Ja, man kunne være kold. Lade kultureliten lave sit indspiste blad om sig selv og deres venner. Ignorere deres psykolange artikler om, hvor københavner-coole de engang var og selvfølgelig stadig er og hvem de savner i kredsen og hvem de nu hyper fra egne kartoffelrækker. Men det er så svært at tie, når det ambitiøse Københavner-magasin blot ender med at udstille, hvor overfladiske initiativtagerne og det dertilhørende kreative parnas dog er.
Det er forstemmende at bladre igennem 146 sider og få bekræftet, hvor uendeligt lidt redaktionen interesserer sig for andre end sig selv og hinanden. Verden står på randen af sin anden store finanskrise. Krise, konkurs, arbejdsløshed, fattigdom og klimaforandringer har også ramt København. Terroren i Oslo, politisk ekstremisme, bandekrig. Den slags konflikter optager også københavnere, må man formode. Desværre er det udenfor synsfeltet på Københavner. For her handler tilværelsen tilsyneladende mest om dj’s og drinks i Kødbyen. Om Andedammen, som de selv skriver. Om eventmageri, superkunstnere og så selvfølgelig technolegenden Trentemøller. Findes der noget mere guddommeligt på (københavnsk) Jord end Trendymøller og designeren Henrik Vibskovs garderobe af bulgarsk cirkustøj og fire meter lange halstørklæder? Ja, ja, de er da sikkert meget smarte og søde, men behøver et magasin for københavnere være så leflende for den rigtige smag?
Designeren Henrik Vibskovs garderobe af bulgarsk cirkustøj
For mig er det varm luft og vennetjenester. Brand and badge. Selvfedme. Ukritisk rygklapperi og indforstået namedropping af kreakulturelle ikoner og egne facebookvenner. I bedste fald blot fisse latté-journalitisk, i værste fald et sygt symptom på en generation af skrivende gammelhipstere (med ung portefølje), der for min skyld gerne må finde sig et dø-hul, hvor de type-og værdimæssigt kan sygne hen. Med håbet om at de genopstår med et hjerte, der banker for noget vigtigere og større end cap, charmeklud og mikrofonholderi. Noget, der rækker ud over egen navle og den streng til de smartsorte firser-fester, som især +40-generationen simpelthen ikke vil lade indtørre og falde af. Nej, jeg var hverken tilstede i Pisserenden eller i Østerbros såkaldte Kartoffelrækker i 80’erne, men jeg har også allerede læst så meget om det, at jeg synes vi skal skifte emne. Til noget nyt. Noget fremadskuende. Noget relevant.
Har hipsterne overhovedet en holdning til noget som helst? Hvad går den kreative klasse egentlig og mener om verdenssituationen? Ikke en hujende skid, formodes, for hvis de endelig skal se fremad, så handler det mest om VIP-adgang til næste party. Jeg ved det, for jeg har naturligvis selv en rem af huden og kender personligt flere af skribenterne på dette nye magasin. Københavner minder mig om både Klovn og The Office. TV-serierne. Det er så selviscenesat, at det kunne være satire. En slags kultur-sitcom, som de hippe kaospiloter Aske og Janus fra den hedengangne satiregruppe Selvsvings persongalleri ikke kunne have parodieret bedre.
Man hører deres idéudvikling for sig:
- Hey, vi laver sgu et Københavner-magasin om os selv!
- Ja, fed idé. Det har jeg altid drømt om. Der skal være noget om 80’erne. Jeg kender én, der har nogle gamle sort/hvid-billeder fra U-Matic, du ved. Folk var virkelig coole dengang. Paprika Steen er sgu med på et af billederne.
- U-Matic?
- Ja, du ved diskoteket. Det kender alle da.
- Nå, ja. Klart! Ellers kan vi jo altid få nogle andre af vores kendte venner til at skrive noget om sig selv.
- Klart, hvad med Master Fatman?
- Og Jokeren. En novelle om narko, du ved.
- Selvfølgelig. Fed idé, dér. Og så ellers bare noget om dj’s og måske en upcoming stjerne af en slags på forsiden. Som vi hyper skamløst.
- Klart! Hvad med ham der rapperen Kidd? Han kan sgu ikke synge, men hvis han er villig til at være nøgen på forsiden, med dilleren gemt mellem benene, så er det klart cutting edge. Jeg siger dig, de 17-årige elsker ham.
- Hvad siger du, han hedder?
- Kidd, med to d’er. Han er kæmpe superstar på Nørrebro.
- Klart! Fed idé!
Aske og Janus. DJ’en og bladskribenten. Djuna Barnes aka Maria Gerhardt og Martin Kongstad aka Prins af Kartoflerne/ Konge af Tisvilde. Eller er det omvendt? Sidstnævnte chefredaktør har igenigenigen skrevet om sin opvækst i Kartoffelrækkerne, de kreatives dybt provinsielle højborg i København. Mere fnuller fra ungdommens tennissokker! Så er der en billedreportage fra Domus Vista, højhuset på Roskildevej. 'Vi', altså dem på Københavneren som konsekvent omtaler sig selv som 'vi', er stadig glade for Domus Vista, kan vi læse. Som om! Som om en eneste af dem selv ville bo dér eller i øvrigt bevæger sig udover Valby Bakke, hvorfor vi selvfølgelig også får boligkomplekset serveret som flashy grimhedsæstetik. Eller proletar-æstetik, som dj-redaktøren andetsteds causerer over, fordi hun anser sig selv som et produkt af Amagers arbejderklasse.
Københavneren for Kartoffelrækkerne og omegn
Tillykke med dét billige point, tænker jeg. Du kom videre, så hvorfor er der så ingen rigtige proletarer i dit blad? Fordi dem fra socialklasse 6 trods alt ikke pynter i så snobbet et coffee table-magasin? Jeg gad faktisk godt at se, hvordan de officielle tabere bor frem for boligreportagen hjemme hos ’Nadja & Christian’ (Christian er...surprise...dj). Åh, al den æstetik! Artiklen stiller spørgsmål om nysgerrighed. Om andre menneskers liv. Hvad spiser de? Hvor tit knalder de? Svar får læseren ikke. Man får form og ikke indhold. Ligesom reportagen fra Domus Vista. Der er ingen mennesker på fotografierne. Ingen samtaler med de personer, der bor der.
Det overrasker egentlig ikke, at den slags mere eller mindre normale beboere ikke er noget, der skal have en stemme i Københavner, men det udstiller kynismen i redaktionens spejlbillede på, hvad en Københavner-københavner egentlig er. En moderne, kreativ ven af redaktionen. That’s it! Og sikken en fest, de har derinde bag skyklapperne. Det eneste, de savner er alle de venner, der er flyttet til L.A. For eksempel Sara Sachs. Igen er man udenfor cirklen, for først langt nede i teksten får vi at vide, at Sara er en genial designer (tak for info, har aldrig hørt om hende!). Igen, en af vennerne. Og tænk: Der er horder af københavnere på vej til L.A. De søger glamour. Det står der. Er det skrevet i ironi eller er det virkelig sandt? Det er umuligt helt at vide sig sikker, for skribenterne skriver til sine venner. De indforståede.
Det er dét, jeg ikke forstår. Hvorfor dog lægge så mange kræfter i at udgive et blad, som ikke interesserer sig for os andre? Som ikke er nysgerrig på det fremmede og det ukendte og som værst af alt, ikke har skyggen af journalistisk indignation som de forbilleder, de hævder at ville efterligne. Især Press. Grav dog lidt, gerne udenfor jeres egen baghave. Det kunne blive så spændende med et københavner-magasin, der så kritisk på hele byen og dens vilkår.
Københavns in-crowd ser tilbage på U-Matic guldalderen.
Jeg er bange for, at et sådant blad aldrig kommer til at flimre i gadens neonlys så længe gammelhipsterne og deres villige followers ikke kan få skrivefingeren ud af firserne og se fremad. I det mindst bare se ud over Kbh. K og Tisvilde. Hvis altså Kongstad og co. evner at spejle en kriseramt verden uden konstant at zoome ind på egen gastronomi-mættede topmave. Tænk, hvis
Københavner skabte bare en smule samhørighed for alle os forskellige københavnere. Dream on, Obama, lyder det lige nu fra konen. Jeg ved det. Hver sin sandhed. Hver sin ambition.
Indtil videre har jeg da grint rigtig meget over
Københavners helt barokke selvhøjtidelighed. Det er positivt, livsforlængende. På den måde var de 50 kroner godt givet ud. Men jeg ser frem til at næste magasin får et seriøst, samfundsrelevant skær. Jeg tror, det kræver et dø-hul for hipster-attitude. En genopstandelse af religiøse dimensioner. En publicist, der ikke steg op fra parnasset. Er det mon muligt? Man har lov at håbe. At tro.
Københavner, du er med i min aftenbøn, det skal du vide.
PS. Undskyld, jeg selv blev lidt psykolang i spyttet. Det er fordi, jeg drømmer om at
Københavner vil trykke denne artikel.