Det modsætningsfyldte menneske
Jeg kom tidligt i skole (var blot 6 år gammel i 1. klasse), og var en af de yngste i min klasse. Havde derfor fra barnsben en følelse af, at "der er sgu' tid nok, jeg har ikke travlt. Jeg kan altid nå at lære det jeg skal".
Og det holdt stik. I nogen tid.
I gymnasiet gik jeg ingen omveje på det sociale område, men valgte de store udfordringer all the way... Havde valgt matematisk linie, og kan nu undres en smule over netop det valg. Kom gudskelov på RUC, hvor man selv kunne bestemme sine fag og dets indhold, og efter at skulle opdage, at tiden faktisk begynder at gå hurtigere og hurtigere, lykkedes det mig at blive humanistisk kommunikationskandidat den 24. januar 1997.
Min mor var stolt. Jeg var tom indeni. Havde endelig lært at være studerende, at læse og skrive disciplineret, at fremlægge og forklare, og gå til eksamen uden at kæmpe med dårlige nerver flere måneder før og efter, og så var det pludselig slut! En ti-årig epoke. Det var noget meget personligt, og nogle meget personlige opgør der skulle til, før det lod sig gøre. Og så var det bare så tomt! Men tørrede sveden af panden og trøstede mig med, at jeg ikke var mere end 30, da det skete.
Joblivet lå foran mig. AC-joblivet var totalt ukendt land. Det glæder mig at se, hvordan praktikpladser og studenterjobs vinder frem nu, men det var ikke sat på skinner da jeg læste, og det var de få, der havde studierelevante studenterjobs. Og jeg var sådan set nok mest klar til et af slagsen nu! Havde ikke behov for at lære at stå op om morgenen - det havde jeg lært. Havde heller ikke brug for at lære at arbejde koncentreret om en opgave. Det kunne jeg godt. Men at opleve en virksomhedskultur, at lære at begå sig blandt kolleger, at være loyal overfor sin arbejdsplads og at lære at sige tingene konstruktivt, og ikke alt for kritisk; Dét skulle jeg lære.
Jeg lærte det... på den hårde måde. Der var ikke en virksomhedsmanual på de arbejdspladser, jeg har været, og der var heller ikke tid til at læse sådan en, hvis der havde været en. Jeg har sendt en mail ud til lidt for mange mennesker, jeg har verfet en leder af, fordi jeg synes han talte for meget, og tro mig - jeg har græmmet mig og grædt mine modige tårer over mine dumheder! Jeg gør det ikke igen, og synes faktisk jeg er blevet helt ferm til at være medarbejder.
Og så har jeg selvfølelig lært en masse facetter af faget at kende.
Jeg er stærkest i den interne kommunikation. Jeg har mest erfaring herfra, og jeg synes det er en vigtig og relevant kommunikation, den til medarbejderne. Konkurrenceaspektet er ikke mit største fokus. Jeg synes simpelthen bare, at medarbejdere skal have det godt, og jeg ved, hvordan man kan bakke denne tilstand op kommunikativt. Jeg er certificeret arbejdsmiljørepræsentant, og arbejdsmiljø handler som bekendt ikke blot om sikkerhed.
Jeg har også stået i mange undervisnings (-lignende) situationer, og synes jeg er en udemærket pædagog.
Tilbage er den eksterne kommunikation, hvor jeg har betrådt scenen med web og presse. Jeg kan godt, men her har jeg meget mere erfaring tilgode...
Det blev vist lidt halvlangt, og må stoppe her. Hvis du kan og har lyst, så fortæl mig, hvis du mangler information, hvis du keder dig med læsningen, eller du synes det er super.