Kære Lars
Jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen med din artikel om mikroblogging. Mener du, at mikroblogging vil dø ud inden for en overskuelig tidsramme? Forsøger du bare at redegøre for, hvorfor du ikke selv bryder dig om at mikroblogge? (I så fald kan du jo bare lade være med at opdatere din status på Facebook og lukke din Twitter konto!) Kritiserer du Twitterfolkenes afslag af købstilbuddet fra Facebook? Eller Facebooks vurdering af, at Twitter er 500 mio. dollars (i aktier vel at mærke!) værd?
Du har en række pointer i din artikel, som umiddelbart ikke hænger meget sammen så vidt jeg kan se. Så jeg vil adressere dem enkeltvis.
Faktisk deler Facebook og Twitter ifølge analyseværktøjet Nielsen Buzz Metrics næsten opmærksomheden mellem sig på sider med brugergeneret indhold. For mig at se er det lige lovlig meget opmærksomhed i forhold til, hvor mange brugere de to tjenester har. 120 mio. mennesker logger ind på Facebook og kun 3,3 mio. på Twitter ifølge TwitDir.
En af grundene til, at Facebook er interessant er, at det er stort. Twitter vokser, men bliver nok aldrig lige så stort. Men det er heller ikke Twitters størrelse, der gør det interessant. Det er derimod, at Twitter var de første, der gjorde mikroblogging populært, at Twitter er blevet brugt af en masse interessante mennesker (og Marslandere, blandt andre!), og at Twitters åbne API gør det muligt at interagere med tjenesten på en masse spændende måder.
Hype er det også, når Facebook forsøger at købe Twitter for kontanter og aktier til en samlet værdi af 500 mio. dollars.
Når Facebook vurderer, at Twitter er 500 millioner dollars (i aktier!) værd, så kan jeg forestille mig, at det bygger på en række forskellige overvejelser.
- Twitter har en lang række specialister i mikroblogging ansat. Den slags ekspertise er svær at vurdere, men den er uden tvivl værdifuld.
- Twitter er nok Facebooks største konkurrent når det kommer til mikroblogging. Et køb ville altså gøre konkurrencen i feltet mindre hård.
- Facebook har måske vurderet, at Twitter vil kunne komme til at tjene penge, f.eks. på reklamer.
Jeg kan forestille mig, at Twitters pæne nej tak til Facebook er baseret på følgende tanke:
- 500 millioner dollars i Facebook aktier er ikke nødvendigvis særligt meget værd om 3 år. ;)
Hvis det så var en god forretning, men Twitter har endnu ikke formået at tjene penge. Var der nogen, som sagde boble?
Twitter tjener ingen penge i sin nuværende form. Men det kræver ikke verdens største fantasi at forestille sig, hvordan tjenesten kan komme til at generere profit. Man kunne sætte en annonce eller to på hjemmesiden. Man kunne tage penge for "pro" funktionalitet såsom sms opdateringer. Eller man kunne gå i Googles fodspor og regne med, at man kan tjene penge ved at kende sine brugeres interesser og brugsmønstre godt nok. Data om brugerne er værdifulde, det har Google bevist. Og det var jo nok heller ikke for sjov, de købte Jaiku.
Og i mandags blev mikroblogtjenesten Pownce købt for et ukendt beløb. Kun for at lide den skæbne at blive lukket i løbet af to uger. Køberen havde brug for udviklerne, ikke en mikroblog.
Køberen var Six Apart, som producerer de populære bloggingværktøjer Movable Type og TypePad samt bloggingtjenesten Vox. Tror du måske, der er en eller flere af de tjenester, der får mikrobloggingfunktionalitet snart?
På Facebook er jeg venner med 277, og i løbet af et døgns tid viser min helt egen uvidenskabelige optælling, at der kommer mellem 70 og 100 statusopdateringer. Oveni kommer der så kommentarer til andres opdateringer. [...] Men faktum er, at det meste af det, jeg læser, er uinteressant, selvfedt og spild af tid.
Jeg er da ked af, at dine venner og bekendte er så kedelige. Ved du godt, at Facebook giver dig mulighed for at høre mere eller mindre om dine forskellige venner, så du kan sortere de selvfede uinteressante mennesker fra i minifeedet uden at miste resten af de muligheder du har, når du er venner med dem?
Nu vil den kloge sikkert sige, at Twitter da er det oplagte valg, fordi jeg her helt selv styrer, hvem jeg vil følge.
Næh. Som nævnt ovenfor, vælger du også selv, hvem du vil følge i dit Facebook minifeed. Men en af de allerstørste forskelle mellem Facebook og Twitter er, at Twitter ikke automatisk er bundet sammen med en masse andre personlige oplysninger om dig, pinlige billeder fra julefrokosten, etc. Twitter er altså meget mere egnet til den professionelle eller mere overfladiske kontakt. Jeg følger og skriver til en masse mennesker på Twitter, som jeg ikke kender i den virkelige verden. Men for at blive accepteret på Facebook skal jeg kende dig i hvert fald godt nok til at ville hilse på dig på gaden.
Jeg mener stadig kun vi har set toppen af isbjerget, når det kommer til mikroblogging. Mikroblogging giver en fantastisk mulighed for hurtigt og bekvemt at dele tanker og indfald med en masse mennesker og få deres umiddelbare reaktioner tilbage. Og jeg ser det som endnu et skridt på vejen til det samfund, hvor vi allesammen har mulighed for at være online og i kontakt med hinanden hele tiden.