Nyligt var der et seminar på Københavns Universitet om affald som historiske kilder. Underligt nok er dette et ret uopdyrket felt, hvilket kan tilskrives at ikke alle tiltrækkes af at dykke ned i ekskrementernes historie. Det kan også hænge sammen med affaldets problem som kilde, nemlig at hovedparten rådner, forbrændes, genbruges eller omsættes på anden måde.

Ikke desto mindre er det centralt for industrihistorien: Det er gennem urbaniseringen at affaldet får sin nutidige betydning: ulækkert, truende, usundt, tabu. På landet hed affald møg og var en vigtig del af storhusholdets økonomi. Andre begreber fra den urbane sammenhæng er skrald, skarn og skidt, og det vokser frem i mængder der kræver både byplanlægning og industriel rationalisering. På et tidspunkt prøver man i København at forbrænde affald i de såkaldte Poudrette-fabrikker, men det var for dyrt i forhold til askens gødningsværdi. Hovedstadens stadsingeniør nr 2., Charles Ambt, anlagde omkring 1900 det første store kloaknet under byen, og indførte de såkaldte vandklosetter, først i Nakskov siden i kbh og andre steder. Liberale politikere modsatte sig denne indgriben i den private ejendomsret - ingen skulle tvinge borgerne til at betale for et fælles netværk.

Kloaknettet, WC'et og senere affaldsskakterne er alle del af den effektive usynliggørelse af affald og ekskrementer i det moderne samfund, en proces der ifølge Norbert Elias og Mary Douglas hviler på en af civilisationens grundsten: afskyen ved det, der falder uden for den sociale orden. Til denne proces kan også føjes badeværelset, parfumen og den lugtfri blespand.

Spørgsmålet er hvor centralt affaldet står i industrikulturen - og hvordan det kan formidles bedst muligt. Måske netop væmmelsen kan være en hjælp, når affaldet skal på museum?