lørdag d. 13. marts 2010
Kritisk reform-journalistik efterlyses
Jeg er så træt af, at diskussionen om den økonomiske politik altid pakkes ind i en fortælling om at forringelser af velfærden og nedskæringer er objektivt nødvendige. Derfor skrev jeg dette indlæg, som blev bragt i Politiken d. 19 Februar 2010.
Kritisk reform-journalistik efterlyses
Politiske kommentatorer fra højre til venstre er for ukritiske i deres dækning af efterlønsdiskussionen. Der findes ikke én, men mange løsninger. Lad os derfor blive fri for myten om, at forringelser af velfærden er den eneste farbare vej. Det er skadeligt for den demokratiske debat om velfærdssamfundets fremtid.
Diskussionen om økonomiske reformer, nærmere bestemt afskaffelsen af efterlønnen, er blusset op igen. Hver gang debatten kører, forundres jeg over den konsensus om spørgsmålet, der har sænket sig over medielandskabet.
Uanset hvor man vender sig hen, er sangen den samme: Afskaffelse eller forringelse af efterlønnen er noget nødvendigt – ja ligefrem uafvendeligt. Det er slet ikke et politisk spørgsmål, men et spørgsmål om økonomisk logik og rationalitet, lader man forstå. Denne nødvendigheds-konsensus omfatter med få undtagelser hele koret af politiske kommentatorer, lederskribenter og økonomiske journalister.
Det er bemærkelsesværdigt, al den stund, at argumenterne for en efterlnsreform i den grad kalder på kritiske spørgsmål.
Hovedargumentet for afskaffelsen af efterlønnen er, at der bliver mangel på arbejdskraft og dermed velfærdsfinansiering, når store generationer går på pension. Men er der hold i argumentet?
For det første bør man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved demografiske analyser med fyrreårig rækkevidde. Kan vi virkelig i dag beregne, hvor gamle de kommende generationer vil blive, hvor meget de vil være syge, og hvor længe de ønsker at arbejde? Det svarer til, at piberygende politikere i de glade 60´ere skulle have forudsagt den økonomiske situation for vores tid.
Hertil kommer, at de fleste økonomiske beregninger er gennemført, før den globale recession satte ind. Lige nu vokser arbejdsløshedskøerne – og der er reelt ingen der ved, hvornår udviklingen vender. Efter 70´ernes krise varede massearbejdsløsheden i årtier.
Tilhængerne af reformerne abonnerer så på den idé, at et større arbejdsudbud automatisk vil skabe flere arbejdspladser – ja, de kan ligefrem sætte tal på, hvor mange jobs en afskaffelse af efterlønnen vil skabe. Men det er og bliver noget liberalistisk hokuspokus, som ikke bør passere et kritisk journalistisk filter.
Men bør også stille spørgsmål ved, om der overhovedet er arbejdskraft at hente ved en afskaffelse af Efterlønnen. Undersøgelser viser, at det store flertal af efterlønsmodtagere er ufaglærte eller lavtuddannede, der har været mange år på arbejdsmarkedet. Der er altså næppe tale om en arbejdskraftreserve, der bare ligger og venter på at blive brugt. Mange vil i stedet havne på førtidspension eller sygedagpenge, som er dyrere for samfundet end efterlønnen.
I de seneste dage er et nyt argument kommet i spil. Det er nu det aktuelle underskud i statskassen, der skal begrunde reformer af efterløn og dagpenge. Igen råber argumentet på kritiske spørgsmål. For hovedårsagen til, at der er underskud på statsbudgettet, er, at regeringen har gennemført en række ufinansierede skattelettelser, der tilgodeser den mest velhavende del af befolkningen.
Ville det ikke være en naturlig indvending, at et underskud, skabt af ufinansierede skattelettelser, burde dækkes ved at aflyse de pågældende skattelettelser?
Og netop spørgsmålet om, hvordan fremtidens velfærd finansieres, er faktisk essensen i diskussionen. Ingen sår tvivl om, at der er udfordringer forbundet med, at store årgange forlader arbejdsmarkedet. Men det er et politisk valg, hvor pengene skal komme fra – ikke teknik eller rationalitet.
Velfærdskommissionens egne beregninger er gode til at illustrere dette. Kommissionen forudsatte, at en LO-families årlige realløn vil være fordoblet i 2041. Ved blot at nedtone forventningerne til udviklingen i privatforbruget en smule, kan finansieringsproblemet løses. Jeg tror, at mange danskere er parate til at veksle bare en smule af et fordoblet forbrug til forhøjede skatter for at lukke hullet i de offentlige finanser - uden at afskaffe efterløn og andre velfærdsrettigheder.
Løsningen på de udfordringer, som vi står overfor, er kort sagt ikke givet. Der findes ikke én, men mange løsninger. Lad os derfor blive fri for myten om, at forringelser af velfærden er den eneste farbare vej. Det er skadeligt for den demokratiske debat, når politiske spørgsmål gøres til teknikaliteter og når parts-indlæg fremstilles som økonomisk logik og uangribelig sandhed.
Det mest paradoksale i reform-debatten er, at det fremhæves som noget særligt modigt og progressivt at ”turde” foreslå reformer af dagpenge og efterløn.
Det ville være mere modigt, hvis kommentatorer og lederskribenter turde gå imod strømmen og sætte spørgsmålstegn ved den konsensus, som præger diskussionen.
Pelle Dragsted
Pressemedarbejder i Enhedslisten