyt. I Spiderman blev eksempelvis en Samsung-reklame på Times Square skiftet ud med en USA Today-reklame. Det betalte avisen filmselskabet for. Samsung - og ejeren af det hus, de købte reklameplads på - sagsøgte filmselskabet. Men tabte sagen.

Så lumsk behøver det selvfølgelig ikke blive. Muligvis bliver det blot et tilbud om at aktivere ens egen bygning med reklame i Street View. Man kan f.eks. forestille sig, at Politikens lysavis faktisk fungerede real time i Google Street View. Eller at plakaterne på Palads viser de film, der er oppe lige nu, og ikke dem, der gik sidste sommer.

Men alt det er stadig fremtidsmusik. Indtil videre må man opfatte selve Street View som reklamen; en street wise reklame for Google selv.

Googles danske salgsarm er naturligvis begejstret over reklamen i reklamen

SKAT er skidt uden god intern kommunikation

16:25:09

En kommunikationspolitik bliver som regel udarbejdet i en forandringssituation - om det er en organisationsændring eller nye arbejdsmetoder. Det var også tilfældet for SKAT, da vi i 2009 fik en intern kommunikationspolitik. Her var det både en ny struktur, der gjorde udslaget, og at der over en årrække var vokset en skov af kanaler med mere eller mindre fokuserede formål.

Kommunikationspolitik Udvikling Og Implementering

View more presentations from mikkelo.

Politikken har givet kommunikationsafdelingen mandat til at sige, hvad der er en god idé, og hvad der er mindre smart. Og de undersøgelser, som politikken blev udviklet på baggrund af, har været værdifulde for at få kolleger til at tage politikken til sig. Nye tiltag afføder ofte skepsis. Her havde det en effekt at kunne sige: "vores resultater viser". Især hvis tallene kunne underbygges med citater fra workshopper eller fokusgrupper. Erfaringerne har desuden givet stof til eftertanke og et klart signal om, at det ikke er hensigtsmæssigt med alt for mange kanaler, og at det er nødvendigt med en vis styring.

Kompleks organisation med mange behov
SKAT er en organisation med 8.500 medarbejdere med en stor faglig og geografisk spredning. Den nye struktur betød, at flere medarbejdere ikke nødvendigvis sad fysisk sammen med deres faglige kolleger, kontor eller kontorchef. Det stillede store krav til den interne kommunikation, så alle ved, hvor de finder forskellige informationer, og hvordan de målretter deres budskab.

Målet var derfor at udvikle en kommunikationspolitik og -værktøjer, der kunne hjælpe ledere og medarbejdere med at vide, hvornår for eksempel et nyhedsbrev eller et referat er den rigtige løsning.

Undersøgelser til dokumentation og udvikling
En prioritering var at få dokumenteret, hvordan det stod til med den interne kommunikation og udarbejde kommunikationspolitikken og -værktøjer på den baggrund. Det var dog også for at kunne give velfunderet argumentation i den senere implementering. Tal taler, ganske enkelt.

Derfor foretog vi en række kvalitative og kvantitative undersøgelser. Hovedkonklusionerne var:

· Intranettet var besværligt som arbejdsredskab
· Kaskademodel fungerede ikke - især følte personalelederne sig ikke godt nok klædt på
· Der manglede struktur på videndeling
· Personalebladet skulle genindføres. Det havde været lukket i 2008 på grund af en generel besparelse i staten
· Der manglede retning på den interne kommunikation - der var mange myter og forskellige budskaber fra forskellige kilder.

Kommunikationspolitikken
Resultatet blev en kommunikationspolitik med fire overordnede principper og fire fokusområder. Målet var at skabe nogle universelle tommelfingerregler, der er nemme at huske, når man skal indarbejde kommunikation i sit projekt, eller når man for eksempel skal skrive en meddelelse på intranettet. De fire principper kan forekomme banale, men svære at efterleve:

· Vi har modtageren i centrum
· Vi tænker kommunikation ind i vores opgaver
· Vi koordinerer vores kommunikation
· Vi bruger tid på kommunikation.

Erfaringen har siden vist, at flere projekter netop kontakter kommunikationsafdelingen for at være sikre på, at de lever op til principperne, og får hjælp til at udarbejde en kommunikationsplan.

De fire fokusområder er ledelseskommunikation, videndeling, virtuel kommunikation og kulturbærende kommunikation og slår ned på konkrete krav til forskellige målgrupper. Under hvert fokusområde er der mellem to og fire mål med en uddybning af, hvordan målet nås og måles. Succeskriterierne lægger fundamentet for de årlige kommunikationsmålinger.

Værktøjer og virkeliggørelse
For at understøtte politikken blev der udviklet en række kommunikationsværktøjer, for eksempel retningslinjer for, hvordan man bedst anvender kaskademodellen, og hvornår det er en god idé at skrive et referat.

En række nyhedsbreve blev lukket, og der blev udformet en klar profil for de tilbageværende. Det gjaldt især de nyhedsbreve, som var dukket op på grund af et mudret mediebillede. Alle værktøjer blev desuden samlet på en kommunikationsportal på intranettet for at gøre det nemt at få hjælp til god kommunikation. Det blev kommunikeret, hvad der er obligatorisk læsning for alle, og hvilke medier der er frivillige, men kulturbærende, som for eksempel personalebladet.

Implementering integreret i udviklingen
Implementeringen foregik i to spor: startskuddet og selve forankringen. Startskuddet bestod af fire dele:

· Workshop for de regionale kommunikationsmedarbejdere for at sikre en målrettet implementering, da det er forskelligt, hvordan kommunikation blev håndteret
· Roadshow i de seks regionsdirektioner og -sekretariater med et overordnet oplæg om politikken. Desuden holdt de regionale kommunikationsmedarbejdere oplæg om, hvordan de lokalt ville arbejde med politikken
· Ad hoc-oplæg i relevante afdelinger rundt om i organisationen
· Opsamling på input og justering af værktøjer. Dette var især nødvendigt, da politikken blev udviklet, da det endnu var ukendt, hvad den nye struktur ville bringe med sig.

Forankringen bestod i at integrere politikken i hverdagen, blandt andet gennem små målrettede kampagner og ved at gøre kommunikationsmedarbejderne til ambassadører. Kampagnerne var for eksempel at udbrede kendskab til abonnementsfunktioner på intranettet eller udviklingen af en tv-kanal med reportager fra organisationen.

Store organisationer, store forandringer
Siden SKAT fik sin kommunikationspolitik for godt et år siden, er der atter sket en strukturforandring. Skatteministeriets departement er blevet lagt sammen med SKATs hovedcenter. Det betyder, at det er nødvendigt med en politik, der favner hele Skatteministeriet.

Arbejdet er dog ikke spildt, for politikken har været med til at sætte kommunikation på dagsordenen. Og erfaringerne og målingerne vil lægge fundamentet for tilrettelæggelsen af den interne kommunikation i koncernen. Med sammenlægningen er målet at styrke både den eksterne kommunikation og den interne kommunikation, hvor målet for den interne kommunikation er at gøre afstanden mellem leder og medarbejder endnu mindre, end den er i dag.

Mord på intranettet?

16:00:14

Kampe på liv og død er fascinerende - dramatiske opgør mellem gamle, forstokkede autoriteter (læs: intranettet) og unge, frække udfordrere (læs: sociale medier). Det topstyrede over for det brugerstyrede, jo forudsigelser om udfaldet af den 'kamp' har fyldt en del artikler og indlæg. Men vi anbefaler at aflyse kampen. Fordi den ikke giver mening.

I stedet vil vi anbefale at fortsætte det konstruktive samspil, som vi allerede ser som en realitet bag firewall'en i mange danske virksomheder - et samspil som er med til at styrke virksomhedernes måde at arbejde, samarbejde, kommunikere og dele viden på.
Web 2.0 vokser i virksomhederne typisk frem på tre måder:

1. Ved at ildsjæle (personer og afdelinger) eksperimenterer med web 2.0-funktionalitet.
2. Som en almindelig videreudvikling af et eksisterende intranet.
3. I form af en ledelsesinitieret, strategisk indsats.

I det følgende vil vi uddybe disse tre former for introduktion af 2.0-værktøjer.

1. Når ildsjælene tager 2.0-teten
I mange danske virksomheder er de første 2.0-initiativer startet af ildsjæle, der ikke først har spurgt om lov. Forsøgene kan være i form af lokale blogs, wikier og projektrum - eller ved at oprette et lokalt 'fætter-intranet' med få begrænsninger med hensyn til hvem, der kan levere, og hvad, der må lægges på.

Ildsjælen er god til at afprøve nye muligheder, men mange af vedkommendes initiativer stopper, når ildsjælen får andre interesser. Eller fordi systemerne og indholdet vokser så vildt og frodigt, at det bliver uoverskueligt at finde rundt i for brugerne. Ganske som mange intranet er knopskudt og blevet vanskelige at bruge.

Mange virksomheder har oplevet en eksplosion i brugen af projektrum (f.eks. SharePoints Teamsites), og nu står over for udfordringen med at skabe overblik og sikre sammenhæng mellem de mange forskellige lokale initiativer - herunder få dem til at hænge bedre sammen med virksomhedens intranet, så den værdifulde viden i projektrummene bliver lettere tilgængelig.

Lad fortsat ildsjæle udforske og udfordre nye medier og muligheder. Men det bør ske med mere bevidst ledelses¬mæssig opbakning og opmærksomhed fra starten. Det skal ikke være for at styre og kontrollere, men for at sikre en hurtigere og bedre innovationsproces - for det er jo det, det handler om - herunder effektiv erfarings¬opsamling og udbredelse til gavn for hele virksomheden.

2. Når intranettet selv vokser sig 2.0
Mens opkomsten af Google, Facebook, YouTube, Flickr og Twitter har betydet drama¬tiske ændringer i en historisk skæv magtbalance mellem afsender (indholdsejer) og modtager (slutbruger) i det samlede mediebillede, så er denne skævhed mindre markant, når det gælder intranet.

Hvis almindelige medarbejdere har været afskåret fra at give meninger til kende eller dele viden på et corporate intranet, har man typisk benyttet et lokalt intranet og mail. Eller man har taget snakken på personalemøder, over skrivebordet og i kantinen.

Allerede før web 2.0 blev 'opfundet', er der således sket en gradvis decentralisering af indholds¬ansvar - en tendens affødt af virksomhedernes generelle ønske om mere decentralisering, 'empowerment' og øget fokus på videndeling. At intranet-systemerne løbende er blevet mere brugervenlige har naturligvis understøttet denne tendens.

En udvikling, der understøtter et godt 'samarbejde' mellem 1.0 og 2.0, er intranettets bevægelse mod en egentlig (medarbejder)portal, der er indgang til indhold fra mange forskellige digitale systemer og kilder: Både specialise¬rede fagsystemer, økonomi- og planlægningsprogrammer, diverse databaser og fildrev samt blogs, wikis og projektrum. Nogle af disse er underlagt central indholdsstyring og skrappe kvalitetskrav, andre kan mange eller alle bidrage til. Nogle er rent faglige, andre er mere sociale. Nogle kommer indefra, andre stammer fra eksterne kilder.

Det styrede og det ikke-styrede indhold eksisterer altså side om side på et stigende antal intranet. For eksempel:

• På forsiden er der nyt direkte fra den øverste ledelse - og ved siden af kantinemenuen, som kokken selv opdaterer.
• Du kan følge med i fremdriften i store strategiske virksomhedsprojekter - og ved siden af daglige opdateringer fra de projek¬ter, du selv deltager aktivt i.
• Du kan søge i telefonbogen - og bliver samtidig gjort opmærksom på, hvem der er blevet ansat for nyligt.
• Du ser nyt om lederkurser - og indkalder selv til et lokalt personalemøde.
• I kvalitetsmanualen kan du læse, hvad kvalitets¬afdelingen har bestemt er gældende praksis - og ved siden af komme med egne forslag eller læse kommentarer og erfaringer fra andre kvalitetsansvarlige.

Og overalt på intranettet arbejdes der med tydeligt at vise, hvem der har ansvar for det pågældende indhold - med link direkte til den pågældendes profil i telefonbogen. Så ved man, hvem der står bag, og man kan kontakte vedkommende, hvis man har spørgsmål eller forslag til forbedring af indholdet.

Telefonbogen er et illustrativt eksempel på, hvordan en statisk telefonliste (version 1.0) langsomt har udviklet sig til en værdifuld kompetence- og erfaringsoversigt (version 2.0), der samler informationer om medarbejdernes erfaringer, kompetencer og kurser, henter informa¬tion om deltagelse i projekter og netværk, viser placering i organisationsdiagrammet - inklusive link til chef og nærmeste kolleger - angiver om man er optaget, og hvornår man kan kontaktes (f.eks. via integration til Outlook) etc.

3. Når ledelsen vil have 2.0
Det er godt, når ledelsen får øje på nye værktøjer og muligheder, for det betyder næsten altid øgede resurser og et tiltrængt strategisk løft. På den anden side ser vi også, at det skaber nye udfordringer, fordi - al ære og respekt for danske ledere - det er langt fra alle, der kan betegnes som digitalt kompetente. Samtidigt er de ofte meget utålmodige, når først de går i gang.

Det er derfor vigtigt, at ledelsen har konstruktive rådgivere, når web 2.0-initiativerne skal planlægges og føres ud i livet. Det er især vigtigt med interne sparringspartnere, 'brobyggere', der kender det nuværende digitale landskab og kan sætte web 2.0 ind i den rette sammenhæng. Kan sikre realistiske ambitioner. Og sikre at det bliver et bæredygtigt initiativ. Men det kan være en stor udfordring at rådgive en leder, der lige har 'set 2.0-lyset' - efter at være blevet forført af egne eller andres oplevelser med Facebook, Wikipedia eller andre 2.0-eventyr.

Et af de første eksempler var opkomsten af lederblogs på intranet, som blev set som en unik mulighed for ledelsen for at få sit budskab ud til alle medarbejderne i et trygt og velkendt miljø - uden forstyrrende eller forsinkende mellemled. Og som oven i købet gav mulighed for feedback fra medarbejderne. De mest vellyk¬kede lederblogs blev især set i virksomheder, hvor der var en digital kompetent og proaktiv intranet- eller kommunikationsansvarlig, der sammen med direktøren fik skabt et sammenhængende koncept.

Et andet eksempel er faglige wikier, som bevidst blev etableret og støttet af ledelsen for at sikre faglig videndeling inden for særligt (forretnings)kritiske områder. I et konkret eksempel gjorde ledelsen sig stor umage med at 'sløre', at initiativet faktisk var initieret og støttet af ledelsen - netop for at skabe det rette (lokale) ejerskab blandt faglige eksperter.

Der er også eksempler på, at ledelsen bringer web 2.0 i spil i forbindelse med større strategiske forandrings¬projekter eller udfordringer - f.eks. i forbindelse med fusioner eller skift af forretningsfokus. Her ser vi både eksempler på at ledelsen beslutter en gennemgribende 2.0-relance¬ring af intranettet og eksempler på, at ledelsen insisterer på en selvstændig 'intern Facebook'.

Tre pointer til slut
• Se ikke 2.0 som et mål i sig selv, men forholde det konkret til værdien, som 2.0 kan og skal give virksomheden. Dernæst handler det om ikke at droppe velfungerende 1.0-aktiviteter. Man skal derfor have et godt kendskab til og kunne dokumentere brug af, tilfredshed med og nytteværdi af eksisterende indhold.
• Sørg altid for en klar kobling mellem et nyt, selvstændigt socialt medie og intranettet. Det kan f.eks. ske via genbrug af data fra den digitale telefonbog og ved at linke frem og tilbage mellem relevante steder.
• Hent inspiration fra andre virksomheder - både fra deres eksterne og interne, digitale verden. Men oversæt eller tilpas altid i forhold til jeres egne behov og forudsætninger.

Apples tyske kærlighed

11:13:57

Hvem er så denne Rams?
Han er manden bag elektronikgiganten Brauns stilsikre hvide husholdningsmaskiner og vækkeure fra 6o'erne og frem. Produkter, som står tilbage som tysk formalismes og minimalismes ypperste udtryk. Bag designet og dimserne gemte sig 10 simple regler for godt design. Disse regler har Steve Jobs og Apples chefdesigner, Jonathan Ive, fulgt til punkt og prikke. Ned til mindst detalje er alt fra iPhone til iMac en kærlig hilsen og hyldest til Rams regler og Brauns hvide designikoner. Kompromisløs kærlighed, siger de søde; konsekvent kopiering, hvisker de sure. Døm selv. Æblet falder ikke langt fra stammen. Her er reglerne med mandens egne ord. Her er inspiration. Her er Mac redesignet af Dieter Rams. En afsløring, der naturligvis ikke kan rykke ved din kærlighed til Apple eller Apples kærlighed til Rams. Mac Kærlighed tilgiver alt.

Her er Rams' 10 regler for godt design:

1. Godt design er innovativt

Den teknologiske udvikling skaber mulighed for innovativt design. Men innovativt design udvikler sig altid i god dialog med den teknologiske udvikling og er aldrig et mål i sig selv. Da jeg engang designede et skab, var ideen, at det skulle være som en god engelsk Butler. Tilstede, når du havde brug for det, og i baggrunden, når du ikke skulle bruge det. Diskret brugervenlighed, med andre ord.

Rams vs. Ive

2. Godt design gør et produkt nyttigt
Et produkt er købt for at blive brugt. Det skal tilfredsstille bestemte kriterier, ikke blot funktionelle, men også psykologiske og æstetiske. Godt design understreger brugbarheden af et produkt og er ligeglad med alt, hvad der kan fjerne fokus fra brugbarheden. Formen følger funktionen.

Rams' radio vs. Ives iPhone med brugergrænseflade som vækkeur (foto lagt ovenpå)

3. Godt design er æstetisk

Den æstetiske kvalitet ved et produkt er lig med dets brugbarhed, fordi produkter, vi bruger hver dag, påvirker vores velbefindende. Kun produkter, som er veludførte og velgennemtænkte er smukke.

Rams' kamera vs. Ives Mac kamera

4. Godt design gør et produkt forståeligt
Godt design klargør produktets struktur. I de bedste tilfælde kan det få produktet til at tale. I de allerbedste tilfælde er det selvforklarende.

Rams' radioer vs. Ives iPods

5. Godt design er ærligt

Design gør ikke et produkt mere innovativt, kraftfuldt eller værdifuld. Det prøver ikke at manipulere brugeren med løfter, det ikke kan holde.

Ives iPhone med regnemaskine-grænseflade vs. Rams' regnemaskine

6. Godt design er diskret
Produkter, der udfylder deres opgave, er som redskaber. De er hverken dekorative objekter eller kunst. I deres design skal de derfor blive både neutrale og beherskede, så de efterlader rum til brugerens selv.

Rams' pladespiller vs. Ives mini iPods

7. Godt design er langvarigt
Det undgår at være fashionabelt og undgår dermed med at blive uddateret og antikveret. Modsat fashionabelt design holder det i mange år, endda i vores smid-væk-samfund.

Ives airports vs. Rams' radio

8. Godt design er gennemtænkt ned til den mindste detalje
Intet er tilfældigt. Omsorg og præcision viser respekt for brugerne.

Rams' radio og højttaler vs. Ives Mac og iMac

9. Godt design er bæredygtigt
Design er et vigtigt element i at beskytte miljøet. Det sparer resurser ved at begrænse fysisk og visuel forurening igennem produktets livscyklus.

Ives iMac vs. Rams' pladespiller

10. Godt design er så lidt design som muligt

Mindre, men bedre, fordi designet er koncentreret om de essentielle aspekter. Produktet er ikke overbelastet med det uessentielle. Tilbage til renheden. Tilbage til enkelheden.

Det var så Rams 10 regler. Og det er tydeligt, når man kigger på Apples design, at det konstant forsøger at finde balancen ud fra Rams' regler om, hvad der er brugbart og så lidt design som muligt. En helt åbenlys konsekvens af dette har været en del diskussioner omkring designet af "musen" og om, hvorvidt der skulle være en eller to knapper på en mus.

Med andre ord: Når vi taler om design og Apple, så taler vi i virkeligheden om nogle valg, der ikke umiddelbart handler om æstetik i klassisk forstand, men om en type æstetik, der kommer så tæt på det rene produkt som muligt.

For Apple handler design om at være æstetisk gennem at være funktionel. Æstetik er ikke i sig selv målet, men et biprodukt af ærligt, diskret og funktionelt design. Moralen er at kun de funktionelle og brugbare produkter kan være smukke. Målet er ikke det mulige, men det som er nødvendigt. Lad mig illustrere med en lille historie om Jobs og iTunes:

Da Steve Jobs engang præsenterede iTunes for en gruppe mennesker, blev der fra forsamlingen ved med at komme spørgsmål og forslag til features.

"Har i overvejet at vise billeder gennem iTunes?"

"Ja, det har vi!"

"Kunne man forstille sig, at iTunes blev kompatibel med Zune?"

"Ja, det kunne man."

Efter en del tid var gået med den slags spørgsmål, skar Steve Jobs igennem og sagde: "Jeg ved godt, at I har en masse gode ideer og forslag til, hvilke features vi kunne inkludere i iTunes; det har vi også. Men succesfulde produkter er ikke defineret ved at kunne gøre, hvad der er muligt, men gøre godt, hvad der er nødvendigt."

Og dette svar definerer i virkeligheden den første væsentlige forskel på Apple og mange af deres konkurrenter.

Apple er ekstremt stædige og konservative, når det kommer til at inkludere nye features i deres produkter. Det er et forsøg på at undgå, hvad der populært i interface- og produktdesignkredse kaldes featuritis, en dårligdom, der kendetegner produktet, som drukner i funktioner. En "sygdom", der rammer rigtig mange produkter og ikke mindst Apples konkurrenter, fra Nokia til Microsoft.

Man kan sige, at hvor andre produkter konkurrerer på hvilke og hvor mange features, de kan få puttet ind i et produkt, så konkurrerer Apple på, hvordan få udvalgte features kan fungere diskret og mest mulig brugervenligt. Apple er med andre ord ret konservative hvad angår features. De udnytter sjældent det fulde spekter af de muligheder, den bagvedliggende teknologi tillader dem. De har tålmodigheden og selvtilliden til ikke at lade sig rive med og forsøge at presse maskinen til det yderste. Strategien erat skære ned, så det, som er tilbage, er det vigtigste. Altså at enkelheden som form følger den essentielle funktion. Det kræver en meget veludviklet forståelse af design og af, hvad det vil sige at tilføje ved at fjerne. Som Ludwig Mies van der Rohe er kendt for at sige: "Less is more", og hele ideen er at gøre designvalgene usynlige og derved designet ærligt. Det svære ved denne filosofi er, at den kræver en forståelse for form, som ikke bare handler om at nå frem til få elementer, men derimod om forståelse af, hvordan form og elementer spiller sammen, så less ikke bare er more, men better.

Mere om Rams

I slutningen af januar 2010 udkommer bogen Less and More: The Design Ethos of Dieter Rams.

Læs hans fantastiske essay om at fjerne det overflødige: Omit the unimportant

Dieter Rams 10 teser her.

Et godt interview med Dieter Rams her.

Dieter Rams' motto er Vær modig, lige meget hvad.

Sig ikke blot undskyld – nej, henret dig selv

10:28:41

Domino's pizzaer "smager af pap". Ja, De hørte rigtigt: pap. Altså p-a-p som i pizzakarton. Skal vi skære det ud?

- Sådan pisker pizzakæden Domino's lige nu offentligt sig selv. Det sker på YouTube, på Twitter, i korte tv-spots og på et særligt kampagnesite oprettet af den amerikanske ledelse af franchise-koncernen. Kampagnesitets kreative scoop er en fire et halvt minut lang video. Videoen bliver selvironisk præsenteret som en prisbelønnet dokumentarisk spillefilm og betitlet The Pizza Turnaround Documentary. Videoen er også lagt på YouTube, hvor den er oppe på omkring 400.000 views.

Det kan umiddelbart ligne indledningen til den ulækre hade-video, der ellers er blevet fjernet fra nettet. Men det er Domino's Pizzas helt nye, officielle historie om firmaets omvæltning efter dets krise sidste år. Klik på billedet eller her for at afspille videoen

The Pizza Turnaround-videoen kan ses som led i Domino's Pizzas kommunikationstiltag, efter at Domino's Pizza i 2009 blev ramt af en krise.

Kort om krisen i april 2009
Den 13. april 2009 gjorde en blogger Domino's Pizza opmærksom på, at en frastødende video om firmaet var lagt på YouTube. I den seks minutter lange amatørvideo, der udspiller sig i et af kædens små restaurantkøkkener, tilbereder en mandlig ansat fastfoodkædens velkendte produkter med bussemænd, nys og prutter, hvorefter han tørrer sig i røven med en opvaskesvamp. Seancen præsenteres af en fnisende kvinde i Domino's Pizzas uniform.

Den stygge pizza-bussemand slår til mandag den 13. april 2009. Hade-videoen er for længst fjernet fra YouTube, men kan ses her

Efter få dage var videoen vist mere end en million gange, bloggere og twittere gav udtryk for afsky og pludselig madlede, og Domino's Pizza styrtdykkede i amerikanske troværdighedsindeks. Krisen var en kendsgerning.

Når det ikke kan manes i jorden, skal det frem i lyset
Firmaet opdagede ikke selv hade-videoen på YouTube, men skulle gøres opmærksom på den. Firmaets egen overvågning var altså ikke effektiv, sandsynligvis fordi de sociale medier var noget ret nyt for firmaet. Dette betød mange tabte timer, inden firmaet reagerede.

Domino's Pizza havde en talsmand parat, og vedkommende forsøgte sig med en minimeringsstrategi. Adspurgt om firmaet ville svare igen på hade-videoen sagde talsmanden således, at man "ikke slukker stearinlys med brandslanger". Denne minimering - sammenligningen med et lille uskadeligt stearinlys - skyldes sandsynligvis, at hade-videoens bagmænd hurtigt blev identificeret, fyret og meldt til politiet. Dette kan have givet Domino's Pizza det håb, at skaden ville forsvinde sammen med gerningsmændene.

Men minimering af problemet var på dette tidspunkt umulig, da hade-videoen allerede viralt var spredt globalt, og kunder i stort omfang udtrykte afsky på de sociale medier. Domino's Pizza måtte gå fra simpel damage control til fuld crisis management.

Hvad der kan læres: Lad være med at sidde udenfor og "overvåge" medierne, sådan som krisehåndbogen foreskriver. Vær inden i medierne, altså de sociale, som i dag er afgørende for de fleste forbrugerrettede virksomheder. Nogle historier kan slås ihjel hos de gamle mediers stressede journalister ved at kalde historierne ubetydelige eller forældede, sådan som klassisk damage control foreskriver. Den hopper de sociale medier ikke på.

Undskyldning uden blikkontakt

CEO-undskyldningen fra april 2009 - utvetydigt, men forsigtigt. Her er endnu ikke tale om offentlig selvhenrettelse

Få dage efter hade-videoens opdukken kom kædens amerikanske chef, Patrick Doyle, med en undskyldning. Den blev lagt på selve skadestedet, altså YouTube. Patrick Doyle undskylder - utvetydigt, men low key og forsigtigt - over for alle kunder og forsikrer, at sagen tages alvorligt. Han taler om strammere ansættelsesprocedurer og kvalitetskontrol, og han kalder på medfølelse for kædens 125.000 hårdtarbejdende ansatte i 60 lande, der lider under hade-videoens eftervirkninger.

Han fremstår troværdig, fordi han virker lidt såret, usikker og næsten skamfuld, uden blikkontakt. Her er ikke tale om en slikket, overlegen type, men en lettere overvægtig og svedig gennemsnitsmand uden slips, der ikke adskiller sig meget fra kernekunderne.

Undskyldnings-videoen virkede faktisk. En amerikansk måling viste hurtigt, at lysten til at besøge et Domino's pizzaria var faldet til en tredjedel efter hade-videoen, men at halvdelen af de frafaldne kunder kunne tænke sig at vende tilbage efter undskyldningen. Se alle undersøgelsens tal i Kforums første artikel om Domino's krise.

Hvad der kan læres: En sød CEO er bedre end en dum skid.

Sæt tidligt selv fingeren på de bløde punkter
Som påpeget i Kforums første artikel savnedes i april 2009 en opfølgning på Domino's forventelige issues angående sundhedsskadelig junk food og utilfredse lavtlønnede medarbejdere. Denne opfølgning må siges at foreligge nu ni måneder senere i form af The Pizza Turnaround-videoen og den bagvedliggende ændring af produktet.

Hvad der kan læres: Forebyg (nye) kriser med issues management. Er din virksomhed løntung, er personalet en vigtig stakeholder, som skal nurses. Skal din virksomheds produkt stikkes i munden, må du kommunikationsmæssigt tage højde for, at alt, hvad der skal den vej, skaber både lyst og frygt.

Giv modstanderne ordet, for de har det allerede
Domino's Pizza feeder kritiske tweets lige ind på firmaets eget kampagnesite. I stedet for at lukke munden på kritikerne, har man givet dem ekstra talerør.

Bemærk i øvrigt strategien at oprette separate sites til krisekommunikation. Fordelen er, at krisekommunikationen holdes adskilt fra business-as-usual-kommunikation, i dette tilfælde den store trafik angående simpel pizza-bestilling på virksomhedens oprindelige hjemmeside. Når krisen er drevet over, lukkes det særlige site blot.

Hvad der kan læres: Folk kan blive så hæse og trætte af at få lov til at skrige løs, at de til sidst holder op af sig selv.

Små ændringer kan give stor effekt
Ifølge The Pizza Turnaround-videoen er produktet ændret fundamentalt (foreløbig blot i de amerikanske franchise-restauranter). Der er dog, hvilket bloggere gør flittigt opmærksom på, i virkeligheden kun tale om mindre ændringer, såsom hvidløgsdressing smurt på pizzakanten og en lidt skarpere smagende sauce. Produktet er fortsat præget af middelmådige, fabriksproducerede og kunstigt smagsforstærkede ingredienser.

Formålet med produktændringen er næppe heller at ændre på en indarbejdet og populær produktkategori - den billige, hurtigt leverede, altid ensartede pizza - men at give anledning til kommunikation. "Ny og forbedret" er her et klassisk argument.

Hvad der kan læres: Snak er ikke nok. Gør et eller andet ude i virkeligheden. Så er der noget alvorligt at snakke om. Længe, langt og bredt.

Fokusgruppesnak nu på YouTube

Denne kunde, fru Grådig, kan spise de fleste under bordet. Men Domino's pizza nægter hun at kaste i gabet. Vind hende for dit produkt - og du kan vinde hele verden

The Pizza Turnaround-videoens udgangspunkt er kunders kritik af produktet - "det smager af pap, pap, pap" - på Twitter og i fokusgrupper, som citeres grundigt, mens ledelsens betænkelige miner vises.

Offentliggjorte klip fra fokusgrupper er ikke hverdagsstof i reklame- og PR-materiale. Indblikket i interne arbejdsprocesser tjener flere formål:

• Videoen fremstår autentisk og troværdig
• Ledelsen fremstår lyttende og forandringsvillig
• Seerne får en usædvanlig behind-the-scene-oplevelse
• Kunderne gives følelse af at blive taget alvorligt.

Rasmus Kjærgaard Rasmussen, der er ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet, mener, at produktomlægningen og The Pizza Turnaround-videoens indrømmelse af det tidligere produkts katastrofalt dårlige kvalitet er noget nær verdensrekord i undskyldning.

"Der er tale om et ekstremt knæfald for den offentlige mening. Det minder om Danske Banks nylige kampagne, hvor kundekritik også blev lagt åbent frem på nettet og en række produktforbedringer derefter blev varslet. Men Domino's Pizza går et stort skridt videre ved igen og igen at tage pap-beskyldningen i egen mund. Det virker, som om ophobningen af corporate scandals og antibrand-trends a la Michael Moore, Naomi Klein og Supersize Me efterhånden er så stor, at det er blevet meget svært at krybe ud af en omdømmemæssig kulkælder. Derfor går Domino's Pizza nu til yderligheder med en offentlig bodsgang i et forsøg på forny brandets løfte til forbrugerne," siger Rasmus Kjærgaard Rasmussen til Kforum.

Hvad der kan læres: Glem alt om interne processer og hemmelige fokusgrupper. Læg det hele på bordet. Åben spin er det nye content.
Hvad der mere kan læres: Slatne undskyldninger stinker - offentlig selvhenrettelse rykker.

Få fru Grådig helt op at ringe

Madglade hr. Middelmand som lydhør pizza-direktør med pepperoni-face

Ved at præsentere The Pizza Turnaround-videoen med credits, der ligner en dokumentarisk spillefilm, søger man at spore seerne ind på en bevidst story telling, hvor videoens personer har klare roller i et symbolsk spil.

Rollerne er:

• Den bløde direktør - Far
• Den kritiske kunde - Mor, også kaldet fru Grådig
• De dygtige ansatte - Børn

Direktøren - han havde i april 2009 ikke ordentlig øjenkontakt. Nu er han blevet medietrænet til at tale troværdigt direkte til kamera. Men han fremstår fortsat som en uformel leder, uden jakke og slips, og han er ikke filmet bag en magt-skranke i form af et chefskrivebord, men i et møde-areal, hvor dialog synes mulig.

Fru Grådig - den mest indædt kritiske kunde er vist i den autentiske ramme under fokusgruppemøde for indledningsvist at give hendes udsagn troværdighed. Fru Grådig er øjensynligt ikke købt til at kritisere virksomheden og senere lade sig overtale til at blive kernekunde. Hun er stærkt overvægtig for at signalere, at kritikken ikke kommer fra frelste anorektikere, men at kritikeren befinder sig på øjenhøjde med eller enddda lidt under med den gennemsnitlige fast food-kunde.

De ansatte - vises som professionelle, engagerede og legeglade kokke i uplettet tøj og skinnede laboratorie-agtige køkkener. Her er langt til lort. Nogle få scener viser også mere almindelige ansatte i mel-plettede blå uniformer. Man forstår, at de hvide og de blå står sammen, har samme mål og værdier. De blå er gode, selv om de på overfladen kan ligne de to ulækre fra hade-videoen.

Den hvide kok er den forbilledlige ansatte

Historien er:
Far og Mor - der ellers passer så godt sammen i al deres madglæde, buttethed og uformelle folkelighed - er blevet uvenner, men de dygtige Børn forener dem igen.

Eller på organisationssprog: Direktøren kan ikke komme i løbende kontakt med kunden, fru Grådig, som er skuffet over hans produkt og har smidt ham ud af sit forbrug. Ved hjælp af sine dygtige ansatte får han dog forbedret sit produkt, og filmen slutter med, at de ansatte tager ud til den flygtede fru Grådig med en overraskelse, nemlig det forbedrede produkt. Som seer forventer man, at fru Grådig vil være tilfreds, men videoen overlader i første runde denne konklusion til vores fantasi. Visuel fortsættelse følger angiveligt.

Hvad der kan læres: Syng en smuk sang fra de varme lande, og folk får tårerne i øjnene og elsker dig (næsten). Story telling er det nye lean - masser af effekt for små penge, nemlig prisen på en aktant-model med kød på.

Husk endelig at drysse godt med CSR på pizzaen

De ansatte i skikkelse af to arketypiske kokke er på vej ud til den superkritiske fru Grådig med forsoningsgaven, den forbedrede pizza. Kridhvidt tøj og kridhvide tanker - sådan ser direktøren helst, at de ansatte ser sig selv

Henrik Merkelsen, der er erhvervsforsker ved CBS, vurderer, at The Pizza Turnaround-videoen er stakeholder-kommunikation og primært har en intern målgruppe.

"Det afgørende problem for virksomheden er næppe, at kunderne opfatter produktet som junk food. Køber man pizza i sådan en stor kæde, forventer kunden ikke en stor kulinarisk oplevelse. Problemet for virksomheden er snarere, at mange af medarbejderne føler, at de har et lortejob, hvilket den oprindelige hade-video afspejler. Denne utilfredshed koster dyrt i form af stor medarbejderomsætning og manglende motivation. Videoen skal give medarbejderne indtryk af, at deres arbejde er værdsat og har kvalitet. Det gør den godt," mener Henrik Merkelsen.

Medarbejderne havde en hovedrolle i hade-videoen, som udløste krisen, og en vigtig birolle i The Pizza Turnaround-videoen, der virker som en ros af de dygtige medarbejder. Men spørgsmålet er, om virksomheden reelt viser tilstrækkelig CSR til at forebygge en ny hade-video.

Hvad der kan læres: Kriser kan ikke forebygges uden CSR. Er din CSR god og smuk, kan din pizzavirksomhed i øvrigt godt droppe pizzaen og blot putte en lille pizzakarton ind i pizzakartonen. Det gør ikke noget, at det smager af pap, ja simpelthen ER pap, så længe det dufter, er lunt og leveret til kunden inden for en halv time efter bestillingen.

Vælg bureau bedre

10:27:24

Donald Nekman, stifter af Donald Nekman Communication Consultancy, har lavet en praktisk guide til, hvordan du vælger det rette kommunikationsbureau. Der er mange overvejelser at gøre sig, for eksempel:

Skal man bruge interne eller eksterne samarbejdspartnere?
Skal man bruge et allround-bureau eller flere specialiserede bureauer? (Ingen er gode til det hele.)
Hvilke kompetencer og styrkeområder skal bureauet besidde?
Hvilken samarbejdsform ønsker man med bureauet?
Skal bureauet have erfaring med branchen, man er i?
Hvad betyder bureauets størrelse for dig? (Vil man være dominerende kunde?)

Donald Nekman kommer med konkrete forslag til, hvordan man finder den rette samarbejdspartner, samt yderst brugbare overvejelser i forbindelse med udvælgelsesprocessen i form af bureaukonkurrencer, bureaubesøg og interviews.

Læs hele Donald Nekmans guide til valg af bureau her.

COP15 var et 2.0 hit

14:47:23

"Inddrag hele verdens befolkning og styrk den globale klimadebat." Omtrent sådan lød opdraget fra regeringen for to år siden til en lille enhed i Udenrigsministeriet ansvarlig for presse, kommunikation og outreach frem mod COP15 i 2009. Da vi i slutningen af 2007 tog hul på denne udfordring, var virkeligheden, at kun en global elite beskæftigede sig med klimaforhandlinger, der vedrører alle, og som alle i princippet burde kunne engagere sig i.

Nu kan vi se tilbage på 2009, hvor der har været millioner af besøgende på Udenrigsministeriets COP15-platforme, tusindvis af interaktioner og et topmøde, som var mere åbent end tidligere afholdte multilaterale møde i FN, WTO og lignende. Hovedelementerne i indsatsen lå på selve COP15-hjemmmesiden, samt på Twitter, Facebook og YouTube.

Facebook-profilen

Udgangspunktet for arbejdet var, at vi som statslig aktør stod med en følsom politisk sag. Dette skabte, som flere har påpeget, en del begrænsninger, men også muligheder for troværdig klimakommunikation. Vi har ikke kunnet eller villet konkurrere med de store NGO'er og andre aktører om provokerende budskaber, men med værtskabsrollen har vi haft mulighed for at skabe en form for legitimitet for de aktiviteter, vi har sat i søen.

Vores vurdering på grundlag af erfaringerne med COP15 er, at rollen som nyhedsformidler og objektiv debatplatform fungerer. Vi har ikke haft mulighed for at indgå i en egentlig dialog med vores brugere, men har i stedet satset på at skabe dialog brugerne imellem. Denne strategi har nogle gange medført kritik a la "Udenrigsministeriet forstår ikke de nye mediers natur". Men når man ønsker at skabe debat, må man tage kritikken med.

Og nu til gennemgangen af tiltag og resultater.

COP15-hjemmesidens nyhedsdækning
Hjemmesiden cop15.dk på syv sprog var den danske regerings værtskabsside for konferencen. Sidens formål var at gå ud over den normale værtskabsrolle og øge den globale klimadebat.

Igennem 2008 var der relativt få netmedier, der alene fokuserede på dækning af klimaforhandlingerne. For at imødegå åbenlys kritik af staten som nyhedsformidler etablerede Udenrigsministeriet en unik model: Vi hyrede gennem EU-udbud et hold på 4-5 journalister, som under medieansvarsloven havde ansvaret for at dække klimaforhandlingerne på cop15.dk.

Vores tanke om at "sætte kommunikationen fri" og herunder også acceptere mere kritiske indlæg på vores egen hjemmeside viste sig at gøre nyhedsdækningen mere levende og troværdig. Nyhedsdækningen på cop15.dk var derfor populær og medførte stor debat på nyhedernes kommentarfunktion. Som noget særligt for et statsligt web-medie blev nyhederne gengivet af store aktører som andre FN-organisationer og det svenske EU-formandskab.

Flere medier viderebragte nyhederne, herunder Ekstra Bladet, som gengav tweets fra @cop15. Det samme gjorde en række NGO'er, herunder Verdensnaturfonden WWF, som tweetede nyhederne fra cop15.dk på sin officielle Twitter-konto. Noget som bestemt ikke er hverdagskost for et statsligt webprojekt. Udover anerkendelse gav dette også trafik til og mere debat på cop15.dk.

Resultat på Facebook
Nyhederne blev også brugt på COP15's side på Facebook, hvor vi endte med over 42.000 fans. Vi valgte et lavere nyhedsflow på Facebook - typisk 5-7 nyheder per uge, og ofte nyheder som skabte debat på selve Facebook-platformen, og altså ikke på cop15.dk. Til sidst havde vi ofte over 100 interaktioner per nyhed.

Resultat på Twitter

Twitter-profilen

Udover fans og followers har effekten af aktiviteterne på Facebook og Twitter været helt klar: efter søgemaskinetrafik har Twitter og Facebook skiftevis været henholdsvis #1 og #2 henvisningskilde til COP15-hjemmesiden.

I tillæg til nyhedsdækningen var det muligt at følge alle plenarforhandlinger, pressekonferencer og en hel række side-events via webcast på COP15-hjemmesiden og med en dedikeret twitterkonto til at fortælle om live-webcasts der startede (@cop15liveagenda).

Blogs

Oversigt over mest læste blogs

Værtskabet for COP15 gav mulighed for at trænge igennem til indflydelsesrige klimadebattører over hele verden. Vi etablerede "Climate Thinkers Blog" på COP15-hjemmesiden, hvortil vi gennem ambassaderne har indhentet blogindlæg fra en række forskellige debattører - herunder Zapatero, Gro Harlem Brundtland og Jeffrey Sachs. Blogindlæggene var et af COP15-hjemmesidens mest populære elementer og medførte en stor debat på siden igennem hele 2009.

Hilsner fra net til storskærm
For at give verdens borgere en stemme på COP15 udviklede vi "Climate Greetings", som gjorde det muligt for alle at sende en 150-tegns hilsen til konferencen. Hilsnerne blev vist på hundredevis af skærme i Bella Center samt på lysaviser på Nørreport, Rådhuspladsen, på den store globe på Rådhuspladsen som del af "Hopenhagen Live" og på den "Blå Skærm" som omkranser DR's koncerthus. Ved konferencens afslutning havde brugerne sendt over 15.000 hilsener til COP15. Eksempelvis:

• "Be Bold! Take Action! Expect results. We are counting on you to lead us into a sustainable future."
• "We make many mistakes in life but this time please make the right one as my future is in your hands. I believe in you!"

Samarbejde med Google
Udenrigsministeriet samarbejdede med Google på to områder: YouTube-kanalen "Raise your voice" og Google Earth-visninger af klimaforandringerne baseret på data fra IPCC, UNFCCC, diverse meteorologiske institutter mv..

YouTube-kanalen blev fra 22. september til 20. december 2009 vist over 5,2 millioner gange. En af de vigtigste features på kanalen har været brugernes mulighed for at indsende videoer, hvoraf en del blev vist på COP15, på Rådhuspladsen mv. Vi fik over 2.500 videoer i alt og på klimakonferencens anden dag, den 8. december 2009, var kanalen den femte mest viste på YouTube, og flere af videoerne har været i top ti blandt de mest sete videoer på YouTube per dag. Måske lidt overraskende var nogle af de mest populære videoer nogle af de meget konkrete "Behind the scenes"-videoklip, som fortalte om konferencens tilblivelse.

Brugerne på YouTube-kanalen havde mulighed for at stemme på videoerne, hvorefter de to bedste videoers ophavsmænd blev inviteret til at besøge COP15. Videoerne blev også brugt i en stor TV-transmitteret debat arrangeret i samarbejde mellem Google/YouTube og CNN under COP15.

Også på COP15 etablerede Google og Danmark en stand, "Liquid Galaxy", hvor Google demonstrerede Google Earth i et 3D-lignende setup.

Eksempler på videoer fra YouTube-kanalen:

RAISE YOUR VOICE AND CHANGE CLIMATE CHANGE

Raise Your Voice by Filipino environmental advocates

COP15: Behind the Scenes

COP15 webkommunikation i tal
• Besøgende på cop15.dk fra februar til december 2009: ca. 4 mio.
• Besøgende på cop15.dk under konferencen: ca. 1,65 mio. - heraf ca. 200.000 på sidens travleste dag
• Kanalvisninger på www.youtube.com/cop15 fra 22. september til 20. december 2009: ca. 5,2 mio.
• Followers på www.twitter.com/cop15: ca. 13.200
• Fans på www.facebook.com/cop15: ca. 42.000
• Antal modtagne "Climate Greetings" til visning på storskærme i Bella Center: 15.000

COP15 pressehåndtering i tal
• Antal journalister akkrediteret til COP15: Op mod 4.500 (heraf 3.900 officielt samt medrejsenede med statsledere)
• 1500 arbejdspladser på "first come, first served" basis til presse og dertil 160 kontorer til TV, radio og nyhedsbureauer samt til 60 parkeringspladser til SNG- og OB-vogne
• 1 Gbit/s dedikeret båndbredde til pressen og dertil 1 Gbit/s båndbredde via wifi
• Live TV-dækning fra 7 samtidige lokaler og 3 ENG-crews til optagelse af side-events til senere afvikling
• I alt ca. 25 stand-up positioner til live-TV
• Live-dækning af statslederankomst i Københavns Lufthavn som gratis service, finansieret af Udenrigsministeriet
• Live formidling af store events, herunder demonstrationen den 12. december 2009, gallaarrangement i Det Kgl. Teater den 16. december 2009, gallamiddag den 17. december 2009 - uden beregning for tilrejsende TV-selskaber, takket været dækning stillet til rådighed af DR og TV2.
• Gratis fotos fra statslederankomster, Bella Center, gallaarrangementer mv. formidlet via billeddistributionstjenesten Image.net (en del af Getty Images), med over 10.000 downloads til mediebrug.
• Live webcast fra alle 7 lokaler med tusindvis af samtidige brugere.
• Mellem 200 og 300 personer beskæftiget med pressehåndtering under COP15, heraf 9 i Udenrigsministeriet og resten hos underleverandører.
• Public diplomacy-aktiviteter i op til 100 lande gennem de danske ambassader med millioner af eksponeringer
• Større events i København inden COP15, herunder chefredaktørkonference med op mod 400 chefredaktører i oktober 2009 med bl.a. George Soros, Kofi Annan, José Manuel Barosso m.fl.
• Journalistture for hundredevis af journalister i månederne inden COP15 og under COP15 med fokus på danske energishowcases.

---

Der blev også udviklet en iPhone Navigator. Men denne interessante applikation tager Udenrigsministeriet ikke æren for. Den blev udviklet af UNFCCC (FN's klimasekretariat).

Coach dig selv

13:58:21

Coaching handler normalt om at stille spørgsmål til fremdrift. Coachens opgave er at opfange, hvor den coachede mentalt befinder sig, samt stille de rigtige spørgsmål. Og den coachedes opgave er at åbne sig for spørgsmålene samt turde besvare og tage konsekvenserne af svarene.

Koster en coach 1000 kr. i timen, og går man til coachen hver fjortende dag gennem et år, løber regningen op i 24.000 kr. Alle de penge kunne være sparet, hvis man i stedet var i stand til at coache sig selv. Så hvorfor ikke? Du har den klare fordel, at ingen kender dig bedre end dig selv.

Selvcoachen stiller selv spørgsmålene og finder selv svarene. For at forstå, hvordan det virker, må man forstå, hvordan hjernen er organiseret. Det er budskabet i den nye bog "Coach dig selv - og få hjernen med til en forandring", der er skrevet af hjerneforsker Kjeld Fredens og coach Anette Prehn.

Coach din hjerne

Tidligere hjerneforskning pegede på, at jo længere ned i hjernen, man gravede, des længere tilbage i menneskets udviklingshistorie rejste man. I dag ved vi, at hjernen ikke er lagdelt, men netværksorganiseret. De mange hjerneceller er i kompleks sammenspil. Hjernen er plastisk og udvikles konstant. Derfor er det muligt at påvirke den. Forfatterne taler derfor om neuro-konstruktivisme.

Taxachauffører, der kører rundt i London uden GPS, har eksempelvis en ekstremt veludviklet højre hippocampus, det vil sige rumlig hukommelse. Deres hjerne er formet til jobbet og ændret ved hjælp tanker og adfærd. Det sker på denne måde: De 100 milliarder hjerneceller forbindes spontant med hinanden. De forbindelser, der bliver brugt hyppigt, bliver stærkere. De forbindelser, der bruges sjældent eller aldrig, visner bort og forsvinder. Det er den proces, der gemmer sig bag den berømte formulering: Neurons that fire together, wire together.

På baggrund af de kognitive erkendelser udvikler forfatterne en selvcoachings-model, der består af otte opskrifter:

1. Fyld dit indre tennisspil med serve-esser

Tennistræneren Timothy Gallwey skrev i 1975 bogen The Inner game of Tennis, der handler om, hvordan menneskers tænkning præger deres resultater. En dag, da Gallwey ikke gad træne sine tenniselever, observerede han, at eleverne faktisk var bedre, når de ikke fik at vide, hvad de gjorde forkert. Han prøvede derfor det modsatte: at instruere meget nøje. Resultatet var, at præsentationen faldt. Han konkluderede, at kvaliteten af spillernes indre tale og tanker var afgørende for præstationen.

Nøgle-begrebet er selv-efficacy. Det gælder om at spille det indre spil godt. Den måde, spillerne tænker om deres spil på, påvirker deres spil. Tænker de, at de gør noget dårligt eller forkert, bliver det til en selvopfyldende profeti. Omvendt, hvis spillerne observerer deres egen adfærd og analyserer den nøgternt - så bliver det muligt at forbedre sig. Fredens og Prehn kalder forskellen for hhv. dømmende og ikke-dømmende observation. Kan man observere sine egne handlinger uden at dømme dem på forhånd, har man bedre betingelser for forandring. Men ikke nok med, at kritik kan være problematisk. Ros kan også være problematisk. For ros giver en ydre styring og motivation, der kan kvæle den indre motivation, som er drivkraften i al selvudvikling.

Handlingsanvisning

Øg kvaliteten af dine spørgsmål og din indre tale. Stil åbne spørgsmål, der giver mulighed for nuancer og ikke-dømmende observation
Forstå, at bag ethvert problem ligger ofte en frustreret drøm. Find ud af, hvad den drøm er
Handl inden for din indflydelsescirkel. Det vil sige: Acceptér de ting, du ikke kan ændre på, og hav modet til at ændre, hvad du kan.

2. Lad positive tanker fortrænge negative

Hvis du vil have mere af det samme, så fokusér på det. Hjernen kender ikke kvalitativt forskel på, hvad der er i fokus. Tænker man mange analyserende tanker om sin negative tilgang til verden, bliver hjernen trænet i at holde fokus på de negative tanker.

Det ligner et paradoks og er i sandhed et dolkestød mod den psykoterapeutiske snakkekultur, men er egentlig ikke så mærkeligt. Bevægelsen positiv psykologi har i lang tid haft svaret: Positive tanker avler positive tanker. Og vice versa med negative. Man kan ikke glemme gamle vaner. Men man kan få sig nogle nye, der overskygger de gamle, alene ved at have dem i fokus.

Det gælder om at reframe. Amygdala er hjernens alarmmekanisme. Den sender advarsler ud i kroppen ved fare. Ved negative fortolkninger går agmydala-aktiviteten op. Holdes aktiviteten oppe, er det belastende for systemet. Men alle følelser er til stede hele tiden. Rent kognitivt er det derfor ikke svært at skifte den ene følelse ud med den anden. Det kræver "blot" god selv-coaching. Det er måden at ændre adfærd fra dårlige vaner til nye gode.

Handlingsanvisning

Se situationen fra flere vinkler og helikopterperspektiv
Find dine overbevisninger. Giver de god mening, eller skal du måske tænke anderledes om noget?
Robinson Crusoe-metoden: Lav to spalter. Skriv i den første din umiddelbare pessimistiske oplevelse af problemet ("at være alene efterladt på en øde ø"). Skriv i den anden den positive pendant.

3. Se det for dig

Visualisér. Det er den tredje opskrift på selv-coaching. Hjerneforskere har vist, at man bruger det samme område i hjernen, uanset om man husker noget eller forestiller sig noget. Tanker om fortid og fremtid aktiverer de samme områder i hjernens frontale pandelapper.

En af de pudsige konsekvenser af denne pointe er, at hvis man husker for meget, så fylder man "pladsen op" med gammel viden og gør det dermed vanskeligt at forestille sig fremtiden. Fordi arbejdshukommelsen er begrænset. Selvcoaching handler ikke om at huske en masse, men om at skabe forandring. Og denne forandring er godt hjulpet på vej af evnen til at visualisere. Forestillingsevnen er en del af det hurtige, intuitive system i hjernen. Den bruges til at genkalde og skabe nye billeder. Evnen er central for at se de mange muligheder, man altid har. Vi kan let forestille os de mange muligheder. Så gælder det bare om at handle på dem.

Handlingsanvisning

Øv dig i at lave mind sculpture. Det vil sige bygge en forestillingsverden op inde i hovedet
Bliv mere opmærksom på de konkrete erfaringer af sanselighed og følelser.

4. Cope med din krop

Vi har ikke en krop. Vi er en krop. Hjernen er ikke en adskilt rationel enhed, men en del af kroppen. Læring og kunnen er derfor kropslig praksis. Forfatterne skelner mellem kropsskemaet, der kroppens tavse kunnen, og kropsbilledet, der er vores bevidsthed og opfattelse af kroppen. Når den selv-coachende forholder sig til sig selv, forholder vedkommende sig til sin krop. Opgaven består i at skabe sammenhæng mellem kropsskemaet og kropsbilledet.

Skræmmeeksemplet er anorektikeren, der tror, hun er tyk. Vi er i vores følelsers vold, og følelserne er i kroppens vold. Pointen er derfor, at det gælder om at handle med kroppen - at skabe fysisk bevægelse. Al denne læring er muliggjort af spejlneuronerne. Rækker man tunge ad barnet, rækker det tunge tilbage. Det spejler sig og lærer. Vi ser andre spille tennis og prøver selv at gøre det. Spørgsmålet er, om man tør kaste sig ud i det. Opgaven lyder: Coach dig selv til at turde.

Handlingsanvisning

Tegn en trekant med punkterne krop, fokus, sprog. Arbejd hen imod sammenhængen. For eksempel: Krop = ret ryg. Fokus = ro. Sprog = yes!
Man bruger løgnedetektorer, fordi kroppen sladrer. Lyt til kroppen og bliv klog på dig selv.

5. Løb nøgen som Archimedes

Man skal give sig selv positive ledetråde fra tidligere succes-oplevelser. Det forandrer hjernen og giver fremdrift. Archimedes sad engang i sit græske bad, da han fik en stor videnskabelig indsigt. Han løb begejstret ud i gaderne, splitternøgen. Erkendelse begejstrer. Begejstring fører til handling. Handling fører til succes. Succes skaber grobund for nye erkendelser.

Det gælder om at komme ind i denne positive cirkel. Det første skridt er at vælge den positive ledetråd. Redskabet er selvcoachingens "rigtige" spørgsmål, det vil sige de åbne og muligheds-afsøgende.

Handlingsanvisning

Kig konsekvent efter det, der virker for dig
Sug læring af dine succeser.

6. Vælg værdi

Ethvert menneske har værdier, mere eller mindre konsistente og bevidste. Værdierne motiverer til handling. Når man coacher sig selv, er det afgørende at spørge om, hvilke værdier man har - eller ønsker at have. Værdier findes ikke et bestemt sted i hjernen. De opstår derimod som et kompliceret sammenspil mellem hjernens dele. Pointen er, at det er et system, der kan ændre på spændingstilstanden. Og spænding er kodeordet, for en værdi står altid i et spændingsforhold til en anden: Frihed vs. fangenskab. Tosomhed vs. ensomhed. Tillid vs. mistillid... Det er selv-coachingens opgave at kigge på spændingsforholdet og lede efter overbevisning og nuancer.

Handlingsanvisning

Spørg dig selv:

hvad har været vendepunkter i dit liv
højdepunkter i dit liv
hvad gør dig vred eller frustreret
hvilke gode komplimenter har du fået
hvilke værdier vil du helst give videre
hvad vil du tage med på en øde ø

- hvad kendetegner dig allermest?

7. Synkronisér følelserne

Vi føler noget hele tiden. Følelser er ikke bare vurderinger, men mentale tilstande. Megen forskning peger på, hvordan mennesket er socialt og følelsesmæssigt prisgivet andre mennesker. Og det er ikke bare følelsesmæssigt, det er også biologisk. Vi kan forandre hjertefunktion, soverytme, hormonniveau og immunforsvar i hinandens kroppe. Der sker simpelthen en synkronisering af de biologiske systemer. For at kunne coache sig selv godt, gælder det om at være i kontakt med sine følelser, og vide hvad der sker. For følelserne er labile, de kan ændre sig hurtigt og kommer let ud af ligevægt. Men ens følelser er ikke sandheden om en. Derfor er det nyttigt at have et afslappet forhold til følelserne. Hjerneforskere har vist, at alle følelser latent er til stede, og følelsesmæssige skift derfor ikke er kognitivt vanskelige.

Handlingsanvisning

Syng 20 gange på vokalen a eller e: Det påvirker følelserne og dit humor vokser (modsat at synge på u)
Opbyg orienteringsevnen og hukommelsen ved at dyrke motion, spise sund kost, sove godt og meditere.

8. Skriv en manual

Målene er de handlinger, der vil hjælpe en til at realisere visionerne. Mange mennesker sætter sig negative mål om, hvad de ikke vil. Men det negative fokus er ikke holdbart. Mål skal fomuleres positivt for at få gang i den selvopfyldende hjerneaktivitet.

Bogen beskriver et eksperiment, hvor nogle teologistuderende skulle holde en tale om den barmhjertige samaritaner. De fik at vide, at de skulle skynde sig over i en anden bygning for at holde talen for hinanden. Undervejs lå en nødlidende (skuespiller) og hostede grimt. Undersøgelsen viste, at de studerende ligefrem skrævede over ham for at nå deres mål. Hvad der selvfølgelig er sønderlemmende kritik mod ensidig målorientering.

Handlingsanvisning

Gør målene specifikke og tidsbaserede. Skriv dem ned
Skriv manualen for dine succesoplevelser.

Neuro mig her og neuro mig der

Fredens og Prehn har skrevet en god bog, som bringer hjerneforskningen frem i forreste række. Det skal dog samtidig siges, at bogen som klassisk selvhjælpsbog lider noget under gentagelser, svulstige metaforer, begrebslig inkonsistens og paradokser. Og så henvender den sig vel især til de ressourcestærke, som har overskud til at forandre sig. Har du det, overskud, er bogen glimrende at vride hjernen med.