Helt ærligt ved jeg jo ikke, hvor mange de spiser i dag. Men min fornemmelse siger mig, at det langt fra er nok. Og at de i hvert fald ikke har forstået, hvad man som topledelse kan lære af det simple håndværk, der ligger bag klassikerens produktion.
Det ved jeg tilfældigvis, fordi min obligatoriske dannelsesrejse for 114 år siden bl.a. blev finansieret med hard manual labor på McDonald's i Grenaa. Og det var (bliver jeg nødt til at pointere) rock n' roll, dengang, hvor konceptet var nyt i den lille by, og hvor den lokale ungdom stod i kø for at blive ansat :-)
Det, man som forbipasserende burgerspiser ikke ser, er, at der bag scenen, fra minut til minut, foregår et stykke meget lærerig driftsledelse. Varetaget af "production caller'en" - hjernen og bindeledet mellem kundernes ønsker og køkkenets produktion.
Det nemmeste for en uerfaren af slagsen - når der viser sig mere end 4 kunder i horisonten - er at brøle til køkkenet, at der skal produceres "cheeseburgere, big mac og nuggets as if there were no tomorrow". Dén løsning giver 1) tilfredse kunder, 2) svedige køkkenmedarbejdere og 3) bunker af kasserede burgere, når kundepresset hurtigt aftager igen.
Den begavede production caller - som typisk er en lovende stud. et-eller-andet-på-handelshøjskolen og derfor garanteret er ansat i Saxo Bank i dag (i går) - formår derimod at geare op og ned i tide, så der både opnås 1) tilfredse kunder, 2) passende engagement i køkkenet og 3) en acceptabel spildprocent.
Hvis min gamle kolleger/helte fra McDonald's Grenaa 1998 i dag er blevet arbejdsløse som en konsekvens af nyere dansk erhvervshistories dårligste stykke personaleledelse, kan de jo ... nej, den er for tyk...!