Nikolaj Grøn


Nikolaj Grøn

Nikolaj Grøn

Karma: 141 (?)

Forfatter:

3


artikler

7


indlæg

Kommunikation i Krig
Jeg var presseofficer ved den danske styrke i det sydlige Afghanistan på det senest hjemvendte ISAF hold 2. Det blev til godt fem måneder som forsvarets eneste kommunikationsmedarbejder i Afghanistan. Fem spændende og lærerige måneder sammen med den flok dygtige danske soldater. Når man er presseofficer i Afghanistan, er kommunikationsarbejdet meget lig det hjemlige – og så alligevel meget langt fra.

Her var arbejdet ikke meget anderledes, end hvad man kunne arbejde med i en større dansk virksomhed: overvågning af danske og udenlandske medier, pressemeddelelser, nyhedsbreve til pårørende, hjemmesidehistorier, telefonavis, interviews med soldater, korrekturlæsning og tekst-sparring, når det lykkedes at få andre til at skrive indlæg og blogs. Til alt dette hørte også håndtering af pressehenvendelser og mediekriser, rådgivning af chefen, pressebesøg fra DR og TV2, VIP-besøgaf forsvarsminister Søren Gade og folketingsmedlemmer som Helle Thorning-Schmidt, Lone Dybkjær og Pia Kjærsgaard, forsvarschefen, chefen for hæren og sågar Tony Blair. Og samtidig har det på andre områder været en meget anderledes oplevelse. (læs eksempel på nyhedsbrev om VIP-besøg)


Et enmandsorkester i Afghanistan

Anderledes, fordi jeg var helt alene. Blandt de godt 400 danske soldater i Afghanistan er der kun én, der har som sin primære opgave at støtte kommunikationen hjem til Danmark, nemlig presseofficeren. Det var så mig. Det gør, at der til tider er travlt, men det giver også mulighed for at prøve kræfter med en masse forskellige discipliner. Det gælder både "klassiske" kommunikationsopgaver som at skrive, fotografere, filme, klippe. Men også mere tekniske opgaver som at sende videobilleder hjem fra Afghanistan, etablere live-transmissioner til danske medier via bærbart satellitudstyr, administration og udsendelse af e-mail-nyhedsbreve til soldaternes pårørende og andre opgaver. Alle opgaver, jeg stod ofte alene med, hvor man normalt ville trække på andres hjælp. Hjælpen var der skam, men ofte var den tusinde af kilometer væk, og selvom man får utrolig god opbakning fra kollegerne i Forsvarets Mediecenter og Pressecenteret ved Hærens Operative Kommando, så kan man godt føle sig lidt som en ensom cowboy i Afghanistan.

 

Kommunikation som løsningen eller som problemet?

Her finder man sig omgivet af flere fremmede kulturer, både den lokale afghanske kultur og den militære kultur. Forsvaret har forstået, at kommunikation og den hjemlige presse er vigtig for, hvordan Danmarks indsats under internationale operationer bliver opfattet derhjemme. Derfor har alle missioner en presseofficer tilknyttet. Det gør ikke, at organisationen som helhed eller den enkelte soldat har samme forhold til presse, og omtale. I et miljø, hvor den enkelte soldat opererer med fare for liv og lemmer, er det kun naturligt, at kommunikationen til omverdenen ikke har deres første prioritet, men også institutionelt er der en traditionel modvilje og en begrænset forståelse for nødvendigheden af kommunikation. Heldigvis var min militære chef i Afghanistan den tidligere kommunikationschef for hele forsvaret oberstløjtnant H.-C. Mathiesen, så selvom den enkelte soldat eller officer ikke nødvendigvis forstod vigtigheden af at kommunikere til omverden, så var den lokale ledelse meget opmærksom på nødvendigheden af kommunikation hjem til Danmark.

 

De, der har ansvaret, bestemmer

Nok gik mine kommunikationsprodukter primært hjem til kommunikationsafdelingen i Hærens Operative Kommando, men da min arbejdsgiver var den danske mission i Afghanistan, var jeg underlagt den lokale chefs retningslinjer for kommunikationen; det er selvfølgelig også rimeligt nok. Det er jo os i Afghanistan, der har det bedste kendskab til situationen i landet og dermed også til, hvilken kommunikation der skal udgå herfra. Som kommunikationsmedarbejder stod man derfor til tider i det dilemma, at man følte, at man burde varsle sine samarbejdspartnere i den hjemlige kommunikationsorganisation om noget, der kunne blive en sag i medierne (Berlingske: Forsvaret har fortiet danske kugler mod civile i Afghanistan) Men at den lokale ledelse vurderede, at det ikke skulle ske. Kommunikationsfagligt og personligt var dette en udfordring, men det var nødvendigt at respektere det for ikke at miste sin direkte chefs tillid; han skulle kunne stole 100% på, at al kommunikation hjem til Danmark var godkendt, i sidste ende er ansvaret jo hans.

 

Britiske medieoperationer

Hvis det danske forsvar efterhånden har forstået vigtigheden af kommunikation, så har det britiske forsvar omfavnet kommunikation. Alene i Helmand-provinsen var den britiske chef for kommunikationen typisk oberstløjtnant, og han disponerede over flere presseofficerer, medierådgivere, tv-hold og følgeofficerer. Briterne er samtidig ikke overraskende meget rutinerede i håndtering af pressen. Der var derfor ikke mange uger, hvor der ikke var repræsentanter for de britiske medier i det sydlige Afghanistan, støttet af det britiske forsvarsministerium, og ofte indsat sammen med de britiske soldater. Briternes fokus er ikke overraskende på de hjemlige medier, men når BBC World og the Independent er på pletten, så smitter den britisk mediedækning hurtigt af på de danske medier, ofte samme dag og ellers dagen efter. Derfor er overvågning af de britiske medier og samarbejdet med de britiske presseofficerer også en vigtig del af opgaven som dansk presseofficer i Afghanistan.

 

Velkommen til Afghanistan

Nogle uger efter, at jeg var ankommet til Afghanistan, gennemførte vi en operation, der gik ud på at flytte et større antal danske og britiske pansrede mandskabsvogne fra Kandahar til Camp Bastion. Jeg var sammen med chefen i det britiske hovedkvarter, der dengang lå i Kandahar, for at følge planlægningen af operationen og siden håndtere den mediemæssigt, især hvis noget skulle gå galt.

Dén opgave illustrerer på udmærket vis, at selv om samarbejdet med de britiske forsvars mediefolk er godt og kollegialt, så er der ingen tvivl om, at deres fokus er på den hjemlige britiske presse og de britiske soldaters indsats, når det brænder på.

Jeg havde ikke været længe i det britiske operationscenter, før vi fik meldinger om et selvmordsangreb på en britisk kortege i Lashkar Gah, provinshovedstaden i Helmand. Centret gik i beredskab. "Troops in Contact", stod der under den røde lampe, der gjorde det klart for os alle, at der nu var NATO-soldater i kamp. Inden længe havde den britiske chef for pressecentret Sky News i røret og kunne meddele dem, at en civil mand havde spillet bold med to afghanske børn, og da de britiske soldater kom kørende forbi, havde manden udløste sin selvmordsbombe og dræbt både børnene og en britisk soldat.

Sky News bragte kort efter videoklip af den brændende engelske landrover og soldater, der trak deres dræbte kammerat væk. Det var voldsomme billeder, som de fleste danske medier næppe ville have bragt. Det var nok først da, at det rigtig gik op for mig, at det var en krigszone, vi befandt os i.

Samme aften mødte jeg BBC’s mand i Afghanistan, Alastair Leithead, der skulle rapportere hjem om hændelsen. Hans satellittransmissionsudstyr var defekt, og heldet ville, at jeg havde samme udstyr med hjemmefra. Derfor kunne jeg hjælpe ham og redde hans stand-up, et kvarter før han gik live på BBC News.

Støtte til pressen er jo en dyd, jvf. presseofficerens grønspættebog, og selvom det ikke blev til mere end lidt småsnak, da jeg mødte Leithhead igen i Camp Bastion under Tony Blairs besøg, så var det jo ikke utænkeligt, at han på et tidspunkt også ville lave noget om de danske soldater i Helmand.

 

I forreste linje

Som enlig dansk presseofficer er det ikke meningen, at man skal være i forreste linje helt derude, hvor de danske soldater kæmper mod Taliban. Fokus er på at formidle hjem til den hjemlige presse og til soldaternes pårørende, hvis der sker noget fra bag frontlinjerne. Og når man er ene mand, må man ofte nøjes med at videreformidle de andres oplevelser fra sikker afstand i den beskyttede lejr Camp Bastion.

Så meget mere kommer enlige oplevelser som "krigskorrespondent" selvfølgelig til at fylde i ens egen bevidsthed. I januar var jeg i Gereshk, den næststørste by i Helmand, for at følge det danske genopbygningsarbejde i området. Det førte mig på patrulje med britiske Royal Marine Commandoes i et åbent landområde, hvor briterne året før havde kæmpet på klos hold mod Taliban mand mod mand.


Der er lige tid til at kikke billeder - Nikolaj på patrulje med britiske soldater i Gereshk. Svært bevæbnet med både håndvåben og kameraudstyr.

De grundlæggende soldaterfærdigheder kommer pludselig op til overfladen igen, når man bevæger sig til fods hen over åbne marker uden anden beskyttelse end at opdage fjenden, før han opdager dig. Et møde, der kan ende med, at man skal skyde ham, før han skyder dig. Det meste af tiden kunne jeg dog holde fingeren på kameraets aftrækker og lade den britiske deling om at eskortere mig og de andre specialister.

Vi besøgte små landsbyer, talte med de ældste om deres trængsler og delte skoleartikler ud til børnene. Det var tydeligt, at der var tale om et meget fattigt samfund uden de helt basale fornødenheder, men der var alligevel fremgang at spore. Nye vandpumper gav dem rent vand, og de følte ikke truslen fra Taliban på samme måde som før.


Nikolaj til te-selskab med det lokale afghanske vagtværn.

Inde i storbyen var det endnu mere tydeligt, at afghanerne lever mere frit end tidligere. Gadehandlen blomstrer, og der er sågar pakistansk popmusik og radioer i butikkerne. Det var forbudt under Taliban-regimet. Den største fremgang og indikation på Talibans mindskede indflydelse er dog antallet af elever i pigeskolerne: Ét år tidligere var der kun 300 piger, som gik i skole. Nu er der 2000.

Den direkte trussel fra Taliban er trængt ud af selve byen og afløst af faren for desperate selvmordsangreb og bilbomber. De afghanske trafikanter kører mildest talt med hovedet under armen og skal samtidigt holdes på afstand af NATO-køretøjer på grund af frygten for selvmordsbomber.

Jeg havde fat i de hjemlige medier, men historier om den positive udvikling i området kom ikke i nyhederne hos hverken DR eller TV2: "Der har været så meget om krigen i Irak på det sidste", lød forklaringen. Jeg stod tilbage med følelsen af, at beretningen ikke passede ind i deres skabelon: "Irak = Afghanistan = Krig", et unuanceret billede i betragtning af, at der er relativt roligt i 2/3 af landet.

Få dage efter den omtalte patrulje rykkede en større NATO-styrke ud af byen, og inden længe var den faldet i et massivt baghold fra Taliban, kun et par kilometer fra den landsby, vi lige havde besøgt. Det var surrealistisk at tale med de britiske soldater kort tid efter, at kampen var stilnet af, de var ikke kommet længere væk fra basen i Gereshk, end at de lige kunne nå tilbage til frokost og tanke op i cafeteriet, inden de på ny skulle ud og fortsætte operationen i Taliban-land.

 

Danske medier og Afghanistan

Efter at have oplevet de britiske mediers håndtering af selvmordsangrebet i Lashkar Gah i starten af missionen krydsede jeg fingre for, at vi ikke ville komme til at opleve noget tilsvarende. Det gjorde vi heldigvis ikke, men inden der var gået en måned, var de danske soldater involveret i en mineulykke og i et utal af kamphandlinger med Taliban-militsen i den nordlige del af Helmand-provinsen. Pludselig var missionen i Afghanistan forsidestof hjemme i Danmark, og medierne have travlt med at få udtalelser og interviews med chefen. Som en trold op af en æske var de danske medier på banen for at høre mere om Afghanistan – Irak var glemt for en kort bemærkning – men interessen for missionen stak ikke dybt: Der blev kun tænkt i overskrifter og beretninger om kamphandlinger og sårede.

Interessen for det arbejde, som forsvaret gør med genopbygning, kunne ligge et lille sted, omend enkelte stillede spørgsmål til det paradoks, at vi er i Afghanistan for at genopbygge landet, og samtidig fører vi krig mod Taliban. Hvordan hænger det lige sammen?

Uvidenheden om den lokale afghanske situation var slående, men forudsigelig i et område, hvor kun få vestlige journalister vover sig ned. Det kan være svært at forholde sig til, at situationen er sådan, at nogle steder i det sydlige Afghanistan bliver skoler ødelagt, kvindelige skolelærer truet og vejarbejdere dræbt – fordi de repræsenterer en udvikling af det afghanske samfund, som Taliban ikke ønsker. Den danske indsats på godt 400 soldater har kun en begrænset kapacitet til at beskytte udviklingsarbejdet, og derfor er det naivt at antyde, at man bare kunne tage soldaterne hjem og sende 400 udviklingsarbejdere derned i stedet for. Det er i hvert fald ikke politikere, som selv har været i Afghanistan, der kunne finde på at komme med den slags forslag.

 

TV2 Rød Zone

Heldigvis fik vi også besøg af Niels Brinck og TV2 Rød Zone, der lavede et program om den danske styrke i Afghanistan. Ikke fordi fokus i programmet var på genopbygning – slet ikke – det viste livet i ørkenen og kamphandlinger med Taliban, men jeg tror, at soldaterne følte, at det var med til at fortælle deres historie hjemme i Danmark. En historie fra kampzonen, som de selv ville have svært ved at forklare for deres pårørende, og som heller ikke er afspejlet i de officielle telegramagtige beretninger, som jeg sendte hjem efter kamphandlingerne. Forsvarets kommunikation i krisesituationer er altid en balancegang mellem, hvad vi ved om situationen og hvad vi kan sige om situationen. Kommunikationsvejene fra fronten er komplekse, og man vil være sikker på kun at fortælle noget, som man er sikker på, er sandt.

Især ved særlige hændelser, hvor danske soldater kommer til skade, har de såredes familier krav på at blive informeret hurtigst muligt og så fyldestgørende som muligt, direkte af forsvaret. Derfor er kommunikationen i den slags situationer nok lidt steril og faktuel. Soldatens egne oplevelser af kamphandlingerne er ofte meget voldsomme, og en officielle nøgtern beskrivelse er næppe tilfredsstillende for en soldat, der lige er blevet skudt på. Derfor var det godt, at TV2 Rød Zone var med til at fortælle om soldaternes oplevelser.

At et redigeret tv-program så efterfølgende blev gennemanalyseret af hjemlige teoretikere og lænestolseksperter, var måske forudsigeligt, men ikke desto mindre journalistisk venstrehåndsarbejde. Hvorfor ikke gå direkte til de soldater, der havde været involveret i de konkrete situationer? I stedet bad man pensionerede soldater uden erfaringer med den konkrete afghanske situation udtale sig om det militært forsvarlige i operationerne ud fra korte videosekvenser fra et redigeret tv-program. Mit personlige synspunkt er, at forsvaret kunne have været mere offensive ved at stille sig mere aktivt til rådighed, efter at programmet var blevet vist, men konkret erindrer jeg ingen henvendelser fra medierne i forlængelse af Rød Zone-programmet.

 

Besøg fra Danmark

Afghanistan er kontrasternes land; ude på landet, hvor Taliban visse steder står stærkt, kunne det komme til hårde kampe, mens udviklingen i byerne var langt mere fredelig og positiv. Det indtryk får man først rigtigt, når man er hernede, og derfor tror jeg, at det var utroligt vigtigt for arbejdet hernede, at missionen fik besøg af forsvarsminister Søren Gade og medlemmer af udenrigspolitisk nævn og forsvarsudvalget, herunder bl.a. Helle Thorning-Schmidt, Lone Dybkjær og Pia Kjærsgaard. Det har helt sikkert været med til at nuancere politikernes forståelse for situationen i Afghanistan og har ført til en udvidelse af missionen og øget fokus på sikkerhed og stabilitet omkring genopbygningsarbejdet. For mig som kommunikationsmedarbejder var VIP-besøgene altid en både spændende og travl tid. Billeder, tekst og video skulle hurtigst muligt hjem til de danske medier, og her er én konklusion den altoverskyggende: ingen levende billeder – ingen historie. Et par hastigt improviserede interviews på landingsbanen i Camp Bastion, inden folketingspolitikerne lettede i Hercules-transportflyveren, sikrede, at historien både kom i nyhederne og morgen-tv, da politikerne var retur i Dannevang.


Forsvarsministerens besøg var et skulderklap til de danske soldater,
og gav travlhed for den enlige presseofficer.

Er Sandheden det første offer i krig?

Som kommunikationsmedarbejder i en krigszone er man ofte underlagt restriktioner på, hvad man kan og må sige hvornår. I yderste konsekvens kan informationer koste danske soldater livet, hvis de kommer i de forkerte hænder. Derfor er forsvarets kommunikation også styret af operationelle hensyn og hensynet til de militære samarbejdspartnere.

Konkret bad den ansvarlige britiske officer om, at vi ikke oplyste, at de danske soldater fra ARTHUR (artilleripejleradaren) var indsat sammen med britiske soldater ved Gereshk, da de faldt i det før omtalte baghold. Simpelthen fordi de danske soldaters indsats gjorde, at Talibans morterstillinger kunne identificeres og nedkæmpes på få minutter, og ikke som normalt først efter en 20-30 minutter, når flystøtten ankom. Hvis Taliban havde vidst, at de danske soldater var med, frygtede briterne med rette, at Taliban ville flytte oftere rundt på deres morterstillinger.
Læs det kryptiske kompromis som fik lov til at offentliggøre

Men den konkrete beretning er også udtryk for, at afsluttede operationer generelt ikke er hemmelige: De er blevet til krigshistorie, for at citere min daværende militære chef, og derfor kan forsvaret godt være lidt mindre fedtede med sandheden. For som alle, der arbejder med kommunikation i en krig, ved, så skal man sige sandheden, men ikke nødvendigvis hele sandheden.

 

Blogs fra soldaterne i Afghanistan

Enkelte soldater fra den danske styrke i Afghanistan skrev også blogs på nettet 

Christians Afghanistan-blog på dr.dk 

Militærpoliti Christian skrev lige ud af posen: en masse små og store beretninger om sine oplevelser som dansk soldat og om det at være væk fra kæresten. Christian er en flittig fotograf, og det bærer hans blog også præg af.

Delingsfører Dennis' blog på berlingske.dk

Delingsfører Dennis havde til tider det mere filosofiske helikopterperspektiv på sit job som soldat i Afghanistan og var ikke bleg for at debattere anvendelsen af bl.a. flystøtte i stedet for soldater på jorden.

Premierløjtnant Jonatan Wigotski : Eskadronen i Helmand.

Det her er ikke en blog, men alligevel en meget spændende og detaljeret beretning fra soldaternes virkelighed. Projektet med at skrive beretningen fra felten, vil jeg vove at påstå, blev sat i gang af, at soldaterne følte, at det brede billede, som forsvaret viste derhjemme, ikke afspejlede deres egen situation ude i ørkenen.

Læs mere fra missionen i Afghanistan på www.forsvaret.dk/hok Denne artikel blev bragt første gang 31. maj 2007 på www.kommunikationsforum.dk 

Tilføjelser siden 31. maj 2007:
Jeg er faldet over forskellige artikler m.v. som jeg ikke oprindeligt linkede til i artiklen på kommunikationsforum, men som kunne være interessant læsning:

Det sidste kapitel? om bl.a. Jesper fra ISAF hold 2 der fik nok af krigen. Politiken.dk

Nogle af de historier jeg skrev i Afghanistan:

TV-program om danske soldater - historie der varsler at der kommer billeder af kamphandlinger i TV2 Rød Zone.

Dansk støtte til hospital i Gereshk: Nogen steder står bløde pakker højt på ønskelisten.

Sikkerhed for genopbygning: Danske soldater gør en forskel i Afghanistan.

Børnene er fremtiden: Det danske genopbygningsarbejde i Afghanistan er især rettet mod at skabe en bedre fremtid for børnene.

En anden slags Afghanistan - om danske soldaters besøg i "storbyen" Gereshk. 

Forsvarschefen i Afghanistan.

Såret dansk soldat hædret.

Pansrede mandskabsvogne passer på.

Danske soldater indsat igen
AFGHANISTAN, Helmand: Sikkerhed og genopbygning går hånd i hånd i Afghanistan 

Flere nyheder på forsvaret.dk om ISAF hold 2 (2006)

..

Læs også: "Kampen om Helmand" af OL H.-C. Mathiesen, Chefen for DANCON, ISAF hold 2 (Helmand 2006/2007)

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Marketingstudent

Frist: Snarest muligt

Kommunikationskonsulent

Frist: 21. december kl. 12.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 14. december
Se alle job Indryk job

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.