Mediernes seer- og læsertal falder. Facebooks medlemstal stiger. Er pressen blevet udkonkurreret som ”folkets vagthund”? Og er det godt eller skidt for det danske demokrati?
Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. De fleste af os kan huske fra vores skoletid, hvordan magtens klassiske tredeling er opbygget. Mange af os har nok også hørt påstanden om at pressen skulle være den fjerde statsmagt – en påstand som i øvrigt oftest kommer fra pressen selv.
Argumentet er logisk nok. For ideelt set har pressen været den eneste af de fire statsmagter, der kunne kalde sig selv for udenforstående. Det har været den eneste, hvor karrierer ikke afhang af at please en af de tre andre statsmagter. Og det har været den eneste, der ikke behøvede tage ansvar for de tre andre statsmagters ageren. Som de siger hos Ekstra Bladet. Det har været vagthund!
Men noget har ændret sig. Folk holder op med at læse aviser. TV-stationernes seertal falder. Og for nylig viste en undersøgelse, at danskerne nu for første gang nogensinde bruger mere internet-tid på sociale medier, end på nyhedssider.
Det bør rejse et eksistentielt spørgsmål hos denne fjerde statsmagt. For kan man stadig være folkets vagthund, hvis ingen hører, læser eller bekymrer sig om hvad man siger længere? Er medierne blevet reduceret til en ”Maren i Kæret”; en gammel landsbytosse der tror hun har slugt alverdens visdom?
Pressens nedtur bunder i en grundlæggende fejlantagelse: Man troede at man kunne være objektive! Men pressen har nok aldrig været mere subjektive end netop nu. Man varetager politikeres interesser. Man varetager virksomheders interesser. Man varetager egne interesser. Og enhver politisk journalist med ambitioner drømmer vel inderst inde om at blive statsministerens næste højre hånd. Kort sagt: Folkets vagthund er blevet til magthavernes skødeplasker.
Det er nok også derfor at mange journalister ser med en blanding af skepsis og misundelse på Facebook. For over de seneste år har Facebook i stigende grad overtaget pressens rolle. Nyheder opstår på Facebook. Brugerne udvælger selv hvad der er interessant og uinteressant. Og tager pressen ikke et bestemt emne op, er det stensikkert at Facebooks brugere gør det!
Facebook er ikke en meningsmåling. Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann skriver torsdag d. 12/2 i en kronik i Berlingske Tidende at ”Facebook er på ingen måde et repræsentativt udsnit af befolkningen. Når de fleste brugere er unge og eventuelt under uddannelse, hvor stor en nyhed er det så, at 53.000 er imod reduktioner i SUen?”. Og det har de naturligvis ret i. Men folkets vagthund skal heller ikke kun være på flertallets side. Den skal gjalpe når den lille mand undertrykkes. Når alle andre tier historier ihjel. Når politikerne nægter at forholde sig til konkrete problemstillinger.
Facebook tvinger magthaverne til at forholde sig til problemstillinger, uanset om de berører 5% eller 50% af befolkningen. Mange har i dette årti beklaget at det danske demokrati er blevet et flertalsdiktatur, et meningsmålingstyrrani, et spin-o-krati. Barack Obamas valgkamp i USA viste at vejen ud af den demokratiske hårdknude er borgerinddragelse og sociale internet-baserede medier, herunder Facebook.
Er Facebook så den nye fjerde statsmagt? Nej. Det er og har altid været befolkningen. Befolkningen vælger og vælter regeringer. Befolkningen opbygger og nedbryder regimer. Og befolkningen åbner og lukker aviser. Men med Facebook har befolkningen fået et nyt talerør, der samler, organiserer og forstærker vores stemmer. Så længe Facebook er på folkets side, går de en lys fremtid i møde.
Og pressen? De skal nok bare håbe på at beholde femtepladsen fremover…
---
Indlægget er også bragt som opinion i dagens Berlingske Tidende.
Oprindeligt indlæg: www.faceblogger.dk (feed)